Det norske Folks Historie/2/52

I Northumberland, fortælle vore Sagaer, udrustede Olaf sig til sin Hjemrejse. Han lod sine Langskibe blive tilbage, men indskibede sig med 140[1] udvalgte og vel udrustede Mænd paa to Knerrer eller store Kjøbmandsskibe. Dette klinger vel noget besynderligt, men det bekræftes ved et Vers af den samtidige Ottar svarte, og man kan saaledes ikke betvivle Fortællingens Rigtighed. Ved nærmere Eftertanke vil man og lettelig indse, at da Olafs Styrke, om han end anstrengte sig til det yderste, ej var stor nok til at kunne erobre Norge med Magt eller til at modstaa Jarlernes forenede Kræfter, hvis han ej fandt Tilhængere blandt Folket selv, handlede han langt klogere i at komme saa ubemerket som muligt til Landet og undgaa al Opsigt, indtil han havde mindet et tilstrækkeligt Antal Tilhængere, end om han havde landet med Krigsskibe og strax begyndt aabenbar Krig. Det Hele var for ham et Lykkespil Var han uheldig, saa havde han idetmindste sine Langskibe i Behold i England; var han heldig, behøvede han dem ej, eller kunde senere lade dem hente. Om Høsten forlod han Northumberland. Han havde et haardt Vejr paa Overrejsen, og kom endog i Fare; men da han havde dygtige Folk, og desuden Lykken var med ham, som Sagaen siger, landede han dog omsider i god Behold paa Norges Vestkyst i Nærheden af Stad, ved en liden Ø, kaldet Sæla[2]. Ved at høre Øens Navn (d. e. den sæle, den lykkelige), sagde Kongen at dette var et godt Tegn. Men ved Landstigningen gled han paa den lerede Strand, og faldt i Knæ. „Nu faldt jeg“, raabte han. „Nej“, svarede Naar, „nu fæstede du Fod i Norge“. – Kongen lo og sagde: „maaske det kan være saa, om Gud vil“. Han gik derpaa atter ombord og sejlede sydefter til Ulvesund, hvor han fik at vide at Haakon Jarl just befandt sig i Sogn[3]. Der fortælles at Olaf, idet han just havde lagt til Land, fik Besøg af en Bonde, der gik ind til ham .i hans Telt, hvor han sad og telgede et Spydskaft. Bonden spurgte hvo han var: Olaf udgav sig for en Kjøbmand. „Ja, ja“, skal Bonden have svaret, „Kjøbmand, det skal jeg tro, jeg kjender nok Olaf Tryggvessøns Øjne, og veed for vist at du snart vil treffe sammen med Haakon Jarl og vinde en stor Sejr“. „Hvis det gaar som du siger“, sagde Kongen, saa skal du nyde godt deraf, og da maa du komme til mig[4]“.

Der er en Fortælling om, at Erik Jarl, allerede førend han forlod Norge, skal have haft Nys om Olafs Planer, og holdt et Thing, hvori han anbefalede sine Mænd at være paa deres Post Ligeledes fortælles det, at Haakon Jarl, ved at høre om Olafs forestaaende Besøg, skal have gjort en Rejse til England for at faa Hjelp hos Knut, der gav ham en heel Mængde Rustninger og Vaaben, hvormed han vendte tilbage til Norge. Det første er ikke usandsynligt, thi Erik forlod Norge kun ganske kort Tid før Olafs Ankomst; det sidste er derimod baade i sig selv urimeligt, og tillige umuligt for Tidens Skyld[5]. Man ser tydeligt, at Haakon, om han end, hvad man vel maa antage, havde en Anelse om at Olaf vilde komme, dog slet ikke vidste, naar og hvor han egentlig var at vente. Derimod maa Olaf have faaet nøjagtige Efterretninger om hvad Haakon tog sig for, thi da han kom ned til Saudungssund, det nu saakaldte Saudesund paa Østsiden mellem Atleøen og nogle smaa Øer, lagde han sig med eet Skib paa hver Side af Sundet og et tykt Ankertoug imellem, for at oppebie og fange Haakon Jarl, hvis Ankomst han saaledes maa have ventet. Der er endog et Sagn om at en Finn, der besad Spaadomsgave, befandt sig blandt Olafs Folk, og forudsagde, at Haakon Jarl vilde komme. Vist er det, at Haakon strax efter kom ind i Sundet med en fuldrustet Skejd[6]. Han saa vel Olafs Skibe, men antog dem paa Grund af deres Udseende alene for Kjøbmandsskibe, og standsede ikke sin Fart. Men da han var kommen lige over Ankertouget, lod Olaf dette i Hast stramme ved Vindaaser eller Spil, som allerede paa Forhaand vare indrettede, idet man tillige begyndte et Angreb med Spyd og Steenkast. Jarlens Skib lettedes op og kantrede, og saavel Jarlen, som alle hans Mænd styrtede i Vandet; de fleste bleve dog dragne op og bragte ombord paa Kongens Skib; nogle faa vare druknede eller dræbte ved det pludselige Angreb. Haakon Jarl blev ført frem for Kongen, og tog Sæde i For-Rummet. Han var da 17 Aar gammel, og den smukkeste Yngling, man kunde se for sine Øjne. Hans Haar var langt og fagert som Silke: om hans Hoved var et Guldlad eller Smykke. „Det er dog sandt“, sagde Olaf, „hvad man siger om Eder og Eders Æt, at I ere overmaade smukke, men nu er det forbi med Eders Lykke“. „Det er just ikke Tegn paa at Lykken ganske har slaaet Haand af os“, sagde Jarlen, „om end saadant som dette engang kan hænde; det gaar jo oftest saaledes, at snart den ene sejrer, snart den anden; selv er jeg ung og uerfaren, og ventede heller ikke nogen Ufred, saa at jeg ikke var beredt paa Forsvar: en anden Gang tør det maaske gaa bedre“. „Men har du da“, spurgte Kongen, „ingen Tanke om at der herefter hverken kan være Tale om Sejr eller Tab for dig?“ – „Det kommer an paa Eder“, sagde Haakon. „Hvad vil du da gjøre for at slippe uskad herfra“, spurgte Kongen. „Lad mig høre, hvad I forlanger“, spurgte Jarlen. „Intet andet“, sagde Kongen, „end at du forlader Landet, og saaledes giver Slip paa dit Rige, hvorhos du og skal sværge mig en Ed paa, aldrig herefter at holde noget Slag med mig“. Jarlen sagde at han dertil var villig, overdrog Olaf sit Rige, og tilsvor ham, at han aldrig herefter skulde stride mod ham, eller med Vaabenmagt gjøre ham Herredømmet i Norge stridigt. Ved Hjelp af Olafs Mænd fik Haakon sit Skib bragt paa ret Kjøl igjen, og skyndte sig fra Landet saa hastigt han kunde[7]. Efter en enkelt Beretning skal Olaf have skjenket ham Syderøerne og hjulpet ham til at vinde dem[8]. Dette savner dog al Rimelighed, og strider desuden mod de sikrere Oplysninger om Haakons videre Skjæbne, som vi andenstedsfra have, nemlig at Haakon begav sig til England, og opholdt sig i den længste Tid hos sin Morbroder Knut. Vore egne Sagaer, der lade Erik Jarl dø for Olafs Ankomst til Norge, fortælle at Haakon strax drog til Knut; Erik var imidlertid, som vi vide, da endnu ikke død, og levede endog flere Aar derefter. Det er derfor i sig selv rimeligt, at hans Søn Haakon allerførst har taget til ham. Men da han just paa denne Tid opholdt sig ved Hæren hos Knut, kom det i sig selv ud paa eet og det samme, hvad enten Haakon tog sin Tilflugt til ham, eller til Kongen. Knut modtog Haakon paa det venligste, og gav ham store Forleninger i sit Rige[9]. Det er allerede forhen omtalt, hvorledes vi i engelske Breve fra de følgende Aar oftere finde ham nævnt[10]. Vi ville siden se ham, trods sin Ed, atter at gjøre Fordring paa Herredømmet i Norge. Men dette var efter hans Faders Død. Erik Jarl synes at have regnet det nøjere med Eden.

  1. Antallet angives forskjelligt. Den ældste Afskrift af den hist. Olaf den helliges Saga saa vel som Fagrskinna nævner „:20 Mænd og et Hundred“ (d. e. 120), altsaa tilsammen 140; yngre Afskrifter nævne derimod tre Hundrede, d. e. 360.
  2. Man anser sædvanligviis denne Ø for at være den samme som Sellø, hvilket ogsaa den angivne Beliggenhed synes at bestyrke; dog er det at merke, at Sellø ellers stedse kaldes Selja.
  3. Olaf den helliges Saga, Cap. 42, Snorre, Cap. 20.
  4. Den legendariske Saga, Cap. 20.
  5. Den legendariske Saga, Cap. 19, 20.
  6. Den legendariske Saga, Cap. 21.
  7. Saaledes fortælles denne Begivenhed i Olaf den helliges Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 28, Fagrskinna, Cap. 89. Den legendariske Saga beretter altsammen noget omstændeligere. Ifølge den har Haakon Jarl to Skibe, nemlig et Langskib og en Skude. Samtalen med Jarlen gjengives vidtløftigere. Olaf beder ham at vælge mellem Liv og Død, og nævner som Betingelse for det første, at han skulde blive hans Jarl. Jarlen siger at han ej havde noget derimod, naar det ej var for Skams Skyld, da han nu engang havde været Herre over to Dele af Landet. Da spørger Olaf hvad han vil gjøre for at beholde Livet. Haakon sværger nu Ed paa, aldrig at føre Vaaben mod Olaf, og aldrig oftere at komme til Norge, men hvor han treffer Olafs Mænd at forsvare dem, og sige ham til, hvis han veed om nogen Svig imod ham. Meget heraf stemmer saaledes Ord til andet med den sædvanlige Beretning, at det næsten ser ud som om denne kun var et Uddrag af den vidtløftigere. Ogsaa Thjodrek (Cap. 15) fortæller om Haakons to Skibe, et Langskib og en Skude, ligeledes Ágrip, Cap. 26. Beskrivelsen over det Øvrige lyder i det Væsentlige, som ovenfor. Om Begivenheden selv kan der ej være nogen Tvivl, da saa vel Ottar som Sighvat omtale dem i Vers, der anføres: „den mægtige, ærgjerrige Konge sagde at han endelig maatte sinde Haakon i det gamle Saudungssund; den tapre unge Fyrste traf der den Jarl, som var den næst ypperste og af bedst Æt over hele den danske Tunge“. Haakons Alder opgives forskjelligt. Det sædvanlige er 17 Aar; et Hdskr. af Fagrskinna har „14“; Ágrip har „15“. Det er ovenfor (S. 410) viist, at Erik Jarl i Aaret 996 blev gift med Gyda, Sven Tjugeskeggs Datter. Deres Søn Haakon kunde saaledes ej være fød før 9963 derimod kan han gjerne være fød efter. Han kan altsaa i Aaret 1015 vistnok have været 17, i sit 18de Aar, men ogsaa maaske yngre. De fleste Vidnesbyrd ere dog for Tallet 17, og derfor er det vel det retteste.
  8. Ágrip, Cap. 20.
  9. Den legendariske Olafs Saga siger at Knut satte Haakon til Jarl inden Hirden, og gav ham et stort Len. Han kaldes ogsaa Hacun dux i de engelske Diplomer.
  10. Hans Navn forekommer fra 1019 til 1031; hvorledes dette sidste Tal er at forklare, skal nedenfor omtales.