Det norske Folks Historie/2/55

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 529-535).

Den øvrige Deel af Vinteren tilbragte Olaf paa Oplandene, deels paa Vejtsler, deels, som man og maa formode, hos Sigurd Syr^[1]. Saasnart Vaaren nærmede sig, begyndte han at samle en Hær, thi han vidste, at Svein Jarl ej var ledig, og at den afgjørende Kamp snart forestod. Olaf skal have faaet meget Folk fra Kongerne paa Hedemarken; ligeledes sluttede mange Lendermænd og mægtige Bønder sig til ham, blandt dem Ketil Kalf paa Ringenes i Skaun (Stange), hvilken siden spiller en ikke ubetydelig Rolle i Olafs Historie. Ligeledes fik han Folk fra Raumarike og hans Stiffader Sigurd Syr stødte til ham med en stor Skare. Med denne Hær drog han ud til Viken for at faa Skibe og paa dem drage videre sydefter. Han havde om Vinteren ladet bygge et Skib, som kaldtes Skegge eller Karlshøvde, fordi Stavnen var prydet med et Menneskehoved, som han selv havde udskaaret, og som sidenefter længe opbevaredes i Norge og skal have været brugt paa de Skibe, Høvdingerne selv styrede^[2]. Det Sted i Viken, hvor Skibet byggedes, og hvor Olaf indskibede sig, var rimeligviis fremdeles Dramnsfjorden, hvor hans Knerrer, efter hvad vi ovenfor antoge, maa have været oplagte. Efter en Angivelse, der dog trænger til nærmere Bekræftelse, skal Olaf i alt have haft 30 Langskibe, to Skejder og hine to Knerrer, hvilke tilsammen vel kunne have rummet en Hær af henved 1500 Mand^[3], men i alle Fald neppe flere end Jutul, skjønt det rigtignok siges, at han havde meget og vakkert Folk. Da han var sejlfærdig, styrede han ud efter Viken, og lagde for det første ind ved Tunsberg.

Imidlertid havde Svein Jarl opbudt Leding over hele Thrøndelagen, og faaet en betydelig Styrke samlet. Hertil var ogsaa hans Svoger Einar Thambarskelve behjelpelig. Lendermændene, af hvilke der paa denne Tid var mange i Norge, og som tildeels nedstammede fra Harald Haarfagre, syntes meget godt om Svein, under hvis milde Regjering de sandsynligviis ganske raadede sig selv. Deres Indflydelse paa Bønderne var overvættes stor, og det kom meget an paa dem, hvor stor Hjelp Svein vilde faa. I Throndhjem selv og Haalogaland gik det godt: endog de, som den sidste Vinter forud havde svoret Olaf Troskabsed, saavel Lendermænd som Bønder, fulgte Svein, og det er saaledes vist ganske rigtigt, naar Thjodrek Munk siger, at Olaf mistvivlede om at faa nogen Bistand af Thrønderne, da han kjendte deres Letsindighed og Ustadighed^[4]. Blandt de Lendermænd, der fulgte med Svein, nævnes foruden Einar Thambarskelve ogsaa Haarek i Thjøtta^[5]. De styrede ud af Throndhjemsfjorden, og samlede Folk til sig i hvert Fylke, dog skal det ikke have lykkets Jarlen at faa noget synderligt Tilløb søndenfor Stad: her, heder det, gik ikke engang Ledingen ud^[6]. Men fra Rogaland kom Erling Skjalgssøn med mange Folk, sandsynligviis sine egne Huustropper, og Jarlens Hær blev saaledes større end Kongens. Det angives at hans Flaade tilsidst bestod af 45 Skibe, hvilke vel havde en Besætning af mindst 3000 Mand. Med denne Flaade styrede han langs Kysten ind i Viken, hvor han kom henimod Slutningen af Fasten. Han styrede forbi Grenmar (Langesundsfjorden) og lagde sig ved Nesje, eller den sydvestligste Spids af Brynlaanesset. Imidlertid havde Olaf ogsaa styret sydefter. Løverdagen før Palmesøndag hørte begge Parter til hinanden. Søndag Morgen (den 25de Marts), stod Olaf op, klædte sig paa, gik i Land, og lod blæse Tegn til at hele Hæren skulde samle sig om ham. Her holdt han en Tale for sine Mænd, hvori han underrettede dem om at Svein Jarl ikke var langt borte. Han bad enhver at væbne sig og gjøre sig og sit Rum rede til Striden, for at alt kunde være i Beredskab, naar der blæstes til Opbrud; man maatte, sagde han, passe det saaledes, at hele Flaaden roede i een Linje, og at intet enkelt Skib enten roede forud, eller fakkede efter, da man ej kunde vide, om Jarlen vilde komme dem imøde, eller oppebie Angreb af dem. Han forbød endelig sine Folk at kaste sine Spyd, førend Skibene vare sammenbundne, ellers vilde man spilde dem til ingen Nytte: først skulde de kun søge at dække sig mod Fiendens Vaaben og opsamle saamange af dem, som de kunde; naar Fienden da havde bortskudt sit Forraad, kunde de gjøre et desto eftertrykkeligere Angreb^[7]. Efter en enkelt Beretning^[8] skal Olaf have sendt Bud til Svein og anmodet ham om at holde Fred paa den Helligdag, som nu var forhaanden, og udsætte Striden til Mandagen efter, ja om muligt endog til efter Paaske-Ugen; men Jarlen skal have svaret, at han aldeles ikke vilde indlade sig derpaa, da det kun var en Udflugt af Olaf. Denne skal da have sagt: „den som ikke vil holde Fred paa en Helligdag, faar heller ikke Sejren paa den Dag“^[9]. Da Jarlen tidligt om Søndags Morgen gjorde sig slagfærdig og oppebiede Olaf, skal endog Einar Thambarskelver have raadet ham til at gaa ind paa Kongens Forslag, men forgjæves. Men hvorledes det end forholdt sig hermed, saa var det dog Kongen, der opsøgte Svein. Han lod først holde Messe; derpaa bød han sine Mænd spise Dagverd, og lod saa blæse til Opbrud fra Havnen. Da de kom udenfor den Havn, hvor Jarlens Skibe laa, fandt de ogsaa dem fuldt udrustede, og i Begreb med at lægge ud. Olaf gav nu Befaling til at binde Skibenes Forstavne sammen. Der fortælles, at han lod en Skejd lægge yderst paa hver Side, og udenfor dem igjen Knerrerne, adskilte fra Skejderne ved et bredt Mellemrum^[10]. Paa sit eget Skib, Karlshøvde, havde han 120 udsøgte Mænd, alle forsynede med Ringbrynjer og valske^[11] Hjelme, foran paa hvilke han havde ladet male hvide Kors; de fleste af hans Mænd havde ogsaa hvide Skjolde, hvori et Kors, enten forgyldt eller malet med rød eller blaa Farve. Hans Merke eller Banner var hvidt, og forestillede en Orm^[12].

Da man fra Jarlens Skib saa Olafs Tilberedelser, skal Einar Thambarskelver have sagt: „Ser I Kongens Fylking? Den er ikke tyk, og dog er jeg bange for, at den, inden Solen i Aften gaar ned, vil blive haard at binde an med; du selv, Jarl, kan vælge Plads i hvilken Fylkinge-Arm du vil“. „Om jeg da indtager denne Plads“, sagde Jarlen, „vil du da ej følge med?“ „Nej“, sagde Einar, „jeg har ingen Lyst til at løse mit Skib af Tengslerne og fare lige ind i Kongens Flaade for at kæmpe med ham imod hans Vilje, thi jeg ser, at han er ikke for at stride i Dag, skjønt han dog altid vil være beredt paa at modtage dig og dine Mænd“. Jeg har ikke før merket noget til at Modet svigtede dig“, sagde Jarlen. „Kald det hvad du vil“, sagde Einar, „men er det saa, at Modet svigter mig, saa tør det nok ogsaa hænde at Lykken svigter dig“. „Det tror jeg ikke“, sagde Jarlen, „thi vi skulle gjøre et heftigt Angreb med Skudvaaben“. „Olaf er dog langt klogere end du“, svarede Einar, „thi her ere to Ting at gjøre, og Kongen vælger dem begge, du derimod ingen af dem; den ene er at overholde Højtiden, den anden at holde til Raade med Skudvaabnene“. Svein Jarl lyttede ej til Eriks Ord, men bød sine Mænd at gjøre saa heftigt et Angreb med Skudvaabnene som muligt^[13]. Olaf havde derimod, som ovenfor nævnt, givet sine Mænd den Befaling, kun at dække sig, men opsamle alle de Skudvaaben, der regnede ned over dem. Saaledes gik det i nogen Tid, indtil Jarlens Mænd havde udskudt hele sit Forraad. Da gav Olaf Tegn til Angreb, og Jarlens Mænd, heder det, maatte nu tage imod de samme Spyd og Pile som de selv havde sendt over til Olafs, foruden mange andre. Olaf lagde med Karlshøvden lige til Jarlens Skib. Her havde Olaf Overmagten, da baade hans Skib var langt højere og bedre bemandet end Jarlens^[14]. Det varede længe, inden man kunde opdage, hvor Sejren vilde vende sig; thi paa begge Sider faldt Folk i Mængdeviis, og mange bleve saarede. Endelig begyndte det at tyndes ombord paa Jarlens Skib, og Olafs Mænd gjorde sig rede til at entre. Kongens Merke nærmede sig, og flere af Jarlens Mænd løb allerede overbord. Da bød Jarlen at man skulde overhugge Tengslerne, og gjøre Skibene løse. Men Kongens Mænd holdt dem fast med Entrehager. Jarlen lod nu selve Stavnkolvene afhugge, for at Entrehagerne ej skulde fatte Tag i dem. Det vilde imidlertid neppe være lykkets Svein at undkomme, hvis ikke Einar Thambarskelve, der laa paa den anden Side, havde ladet kaste et Anker op i Jarlens Skib, og saaledes faaet det halet ud paa Fjorden^[15]. Idet Sveins Skib skred forbi, fik Olaf Øje paa Skalden Berse Skaldtorfassøn^[16], der stod i Forrummet, han kjendte ham, og tilraabte ham Farvel, hvilket Berse besvarede. Mange af Jarlens Mænd flygtede op paa Landet; nogle bade om Fred. Flere af Skibene stødte siden til ham længere ud paa Fjorden, og her blev der nu raadslaaet mellem Høvdingerne om, hvad der var at gjøre. Erling Skjalgssøn foreslog, at man skulde drage nord i Landet og samle Folk for paany at stride mod Olaf. Men dette var ikke de øvriges Mening. Det store Folketab havde afskrækket dem, og de gave det Raad, som især Einar Thambarskelver bifaldt, at Jarlen heller skulde forlade Landet og søge Understøttelse hos sin Svoger Sviakongen. Derved blev det. Jarlen, ledsaget af Einar Thambarskelve, sejlede over Folden, og videre sydefter, for at komme til Svithjod. Men Erling Skjalgssøn og mange andre Lendermænd, der ej vilde forlade deres Odel, droge vestover og hjem til deres Gaarde.

Sigurd Syr havde imidlertid, da man saa Jarlens Skibe atter samle sig, givet Olaf det Raad at angribe dem paany. Olaf svarede dertil, at han først vilde se, hvad Jarlen besluttede sig til, om nemlig hans Flaade vedblev at være samlet, eller adsplittedes. „Du faar gjøre hvad du vil“, sagde Sigurd, „men jeg forudser, at du med din Charakteer og din Herskelyst, kun seent vil bringe det dertil, at du kan lide paa hine Stor-Karle, der ere saa vante til at byde Høvdingerne Trods^[17]“. I det samme skiltes Jarlens Flaade af, og saaledes blev der heller ikke noget af Angrebet. Olaf gik efter Slaget op paa Land, ledsaget af Sigurd, og takkede Gud, der havde undt ham denne herlige Sejr. Han skal have ladet et Kors oprejse der paa Stedet. Sigurd og de øvrige Høvdinger, der havde fulgt ham, skjenkede han gode Gaver. Blandt andet gav han Ketil paa Ringenes en femtensædet Karve eller Baad. Denne lod Ketil siden bringe opad Glommen og Vormen lige til Mjøsen^[18].

Svein Jarl begav sig, som det var besluttet, først til sin Svoger Olaf svenske i Svithjod, klagede sin Nød for ham, og spurgte ham om, hvad der herved var at gjøre. Kongen tog meget venligt imod ham og gav ham strax Valget imellem at opholde sig hos ham, og der modtage et passende Len, eller med hans Bistand at forsøge et Angreb paa Olaf digre i Norge. Det sidste valgte han, især fordi saa mange af dem, der havde ledsaget ham, ejede store Besiddelser i Norge og længtede efter at komme hjem. Det aftaltes derfor, at de den førstkommende Vinter skulde gjøre et Tog til Lands fra Helsingeland over Jemtland ned til Throndhjem, hvor de troede at kunne regne paa Indthrøndernes Hengivenhed for Jarlen. Imidlertid foretog han om Sommeren et Krigstog til Gardarike. Paa dette Tog blev han syg og døde (1016)^[19]. Einar Thambarskelve og hans øvrige Tilhængere, som havde været med ham paa Toget, vendte tilbage til Sviakongen, hos hvem de tilbragte Vinteren, og om det paatænkte Tog mod Norge var der naturligviis ej længer Tale. Enkelte af Flygtningerne rejste i al Stilhed tilbage over Helsingeland og Jemteland til Throndhjem, hvor de bragte Efterretningen om Jarlens Død^[20].

Det heldige Udfald af Slaget ved Nesje sikrede Olaf Herredømmet i Norge. Det betragtes derfor ogsaa af Sagaskriverne som en af de vigtigste Begivenheder i hans Regjering, og som det egentlige Udgangspunkt for denne. Dette er ogsaa Aarsagen, hvorfor saa mange nærmere Omstændigheder ved Slaget selv ere os opbevarede. De fleste af disse synes man dog at have hentet fra et Kvad, kaldet Nesje-Viserne, som Sighvat Skald, der selv var med, digtede kort efter, og hvoraf ikke faa Vers ere opbevarede^[21].

1. Thjodrek Munk, Cap. 15 siger udtrykkeligt, at Olaf ved Tilbagekomsten til Oplandene fra Throndhjem overvintrede hos Sigurd Syr, men han fremstiller rigtignok hans Besøg i Throndhjem som om det skede umiddelbart efter hans Sammenstød med Haakon Jarl i Sjaudungssund. Det er ovenfor omtalt, hvorledes de yngre Afskrifter af Olaf den helliges Saga, i aabenbar Modsigelse med hvad de selv senere fortælle om Olafs Throndhjemstog, lade ham opholde sig om Julen hos Sigurd. Den eneste Maade at forlige de forskjellige Beretninger paa, er at antage, at Olafs Tog til Throndhjem maa have været overmaade skyndsomt, hvad der og synes at ligge i Sagens Natur.
2. Snorre, Cap. 45, Fagrskinna, Cap. 93. Den legendariske Saga, Cap. 26. Det er kun i denne, saa vel som paa et andet Sted i Fagrskinna (Cap. 107), at Navnet „Skegge“ forekommer; maaske det dog kan hidrøre fra en Misforstaaelse af et Sted i Sighvats Vise, se nedenfor S. 535 Note.
3. Flatøbogen, se Fornm. S. V. S. 169.
4. Thjodrek, Cap. 15.
5. Den legendariske Saga, Cap. 26. Den nævner ogsaa Kalf Arnessøn; men han var dog paa denne Tid neppe endnu Lendermand, og vistnok for ung til at deeltage i Kampen.
6. Dette siges udtrykkeligt i den legendariske Saga, Cap. 26. Derimod siger Fagrskinna, Cap. 93: alt eftersom Jarlen drog frem holdt han Thing med Bønderne og fik meget Folk. At han havde flere Folk end Olaf, siges udtrykkeligt i Olaf d. hell. Saga, Cap. 55. Snorre, Cap. 47.
7. Olaf d. hell. Saga, Cap. 55. Snorre, Cap. 46.
8. Den legendariske Olafssaga; Cap. 26.
9. Den legendariske Saga, Cap. 26.
10. Saaledes fortælles der i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 169.
11. Det vil sige „franske“. Sighvat Skald bevidner det udtrykkeligt i to Vers af det Kvad, han digtede om Slaget: „jeg skjulte mig under den valske Hjelm“, (Olaf den helliges Saga, Cap. 55), og „jeg prydede mig Palmesøndag med den poitouske Hjelm“ (Fagrskinna, Cap. 93).
12. Olaf den helliges Saga, Cap. 55, Snorre, Cap. 47.
13. Flatøbogen, se Fornm. S. V. S. 169.
14. Saaledes er det vel at forstaa, naar Sighvat i et Vers, der kun anføres i den legendariske Saga, Cap. 26, siger at den gavmilde (Olaf) havde mere Folkestyrke end den karrige (Svein). Thi det heder ligeledes i samme Vers, at det blev tyndt om Masterne for Jarlen: dette tyder alene hen paa Kampen selv. I et andet Vers siger Sighvat selv, at Kongen havde færre Folk, og vi have seet, at Sagaerne udtrykkeligt tillægge Svein det største Folkeantal, hvilket ogsaa i sig selv er rimeligt. Den legendariske Saga slutter imidlertid af Sighvats Vers, skjønt neppe rigtigt, at Olaf havde størst Folke-Antal.
15. Den legendariske Saga, Cap. 27, fortæller om Einar Thambarskelve ved denne Lejlighed aldeles det samme, som ellers fortælles om ham i Svoldrslaget, nemlig at hans Bue brast med et stort Brag, og at han paa Sveins Spørgsmaal, hvad dette var, svarede: „Norge af dine Hænder“. Ifølge denne Saga skulde ogsaa Jarlen have vægret sig ved at flygte, og Einar mod hans Vilje have halet hans Skib ud af Striden.
16. Berse Skaldtorfassøn er allerede i Anledning af Grettes Historie (se ovfr. S. 488) omtalt, som opholdende sig hos Jarlen. Han digtede siden, heder det, da han var kommen i Olafs Vold og sad fangen, en Flokk eller mindre Digt, hvori han omtalte at Kongen ved hiin Lejlighed havde sagt ham Farvel.
17. I den legendariske Saga, Cap, 98, fortælles dette noget vidtløftigere; især lægges der Sigurd mange Ord i Munden, og man lader ham slutte med den Spaadom, at Olaf tilsidst skulde blive overvælder af Høvdingerne, men dog ogsaa blive den helligste Mand.
18. Olaf den helliges Saga, Cap. 56, Snorre, Cap. 50i.
19. I Sagaerne ere Udtrykkene her noget forskjellige. Olaf den helliges Saga, Cap. 57, Snorre, Cap. 53 har: „Svein drog med sine Krigsfolk øster til Gardarike og herjede og dvælede der om Sommeren, men da det led mod Høsten, vendte han med sine Folk tilbage til Svithjod; da fik han en Sygdom, hvoraf han døde“. Den leg. Saga og Fagrsk. Cap. 93 sige derimod, efter at have omtalt hans Tog til Østen: „da det begyndte at høstes, var han kommen til Karelen, derfra drog han op i Gardarike med Hærskjold, hvor han blev syg og døde“. Det skulde heraf synes, som om den leg. Saga og Fagrskinna lade ham dø i Rusland, de andre derimod i Sverige. Men ved nærmere Betragtning vil man finde, at heller ikke disse udtrykkeligt sige at han var kommen tilbage til Sverige, men alene, at han havde vendt om, for at drage derhen.
20. Disse maa, som det synes, fornemmelig have været Thrønder.
21. De fleste Vers af Nesjeviserne findes i Olaf den helliges Saga, Cap. 55, 56, Snorre, Cap. 47–50; enkelte ogsaa i Fagrskinna, Cap. 93. Denne meddeler Begyndelsen: „Kongen foer om Vaaren uden Skade østenfra, men Jarlen kom nordenfra; begge knugede de blaa Bord. Jeg kan give de Krigere, som vare der, nøje Besked om, hvorledes det gik til ved deres Møde“. Vi have ovenfor allerede omtalt et Par Vers, hvor Sighvat taler om, at han dækkede sig med den valske Hjelm, og at han paa Palmesøndag prydede sig med Hjelmen fra Poitou (peitneskum hjeimi): heraf sees det, at Slaget virkelig foregik paa en Palmesøndag. Om Angrebet heder det: „Kongen gjorde Anfald, idet han søgte mod Svein i Havnen; det røde Blod dryppede paa Skibsdækket, den dygtige Konge angreb uden Skaansel, men Sveins Folk vare forsigtigere. Skibene bleve sammenbundne. Bet er bekjendt, hvorledes Stridshøvdingen lagde med Karlshøvden mod Jarlen østenfor Agder (Grenmar ligger netop noget østenfor Rygjarbit, det yderste Punkt af Agder mod Østen). Man behøvede hverken at egge Svein eller Olaf til Striden, og paa begge Sider faldt der Folk“. Om den forsøgte Entring siges der: „den gyldne Stang vadede frem, da vi vrede gik under Merkerne med den gjæve Konge“ op i Skibet: det var ikke som naar Pigen bærer Mjød om blandt Kæmperne“. – Der tales udtrykkeligt om, at Svein gav Befaling til at afhugge Skejdkolvene. Ligeledes heder det: „I Aar skal ikke den indthrøndske Pige behøve at haane os, skjønt Kongens Folk var mindre (et aabenbart Vidnesbyrd om, at Jarlen virkelig havde det største Antal Tropper); heller kan hun spotte den, som søgte frem med Skjegget“. (Heraf maaske Fejltagelsen angaaende „Skegge“).