Det norske Folks Historie/2/56
Olaf Haraldssøn undlod ikke strax at forfølge de Fordele, Sejren ved Nesje havde skaffet ham. Da han efter anstillede Undersøgelser havde erfaret, at Svein Jarl virkelig havde forladt Landet, skyndte han sig til Throndhjem, for at benytte Tiden til at underlægge sig dette, det vigtigste Landskab i Riget, medens Jarlen var borte. Eftersom han drog forbi Kysten af Agder, holdt han Thing med Bønderne, der nu samlede sig om ham, og paa hvert Thing toge ham til Konge; dog opholdt han sig endnu ikke med at lægge denne Deel af Landet formeligt under sig, og de danske Sysselmænd forbleve der endnu. Ved Lindesnes begyndte Erling Skjalgssøns Len. Her hørte han, at denne havde samlet en betydelig Skare af Folk, for, om det behøvedes, at gjøre ham Modstand. Olaf, som endnu ej vovede at binde an med ham, skyndte sig derfor, benyttende den gode Bør, saa hastigt han kunde forbi hans Besiddelser, og nord til Throndhjem, uden at anløbe Kysten paa noget Sted, førend han kom til Throndhjemsfjorden[1]. Han maa derfor være kommen hid temmelig tidligt paa Aaret, sandsynligviis før Sommerens Begyndelse. Han fandt vel ingen Modstand og blev virkelig tagen til Konge, men det var dog tydeligt at merke, at han ej var velkommen, og at Thrønderne ej vare at lide paa, men at de kun ventede paa Svein Jarls Tilbagekomst, for at rejse sig mod ham. Især lagde Indthrønderne lidet Dølgsmaal paa deres Sindelag, thi fra deres Fylker fik han ingen Skatter. Imidlertid opslog han sin Bolig i Nidaros, som han atter lod oprejse, saa vidt det i en Hast kunde lade sig gjøre. Kongsgaarden blev paany bebygget, og Clemenskirken rejste sig atter af sine Ruiner. Tomter anvistes til Bebyggelse, saavel for Bønder, som Kjøbmænd. Olaf søgte overhoved at samle mange paalidelige Mænd om sig, da han endnu ikke troede Thrønderne synderligt, i det mindste ikke saa længe Jarlen var i Live.
Henimod Høsten kom dog de første Efterretninger om Svein Jarls Død med de fra hans Vikingetog tilbagevendende Thrønder. Dette gjorde Thrøndelagens Almue føjeligere; thi de havde nu ingen konge- eller jarlebaaren Høvding, om hvilken de kunde samle sig. Flere af Indthrønderne begave sig hen til Kong Olaf, og bleve hans Mænd: andre sendte ham Bud, at de vilde underkaste sig ham. Ifølge dette Budskab gjorde Olaf derfor en Rejse til Indhered, hvor han ogsaa virkelig blev tagen til Konge i hvert Fylke, men hvor der dog endnu ikke synes at have været handlet om de ham tilkommende Afgifter. Det viste sig strax efter, at Indthrønderne endnu saa at sige bare Kappen paa begge Skuldre. Det var nemlig slet ikke Olaf svenskes Hensigt at opgive de Besiddelser i Norge, han efter Svoldrslaget havde erhvervet, om end hans Lensmand og Jarl var død; han udstødte de haardeste Trusler mod Olaf digre, som han kaldte ham, og sendte strax tvende Brødre, ved Navn Thurgøt Skarde og Æsgøt Aarmand, hver ledsaget af 11 Mænd, til Throndhjem for at kræve Skatten af de ham tilhørende Fylker, deels i Indhered, deels paa Møre. Skatkræverne toge Vejen over Jemteland og kom ned i Verdalen, hvor de sammenkaldte Bønderne og underrettede dem om sit Ærende. Det maa have været ganske kort efter Olafs eget Besøg i Egnen. Bønderne raadsloge om hvad herved var at gjøre, og svarede efter fælles Overlæg heel forsigtigt: „at de nok gjerne skulde betale Sviakongen Skat, hvis kun ikke Norges Konge ogsaa krævede den, thi de vilde ikke betale Skat to Gange.“ Samme Svar fik Sendebudene i Skaun og Stjørdalen: betingede Løfter, men ingen Penge. Thurgøt vilde derfor rejse tilbage, men hans mere nidkjære Broder Æsgøt sagde at han ej betragtede deres Ærende tilbørligt udført, førend de havde talt med Kong Olaf digre og erfaret, hvad han havde i Sinde. Thurgøt erkjendte dette, og saaledes stevnede de da ud til Nidaros, hvor de skaffede sig Herberge i et af de nys opbyggede Huse. Allerede Dagen efter indfandt de sig hos Kongen, da han sad ved Bordet. Kongen bad dem komme igjen næste Dag. Paa denne Dag lod Kongen, efter at have lydt Messe, et Huusthing sammenkalde, og Sviakongens Mænd anmode om at indfinde sig her. De kom, og paa Kongens Opfordring til dem om at fremsætte deres Ærende, tog Thurgøt Ordet, fortalte, hvad deres Ærende var, hvo der havde sendt dem, og hvad Svar Indthrønderne havde givet; han sluttede med at bede Kongen om en bestemt Erklæring, for at de kunde vide, hvad de havde at holde sig til. Kongen svarede: „saa længe Jarlerne herskede her i Landet, var det i sin Orden, at Folket adlød dem, thi de vare ættebaarne til Riget; skjønt det rigtignok havde været rettere, om Jarlerne havde underkastet sig de retmæssige Konger i Landet, end at slutte sig til udenlandske Konger, sætte sig op mod deres egne, og forjage dem fra Landet med Ufred. Men naar Olaf svenske gjør Fordring paa Norge, skjønner jeg ikke med hvad Skygge af Ret han fremsætter slig Paastand; vi erindre derimod godt, hvilken Skade vi have lidt af ham eller hans Frænder.“ Da sagde den heftige Æsgøt: „det er ikke underligt, at man kalder dig Olaf digre, siden du svarer en slig Høvdings Ord saa overmodigt; men du veed ikke rigtig, hvor tung hans Vrede vil vorde dig at bære, thi jeg har seet Mænd, der vare mægtigere end du ser mig ud til, komme tilkort mod ham. Er du fremdeles saa opsat paa at beholde Herredømmet, da raader jeg dig til at rejse til ham og blive hans Mand; da skulle vi lægge et godt Ord ind for dig, at han giver dig dette Rige i Len.“ Olaf svarede roligt: „jeg vil give eder et andet Raad, Æsgøt: rejs hjem igjen til Sverige og meld eders Konge, at jeg næste Vaar kommer til Landemerket, som fra gammel Tid har adskilt Norge fra Sverige: da kan han, om han vil, ogsaa komme til at slutte Forlig med mig, saaledes at enhver af os beholder det Rige, han er odelbaaren til“. Derpaa hævedes Thinget, Kongen gik til Bords og Sendebudene til deres Herberge. Siden om Dagen gjorde de endnu et Forsøg paa at faa Kongen i Tale, men han lod dem afvise af Dørvogterne. Thurgot og hans Mænd rejste nu hjem, men Æsgøt var mere haardnakket, han vilde ud til Mørerne for at røgte sin Herres Ærende, og tog Vejen over Byneset, for derfra at drage videre over Gauldalen og Orkedalen til Nordmøre. Da Olaf hørte dette, sendte han sine Gjester efter dem. Disse traf dem ved Stein paa Byneset, toge dem til Fange, og førte dem bundne tilbage med sig, indtil de kom til Gaularaasen; her rejste de Galger og hængte dem alle tolv paa et Sted, hvorfra de Forbisejlende ude paa Fjorden kunde se dem. Thurgøt erfoer denne sørgelige Tidende, førend han endnu havde forladt Throndhjem, og kunde saaledes berette den til Sviakongen, som naturligviis blev overmaade opbragt og lod mange store Ord falde[2].
Under disse Omstændigheder var det ikke raadeligt for Olaf at forblive længe i Thrøndelagen, thi han maatte nu med det første vente et Angreb af Sviakongen fra den eneste Kant, hvorfra et saadant Angreb kunde ske, nemlig fra Sydøstkanten, hvor hele Ranrike, ligefra Svinesund til Gaut-Elven, endnu stod under den svenske Konges Herredømme. Der var saa meget mere Anledning til at vente Ufred her, som Olaf selv, ved at tale om det rette gamle Landemerke mellem Sverige og Norge, nemlig Gaut-Elven, havde tilkjendegivet sin Hensigt, ogsaa at underkaste sig dette Landskab, hvis Erhvervelse desuden maatte ligge i hans Plan, naar han engang var bestemt paa at underkaste sig hele Norge. Heller ikke havde de vestlige Fylker endnu hyldet ham. Paa Rejsen nordefter var han ilet dem forbi. Mørerne og Raumsdal vare endnu svenske Len. Den mægtige Erling Skjalgssøn herskede endnu uafhængigt i det sydvestlige Norge, og den danske Deel af Viken var endnu ikke paa langt nær fuldstændigt vunden. Olaf tiltraadte derfor, som det synes, endnu samme Høst[3] Tilbagerejsen, og standsede ved hvert Fylke for at holde Thing med Bønderne og lade sig hylde. Der fortælles ogsaa, at han allerede nu skal have ladet de christne Love oplæse og mange Levninger af Hedendommen afskaffe. Det er imidlertid neppe sandsynligt, at han denne Gang skulde have opholdt sig saa længe derved, især da der til dette udfordredes, at han maatte føle sig i sikker Besiddelse af Tronen, hvori der endnu manglede saa meget. Paa Mørerne, i Raumsdal, i Fjordene og Sogn synes han ingen Modstand at have fundet, men blev tagen til Konge paa hvert Lagthing, maaske ogsaa paa Hordaland, skjønt dette hørte til Erling Skjalgssøns Rige. Da han kom til Karmsund, sendte han Bud til Erling, foreslog ham at slutte Forlig, og indbød ham til et Møde paa Hvitingsø ved Indløbet til Buknfjorden. Erling kom, og talte selv, som det heder, med Kongen, men fandt noget andet i hans Ord end man havde sagt ham. Erling fordrede nemlig og ventede at beholde alle de Veitsler, som Olaf Tryggvessøn og siden Jarlerne Svein og Haakon havde givet ham; „i saa Fald“, sagde han til Kongen, „skal jeg blive din Mand og hulde Ven“. Men Kongen vilde ikke indlade sig herpaa. Han meente, at Erling gjerne kunde være meget vel bekjendt at tage de samme Vejtsler af ham, som han havde taget af Erik Jarl, der dog havde tilføjet ham saa stor Skade; han lovede at gjøre ham til den fornemste blandt alle Lendermændene i Landet, og sagde at han skulde sætte den største Priis paa hans Tjeneste, men for Vejtslernes Uddeling vilde han selv raade, og vilde ej betragte Lendermændene som om de vare odelbaarne til de kongelige Ættebesiddelser. I dette sidste Stokke havde Olaf fuldkommen Ret, derimod opfattede han Erlings Forhold til Erik Jarl urigtigt, thi Erling havde intet Len modtaget af Erik, men holdt sig kun ved sin egen Magt og Anseelse; medens Erik, om muligt, gjerne havde berøvet ham alle hans Forleninger. Erling Skjalgssøn havde liden Lyst til at bøje sig for Kongen; „den Tjeneste, jeg yder dig med min gode Vilje, maa dog være dig fordeelagtigere end den tvungne“, sagde han og afbrød Samtalen. Men Erlings Venner og Frænder bade ham paa det indstændigste at give efter og ikke drive Sagen til det yderste; „du vil jo dog alligevel“, sagde de, „stedse blive den fornemste Lendermand formedelst din Driftighed, dine mægtige Frænder og din Rigdom“. Erling, som indsaa, at Kongen ikke var den, der lod sig lede eller skræmme, medens en Kamp med ham dog var betænkelig nok, gav efter, gik Kongen til Haande, og overlod Betingelserne ganske til ham. Disse omtales ikke udtrykkeligt. Det heder senere, at han fremdeles havde meest at sige over Bønderne mellem Sognsø og Lindesnes, men derimod havde langt mindre Vejtsler end forhen[4]. Man maa derfor antage, at han nok har beholdt enkelte Vejtsler i Landskaberne mellem Sognsø og Lindesnes, men at han ikke, som hidtil, blev den egentlige Bestyrer af disse Landskaber eller forlenet med alle Kongsgaardene, thi endog i Rogaland selv finde vi ikke længe efter Agvaldsnes omtalt som en Kongsgaard, der ej stod under Erlings, men en kongelig Aarmands Bestyrelse, og denne Aarmand selv har desuden det Hverv at paase Lovenes og de kongelige Befalingers Overholdelse[5]. Det er saaledes umiskjendeligt, at det nu virkelig var lykkets Olaf at ydmyge den stolte Erling. Dette vidner saavel om den Magt, Olaf allerede da maa have erhvervet i Landet, som den Kraft, hvormed han optraadte og vidste at gjøre sin Vilje gjeldende.
Da Olaf kom til Viken, vovede de Daner, som Danekongen havde indsat til Sysselmænd, ikke at oppebie ham, men rejste hjem til Danmark. Det er forhen viist, at den Deel af Viken, som ved Skiftet efter Svoldrslaget var tilfalden Danekongen, var den vestlige Deel, eller Landet lige fra Lindesnes til Svinesund[6]. Eftersom Olaf drog ind ad Viken, holdt han Thing med Bønderne og blev nu uden Modsigelse tagen til Konge, ligesom han og oppebar alle kongelige Indtægter. Da han var kommen til Tunsberg, sejlede han østover Folden forbi Svinesund, hvor Ranrike begyndte, hvilket endnu stod under Sviakongens Herredømme. Denne havde sat tvende Sysselmænd over det, en i den nordre, en inden i den søndre Deel ved Elven, en Inddeling, der siden vedligeholdtes, da dette Fylke lige til Middelalderens seneste Tider plejede at deles i to Sysler, det egentlige Ranrike, fra Svinesund til Gudmaren, og Elvesyssel mellem Gudmaren og Elven. Sviakongens Sysselmand over den nordre Deel hed Eilif Gautske, en rig og højbyrdig Mand; Sysselmanden over den søndre Deel hed Roe skjaalge, ogsaa en rig Mand, der havde Slægtninger baade paa den norske og den gautske Side af Elven, og ejede store Gaarde paa Hisingen Da Olaf kom til Ranrike, kaldte han strax Indbyggerne til Things, hvor de fleste, der boede paa Øerne eller nær ved Kysten, indfandt sig. Da Thinget var sat, talte Kongens Stallare, Bjørn, i hans Navn, og bad Bønderne antage ham til Konge. En anseet Bonde, ved Navn Brynjulf Ulvalde, rejste sig og sagde: „vi Bønder vide bedst Besked om den rette Grændse mellem Norges Konges, Danmarks Konges, og Sviakongens Rige, nemlig at Gaut-Elven danner Grændsen fra Havet op til Væneren, derpaa Skovmarkerne til Eidskogen, og derefter igjen Kjølerne lige til Finmarken. Vi vide ligeledes, at snart det ene, snart det andet Folk har gjort Indgreb i Nabofolkets Land; saaledes have Sviarne nu i lange Tider haft Herredømme lige til Svinesund, men sandt at sige veed jeg at mange helst ønskede at tjene Norges Konge, og savne kun Mod dertil, fordi Sviakongen hersker baade østenfor, søndenfor og ovenfor, medens Norges Konge derimod som oftest efter et kort Ophold drager Nord i Landet, hvor hans Riges egentlige Styrke er, og da have vi ikke Magt nok til at udholde en Kamp med Gauterne. Nu faar Kongen see til at finde paa Raad for da vi have stor Lyst til at blive hans Mænd“. Da Thinget var sluttet, indbød Kongen Brynjulf til sig om Aftenen; han blev ogsaa hos ham den følgende Dag, og de talte, siges der, meget med hinanden i Eenrum. Siden fortsatte Kongen sin Vej sydefter langs Kysten. Eilif, Sysselmanden, lod imidlertid bolde Øje med ham, og holdt sig med et Følge af 30 Mand oppe i Bygden nær ved Skovene, hvor han havde samlet endeel Bønder. Mange af Bønderne begave sig til Olaf, og andre sendte ham venlige Hilsener. Saavel Olaf, som Eilif, overhængtes nu med Bønner om at holde et Møde med hinanden, for paa en eller anden Maade at skaffe Fred. Bønderne forestillede Eilif, at hvis de ikke føjede sig efter Kongens Ord, kunde de vente haard Medfart af ham, men lovede ham dog, at han ikke skulde savne Folk. Efter flere Underhandlinger og Budsendinger frem og tilbage blev det endelig aftalt, at Eilif og hans Følge skulde komme ned og holde Thing med Kongen. Olaf sendte nu Thore lange, Høvdingen for sine Gjester, selv sjette til Brynjulf; i Følge med ham begave de sig siden, med Kjortler over deres Brynjer og Hætter over deres Hjelme, til Eilif, og blandede sig i hans Flok, uden at han merkede Uraad. Omringet af en talrig Skare af Bønder kom Eilif længer ud paa Dagen ned til Kongen, der havde lagt sine Skibe lige ind ved en Fjeldklint, som ragede ud i Søen[7]. Paa denne Klint gik Kongen op og satte sig med sine Mænd. Ovenfor var der en Græsvold, hvor Bønderne havde samlet sig; Egils Mænd stode længer oppe i en Skjoldborg foran ham. Bjørn Stallare holdt først en lang og forstandig Tale paa Kongens Vegne. Da han satte sig, stod Eilif op og begyndte at tale. Men i det samme sprang Thore lange op, drog Sverdet, og hug til Eilif paa Halsen saa at Hovedet gik af. Da løb hele Bondeflokken op, og Gauterne, der havde ledsaget Eilif, styrtede afsted paa Flugten. Thore forfulgte dem et Stykke, og dræbte nogle af dem. Da han havde standset og det blev roligt, stod Kongen op og bad Bønderne sætte sig. De gjorde saa, og der taltes en heel Deel frem og tilbage, men Enden blev, at Bønderne gik Kongen til Haande og lovede ham Lydighed, hvorimod han forbandt sig til ikke at skilles fra dem, men at forblive paa denne Kant af Landet, indtil Uenigheden mellem ham og Sviakongen paa en eller anden Viis var bilagt. Saaledes fik Olaf underlagt sig hele den nordre Syssel. Uagtet den søndre Syssel endnu ej var underlagt ham, fortsatte han dog sin Vej lige til Elven, og oppebar ogsaa de kongelige Indtægter langs Søsiden og af Øerne. Derpaa vendte han tilbage til den nordlige Deel af Viken og drog op ad Raumelven eller Glommen indtil Sarpfossen. Her var det, hvor han agtede at opholde sig i den Tid, han efter givet Løfte skulde tilbringe paa denne Kant af Landet. Han lod til den Ende en nordenfor Fossen fremstikkende Pynt eller Halvø befæste ved en høj Jordvold og Grav; indenfor Befæstningen, eller i Borgen selv, opførtes en Kongsgaard, og byggedes en Kirke, der indviedes til Jomfru Maria. Men hans Hensigt var og at forbinde Befæstningen med et Kjøbstads-Anlæg. Derfor lod han, ligeledes i Borgen, Huustomter afstikke, og uddeelte dem til Bebyggelse. Dette var den første Begyndelse til den siden saa bekjendte Stad Borg eller Sarpsborg, der altsaa nærmest skylder Olafs fiendtlige Forhold til Sviakongen sin Oprindelse (1016). Det var hans Hensigt, allerede at tilbringe den forestaaende Vinter der, hvorfor han lod det nødvendige Vinterforraad skaffe derhen. Allerede før Juul maa Bygningsarbejdet være saa vidt fremskredet, at Kongsgaarden var beboelig, thi det fortælles, at Kongen havde et stort Julegjestebud, hvortil han indbød en Mængde Storbønder fra de omliggende Hereder. Man maa tillige formode, at mange Privathuse ligeledes i Hast have rejst sig, siden det heder, at Kongen denne Vinter var omgiven af en stor Mængde Folk, og desforuden havde sine Mænd i alle Sysler. Blandt Julegjesterne var Brynjulf Ulvalde[8], som til Belønning for sin Bedrift, der efter vore Begreber var uhæderlig nok saa vel for ham selv, som for Kongen, fik til Julegave af denne et guldprydet Sverd, og dertil den store Gaard Vettaland, ligesom han ogsaa ophøjedes til Lendermand, hvilket viser, at han ved Siden af Vettaland, som han fik til Odel og Eje, maa have faaet andre kongelige Ejendomme i Forlening[9]. I Brynjulf havde Olaf fra den Tid en hengiven og paalidelig Ven. Hans Æt regnedes siden blandt Norges fornemste Slægter, og hans Efterkommere ville i del Følgende ofte blive nævnte, da de spillede en fremragende Rolle i de politiske Begivenheder under Borgerkrigene.
- ↑ Dette siges næsten udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 56, Snorre, Cap. 51.
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 61, Snorre, Cap. 57.
- ↑ I Olaf den helliges Saga, Cap. 62, Snorre, Cap. 58 siges der, at Olaf sad Vinteren over i Throndhjem, og ikke førend det følgende Aar drog sydefter. Der er dog flere Omstændigheder, som vise, at Olaf endnu samme Aar, han var kommen til Throndhjem, drog tilbage igjen til Viken. Det vil erindres, at Olaf sejrede ved Nesje den 25de Marts. Det kunde ikke vare længe, førend han erfarede, at Jarlen havde forladt Landet. Han tiltraadte da strax Rejsen til Throndhjem, altsaa vistnok i Begyndelsen af April. Med gunstig Vind, siges der, skyndte han sig forbi Vestkysten, følgelig kom han vel til Throndhjem i det mindste sidst i April. Hvad han der udrettede, maatte han kunne have udrettet senest indtil Høstens Begyndelse eller Midten af August. Paa den Tid, eller noget før („det begyndte at høste“, heder det), maa Svein Jarl være død, og Efterretningen derom maa være kommen til Throndhjem først i September. Denne Efterretning, siges der, og vistnok med Rette, bragte Indthrønderne til at underkaste sig. Men da Indthrønderne gave de svenske Skatkrævere et betinget Svar med Hensyn til Skatten, kunde de, da disse indfandt sig, endnu ej have hyldet Olaf: Thurgøt og Æsgøt maa saaledes have været i Throndhjem enten sidst i August eller først i September. Men deres Drab, i Forbindelse med Efterretningen om Jarlens Død, maa have forandret Olafs Stilling og Plan, om han end fra først af havde tænkt at forblive om Vinteren i Throndhjem. Thi nu, siden Jarlen var død, havde han intet Angreb paa Throndhjem at frygte, og kunde saaledes forholdsviis være sikker paa denne Besiddelse, medens derimod Viken og Oplandene hvert Øjeblik truedes med Angreb fra svensk Side, til Hevn for Æsgøts Drab. Der var saaledes al Grund for Olaf til at ile sydover igjen, og sikre sig Viken jo før jo heller. Der er tillige andre tydelige Spor af, at Sagaskriveren har trukket dette Aars Begivenheder ud, for at faa dem til at passe i Tidsregningen. Han lader, som vi have seet, Olaf strax efter Nesjeslaget thinge med Bønderne i den vestre Deel af Viken om Antagelse, uagtet vi dog finde, at Danekongens Sysselmænd endnu opholdt sig der, og kun flygtede da Olaf kom didhen fra Throndhjem (Olaf den helliges Saga, Cap. 63, Snorre, Cap. 59), ligesom det først var da „at alt Landsfolket i vestre Viken gik under ham“. Hans første Færd forbi vestre Viken eller rettere Agder har saaledes været langt hurtigere, end Sagaen angiver. Der tales og om Indretningen af hans Gaard og Hird i Nidaros, og hans Bestræbelser for Christendommens Ophjelpelse og Lovenes Forbedring, altsammen øjensynligt tilhørende senere Aar, da han, som vi og ovenfor have antydet, umuligt kan have vovet at indlade sig herpaa, førend han nogenledes havde sikret sig Herredømmet. Ja det indsees neppe engang, hvorledes han skulde have faaet Tid til at gjøre de nødvendige Forberedelser, ej at tale om at alt dette passer bedre paa den næste Vinter, han sad i Throndhjem, nemlig den 4de, (i Sagaen den 5te), se Olaf den helliges Saga, Cap. 99, Snorre, Cap. 110, efter at han havde sikret sig Riget og sluttet Fred med den svenske Konge; ligesom og den Ytring, som forekommer om hans Bestræbelser for Christendommens Indførelse, have et mere almindeligt, til ingen bestemt Tid sigtende Præg, og gjentages desuden for en Deel i Cap. 99 (Snorre, 110), hvor hans næste Vinterophold i Nidaros omtales. Se Olaf den helliges Saga, Cap. 58, 59, Snorre, Cap. 56, jvfr. Olaf den helliges Cap. 99, Snorre, Cap. 110. Her bliver det af megen Vegt, at Fagrskinna, Cap. 98, udtrykkeligt synes at henføre hans Bestræbelser for Lovgivningen og Christendommen til den Tid, da han var bleven „Enevoldskonge i Norge“. Og endelig, hvad der gjør Udslaget, Fagrskinna, Cap. 93 siger udtrykkeligt, at Olaf tilbragte den første Vinter øster ved Raumelven eller Glommen. For en saa uforbeholden Angivelse maa der dog være nogen Autoritet, medens man derimod ved Olaf den helliges Saga altid maa befrygte, at Sagaen og Chronologen, der gik ud fra at Olaf, herskede i 16 Vintre, har søgt at udstrække eet af Regjeringsaarene til tvende. De øvrige Enkeltheder i Olafs Chronologi, saadan som den findes i Kongesagaerne, stemme derimod, hvad der paa sit Sted skal vises, saa nøje med de sikrere Tidsbestemmelser, vi af andre paalidelige Skrifter kunne hente, at der neppe kan være nogen Tvivl om deres Rigtighed.
- ↑ Se Olaf den helliges Saga, Cap. 111, Snorre, Cap. 122.
- ↑ Denne Aarmand var Thore Sel, se nedenfor. Thore optræder som den, hvem det paalaa at se Kongens Forbud med Kornudførsel fra det sydlige Norge overholdt.
- ↑ Se ovenfor S. 106. En anden, maaske mere umiddelbar Bekræftelse paa, at idet mindste Agder hørte til den danske Deel af Norge, indeholdes i den merkelige Runeindskrift paa Galtelandsstenen i Evje, i Robygdelaget, der hørte til Agder: „Arnstein rejste denne Steen efter sin Søn Bjørn, der døde i Hæren, da Knut rejste til England;“ altsaa maa man formode, at Knut paa Vejen til England enten har lagt ind under Agder, eller i det mindste faaet Folk derfra. I begge Tilfælde synes Indskriften at vise, at Agder regnedes til hans Rige.
- ↑ Stedet angives ikke nærmere i Sagaerne. Man maa formode, at det har været etsteds i Tuneims eller Luders Sogn.
- ↑ Ulvalde (ulfaldi, i gotisk ulbandus, angl. olfend), er egentlig en Fordrejelse af „Elefant“, men betegner dog i sin germaniserede Form stedse „Kameel“, medens man betegner Elefanten med det arabiske „Fil“. Brynjulf maa formodentlig have faaet Navnet formedelst sin Højde og Førlighed.
- ↑ Vettaland, efter hvilken det hele Vettehered har Navn, ligger ikke langt fra Skedjuhovs, nu Skee, Kirke i den nordligste Deel af Viken.