Det norske Folks Historie/2/50
Den vigtigste Begivenhed, der skede under Svein Jarls og Haakon Jarls kortvarige Regjering i Norge, var den, at de sluttede Forlig og Venskab med Erling Skjalgssøn. Hvorfor et saadant Forlig ikke allerede kom istand mellem Erik Jarl og Erling, er let at forstaa: Erik havde personligen kæmpet mod Erlings Svoger og Herre, Olaf Tryggvessøn, og betragtedes som den, hvem hans Fald egentlig var at tilskrive; det vilde have været anseet som et Forræderi mod dennes Minde, og som en Krænkelse af al Familiepligt, om Erling havde indgaaet Forlig og Venskab med Olafs Banemand. Svein Jarl derimod, skjønt ogsaa en Fiende af Olaf, havde dog ej voldt hans Død, og Haakon Jarl, der paa den Tid, da Svoldr-Slaget stod, kun var et Barn, havde ligeledes ingen Blodskyld at afsone. Saaledes kom der altsaa et Forlig istand, ifølge hvilket Erling og hans Søn Aslak fik de samme Forleninger, som Erling i sin Tid havde faaet af Olaf Tryggvessøn, nemlig hele Strækningen fra Sognsø til Lindesnes. Til yderligere Bekræftelse af Forliget egtede Aslak Svein Jarls Datter, der stundom kaldes Gunnhild, stundom Sigrid; det sidste Navn synes at være det rette[1]. Den hele Forhandling mellem Erling og Jarlerne vidner øjensynligt om disses Svaghed. De anerkjendte Erling som retmæssig Besidder af Forleninger, hvilke de ej havde Magt til at fratage ham; de fandt det maaske saa meget mere nødvendigt at sikre sig hans Venskab paa denne Tid, som det neppe kunde have undgaaet deres Opmerksomhed, at en farlig Tronprætendent snart var at vente i den unge Olaf, Harald Grenskes Søn.
Svein Jarl synes i denne Tid stundom ogsaa at have opholdt sig i Viken, hvor han sandsynligviis enten bestyrede de Forleninger, Erik havde haft, eller paa Danekongens Vegne havde Overopsigt med dennes Besiddelser. Der fortælles saaledes om den ved sin Styrke og Tapperhed berømte Islænding Grette Aasmundssøn[2], at han, efter at have begaaet et Nødværgesdrab paa en af Jarlens Mænd, medens denne opholdt sig paa Steinker, stevnedes for at handle om Forlig til at møde i Tunsberg, hvor den dræbtes Broder boede, og hvor Jarlen selv agtede at opholde sig saalænge Sejladsen var livligst. Der maatte vel ogsaa nogen i Knuts Sted, medens denne var beskjeftiget i England, føre et Tilsyn med hans Besiddelser i Norge, og ingen var nærmere dertil end Svein Jarl, det være sig nu i sit eget, eller i Knuts Systersøn Haakon Jarls Navn. Det viser sig for Resten af den hele Beretning om Sveins og Grettes Sammenstød, at Sveins Autoritet stod paa temmelig svage Fødder. Grette, der under sit Besøg i Norge egentlig var Gjest hos en Høvding ved Navn Thorfinn Kaarssøn paa Harhamar[3] i Søndmøre, havde her indlagt sig stor Fortjeneste og Hæder ved at dræbe to Berserker fra Haalogaland, der engang i Thorfinns Fraværelse kom til Gaarden og vilde tiltvinge sig Friheder, hvortil de vare uberettigede, især, som de sagde, for at lade Thorfinn undgjelde, at han havde været en af de virksomste til at faa den Bestemmelse bragt istand, ifølge hvilken Holmgang afskaffedes og alle Ransmænd og Berserker erklæredes fredløse[4]. Siden foretog Grette en Rejse til Vaagen i Lofoten, medens Fiske-Stevnen stod paa, og opholdt sig paa Tilbagevejen en Stund hos en Bonde i Salten, hvor Bjørn, en Frænde af Bonden, Dag efter Dag drillede og fornærmede ham paa det groveligste. Grette fandt sig taalmodigt deri for Huusbondens Skyld, men da han sidenefter paa sin Rejse sydefter traf Bjørn ved Throndhjemsfjorden, kunde han ej afholde sig fra at udæske ham til at afgjøre deres Mellemværende ved Vaaben. Bjørn faldt, som venteligt var, og hans Broder Hjarande, der opholdt sig hos Jarlen inde paa Steinker og stod i høj Gunst hos ham, fik hans Løfte om Bistand til at opnaa Fyldestgjørelse for Drabet. Hjarande fordrede Liv for Liv, og der udkrævedes al den Indflydelse, Thorfinn besad hos Jarlen, til at faa denne saa vidt formildet, at han erklærede Bøder tilstrækkelige. Dertil bidrog meget, at Thorfinn forestillede ham, hvor stor Fortjeneste Grette havde indlagt sig af det almindelige Bedste ved at rense Landet for hine berygtede Berserker. Hjarande vilde imidlertid ej modtage noget Forlig, men stræbte Grette fremdeles efter Livet, og saaledes blev da denne nødt til at forsvare sig, som han bedst kunde. Enden blev, som man maatte forudse, at Hjarande faldt. Over dette nye Drab blev Jarlen heel opbragt, og vilde have Grette dræbt, men Thorfinn og Grettes Ven, den islandske Skald Berse Skaldtorfassøn bade om Naade for ham. Da var det, at Jarlen, som vi have berettet, stevnede Grette til at møde i Tunsberg, for at Bjørns og Hjarandes Broder Gunnar, som opholdt sig der, kunde have en Stemme med i Sagen. I Tunsberg blev Grette, førend Sagen endnu var kommen under Behandling, overfalden af Gunnar, saa at han til Selvforsvar maatte dræbe ham. Efter vore Begreber havde nu vistnok Grette Ret, men saaledes betragtede man ikke Sagen i de Dage, og Jarlen var heel opbragt paa Grette, der nu i kort Tid havde dræbt tre Brødre, den ene efter den anden. Det hjalp ikke hvad Thorfinn Berse Skald, og Grettes egen, i Tunsberg bosatte, Halvbroder Thorstein[5], bade for ham. Da væbnede de sig og alle sine Mænd, og stillede sig, med Grette mellem sig, til Forsvar i Porten til Thorsteins Gaard. Jarlen lod sine Hirdmænd væbne sig, begav sig med denne Skare selv hen til hine, og bad dem med det Gode at udlevere Grette. De vægrede sig og svarede at de heller alle tilsammen vilde lade sit Liv. Jarlen vilde da til at angribe dem, men de gjæveste Mænd lagde sig imellem, og bade ham paa det indstændigste ej at udsætte sig for den Fare at stride med slige Kæmper. Jarlen lyttede til deres Raad, og sagde: „dette kan jo ikke egentlig betragtes som noget Forlig, da jeg blot søger at faa en mindelig Afgjørelse istand; jeg nenner ikke at stride med mine egne Mænd, om de end i dette Stykke vise mig liden Agtelse“. Jarlen modtog Bøder og bestemte at Grette skulde faa beholde Livet, men rejse hjem til Island med det første Skib, som afgik derhen. Grette rejste, og, tilføjes det, ingen af hans Forsvarere kom siden i Venskab med Jarlen, uden Berse Skald. Men efter hvad der var foregaaet, maa man antage, at de bare hans Unaade temmelig let. Det Hele tyder paa, at Regjeringen nu var endnu svagere end paa Eriks Tid, og Øjeblikket var derfor vistnok meget gunstigt for en dygtig og anseet Tronprætendent. Og en saadan indfandt sig nu i Olaf Haraldssøn.
- ↑ I Olaf den helliges Saga, Cap. 45 (Snorre, Cap. 29), hvor Forliget omtales, staar der at Aaslak Erlingssøn fik Svein Jarls Datter Gunnhild. Men længere nede (i Cap. 127, Snorre, Cap. 140) staar der: „Aaslak var gift med Sigrid, Svein Jarls Datter“. I Harald Haardraades Saga, Cap. 56 staar at Aaslak var gift med Gunnhild, Svein Jarls Datter, og at Danekongen Svein Ulfssøn var gift med en anden Datter af Svein Jarl. Paa det tilsvarende Sted hos Snorre, (Harald Haarfagres Saga, Cap. 42) staar derimod, at Aaslak var gift med Sigrid, og Kong Svein med Gunnhild, ligesom Knytlingasaga, Cap. 23 nævner Gunnhild, som Sven Ulfssøns Hustru. Det synes altsaa at være udenfor al Tvivl, at Aaslaks Hustru hed Sigrid, Sven Ulfssøns Gunnhild. Sven blev ellers ikke gift med hende, førend efter at hun havde været gift med den svenske Konge Anund, se o. S. 315, Note 4). Sigrid Sveinsdatter, der blev gift med Aaslak Erlingssøn, har vel neppe været Gunnhilds Heelsyster, eller Datter af Holmfrid. For Alderens Skyld var det nok altid muligt, thi naar Svein var gift med Holmfrid ved Aaret 1000, kunde han nok i 1015 have en fjortenaarig Datter med hende. Men da Gunnhild neppe kan have været meget ældre end Sven Ulfssøn, og følgelig maa antages fød omkring 1016, bliver Afstanden mellem hende og Sigrid for stor til at de vel kunne antages for Heelsystre.
- ↑ Grettes Fader, Aasmund Hærulang, var en Søn af Thorgrim Hærukoll hvilken igjen var en Søn af den ovenfor (1 B. S. 499 flg., jvfr. S. 551, Note 4), omtalte Viking og Landnamsmand Anund Træfod.
- ↑ Eller, som det nu sædvanligviis udtales, Haram.
- ↑ Se ovenfor S. 479. Grettes Saga, Cap. 21.
- ↑ Denne Thorstein, kaldet Dromund, var Søn af Aasmund Hærnlang i et tidligere Egteskab med en norsk Lendermands Datter, fød medens Aasmund i sine yngre Dage opholdt sig i Norge, se Grettes Saga, Cap. 15.