Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/59

< Det norske Folks Historie | 2

Medens Kong Olaf underhandlede med Sveriges Konge, havde han den hele Tid været utrætteligt virksom saavel for at styrke sit Herredømme, som at udbrede Christendommen i Viken og paa Oplandene, hvortil hans Ophold nu var indskrænket saa længe som Freden med Sverige endnu ikke var sluttet. Da han selv havde fine fleste Frænder og Venner paa denne Kant, og tillige her allerførst var bleven anerkjendt som stunge, maa han vel i det hele taget her have anseet sig sikrere paa Folkets Hengivenhed og Troskab, end i det Nordenfjeldske. Da nu hertil kom, at Christendommen allerede havde faaet et tryggere Fodfæste i Viken end andensteds i Landet, deels fordi den tidligst havde været udbredt her, og deels fordi Viken selv stod i nærmere Forbindelse med Danmark og andre christne Lande, er det temmelig let at forstaa, hvorledes Olaf kunde vove, endog med Eftertryk og alvorlig Strenghed at ophjelpe og udbrede Christendommen i disse Egne, førend han endnu havde faaet de farlige Stridigheder med Sviakongen bilagte. I Viken, siges der udtrykkeligt, var den christne Tro langt mere bekjendt end nord i Landet, thi der fandtes baade Vinter og Sommer en Mængde saavel danske som saxiske Kjøbmænd, og Vikverjerne plejede desuden meget at fare i Kjøbferd paa England, Saxland, Flandern eller Danmark; andre laa i Viking og havde Vinterophold i christne Lande[1]. Anderledes forholdt det sig derimod i Oplandene, hvor, som vi have seet, Christendommen neppe engang havde naaet hen, undtagen til Ringerike og de nærmest omliggende Egne[2]. Det var, som vi nedenfor skulle vise, Olafs alvorlige Hensigt at sammenknytte Norges hidtil saa løst sammenhængende Dele til et eneste vel organiseret og ordnet Heelt, der under Chiristendommens Velsignelser kunde gaa frem i sand Kultur, og arbejde lig op til en under den vilde Vikingetid ukjendt Grad af materielt og aandeligt Velvære. Men dette var umuligt, saa længe endnu nogen Deel af Riget bekjendte sig til Hedendommen, og ligeledes, saa længe der endnu fandtes andre Konger i Landet, end Olaf selv. Dette var just Tilfældet paa Oplandene, hvor ej alene Hedendommen endnu var overvejende, men hvor der tillige fandtes hedenske Konger af Harald Haarfagres Æt. Vare disse end kun Smaakonger, og havde de end anerkjendt Olaf som sin Overherre, saa havde de dog i Virkeligheden lige saa stor Arveret til Riget, som han selv, og kunde saaledes altid af en misfornøjet hedensk Flok opstilles som Tronprætendenter, medens de derhos kunde blive farlige Redskaber i en fremmed Magts Haand, da de, som vi have seet, endnu for det meste hyldede den ældre egoistiske Landskabspolitik, der kun lod dem stræbe efter særskilt Uafhængighed og privat Selvraadighed, uden at de formaaede at hæve flg til den højere og mere omfattende Patriotisme, der havde Norges Eenhed og ydre Selvstændighed for Øje. For Olaf maatte det altsaa være af højeste Vigtighed, jo før jo heller, at faa den Fare, der fra disse Kanter truede ham og hans Yndlingsplaner, afvendt, og dette kunde ikke ske uden ved Christendommens fuldkomne Indførelse Paa Oplandene, og ved hine Smaakongers fuldkomne Bortfjernelse. Vel opstillede der flg som en Hindring derimod, at Olaf selv som Betingelse for deres frivillige Hyldest havde lovet dem Sikkerhed og Beskyttelse. Men det var at forudsee, at de ej godvilligen vilde underkaste sig Kongens Christendomspaabud og øvrige Foranstaltninger til Ordenens Opretholdelse, saa at der altsaa ej vilde mangle paa tilstrækkelig Anledning til at refse dem, ligesom det vel, uagtet der ej udtrykkeligt meldes noget derom, neppe slaar fejl, at flere af dem, fornemmelig den trodsige Rørek, allerede længe havde næret Oprørsplaner mod Olaf, hvorom denne var vidende. Naar vi nu læse, at Olaf samme Høst, som han havde sendt Bjørn Stallare til Sverige, lod sende Folk til Oplandene med den Befaling, at Bønderne skulde berede Vejtsler for ham, da det var hans Hensigt at gjennemrejse disse Landskaber, og, som man siden erfoer, paabyde Christendommen[3], ere vi følgelig ogsaa berettigede til at antage, at det tillige var hans bestemte Plan, paa en eller anden Maade at gjøre Fylkeskongerne uskadelige, og Formaalet for hans Rejse maa derfor ej alene betragtes som religiøst, men ogsaa, og fornemmelig, som politisk.

Kongen tiltraadte saaledes om Høsten sin Rejse fra Sarpsborg, og først til Vingulmark, eller Egnen mellem Oslofjorden og Raumarike[4]. Han passede det saaledes, at han altid standsede raa Steder, der laa Skovbygderne nærmest, thi det var især i de øvre Dele og de meest afsides Bygder, at Hedenskaben endnu holdt sig. Han lod alle Bygdens Folk, især dem, der boede meest afsides, stevne til sig, undersøgte paa det nøjeste, hvorledes Christendommen overholdtes, og hvor han merkede nogen Mangel heri, lod han de vankundige belære. Fandtes der nogen, som ej vilde forsage Hedendommen, behandlede han dem strengt, nogle jog han ud af Landet, andre lod han lemlæste paa Hænder eller Fødder eller blinde, andre lod han hænge eller halshugge. Denne Fremferd forekommer vistnok os efter vore nuværende Begreber temmelig haard og grum, men man maa ikke glemme, at de, der saaledes straffedes, maatte betragtes og vel ogsaa betragtedes som frafaldne, ligesom det ikke engang er tænkeligt, at de endnu skulde holde fast ved Hedendommen uden at lægge et saa afgjort Fiendskab mod Olaf for Dagen, at han var berettiget til at straffe dem. Efter at have indsat faa mange Prester i dette Fylke, som det befandtes nødvendigt, drog han, ledsaget af 360 stridbare Mænd[5], op til Raumarike. Jo længere han kom op i Landet, desto daarligere stod det sig med Christendommen, men han tvang dog hele Befolkningen til at antage den, og straffede haardt dem, der vægrede sig. Dette fandt Fylkeskongen paa Raumarike heel betænkeligt, thi hver Dag kom der mange Folk, mægtige og ringe, til ham og klagede derover[6]. Han tog den Beslutning at rejse op paa Hedemarken til Kong Rørek, der ansaaes for den viseste af alle Fylkeskongerne, og spørge ham om Raad. Rørek og han bleve enige om at sende Bud til Kong Gudrød i Dalene og Kongen paa Hadeland med Anmodning om at de vilde indfinde sig paa Ringsaker, for at de alle kunde raadslaa i Forening. De fulgte strax Opfordringen, og saaledes samledes der fem Konger paa Ringsaker, nemlig Rørek, hans Broder Ring, Gudrød, den hadelandske og den raumarikske Konge. Denne sidste begyndte Forhandlingerne med at klage over Olaf digres Færd og den Ufred, han gjorde, idet han lod Folk dræbe eller lemlæste eller forjage, tog deres Ejendomme i Besiddelse og rejste om med en heel Hær, langt mandsterkere end Loven tillod. For denne Ufred, sagde han, havde han selv flygtet saa vel som mange andre anseede Mænd paa Raumarike, og snart kunde de øvrige Konger vente sig det samme: derfor var det bedst, at de i Fællesskab raadsloge om, hvad derved var at gjøre. De andre æskede Røreks Mening. Han sagde: „nu er det gaaet saaledes som jeg spaaede ved vort forrige Møde paa Hadeland, da I vare saa hidsige paa at tage Olaf til Overkonge, at han nemlig vilde blive haard at tage i Horn, naar han først havde faaet Magten. Nu seer jeg kun tvende Udveje, enten at vi alle drage ham imøde og lade ham afgjøre alt, som han vil, – og dette tror jeg er os bedst, – eller at vi gjøre Opstand imod ham førend han endnu er kommen længer paa sin Rejse; thi om han end har tre eller fire Hundreder Mænd, saa vil dette ej være nogen farlig Overmagt at binde an med, naar vi kun alle ere enige, thi ellers gaar det daarligere hvor der er flere Anførere tilsammen, end hvor der kun er een, og jeg vilde derfor helst raade til, at vi ej friste Lykken mod Olaf Haraldssøn“. Der blev nu talt frem og tilbage. Nogle fraraadte, andre tilskyndede at gjøre Opstand. Da sagde Gudrød af Dalene: „det er dog underligt, at I ere saa ubestemte i denne Sag. I maa dog tilgavns være bange for Olaf„ Her ere vi nu fem Konger samlede, hvoraf enhver er lige saa godt arveberettiget til Riget, som Olaf selv. Vi have understøttet ham i Krigen mod Svein Jarl, saa at han ved vor Hjelp har vundet Riget. Vil han desuagtet formene os den ubetydelige Magt, vi have tilbage, og tvinge eller kue os, da erklærer jeg, at jeg ej vil finde mig deri, og kalder ikke den af eder nogen Mand, som frygter for at tage ham af Dage, hvis han farer i Hænderne paa os her paa Hedemarken, thi det forsikrer jeg, at aldrig bære vi Hovedet frit, saa længe Olaf lever“. Dette virkede, og alle erklærede sig enige med ham. Da sagde Rørek: „have vi nu først besluttet dette, bør vi og gjensidigt forbinde os med hinanden dertil saa fast, at vi kunne stole paa at ingen svigter. Skal Olaf angribes her paa Hedemarken, føler jeg mig ikke tryg, hvis nogle af eder ere her, nogle oppe i Dalene; jeg fordrer at vi alle skulle forblive tilsammen baade Nat og Dag, indtil vort Anslag er udført“. Dette sandt de andre billigt, og saaledes besluttede de da at holde sig sammen. De lode Vejtsler berede for sig paa Ringsaker, og holdt Omgangsgilder, medens de uafladeligt ved Spejden holdt Øje med Olafs Færd, saa at de til enhver Tid vidste, hvor han var, eller hvor mange Folk han havde om sig. Olafs store Følge foraarsagede, at han maatte opholde sig kortere ved de fleste Vejtsler, end fra først af paatænkt, da det samlede Forraad ej strak til; og saaledes kom han tidligere end aftalt op til Eidsvold ved Mjøsen. Kongerne havde imidlertid sammenkaldt Lendermændene og de mægtigere Bønder fra alle de oplandske Fylker, og aabenbaret dem sin Hensigt; de bestemte en Dag, naar den skulde udføres, aftalte at enhver Konge skulde have 360 Mand, og sendte Lendermændene hjem for at samle Folk. De fleste af de sammenkaldte Mænd syntes godt om denne Plan. Dette var derimod ikke Tilfældet med Kong Olafs Ven Ketil Kalf paa Ringenes, der ogsaa var tilstede paa Mødet. Da han om Aftenen kom hjem, skyndte han sig at spise Natverd, men roede derpaa om Natten med 40 vel bevæbnede Huuskarle paa den Karve, Olaf strax efter Nesje-Slaget havde givet ham, ud til Minne, hvor han kom tidligt om Morgenen. Han lod 20 Mand passe paa Baaden, med andre 20 Mand gik han i Land for at opsøge Kongen, og traf ham just som han kom fra Ottesang. Ketil sagde, at han ønskede at tale med ham i Eenrum De gik derpaa afsides, og Ketil underrettede ham nu om hvad Oplandskongerne havde for. Kongen lod strax alle sine Mænd kalde sammen, sendte nogle om i Bygden for at skaffe Rideskyds, og andre op til Mjøsen for at tage alle de Baade, som de kunde finde, og ro ham imøde med dem. Derpaa gik han til Højmesse og siden til Bords; efter Maaltidet gjorde han sig rede og skyndte sig saa hurtigt som muligt op til Vandet. Her mødte Skibene; selv gik han i Karven med saa mange Mænd, som den rummede; de øvrige indskibede sig som de bedst kunde paa de øvrige Farkoster. I alt var det henimod 360 Mand. Om Aftenen satte de fra Land, og roede i stille Vejr op efter Mjøsen om Natten. Endnu før Dag kom de til Ringsaker, hvor de udsatte Vagter ej bleve dem var, førend de vare ganske nær ved Gaarden. Ketil og hans Folk vidste godt, i hvilke Huse Kongerne laa. Disse lod Kongen omringe, og nøje passe paa at ingen kom ud. Saaledes ventede de, indtil det blev lyst. Smaakongerne, der ej vare mandsterke nok til at tænke paa Forsvar, bleve alle fangne og førte frem for Olaf, der straffede dem mere eller mindre haardt. Ring, den raumarikske og den hadelandske Konge slap med at aflægge Ed paa at de skulde forlade Norge og aldrig komme tilbage. Paa Gudrød derimod, som allerførst havde raadet til at stræbe ham efter Livet, lod han Tungen udskære. Rørek, hvis Klogskab og Dristighed han især frygtede, og som han troede aldrig at kunne lide paa, om han end indgik Forlig med ham, lod han blinde og beholdt ham hos sig for stedse at have ham under Opsigt. De Lendermænd og Bønder, der havde deeltaget i Sammensværgelsen, straffedes ligeledes enten med Landflygtighed eller Lemlestelse; enkelte bleve dog tagne til Naade. Af de øvrige tog Kongen Gisler for at sikre sig deres Troskab, idet han underlagde sig Kongernes Besiddelser, og udskrev Vejtsle-Gjeld fra Hedemarken og Gudbrandsdalen, som han nu ikke agtede at besøge, hvorimod han vendte tilbage til Raumarike og derfra til Hadeland[7].

Den samme Vinter (i Begyndelsen af Store! 1018) døde Olafs Stiffader Sigurd Syr. Han omtales ikke synderligt efter Nesje-Slaget, og Olaf kom vel heller ikke i videre Berørelse med ham, da han i al den Tid ej besøgte Oplandene; men at Forstaaelsen mellem dem ej var den allerbedste, synes at kunne sluttes deraf, at Sigurds Søn, Kong Harald Haardraade, siden sagde til Olafs Søn Magnus, at Olaf havde frataget hans Fader en kostbar Guldring for en ringe Sag, og at det ej var godt for Smaakongerne i Norge, da Olaf var paa det mægtigste[8]. Olaf bar altsaa nu ene Kongenavn i Norge, hvilket man ikke havde seet Exempel paa siden Harald Haarfagres Dage. Hvor meget dette maatte bidrage til at forøge hans Anseelse og befæste hans Magt, er let at indsee. Først nu kan man sige at Oplandene virkelig og blivende vare forenede med det øvrige Norge, og ikke engang under Harald Haarfagre vare Rigets sydligere Dele saa fast og varigt sammenknyttede som nu. Olafs Held og bestemte Færd gjorde ham derhos anseet og frygtet, saa vel hjemme som ude: vi have allerede seet hvilken Opsigt Kongernes Tilfangetagelse vakte i Sverige; Kan man end beklage den Haardhed, hvormed Olaf foer frem mod de Konger, der dog i sin Tid havde hjulpet ham til Regjeringen, maa man paa den anden Side erkjende, at den ej alene strengt taget var forskyldt, men at den ogsaa var nødvendig for Rigets Sikkerhed. Man maa stedse have for Øje, at der paa hiin Tid ikke fandtes noget Statsfængsel eller Forviisningssted hvor saa urolige Gemytter, som Rørek og Gudrød, kunde holdes i sikker Forvaring, og det var saaledes nødvendigt, paa andre Maader at betrygge sig mod deres Anslag. At Olaf virkelig havde alt at befrygte af Rørek, viser det følgende.

Ved Efterretningen om Sigurd Syrs Død begav Olaf sig til Ringerike, hvor hans Moder Aasta gjorde en stor Vejtsle for ham, og hvor han synes at have opholdt sig i nogen Tid, sandsynligviis for at ordne Arve-Anliggenderne med hende og sine Halvbrødre, Guthorm, Halfdan og Harald. Der fortælles, at da Aasta bragte dem hen til ham for at vise ham dem, tog han først Guthorm og Halfdan paa hvert af sine Knæ og satte et barskt Ansigt op mod dem, hvorover de bleve forskrækkede og løb bort; derpaa gjorde han det samme med den yngste, Harald, som da kun var tre Vintre gammel[9]; han lod sig ikke skræmme, men saa djærvt op mod Kongen. Olaf rykkede ham i Haaret, men Drengen rykkede ham igjen i Overskjegget; da sagde Kongen: „du vil siden blive hevnsom, Frænde!“ Dagen efter gik Kongen med sin Moder ude paa Gaardens Marker, og kom til Vandet, hvor Drengene stode og legte sig. Guthorm og Halfdan stode sammen og havde gjort en Deel Figurer, der skulde forestille Gaarde, Kornlader, Kør og Sauder; men Harald stod et lidet Stykke derfra ved en Vig, og havde en Mængde Træspaaner, der fløde ved Landet. Kongen spurgte hvad det skulde betyde: „Hærskibe“, svarede han. Kongen lo og sagde: „det kan nok hænde, at du engang kommer til at raade for Hærskibe“. Kongen kaldte nu Halfdan og Guthorm til sig, og spurgte den sidste, hvad han helst ønskede flg meget af. „Agre“, svarede han. „Hvor store“, spurgte Kongen. „Saa store“, sagde Guthorm, „som hele dette Nes, der gaar ud i Vandet, naar det hver Sommer var tilsaaet“: paa Neset stode ti Gaarde. „Der kunde visselig staa meget Korn“, svarede Olaf. „End du“, sagde han til Halfdan, „hvad vilde du have mest af’.’“ „Kør“, svarede han. „Hvor mange“, spurgte Kongen. „Saa mange“, svarede Halfdan, „at de, naar de skulde drikke, stode ganske tykt rundt om dette Vand“. „Store Gaardsbrug vilde I have“, sagde Kongen; „deri ligne I eders Fader“. „Men du“, sagde han til Harald, „hvad vilde du have’.’“ „Huuskarle“, svarede Drengen. „Hvor mange“, spurgte Kongen. „Saa mange“, sagde Harald, at de i et eneste Maaltid aade alle min Broder Halfdans Kør“. Da lo Kongen og sagde til Aasta: „Her opføder du nok en Konge, Moder!“[10]

Fra Ringerike drog Olaf atter ud til Viken, hvor han før Paaske kom til Tunsberg. Den blinde Rørek havde han med sig, og behandlede ham meget godt; han gav ham to Mænd til Opvartning, lod han sidde ved sin Side i Højsædet, holdt ham vel i Mad, Drikke og Klæder, og lod ham faa rigelige Lommepenge. Rørek var dog, som man let kan begribe, mørk og ordknap, og svarede som oftest tvært og kort, naar man talte til ham. Han plejede ofte at lade sin Skosvend lede sig afsides fra andre, hvor han da pryglede ham. Følgen var at Skosvenden tilsidst løb fra ham. Rørek sagde til Kongen, at Drengen ej vilde tjene ham, og Kongen gav ham da en ny Tjener, men det gik ikke bedre med denne, og lige saa lidt med hans Efterfølgere, indtil Olaf satte en Mand ved Navn Svein, der var noget beslægtet med Rørek og tidligere havde været hans Mand, til at opvarte ham. Det var dette, som Rørek havde ønsket. Han vedblev vel endnu med sit Stivsind og sine afsides Vandringer, men i Stedet for at prygle Svein som de forrige Tjenere, naar de vare i Eenrum, var han venlig og snaksom, talte om gamle Begivenheder fra den Tid, han var Konge, og ytrede sin Harme over dem, der havde skilt ham ved al hans forrige Magt og Lykke, og gjort ham til et Almisselem. „Men hvad der synes mig aller tyngst“, sagde han, „det er at du og mine andre Frænder, af hvem vi ventede os saa meget, skulle vanslægte, saa at I ej hevne de Forhaanelser, der ere tilføjede vor Æt“. Svein indvendte, at der var alt for stor Overmagt at binde an med. Rørek svarede, at han endda nogenledes skulde kunne trøste sig over den Skjendsel og Mishandling han havde lidt, naar han kunde drive det dertil, at han, skjønt blind, sejrede over den, der overvandt ham sovende. Olaf digre troede sig nu sikker, og det var en let Sag at tage ham af Dage. Selv vilde han gjerne forsøge derpaa, hvis ikke hans Blindhed hindrede ham deri; men han skulde finde paa et godt Raad dertil, og haabede at Svein vilde udføre det. Naar Olaf var dræbt, forudsaa han, at hans Fiender vilde erhverve Riget, og hvis han da selv blev Konge, skulde Svein blive hans Jarl“. Disse Overtalelser virkede. Svein paatog sig at myrde Kongen, og Rørek stillede det saaledes til, at naar Kongen gik til Aftensang, skulde Svein staa med draget Sax ude i Svalen, og gjennembore ham, i det han kom ud af Stuen. Svein indtog sin Plads, men da Kongen gik ud af Stuen, kom han hurtigere ind paa Svein, end denne ventede, Kongens Blik mødte hans: han blegnede og blev ganske haandfalden. Kongen merkede hans Forvirring, spurgte hvad der var paa Færde, og om han vilde svige ham. Svein kastede Kappen og Saxet fra sig, faldt Kongen til Fode og sagde: „Alt i Guds og eders Vold, Konge!“ Kongen lod ham gribe og lægge i Lænker, men skjenkede ham dog siden Livet, og lod ham senere forlade Landet. Rørek lod han ikke længer sidde ved sin Side, men paa den anden Bænk, han lod ham heller ikke længer sove i sit eget Sovekammer, men i et andet, hvor der sov mange Hirdmænd. Til at opvarte ham satte han to Hirdmænd, af prøvet Troskab og Paalidelighed: de maatte hverken Dag eller Nat vige fra ham.

Rørek lod lig imidlertid ikke afskrække ved sit første Uheld, men smedede nye Planer, deels til sin Befrielse, deels til at tage Kongen af Dage. Han forandrede nu tildeels sin Opførsel. Vel var han endnu ofte mange Dage stuur og ordknap, men stundom var han igjen saa lystig, at hvert Ord, han sagde, vakte Munterhed; stundom var han ogsaa ondskabsfuld i sin Tale. Som oftest drak han kun lidet, men undertiden drak han igjen alle dem, der vare om ham, under Bordet. Da han var rigeligt forsynet med Lommepenge, plejede han ofte, førend han gik til Sængs, at lade nogle Kander Mjød bringe ind i Kammeret og give alle de tilstedeværende at drikke, hvorfor han blev meget yndet. Dette skede især, da Kongen med sit Følge var kommen til Tunsberg, thi der vare allerede mange danske og saxiske Skibe saa vel som Nordfarere ankomne, og der var fuldt op af al Slags Madog Drikke-Varer. En Aften kom Rørek meget silde til sit Sovekammer. Han havde drukket sterkt, og var meget lystig. Strax efter kom en af hans Venner, ved Navn Finn litle, ind med en Kande Mjød. Denne Finn var fra Oplandene, efter nogles Sigende var han af finsk Æt; han var meget liden af Væxt, men overvættes rap til Fods, saa at neppe engang nogen Hest kunde indhente ham; han havde fordum længe været i Røreks Tjeneste og udrettet hans vigtigste og fortroligste Ærender. Paa Oplandene kjendte han alle Veje og mange af de fornemste Mænd. Da Rørek var fangen, sluttede Finn sig til Kongens Tjenerflok, og søgte ofte at komme til at tale med Rørek, der dog aldrig talte længe ad Gangen med ham, for ej at vække Mistanke. Da de vare komne ud i Viken, hendte det oftere at Finn blev hørte i nogle Dage og atter kom igjen; man blev tilsidst vant derved, og lagde ikke videre Merke dertil. Han var nu atter ved Hirden. Den Mjød, han hiin Aften havde bragt ind, var paasat med Urter og overmaade sterk, saa at alle de tilstedeværende, for hvilke Rørek efter Sædvane lod skjenke i, efter en Tids Forløb sovnede, hver i sit Rum. Finn havde imidlertid atter forladt Værelset. Noget efter vakte Rørek de Mænd, der plejede at opvarte ham, og sagde, at han skulde ud i Gaarden i et nødvendigt Ærende. De tændte en Lygte ved det Lys, som endnu brandt i Kammeret, og fulgte ham ud til Vandhuset, der stod paa Stolper, og til hvis Dør man gik op ad en Trap. Medens Rørek og Hirdmændene sad der inde, hørte de udenfor Slagsmaal: der raabtes: „hug ham ned!“ derpaa hørtes et Hug og et Fald. Rørek bad sine Ledsagere skynde sig ud og skille de stridende ad. De gjorde saa, men da de kom ud paa Trappen, bleve de selv nedhugne. Sagen var nemlig, som man siden erfarede, den, at Finn litle var kommen med Røreks forrige Merkesmand, Sigurd Hit, og 13 andre; Slagsmaalet var forstilt, i den Hensigt at lokke Røreks Paapassere ud og dræbe dem. Da dette var lykkets Røreks Venner, slæbte de Ligene hen mellem Husene, toge Rørek med sig, skyndte sig ned til Fjorden og roede afsted med ham saa hurtigt de kunde. Men imidlertid traf det sig, at Sighvat Skald, der sov i Kongens Kammer, ogsaa skulde ud med sin Skosvend i samme Ærende som Rørek. Da han skulde gaa tilbage og.kom ned ad Trappen, gled han, tog for sig med Haanden og følte noget vaadt, men da det var belgmørkt, kunde han ikke see, hvad det var, og sagde leende: Kongen har nok i Kveld bevertet os saa godt, at flere af os ere blevne usikre paa Foden“. Da han kom ind i Kammeret, hvor der brandt Lys, saa Skosvenden at han var ganske blodig, og gjorde ham opmerksom derpaa, i det han spurgte om han havde skrubbet sig. „Nej langtfra“, sagde Sighvat, „men dette betyder nok noget andet“; han vakte sin Sængkammerat, Merkesmanden Thord Folessøn, og de gik tilsammen ud med en Lygte for at undersøge hvad der var paa Færde. De Fandt Ligene, og kjendte at det var Røreks Vogtere; de saa ligeledes, at der laa en Træstubbe med et dybt Hug – det var dette Hug, som havde lokket Vogterne ud –; Skosvenden, som de sendte til Røreks Sovekammer, fandt alle der inde sovende, men Kongen borte. Han vakte dem, og de gik strax ned i Gaarden, hvor de dræbte laa. Alle vare enige i, at man snarest muligt burde underrette Kongen herom, men ingen vovede at vække ham. Sighvat fandt da paa det Raad at gaa til Kirken og bede Klokkeren ringe for de dræbte Hirdmænds Sjæle, medens Thord vendte tilbage til Sovekammeret. Kongen vaagnede ved Ringningen, rejste sig op og spurgte, om det allerede nu var Ottesangstid. „Nej“, svarede Thord, „der er værre paa Færde; Rørek er borte og to af eders Hirdmænd dræbte. Kongen lod ham nu fortælle alt hvad han vidste om Sagen; derpaa lod han blæse til Hirdstevne og sendte Folk ud paa alle Kanter for at lede efter Rørek baade til Lands og Vands. Blandt dem, der droge til Vands, var Gjeste-Høvdingen Thore lange, der med 30 Mand satte afsted paa en Skude. Da det lysnede, saa de to smaa Skuder et Stykke forud, og roede af alle Kræfter for at indhente dem. Det lykkedes dem ogsaa, og da de kom nærmere, saa de, at Rørek virkelig sad i den ene, og at Besætningen i dem begge tilsammen udgjorde 30 Mand. De forfulgte styrede nu mod Landet, og: sprang alle i Land, undtagen Rørek, der blev siddende i Løftingen og tilraabte sine Mænd Farvel. Strax efter lagde Thores Skude til, men i.det samme afskød Finn litle en Piil, der traf Thore midt paa Livet saa at han strax døde; derpaa løb Finn, Sigurd og alle deres Mænd til Skovs. Thores Mænd toge hans Lig, saa vel som Kong Rørek, og roede tilbage igjen til Tunsberg. Olaf lod nu Rørek endnu omhyggeligere paapasse, og satte Folk til at vogte ham Nat og Dag. Paa Rørek selv kunde man ikke merke noget Mismod; han var saa lystig, som om intet ubehageligt havde hændt ham.

Da Christi Himmelfartsdag (15de Mai 1018) kom, gik Kongen i Højmesse, og Biskoppen førte ham i Procession først omkring Kirken, siden til hans Plads i Kirken nordenfor Chorsdøren. Rørek var ogsaa i Kirken og sad, som han plejede, Kongen nærmest. Han havde Kappen for sit Ansigt. Da Olaf havde sat sig, lagde Rørek Haanden paa hans Axel, følte paa ham, og sagde: „du har jo Pells-Klæde idag, Frænde!“ „Ja“, svarede Olaf, „thi i“Dag holdes der en stor Højtid til Erindring om at Jesus Christus steg fra Jorden til Himmelen“. „I fortælle saa meget om Christus, som jeg ikke skjønner og derfor heller ikke kan erindre“, sagde Rørek; „mangt og meget forekommer mig utroligt, skjønt rigtignok mange underlige Ting have skeet i gammel Stat Da Messen begyndte, rejste Olaf sig, holdt Hænderne foran Hovedet og bøjede sig mod Alteret, saa at Kappen gled ned fra hans Skuldre. I det samme foer Rørek hurtigt op, og stak efter Olaf med en Dolk. Stikket traf dog alene Kappen, der fik et stort Rift, men Olaf selv gik fri, og sprang frem paa Gulvet. Rørek stak anden Gang, men uden at treffe, og raabte: „flyr du nu, Olaf digre, for mig, som er blind?“ Olaf lod ham gribe og bringe ud af Kirken. Aarsagen, hvorfor han tidligere havde følt Olaf paa Skulderen var alene for at erfare, om han havde Brynje rinder Klæderne, eller ej. Efter dette nye Mordforsøg formanede Olafs Mænd ham paa det indstændigste til at lade Rørek dræbe, da han aldrig kunde være sikker paa sit Liv, saa længe han beholdt ham hos sig, medens han derimod, hvis han sendte ham bort, ganske vist vilde slippe løs og sætte sig i Spidsen for en Oprørsflok. Kongen indrømmede Rigtigheden af deres Ord, og sagde at mange havde lidt Døden for mindre Attentater end Røreks, men .at han dog nødig med Blodsudgydelse vilde besmitte den Sejr han vandt over Oplændingekongerne uden at dræbe nogen af dem, der desuden alle vare hans Frænder. Han ønskede helst at faa Rørek bragt bort til et Sted, hvorfra han ikke lettelig kunde komme tilbage. Hertil fandt han ogsaa snart Lejlighed. I Tunsberg opholdt sig just raa denne Tid Islændingen Thorarin Nevjulfssøn, en forstandig, veltalende og meget driftig Farmand, der lange Stunder plejede at opholde sig i fremmede Lande. Han ladede sit Skib for at drage til Island om Sommeren[11]. Kong Olaf kjendte og yndede ham, og havde indbudet ham til sig paa nogle Dage. Han sov i Kongens eget Kaminer. Han var umaadelig hæslig, især vare hans Lemmer ilde skabte, Hænderne store og stygge, men Fødderne endnu værre. En Morgen tidligt, da Solen allerede var oppe og det var ganske lyst .i Kammeret, traf det sig at Kongen var vaagen, medens de øvrige sov. Thorarins ene Fod stak frem under Teppet, og Kongen betragtede den en Stund. Da de andre begyndte at vaagne, sagde Kongen til Thorarin: „jeg har ligget en Stund vaagen og seet et merkeligt Syn, nemlig en Mandsfod saa styg atter neppe skal findes Mage til den i hele Byen“. Han bad de øvrige betragte den og sige om han ikke havde Ret. Alle sandede hans Ord, undtagen Thorarin selv, der meente at der var faa Ting, som ikke havde deres Lige, og at dette ogsaa kunde være Tilfældet med Foden. Kongen svarede, at han gjerne skulde vedde paa, der ikke fandtes styggere Fod. Thorarin vilde derimod vedde paa, at han nok skulde finde en styggere. Kongen antog Veddemaalet, og sagde at den der vandt, skulde have Ret til at fremsætte en Bøn, som den tabende skulde opfylde. Thorarin samtykkede, og rakte nu den anden Fod frem: den varlige saa styg, og manglede endog Stortaaen. „Her“, sagde han, „er den anden Fod; den er saa meget styggere, som den endog mangler den store Taa, og jeg har derfor vundet“. „Nej“, svarede Kongen, „jeg har vundet, thi den Fod, vi først saa, er saa meget styggere, som den har fem stygge Tare, den anden kun Fire“. „Dyrt er Drottens Ord“, sagde Thorarin, „lad mig da vide, hvilken Bøn du ønsker opfyldt“. „At du bringer Kong Rørek til Grønland og overgiver ham i Leif Erikssøns Varetægt“, sagde Kongen. Thorarin indvendte at han aldrig endnu havde været i Grønland. „En Farmand som du“, sagde Kongen, „burde dog ogsaa have seet det Land, og lige faa godt kan du rejse nu først som sidst“. Thorarin lovede det endelig, dog paa Vilkaar, at Kongen opfyldte den Bøn, han vilde have fremsat, hvis han havde vundet, nemlig om at han vilde gjøre ham til sin Hirdmand Heri føjede Kongen ham, og da han var færdig til at sejle, blev Rørek bragt“ombord. Ved Afskeden fra Kongen spurgte Thorarin, hvad han skulde gjøre, om han, hvad man oftere havde seet Exempel paa, af Vejr og Vind hindredes fra at naa Grønland, men derimod kom til Island eller andre Lande. Kongen svarede: „kommer du til Island, da skal du overlevere Rørek til Gudmund den mægtige eller Skafte Lovsigemand eller hvilken som helst anden Høvding, der modtager min venlige Hilsen og mine Jertejner; kommer du til andre Lande her i Nærheden, saa sørg kun for at Rørek aldrig mere kommer levende til Norge; men intet af dette maa skee uden i yderste Nødsfald“. Thorarin sejlede afsted, men da han kom forbi Lindesnes, varede det længe førend han fik Bør; han vogtede sig for at komme nær ved Landet, men satte Kursen søndenfor Island og vestover til Grønlandshavet. Her fik han saa heftig Modvind, at han maatte vende om, og landede ud paa Sommeren ved Island i Breidafjorden. Den første Høvding, som besøgte Skibet, var Thorgils Aressøn paa Reykjahole, en Søn af Are Maarssøn, der opdagede Hvitramannaland. Thorarin benyttede sig strax af Lejligheden til at blive Ansvaret for Rørek kvit, og bad Thorgils at modtage ham, idet han hilste fra Kong Olaf og viste hans Jertejner. Thorgils opfyldte hans Bøn, og indbød Rørek til sig; men da denne havde tilbragt en Vinter hos ham, syntes han ikke længer om sig der, og bad Thorgils om at lade ham bringe til Gudmund den mægtige paa Madrevalle, der, som han havde hørt, førte det prægtigste Huus paa Island. Thorgils føjede ham heri, og Gudmund modtog Rørek godt for Kong Olafs Skyld (1019). Men heller ikke hos Gudmund holdt Rørek det længer ud end en Vinter, tog Gudmund satte ham derfor i Kost paa en liden Gaard ved Navn Kalvskind, hvor der kun var faa Folk. Her tilbragte Rørek den tredie Vinter og sagde, at siden han ophørte at være Konge havde han ingensteds ligt sig faa godt som der, da han der var meest afgjort. Sommeren efter blev han syv og døde (1021). Der tillægges, at han er den eneste Konge, som ligger begraven paa Island. Dette er dog kun at forstaa med Undtagelse af Landnamsmændene, blandt hvilke flere, som vi have seet, havde ført Kongetitel[12].

Af de øvrige paa Ringsaker fangne Konger er det kan Ring, hvis videre Skjæbne man kjender noget til. Han maatte, som vi have seet, forlade Landet, og drog med sin Søn Dag først paa Vikingetog, siden til Sverige, hvor de, som det heder, fik et Rige, det vil her her sige et lidet Len, at bestyre; man maa næsten formode at det maa have været i Vermeland[13]. Vi ville i det følgende see, hvorledes Dag Ringssøn siden greb til Vaaben for Olaf, og stod ham vi i hans sidste Kamp. En anden Søn af Ring, ved Navn Eimund, skal i sin Barndom have været opfostret tilsammen med Olaf, og siden en Tidlang have ledsaget ham paa hans Vikingetog i Forening med en anden af deres Frænder, nemlig Ragnar, en Søn af Agnar, Ragnar Rykkils Søn. Eimund og Ragnar kom tilbage til Norge, ifølge Sagaens Beretning, kort efter at Kongerne vare fangne. Eimunds Venner opfordrede ham til at søge Kong Olaf og fordre Kongenavn af ham; men han vægrede sig derved, ikke saa meget fordi han tvivlede om Olafs Venskab og Ædelmod, men af Frygt for, at hans misfornøjede Venner seent eller tidligt vilde sætte Splid mellem dem. Han besluttede derimod efter Ragnars Raad heller at forsøge sin Lykke i Gardarike, hvor der efter Storfyrst Vladimirs Død herskede Stridigheder mellem hans Brodersøn Svjatopolk i Kijev, og hans Søn Jaroslav i Novgorod. Svjatopolk, der understøttedes af Kong Boleslav i Polen, havde just bragt Jaroslav i den største Knibe, saa at han endog tænkte paa at tage sin Tilflugt til Sverige, men Novgoroderne havde hindret ham fra at rejse. Eimund kom altsaa meget belejligt, og Jaroslav tog ham i sin Tjeneste med hans Skare af 720 Krigere, mod en aarlig Sold af 1 Øre Sølv for hver menig Kriger, men Øre for Anførerne. Eimund og hans Krigere vare saaledes blevne Væringer. Ved Eimunds Hjelp overvandt Jaroslav Svjatopolk, især da der var opstaaet Fiendskab mellem denne og Boleslav, der i al Hast maatte flygte fra Kijev efter at have bemægtiget sig de der opbevarede Skatte, og slæbende mange fornemme Mænd med sig i Fangenskab. Svjatopolk, der understøttedes af Petschenegerne, hvilke i vor Sagaberetning kaldes Tyrker og Blakmænd, skal endog være bleven dræbt ved Eimunds List, og Jaroslav kom saaledes i rolig Besiddelse af Riget. Men Jaroslav, der beskrives som noget gjerrig, forholdt Væringerne deres Sold, og Eimund tog, ærgerlig herover, Tjeneste hos hans Brodersøn Brjatsheslav, Fyrste af Polotsk, der i Aaret 1021 bekrigede Jaroslav. Det skal have lykkets Eimund, ved en List at faa Jaroslavs Hustru Ingegerd fangen, hvorved Brjatsheslav, eller rettere Eimund selv, sattes istand til at foreskrive Fredsbetingelserne. Ifølge disse skal Brjatsheslav have faaet Kijev, medens Eimund selv skal have faaet Polotsk, med Forpligtelsen til at forsvare Grændsen mod fremmede Angribere, hvilket han skal have udført saa vel, at ingen, saa længe han levede, vovede at bekrige Rusland fra den Kant. Eimund, heder det, levede ikke længe, og da han ingen Arvinger efterlod, fulgte Ragnar ham med Jaroslavs Tilladelse i Bestyrelsen af hans Len. Da vi senere gjenfinde Brjatsheslavs Linje i Besiddelsen af Polotsk, maa man antage, at Brjatsheslav selv efter Eimunds og Ragnars Død atter har tiltraadt det, paany fordreven af Jaroslav: de russiske Annaler give her højst ufuldstændige Oplysninger. Eimunds Fremtræden og Virksomhed i Rusland er i flere Henseender merkelig. Den afgiver et nyt Exempel paa, hvorledes en nordisk Vikingehøvding ogsaa i Vikingeperiodens sidste Tid skaffede sig Besiddelser udenfor Fædrelandet, ligesom den og tildeels oplyser, hvorledes det gik til, da det saakaldte rurikske Herredømme i Rusland oprettedes. Eimund førte den hele Tid Titel af Konge, eller, som det af Slaverne udtaltes, Knjaz; da ogsaa de russiske Fyrster selv førte denne Titel, saa seer man heraf paa det klareste, at Tilstanden i Rusland endnu, og meget langt ned i Tiden, var omtrent som i Norge paa Fylkeskongernes Tid: at Landet rimelig var deelt mellem flere Fylkeskonger, med en Overkonge eller Storfyrst (Veliki Knjaz) i Spidsen[14].

    et kort Uddrag deraf. Kong Olaf, som ønsker at faa stiftet Fred mellem begge Lande, heder det, sender i det Øjemed Bud ud til Island efter Hjalte, der forundrer sig over denne Anmodning, men dog strax drager afsted med Sendebudene. Han kommer til Norge, medens Olaf er i Throndhjem, men drager sydefter, i Stedet for at opsøge ham. Paa Sendebudenes Spørgsmaal, hvad dette skal betyde, svarer han at efter hans Mening var det for Øjeblikket bedst, om han ikke kom sammen med Kongen. Paa Rogaland kommer han til Bjørn Stallare og anmoder ham om at følge med, da Kongen havde tilladt ham at vælge hvem han vilde af 12 Lendermænd til at være med paa Rejsen. Bjørn og han drage, 20 Mand sterke, til. Kongehelle, derfra til Sverige og lige til Kongen. Da Hjalte paa dennes Spørgsmaal, hvorfra de ere, siger at de ere Nordmænd, bliver Kongen alvorlig, men formildes ved Hjaltes Ord, at de ere komne for at betale ham den Skat, der med Rette tilkommer ham. Endnu blidere bliver Kongen, da Hjalte forsikrer at han ikke engang har talt med den digre Mand, og bekræfter dette med Ed. Hjalte og hans Følge forblive nu hos Kongen om Vintren i Herlighed og Glæde. Blandt dem, der besøge Kongen, er ogsaa den mægtige Egil, Aastrids Fosterfader. Kongen finder megen Behag i at tale med Hjalte, og tillader ham ogsaa at besøge hans Datter Ingegerd. Dette skeer, medens Bjørn, der har faaet heftig Øjenverk, holder sig inde. Hjalte beklager Ufreden mellem Kongerne, men taler tillige meget godt om Kong Olaf Haraldssøn, og ytrer hvor ønskeligt det var, om et Giftermaal kunde komme istand mellem ham og hende. Hun bifalder hans Ord og lover at understøtte dem hos sin Fader. Kort efter bringer Hjalte Sagen paa Bane for Kongen, idet han beklager Krigstilstanden og at man ej skal kunne bringe ham Skatten for Olaf digres Skyld. Kongen svarer at han skal nok sørge for at de ej behøve at frygte Olaf. Hjalte finder dette rimeligt, men ytrer at det dog var bedst, om der kunde sluttes Fred, hvilket ogsaa Kongen sander. Hjalte foreslaar ham nu hiint Giftermaal, og han finder Forslaget antageligt, ja han bringer det endog selv paa Bane for sin Datter Ingegerd, som erklærer sig villig. Sviakongen giver nu Hjalte den Besked, at hvis Olaf Haraldssøn selv vil komme til ham og vise sit venskabelige Sindelag ved at slutte en fuldstændig Fred, skal han ej forsmaa hans Bejlen. Med dette Bud drager Hjalte til Kong Olaf Haraldssøn i Throndhjem. Denne tager ham det først ilde op, at han allerførst har opsøgt hans Fiende Sviakongen uden at melde sig hos ham; men Hjalte forklarer ham Nødvendigheden af denne Forholdsregel, da han nemlig vidste, at Sviakongen ej vilde have modtaget ham, om han først havde besøgt hans Modstander; selv vilde han heller ikke udsætte sig for at sværge falsk Ed; for at vinde ham, havde han og betalt ham Landøre; nu, siger han, havde Sviakongen lovet at indfinde sig til et Møde med Olaf øster ved Elven. Olaf takker Hjalte for hans vel udførte Hverv, hvorpaa Hjalte rejser hjem til Island. Kongerne indfinde sig ved Modet, og Olaf Sviakonge fæster sin Datter til Norges Konge, hvorpaa hver drager hjem til sit. Men da hænder det at Sviakongen kommer hjem fra Jagten, og at Ingegerd, da han roser sig af sit Held, siger at Olaf Haraldssøn paa een

    Morgen fangede elleve Konger. Herover bliver Kongen vred, siger at hun ej skal faa Olaf, og bortgifter hende til Jaroslav, over hvilken Krænkelse Kong Olaf Haraldssøn bliver meget ilde tilmode. Men en Stund efter drager Aastrid, Sviakongens Datter, med sin Fosterfader Egil til Kong Olaf i Norge, hilser ham fra Ingegerd, og beder ham være ved godt Mod. Kongen tier. Strax efter kommer hun igjen, og forærer ham fra Ingegerd en guldsømmet Skjorte, ledsaget af det Løfte at Olaf selv og alle hans Venner skulle nyde den bedste Modtagelse i hendes Rige. Han tier fremdeles. Tredie Gang gaar hun til ham og hilser atter fra Ingegerd, at den bedste Maade for Olaf at gjengjelde den Ydmygelse, han havde lidt af Sviakongen, var at han egtede hans anden Datter uden hans Vilje, og tilbyder sig at fæste sig ham selv. Dette Tilbud modtager Olaf og egter Aastrid. – Hvor usandsynligt meget af dette er, indsees let, f. Ex. at Hjalte skulde spille Hovedrollen ved Gesandtskabet, at Sviakongen saa taalmodigt og villigt skulde have gaaet ind paa hans Forestillinger; at Mødet i Kongehelle skulde have fundet Sted førend Fæstemaalet blev brudt; det er derhos endog aldeles urigtigt at Olaf opholdt sig den hele Tid i Throndhjem, heller ikke kan den øjensynligt tildannede Fortælling om Aastrids Rejse til Olaf og tre Gange gjentagne Besøg hos ham ansees for egte. Fremdeles omtales her, som man seer, Ragnvald Jarl og Thorgny ikke med et Ord, og den hele merkelige Beretning om Sviarnes Opstand udelades. Imidlertid tør det dog hænde at dette indeholder et indirekte Vidnesbyrd om, at Sviarnes Opstand ej saa meget grundede sig paa deres Misfornøjelse med Krigen, som paa deres Harme over Kongens Fiendskab mod Hedendommen. At Hjalte i sin første Samtale med Sviakongen virkelig fragik at have besøgt Kong Olaf, synes at staa i saa nøje Forbindelse med hans List, at udbetale Landøre, at man neppe kan tvivle paa, at den legendariske Sagas Fremstilling af Samtalen her er den retteste. – Fagrskinna, Cap. 95, 96 har en kortere Fremstilling af det hele, og følger et Slags Middelvej. Kede af Krigen, heder det, besluttede mægtige Mænd i begge Lande at aabne Underhandlinger mellem Kongerne, og det aftaltes at Sviakongen skulde bortgifte Ingegerd til Olaf. Men en Dag, da Kongen havde fældt fem Traner paa een Morgen, sagde Ingegerd at Olaf, Norges Konge, havde udrettet mere, idet han fangede ni Konger. Da brød Sviakongen Aftalen og udeblev fra det berammede Møde. Da Olaf atter sendte Gesandter for at kræve Forliget overholdt, svarede Sviakongen, at Olaf digre ej kunde faa Ingegerd, men derimod gjerne maatte faa hans Frilledatter Aastrid. Blandt Gesandterne var Sighvat, som om denne Rejse-digtede Østerfarerviserne. Olaf raadspurgte sine Venner, om han skulde modtage dette Tilbud, og de raadede ham dertil, især da man med det første kunde vente Angreb af Danerne. Saaledes sluttedes da Fred med Sviakongen, og Olaf egtede Aastrid. Ingegerd blev gift med Jaroslav, og sendte hun og Olaf gjensidigt mange prægtige Gaver til hinanden. I Gardarike var og Jarlen Ragnvald Ulfssøn, Ingegerds Frænde, Olafs gode Ven, som Sighvat sagde, da han var kommen tilbage fra et Gesandtskab, hvori Olaf havde sendt ham til Holmgard. Her lægges nu Sighvat det samme Vers i Munden, som Olaf d. hell. Saga lader ham kvæde, hvor

    han, hjemkommen fra Skara, forsikrer Olaf at Ragnvald er hans paalidelige Ven. At Sighvat skulde have besøgt Ragnvald i Gardarike er maaske en urigtig Opfatning af hvad der forekommer i et Vers af Østerfarerviserne: „Ypperlige Olaf, jeg har troligen udført dit Erende, og traf den mægtige Ragnvald; jeg foredrog den gavmilde Fyrstes mange Anliggender, da jeg hørte de grejde Taler af Hirdmanden i Garde“. Thi dette, der sigter til at Sighvat havde hørt hvad Gesandterne fra Gardarike havde forebragt ved det svenske Hof, kan ogsaa konstrueres saaledes: „jeg foredrog den gavmilde Fyrstes mange Anliggender i Garde, da jeg hørte Hirdmandens grejde Taler“, og følger man denne Fortolkning, maa Sighvat altsaa have været i Garde. Nu maa det vistnok erkjendes, at Sighvats Ord: „jeg hørte Hirdmandens grejde Taler“ o. s. v. synes at tyde paa at han personligen havde hørt ham, ikke blot middelbart gjennem Breve eller mundtlig Overleverelse erfaret hans Ord; ligeledes heder det i et af Sighvats Vers: „jeg blev i Høst sendt paa en lang Rejse op til Svithjod“, hvoraf man synes at skulle formode,at Sighvat virkelig selv har været oppe i Uppsala, om end ganske hemmeligt (jvfr. o.S. 570, Not.) Men derfor behøver han ej at have været heelt i Holmgard, hvad der heller ikke var nødvendigt, saa længe Ragnvald ej var flyttet derhen. Vanskeligere at forklare er derimod Slutningen af Sighvats Vers om Ragnvalds Troskab, saaledes som det anføres i Olaf den hell. Saga, Cap. 86 Fagrskinna har her, merkeligt nok, Slutningen af et andet Vers): „jeg kjender ham (Ragnvald), som den bedste Ven, du, Konge, har i Austerveg, langs med det grønne Hav“. Thi heraf synes det virkeligt, som om Ragnvald, da Visen digtedes, alt var kommen til Aldegjeborg, eftersom Vestergauk land dog ej kunde siges at ligge i Austerveg, eller hiinsides Havet. Hvad man her skulde gjette paa, var, at Sighvat virkelig siden, efter at Ragnvald var forflyttet, har gjort en Rejse til ham paa Kongens Vegne, hvorom de øvrige Sagaer tie. – En anden forunderlig Omstændighed ved Sighvats Vers er, at han etsteds kalder Ragnvald „Ulfs Broder“ istedetfor „Ulfs Søn“; og strax efter ligefrem nævner „Ulf“.

  1. ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 64, Snorre, Cap. 62.
  2. ↑ Se ovf. S. 316.
  3. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 73. Snorre, Cap. 72.
  4. ↑ Der tales i Olaf d. hell. Saga om at han foretog denne Rejse, fordi det var Skik og Brug at Kongerne hver tredie Vinter gjorde slige Rejser paa Oplandene. Dette var dog kun to Aar efter hans sidste Rejse 1015–16; derimod finde vi, at hans følgende Rejse først blev foretagen 1021–22, altsaa 4 Aar senere, men den næste atter 3 Aar derefter, og saa fremdeles. Olaf har saaledes vist med Flid ladet 4 Aar hengaa efter Rejsen 1017–1018, siden denne egentlig foretoges for tidligt.
  5. ↑ Tre Hundreder, (som sædvanligt store Hundreder) siger Sagaen.
  6. ↑ Tidligere i Sagaen, hvor denne samme Konge omtales, kaldes han „en Konge paa Raumarike, der ogsaa herskede paa Thoten og Hadeland“ medens Kongen paa Hadeland der kaldes „Konge paa Valdres“. Det er ovenfor viist, at den saakaldte Konge paa Valdres snarere har haft sine fornemste Besiddelser i det til Hadafylke og maaske til Hadeland i vidtløftig Forstand hørende Distrikt kaldet Land, hvilket bliver saamegetmere sandsynligt, som det siden (Olaf d.hell. Saga, Cap. 117, Snorre, Cap. 129) fortælles, hvorledes Olaf christnede Valdres strax efter at han christnede Vors, og det saaledes, at man tydeligt kan see, at Valdres, ligesom Vors, da, som senere, regnedes til de vestlige Landskaber. Hvis altsaa den foregivne Konge paa Valdres virkelig har haft Besiddelser her, kan det ene have været i den allernederste Deel, maaske i Etnedalen, der i naturlig Henseende nærmest hører til Land. Dette bestyrkes end mere deraf, at han siden alene kaldes „Konge paa Hadeland“. Et: Spørgsmaal bliver det dog altid, om ikke „Valdres“ her er en Skrive- eller Læse-Fejl for „Vardal“, der hørte til Hadafylke, thi de fem Konger synes egentlig at have hørt hjemme rundt om Mjøsen. Den raumarikske Konges Besiddelser maa have strakt sig over Eidsvold, Hurddal, Thoten og det nærmest tilstødende af Hadeland, men Thoten maa næsten antages at have været hans Hovedbesiddelse, s. o. S. 105, hvor det dog ved en Uagtsomhed er anført at Kongen af Raumarike ikke omtales i Beretningerne om Kongernes Tilfangetagelse; det er Kongen af Valdres, ikke Kongen af Raumarike, i hvis Sted „Kongen af Hadeland“ nævnes; dog vise de antydede Omstændigheder noksom, at maaskee den mindste Deel af hans Besiddelser laa paa Raumarike.
  7. ↑ Det er allerede oftere omtalt, at den legendariske Saga lader Olaf fange 11, Fagrskinna 9 Konger, og at Flatøbogen ligeledes etsteds (Fornm. S. V. 268) nævner 9, et andet Sted (V. 170) 11 Konger, paa begge Sider Paaberaabende sig Styrme. Hvad sidstnævnte Sted angaar, maa det dog merkes, at der staar „hine fem Konger, og de andre sex, som Styrme regner“, hvorhos følgende Vers af Sighvat anføres: „den gavmilde Konge vandt Oplandene og oprettede Christendommen, som Indbyggerne siden overholdt. Før den Tid herskede der elleve Ødelæggere af Guldet, men nu maatte Indbyggerne give Gisler“. Men det indsees let, at disse „Ødelæggere af Guldet“ slet ikke alle behøve at være Konger. Ottar svarte, ligeledes samtidig med Olaf, siger derimod i et mat Vers, der anføres i Olaf den helliges Saga, Cap. 73, Snorre, Cap. 72: „Guld-Uddeleren har gjengjeldt de onde Landsstyrere alle deres snedige Raad. Hærstyrer, du lod fordum de hedemarkske Konger nyde forskyldt Løn, da de tiltænkte dig Forræderi. Stridskæmpe! I har forjaget Fyrsterne fra Riget; Sverdenes Rødfarver, din Dygtighed var større end deres. Enhver af dem flygtede fjernt fra dig, Konge, hvilket Folket nok fik vide; I heftede (afskar) Tungen paa den, der sad nordligst (Gudrød i Dalene). Nu hersker du over det Land, som de fem Konger fordum beherskede. De brede Ættelande øster til Eid ere dig undergivne, ingen Kriger sad forhen over et saa stort Rige“. Dette viser, at Kongernes rette Antal dog kun var fem, og det bekræfter i det hele taget Sagaens Fortælling. Hvor Nitallet, der dog findes i Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga, hidrører fra, er umuligt at sige. At den legendariske Saga for øvrigt lader Olaf fange Kongerne samme Vinter, han opholdt sig hos Sigurd Syr, er ovenfor nævnt. Den fortæller den hele Begivenhed ganske kort, men fremstiller den saaledes, at Olaf ej lod Kongerne mishandle, førend han forgjæves havde forelagt dem det Vilkaar, at frasige sig Kongeværdigheden og blive Lendermænd.
  8. ↑ Harald Haardr. Saga, Cap. 20, Snorre, Cap, 24, Fagrskinna, Cap. 171.
  9. ↑ Dette var om Vaaren 1018, thi havde det været om Vinteren vilde Drengene ikke kunne have leget ude ved Vandet. Var altsaa Harald da tre Vintre gammel, falder hans Fødsel i Løbet af 1015, hvilket nøje stemmer med hvad der ovenfor (S. 489) er anført om hans Fødselsaar, saa vel som om Tidsregningen i det hele taget. Det bekræfter fremdeles, at Olaf kom til Norge 1015, ikke 1014.
  10. ↑ Saaledes Olaf den helliges Saga, Cap. 74, Snorre, Cap. 75. Den legendariske Saga, Cap. 29 fortæller dette noget anderledes, i det den lader Samtalen foregaa medens Sigurd Syr endnu levede, nævner intet om Guthorm eller om Olafs Forsøg paa at prøve Drengens Mod, tilføjer at Halfdan da var 7 Aar gammel, og udtværer Kong Olafs Svar om Harald. Den lader ogsaa Vandet, om hvilket Kørne skulde staa, være Mjøsen, hvilket naturligviis er urigtigt. Kongesagaerne nævne „et Tjern“, men det er øjensynligt Tyrifjorden, ved hvilken Sigurd, ifølge Sagnet, skal have boet paa Bønsnes; og Neset er altsaa hele dette i Tyrifjorden fremstikkende Nes.
  11. ↑ Thorarin Nevjulfssøn nævnes allerede paa Olaf Tryggvessøns Tid som en af de Islændinger, der 999 søgte at komme bort fra Norge, men ej fik Tilladelse dertil, se ovf. S. 348. I Odd Munks Bearbejdelse af Olafs Saga, Cap. 42, nævnes han og, skjønt vistnok aldeles urigtigt, som Olafs Skutilsvend.
  12. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 80–82. Snorre, Cap. 82–88. Jvfr. den legend. Saga, Cap. 24. Blandt de Landnamsmænd, som førte Kongetitel, kunne vi f. Ex. nævne Geirmund Heljarskind, se ovf. 1. B. S. 527.
  13. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 186. Snorre, Cap. 8. Jvfr. Eimunds Thaatt i Fornm. S. V. S. 268. Her nævnes Gautland som det Landskab, hvor Ring nedsatte sig; men Vermeland regnedes ogsaa i vidtløftig Forstand til Gautland, og i Olaf d. hell. Saga, Cap. 172 nævnes netop Dag Ringssøn som en af dem, der i Vermeland sluttede sig til Olaf.
  14. ↑ Se herom Eimunds Thaatt, i Fornm. S. V. S. 267–298. Uagtet denne Beretning aabenbart ej hører til de ældste eller med Begivenhederne samtidige i vore Sagaer, og øjensynligt i Tidens Løb er forskjønnet, indeholder den dog saa meget, der stemmer med de russiske Annaler, medens den paa samme Tid viser sig ganske uafhængig af dem, at man ej kan tvivle paa at den hidrører fra Øjenvidner og Deeltagere i Begivenhederne, navnlig nogle Islændinger, der i Fortællingen udtrykkeligt nævnes. Afvigelserne fra de russiske Annalers korte og løse Beretninger ere ikke større, end at de meget godt kunne forklares og undskyldes. Svjatopolk, der understøttedes af den polske Boleslav, kaldes i Sagaen Burislav, han er altsaa bleven forvexlet med denne. Brjatsheslav (vendisk Vratislav) kaldes i Sagaen Vartilaf (d. e. Vartislav), og gjøres til en Broder, ikke Brodersøn, af Jaroslav. Der omtales et Slag ved en Flod, Jaroslav skal have vundet, og derpaa Belejringen af en Borg, hvor Svjatopolk kom til kort: her synes Slaget ved Ljubetsh 1015 og Belejringen af Kijev 10l8, hvilke Begivenheder begge foregik før Eimunds Ankomst, at have foresvævet Sagaforfatteren umuligt er det heller ikke at denne for saa vidt kan have taget fejl, som han lader Eimund komme til Rusland 1018, medens det er meget muligt at han allerede er kommet 1015. Annalerne fortælle endelig om en Sejr, Jaroslav vandt over Svjatopolk ved Alta, og lade denne dø i Landflygtighed, men vide derimod igjen intet om at han faldt for Eimunds Haand. Sagaen lader Brjatsheslav dø 3 Aar efter Forliget med Jaroslav, medens han ifølge de russiske Annaler ej døde førend 1044; dette kan vel forklares saaledes, at Brjatsheslav tre Aar derefter, ja maaske tidligere, atter har maattet forlade Kijev. Dette er nemlig meget muligt, om det end ikke omtales i de russiske Annaler, da disse paa dette Sted ere meget korte og ufuldstændige. Det grændser endog næsten til Vished, naar man erindrer, hvad vi ovenfor (S. 482) have paapeget, at der blandt de Underskrifter under et af Kong Knut den mægtige i Aaret 1026 i England udstedt Gavebrev findes Navnet Wrytsleof dux strax i Førstningen, mellem Navnene paa Kongens nærmeste Frænder eller besvogrede. Det var netop 4 Aar efter Aaret 1022, i hvilket vel Forliget mellem Jaroslav og Brjatsheslav sluttedes; Wrytsleof er aabenbart en Forvanskning af Vratislav, der igjen er den vendiske Form for „Brjatsheslav“, og det ligger saaledes meget nær at antage hiin Wrytsleof for Brjatsheslav, der paa den Tid, og maaske forjagen fra Rusland Aaret forud, opholdt sig hos Knut. Naar vi derhos læse hos Florents af Worcester (ved 1028), at Jarlen Haakon Erikssøn skulde egte en Datter af Knuts Syster Gunnhild og den vendiske Kong Wyrtgeorn, kunne vi, som allerede bemerket, neppe undgaa at opstille den Gisning, at Brjatsheslav havde egtet Knuts Syster, og at han saaledes ikke er nogen anden end hiin „Wyrtgeorn Vendernes Konge“. Thi „Wyrtgeorn“ (Vortigern), med hvilket Navn Anglerne fra de tidligste Tider af deres Ophold i England vare fortrolige – det er nemlig Navnet paa den britiske Konge, som ifølge det gamle Sagn indkaldte Hengest og Horsa – maatte af en Angler let kunne forvexles med det mere fremmede Wrytsleof eller Wyrtsleof, da „leóf“ og „georn“ i flere Forbindelser og Sammensætninger næsten ere eenstydige, hvilket endnu viser sig i Tydsk, hvor „lieber“ anvendes som Komparativ af „gern“. Den fjernere boende og mindre vel underrettede Englænder kunde letteligen begaa den Fejl at kalde en Fyrste i Polotsk Vendernes (d. e. Slavernes) Konge, især da „Rugi“ (Rügerne) ikke sjælden forvexles med „Russerne“ og omvendt, ligesom vi ogsaa senere i vore egne Sagaer finde Brjatsheslavs Ætling, Fyrst Volodar Glevovitsh, kaldet „Valadar, Konge af Polen“. Antages det, at Gisningen er rigtig, har man der Nøglen til, hvorfor „Wrytsleof“ i 1026 opholdt sig hos Knut, og man maa da vel ogsaa formode, at det har været Knuts middelbare eller umiddelbare Hjelp, som atter gjengav ham Besiddelsen af Polotsk.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/59&oldid=85255»