Det norske Folks Historie/2/57
Kong Olaf hvilede ikke, førend han havde underlagt sig hele Viken. Endnu stod Elvesyssel tilbage, og Sysselmanden, Roe skjaalge, oppebar her endnu Skatter i Sviakongens Navn. Med denne betragtede Olaf sig nu som staaende paa aabenbar Krigsfod, og for at lade Gauterne føle det ubehagelige heri, havde han allerede ved Vinterens Begyndelse udstedt et Forbud mod at udføre Sild og Salt fra Viken til Gautland. Disse Artikler kunde nemlig Gauterne ikke undvære, og forsonedes fornemmelig dermed fra Havnene i Viken. Forbudet maatte derfor være dem meget ubelejligt[1]. Olaf, der havde til Hensigt atter at gjenforene med Riget alle de Landskaber, der tidligere havde adlydt Norges Konger, glemte imidlertid heller ikke Jemteland, hvis Indbyggere, alle af norsk Herkomst, i sin Tid, som vi have seet, havde underkastet sig Haakon Adelsteensfostre, men efter hans Død, rimeligviis allerede siden Erikssønnernes Tid, vare faldne tilbage under Sviakongens Herredømme[2]. Endnu i Løbet af Vinteren rejste paa Olafs Befaling en af hans Mænd, ved Navn Thrond hvite, fra Throndhjem, sandsynligviis fra Verdalen, hvor allerede da Alfarvejen gik, selv tolfte til Jemteland for at kræve Skat i Olafs Navn. Han fik samlet en Deel, men just som han var færdig dermed, kom Sviakongens Mænd, dræbte ham med hele hans Følge, og satte sig i Besiddelse af Skatten, som de bragte til Sviakongen. Ved Efterretningen herom blev Olaf meget ærgerlig, og eggedes vel derved saa meget mere til at øve Fiendtligheder mod Sviakongens Rige. Om Vaaren besluttede Kongen at vove et Forsøg mod Roe Skjaalge, og til at udføre det valgte han en dygtig og prøvet Krigsmand fra Øster-Agder, ved Navn Eyvind Urarhorn[3]. Denne var af høj Æt, plejede hvert Aar at drage i Viking, snart til Vesterlandene, snart til Frisland, snart i Østersøen; han havde med sin veludrustede tyvesædede Snekke staaet Kongen bi i Nesjeslaget, og Olaf havde til Gjengjeld lovet ham sit Venskab, hvorimod Eyvind tilsagde Kongen sin Hjelp og Tjeneste, hvor og naar han forlangte den. Ved det sidste Julegilde i Sarpsborg havde Eyvind ogsaa været en af Gjesterne, og faaet gode Gaver. Efter ham sendte nu Olaf Bud, og han indfandt sig strax. Han og Kongen talede længe i Enrum med hinanden. Kort efter gjorde Eyvind sig rede til at drage i Viking, men sejlede først sydefter Viken, hvor han lagde sig mellem Eykerøerne udenfor Hisingen, og hørte sig for, hvor Roe skjaalge opholdt sig. Han erfoer at Roe var dragen nord til Ordost, for at indkræve Leding og Landskyld paa Sviakongens Vegne, men at han just nu ventedes tilbage. Eyvind lagde derfor ind til Haugesund[4], hvor den sædvanlige Led gik, og oppebiede Roe. Denne kom, og blev strax angreben af Eyvind, som fældte ham og henved 30 af hans Mænd, tog alt det Gods, han havde haft, og sejlede da først til Østersøen, hvor han den hele Sommer laa ude i Viking. Dette var altsaa den Plan, Olaf og Eyvind havde aftalt.
Den samme Vaar skulde en rig og driftig Farmand fra Agder, Gudleik gerdske, gjøre en Handelsrejse til Rusland. Han plejede at gjøre Rejser til forskjellige Lande, dog oftest til Rusland eller Gardarike, hvorfor han havde faaet hiint Tilnavn „den gerdske“ (gardarikske): Da Olaf hørte om hans forestaaende Rejse, sendte han Bud efter ham og sagde, at han vilde slutte Handelsfællig med ham; han ønskede nemlig at Gudleik skulde kjøbe ham flere Slags kostbare Varer, som i Norge selv vare vanskelige at overkomme, f. Ex. Pell[5], Pelsverk o. a. d.[6] Gudleik var villig dertil, og Kongen lod ham udbetale de nødvendige Penge. Gudleik tiltraadte sin Rejse, sejlede ind i Østersøen, og laa en Stund ved Gotland, det sædvanlige Tilhold for Østersøens Handelsmænd[7]. Flere af Skibets Besætning kunde ikke holde Tand for Tunge, men lode sig forlyde med, at Kong Olaf digre, som man i Sverige kaldte ham, havde Part i denne Handelsfærd: saaledes blev dette bekjendt paa Gotland. Gudleik fortsatte sin Rejse lige til Holmgard, og indkjøbte her prægtige Varer, hvoriblandt Pell, der kunde anvendes til Højtidsdragt for Kongen, ypperlig Bordstads, og herligt Pelsverk. Paa Tilbagevejen fik han Modvind og blev en lang Stund liggende under Øland. Wien imidlertid havde Thurgøt Skarde, den samme, hvis Broder Æsgøt var bleven hængt i Throndhjem, og som selv havde maattet rejse med et vel bemandet Langskib derfra med uforrettet Sag, allerede længe ligget paa Luur efter Gudleik. Da han hørte at denne var kommen til Øland, skyndte han sig derhen og angreb ham. Gudleik og hans Mænd forsvarede sig godt, og Striden blev langvarig, men da Thurgøt havde langt flere Folk, blev han omsider Sejrherre. Gudleik og mange af hans Mænd faldt, en heel Deel bleve saarede, og den hele kostbare Ladning faldt i Thurgøts Hænder. Denne uddeelte alt Byttet ligeligen blandt sine Mænd, paa de Kostbarheder nær, som vare indkjøbte for Kong Olafs Regning. Disse, sagde han, skulde hans egen Konge have som en ringe Erstatning for den Skat, der tilkom ham fra Norge. Han tog derfor Vejen nordover til Svithjod. Men kort efter kom Eyvind Urarhorn til Øland, hørte, hvad der var skeet, satte strax efter Thurgøt, indhentede ham i Sviaskærene, og angreb ham. Der faldt Thurgøt og de fleste af hans Folk, og Eyvind tog det hele Bytte, deriblandt ogsaa Kong Olafs Kostbarheder, hvilke han saaledes, da han kom hjem til Norge, kunde bringe Kongen, som takkede ham meget for hans raske Ferd, og paany tilsagde ham sit Venskab.
Paa denne Maade førtes Fejden mellem begge Konger: den synes i det hele taget mere at have været en personlig, end en Folke-Krig. Om Sommeren havde Olaf Leding ude, og drog atter lige ned til Elven, hvor han laa længe, og hvor Folket gik ham til Haande, saa at nu endelig hele Ranrike adlød ham[8]. Den svenske Konge var, fortælles der, saa opbragt paa Olaf, at ingen i hans Paahør maatte kalde denne med hans rette Navn; han skulde kun hede „den digre Mand“[9]. Bønderne i Viken og i Gautland ønskede derimod intet heller, end at der fremdeles maatte være venskabelig Forstaaelse og Kjøbfred mellem begge Lande. Af samme Mening var ogsaa Jarlen i Vester-Gautland, Ragnvald Ulfssøn[10]. Hans Hustru, Ingebjørg Tryggvesdatter, opfordrede ham desuden paa det ivrigste til at søge Kong Olafs Venskab og slutte sig til ham, deels fordi hun selv var nær beslægtet med ham og derfor nærede Forkjærlighed for ham, deels fordi hun ej kunde glemme Sviakongen det, at han havde været med at tage hendes Broder, Kong Olaf Tryggvessøn af Dage, maaske ogsaa havde tvunget Ragnvald selv til at opholde sig længe i Landflygtighed[11]. Gauternes Ønsker og hendes Forestillinger bragte det dertil, at der aabnedes Underhandlinger mellem Olaf og Ragnvald, og at de aftalte et Møde ved Elven. Paa dette Møde talte de, siges der, om mange Ting med hinanden, fornemmelig om begge Kongernes Uenighed; de sagde begge, som sandt var, at det var til største Ødelæggelse saavel for Vikverjerne som for Gauterne, om der ej skulde være Kjøbfred mellem begge Lande. Og saaledes kom det dertil, at Jarlen og Kongen sluttede en Fred eller Stilstand med hinanden indtil næste Sommer, indgik venskabelig Forbindelse, og skjenkede hinanden Gaver ved Afskeden (1017). Den hele Forhandling vidner umiskjendeligt om, hvor løs Forbindelsen mellem Gautland og Svithjod paa den Tid endnu maa have været.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 63, Snorre, Cap. 59. Gautland berører, som bekjendt, Havet kun aller yderst ved Gaut-Elven, men i Krigstid maatte det være let for Vikverjerne at sperre denne ubetydelige Adgang.
- ↑ Vistnok heder det senere i Olaf d. hell. Saga (Cap. 127, S. 147) at Jemteland siden Haakon den godes Tid havde lydt under Norge lige til Uvenskabet udbrød mellem Olaf Haraldssøn og Sviakongen; men dette modsiges især af den umiskjendelige Antydning i Gunnlaugs og Rafns Saga, at man fra Verdalen kom umiddelbart ind paa de svenske Enemerker, se ovf. S. 445, 446.
- ↑ „Urarhorn“ betegner „Horn af Uroxen“. Anledningen til Navnet kjendes ikke.
- ↑ Haugasund, nu Høgasund, er Sundet mellem Høga og Overøen i Thoresby Sogn yderst ved Indløbet til Elvfjorden. Endnu findes der Ruiner af en Befæstning der; et Tegn paa, at dette Sted maa have været anseet for vigtigt enten at forsvare eller at paapasse.
- ↑ Om Pell, maaske det russ. Pavolok, se ovenfor S. 82, Note 2.
- ↑ Om Gotlands Betydning i den østersøiske Handel, se o. S. 76.
- ↑ Gudleik har altsaa været et Slags kongelig „Gjest“ for Handelens Skyld, se o. S. 81, Note.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 66, Snorre, Cap. 65.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 66, Snorre, Cap. 66.
- ↑ Om Ragnvald Ulfssøn og hans Giftermaal med Ingebjørg Tryggvesdatter, se ovenfor S. 369, 381.
- ↑ At Ragnvald Jarl, uagtet han var Sigrid Storraades Brodersøn, en Tidlang maa have været fordreven fra sit Jarledømme, og maaske har opholdt sig i Rusland, er ovenfor antydet, S. 442, Note 1.