Det norske Folks Historie/2/54

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 522-528).

Fra denne Olafs Antagelse til Konge paa Oplandet regnes hans Regjerings Begyndelse i Norge. Imidlertid kunde han dog ikke anse sig for ret Konge i Norge førend han var bleven anerkjendt af Thrønderne. Til Thrøndelagen maatte det derfor være ham magtpaaliggende, snarest muligt at komme, for at prøve sin Lykke. Men her opholdt Svein Jarl sig med sine fleste Tilhængere, og det maatte næsten ansees som en Dumdristighed af Olaf at vove sig did. Paa den anden Side havde Svein saa meget mindre Grund til at vente luun, og stolende herpaa gjorde Olaf et skyndsomt Tog lige fra Oplandene over Fjeldet ned til Throndhjem, for at overrumple Svein, der skulde holde sit Julegjestebud i Steinker. Det fortælles, at Olaf tog den sædvanlige Vej gjennem Gudbrandsdalen og Opdal ned til Orkedal^[1]. Dette maa dog vistnok være saaledes at forstaa, at han meest drog til Fjelds og ad afsides Veje, thi ellers vilde vel neppe hans Færd kunne holdes saa hemmelig som ønskeligt var. Muligt, at han og fra den sydlige Deel af Gudbrandsdalen bar taget Vejen over Østerdalen og derfra til Kvikne. Det heder vistnok, at han kom gjennem Opdal, hvor han tilbragte en Nat, og derfra drog over Opdalsskoven til Medaldal; men dette kan lettelig grunde sig paa den urigtige Forestilling hos en yngre Sagafortæller, at Olaf tog den alfare Vej^[2]. Da han kom til Medaldal, kaldte han Bønderne sammen til Thing og fordrede at de skulde antage ham til Konge, hvorimod han bød dem samme Ret og Lov, som i sin Tid Olaf Tryggvessøn havde budt dem. Bønderne, der ej vare mandsterke nok til at gjøre ham Modstand, hyldede ham og aflagde ham Troskabsed, dog havde de forud sendt Bud ned til Orkedal og til Skaun (Børgseskougn) for at melde Olafs Ankomst. Einar Thambarskelver, der sædvanligviis boede paa Husebø i Skaun, lod ved denne Efterretning strax Hærør opskære, og gaa til alle fire Kanter, idet han opbød Thegn og Træl for at møde Olaf og værge Landet mod ham. Derved samledes endeel Folk, saavel i Orkedalen som i Gauldalen. Olaf fortsatte sin Vej meget fredeligt ned til Orkedalen. Men da han her kom ud til Grjote (hvor Kirken nu ligger), mødte han en Bondehær paa henimod 900 Mand^[3]. Kongen stillede sine saa, men krigsvante Mænd i Fylking, og gjorde sig rede til Angreb. Bønderne derimod, som ej havde aftalt, hvo der skulde være deres Høvding, kunde ej komme i Orden, og der herskede øjensynlig Forvirring i deres Hob. Da Olaf merkede dette, sendte han en af sine Mænd, ved Navn Thore Gudbrandssøn, til dem med Fredstilbud. Thore hilste dem, at Olaf helst ønskede at afgjøre Alt i Mindelighed med dem, og bad dem at udnævne tolv af de fornemste i deres egen Midte, for at underhandle. Herpaa gik Bønderne ind, og de udvalgte gik over en liden Høj frem mod Kongens Fylking. Olaf takkede dem for deres Føjelighed, og fortalte dem sit Ærende til Throndhjem, nemlig at tage det Rige i Besiddelse, Haakon Jarl havde afstaaet ham. Han fremviste Vidner paa denne Afstaaelse og Jarlens Ed, og sluttede med at forelægge Bønderne to Vilkaar, enten at gaa ham til Haande, idet han bød dem slig Lov og Fred som Olaf Tryggvessøn forhen, eller at holde Slag med ham. Da de tolv kom tilbage til deres Flok med denne Besked, blev der en Stund raadslaaet om hvad herved var at gjøre. Enden blev dog den, at de besluttede at gaa Kongen til Haande, hvilket da og skede, og bekræftedes med Ed. Kongen fortsatte nu sin Rejse og Bønderne gjorde Vejtsle for ham. Da han kom ned til Fjorden, skaffede han sig Skibe blandt dem, som tilhørte Bønderne i Egnen. Et tyvesædet Langskib fik han fra Gunnar paa Gelmin i Orkedalen, et andet lignende fra Lodin paa Viggen, et tredie fra Angre (Hangran) over paa Neset (Byneset), hvilken Gaard havde tilhørt Haakon Jarl, men nu bestyredes af hans Aarmand Baard hvite. Desforuden fik han fire eller fem Skuder^[4]: med denne lille Flaade styrede han hastigt ind efter Fjorden for at træffe Svein Jarl i Steinker^[5]. Men imidlertid havde Einar Thambarskelver faaet Nys om Olafs Ankomst; han ilede med sine Huuskarle op i Gauldalen, og sendte andre af sine Folk til Nidaros, med den Befaling at tage en ham tilhørende Skude, som laa der, og i største Hast at ro ind til Steinker for at underrette Jarlen om den overhængende Fare. Jarlen havde heldigviis et Langskib liggende aldeles sejlfærdigt og tjeldet udenfor Byen. Da Budskabet kom til ham, lod han endnu samme Listen sit Løsøre, de nødvendige Klædningsstykker for sig og sine Folk, og Mad og Drikke saa meget Skibet kunde rumme, bringe ombord, og roede bort strax om Natten. Steinker ligger, som bekjendt, ved den inderste Ende af Beitstadfjorden, der danner en egen Afdeling af Throndhjemsfjorden, og næsten kan betragtes som en Indsø, da den kun gjennem det neppe ${\frac {1}{16}}$ Miil brede Skarnsund mellem Inderøen og Verabygden har sit Udløb i Yterøfjorden, saaledes kaldes den nærmeste Deel af den ydre Fjord, fordi den her omgives af Yterøen, mellem Moseviken og Skaun. Men fra Steinker til Skarnsund er der to lange Mile, saa at Jarlen ikke naaede Skarnsund førend i Daglysningen, og da han kom ud af Sundet, lige for Moseviken, saa han allerede Olafs Skibe nærme sig, idet de kom ud af Nordviksundet mellem Yterøen og Mosevikbygden. Han drejede derfor i al Hast af og lagde ind til Land i Moseviken, paa et Sted hvor der var tyk Skov, og saa nær den stejle Strand, at Grenene ragede frem over Skibet og tildeels skjulte det. Derhos lod han sine Folk hugge Trær og sætte dem rundt omkring Skibet paa Ydersiden lige ned til Vandgangen, saa at man i Frastand ej kunde skjelne Skibet fra den skovbevoxne Strand, især da det endnu ikke var ret lyst. Paa denne Maade lykkedes det ham at undgaa Olafs Opmerksomhed. Denne fortsatte sin Vej ind til Steinker, og saa snart hans Skibe vare komne bagenfor nærmeste Odde, lagde Jarlen atter ud, og sejlede syd til Frosten, der hørte til hans Rige^[6]. Derfra sendte han Bud til Gauldalen efter Einar Thambarskelver, og sagde til denne, at han vilde samle Folk og angribe Olaf. Einar raadede ham, heller at holde sig ganske rolig, saa at Olaf intet hørte til dem, thi i saa Fald var det nok muligt, at Olaf vilde slaa sig til Ro om Julen inde paa Steinker, hvor alt var færdigt til Julegilde, og da kunde man overrumple ham; hørte han derimod at der samledes en Hær imod ham lide i Fjorden, vilde han strax skynde sig bort, og da fik man ikke fat paa ham. Jarlen fulgte Einars Raad, og drog op i Stjørdalen paa Vejtsler hos Bønderne. Men det gik ikke ganske som Einar havde formodet. Olaf kom vel til Steinker, men forblev ikke længe der. Han holdt Thing med Indthrønderne, der maatte tage ham til Konge og sværge ham Troskabsed; derpaa lod han alt det samlede Gjestebudsforraad bringe ombord paa sine Skibe og andre Fragtfartøjer, han i Hast fik fat paa, og sejlede med alt dette skyndsomt ud til Nidaros. Her stode nogle forfaldne Huse siden Olaf Tryggvessøns Tid, andre vare aldeles nedstyrtede, thi Jarlerne havde, som ovenfor berettet, ikke skjøttet om at vedligeholde hans Kjøbstadsanlæg. Olaf Haraldssøn, heder det, mindedes nu at hans Frænde Olaf Tryggvessøn havde anlagt en By her, og af Kjærlighed til hans Minde tog han Bolig her. Han lagde op i Elven, indrettede sig saa godt han kunde i de Huse, som endnu stode; lod skaffe en heel Deel Tømmer til at udbedre dem og oprejse de aldeles nedfaldne, hvortil en stor Mængde Folk anvendtes; ligeledes lod han udskibe alt det medbragte Gjestebudsforraad. Saaledes lagde han allerede nu sin Hensigt, ganske at træde i Olaf Tryggvessøns Fodspor, tydeligt for Dagen^[7], ligesom han ogsaa forresten optraadte som regjerende Konge, idet han krævede Landøre^[8] af de der liggende Islandsfarere. Den halve Landøre havde Svein allerede opkrævet, nu fordrede Olaf den anden Halvdeel^[9]. Da, fortælles der, henvendte de sig til deres Landsmand, Skalden Sighvat Thordssøn, som nys var bleven Olafs Hirdmand, og anmodede ham om at bede Kongen at fritage dem for Afgiften. Sighvat Skalds Navn er uadskilleligt forbundet med Olafs eget, deels fordi han i sine Kvad har foreviget hans Bedrifter, deels, og især, fordi han tidligt kom i det fortroligste Forhold til Olaf, og tog en virksom og betydelig Deel i de fleste politiske Forhandlinger, der fandt Sted under Olafs og hans Søn Magnus’ Regjering. Sighvats Fader, Thord, kaldet Sigvaldaskald, fordi han i længere Tid havde opholdt sig hos Sigvalde Jarl og efter hans Fald hos hans Broder Thorkell den høje, blev under Olafs Krigstog i Vesten ogsaa kjendt med ham, kom i hans Tjeneste, og forblev siden hos ham^[10]; hans Søn Sighvat, der imidlertid havde været opfostret paa Island^[11], var just kommen derfra til Throndhjem med andre Kjøbmænd samme Høst som Olaf kom did. Da Sighvat hørte at hans Fader var hos Kongen, opsøgte han ham strax; han havde digtet et Kvad om Kongen, som han udbad sig Tilladelse til at fremsige; denne fik han efter nogle Vanskeligheder, da Olaf, der sandsynligviis ikke yndede Hentydningerne til den gamle Gudelære, i Førstningen ej vilde høre ham eller lade digte om sig. Men da han først havde hørt Kvadet, syntes han saa godt derom, at han gav ham i Brageløn en Guldring, der vejede ${\frac {1}{2}}$ Mark Guld, og gjorde ham til sin Hirdmand. Sighvat fremsatte ogsaa sin Forbøn for Islændingerne i et Vers, thi han var, som det siges, saa aldeles skabt for Skaldekunsten, at det endog faldt ham lettere at tale i bunden, end i ubunden Stiil^[12]. Om hans Forbøn frugtede, nævnes ikke: man skulde dog formode det, da Sighvats Indflydelse paa Kongen stedse var meget stor.

Olaf fik dog ingen Julero i Nidaros. Svein Jarl og Einar besluttede at overfalde ham der, siden han ej, som de ventede, havde slaaet sig til Ro paa Steinker. De samlede Folk, og med den forholdsviis betydelige Skare af tyve (store) Hundreder eller 2400 Mand droge de fra Stjørdalefylke den øvre Vej, altsaa gjennem Selbu, over til Gauldalen, hvorfra de stevnede udefter den sædvanlige Vej til Nidaros. Det var og nær lykkets dem at komme uforvarende paa Olaf, men heldigviis fik dog de Mænd, denne havde sat til at holde Hestevagt oppe paa Gaularaasen (Byaasen), saa betids Øje paa dem, idet de kom fra Gauldalen, at de i Hast midt om Natten kunde faa advaret Olaf, der strax lod sine Mænd vække, og skyndte sig med dem ombord paa Skibene, medtagende Vaaben, Klæder og hvad de ellers i en Hast kunde faa fat paa. Men saa yderligt var det, at Jarlens Mænd allerede kom til Byen, som Olafs Skibe roede ud af Aaen. Efter en enkelt Beretning skal endog nogle af Olafs Folk være blevne dræbte^[13]. Olaf styrede ud til Orkedalen, hvor han gik i Land, og drog opad Dalen til Fjelds og tilbage den samme Vej han var kommen, til Dalene og derfra til Hedemarken. Men Svein Jarl tog hele det oplagte Juleforraad, og brændte de nys istandsatte Huse ved Nidaros, saa at Byen atter lagdes øde^[14].

1. Saaledes fortælles det i Olaf den helliges Saga, Cap. 51, Snorre, Cap. 313, Fagrskinna, Cap. 91 siger kun at Olaf drog hit efra, d. e. til Lands, uden nærmere at opgive Vejen. Den legendariske Saga fortæller intet om hele denne Rejse.
2. Det maa erkjendes, at siden efter, hvor Olaf udbreder Christendommen i Gudbrandsdalen, klinger det lidt besynderligt, at Folket der næsten betragter ham som en Fremmed, om hvem man hidtil lidet eller intet havde hørt, naar han dog tidligere havde paa Op- og Nedvejen til og fra Throndhjem var kommen med ikke mindre end 300 Mand gjennem Hoveddalen. Man maa derfor virkelig antage, at Olaf har taget Vejen gjennem de mere afsides Egne, og dertil i al Hast. Vi have tidligere nævnt, at den gudbrandsdalske Konge, der underkastede sig ham, rimeligviis kun har hersket i de sydligste Dele af Gudbrandsdalen, der stødte til Mjøsen, altsaa Faaberg og Lillehammer. Naar Olaf kom hid, kunde han altsaa siges at være kommen til Gudbrandsdalen. Men derfra har han neppe taget Vejen gjennem Fron, Kvam, Bredebygden, Sel og Dovre, eller gjennem Hoveddalen. Man skulde formode, at han enten allerede fra Lillehammer af, eller i det mindste fra Ringebu, har taget til Fjelds over til Østerdalen, og fra denne er dragen til Kvikne, hvor han jo allerede paa en vis Maade var i Orkedalen. Jvfr. S. 524, Note 3, S. 528, Note 1. Vistnok kom han ikke paa den Maade gjennem Opdal, men det maa merkes, at naar Sagaskriveren engang tænkte sig, at Olaf tog den sædvanlige Vej, maatte han ogsaa forestille sig, at han kom til Opdal; han kan saaledes have nævnt dette uden nogen Hjemmel. Der nævnes ej om nogen af Olafs Bedrifter eller Sammenstød med Folket førend i Meldal.
3. Egentlig 7 Hundreder, d. e. store, altsaa 840.
4. Olaf den helliges Saga Cap. 53 nævner kun fem, Fagrskinna Cap. 91 kun tre Skibe.
5. Fortællingen om denne Rejse forekommer saa vidtløftigt kun hos Snorre, Cap. 36–39. Om dens sandsynlige Oprindelse og Paalidelighed, se nedenfor; her bemerke vi kun, at Sagaskriveren aabenbart har tænkt sig hans Rejse baade længere og langvarigere, end den kunde have været og Vejen er. Olaf maatte aabenbart skynde sig, for at Rygterne ej skulde komme alt for meget i Forvejen for ham; Forhandlingerne med Bønderne have vistnok kun været som i Forbigaaende; mellem Grjote og Fjorden er Afstanden saa kort, at der i det højeste blot kan være tale om een Vejtsle, Bønderne gjorde for ham, ej om flere, som det hos Snorre heder; Fagrskinna nævner ikke om noget Thing med Bønderne. Merkeligt er det og, hvad vi nedenfor ogsaa komme til at berøre, at Olaf ved sin Tilbagerejse drog, som det heder, fra Orkedal til Fjeldet og „øster til Dalerne“, samt derfra til Gudbrandsdalen. Rimeligviis har han vel taget samme Vej frem, som tilbage.
6. Saaledes heder det udtrykkeligt baade i Olaf d. hell. Saga og hos Snorre. Herved er dog at merke, at Frosten i det mindste i det 15de Aarhundrede (se Aslak Bolts Jordebog) regnedes til Strindafylke, men dette Fylke hørte, efter hvad vi tidligere have seet, til Erik Jarls, ikke til Svein Jarls eller rettere den svenske Konges Deel; ja det opregnes endog paa dette Sted i Olaf d. hell. Saga udtrykkeligt blandt de fire Fylker, Haakon Jarl som sin Faders Efterfølger havde aftraadt til Olaf. Man skulde altsaa formode, enten at Frosten paa hiin Tid ikke regnedes til Strindafylke, men til Stjordølafylke, hvad der vistnok ogsaa i og for sig var det naturligste; eller at Svein ikke egentlig har landet paa selve Frosten, men kun i Nærheden deraf, ved Aglo; eller endelig, at Strinden har hørt til de Dele af Riget, som Erik Jarl ved sin Afrejse fra Norge overlod til sin Broder. Jvfr. nedenfor S. 526 Note 3.
7. Fagrskinna, Cap. 92.
8. Om Landøre er der allerede talt ovenfor, i I B. S. 556. Det var en Skat, som Harald Haarfagre paalagde Udvandrerne til Island. Da var Afgiften kun een Gang for alle; men allerede paa Jarlernes Tid var den, som man ser, bleven, hvad den siden forblev, en Afgift, som enhver Udlænding maatte betale, naar han forlod Norge, sml. Olaf d. hell. Saga, Cap. 223. Snorre, Cap. 259. Magnus den godes Saga, Cap. 45.
9. Hos Snorre staar at Sven havde indkrævet Halvdelen af Landørerne fordi Erik og Haakon havde Halvdelen af disse, som af andre Indtægter, i Throndhjem. Dette er for saa vidt urigtigt, som Erik havde Throndhjem aldeles frit, og saaledes de fulde Indtægter, der tilkom ham. Men det sees tydeligt, at Erik ved sin Afrejse har afstaaet den ene Halvdeel til Svein; det er altsaa denne, som Svein havde krævet, den anden stod tilbage og tilhørte Haakon; men nu fordrede Olaf den i hans Sted. Dette forklarer maaske og, hvorledes Frosten, om den end allerede da regnedes til Strinden, kunde kaldes Sveins Rige. Beretningen forekommer fuldstændigt kun hos Snorre, Cap. 41. Olaf d. hell. S. har kun et kort og højst ufuldstændigt Uddrag deraf.
10. Det er let at forstaa, hvorledes Thord, naar han opholdt sig hos Thorkell, kunde blive kjendt med Olaf, thi Olaf selv var, som vi have seet, i Følge med ham.
11. Nemlig hos Thorkell paa Apavatn i Aarnes Syssel.
12. Olaf d. hell. Saga, Cap. 157. Snorre, Cap. 170.
13. Fagrsk. Cap. 92, som i den hele Beretning afviger lidt fra den sædvanlige. Navnligen lader den Olaf først efter Julen komme til Nidaros, medens Olaf den helliges Saga og Snorre lade ham tilbringe Julen der.
14. Fortællingen om alt dette findes i Fagrsk. Cap, 91, 92; i Olaf d. hell. Saga, Cap. 51–53, og meget vidtløftigere hos Snorre, Cap. 37–43. Intet forekommer derom i den legend. Saga. Thjodrek, Cap. 19, synes at mene at Olaf strax efter Ankomsten til Norge drog til Throndhjem, eller maaske ikke engang kom derhen, da det heder at han mistvivlede om at faa Hjelp hos Thrønderne, hvis Ubestandighed han kjendte, og forfulgt af Svein, tyede til Oplandene. Heller ikke belægges Fortællingen med andre Vers, end et Halvvers, som Fagrsk. tillægger en Thord Sjaarekssøn, om hvem den siden fortæller at han digtede en Draapa om Olaf (Cap. 100), til hvilken den vel altsaa antager hiint Halvvers at høre, medens derimod Olaf d. hell. Saga og Snorre, uden at nævne Forfatteren, siger at det er digtet om en Kløng Brunessøn, der befandt sig hos Svein Jarl. Der siges her at Svein opbrændte de halvgjorte Huse ved Nidelven. Det er tillige noget besynderligt, at Sagaen ved at omtale hvorledes Svein Jarl undgik Olaf i Moseviken, nævner „Løv paa Træerne“, uagtet det var Vintertid. Føjer man hertil, at Olaf ved sit senere Besøg i Gudbrandsdalen næsten omtales som fremmed, kunde der nok altid være Grund til nogen Tvivl om Beretningens Paalidelighed. Men, alle Omstændigheder overvejede, maa den dog i det hele taget antages for sikker. Ej alene har den fuldkommen Præget af den simple, fortællende Stiil, der charakteriserer de egte Traditioner lige over for de ordrige Legender og sildigere Opdigtelser; men den nævner derhos saa mange Biomstændigheder og Navne, at et Øjevidnes Udsagn maa antages at ligge til Grund, Det er forhen S. 258 omtalt, at Are frode fik mange Beretninger af Odd Kolssøn, der igjen havde faaet dem af den forstandige Thorgeir Afraadskoll, der boede paa Nidaros 995. Hvis der var noget, Thorgeir fremfor andet maatte vide Besked om, var det dog, hvad der foregik i Thrøndelagen og rundt om Nidaros. Blev Olaf overfalden her af Svein, maatte Thorgeir have været et Øjevidne dertil, og saavel af Olafs som af Sveins Folk maa han have faaet de nøjagtigste Beretninger om hvad der strax forhen havde fundet Sted, nemlig Mødet ved Moseviken, Olafs Besøg paa Steinker, m. m. Man maa følgelig formode, at den her anførte Beretning hovedsageligen er Thorgeirs. At en senere Sagaskriver har omtalt „Løv“ ved Juletid, kan være en Misforstaaelse, thi sandsynligviis har det især været Furegrene, hvormed Svein skjulte sig. At Olaf senere omtales som fremmed i Gudbrandsdalen, kan egentlig forklares paa den ovennævnte Maade, at han nemlig paa sin tidligere Færd drog til Fjelds og øster over (der staar endog udtrykkeligt, at han paa Tilbagevejen drog „øster“ over Fjeldet fra Orkedal til „Dalene“ og saa til Gudbrandsdalen), eller det kan betragtes som en Art af Ironi i Bøndernes Mund. I et Vers af Sighvat (Fagrsk. Cap. 93) hentydes der maaske ogsaa til at Thrønderne, der ved Nesje kæmpede mod Olaf, havde brudt deres Ed, altsaa at de tidligere havde tilsagt ham deres Troskab.