Det norske Folks Historie/2/53
Efter denne heldige Begyndelse gav Olaf sig foreløbigt tilkjende som Kronprætendent, idet han drog sydefter langs Kysten, og paa flere Steder holdt Thing med Bønderne for at blive anerkjendt af dem. Mange gik ham ogsaa strax til Haande, medens andre, der vare Svein Jarls Venner eller Frænder, ej vilde vide af ham[1]. Dette maa fornemmelig have været Tilfældet i den lange Strækning fra Sognsøen til Lindesnes, hvor Erling Skjalgssøn herskede saa godt som med Kongemagt. Olaf skyndte sig derfor til Viken, for at komme til sin Hjembygd, Oplandene, hvor han ventede sig bedst Fremgang. Da han kom til Vestfold, fandt han en venlig Modtagelse hos sin Faders forrige Venner og Kjendinger, ligesom han og havde mange Slægtninger paa den Kant. Han satte sine Skibe paa Land, sandsynligviis øverst oppe i Dramnsfjorden, hvor han havde anseede Frænder[2], og hvorfra der var kortest Vej til Ringerike. Hid stevnede han op, for at besøge sin Moder og Stiffader. Han kom, siges der i Sagaerne, en Dag om Høsten, tidligt om Morgenen. Da han nærmede sig Gaarden, løb Kongens Tjenestedrenge ind i Stuen til hans Moder Aasta, som sad der med flere Kvinder, og fortalte at hendes Søn Kong Olaf snart var at vente. Hun stod strax op og bød Mænd og Kvinder at gjøre Alt istand paa det bedste til hans Komme. Hun lod fire Tjenestepiger hente Stue-Tjeldene, hænge dem op i en Hast, og brede Dækker over Bænkene; to Karle lagde Straa paa Gulvet, to satte Skjenkebordet og den store Ølkande frem, to andre sloge Bordene op, tvende opdækkede Maden, to bragte Øl ind. Tvende sendte hun af Gaarde til Kong Sigurd med hans Stadsklæder og hans Hest med forgyldt Sadel og steenbesat Bidsel; fire Mænd sendte hun til alle Kanter af Bygden for at indbyde de gjæveste Mænd til Velkomstgilde for hendes Søn. Alle de Tilstedeværende maatte klæde sig paa det bedste; dem, som ingen Klæder havde, gav hun selv. Da de afsendte Bud kom til Sigurd Syr, stod han just ude paa Ageren, hvor han saa til sine mange Arbejdsfolk, der deels skare Korn, deels bandt det i Neeg, deels kjørte det hjem og bragte det i Lade. Der fortælles at han havde en blaa Kjortel, blaa Buxer, høje Sko, med Skafterne bundne til Læggene, en graa Kappe, bredskygget graa Hat, Stav i Haanden med forgyldt Sølvholk og Sølvring oventil[3]. Sendebudene hilsede ham fra Aasta at han nu endelig maatte føre sig op som en Stormand, og vise at han mere slægtede paa Harald Haarfagre end sin Morfader Rane Mjonef eller Nerid Jarl den gamle, hvor forstandige Mænd disse end havde været[4]. Kongen sagde: Eders Tidende er vistnok merkelig, men I tage det ogsaa overvættes heftigt; jeg kjender imidlertid Aastas Storsindethed, og veed at hun ofte har gjort stort Væsen af Mænd der ikke vare hende saa nær paarørende; denne Gang er hun derfor mere end almindelig ivrig, og jeg vilde blot ønske, at hiin kunde følge sin Søn af Gaarde med lige saa stor Stolthed som hun nu fører ham ind: men jeg aner, at hvis det skal ske, da maa de, der lægge sig ud for den Sag, hverken spare Gods eller Liv, thi Olaf binder an mod en stor Overmagt, og udsætter sig baade for Danekongens og Sviakongens Vrede, om han holder saaledes ved. Sigurd satte sig nu ned, lod Skoene drage af sig, og tog i deres Sted Karduans-Støvler paa med gyldne Sporer; Kappen og Kjortelen ombyttede han med Silkeklæder og en Skarlagenskaabe, omgjordede sig med et prægtigt Sverd, satte en forgyldt Hjelm paa Hovedet, og steg til Hest. De fleste Arbejdsfolk sendte han bort i Bygden, men tog med sig 30 blandt de meest velklædte og red hjem, ledsaget af dem. Da han red ind paa Gaarden foran Stuen, saa han Olafs Merke eller Banner nærme sig paa den anden Side; Olaf selv red lige efter det, ledsaget af 120 vel udrustede Mænd. Paa Gaardspladsen mellem Husene stode ogsaa Mænd opstillede. Sigurd hilsede allerede fra Hesten sin Stifsøn Olaf og bad ham ind til Drikkegilde; Aasta gik ud til ham, kyssede ham, bad ham at forblive hos dem, og sagde at alt det Land og alle de Folk, hun kunde skaffe, stode til hans Tjeneste. Kong Olaf takkede hende for hendes venlige Tilbud: hun tog hans Haand og førte ham ind i Stuen til Højsædet. Kong Sigurd gav Befaling til at tage vare paa deres Klæder og fodre deres Heste; derpaa gik han til sit Højsæde, og der holdtes nu et prægtigt Gjestebud.
Olaf havde ikke været længe hos Sigurd, førend han en Dag kaldte ham, Aasta og Rane til Samtale og Raadslagning. Han forestillede dem, hvorledes han nu i lang Tid havde ligget paa Tog i fjerne Lande, uden at have andet at holde sig selv og sine Mænd med, end hvad de ved Sverdet kunde vinde; derimod havde udenlandske Høvdinger underkastet sig hans fædrene Besiddelser, uden at bryde sig synderligt om Harald Haarfagres Ætlinger. Hans Hensigt, som han længe havde næret, var nu den, at gjøre Paastand paa sin Fædrenearv, uden enten at spørge Danekongen eller Sviakongen derom; han vilde vinde den ved Odd og Egg, og i dette Øjemed forlange sine Frænders og Venners Hjelp; enten skulde han komme i Besiddelse af hele det Rige, Olaf Tryggvessøn havde behersket, eller falde paa sin Fædrenejord. Almuen, meente han, vilde nok gjerne afkaste fremmede Høvdingers Aag, naar kun de, som den havde Tillid til, satte sig i Spidsen. Hans Bøn var nu til Sigurd, at han vilde staa ham bi med Raad og Daad; han havde hidtil ikke aabenbaret denne Sag for nogen anden, thi ingen var forstandigere end Sigurd og kunde bedre raade kram, hvorledes han skulde tage Sagen fat, om han nemlig strax skulde træde frem for Mængden, eller først i Stilhed føle sig for hos enkelte af de fornemmere og visere. Han haabede og, at det nu skulde blive lettere at binde an med Svein Jarl alene, end med ham og Haakon tilsammen. Sigurd svarede at det var et stort og voveligt Foretagende, han havde i Sinde, og at det vidnede mere om Ærgjerrighed end om Forsigtighed; paa den anden Side tilstod han aabenhjertigt, at der var faa stor Forskjel mellem hans beskedne og stilfærdige, og Olafs ærgjerrige og urolige Charakteer, at man ikke vel kunde bedømme dem efter een Maalestok. Fra Barnsbeen af, sagde han, havde Olaf været storsindet og ærgjerrig, og nu maatte han være det i saa meget højere Grad, som han havde været ude paa Krigstog og dannet sig efter udenlandske Høvdingers Skik. Saa meget skjønnede han, at det nu ej kunde nytte at ville afsnakke Olaf med denne Plan, og erkjendte desuden, at man maatte holde en Ætling af Harald Haarfagre det til Gode, om han græmmede sig over at den hele Æt skulde være nedværdiget, og om han ønskede atter at hæve den i Vejret. Dog, sagde Sigurd, vilde han intet med Bestemthed love, førend han havde forhørt sig desangaaende hos de andre Konger paa Oplandene, og han bifaldt meget, at Olaf først havde betroet sig til ham, inden han offentligt fremkom med sine Fordringer, thi det var ikke raadeligt at indlade sig med Almuen, førend man havde sikret sig paalidelige Støtter. Han lovede at tale hans Sag hos Høvdingerne paa bedste Maade og tilsagde ham derhos al den Bistand i Gods og Penge, som behøvedes. Sigurd tvivlede for øvrigt ikke paa, at Olaf nok vilde faa mange Tilhængere; „thi“, sagde han, „Mængden har altid Lyst til Forandring; saaledes gik det forhen, da Olaf Tryggvessøn kom; alle bleve glade i ham, skjønt han rigtignok ikke længe nød godt af Kongedømmet. Den storsindede Aasta sagde, at naar hun alene kunde faa se sin Søn som Overkonge i Norge, vilde hun heller at han ej skulde leve længer end Olaf Tryggvessøn, end at han skulde dø som Olding uden at blive større Konge end Sigurd Syr[5].
Paa denne Tid var der, som vi allerede tidligere have nævnt, flere Fylkekonger paa Oplandene, hvoraf de fleste nedstammede fra Harald Haarfagre, og, som det synes, især hørende til den alfhildske og snefridske Linje. Paa Hedemarken var der to Brødre, ved Navn Rørek og Ring; de skulle have været Sønner af Dag, hvis Fader Ring igjen var en Søn af Harald Haarfagre og Alfhild[6]. I Gudbrandsdalen var der en Konge ved Navn Gudrød; han har sandsynligviis boet i den sydlige Deel, da vi snart efter finde Dale-Gudbrand som den egentlige Herre i den nordlige. Der var tillige en Konge paa Raumarike, som derhos herskede paa Thoten og Hadeland; ligeledes var der en Konge i Valdres. Alle disse smaa Konger lod Sigurd indbyde til en Sammenkomst oppe paa Hadeland. De indfandt sig alle, ligeledes Olaf. Sigurd aabenbarede dem Olafs Forsæt, og bad dem om at staa ham bi. Han forestillede dem, hvor nødvendigt det var at faa Danernes og Sviarnes Herredømme afkastet, og at man nu i Olaf havde den rette Mand dertil. Han fortalte dem om Olafs mange og berømmelige Bedrifter udenlands. Rørek svarede: „det er sandt nok, at Harald Haarfagres Herredømme er meget forfalden og at ingen af hans Æt er Overkonge, men Folket er af Skade blevet klogt. Haakon Adelsteensfostre var almindelig yndet, men da Gunnhilds Sønner kom til Roret, blev deres haarde Herredømme saa utaaleligt, at man heller vilde have udenlandske Konger, der nøjede sig med Skat, men forresten som oftest vare langt borte og lode Folket raade sig selv. Da Harald Gormssøn og Haakon Jarl bleve Uvenner, herjede Jomsvikingerne i Norge; mod dem rejste hele Folket sig og fik dem fordrevne: da opfordrede man Haakon Jarl til at værge Landet mod Danekongen med Odd og Egg, men aldrig saa snart troede han sig fast i Herredømmet, førend han blev saa haard og voldsom, at man ej kunde finde sig deri: Thrønderne dræbte ham og toge Olaf Tryggvessøn til Konge. Denne var odelbaaren til Kongedømmet og i alle Dele vel skikket til at være Høvding, hvorfor ogsaa hele Mængden var saare ivrig for at faa ham til Konge og atter fornye Harald Haarfagres Rige. Men da nu han igjen troede sit Herredømme befæstet, tiende ingen raade sig selv for ham: os Smaakonger trykkede han haardt for at faa alle de Indtægten Harald Haarfagre havde oppebaaret; ja man havde ikke engang Lov til selv at vælge, hvilken Gud man vilde tro paa. Nei, siden han mistede Riget, have vi holdt Venskab med Danekongen, der har været os til stor Hjelp og Støtte i alt hvad vi havde at kræve, medens vi indenlands have hast Ro og raadet os selv, uden at lide mindste Tryk. Jeg for min Deel befinder mig vel derved, og jeg indser ej at jeg faar det bedre, om end min Frænde bliver Konge over Landet; derfor agter jeg ikke at befatte mig med denne Sag“. Ring, Røreks Broder, var derimod af en ganske anden Mening. „Det tykkes mig dog bedre“, sagde han, „om jeg end kun beholder den Magt og de Ejendomme, jeg nu har, at min Frænde hersker over Norge, end udenlandske Konger. Jeg ser gjerne at vor Æt atter kan komme paa Fode i Landet. Hvad Olaf angaar, da vil det jo komme an paa hans Held og Lykke, om han opnaar Magten eller ej. Men bliver han Eneherre over Riget, da vil den være bedst faren, som har størst Krav paa hans Venskab. Endnu har han ikke større Magt end nogen af os, ja endog saa meget mindre, som vi dog have noget Land at raade over, og han intet; vi ere heller ikke mindre odelbaarne til Riget end han. Men naar vi desuagtet hjelpe ham til at naa Magtens højeste Trin i Landet, skulde han da ikke føle sig os forbunden og lønne os det paa det bedste, hvis han før øvrigt er den Hædersmand, jeg tror, og som han udgives for? Jeg foreslaar derfor at vi skulle vove Forsøget, og slutte Venskab med ham“. De øvrige Konger bifaldt hans Tale, uden at lytte til Røreks Betænkeligheder. Olaf lovede dem paa sin Side, at vise dem oprigtigt Venskab og forbedre deres Kaar, hvis han blev Overkonge. Paa disse Vilkaar blev der da sluttet Forbund mellem dem, og stadfæstet med Ed paa begge Sider. Derpaa stevnede Kongerne Thing, hvor Olaf fremstod og i et langt og veltalende Foredrag udviklede sine Rettigheder og hvad Fordringer han havde paa Riget. Han bad Bønderne antage ham til Konge, og lovede dem til Gjengjeld at overholde Landets gamle Love og værge Landet mod udenlandske Hære og Høvdinger. Hans Tale vandt stort Bifald. Siden traadte ogsaa de øvrige Konger frem og talte hans Sag paa bedste Maade. Det gik da, som man let kunde forudse, at den forsamlede Mængde gav Olaf Kongenavn over det hele Land, og tildømte ham Landet efter de oplandske Love (1015). Han begyndte nu strax de sædvanlige Rejser omkring paa Kongsgaardene, hvor han lod tilsige Vejtsler, og rejste saaledes gjennem Hadafylke op til Gudbrandsdalen. Sigurd havde Ret, da han spaaede at Olaf vilde faa stort Tilløb, thi der samlede sig saa mange om ham, at de faldt ham til Besvær; han var omgiven af henimod 360 Mand, medens Kongerne paa deres Rejser gjennem Oplandene sædvanligviis plejede alene at have 60 eller 70, og aldrig over 120. Derfor slog ikke den bestilte Gjestebudskost til, saa at Kongen var nødsaget til at rejse meget hurtigt om, og ikke blive længere end een Nat paa hvert Sted[7].
- ↑ Det fortælles saaledes udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 46. Det tør dog vel hænde, at det just ikke var paa saa „mange“ Steder, at Olaf holdt Thing med Bønderne.
- ↑ F. Ex. Vebjørn paa Huseby, inderst ved Dramnsfjorden eller i Lier; den senere saa berømte St. Hallvards Fader, gift med Olafs Moders Syster eller Systerdatter.
- ↑ Der staar og at Sigurd havde et „Url“ for Ansigtet. Dette maa vel betegne et Slags Slør for Sol eller Støv.
- ↑ Om Nerid den gamle, ogsaa kaldet den nidske (sinki) og raadspake, Jarl enten paa Grenland eller i Thelemarken, se ovf. 1ste B. S. 341–343. Om Rane Mjonef (Tyndnæse) fortælles der ikke paa noget andet Sted.
- ↑ Hele denne merkelige, og formedelst den Skildring af de Tiders Skikke og Steder, som den indeholder, saare interessante Fortælling, er meddeelt i Olaf den helliges Saga, Cap. 46–49, hos Snorre, Cap. 30–33. Den legendariske Saga, Cap. 23 har meget lidet derom, idet den alene fortæller, at Olaf opholdt sig om Vintren hos Sigurd med sine Mand og imidlertid vandt flere af Oplændingerne ved Guld og Sølv; Fagrskinna omtaler ogsaa Olafs Besøg hos Sigurd kun i allerstørste Korthed. Da nu den vidtløftige Beretning heller ikke er belagt med Citater af Skaldenes Vers, maa der vistnok altid være Spørgsmaal om dens Paalidelighed. Fremstillingen er paa den anden Side saa livlig, og den indeholder saa mange charakteristiske Detailler, at man heller ikke vel kan antage den for opdigtet. Den maa derfor staa ved sit Værd, og Hovedtrækkene maa i det mindste ansees for tilforladelige. Det er umuligt, at alle disse Enkeltheder, f. Ex. om Sigurds Dragt, endog kunde have været opbevarede, naar de ikke grundede sig paa Øjevidners Beretninger. Besynderligt er det især, at alle de nævnte Sagaer vide at fortælle om at Sigurd hver anden Dag bevertede Olafs Mænd med Kjød og Øl, hver anden med Fisk og Melk. Den legendariske. Saga omtaler, at Olafs Mænd undrede sig derover; dette have de senere Haandskrifter udspundet til en større Vidtløftighed, og lade Olaf opholde sig hele Julen hos Sigurd, uagtet de selv senere fortælle at han mod Julen drog til Throndhjem.
- ↑ I Olaf den helliges Saga, Cap. 186, Snorre, Cap. 210, opstilles det ovenfor angivne Slægtskabsforhold; jvfr. ovenfor, 1ste B. S. 582, 583, nærv. B. S. 16, Note 2, S. 287. I Eimunds Thaatt (Fornm. S. V. 267) udgives Rørek for Rings Søn, ej hans Broder, hvilket vistnok er en Fejl. Man maa for øvrigt ej forestille sig disse Konger, som om de virkelig herskede over de nævnte Fylker. Deres Stilling var kun som Sigurds; de vare Konger i, ikke over Fylkerne. Naar der tales om en Konge paa Raumarike, der tillige herskede paa Thoten og Hadeland, bør man saaledes ikke tænke sig at han har haft noget egentligt Herredømme, men kun betydelige Besiddelser i det nordlige Raumarike og de tilstødende Dele af Hadafylke, hvortil ogsaa Thoten hørte. Kongen paa Valdres har vel ligeledes haft sine største Besiddelser i Land, der hørte til Hadafylke, siden han senere (Cap. 73) omtales under Benævnelsen „Hadelands Konge“. Overhoved synes man langtfra at have været paa det rene med, hvorledes det hang sammen med disse Konger. Den legendariske Saga Cap. 24 slaar Forhandlingerne med Oplandenes Konger sammen med deres senere Tilfangetagelse, og omtaler 1l Konger, Fagrskinna Cap. 93 synes tildeels ogsaa at gjøre det samme, men nævner 9 Konger.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 50, Snorre, Cap. 34. Om disse Forhandlinger gjelder det samme, som ovenfor er ytret om Olafs Ophold hos Sigurd: nogen authentisk Bekræftelse paa Rigtigheden af alle Enkeltheder findes ej, og det er kun Fortællingens egen Sandsynlighed, som bærer den oppe. Kong Røreks hele Fremstilling af de politiske Forholde under de forrige Konger er, hvad enten nu Ordene ere lagte ham i Munden af Sagaskriveren eller ej, yderst merkelig. Noget heraf er vistnok urigtigt, navnlig at Olaf Tryggvessøn skulde have krævet Afgifter af Oplændingekongerne, med mindre der her kun sigtes til hiin ene Gang, da Olaf var paa Oplandene og christnede Ringerike 998, ved hvilken Lejlighed ogsaa en Deel af Oplandene, rimeligviis de tilstødende Distrikter, skulle være blevne christnede. Se ovfr. S. 316.