Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/47

< Det norske Folks Historie | 2

I denne urolige Tid, hvor de hyppige Fejder paa Island nødsagede saa mange til at forlade Landet, og i Forening med de store Bevægelser, der fandt Sted over hele Norden, fremkaldte en Tilstand og Stemning, temmelig beslægtet med den, som herskede da Island opdagedes og befolkedes, – var det naturligt, at Luften til at besøge fremmede Egne, bestaa dristige Æventyr til Lands og Vands, og opdage ukjendte Lande atter oplivedes. Det nys fundne og bebyggede Grønland dannede her et nyt Udgangspunkt for de dristige Søfarere, der ikke længer i de sædvanlige Farvande fandt Tillokkelser nok for deres Videlyst og ærgjerrige Stræben.

En af de dygtigste og meest foretagelseslystne Søfarere paa den Tid, da Christendommen indførtes paa Island, var Bjarne, en Søn af Herjulf Baardssøn, der boede i Nærheden af Reykjanes paa Island; Herjulfs Farfader, der ligeledes hed Herjulf, havde været Landnamsmanden Ingulfs Fostbroder, og var kommen til Island med ham. Fra sin tidligste Ungdom plejede Bjarne at ligge paa Rejser for at skaffe sig Gods og Anseelse. Hver anden Vinter var han sædvanligviis ude, hver anden hjemme hos sin Fader Herjulf. Denne bestemte sig en Vinter, da Sønnen opholdt sig i Norge, til at flytte til Grønland, hvor han nedsatte sig ved den Fjord, der efter ham fik Navnet Herjulfsfjord[1], og byggede en Gaard, som han kaldte Herjulfsnes. Da Bjarne om Vaaren efter kom med sit Skib til Ørebakke, hørte han til sin Forundring, at hans Fader var dragen bort; men da han nu engang havde bestemt sig til at tilbringe Vinteren hos ham, vilde han ikke engang lade Skibet losse, men besluttede at opsøge sin Fader i Grønland, skjønt hverken han selv eller nogen af hans Skibsfolk havde været der eller kjendte Vejen derhen. Nordenvinde og Taager dreve dem ud af deres Kurs, og de tilbragte mange Dage uden at vide hvor de vare. Endelig fik de Solen at se, saa at de kunde kjende Himmelegnene. De sejlede endnu en Dag: da saa de Land. Bjarne meente at dette Land ej kunde være Grønland; han holdt nær ind under det, og de fandt at det var uden Fjelde, kun med smaa Højder, og var bevoxet med Skov. De beholdt Landet til Venstre, eller med andre Ord, styrede nordefter, og kom efter en Dags og en Nats Forløb til et andet, ligeledes fladt og skovbevoxet Land, hvilket efter Bjarnes Mening heller ikke kunde være Grønland, da dette, efter hvad han havde hørt, skulde være fuldt af store Jøkler. Vinden stillede nu af, og Skibsfolkene foresloge at de skulde gaa i Land, især da de baade behøvede Ved og Vand. Men Bjarne svarede at der var ingen Mangel paa nogen af Delene og vilde ikke høre om nogen Landgang. Skibsfolkene knurrede derover, men det blev som han sagde. Nu sejlede de med Sydvestvind i een og en halv Dag, de kom til et tredie Land, højt og fuldt af Fjelde, endog Jøkler. Heller ikke her vilde Bjarne lande, fordi han fandt Egnen lidet indbydende. Dette Land fandt de at være en Ø. De sejlede nu for en skarp Sydvest-Kuling i to Dage, og kom endelig til et Land, som Bjarne antog at være Grønland. De landede om Aftenen ved et Nes, som tilfældigviis netop var det Herjulfsnes, hvor Bjarnes Fader Herjulf havde nedsat sig. Bjarne gjorde siden en Rejse til Norge, og besøgte Erik Jarl, hvis Hirdmand han blev; men han maatte høre ilde fordi han havde været saa lidet videbegjærlig, at han ej nærmere havde undersøgt hine ubekjendte Lande, som han paa sin Grønlandsrejse havde seet[2].

Der blev nu, beder det, megen Tale om at opdage nye Lande. Leif Erikssøn[3] paa Brattelid fik uimodstaaelig Lyst til at undersøge de Kyster, Bjarne var kommen forbi, afkjøbte ham i den Hensigt hans Skib, og gjorde sig rede til at sejle afsted selv 35te. Han bad sin Fader Erik, som en klog Mand, at forestaa Rejsen. Erik undskyldte sig med sin fremrykkede Alder, men lovede det dog tilsidst. Men da Skibet var sejlklart, og han skulde ride ned for at begive sig ombord, snublede .Hesten med ham, saa at han faldt af og slog sin Fod. Da sagde han: „det er mig ej forundt at opdage flere Lande“, og vendte tilbage igjen. Leif sejlede derimod afsted, og kom først til det Land, Bjarne Herjulfssøn sidst havde seet. De roede til Landet for at undersøge det, men fandt intet Græs; en Række af Jøkler begrændsede Horisonten, og nedenfor dem syntes de kun at der var ligesom en eneste Helle. Dette Land, sandsynligviis det nu saakaldte Labrador, kaldte Leif Helleland, og forlod det som lidet indbydende; de sejlede videre, og kom til et andet Land, som de ligeledes undersøgte, og fandt fladt og skovbevoxet, med jevne Strande og hvide Sandstrækninger. Leif kaldte det Markland (d. e. Skovland); efter Beliggenheden at dømme maa det være det nuværende Nova Scotia. De sejlede videre med Nordøstvind i en Dags Tid, og kom da atter til Land, hvor de først fandt en Ø, som de besøgte, og hvis Dug de troede at finde sødere end alt andet, de hidtil havde smagt. Derfor sejlede de ind mellem Øen og et fremspringende Nes; uagtet det i Ebbetiden var meget grundt, saa at deres Skib stod oppe, gave de sig dog ej Tid til at vente paa Floden, men vadede i Land, saa hidsige vare de paa at undersøge Egnen. Siden fik de Skibet sluttet op gjennem en Aa til et Vand, hvor de kastede Anker. De bare deres Tøj op af Skibet, byggede Boder, og lavede sig til at forblive der om Vinteren. Man fandt Lax i Overflod, større end de hidtil havde seet den; der kom ingen Frost om Vinteren, og Græsset visnede kun lidet: det forekom dem, at Kvæget kunde gaa ude den hele Vinter, og de fandt Landet derfor saare indbydende. Forskjellen mellem Dag og Nat var der mindre end paa Grønland og Island. Paa Vintersolhvervsdagen var Solen oppe omtrent fra Kl. 7 om Morgenen til Kl. 4 om Eftermiddagen. Denne Angivelse antyder en Polhøjde af mellem 41 og 42o N. Br.; og det kan derfor neppe være nogen Tvivl om, at det opdagede Land var den fremspringende Deel af Massachusetts, hvis yderste Punkt er Nesset Cape Cod. Da de vare færdige med Opførelsen af Hytterne, forordnede Leif at det halve Antal Folk hver Dag skulde blive hjemme, og den anden Halvdeel derimod vandre ud paa Opdagelser, dog uden at skille sig ad. En Dag savnedes en Mand ved Navn Tyrker, tydsk af Herkomst, der længe havde været i Erik redes Huus og taget sig meget af Leif i hans Barndom. Leif holdt meget af ham, og blev derfor ilde tilmode, da han ej kom med de andre. Han begyndte strax selv tolvte at lede efter ham, men de havde ikke gaaet langt, førend de mødte ham, næsten forvirret af Glæde; han talte først en Tidlang paa Tydsk og skabte sig heel underligt; siden talte han Norsk, og berettede at han havde fundet Viinranker og Viindruer. Da Leif tvivlede derpaa, sagde han at det var ganske sandt, thi han var selv fød i Egne, hvor Viinranken voxede. Nu lod Leif sine Folk skiftes til at samle Viindruer og hugge Viinranker, saa vel som at fælde større Træer af Skoven, for at faa Ladning til Skibet. Da de vare færdige om Vaaren, og skulde sejle bort, gav Leif det nye Land Navn: han kaldte det Viinland. Rejsen til Grønland gik heldigt. Paa Vejen bjergede Leif Besætningen af et forulykket Skib, der, 15 i Tallet, havde frelst sig paa et Skjær, og bragte dem heldigt til Grønland[4].

Leifs Fortællinger om Viinland og Synet af de Sager, han derfra havde medbragt, vakte en stor Lyst hos hans Frænder og Venner til at følge hans Exempel. Hans Broder Thorstein drog afsted, men forfejlede Kursen, og omtumledes længe; de kom under Irland, siden under Island, og vendte ved Vinterens Begyndelse tilbage i en daarlig Forfatning. Samme Vinter egtede Thorstein Gudrid, en Datter af Islændingen Thorbjørn, der formedelst Pengemangel var flyttet over til Grønland. Thorbjørns Fader Vivil havde været Aud Ketilsdatters Frigivne og faaet Land af hende. Men strax efter døde Thorstein af en smitsom Sygdom, der ogsaa skal have lagt Erik den røde i Graven. Gudrid egtede imidlertid Islændingen Thorfinn, med Tilnavn Karlsevne, en dygtig Farmand, Sønnesøns Søn af den mægtige Landnamsmand Thord paa Hør-de, der stammede fra Ragnar Lodbrok[5]. Ved at høre saa meget fortælle om Viinland og dets Herligheder besluttede Karlsevne at stifte en Koloni der, og drog derhen, ledsaget af Erik rødes Søn Thorvald, Eriks Datter Freydis med hendes Mand Thorvard, Snorre Thorbrandssøn fra Alftafjord og flere andre, saa vel Mænd som Kvinder, i alt 160 Mand; de medbragte ligeledes Kvæg og andre Fornødenheder. De sejlede først til Vesterbygden og det saakaldte Bjarnø, derfra lige i Syd, forbi Helleland og Markland, indtil de kom til et Nes, som de efter en Skibskjøl, de fandt der, kaldte Kjalarnes (Cape Cod); de droge søndenom dettes Kyst, som de kaldte Furdustrande eller de forunderlige Strande, gjennem en Fjord mellem Fastlandet og en Ø, som de kaldte Strømø (Marthas Vineyard), og ind i den af dem saakaldte Strømsfjord (Buzzards Bay) hvor de indtil videre udskibede deres Ladninger, og begyndte at undersøge Landet. Siden sejlede de længer ind, til det Sted, hvor Leif havde oprejst sine Boder, og oprejste selv nye Hytter længer inde paa et Sted, de kaldte Hop[6]. Der, heder det, fandt de selvsaaede Hvedeagre, Viinranker paa alle Højder, og Fisk i enhver Bæk, saa vel som en Mængde Dyr i Skovene. En Dag fik de se en Mængde Skindbaade komme roende, og at Stænger bleve svungne paa dem med en underlig Lyd, ligesom Blæsten i en Halmtust. Antagende dette for Fredstegn, hævede de et hvidt Skjold mod Folkene i Baaden, der gik paa Land, men ej foretoge sig andet end en Stund at betragte de Fremmede med Forundring, hvorefter de atter roede bort. De vare sortsmuskede, af et ondskabsfuldt Udseende, med store Øjne og brede Kinder, og ansaaes af Nybyggerne for at høre til Skrælingernes Folk. Da Vinteren kom, faldt der ingen Sne, men det medbragte Kvæg kunde hele Tiden gaa ude; dog begyndte det snart at blive meget uregjerligt. Efter nogen Tids Forløb kom paany en heel Deel Skrælinger, idet de, ligesom første Gang, svingede Stænger. De medbragte alslags Pelsverk, som de falbøde for Vaaben, men dem forbød Karlsevne at sælge dem, derimod solgte man dem rødt Klæde, hvormed de smykkede sig, og hvorefter de vare saa begjærlige, at da Forraadet var gaaet op for Karlsevne og hans Folk, som derfor grebe til den Udvej at skære Klædet i smaa Strimler, gave de lige saa meget for de smaa Stykker, som forhen for de store. Ligeledes syntes de overmaade godt om Melk, Smør og Ost. Handelen fik dog en pludselig Ende, da en Tyr, som Karlsevne havde medbragt, kom frem af Skoven og brølede højt; da bleve Skrælingerne forfærdede, løb til deres Baade, og roede skyndsomst bort; siden den Tid saa man dem ikke i tre Uger. Da kom de igjen, og denne Gang med Hylen og krigerske Gebærder[7]. De angrebe Karlsevnes Folk med Slynger, og indjoge saavel dem som Karlsevne selv stor Frygt ved at hæve op paa en Stang en stor blaaagtig Kegle, som de slyngede hen over dem, og som brast med et stygt Skrald[8]. Freydis Eriksdatter satte dog Mod i dem, da de vilde flygte, og de nødte Skrælingerne til med stort Folketab at søge til sine Skibe, dog faldt to af Karlsevnes Folk, blandt dem Thorbrand, Snorres Søn. Ved en af de Faldne laa hans Øxe; en af Skrælingerne tog den op og hug i et Træ med den; de øvrige gjorde det efter, og lode til at beundre den, fordi den bed saa godt, men da de siden prøvede den mod en Steen, og saa at Eggen brødes, kastede de den bort som unyttig[9]. Imidlertid vare nye Angreb at befrygte, saa at man maatte være paa sin Post, og Karlsevne lod derfor sit Huus omgive med en sterk Skidgard. Denne bestandige Usikkerhed faldt dog alle i Længden utaalelig. De havde heller ikke, som de senere Nybyggere i Amerika, den overordentlige Fordeel, at besidde Ildvaaben, del meste Middel, hvorved det har lykkets Europæerne at vinde fast Fod i Amerika trods de Indføddes overlegne Folketal. Dertil tom det Uheld, at Thorvald Erikssøn faldt paa en Undersøgelsesrejse, og at der opstod Splid mellem Nybyggerne selv. Alt dette bevægede Karlsevne, hvis Hustru Gudrid allerede den første Høst havde født ham en Søn, der blev kaldt Snorre, til at opgive Tanken om at bosætte sig i Landet. Efter at have tilbragt tre Vintre der, rejste han tilbage til Grønland igjen med en rig Ladning af Viinranker, Druer og Pelsverk. Med denne Ladning gjorde han en Rejse til Norge, hvor han forblev om Vinteren og solgte sine Varer. Der fortælles at en Tydsker fra Bremen tilfældigviis ombord paa hans Skib fik se hans Fejekost[10], og bød ham Mark Guld for den, hvilket Karlsevne med Glæde tog imod; han kjendte ikke den store Værdi af det Slags Ved, hvoraf den var gjort, nemlig Masur[11], kommen fra Viinland. Sidenefter bosatte han sig med sin Kone paa Gaarden Glaumbo paa Island, hvor hans i Amerika fødde Søn Snorre blev Stamfader for en anselig Slægt. Gudrid gjorde paa sin gamle Alder en Pilegrimsrejse til Rom, og levede efter sin Hjemkomst som Nonne eller Eneboerske[12].

Efter Karlsevnes Tilbagerejse foretoges endnu en Rejse til Viinland. Samme Sommer, han kom tilbage til Grønland, ankom nemlig et Skib fra Norge, der ejedes af to Islændinger, Helge og Finnboge. De overvintrede der, og den djerve Freydis Eriksdatter foreslog dem at gjøre en Rejse med hende til Viinland, saaledes at hun deeltog i Udrustningen mod at faa Halvdelen af Udbyttet. De gik ind paa Forslaget, og det bestemtes, at de skulde have med sig 30 vaabenføre Mænd, hun lige saa mange. Hun bad sin Broder Leif om at forære hende sine Huse i Viinland: men han svarede at han kun vilde laane hende dem. Ved Udfarten medtog hun lumskeligen fem Mand flere end der var aftalt, og uden at Brødrene merkede det, førend man kom til Viinland, da det var for silde at gjøre noget derved. Man saa deraf, hvad man havde at vente sig af hende. Ogsaa begyndte hun allerede ved Ankomsten at yppe Tvist med Brødrene, som maatte flytte bort til et Huus for sig selv. Men heller ikke her lod hun dem have Ro; hun ophidsede saaledes sin Mand imod dem ved falske Beskyldninger, at han efter hendes Tilskyndelse lumskeligen overfaldt dem en Nat og lod dem dræbe med alle deres Mænd. Der var endnu fem Kvinder tilbage, hvilke ingen af hendes Folk vilde dræbe, da tog hun selv en Øxe og dræbte dem. Siden forbød hun sine Folk paa det strengeligste at tale om det forefaldne, naar de kom tilbage til Grønland: de skulde kun sige, at de andre vare blevne tilbage. Om Vaaren toge de det Skib, der havde tilhørt Brødrene, og som var det største, ladede det med de bedste Varer, de kunde faa, og rejste tilbage til Grønland. Hun gav sine Mænd store Gaver før at tie stille med hendes Misgjerninger, men de kom dog Hop, og Leif blev meget forbitret derover, skjønt han ej nennede at straffe hende[13].

Alle de her nævnte Omstændigheder maa vel tilsammen have afskrækket Andre fra at fornye Forsøget paa at bebygge Viinland, thi vist er det, at ingen flere Rejser derhen i det Øjemed omtales i vore Oldskrifter. Derimod siges det ikke udtrykkeligt, at ingen flere Handelsrejser derhen bleve foretagne, eller at ingen af Nybyggerne vare blevne tilbage, medens det endog over et Aarhundrede senere heder at en Biskop Erik drog hen for at opsøge Viinland. Man skulde deraf formode, at Sejladsen didhen ej ganske ophørte med Helges og Finnboges Tog, men at der i de følgende Aar ligeledes fra Grønland af gjordes enkelte Rejser derhen, dog sjældnere og sjældnere, indtil de omsider efter et Par Generationer ganske ophørte. Endnu paa Adam af Bremens Tid (1075) synes Viinland stundom at have været besøgt, eller i det mindste Rejserne derhen at have været i friskt Minde, – hvad de vistnok endnu kunde være, om de end vare ophørte henved 1020, – thi han fortæller, efter den danske Konge Sven Ulfssøns Vidnesbyrd, at man havde opdaget en Ø i Oceanet, som kaldtes Viinland, fordi Viinranker, der gave den bedste Viin, voxede vildt der, og selvsaaet Korn fandtes der i Overflod: „dette“, siger han, „har jeg hørt, ikke blot som en fabelagtig Gisning, men af Danernes paalidelige Beretning“[14].

Noget senere end de nys omtalte Begivenheder, indtraf en merkelig Rejse, som en Islænding, ved Navn Gudleif Gudlaugssøn, tilfældigviis kom til at foretage til en Egn, der neppe kan have været nogen anden, end den sydlige Deel af Nordamerikas Fastland. Mod Slutningen af Kong Olaf den helliges Tid, altsaa i Aarene 1028, 29, havde han gjort en Handelsrejse til Dublin. Da han skulde rejse hjem til Island, overfaldtes han af en svær Nordøststorm, der drev dem langt ud i Havet mod Sydvest, saa at ingen af Besætningen vidste, hvor de vare eller hvor Land var at finde. Det var allerede ledet langt ud paa Sommeren. De gjorde mange Løfter til Gud, for at komme til Land, og endelig opdagede de et stort Land, som de slet ikke kjendte. Kjede af at drive omkring paa Havet, sejlede de til Kysten, hvor de fandt en god Havn. De havde ikke været der længe, førend der kom Folk til dem, hvis Sprog de ej forstode, men som de dog syntes nærmede sig meest det irske. Der kom flere og flere, saa at det tilsidst var flere Hundreder; de angrebe Gudleif og hans Mænd, toge dem til Fange og førte dem op i Landet. Her blev der holdt en Raadslagning over hvad der skulde foretages med dem, og de kunde skjønne saa meget, at nogle vilde have dem dræbte, andre fordeelte omkring som Trælle. Da kom der en stor Flok ridende, foran hvilken der blev baaret et Merke eller Banner, under hvilket der red en høj og statelig, gammel Mand med hvidt Haar, for hvem alle bøjede sig, saa at de kunde skjønne at han maatte være Flokkens Høvding. Han lod Gudleif og de øvrige Fanger bringe for sig, tiltalte dem paa Norsk, og spurgte dem, hvorfra de vare. De svarede, at de fleste af dem vare Islændinger, navnligen Gudleif. Til ham henvendte nu Oldingen flere Spørgsmaal, nemlig fra hvilket Hered han var, og da Gudleif nævnte Borgarfjorden, spurgte han om næsten enhver af de meest anseede Mænd saavel der, som i Breidafjorden. Især spurgte han om Snorre Gode, hans Syster Thurid paa Frodaa, og hendes Søn Kjartan, som nu boede der. Imidlertid raabte de Indfødde at man skulde fatte en Beslutning om Fangerne. Oldingen gik nu afsides med tolv andre Mænd, raadslog en Stund med dem, og kom tilbage med den Besked, at Afgjørelsen var overladt ham, og at han tillod dem at rejse; han raadede dem til at skynde sig bort jo før jo heller, skjønt det var langt paa Aaret, da de Indfødde ej vare at stole paa, og allerede vare misfornøjede med at maatte give Slip paa dem. Han vilde ej sige dem sit Navn, for at ikke hans Frænder og Venner skulde finde paa at opsøge ham og komme i lignende Fare, da han deels inden den Tid kunde være død, deels ogsaa havde sine Overmænd, mod hvem han intet formaaede, men som ej vilde vilde vise Udlændinger nogen Skaansel. Han var dem behjelpelig med Skibets Udrustning, og var selv tilstede indtil de med første gunstige Vind kunde sejle afsted. Ved Afrejsen leverede han Gudleif en Guldring og et Sverd, og bad ham, hvis han kom til Island, at give Thurid paa Frodaa den første, og hendes Søn Kjartan det sidste. Paa Gudleifs Spørgsmaal, fra hvem han skulde sige at disse Gaver vare sendte, svarede hans „fra en, som var en bedre Ven af Huusfruen paa Frodaa, end hendes Broder, Goden paa Helgafell. Men“, lagde han til, „om Nogen tror at kunne gjette, hvo Giveren er, saa hils og sig, at jeg forbyder enhver at komme hid og besøge mig, hvilket er farligt eller endog umuligt, deels fordi Landet frembyder saa faa Havne, deels formedelst de Indføddes ufredelige Sindelag“. Gudleif sejlede afsted, kom seenhøstes til Irland, overvintrede i Dublin, og drog Sommeren efter til Island. Han overleverede der Gaverne til Kjartan og Thurid, og man antog det for vist, at den gamle Mand ej var nogen anden, end den for omtrent 30 Aar siden bortdragne Bjørn Breidvikingakappe, til hvem man i al den Tid ikke havde hørt[15]. Beretningen udgives for fuldkommen troværdig, og indeholder i sig selv, paa et Par Smaating nær, ingen Usandsynligheder[16]. Den Egn, til hvilken de kom, har rimeligviis været Florida eller Georgia, hvor altsaa Bjørn i tredive lange Aar maa have boet, og ved sine Talenter have vidst at skaffe sig Indflydelse over de ellers saa ugjestfrie Bilde, der beboede Landet. Sandsynligviis have han og Gudleif ikke været de eneste Islands- eller Grønlandsfarere, der fristede den Skjæbne at blive fordrevne til Amerikas sydligere Egne, medens det kun lykkedes faa, som Gudleif, at komme tilbage. At disse Nordboer, om det end ikke var flere end Bjørn selv, maa have udøvet nogen Indflydelse paa Amerikas Kultur, er heel rimeligt, ligesom og maaske flere af de Sagn, som Amerikas Opdagere siden fandt blandt Mexikanerne og andre amerikanske Nationer om Mænd, der kom fra Østen og havde oplært dem i Kunster og Færdigheder, hidrøre fra dem[17].

Ledede alle disse Rejser end ikke til noget blivende Resultat, ere de dog i sig selv merkelige som Beviser paa vore Forfædres Foretagelses-Aand, deres Dristighed og Dygtighed som Søfarere. Og desuden kan man ikke engang med Rette sige, at de have været uden alt Resultat for kommende Tider[18]. Visheden om at et stort Land var at søge i Vesten, ja tildeels endog om dets Udseende og Beliggenhed, kunde ikke forsvinde, og maatte fra Norden af, hvad vi allerede i Mag. Adams Beretning have seet et Beviis paa, udbrede sig videre og videre, og derved, om end kun middelbart, tjene til at bestyrke de Theorier, der siden ledede Colombus til at foretage sit store Verk[19].

  1. ↑ Det nuværende Narksamiut ved Etablissementet Friederichsthal. Herjulfsnes er Ikigeit paa Vestsiden af Indløbet til Fjorden.
  2. ↑ Erik rødes Saga, Cap. 2, 3. Den er ogsaa indført i udg. af Heimskringla 1ste B. S. 301–326.
  3. ↑ Om Leif Erikssøn, se ovenfor S. 364.
  4. ↑ Bjarne Herjulfsføns Thaatt, Cap. 1, 2.
  5. ↑ Om Høvde-Thord, se 1ste B. S. 532.
  6. ↑ Dette Hop maa have været i Nærheden af Providence i Rhode Island; se herom, saa vel som angaaende de øvrige af Leif og Karlsevne opdagede Steder Antiquirates Americanæ samt tillige „Annaler for Nordisk Oldkyndighed“, 1840–41, S. 1–37.
  7. ↑ Ifølge Erik rødes Saga, Cap. 5 vare Skrælingerne allermeest ophidsede derved, at en af Karlsevnes Huuskarle havde dræbt en Skræling, der vilde tage et af Vaabnene.
  8. ↑ Hvorledes dette egentlig hænger sammen, er vanskeligt at sige; ifølge „Grønlands historiske Mindesmerker“ 1ste B. S. 489 bruges der hos de amerikanske Folkeslag opblæste Blærer til Boldspil, eller Balloner, fyldte med Vand, der frembringe et eget Slags Toner, naar man slaar paa dem med en Flaske.
  9. ↑ Erik rødes Saga, Cap. 5 lader Skrælingerne prøve Øxen paa en af sine egne Kammerater, der strax faldt død ned.
  10. ↑ I Oldsproget húsasnotra, om hvilket Ords Betydning man dog ej er sikker.
  11. ↑ Masur maa være en Art Valbirk.
  12. ↑ Om alle disse Begivenheder ere der to forskjellige Beretninger. Den ene, der indeholdes i den saakaldte Erik rødes Saga, eller som den kaldes Grœnlendingaþáttr, lader Leif Erikssøn drage til Olaf Tryggvessøn 14 Aar efter Grønlands Opdagelse (altsaa 1000), og tilbringe Vintren hos ham efter at være døbt, og vende tilbage til Grønland. Derpaa (Cap. 3) omtales Herjulfs Rejse til Grønland og hans Søn Bjarnes paafølgende tilfældige Ankomst til Viinland. Derefter, heder det, (Cap. 1) kom Bjarne til Erik Jarl, blev hans Hirdmand og vendte tilbage til Grønland; Leif faar, heder det Videre, Lyst til at rejse, Erik lover at følge, men snubler med Hesten og betænker sig; Leif opdager Viinland, redder de Skibbrudne, og kommer hjem; (Cap. 5). Derpaa drager hans Broder Thorvald afsted (Cap. 3), men dræbes; Thorstein, som imidlertid har egtet Gudrid, der Var en af de Skibbrudne, vil opsøge hans Lig, men kommer paa urigtig. Vej, lander i Vesterbygden, og dør der af en Smitsot, hvoraf ligeledes Erik røde angribes og dør (Cap. 4); Somren efter kommer Karlsevne, egter Gudrid og drager til Viinland o. s. V. Den anden Beretning indeholdes i Thorfinn KarlsevnesSaga. Ifølge denne (Cap. 4) fandt Leif Viinland paa sin Hjemrejse fra Norge og bjergede de Skibbrudne, hvorimod Erik rødes uheldige Fald med Hesten skede da han vilde ledsage Thorstein til Viinland; Thorsteins uheldige Rejse omtales, hans Hensigt er dog ej at hente Thorvalds Lig, thi Thorvald havde ifølge denne Beretning endnu ej foretaget Rejsen. Thorstein egter Gudrid, der dog ej, som i Erik rødes Saga, er en af de Skibbrudne, eller Enke efter en Nordmand, Thore, men ugift, og Datter af Thorbjørn Vivelssøn; Thorstein dør kort efter (Cap. 5); Karlsevne kommer, egter Gudrid (Cap. 6), drager til Viinland, ledsaget af Thorvald o. fl. (Cap. 7), opholder sig der i tre Aar, og rejser endelig hjem igjen (Cap. 9–12). Foruden disse Afvigelser ere der ogsaa mange i Enkelthederne. Til den sidste Fremstilling slutter sig aabenbart Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 231, hvor den siger at Leif opdagede Viinland paa Farten fra Norge 1000, og ligeledes bjergede de Skibbrudne. Ligeledes slutter Landn. sig dertil, ved at nævne Thorbjørn Vivelssøn som Gudrids Fader. Sammenligner man nu nærmere disse begge Beretninger, saa sees det, at hvad der fortælles om Bjarne i Erik rødes Saga, egentlig er det samme, som fortælles om Leif i Thorfinn Karlsevnes, nemlig at han fandt Viinland paa Vejen til Grønland; og ligeledes, at hvad der fortælles om Leif i hiin, nemlig at han overtalte sin Fader til at være med, o. s. v., er det samme, som denne fortæller om Thorstein. Her have altsaa aabenbart Forvexlinger fundet Sted; ligesom og de Hentydninger, der senere hen i Karlsevnes Saga findes om Fiendskab mellem hans Folk (blandt hvilke Freydis), synes at være en Forvexling med Beretn. om Helges og Finnboges Rejse. Da nu dog Bjarne maa være en historisk Person, og hvad der fortælles om ham, bærer ganske Præg af Sandhed, medens tillige saa mange Oldskrifter ere enige i at nævne Leif som Viinlands Opdager, hvorfor han og kaldtes „den heppne“ d. e. lykkelige, synes Erik den rødes Saga i dette Punkt at have Fortrinnet, hvorfor vi og have fulgt den, for saa vidt Leif selv betræffer; men for øvrigt synes Karlsevnes Saga formedelst dens Omstændelighed og Overeensstemmelse med de øvrige Sagaer at burde følges, skjønt den rigtignok paa den anden Side indeholder flere AHventyrligheder. Nogle have i den Omstændighed, at Herjulf omtales som en af de Nybyggere, der fulgte med Erik, (se Landn. II. 14) fundet en Grund til at lade Bjarne opdage Viinland allerede før Olaf Tryggvessøns Tid, eller ved 986, men da det ej er sandsynligt, at Leif skulde bie 14 Aar inden han forsøgte paa at finde Landet, er det tydeligt nok, at Herjulfs og Bjarnes Rejser ere at henføre til en langt senere Tid, nemlig da Erik Jarl herskede efter Kong Olafs Død. Hvor Landn. strax ovf. omtaler Herjulf særskilt, tales der intet om at han kom til Grønland samtidig med Erik. Ellers maatte Erik, der døde faa Aar efter Leifs Tog, hvilket igjen skede strax efter Bjarnes, være død allerede før 990. Sandsynligviis er derfor Herjulf kommen til Grønland 999;Bjarne har fundet Viinland 1000; Leif har undersøgt det 1001; Thorstein har foretaget sin Rejse 1002; hans Død falder da 1003, Karlsevnes Ankomst og Giftermaal, samt Eriks Død, samme Aar; Karlsevne opholder sig i Viin- land fra 1003–1007; Helge og Finnboge gjøre deres Tog 1008. Thorfinns Saga indeholder for øvrigt, som oven meldt, en Deel Overnaturligheder, der maa skyldes senere Tilsætninger. Det bedste Haandskrift, som deraf kjendes, er dog, som man af Haanden ser, tildeels skrevet af den paalidelige Hauk Erlendssøn, hvilket i høj Grad taler for Troværdigheden af dens Beretninger i det hele taget.
  13. ↑ Erik rødes Saga, Cap. 6, 7.
  14. ↑ Adam af Bremen IV. 38.
  15. ↑ Se ovenfor S. 175. Eyrbyggja Saga, Cap. 64.
  16. ↑ Blandt Usandsynlighederne er, at den Gamle og hans Følge kom ridende, da der dog i Amerika ingen Heste fandtes. Men dette kan jo vistnok være en senere Udsmykkelse, ej at tale om, at Udtrykket kan have været anvendt om at bæres paa Folks Skuldre eller paa en Bærestol, o. s. v. Se „Grønl. historiske Mindesmærker“ I. 785. De „tolv Mænd“, med hvilke han raadslog, er vel ogsaa en islandsk eller nordisk Udsmykning. At Sproget lignede det irske, kunde være falsk Opfatning af Lyden, dog have ogsaa andre i senere Tider troet at finde Lighed mellem enkelte amerikanske Mundarter og Kymrisk (fe Grønl. historiske Mindesmærker I. S. 164); Det maa heller ikke glemmes, at vore Forfædre tænkte sig „det store Irland“ eller „Hvitramannaland“ beliggende just paa den Kant (se ovenfor S. 358) enten fordi virkelig i sin Tid Islændinger vare komne did paa samme Maade som Bjørn, eller Are Maarssøn, eller fordi de tilfældigviis fandt Sprogets Klang at nærme sig det irske.
  17. ↑ F. Ex. om Kuetzalkoatl i Mexiko, Manko Kapak i Peru, o. s. v.
  18. ↑ I Forbindelse hermed maa vi ogsaa kortelig berøre, hvorledes de paa Grønland bosatte Nordboer foretoge hyppige Rejser langt mod Norden, baade paa Østsiden og især paa Vestsiden, hvor de endog maa være komne ind i Lancastersound, se „Annaler for Nordisk Oldk.“ 1840, 41, S. 32–34, og især
  19. ↑ At Colombus endog var paa Island og der maaske kan have erfaret noget om Viinland, har Finn Magnussøn viist i Nord. Tidsskr. for Oldk. II. S. 127. 128, 165–169.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/47&oldid=72699»