Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/48

< Det norske Folks Historie | 2

De gamle Sagaer have kun lidet at fortælle om Jarlerne Eriks og Sveins Bedrifter i al den Tid, de herskede i Norge. Aarsagen er ikke vanskelig at indse. De store Tog, som just da bleve foretagne fra Danmark til England, og hvorved den undergaaende nordiske Vikinge-Aand ligesom sammentrængte sig i en eneste uhyre Kraftanstrengelse, der endte med Englands fuldkomne Undertvingelse og Oprettelsen af det store nordiske Erobringsmonarchi, hvilket lige siden Ragnar Lodbroks Tid havde foresvævet hans Ætlinger som det Maal, efter hvilket de altid skulde stræbe: disse Tog maatte ej alene tildrage sig hele Nordens Opmerksomhed, men ogsaa i Ordets egentligste Forstand beskjeftige’saavel Daner som Nordmænd saa meget, at det hjemme i Landene forholdsviis maa have været stille og tomt for alle merkeligere Begivenheder. Man maa her altid have for Øje, at en stor Deel af Norge nu virkelig var Danekongen umiddelbart underkastet, og at dens Beboere derfor efter al Sandsynlighed deeltoge i alle de Tog, hvortil Danekongen behøvede nogen større Udrustning; ligesom der vel og ved Siden deraf var mange unge og æventyrlystne Mænd i Norge, der uden strengt taget at være forpligtede til at staa Danekongen eller de danske Høvdinger bi, dog sluttede sig til deres Skarer for ogsaa at faa Deel i Æren og Byttet.

Sven Tjugeskegg stod efter Svoldrslaget hiint Maal nærmere end nogensinde forhen. Da han tidligere hjemsøgte England, var det kun som Flygtning og i Spidsen for en saa ubetydelig Styrke, at han ej engang kunde optræde som Olaf Tryggvessøns Ligemand, men maatte finde sig i at være ham underordnet[1]. Nu derimod var han ej alene i Besiddelse af hele Danmark, men ogsaa af det sydlige Norge; Erik Jarl, Norges mægtigste Høvding, var tillige for en Deel af sine Besiddelser hans Vasal, og som Sviakongen Olafs Stiffader kunde han vel og gjøre Regning paa Understøttelse fra denne. England var overfyldt af Daner, der endog tildeels omgave Kong Ædhelreds Person og beklædte“de højeste Embeder. Ædhelred var selv en svag og lidet anseet Mand. Omstændighederne vare derfor Sven særdeles gunstige, og vi se ham ogsaa, strax efter hiin Sejr, at benytte sig af dem.

Der synes imidlertid tillige at have været andre danske Høvdinger, som paa egen Haand, uden at virke i Forening med Sven, bekrigede England. De engelske Annaler omtale saaledes en dansk Hær, som endnu i Aaret 999 opholdt sig i England, men i Aaret 1000, da Ædhelred gjorde nogle Anstrengelser for at forsvare sit Rige, trak sig tilbage til Nordmandie, hvor den, uanseet Ædhelreds Svogerskabs-Forbindelse med Hertug Richard, vistnok, ligesom Sven kort efter, havde Fredland[2]. Blandt dens Anførere have maaske ej faa været Jomsvikinger, af hvilke vi strax efter finde enkelte udtrykkelig nævnte[3]. Et Angreb, som man neppe kan tillægge andre end Jomsvikingerne, omtales allerede i Aaret 1001. I dette Aar, siges der i de samtidige Beretninger, voldtes megen Ufred i England ved en Skibshær, som herjede og brændte overalt, saa at de engang kom lige til Ædhelingaden, hvor Indbyggerne af Hampshire kom dem imøde og kæmpede med dem; skjønt Englænderne kun tabte 81 Mand, og Danerne langt flere, sejrede dog disse, og fortsatte deres Vej mod Vesten lige til Devonshire. Palnig eller Palne, en fornem dansk Mand, som var gift med Kong Svens Syster Gunnhild, men nu stod i Ædhelreds Tjeneste, kom dem imøde, og stillede alle de Skibe, han havde kunnet samle, til deres Raadighed. Palne havde i sin Tid været stillet som Gissel for at styrke Fredsslutningen, rimeligviis den af 994, men havde antaget Christendommen, svoret Ædhelred Troskabs-Ed, og af ham modtaget rige Gaver og Forleninger. Hvis han, hvad man maaske af Navnet kunde flytte, hørte til den gaadefulde Palne-Tokes Æt, har han vel blandt Høvdingerne for hiin Vikingeskare fundet flere gamle Frænder, Venner og Bekjendte fra Jomsborg, der overtalte ham til at gjøre fælles Sag med dem[4]. Det er endog ikke usandsynligt, at Overanføreren paa Toget, hvis Navn i de engelske Aarbøger ikke omtales, neppe var nogen anden end Sigvalde Jarl, om hvem man veed, at han faldt eller blev dræbt i England[5], og hvis Navn just paa denne Tid forsvinder af vore egne Oldskrifter. Forgjæves belejrede Danehæren Exeter, men derimod overvandt den Indbyggerne af Devon- og Somerset-Shire, der havde grebet til Vaaben imod dem, og vendte endelig tilbage til Øen Wight, hvorfra den gjorde flere nye Udfald, og herjede rundt omkring, indtil Kongen efter Raadslagning med sine Witan aabnede Underhandlinger med den, og fik en Fred bragt istand paa den Betingelse, at han skulde udbetale Danerne 24000 Pund, og dertil skaffe dem saa mange Levnetsmidler, som de behøvede. Saa haandgribelige Tegn paa Svaghed og Afmagt hos den engelske Konge og hans Folk maatte nødvendigviis gjøre Danerne overmodige, og bringe dem til at udkaste de dristigste Planer. Det blev, siges der, berettet Kongen, at Danerne pønsede paa, med Svig at berøve saavel ham som alle hans Raadgivere Livet og derpaa sætte sig i Besiddelse af det hele Rige. For at undgaa denne Fare greb han og hans Mænd til et Middel, der noksom lægger for Dagen, til hvilken Yderlighed man var kommen. I al Hemmelighed blev der udsendt den Befaling til Stæderne rundt om i Landet, at man overalt paa een og samme Dag, nemlig St. Brierius’s Dag eller 13de November, skulde dræbe alle de tilstedeværende Danske. Denne Befaling, der dog neppe kan have gjeldt de Dele af Landet, som virkelig tilhørte Danerne og hvis Hovedbefolkning var dansk, men alene maa have været’sendt til de ikke danske Stæder og Landskaber, hvor de senest ankomne danske Krigere havde taget deres Ophold, blev, som man tydeligt kan se, modtagen med Glæde og udført med den største Punktlighed, ja med en Grumhed, der viser, hvilken Forbitrelse der herskede mod de overmodige Fiender. Ej alene Danerne selv, men ogsaa deres Hustruer, om de end vare af engelsk Herkomst, og deres spæde Børn, skulle under de vildeste Grusomheder være blevne ombragte. Blandt de dræbte var ogsaa Kong Svens egen Syster Gunnhild, den forhen omtalte Palnes Hustru. Efter at have seet sin Mand og sin Søn grumt myrdede for sine Øjne, blev hun selv aflivet paa Kongens Yndling Cadric Streones Befaling. Sandsynligviis har saavel Sigvalde Jarl, som flere andre anseede Jomsvikinger, ved denne Lejlighed ogsaa fundet Døden[6].

Da Efterretningen om denne Blodsudgydelse bragtes til Danmark af nogle raske Ynglinger, der vare undkomne fra London, samlede Kong Sven sine Høvdinger om sig, for at raadslaa om hvad der nu var at gjøre, og eenstemmigt besluttedes det at tage Hevn. I al Hast blev derfor en stor Hær og Flaade udrustet, og i Spidsen for den drog Sven over til England, hvor han landede i Northumberland. Forinden han foretog sig noget af Betydenhed, drog han dog over til Nordmandie, for at sikre sig Fredland og venskabelig Modtagelse her, hvilket ogsaa, merkeligt nok, fuldkommen lykkedes ham; Hertug Richard sluttede en Overeenskomst med ham derom[7]. Derpaa vendte han sine Vaaben mod de samme Egne, som Danehæren sidst havde hjemsøgt. Hvor meget mere Venskabet med Danerne end Hertugens Svogerskab med Ædhelred havde at betyde i Nordmannernes Øjne, viser sig deraf at den nordmanniske Greve Hugo, som Dronning Emma havde udnævnt til Befalingsmand i Exeter, der sandsynligviis hørte til hendes Livgeding, overlod Staden til Danerne, som plyndrede og ødelagde den[8]. En engelsk Hær samledes fra Hampshire og Wiltshire, men led et Nederlag ved Forræderi af den ovenfor omtalte Ealdormand Ælfric, der allerede forhen havde viist sig som Forræder, men hvilken Ædhelred dog med sin sædvanlige Svaghed havde taget til Naade igjen og atter indsat i hans Værdigheder. Efter at have hjemsøgt Wilton og Salisbury, vendte Sven tilbage til sine Skibe, og sejlede til Østangel, hvor han plyndrede og brændte Norwich (1004). I Østangel havde en dansk Mand, ved Navn Ulfketil eller Ulfkell Snilling[9], meest at lige; han maa tillige have staaet i stor Anseelse hos Kongen, siden han havde faaet dennes Datter til Egte. Ulfketil kom dog efter Raadslagning med Egnens Witan til den Overbeviisning, at det var bedst at tilkjøbe sig Fred af Danerne, der vare komne over dem, førend de havde samlet sine Stridskræfter. En Stilstand kom ogsaa istand, men Sven benyttede sig kun deraf til svigagtigt at overrumple og opbrænde Thetford. Da anstrengte Ulfketil sig til det yderste, samlede i Hast og hemmeligt en Hær, og angreb Danerne, just som de med deres Bytte vendte tilbage til Skibene. Havde Ulfketil haft en større Hær, vilde neppe nogen af Danerne være kommen levende derfra. Dog fik de en saa haard Kamp at bestaa, at de, som de sagde, ingensteds mødte en værre Leg end den, Ulfketil beredte dem. Efter en blodig Trefning, hvori rigtignok ogsaa flere anseede Østangler faldt, undslap Danerne til deres Skibe. Ulfketil havde givet Befaling til, under deres Fraværelse at ødelægge disse, hvilket dog ej var skeet, saa at Sven undkom. Men dette Uheld, i Forbindelse med en skrækkelig Hungersnød, som indtraf, synes at have været Aarsag til, at Sven i det følgende Aar (1005) begav sig tilbage til Danmark.

I Aaret 1006 var han dog atter i England. Noget efter Midsommer landede han med en dansk Flaade ved Sandwich (nær ved Dover), og skjendte og brændte vidt og bredt. Ædhelred udbød fuld Væbning af Wessex og Myrke-Landet, men uden at kunne hindre Fienden fra at sværme om, hvor han lystede, og da Vinteren nærmede sig, gik de engelske Krigere hjem hver til sit, medens Sven opslog sit Kvarteer paa Øen Wight. Herfra gjorde han endnu midt om Vinteren en ødelæggende Udflugt gjennem Hampshire til Berkshire og videre til Reading; Indbyggerne af Winchester maatte se de overmodige Fiender vandre gjennem deres Porte med Bytte, som de havde røvet mere end 50 Mile fra Kysten. Ædhelred, som havde taget sit Vinterophold i Shropshire, raadslog alvorligt med sine Witan, hvad der skulde gjøres til Landets Forsvar; men ingen kunde finde paa nogen anden Udvej end paany at byde Fienden en Sum Penge for at faa Fred. Dette blev da besluttet, og efter nogle Underhandlinger forpligtede Sven sig til at slutte Fred og drage bort imod en Sum af 36000 Pund Sølv, hvorhos der ogsaa skulde leveres hans Hær fornødne Levnetsmidler saa længe den opholdt sig i Landet. Alle disse store Summer kunde naturligviis ikke tilvejebringes uden ved et særegent Skattepaalæg, der under Navnet Danegeld i lang Tid blev en staaende Beskatningspost i England. I det følgende Aar (1007) var Summen tilvejebragt, og Sven drog tilbage til Danmark[10].

Erfaring havde dog lært, at ingen saadan Fred var at tro, og Kongen benyttede derfor ogsaa viselig den øjeblikkelige Frist til at paabyde en almindelig Udrustning af Krigsskibe over hele England. Paabudet var vel snarest en Fornyelse af ældre Bestemmelser, der maaske i sin Tid have tjent Haakon Adelsteensfostre til Mønster, da han indførte Skibrede-Indretningen. For hver 310 Hyder skulde der stilles een Skejd; og for hver 8 Hyder en Hjelm og Brynje[11]. Det er merkeligt nok, at den allerede saa haardt hjemsøgte Befolkning skulde kunne bestride denne nye Byrde, men Nøden var for Haanden, og allerede det følgende Aar vare Skibene færdige og det i et saa stort Antal, som man ej hidtil i nogen engelsk Konges Dage havde seet. De bragtes alle til Sandwich, for at være ved Haanden til Landets Forsvar. Med hvilken Ængstelighed man paa denne Tid ventede et nyt Angreb fra Danmark, viser, hvad der ovenfor er berettet om Gunnlaug Ormstunga, som just da opholdt sig hos Ædhelred. Det varede heller ikke længer end til Midten af det følgende Aar, førend en ny dansk Hær og Flaade ankom. Dog var det denne Gang ikke Sven, men Jomsvikinge-Høvdingen Thorkell den høje, som hjemsøgte England, for, som han sagde, at hevne sin Broders Død. I de første Dage af August 1009 landede han med en vældig Flaade, og kort efter to andre Jomsvikingehøvdinger, Heming og Thorgils Sprakaleggs Søn Eilif, ved Øen Tenet, hvorfra de tilsammen droge til Sandwich og gjorde Landgang, uden at det engang synes som om den forsamlede engelske Flaade forsøgte paa at gjøre dem Modstand. Indbyggerne i det østlige Kent tilkjøbte sig Fred for 3000 Pund Sølv, og Jomsvikingerne droge videre til Wight, hvorfra de hjemsøgte Sussex, Hampshire og Berkshire med Ild og Sverd. Forgjæves søgte Kongen at opfordre Folket til at holde dem Stangen. Engang havde han virkelig faaet en Deel Tropper samlede for at angribe Vikingerne, som de efter et Strejfetog vendte tilbage til deres Skibe, men hans Yndling, Forræderen Eadric Streone, der nu var Myrkernes Ealdormand, forstyrrede den hele Plan. Fienderne toge sit Vinterkvarteer ved Temsen, gjorde flere forgjæves Angreb paa London, herjede Oxford, og viste sig om Foraaret atter i Kent. Ved Paasketider (1010) droge de til Østangel, hvor de gjorde Landgang ved Ipswich. I Nærheden af denne Stad mødte Ulfketil Snilling dem med en Hær, og det kom til et blodigt Slag paa et Sted, kaldet Ringmare eller Ringmareheden (5te Mai 1010). Ulfketil blev slagen. Begyndelsen til Flugten gjorde en af hans danske Krigere, ved Navn Thorkell Merrehoved, siden fulgte Østanglerne hans Exempel, kun Mændene af Cambridgeshire holdt nogenledes Stand, men forgjæves, og Danerne anrettede et stort Blodbad. Ringmareheden, siger Skalden Ottar svarte, farvedes med Blod, og Ligene laa i Dynger[12]. Sejrherrerne skaffede sig Heste, for desto lettere at kunne gjøre Strejftog; de holdt sig hele tre Maaneder under idelige Plyndringer i Østangel, og havde det, efter en norsk Sagas Ord, aldeles som de vilde. De gjorde de dristigste Tog lige ind i Hjertet af Landet. Thetford og Cambridge opbrændtes; deres Rytterskarer strejfede lige til Temsen, og vestover til Oxford og Buckinghamshire, derfra langs Ouse til Bedford og videre til Temsford, altid herjende. Naar Ædbelreds Opbudsmænd søgte dem, vendte de om; naar hine vare i Vest, vare de i Øst, og omvendt: søgte hine dem i Syd, herjede de i Nord. Kongens Witan samledes for at finde paa Raad, men til ingen Nytte. Tilsidst var der ingen Høvding, der vilde samle nogen Hær, men enhver flygtede som han bedst kunde, og mellem Shirerne selv var der intet Sammenhold. Mod Slutningen af November plyndredes og opbrændtes Northampton, derfra toge Vikingerne Vejen over Temsen til Wessex og til deres Skibe, som de atter synes at have ladet tage Station ved Wight. De havde nu herjet Østangel, Esser, Middlesexshire, Cambridgeshire, Herts, Bucks, Bedfordshire, Halvdelen af Huntingdonshire, meget af Northamptonshire, Kent, Sussex, Hastings, Surrey, Berks, Hants og Wilts. Alt dette, siger den samtidige engelske Chronist, timedes os formedelst daarlige Raad, fordi man enten ikke i rette Tid vilde yde Fienden Skat, eller ogsaa kæmpe med ham, men naar han havde gjort meest Skade, indlod man sig i Stilstand og Fred med ham. Thi efter alle disse Ødelæggelser skede dog intet andet fra Ædhelreds og hans Witans Side, end at der blev indledet Underhandlinger med Vikingerne og budt dem saavel Penge som Underhold, for at faa Fred. Den blev omsider ogsaa lovet fra Thorkells og hans Medanføreres Side, men kun mod den hidtil uhørte Sum af 48000 Pund Guld. Men, siges der, trods al denne Stilstand og Fred og Udbetaling, sværmede de dog fremdeles om overalt i Flokke, herjede og plagede vort ulykkelige Folk. Medens Løsningssummen inddreves, rykkede Fienderne omtrent midt i September for Canterbury, der ved Erkedegnen Ælfmærs Forræderi faldt i deres Vold og priisgaves for de forfærdeligste Grusomheder. Vistnok maa man formode, at meget af hvad der herom fortælles, er overdrevet, men vist er det, at Erkebiskopen Ælfeah, tilligemed flere andre Prælater og Borgere bleve slæbte som Fanger til Skibene, og at en Mængde Mennesker af begge Kjøn, endog smaa Børn bleve deels nedsablede, deels bortførte i Fangenskab. Henimod Paaske forsamlede Eadric og Landets fornemste Witan, saavel Gejstlige som Verdslige sig i London for at udbetale Afgiften, hvilket skede strax efter Paaske 1012. For Erkebiskop Ælfeah, der i al denne Tid havde været Vikingernes Fange, fordredes dog særskilte Løsepenge, og da han hverken selv vilde love dem nogen, eller tillade andre at udbetale det mindste for ham, bleve de vilde Krigere optændte af Raseri imod ham. Berusede af Viin, hvoraf en heel Deel just var bleven bragt fra de sydlige Lande, slæbte de, Løverdag efter Paaske (19 April), Erkebiskopen til deres Huusthing ved Greenwich, sloge ham med Been og Oxe-Horn, og mishandlede ham paa andre Maader, indtil en blandt Vikingerne selv af Medlidenhed gav ham Dødsslaget med en Øxehammer. Thorkell selv skal have gjort sig Umag for at frelse ham, men uden at kunne formaa noget over sine vilde, rasende Skarer[13]. Den Dræbtes Been bleve bragte til London og med stor Hæder begravede ved St. Pauls Kirke, han dyrkedes siden som en Martyr og Helgen. Aarsagen, hvorfor Thorkell søgte at frelse ham, var maaske Medlidenhed eller Ærbødighed for hans høje gejstlige Værdighed; maaske ogsaa den Omstændighed, at han efter tidligere Vikingehøvdingers Exempel paa denne Tid enten allerede var traadt i Ædhelreds Tjeneste eller stod i Underhandlinger med ham derom. Thi vist er det, at da Freden endelig var sluttet og besvoren, indgik Thorkell tilligemed en stor Deel af Vikingehæren – 45 Skibe og deres Besætning, de øvrige droge hver til sit – et Forlig med Ædhelred om at forsvare ham og hans Land, imod at han skulde skaffe dem Føde og Klæder[14]; sandsynligviis ogsaa forlene dem med Østangel eller en Deel deraf[15]. Denne Overeenskomst (geþing) mellem Thorkell og Ædhelred har sandsynligviis lagt Grunden til det saakaldte Thingmannalid, eller staaende Hær, som Kongerne i England, baade de angliske og danske, underholdt til Landets Forsvar lige indtil den nordmanniske Erobring. Thi kun faa Aar derefter finde vi allerede Thingmannalidet omtalt med dets tvende Vaabenpladse, Londons Borg, og Slesswick i Nottinghamshire, og med Jomsvikingerne Heming, Thorkells Broder, og Eilif Thorgilssøn, som deres Høvdinger[16]. Da vi derhos i de særegne Love, der gjaldt for Thingmændene, gjenkjende flere af de meest charakteristiske, der i sin Tid vare gjeldende for Jomsvikingernes Samfund, bliver det klart, at Overeenskomsten mellem Ædhelred og Thorkell egentlig har beslaaet i, at han fremdeles som en Kondottierehøvding med Levningerne af Jomsvikinge-Samfundet traadte over i Ædhelreds Tjeneste[17]. Hvad der har forledet ham til at forlade Jomsborg, om det har været den polske Kong Boleslavs, eller Kong Svens Erobringer, er nu vanskeligt at sige, men man kan ane, at det har været en Følge af de Bevægelser i og ved Vendland, med hvilke ogsaa Olaf Tryggvessøns Tog og Svoldrslaget stod i Forbindelse. Thingmannalidet vedligeholdtes sidenefter ved Hvervning af Krigere fra forskjellige Lande, dog meest af Nordboer eller, som det heder, af Folk, der hørte til den danske Tunge[18].

Det her beskrevne Tog, saa vel som de senere Kampe, Thorkell bestod i Ædhelreds Tjeneste, have for os en særegen Interesse, da vi af vore egne Sagaer erfare, at Kong Olaf den hellige i sine tidligere Ynglingeaar deeltog deri. Herom ville vi i det følgende komme til at handle nærmere. Vi erfare ellers heraf, at foruden Jomsvikingerne selv, ogsaa andre Vikinger, sandsynligviis fra alle de nordiske Lande, have sluttet sig til Thorkells Hær.

Thorkell havde kun et Aars Tid været i Ædhelreds Tjeneste, da Kong Sven atter landede i England. Det skal især have været Efterretningen om Thorkells store Held og Fremgang, som lokkede ham og hans byttelystne Høvdinger did tilbage. Da han var færdig til at drage afsted med den samlede Hær og Flaade, bekjendtgjorde han, at han ved Magt og List vilde underkaste sig England[19]. Han medtog sin ene Søn Knut, den senere saa berømte Knut den mægtige; den anden Søn, Harald, satte han til at styre Danmark i hans Fraværelse. Svens Flaade beskrives som saare prægtig: Skibene vare meget store med høje Bagstavne og kobberbeslagne Forstavne, dannede som Drage- og andre Dyre-Hoveder og fantastiske Figurer[20]. Sven ankom til Sandwich i Slutningen af Juli (1013), men sejlede strax efter til Humbermundingen og opad Trent til Gainsborough. Det udmattede og fortvivlede Folk forsøgte neppe engang at gjøre ham Modstand. Northumbrerne, der desuden selv for største Delen vare af dansk og norsk Herkomst, underkastede sig tilligemed deres Jarl Uhtred, ligesaa Beboerne af Lindsey (søndenfor Humber), af Femborgene, og af hele Landet nordenfor Wätlingastræt: fra hvert Shire fik han Gisler til Underpant paa Folkets Troskab[21]. Da han saaledes havde sikret sig denne Deel af Riget, udskrev han Heste og Proviant, for at drage sydefter, idet han fatte sin Søn Knut til at passe paa Flaaden og Gislerne. Oxford maatte snart underkaste sig og stille Gisler, ligesaa Winchester. Derfra drog han mod London, og hans Folk stormede frem med saadan Heftighed, at mange druknede i Temsen, fordi de ej holdt sig til Broerne. Men London holdt Stand, thi her laa Ædhelred selv, og, hvad der havde end mere at sige, Thorkell med sine Jomsvikinger; Sven maatte derfor drage bort med uforrettet Sag. Hvis man kan stole paa vore Sagaers forvirrede Beretninger om den Deel, Olaf den hellige tog i alle disse Begivenheder, skal Danernes Uheld ved London fornemmelig skyldes en af ham anvendt Krigslist[22]. Svens Fremgang blev dog ikke synderlig standset derved. Han vendte sig for det første mod Vesten, hvor de vestlige Shirers Thegner underkastede sig ham i Bath og stillede Gisler; med disse drog han nordover tilbage til sine Skibe, og blev overalt modtagen som en Konge. Frygt og Fortvivlelse bragte nu ogsaa London til at underkaste sig. Ædhelred tog sin Tilflugt til Flaaden, der laa i Temsen, medens hans Dronning Emma flygtede til sin Broder Richard i Nordmandie. Didhen sendte Ædhelred ogsaa sine Sønner, Edvard og Alfred, og snart fulgte han selv efter, overladende det hele Land i Danernes Vold. Sven udskrev fuld Skat og Fortæring for sine Krigere; Thorkell der havde taget sit Sæde i Greenwich, gjorde ligesaa; desuden herjede de, saa ofte de havde Lyst. Det engang saa mægtige engelske Folk var bragt til Fornedrelsens dybeste Trin[23].

Da indtraf den uventede Begivenhed, at Kong Sven pludselig døde i Gainsborough den 3die Februar. De fromme Christne saa heri tydelig Guds Straf; der udbredte sig Sagn om at han skulde være dræbt af St. Eadmund paa samme Maade, som Legenden beskrev at St. Mercurius skulde have dræbt Kejser Julian Apostata[24]. Den danske Flaade gav Knut strax Kongenavn, men i England fattede man nu Haab om at kunne befri sig fra det fremmede Aag, og alle saavel gejstlige som verdslige Herrer i England besluttede at sende Bud til Nordmandie efter Ædhelred, idet de hilste ham at ingen Herre var dem kjærere end han, deres Fyrste, naar han vilde herske retfærdigere end forhen. Ædhelred modtog Budet med Glæde, og sendte sin Søn Edvard i Forvejen med den Forsikring, at han skulde være sit Folk en huld Herre, og bøde og bedre hvad han hidtil havde gjort Uret, naar de blot vilde holde fast ved ham uden Svig. Da oprettedes, siges der, fuldt Venskab, i Ord og Daad og Sikkerhed, og enhver dansk Konge erklæredes utlæg af Landet. I Fastetiden vendte han tilbage, og blev modtagen af Alle med Glæde. Efter Svens Død forblev Knut i Gainsborough til Paaske, og aftalte da med Folket i Lindsey, der vistnok næsten udelukkende var Daner, at de skulde forsyne ham med Heste og følge ham paa et Plyndringstog. Men førend de ret havde udrustet sig, kom Ædhelred med en Hær, og gjorde et heftigt Angreb paa Lindsey[25], hvorved Knut nødtes til at søge Sikkerhed paa sin Flaade. For Øjeblikket kunde han ikke haabe at udrette noget med de faa Stridskræfter, der stode til hans Tjeneste, og han valgte derfor at drage hjem til Danmark for at udruste sig paa ny og komme tilbage med en vældigere Hær. Dog anløb han først Sandwich, hvor han landsatte Gislerne, der hørte til Englands fornemste Familier, efter at han først grusomt havde ladet deres Hænder, Næser og Øren afskære[26]. Imidlertid havde Ædhelred ladet Lindsey haardt undgjelde for sit Frafald, og tillige ivrigt søgt at faa Svens Lig i sin Vold, hvilket dog ikke lykkedes ham, da en fornem engelsk Kvinde holdt det skjult, balsamerede det, og bragte det hemmelig over til Danmark, hvor det blev begravet ved den af Harald Gormssøn byggede Kirke i Roeskilde[27]. Det var just ikke til det engelske Folks Behag, at Ædhelred udskrev en Skat af 21000 Pund for Thorkell og hans Krigere i Greenwich; men paa den anden Side kunde han heller ikke vel undvære disse tapre Kæmpers Hjelp[28].

Da Knut kom tilbage til Danmark, blev han venskabeligt modtagen af sin Broder, der dog intet vilde høre om hans Forslag at dele Danmark med ham. Dette, sagde han, var hans Fædrenearv, og den vilde han besidde udeelt, derimod tilbød han ham beredvillig al Hjelp til at erobre England. Hermed maatte Knut for det første lade sig nøje, og Udrustningerne bleve drevne paa det ivrigste. Ogsaa til Erik Jarl i Norge sendtes Bud, at han ifølge sin Lenspligt skulde komme sin Svoger Knut til Hjelp med en Hær. Man kan maaske slutte heraf, at Norge eller de danske Besiddelser deraf betragtedes som henhørende til den Deel af Riget, der i Skiftet efter Sven tilkom Knut, eller at det betragtedes som et Slags Appanage, hvormed Danekongerne affandt deres Brødre eller yngre Sønner, for at undgaa at dele det egentlige Danmark[29]. Erik Jarl lod sig heller ikke opfordre forgjæves. Imidlertid, fortælles der, gjorde begge Brødrene, Harald og Knut, en Rejse til Vendland, og hentede deres Moder hjem, som hidtil havde opholdt sig der[30]. Dette var Dronning Gunnhild, Boleslavs Syster, som efter at være forskudt af Sven Tjugeskegg, egtede Erik Sejrsæl i Sverige, og som efter hans Død, saa længe Sigrid Storraade levede, ikke kan have haft noget blivende Sted enten i Sverige eller Danmark. Da vi erfare, at Thorgils Sprakaleggs Søn, den siden saa berømte Ulf Jarl, allerede i det følgende Aar, da han ledsagede Knut til England, var gift med hans Halvsyster, Sigrid Storraades Datter Æstrid[31], skulde man næsten formode, at det Uvenskab, som hidtil ganske vist havde hersket mellem dem og den styrbjørnske eller sprakaleggske Æt, nu er blevet bilagt, og Forliget beseglet ved Ulfs Giftermaal med Æstrid og Udnævnelse til Jarl, sandsynligviis i Jomsborg[32]. I Underhandlingerne og Forliget har sikkert ogsaa den svenske Olaf Erikssøn deeltaget, der ligeledes var et Medlem af denne vidt udstrakte Fyrstefamilie, og ikke mindre end Danekongerne interesseret i alt hvad der angik den styrbjørnske Æt, ligesom ogsaa Mag. Adam af Bremen udtrykkeligt melder, at Knut sluttede Forbund med Kong Olaf svenske, for ved hans Hjelp at undertvinge først England, siden Norge[33]. Hermed staar det visselig ogsaa i Forbindelse, at Thorkell høje just paa denne Tid eller strax efter faldt fra Kong Ædhelred, og traadte over i Knuts Tjeneste. Der fortælles, at Englænderne, kjede af Thingmændenes, det vil her sige Jomsvikingernes eller Thorkells Krigerskarers Overmod, antoge dette Tidspunkt strax efter Svens Død, da Ædhelred for Øjeblikket havde Overhaand, for det belejligste til at skille sig af med dem, og at det lykkedes Ulfketil Snilling i Forening med Ædhelreds Sønner ved en listigt udtænkt Plan paa een Gang at overrumple begge Thingmændsskarer, saavel den i London, som den i Slesswick, og nedhugge de fleste, saa at Heming faldt i Slesswick med alle sine Mænd, og Eilif i London kun med Møje slog sig igjennem, og undkom til Danmark med tre Skibe[34]. Vist er det ogsaa, at Thorkell indfandt sig i Danmark med 9 Skibe, og efter at have faaet Lejde og Tilladelse til at lande, forsikrede Knut om sin Hengivenhed, og opfordrede ham paa det ivrigste til at vende tilbage til England og underkaste sig Landet, hvor han desuden selv endnu havde efterladt 30 Skibe og en tro Hær, som han nu aldeles stillede til Knuts Forføjning[35]. Da Overfaldet i London og Slesswick henføres til Nytaarstid 1015, og Thorkells Ankomst til Danmark siges at have fundet Sted en Maaneds Tid før Knuts Afrejse, altsaa i Juli[36], skulde man slutte, at man ikke har vovet noget Angreb paa ham, der sandsynligviis fremdeles laa med Skibene ved Greenwich, og at han nu begav sig til Knut for i Forening med ham at hevne sin Broder og sine Krigeres Drab. Men sandsynligere er det, at Thorkell, hvem det neppe kan have undgaaet, at han og hans Hær var en Torn i Øjet paa det engelske Folk, især siden den sidste Udpresning, allerede før Juul har begivet sig til Danmark for at aabne Underhandlinger med Knut, og at man imidlertid i England har benyttet sig af hans Fraværelse til at udføre Forræderiet mod Heming og Eilif[37]

    „Grønl. historiske Mindesmærker“ 3die B. – Den oftere omtalte Thorgils Thordssøn, kaldet Arrebeinsstjup, der, som tidligere nævnt, paa Erik rødes Anmodning drog til Grønland, men efter nogle Aars Forløb igjen forlod det, opholdt sig en heel Vinter og Vaar langt nord i Østgrønland, og havde her mange Gjenvordigheder, se Grønl. historiske Mindesmærker II. S. 108–12; Floamanna Saga, Cap. 22 flg.

  1. ↑ Se ovenfor S. 241.
  2. ↑ Chron. Saxon. ved Aar 1000. Villjam af Jumiéges, V. 7.
  3. ↑ Nemlig Heming, Sigvalde Jarls Broder og sidenefter tillige hans anden Broder Thorkell den høje. At den af os oftere omtalte Thorgils Sprakalegg, Styrbjørns Søn, paa denne Tid maa have fremstaaet med Fordringer paa Jomsborg, maaske og paa andre Dele af Danmark (nemlig Thyres Besiddelser i Fyn, Falster og Bornholm) og at han paa en eller anden Maade kan have været Aarsag til, at vi nu finde Jomsvikingerne beskjeftigede,i Vesten, er heel sandsynligt. Se nedenfor S. 470, 473;, 477.
  4. ↑ Se Villjam af Malmesbury, hos Savile S. 69, L. 17, jvfr. Chron. Sax. ved 1001; se og ovenfor S. 72, 73.
  5. ↑ Jomsvikinga Saga, Cap. 49, siger i Korthed at Sigvalde efter Jomsvikingeslaget udførte mange Bedrifter, der omtales i andre Sagaer; om hans formodede Død i England se strax nedenfor.
  6. ↑ Chron. Sax. ved 1003. Villjam af Malmesbury (hos Savile) I. 6. jvfr. S. 71. Villjam af Jumièges, IV. 6. Jvfr. et, skjønt mistænkeligt Brev af Ædhelred, dat. 1004, Kemble, Cod. Dipl. No. 709. At Sigvalde Jarl virkelig blev dræbt i England, sees af Encomium Emmæ reginæ (Langebeks Scr. rer. Dan. II. S. 475), hvor det heder at Thorkell (den høje) drog til England for at hevne sin Broders Drab; da nu hans anden Broder Heming paa den Tid endnu levede, (se nedf.) maa den dræbte Broder have været Sigvalde.
  7. ↑ Se Villjam af Jumièges V. 6, 7.
  8. ↑ Chron. Sax. ved 1003. Det viser sig ogsaa af hele Maaden, paa hvilken Villjam af Jumièges fortæller om Blodbadet 1002, at Nordmannernes Sympathier vare med Danerne.
  9. ↑ Tilnavnet Snilling forekommer i oldn. Skrifter, se Olaf den helt. Saga, Cap. 32.
  10. ↑ Chron. Sax. ved 1006, 1007.
  11. ↑ Chron. Sax. ved 1008. En hýd forklares ved unius aratri culturæ sufficiens per annum, Henr. Huntingdon ved 1008, Mon. hist Brit. I. S. 753. Kemble (The Saxons in Engl. I. S. 101 fgg.) antager en Hyd for omtr. 33 Acres.
  12. ↑ Navnet „Ringmare“ forekommer ikke i Chron. Sax. men derimod hos Florents af Worcester (Mon. hist Brit. I. S. 586), der, hvorvel han ellers ligefrem plejer at oversætte hiint, dog her, saa langt nede i Tiden, sees at have været i Besiddelse af uafhængige, og vist paalidelige Efterretninger. Slaget paa Ringmarehede omtales saavel i Olaf den helliges Saga,Cap. 31, som i Fagrskinna og den legendariske St. Olafs Saga, S. 10, men deels henføres det til en urigtig Tid, (efter Kong Svens Død), deels nævnes Olaf den hellige, ej Thorkell, som den egentlige Sejrherre. Det sidste kommer deraf, at Olaf, ligesom i sin Tid Gange-Rolf, af sine Biografer har været gjort til Hovedperson i Foretagender, hvorved han kun egentlig har spillet en underordnet Rolle, hvorom mere nedenfor; det første grunder sig derpaa, at der, hvad alle disse Begivenheder angaar, hersker en total Forvirring i de oldn. Sagaers Chronologi. Denne ville vi nedenfor komme til udførligere at gjennemgaa, bedømme og berigtige. Her bemerke vi foreløbigt, at vi i ovenstaaende Fremstilling ganske have fulgt den samtidige, og som man tydeligt kan se, paalidelige Beretning i Chron. Sax. for hine Aar sammenholdt med Florents af Worcester.
  13. ↑ Om Ælfeahs Liv og Martyrdom gives der et vidtløftigt Skrift, der siges at være forfattet c. 1070 af en vis Osbearn, aftrykt i Whartons Angl. Sacra, II., i Mabillons Acta sanetorum 21 April, og den sidste Deel deraf, som omhandler Ælfeahs Død og Danernes Bedrifter, i Langebeks Scr. rer. Dan. II. 439. flg. Man gjenkjender enkelte Dele deraf, navnlig den, som handler om de af Danerne begangne Grusomheder i Canterbury, hos Florents af Worcester (l. c.) Det er i dette Skrift, hvor disse Grusomheder udmales saa forfærdeligt, at man neppe kan værge sig for den Tanke, at meget er overdrevet, især da den samtidige Beretning i Chron. Sax. vel taler om Herjen, Bortslæben af Fanger, og Erkebiskopens Drab, men ikke om de øvrige foregivne Rædselsscener. Skriftet indeholder derhos andre, aabenbart urigtige Fortællinger, f. Ex. at Eadric Streone skulde have været Danernes Anfører ved Canterbury o. s. v., da han derved vilde hevne sin Broder. Og kan Skriftets Forfatter tage Fejl i en saa vigtig Sag, som denne, da bliver og hans Paalidelighed med Hensyn til det andet højst uvis. – At Thorkell søgte at frelse Erkebiskopen, fortæller Thietmar (VII. Cap. 29) efter en ham af et Øjevidne meddeelt Beretning. Thietmar nævner for øvrigt Erkebiskopen urigtigt Dunstan istedetfor Ælfeah.
  14. ↑ Chron. Sax. ved dette Aar.
  15. ↑ Maaske man heraf nærmest kan forklare Ulfketils Had mod Thorkell og hans Hær, som han stræbte efter Livet, se nedenfor S. 478.
  16. ↑ Jomsvikinga Saga, Cap. 50–52. Knytl. Saga, Cap. 7, S. Olaf den hell. Saga, i Fornm. S. 5te B. S. 156. Se ovfr. S. 101. Heming og Eilif som Thorkells Medanførere nævnes ogsaa hos Florents (ved 1009), og hans Efterfølgere.
  17. ↑ Se herom ovenfor S. 109. Naar det heder i Chron. Sax., at af den samlede Flaade 45 fulgte Thorkell, de øvrige adspredte sig, skulde man næsten tro, at Jomsvikingeflaaden ogsaa nu oprindelig bestod af 60 Skibe.
  18. ↑ Fagrskinna, Cap. 199.
  19. ↑ Encom. Emmæ, S. 475, 476. Da det af den storartede Udrustning, Sven nu bragte istand, kunde synes som om det ikke tidligere har været hans bestemte Hensigt at erobre hele England, men kun en Deel, maaske ogsaa kun at herje og udpresse Penge, skulde man formode, at hvis han virkelig har aflagt noget faadant Løfte, som det Jomsvikingasaga o. fl. tillægge ham i hiint bekjendte Arveøl, saa har det først været nu, da han tiltraadte det sidste Tog. Det er ellers værd at merke, at de Cambriske Annaler (Mon. hist. Brit. I. S. 839) nævne ved 1012: „Svens, Knuts Faders, Skibbrud“, hvoraf det skulde synes som om han allerede da har tænkt paa at gjøre et Tog til England, men ved Skibbrud er bleven hindret. Vist er det dog, at hans lange Fraværelse (fra 1007–1013) synes næsten uforklarlig paa anden Maade. Den højst upaalidelige skotske Historieskriver Boethius (Boyse) tillægger Sven og andre danske og norske Høvdinger forskjellige Tog til Skotland 1010–1012, men Forduns Taushed (IV. 39, 40) synes at vidne mod Rigtigheden deraf. Snarere skulde man antage, at Sven har været beskjeftiget i Vendland, og at dette staar i Forbindelse med Jomsvikingernes Tog til England; thi Saxos Ord (X. S. 509), at Sven ved sin tidligere (til Sigvalde) aflagte Ed skulde have ladet sig afskrække fra at bekrige Vendland, synes lidet troligt. Værd at lægge Merke til er det, at hvor Sighvat Skald (Olaf den helliges Saga, Cap. 33) omtaler Olafs Deeltagelse i Kampen ved Canterbury, nævnes efter flere Haandskrifters Læsemaade og den legendariske Olaf den helliges Sagas udtrykkelige Udsagn (Cap. 12) Vender tilligemed Daner som Olafs Modstandere. Andre læse dog kun virðum, d. e. Folk, Krigere. Man behøver rigtignok heller ikke at fortolke Verset som om Venderne vare imod, og ikke med Olaf; thi i Thorkells Hær var der vistnok ogsaa flere Vender.
  20. ↑ Encomium Emmæ, l. c. S. 476.
  21. ↑ I Chron. Sax. ved 1013 staar der egentlig kun at „al Hæren“ d. e. alle de nordiske Krigere, nordenfor Wätlingastræt underkastede sig ham; men da just disse Krigere her vare de raadende, og vel tillige dannede Hovedmassen af Befolkningen, vil Udtrykket omtrent blive eenstydigt med den ovenfor anvendte. Om Wätlingastræt, se ovenfor I. B. S. 630.
  22. ↑ Vore Sagaer (Olaf den helliges; Saga,Cap. 31 o. fl.) omtale nemlig en Kamp, som Ædhelred bestod mod Danerne, der havde London inde, og havde forskandset sig i Southwark; Olaf skal ved sterke Toug have faaet Støtterne revne bort under Londons Broer, saa at Kommunikationen mellem begge Bredder afskares og en Mængde Daner druknede. Uagtet nu Beskrivelsen over det hele nærmest minder om Kong Knuts Angreb paa London 1016 (hvorom nedenfor), og enkelte Sagaer (nemlig den legendariske Olaf den helliges Saga, Cap. 10, og efter den Flatøbogen, se Fornm. S. V. S. 156, flg.) virkelig lade Olaf udføre denne Bedrift i Forening med Knut, saa er det ikke usandsynligt, at Olaf virkelig har udmerket sig i Stadens Forsvar 1013, at han maaske kan have haft nogen Deel i, hvad der umiddelbart foran omtales i Chron. Sax., nemlig at flere af Svens Folk omkom i Temsen ved deres uforsigtige Fremstormen mod London, og at dette siden af Skalde og Sagnfortællere er blevet forvexlet med Knuts Angreb, hvorved Olaf ej var tilstede. At Olaf angreb Londons Broer og at enkelte danske Vikinger holdt sig i Southwark, omtales allerede i den samtidige Sighvat Skalds Vers (Olaf den helliges Saga, Cap. 51).
  23. ↑ Chron. Sax. ved 1013. Hvor ilde det stod til i England, paa den Tid, er med sterke Farver skildret af Presten Wulf i hans Tale til Englænderne, holden 1012, 4 Aar før Ædhelreds Død; den findes paa Anglisk i Hickes’s Thesaurus III. S. 99, fgg., en lat. Overs. er optagen i Langebeks Scr. rer. Dan. II. S. 464 flg. – Hedningerne, siger han, vove ej at plyndre eller røve noget fra Afgudstemplerne; men her raner man uden Sky fra Kirkerne. Frie Mænd faa ej Lov til at raade sig selv eller fare hvor de ville, man er ej sikker paa Fred og Ejendom. Mord og Ran, Skjørlevnet, Svig og Forræderi hører til Dagens Orden. Flygter en Træl fra sin Herre, slutter han sig kun til Vikingerne. Disse indgyde en saa panisk Skræk, at een ofte kan jage ti Engelsmænd paa Flugten. De hæderligste Kvinder ere ej sikre paa deres Ære. Uophørligen yde vi Skatte og Afgifter til Vikingerne, men imidlertid haane og herje de os dagligt. Og saa vidt er det kommet, at en Fader sælger sin Søn, Sønnen sin Moder, Broderen sin Broder til de fremmede for Penge o. s. v.
  24. ↑ Dette gjentages oftere i Sagaerne, navnlig omtales det i Olaf den helliges Saga, Cap. 31. Hvorledes St. Mercur dræbte Julian, se Langebeks Scr. rer. Dan. II. S. 426, Note. Ifølge Encom. Emmæ døde Sven roligt paa Sotteseng; der gives ellers forskjellige Beretninger om hans Dødsmaade; se f. Ex. Florents af Worcester (Mon. hist. Brit. I. S. 58). Dagen angives i Chron. Sax. til III Non. Febr. altsaa 3die Februar; Kyndelsmisse nævnes fordi det var ved Kyndelsmissetid.
  25. ↑ Gainsborough ligger netop i Lindsey ved Trent, strax ovenfor Humberen.
  26. ↑ Chron. Sax. ved 1014. Emmas Enkomiast er meget ivrig for at fremstille Knuts Tilbagerejse, ej som en Flugt, men kun som foretagen i det Øjemed at raadslaa med Broderen. Men han er kun at stole paa i Fakta, ej i Fremstilling af Forhold eller Bevæggrunde; saaledes har han slet ikke rigtigt opfattet Thorkells Forhold til Knut. Efter Enkomiasten (S. 478) skal Knut have medbragt 60 Skibe til Danmark.
  27. ↑ Encom. Emmæ, l. c. S. 480, jvfr. Thietmar, I. VII., Cap. 14, Villjam af Jumièges V. 8.
  28. ↑ Florents af Worcester (l. c. S. 589) nævner 30000 Pd.
  29. ↑ Denne Betragtningsmaade finde vi, som det ovenfor er viist, allerede udtalt ved Forhandlingerne mellem Harald Gormssøn, Guldharald og Haakon Jarl.
  30. ↑ Encomium Emmæ, S. 479, jfr. ovf. S. 313.
  31. ↑ Saaledes Knytl. Saga, Cap. 8 (hann átti þá Ástriði o. s. v.) Mag. Adam fortæller rigtignok (II. 52) at Knut gav sin Syster Margarete til Hertug Robert af Nordmandie, og da han havde forskudt hende, til Ulf Jarl. Saxo siger ligeledes (S. 512 og 514) at Knuts Syster Æstrid var gift med Richard, og, skilt fra ham, egtede Ulf Jarl. Margarete kunde være hendes christelige Daabsnavn, ligesom Knut hed Lambert, – det var nemlig i hine Tider sædvanligt, ved Siden af det nationale, eller som man vel troede, hedenske Navn, i Daaben ogsaa at antage et christeligt Helgennavn, – og Navnet gjør saaledes her intet til Sagen. Men derimod heder det i Scholie 40. til Mag. Adam, at Knut gav sin Syster Æstrid til den russiske Konges Søn, hvilket altsaa viser, at der i Beretningen maa have været en Forvirring, eller at Mag. Adam har misforstaaet, hvad Æstrids Søn Sven berettede ham. De nordmanniske Forfattere berette intet om Svogerskabet, og vist er det, at Sven selv allerede maa have været fød 1018.
  32. ↑ Se ovf. S. 101, Note 1.
  33. ↑ Mag. Adam, II. 50. Ogsaa Villjam af Jumiéges (S. 8) omtaler „Lacman“ Sviarnes og „Olaf“ Nordmændenes Konge, der ledsagede Knut, og siden kom Hertug Richard til Hjelp mod Frankerne. Den sidste er Olaf den hellige, hvis Besøg i Nordmandie omtrent paa samme Tid af den nordmanniske Forfatter er falskt opfattet; den første er enten en svensk „Lagmand“, eller maaske endog Ulf Jarl selv, i Spidsen for svenske Tropper.
  34. ↑ Jomsvikingasaga, Cap. 52. Jfr. Olaf den helliges Saga i Fornm. S. V. 156. Villjam af Malmesbury, der urigtigt henfører Danemordet af 1002 til 1015 (S. 71), synes dog ogsaa at have et i dette Aar foretaget Overfald paa Daner for Øje.
  35. ↑ Encomium Emmæ, S. 480.
  36. ↑ Encomium Emmæ, l. c.
  37. ↑ Encomium Emmæ viser sig nemlig ikke saa ganske paalideligt med Hensyn til Tidsregningen, ligesom det ogsaa opfatter enkelte Forhold, f, Ex. Thorkells til Knut, urigtigt.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/48&oldid=72701»