Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/49

< Det norske Folks Historie‎ | 2

Erik Jarl, viste sig, som vore Sagaer berette, ikke ligegyldig ved Kong Knuts Opfordring om at komme ham til Hjelp, men gjorde sig snarest muligt rede til Toget. Hans store Beredvillighed i denne Henseende vilde næsten være uforklarlig, hvis ikke en enkelt Beretning oplyste, at der allerede i længere Tid havde hersket Uvenskab mellem ham og hans Broder Svein Jarl, der ej kunde finde sig i at hiin skulde herske over de to Trediedele af Landet uafhængigt, medens han selv maatte nøje sig med en Trediedeel, og kun som Vasal af den svenske Konge[1]. Erik, siges der, var for ædel til at ville besmitte sig med sin Broders Drab, og foretrak derfor at forlade Fædrelandet. At hans Samvittighed nu virkelig var ømmere end i tidligere Dage, og hans Religiøsitet alvorligere, sees deraf, at han nogen Tid efter tænkte paa at gjøre en Pilegrimsrejse til Rom. Førend han forlod Landet, sammenkaldte han Lendermændene og de mægtigste Bønder, for at raadslaa med dem om Lovgivningen og Rigsstyrelsen. Ved dette Møde skal Holmgang være bleven afskaffet, og alle Berserker og Ransmænd lyste fredløse[2]. Den Deel af Riget, der stod under hans Herredømme, deelte han ligt mellem sin Søn Haakon, og sin Broder Svein, der saaledes ej længer havde noget at klage over; rimeligviis har Svein faaet Haalogaland, Thrøndelagen og hvad der for øvrigt grændsede til hans Forleninger, Haakon derimod de sydligere Kystlande[3]. Da Haakon kun var 17 Aar gammel, indsatte Erik Jarl sin Svoger Einar Thambarskelver til hans Formynder[4]. Derpaa drog han afsted, efter den sandsynligste Beregning om Høsten 1015, og sejlede til England, hvor Knut allerede var ankommen med en vældig Flaade, ledsaget af Thorkell høje, Ulf Jarl, og mange andre Høvdinger[5]. Fra denne Tid af griber Erik Jarl ikke længer ind i Norges Historie, medens han derimod spiller en vigtig Rolle ved Englands Undertvingelse. Knut, som i Begyndelsen af September var ankommen til Sandwich, og endnu inden Midvinter, tildeels ved Forræderen Eadric Streones Hjelp, havde underkastet sig hele den sydlige Deel af England, begyndte allerede strax efter Nytaar at herje den mellemste Deel af Landet, hvor Ædhelreds tapre Søn, Eadmund Jernside, forgjæves søgte at gjøre ham Modstand, men begav sig omsider til Uhtred Jarl i Northumberland, for, som man haabede, at samle en Hær ved Havet. Men i Stedet for at møde Knut, indskrænkede Eadmund og Uhtred sig til at herje i Eadrics Besiddelser, og Knut drog uhindret gjennem Buckingham, Bedford-, Huntingdon-, Northampton-, Lincoln- og Nottingham-Shire til Northumberland og truede York. Da blev Uhtred bange, underkastede sig Knut, og stillede ham Gisler. Desuagtet lod Knut ham strax efter dræbe paa Eadric Streones Tilskyndelse, og i Uhtreds Sted indsatte han Erik til Jarl over Northumberland: denne maa vel altsaa have ledsaget ham paa dette Tog. Selv ilede Knut atter sydefter for at angribe London, hvor Ædhelred opholdt sig, og hvorhen ogsaa Eadmund Jernside havde begivet sig; men førend han kom derhen med sin Flaade (i Begyndelsen af Mai), havde Ædhelred allerede endt sit lange, ulykkelige og uhæderlige Liv (23 April 1016). Londons Borgere og de tilstedeværende Witan udraabte Eadmund til Konge, medens derimod den langt større Deel af de engelske Magnater underkastede sig Knut og lovede under Ed, for stedse at ville forsage Ædhelreds Æt[6]. London blev nu paa det ivrigste belejret. Danerne grove et dybt Dige paa Sydsiden, droge deres Skibe gjennem denne op til Vestsiden af Broen, og indsluttede Staden paa alle Kanter. Men Borgerne forsvarede sig tappert, understøttede af Eadmund, der hele Sommeren idelig angreb de Danske, og leverede dem heldige Trefninger, navnlig ved Sceorstan (efter Midsommer), hvor det nær skal have lykkets ham at fælde Knut, og ved Brentford[7]. Heldigere end Knut synes Erik Jarl at have været, der i Forening med en Deel Thingmænd kæmpede i Østangel mod Ulfketil Snilling, og overvandt ham i tvende Slag, hvoraf det sidste atter stod paa Ringmarahede[8]. Forræderen Eadric indfandt sig nu, sikkert efter hemmelig Aftale med Knut, hos Kong Eadmund, bad ham om Naade, og lovede ham Troskab. Eadmund var uforsigtig nok til at antage hans Forsikkringer for oprigtige og skjenke ham sin Tillid; men dette kom han snart til at angre i det store Slag ved Assandun i Essex, hvor Sejren allerede saa godt som var ham vis, da Eadric pludselig greb Flugten og derved bragte Uorden i den engelske Hær, som led et stort Nederlag: blandt de Faldne var Ulfketil Snilling tilligemed en Mængde af de fornemste Englændere. Uden at have gjennemskuet Eadrics Forræderi, besluttede Eadmund sig efter hans Raad til at indgaa Forlig med Knut, saaledes at denne skulde have den nordlige Deel af Landet, og Eadmund Wessex, medens Hæren (sandsynligviis især Thorkells Krigere) med sit Bytte vendte tilbage til Skibene, og sluttede et særskilt Forlig med London, der tilstod den en Pengesum og Vinterophold inden sine Mure. Sidst i November døde Kong Eadmund pludselig, efter enkelte, ikke usandsynlige, Beretninger, snigmyrdet af Eadric[9].

Knut underkastede sig da det hele Rige, og deelte det i fire Hoveddele, af hvilke han beholdt Wessex for sig selv; med Østangel forlenedes Thorkell, der egtede Ulfketil Snillings Enke; Eadric fik sit gamle Len Myrke-Riget, og Erik Jarl bekræftedes i Besiddelsen af Northumberland[10]. Dog nød Eadric ikke længe godt af sit Forræderi. Da han, 1ste Juledag 1017, fordrede yderligere Løn, skal Knut have sagt: „hvorledes kan du vel være mig tro, som har sveget din retmæssige Herre“? og derpaa skal Erik Jarl efter et Vink fra Knut have hævet sin Øxe og skilt hans Hoved fra Kroppen[11]. En Deel andre fornemme Englændere, der forekom Knut mistænkelige, bleve samme Dag henrettede. Eadmunds spæde Sønner, Edward og Eadmund, skal Eadric have raadet Knut til at lade aflive; han foretrak dog at sende dem til sin Halvbroder Kong Olaf i Sverige, der igjen sendte dem videre til Rusland, hvorfra de endelig skulle være komne til Ungarn[12]. Selv bejlede han til Ædhelreds Enke Emma, der opholdt sig i Nordmandie hos sin Broder Richard, og hun skjenkede ham sin Haand, imod hans Løfte om at sikre de Børn, der fødtes af deres Egteskab, Tronfølgen. (1017, August)[13]. Efterat nu en betydelig Skat, der var paalagt de overvundne, nemlig 72000 Pd., foruden 10500 Pd. af London alene, var inddreven, drog den største Deel af Hæren hjem til Danmark, medens Knut blev tilbage med 40 Skibe (1018). I det følgende Aar fulgte han selv efter, og blev en Vinter (1019–1020) hjemme, hvor hans Broder Harald imidlertid var død[14], og hvor han uden Modsigelse hyldedes.

Erik Jarl vendte ikke tilbage til Norge, men forblev i England. Omstændighederne havde forandret sig. Olaf Haraldssøn havde, som vi snart skulle se, bemægtiget sig Riget, og forjaget baade Svein og Haakon, hvilken sidste endog havde maattet aflægge Ed paa, ej at gjøre Olaf Norges Herredømme stridigt. Erik nævnes i engelske Diplomer lige indtil Aaret 1024, og fra 1019 ved Siden af sin Søn Haakon. Efter 1024 nævnes Haakon fremdeles, men ikke længer Erik[15]. I Aaret 1023 eller Begyndelsen af 1024 maa han altsaa være død. Hans Dødsmaade fortælles eens i alle de Sagaer, der nærmere omtale ham; han skal, just som han stod i Beredskab med at gjøre en Pilegrimsrejse til Rom, eller var kommen hjem fra en saadan Rejse, have ladet sin Drøbel skære, hvilket voldte en Blodstyrtning, der endte hans Liv. Men et Steds tillægges det, at en af de Tilstedeværende skal have raadet Lægen til at skære saa meget af, at det ikke oftere skulde behøves, og at Lægen nu skar altfor dybt; den, som gav dette Raad, skulde efter nogles Sigende være Knut selv, efter andres en Mand, der i sin Tid havde været med Kong Olaf Tryggvessøn paa Ormen lange[16]. Fortællingen er imidlertid yderst tvivlsom, skjønt der rigtignok ogsaa andensteds tales om at Erik, i det mindste for en Tid, var kommen i Unaade hos Knut, ligesom det tillige fortælles at Thorkell den høje paa Knuts Anstiftelse blev dræbt[17]. Det er ej at undres over, om Knut har mistænkt disse mægtige Mænd for at ville gjøre sig uafhængige.

Erik Jarl var ved sin Død 60 Aar gammel[18]. Overalt, hvor han omtales, roses han som en dygtig Kriger og hæderlig Kæmpe. At han i en ualmindelig Grad udmerkede sig ved Ridderlighed og Ædelsind, have vi i det Foregaaende ved mange Lejligheder erfaret. Det var maaske just dette Ædelsind, der skilte ham ved Riget, idet han deels, som vi have seet, skal have søgt at undgaa at komme i Strid med sin Broder Svein, deels maaske og i den senere Tid ansaa sig bunden ved den Ed, hans Søn Haakon havde maattet sværge Olaf Haraldssøn, ikke at gjøre ham Herredømmet i Norge stridigt. Det er formodentlig ogsaa denne til hine urolige Tider lidet passende Godmodighed og Eftergivenhed, som gav hans Regjering hiint umiskjendelige Præg af Svaghed, hvorom vi ovenfor have talt. Men maa man end af den Grund kalde ham en daarlig Statsmand, staar han dog just derfor paa den anden Side langt højere som Menneske.

Erik Jarls fornemste Skalde, og de, til hvis Kvad de gamle Sagaskrivere fornemmelig have holdt sig ved at omtale hans Bedrifter, vare Eyjulf Dada-Skald, der synes nærmest at have besunget hans tidligere Bedrifter indtil Svoldrslaget i en Draapa, kaldet Banda-Draapa[19], og Thord Kolbeinssøn fra Hitarnes paa Island, der besang hans senere Bedrifter, og maaske endog digtede tvende Draaper om ham, en ved Navn Belgskagadraapa, som han kvad under et Ophold hos Erik, en anden ved Navn Eriksdraapa, der synes at være digtet til Jarlens Ære efter hans Død[20].

  1. ↑ Thjodrek Munk, Cap. 14.
  2. ↑ Grettes Saga, Cap. 21.
  3. ↑ Svein finde vi nemlig siden meest paa Steinker eller i det Throndhjemske, medens Haakon blev fangen i Saudungssund i Søndfjord, se nedenfor.
  4. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 49. Fagrsk. Cap. 85.
  5. ↑ Flaadens Størrelse angives forskjellig, fra 1000 Skibe (Mag. Adam II. 50) til 300 (Encomium Emmæ); det sidste er vel det rigtigste, for saa vidt Talen er om Langskibe. Størrelsen af Eriks Flaade angives ej. At Knut allerede var ankommen til England, sees saavel af Knytl. Saga Cap. 13, som af Fagrsk. (Cap. 85), Olaf den helliges Saga (Cap. 40), og især af Thord Kolbeinssøns Vers, meddeelt i Knytlinga Saga, Cap. 13. Om Erik, hvad nogle antage, allerede i 1014 har begivet sig til Danmark, da har det maaske kun varet for at deeltage i de ovenfor omtalte Forhandlinger mellem alle Medlemmerne af den store Fyrstefamilie, til hvilken han, som gift med Gyda, Knuts Syster, ogsaa hørte.
  6. ↑ Florents af Worcester, Mon. hist. Br. S. 591.
  7. ↑ Chron Sax. ved 1016. Slagene ved Sceorstan og Brentford omtales og, skjønt i urigtig Orden, i Knytl. Saga, Cap. 10, 12; de nævnes derhos i Ottar svartes samtidige Verk.
  8. ↑ Knytl. Saga, Cap. 15, som herom anfører tvende af den samtidige Thord Kolbeinssøns Vers. Det ene Slag, siges der her, stod vestenfor London, det andet paa Ringmarahede (ved Ipswich). Olaf d. hell. Saga, Cap. 40, har Uret, hvor den siger at Erik fældte Ulfkell i hiint første Slag; han faldt, som Chron. Sax. beretter, ved Assandun, og Thord Skald siger kun at Ulfkell fik frygtelige Hug af Thingmændene, men dette, som saa mange Skalde-Udtryk, er misforstaaet af Olaf d. hell. Sagas Nedskriver; Knytlinga derimod siger kun at Ulfkell flygtede. At Erik gjorde dette Strejftog, bekræftes i Encomium Emmæ: „Eric quidam, dux et princeps provinciæ, quæ Nordwega dicitur, accepta licentia, cum suis est egressus, et partem terræ aggressus, spolia diripuit, vicos invadendo destruxit, occurrentes sibi hostes domuit, et multos ex eis captivavit, tandemque victoriosus ad suos cum spoliis rediit“.
  9. ↑ At Eadric dræbte ham, siger baade Knytl. S. Cap. 15, og Olaf d. hell. S. Cap. 40, den første med det Tillæg, at det var efter Knuts Anstiftelse. Jfr. Bromton, hos Twysden S. 906, og Gaimar v. 4399. Villjam af Malmsbury hos Savile, S. 72. Ligesaa Saxo, S. 511, og Dipl. af 1032, hos Kemble No. 747.
  10. ↑ Chron. Sax. ved 1017.
  11. ↑ Encom. Emmæ, S. 49. Florents af Worcester, S. 594.
  12. ↑ Mag. Adam, II. 51. Jvfr. Florents af Worcester, S. 594. Det er denne, som fortæller at Knut sendte dem for at dræbes til „Regem Suavorum“, men at denne Konge foretrak at sende dem til Ungarns Konge Salomon. Derimod siger Mag. Adam, at de bleve „in Ruzziam exilio damnati“. Da nu dennes Vidnesbyrd er af stor Vegt; da desuden Salomon ej besteg Ungarns Trone førend 1065, men derimod Stephan herskede fra 997–1038; da det fremdeles er langt rimeligere, at Kong Olaf svenske sendte dem til Rusland, med hvis Konge Jaroslav hans Datter blev gift, end til Ungarn, hvormed han ej stod i Forbindelse; da det endelig heder i Edward Confessors Love (S. 198) at Eadmunds Sønner flygtede til terram Rugorum, quam nos vocamus Ruzziani, og blev vel modtagen af deres Konge „Malesclodus“, hvori vi maaske kunde se en Fordrejelse af „Jarislavus“: maa man næsten med Bestemthed antage, at de den længste Tid have opholdt sig i Rusland, og først noget senere været i Ungarn. Villjam af Malmsbury S. 73 nævner „Hunernes Konge“. Bromton, S. 907, udskriver sine Forgængere tilligemed Gaimar v. 4506; og kalder den, der ledsagede Flygtningerne, Valgar, tillæggende at han var Dansk. Man maa her næsten tænke paa den gotiske Valgard Jarl, se den legend. Olaf d. hell. Saga, Cap. 42. For øvrigt kan det ej negtes, at da Knut ogsaa i enkelte Breve kalder sig rex magnæ partis Suavorum, hvilket man snarere skulde anse som en urigtig Opfatning af Slavorum, end Svecorum, kunde det vel tænkes muligt, at ogsaa Florents paa hiint Sted har tænkt sig „Slaverne“, „Venderne“ eller andre dermed beslægtede Folk. En saadan Forklaring passer og med „terra Rugorum“. Nu vide vi af Florents (v. 1028) at Knuts Syster Gunnhild var gift med Wyrtgeorn rex Winidorum; kunde ej denne her være meent? Denne Wyrtgeorn er maaske den samme, deri et Diplom af 1026 (No. 743) kaldes Wrytsleof dux, og nævnes strax foran Hacun dux, Knuts egen Systersøn. Skulde ikke denne Wrytsleóf være Jaroslavs Brodersøn Vratislav eller Brjatscheslav af Polotzk? Hans Farbroder Mstislav af Tmutarakan, ligesom han selv paa spændt Fod med Jaroslav, kunde da maaske være meent ved „Malesclodus“. Om en Forbindelse mellem den russiske og den engelske Kongeslægt paa disse Tider vidner ogsaa det Giftermaal, som senere fandt Sted mellem Harald Godwinssøns Datter og den russiske Storfyrste Vladimir, Jaroslavs Sønnesøn. Mere herom nedenfor.
  13. ↑ Chron. Sax. ved 1017. Encomium Emmæ, S. 490.
  14. ↑ Sandsynligviis 1018, se Langebek Scr. I. S. 159, Note.
  15. ↑ Kemble, Cod. Dipl. Ævi anglosaxonici, Tom. 4. Her findes Yric dux i No. 728 (1018), Yric dux tilligemed Hacun dux i No. 729, 730 (begge af 1019), Yric dux i No. 734 (1022); tilligemed Hacun dux i 739 (1023); i No. 741 (1024) forekommer Hacun dux, men ej længer Yric.
  16. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 266. Det er Fagrskinna (Cap. 85) som lader Erik være hjemkommen fra sin Romerrejse.
  17. ↑ Chron. Sax. fortæller ved 1021, at Thorkell blev gjort utlæg af Knut, men ved 1023, at han atter blev forligt med ham, og at Knut betroede ham Danmark at bestyre i sin Søns Navn. Dette maa man dog antage for en Fejltagelse, eller for en Forvexling af Thorkell og Ulf, der efter vore Sagaer virkelig fik dette Statholderskab. I de angliske Diplomer sinder man Thorkell, som Þurcil dux, ej længer efter 1019; thi at han skulde være den Þurcil hoga minister, der undertegner i No. 741 (af 1024) er lidet troligt. At Thorkell blev dræbt paa Knuts Foranstaltning, siges udtrykkeligt i Jomsvik. S. Cap. 52. I Vita Elphegi S. 453, heder det, at Knut, opbragt paa Thorkell formedelst dennes onde og troløse Handlinger, forjog ham til Danmark med 6 Skibe, hvor alle Høvdingerne frygtede, at han skulde vække Uroligheder, og hvor han efter megen Omflakken tilsidst blev dræbt af Folket. Det bekræftes af Villjam af Malmsbury, S. 72, og Matthæus af Westminster, S. 404. De to sidste nævne og at Erik ved denne Lejlighed blev forviist, hvilket dog modsiges af Diplomerne; imidlertid antydes maaske herved, at Erik deelte Skjebne med Thorkell.
  18. ↑ Se ovenfor S. 61, 409.
  19. ↑ Om Eyjulf Dadaskald tales der for øvrigt ikke synderligt i Oldskrifterne; Stykker af hans Kvad anføres i Skalda blandt de øvrige Citater af anseede Digtere. Muligt, at han enten var beslægtet med, eller havde digtet et Hæderskvad til en Dade Skald, Syskendebarn til Thorfinn Karlsevne, der omtales i Landn. III. 10. Hans Kvad om Erik kaldes Bandadraapa, enten fordi Talemaaden at mun banda (efter Gudernes Ønske) forekommer i en Art af Omkvæd, eller fordi dette Omkvæd selv, bestaaende af fem Linjer, gjentagne hist og her i det hele Kvad, ligesom sammenbinder dettes Dele. De første Vers af Bandadraapa, der anføres (Snorre, Olaf Tr. S. Cap. 20, Fagrsk., Cap. 65), handler om Tidende-Skoftes Drab; de sidste (Snorre, Cap. 96, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 223, jvfr. Fagrsk., Cap. 69) om Erik Jarls Vikingetog før Slaget ved Svoldr. Da ingen Vers af hans Kvad anføres til Bestyrkelse før Beretningerne om Svoldrslaget, synes det, som om Kvadet maa vare digtet umiddelbar før dette, eller i alle Fald saa snart efter, at Skalden endnu ej har erfaret de nærmere Omstændigheder derved. I Omkvædet forekommer: „Jarlen drager Landet under sig efter Gudernes Ønske, … og raader siden over Landet, bevaret af Guderne“; dette vidner om at i det mindste Skalden da var Hedning, og Jarlen vistnok ligesaa. Forudsat at her ved „Landet“ forstaaes Norge, henvises vi altsaa til Tiden umiddelbart efter Slaget, og Eyjulf bliver følgelig et samtidigt Vidne, hvis Beretning er af megen Vegt.
  20. ↑ Thord Kolbeinssøn var en Søn af Kolbein Klakhøvde fra Atleøen i Søndfjord, der kjøbte sig Land paa Hitarnes; han var en meget anseet Skald, der nød stor Anseelse hos udenlandske Høvdinger for sin Kunst, men derfor og blev heel overmodig. Der er saaledes (i Sagaen om Bjørn Hitdølakappe) vidtløftige Fortællinger om hans Stridigheder, med den berømte Bjørn Arngeirssøn, kaldet Hitdølakappe, en Datterdattersøn af Skallagrim. Thord Kolbeinssøn kom til Norge en Stund efter at Skule Thorsteinssøn var kommen hjem til Island og havde bosat sig paa Borg, men ligeledes nogle Aar førend Erik forlod Norge, altsaa rimeligviis i 1004 eller 1005. Thord fremsagde da en Draape for Erik Jarl, kaldet Belgskagadraapa. Som hørende til denne Draape citerer Olaf Tryggv. Saga, Cap. 243, et Vers, der handler om Olaf Tryggvessøns Ankomst til Norge og Eriks Flugt til Sverige. Imidlertid anfører den samme Saga (Cap. 105) det samme Vers som henhørende til „Eriksdraapa“; og saavel Snorre, som Olaf Tryggv. Saga anføre endog tidligere enkelte Vers af „Eriksdraapa“, der handle om Jomsvikingeslaget. Men herforuden anfører Olaf den helliges Saga, Cap. 43 (hos Snorre, Cap. 23), Olaf Tryggv. Saga, Cap. 266 og Knytl. Cap. 8, 15, flere Vers af Thord Kolbeinssøns Eriksdraapa, der handle om Eriks Rejse til England og hans Bedrifter i dette Land. Denne Draape maa altsaa være digtet efter at Erik forlod Norge, maaske endog efter hans Død, og kan saaledes ej være den samme som Belgskagadraapa Men da ogsaa Velgskagadraapa, som handlende om Erik, kunde kaldes „Eriksdraapa“, maa man antage at ofte et og samme Navn er anvendt om dem begge, og at de saaledes ere forvexlede. Rimeligviis har da Belskagadraapa handlet om Eriks Bedrifter indtil den Tid, da Thord besøgte ham; Eriksdraapa derimod alene om hans Bedrifter i England. Thord har altsaa vel digtet den paa Island efter Øjevidners Beretninger; maaske han og kan have besøgt Erik i England før hans Død. – Som Hjemmelsmand for Enkelthederne i Beretningen om Svoldrslaget anføres ogsaa Halldor uchristne, der havde digtet et Kvad om Erik; Tilnavnet viser, at han maa have varet samtidig, men for Resten veed man intet om ham.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/49&oldid=72702»