Ved denne Frist, Olaf saaledes vandt ved Kong Knuts Rejse til Rom, sattes han istand til, endnu en Stund.uhindret at fortsætte sine Bestræbelser til Christendommens Fremme i og udenfor Riget, og til Gjenerhvervelse af Norges Skatlande, saa vel som overhoved til Udvidelsen af sit Herredømme udenfor det egentlige Norges Grændser. Orknøerne havde allerede


underkastet sig ham, men et andet vigtigt Skatland, Færøerne, stod endnu tilbage. Vi have seet, hvorledes det i Erik Jarls Dage var lykkets den listige Thrond i Gøta at faa et Giftermaal istand mellem Leif Assurssøn og Sigmund Brestessøns Datter Thora, hvorved begge disse mægtige Familiers Interesser smeltede sammen, og Leif eller rettere Thrond fik det egentlige Herredømme. Færøerne synes i denne Tid at have indrettet sig


omtrent som Islændingerne, da der nu tales om en Lovsigemand paa Øerne. Til Norge betaltes ingen Skat. Olaf havde temmelig tidligt sendt Bud til Færøerne og søgt at skaffe sig Venner der. Allerede i Aaret 1024 indfandt flere af de fornemste Sætninger sig hos ham, nemlig Leif Assurssøn, hans Svoger Thoralf, Sigmunds Søn, der havde nedsat sig paa sin Fædrenegaard i Dimun, Lovsigemanden Gille, der efter Sagnet skal have


været et Syskendebarn til Leif, og mange andre Bondesønner. Endog Thrond havde ogsaa ladet, som om han vilde rejse, men efter Sædvane fik han et Paaskud til at blive hjemme: denne Gang var det en pludselig Sygdom. Det er sandsynligt, at Færøingerne traf Olaf paa hans Rejse syd efter, medens han endnu opholdt sig i Fjordene, Sogn eller Hørdeland. Strax efter at de vare komne, kaldte han dem til sig, og erklærede dem,


at han vilde have Skat af Færøerne og at de skulde underkaste sig hans Love; han fordrede at alle de tilstedeværende Færøinger skulde give deres Samtykke hertil, og under Ed forpligte sig til at bringe denne hans Vilje i Udførelse, derimod bød han til Gjengjeld de fornemste af dem at blive hans haandgangne Mænd, og lovede dem Hæder og sit Venskab. Færøingerne gjorde i Førstningen Vanskeligheder. Men de vare her i Kongens Vold, og fandt det derfor snart raadeligst at give efter; saaledes gik Leif, Gille og Thoralf ham til Haande, og saa vel de, som deres øvrige Landsmænd aflagde Ed paa at holde de Love og den Landsret, som han fastsatte, og betale de Skatter, han paalagde. Derpaa rejste de hjem, efter at de tre nye Hirdmænd havde faaet Vennegaver. Lidt senere sendte Kongen et Skib til Færøerne for at kræve de lovede Skatter, men det blev seent, førend det kom afsted, og man hørte ikke til det siden. Et Skib, der afsendtes den følgende Sommer i samme Ærende, gik det ligesaa. Man gjettede frem og tilbage paa, hvor begge Skibe kunde være blevne af; det hed, at de ikke engang havde været seede paa Færøerne, men Sagen var heel mistænkelig, og Kongen selv tvivlede ej paa, at hans Mænd vare blevne myrdede. Om Vaaren 1026 sendte Kongen derfor Bud med et Skib, der gik til Færøerne, at en af hans nye Hirdmænd, Leif, Gille eller Thoralf, skulde komme til ham. Ved dette Budskab blev der megen Tale om, hvad Kongen kunde ville; dog blev man snart enig om, at det ej kunde være andet end at indhente nøjere Oplysninger om, hvorledes det var gaaet med de to forsvundne Skibe. De enedes om at Thoralf skulde drage afsted. Han udrustede til Rejsen et Fragtskib, der tilhørte ham, og medtog en Besætning af 10–12 Mand. Dame vare rejsefærdige og kun ventede paa gunstig Vind, hendte det sig en vakker Dag i Gøta paa Østerø hos Thrond, da hans Brodersønner Sigurd og Thord lange saa vel som hans Systersøn Gaut den røde laa paa Bænken inde i Skaalen, at Thrond med eet brød ud. „Hvor underligt mangt og meget kan forandre sig! I min Ungdom saa man sjælden Mænd, der ere dygtige til hvad som helst, ligge inde nogen Godvejrsdag, og aldrig vilde man have troet sit Thoralf af Dimun skulde blive en raskere Mand end I; medens mit Fragtskib, som staar her i Naustet, er nær ved at raadne under Tjærebrædingen, er hvert Huus fuldt af Uld, som ikke bliver gjort i Penge: saaledes skulde det ikke gaa, hvis jeg var nogle Aar yngre“. Sigurd sprang op, kaldte paa Thord og Gaut, og sagde at han ikke vilde taale slig Bebrejdelse. De gik ud til Huuskarlene, lode Fragtskibet sætte frem, Farmen flytte til og Skibet lade. I faa Dage vare de færdige; de vare ligeledes ti eller tolv Mand ombord. De og Thoralf sejlede ud paa samme Tid, og kunde stedse øjne hinanden paa Havet under Overfarten. De kom en Aften, da det allerede var mørkt, til Hern- eller Henn-Øerne ved Indløbet til Hjæltefjorden. Sigurd lagde til noget længere ude ved Stranden, end Thoralf, dog var der kun et kort Stykke mellem dem. Førend Thoralf om Aftenen skulde gaa til Sængs, gik han først op i Land et nødvendigt Ærende, ledsaget af en Mand. Da de vare færdige til at gaa ned igjen, følte Ledsageren pludselig, sat der blev kastet et Klæde over hans Hoved, og at man løftede ham op; i det samme hørte han Lyden af et Hug, men nu blev han baaren afsted og kastet ud i Søen, dog kom han strax i Land, og da han gik op til det Sted, hvor han og Thoralf havde været, fandt han dennes Lig, med Hovedet kløvet lige ned til Skuldrene. Han og hans Skibskammerater bragte Liget ombord, og satte det hen om Natten, men sendte strax Bud til Lygren, hvor Kongen, som i denne Tid berejste Hørdeland, just var paa Vejtsle. Kongen lod strax stevne Ørvarthing, som Loven bød i Drabstilfælde; han lod ogsaa særskilt Besætningen paa de to færøiske Skibe tilsige at møde. Da Thinget var sat, stod Kongen op og sagde: „Her er skeet noget, som til al Lykke kun sjælden høres: en god Mand er tagen af Dage, og, som vi tro, aldeles uskyldigt; nu vil jeg vide, om der er nogen her paa Thinget, som veed, hvem Ophavsmanden er til denne Ugjerning“. Ingen svarede. Da vedblev Kongen: „jeg vil ikke dølge, at jeg har Mistanke til Færøingerne Sigurd og Thord. Jeg tror at Sigurd har dræbt Thoralf, medens Thord har kastet hans Ledsager i Vandet. Deres Bevæggrund tror jeg var den, at de ej vilde at Thoralf skulde røbe deres Udaad, hvorom han upaatvivlelig har vidst Besked og som vi selv have haft en Anelse om, nemlig at de have myrdet mine Sendemænd“. Da Kongen endte sin Tale, stod Sigurd Thorlakssøn op, undskyldte sin Uvanthed med at tale offentligt„ og sagde at slig Beskyldning alene kunde være kommen“fra deres Fiender: den var saa meget mindre rimelig, som Thoralf var hans Fostbroder og gode Ven, og det desuden, om han nu end vilde have dræbt ham, maatte være ham langt belejligere at udføre denne Gjerning hjemme paa Færøerne, end i Norge, lige under Kongens Øjne. Han benegtede al Deelagtighed i Verket, saa vel paa sine egne, som paa sine Skibsfællers Vegne, og tilbød sig, enten efter Landets Lov at aflægge Ed derpaa, eller, om Kongen ansaa det for fuldere Beviis, at bære Jærn derfor under hans egen Opsigt. Dette er den første Gang, at Jærnbyrden, der tilligemed de øvrige lignende Gudsdomme indførtes ved Christenrettens Vedtagelse, omtales sikkert i vor Historie[1]. Da Sigurd endte sin Tale, var der flere, som raadede Kongen til at indvilge hans Begjæring: de sagde at han havde talt vel, og at han vist var uskyldig i den Bi-øde, hvorfor han anklagedes. Kongen sagde, at enten maatte han være uskyldig eller djervere end man ellers saa Magen til: denne sidste Mening havde nu Kongen, og Sigurd vilde nok, sagde han, snart selv bære sit Vidnesbyrd herom. Efter de Tilstedeværendes Bøn antog han Sigurds Tilbud om Jærnbyrd, og bestemte denne til den følgende Dag, paa hvilken Sigurd havde at indfinde sig ved Lygren, hvor Biskoppen selv skulde forestaa Handlingen. Derpaa vendte Kongen tilbage til Lygren, men Sigurd og hans Staldbrødre gik ud paa Skibet igjen. Da det blev mørkt, sagde Sigurd: „sandt at sige, ere vi her komne i en vanskelig Stilling; man har skjendigt løjet os paa, og denne Konge er saa fuld af Kneb, at Udfaldet er let at forudsee: først lod han Thoralf dræbe, og nu vil han gjøre os til Ubodemænd. Det er naturligviis en let Sag for dem at forkvakle Jærnbyrden for os, og derfor tror jeg det er det værste vi kunde vælge, at indlade os paa saadant med ham: jeg foreslaar at vi strax hejse Sejl og stevne ud til Havs med Landvinden, saa kan Thrond selv næste Sommer rejse og sælge sin Uld, om han vil. Slipper jeg bort, skal jeg aldrig tidere sætte min Fod i Norge“. De andre fandt dette Forslag meget fornuftigt, de hejsede derfor Sejl, og satte om Natten ud til Havs saa sort de kunde. De standsede ej, førend de kom til Færøerne, hvor Thrond, som det heder, lod ilde over deres Færd, og de svarede heller ikke vel. Kong Olaf fik snart at vide, at Sigurd og hans Staldbroder vare borte, og der var nu flere, som ikke længer benegtede Sandsynligheden af at de vare skyldige. Kongen selv talte ikke stort derom, men udlod sig dog med, at hans Formodning nu var bleven bekræftet. Det er og tydeligt nok at see, at det hele var aftalt af Thrond, hvis Gaards Beliggenhed paa Østerø havde sat ham istand til at oppasse de to norske Skatkræverskibe og lade dem overfalde, førend nogen af Olafs Tilhængere vare blevne dem var. Hans Bebrejdelse til Sigurd, Thord og Gaut var aabenbart kun fremsat for at de tilstedeværende, der ej vare indviede i Planen, ikke skulde fatte nogen Mistanke om Rejsens sande Hensigt, der umiskjendeligt ene og alene var den, at dræbe Thoralf ved Landstigningen i Norge, hvilket, hvad end Sigurd forsikrede, var lettere end paa Færøerne, hvor han var omgiven af Venner og Frænder. Vi have allerede seet flere Exempler paa Thronds Lumskhed og trædske Anslag, ligesom vi i det følgende ville erfare, hvorledes han og hans Frænder ganske aftoge Masken, og især disse sidste optraadte som aabenbare Voldsmænd[2]. Kongen fortsatte sin Rejse nordefter, og tilbragte, som det allerede er nævnt, Vintren i Nidaros. Da han om Vaaren atter drog sydefter, saaledes som det nedenfor nærmere skal berettes, holdt han flere Huusthing paa Herø[3], og talte paa et af dem om den Skade, han havde lidt af Færøingerne, idet hans Mænd vare blevne dræbte, men de ham tilkommende Skatter tilbageholdte. Nu, sagde han, var det hans Hensigt at sende Mænd derover efter Skatten. Han henvendte sig desangaaende til flere af de tilstedeværende, men alle undsloge sig. Da stod en Mand op, stor og drabelig at see til, i en rød Kjortel, med Hjelm paa Hovedet, Sverd ved Siden og Huggespyd i Haanden. „I Sandhed“, sagde han, „der er stor Forskjel paa Folk. I have en god Konge, men han har slette Trælle. I sige nej til denne Færd, hvori han vil sende eder, skjønt I have modtaget mange Vennegaver og Hædersbeviisninger af ham. Jeg derimod har hidtil ikke været nogen Ven af Kongen, tvertimod har han været min Uven og mener at have god Grund dertil. Nu vil jeg tilbyde eder, Konge, at rejse i dette Ærende, hvis ingen bedre kan faaes.“ Kongen spurgte, hvo denne raske Mand var, der tilbød sig selv til Rejsen, medens de andre undsloge sig. „Du har derfor“, vedblev han, „meget forud for dem, men jeg kjender dig jo slet ikke, og veed ikke engang dit Navn“. „Mit Navn, Konge, er ikke daarligt“, svarede Manden, „og I har vist hørt mig nævne; jeg heder Karl den mørske“[4]. „Er du Karl den mørske“, sagde Kongen, „da har jeg visselig hørt dig nævne, og sandt at sige har der været de Tider, hvor du ej skulde være kommen levende derfra, om jeg havde truffet dig; men nu vil jeg ikke vise mig mindre ædelmodig end du, og da du tilbyder mig din Hjelp, skal jeg til Gjengjeld vise dig Velvilje. Kom til mig idag og vær min Gjest, saa skulle vi nærmere tale om Sagen“. Karl lovede at komme, og dermed hævedes Thinget. Karl havde tidligere været en stor Viking og Ransmand, og Kongen havde meget ofte sendt Folk ud for tage ham af Dage; forresten var han storættet og en dygtig Idrætsmand i mange Stykker. Kongen tog ham nu til Naade og viste ham endog Kjærlighed. Han udrustede ham paa det bedste til Rejsen, og sendte Bud med ham til sine Venner paa Færøerne, fornemmelig Leif og Gille, at de skulde yde ham Bistand; Budet ledsagedes af Jærtejner. Da Karl var færdig, drog han afsted; der var i alt 20 Mand paa Skibet. Han fik god Vind og kom heldigt til Thorshavn paa Strømø, hvor han lagde ind. Siden blev der stevnet Thing i Thorshavn[5], hvor en Mængde Folk indfandt sig: der kom Thrond med en stor Skare, og ligeledes Leif og Gille med et betydeligt Følge. Da .Leif og Gille havde tjeldet og indrettet sig, opsøgte de Karl. De hilste hinanden med Venlighed, og Karl fremførte nu Kong Olafs Bud og venlige Hilsener til Leif og Gille, idet han derhos fremviste Jertejnerne. De toge vel derimod, indbød Karl til sig, lovede at understøtte hans Ærende, og bøde ham forøvrigt al den Bistand, som det stod i deres Magt at yde ham. Han modtog deres Tilbud med Taknemlighed. Lidt efter kom ogsaa Thrond derhen, og hilste Karl nok saa venligt. „Jeg er“, sagde han, „glad over at slig en Mand er kommen hid til Landet med vor Konges Bud, hvilket vi alle ere skyldige at underkaste os, og jeg vil ikke høre om andet, end at da tager dit Vinterophold hos mig med saa mange af dine Folk, som du finder passende“. Karl sagde at han med Glæde skulde have taget imod Indbydelsen, hvis han ikke allerede havde lovet sig til Leif. „Da er der blevet Leif en stor Hæder til Der-l“, sagde Thrond, „men er der da ikke noget andet, hvori jeg kan være eder til Tjeneste?“ „Jo“, svarede Karl“, at indkræve Skatten af Østerø og alle Nordøerne“. Thrond sagde at det ikke var mere end hans Skyldighed at være ham behjelpelig hermed efter Kongens Bud, og gik derpaa tilbage til sin Thingbod. Paa dette Thing forefaldt der intet videre, denne Sag vedkommende, og da det var sluttet, fulgte Karl hjem med Leif, hos hvem han efter Aftale forblev om Vinteren. Imidlertid indkrævede Leif Skatten af Strømø og alle Øer søndenfor denne. Vaaren efter (1028) fik Thrond, som han foregav, en heftig Øjenverk foruden andre Sygdomme, men drog dog til Things, som han plejede. Da hans Thingbod var tjeldet, lod han indenfor anbringe et sort Forhæng, at ikke Lyset skulde skære ham for meget i Øjnene. Da nogle af Thingdagene vare forløbne, gik Leif og Karl med et talrigt Følge til Thronds Bod, hvor der stod nogle Mænd udenfor. Paa Leifs Spørgsmaal, om Thrond var inde, svarede de ja; Leif bad dem da at anmode ham om at komme ud, da han og Karl havde et Ærende til ham. Thrond lod svare at han havde saa voldsom Øjenverk, at han ej kunde komme ud, derimod bad han Leif og Karl komme ind til ham. Leif sagde til Karl og Følget, at de skulde fare varligt, naar de gik ind, og ikke trænge paa hinanden, men passe det saaledes, at den, som sidst gik ind, først gik ud. Leif gik først, dernæst Karl og det øvrige Følge. De vare fuldt væbnede, som til en Kamp. Leif gik ind under det sorte Forhæng, og spurgte hvor Thrond var. Thrond svarede og hilste Leif. Denne modtog hans Hilsen og spurgte om han havde indkrævet Skatten fra Nordøerne, og hvad Rigtighed han vilde aflægge for Pengene. Thrond svarede at han ej havde glemt sit Løfte til Karl, og at al Rigtighed skulde aflægges for Skatten. „Her“, sagde han, „er en Pung med Sølv“, som du kan modtage. Leif saa sig om i Boden, og blev kun faa Mænd var: nogle laa paa Pallene, enkelte andre sad oppe. Han gik derfor trøstigt hen til Thrond, modtog Pungen og bar den ud foran i Boden, hvor det var lyst. Her heldede han Sølvet ud i sit Skjold, rodede i det med Haanden og bad Karl betragte det. Da de saaledes havde betragtet det en Stund, spurgte Karl Leif, hvorledes han syntes om det. „Jeg tror sandelig“, svarede Leif, „at der findes ingen daarlig Pening paa alle Nordøerne, uden at den er heriblandt“. Thrond hørte dette, og spurgte: „synes du ikke om Sølvet, Leif?“ „Nej visselig ikke“, svarede Leif. „Da ere mine Frænder store Kjeltringer, som man ikke kan tro i noget som helst“, sagde Thrond; „jeg sendte dem i Vaares for at indsamle Skatten fra Nordøerne, da jeg selv ikke i denne Vaar har duet til noget, men de maa have ladet sig bestikke af Bønderne til i Skattebetaling at modtage falske Penge, som man ej kan være tjent med. Du faar derfor nu, Leif, see paa de Penge, der have været mig betalte i Landskyld“. Leif bragte da Sølvet tilbage og modtog en anden Pung, som han bar ud til Karl. De ransagede disse Penge, og Karl spurgte Leif, hvordan han sandt dem. „Daarlige“, sagde han, „dog ikke værre end at man nok kunde modtage dem for saadan Gjeld, hvormed man ej regner det saa nøje; men for Kong Olaf vil jeg ikke modtage dem“. Da kastede en af de Mænd, der laa paa Pallen, Klædet bort, som han havde over sit Hoved, og sagde: „det er dog et sandt Ord, at jo ældre en bliver, desto uslere bliver han og; saaledes gaar det nu ogsaa dig Thrond, siden du lader Karl den mørske vrage Penge for dig hele Dagen“. Det viste sig nu, at denne Mand var Gaut den røde. Ved disse hans Ord sprang Thrond op, og skjendte meget heftigt paa fine Frænder; tilsidst bad han Leif give ham Pengene tilbage, og i deres Sted modtage en tredie Pung med nogle Penge, hvilke hans egne Landboer, som han sagde, denne Vaar havde indbetalt ham. En anden Mand rejste sig imidlertid fra Bænken og sagde: „det er dog altfor galt, at vi skulle taale slige Skjendeord for Karl den mørskes Skyld; han fortjente nok Løn derfor“. Man kjendte Manden: det var Thord den laage. Leif modtog Pengene og bragte dem ud til Karl. De undersøgte dem, ligesom de foregaaende Punges Indhold, og Leif sagde: „paa dette Sølv behøve vi ej at see længe, thi her er den ene Pening bedre end den anden, og disse Penge ville vi modtage: sæt derfor, Thrond, en Mand til at see paa Udbetalingen. Thrond svarede at han ikke ønskede sig nogen bedre til at gjøre dette paa hans Vegne, end Leif selv. Leif og Karl gik da ud med sit Følge, og satte sig ned for at tilveje sig Pengene. Karl tog Hjelmen af sit Hoved og heldte Pengene deri, efterhaanden som de vejedes. De saa en Mand gaa nær ved, med en sid Hat paa Hovedet, grøn Trøje, linnede Buxer, og barfodet, han havde en Stok med Knap i Haanden, hvilken han satte ned i Jorden og gik bort med de Ord: „See du til, Møre-Karl, at min Stav ej gjør dig Meen“. Kort efter kom der en Mand løbende, og raabte af alle Kræfter paa Leif, at han endelig maatte skynde sig til Gilles Bod, thi Sigurd Thorlakssøn, sagde han, havde trængt ind og givet en af Bodmændene Ulivssaar. Leif sprang strax op, og ilede, ledsaget af alle sine Bodfolk, hen til Gille, men .Karl blev siddende efter, og hans Mænd stode rundt om ham. Da løb Gaut den røde til, og hug med en Haandøxe over de andres Skuldre, saa at Hugget rammede Karl i Hovedet, dog ikke dybt. Men i det samme greb Thord lange Stokken, som stod i Jorden, og slog med den ovenpaa Øxhammeren, saa at Eggen gik lige ned i Hjernen. I samme Øjeblik styrtede en Mængde Folk ud af Thronds Bod, og Karl blev baaren død bort. Thrond lod ilde over denne Gjerning, men tilbød dog at betale Bøder for sine Frænder, saa at Sagen kunde blive forligt. Men Leif og Gille, der paatoge sig Eftermaalet, vilde ingen Bøder modtage, og Sigurd blev utlæg for Aaverket paa Gilles Bodmand, men Thord og Gaut for Karls Drab[6].

Østmændene, der havde fulgt Karl til Færøerne, vendte tilbage til Norge paa det Skib, hvormed de vare komne, og bragte Olaf Efterretningen om det uheldige Udfald af Karls Sendelse. Men Urolighederne i Landet selv hindrede Olaf fra at gjøre noget derved, og saa længe den gamle, trædske Thrond levede, var der heller ikke at tænke paa at faa den norske Konges Herredømme over Øerne befæstet. Det lykkedes endog Thrond ved sin lumske og snedige Færd at skaffe sig større Magt, end hidtil. Sigurd, Thord og Gaut skulde efter Bestemmelsen forlade Landet, og Thrond gav dem et Skib tilligemed noget Gods. Hermed foregave de at være daarligt hjulpne, og bebrejdede Thrond, dog, som det sidenefter viste sig, kun for et Syns Skyld, at han forholdt dem deres Fædrenearv. Thrond sagde at de havde faaet meget mere end de skulde have, og at de vare utaknemmelige: derpaa afsejlede de, foregivende at de vilde til Island. Men kort efter udbrød en heftig Storm, som man vidste maatte være dem meget til Skade, og da der om Høsten fandtes Stykker af deres Skib drevne op paa tættere„ tvivlede man ej længer paa, at de vare omkomne i Søen. Men da Vintren kom, begyndte, som det hed, mange Gjengangere at vise sig i Gøta og vidt omkring paa Oftere, navnlig viste Thronds,Frænder sig, og tilføjede mange Folk Skade paa deres Lemmer. Især hjemsøgtes Thrond selv, som han paastod, saa haardt, at han ikke turde gaa ene nogen Steds. Herom blev der megen Tale, dog lader det ej til at have faldt nogen ind, at dette kunde være et af Thronds sædvanlige Kneb, nemlig saaledes at Skibet hemmelig var vendt tilbage, og at han holdt sine Frænder skjulte hos sig. Dog fik man det snart at føle. Om Vaaren sendte Thrond Bud til Leif og foreslog ham at man skulde vedtage at alle skulde møde vaabenløse paa Thinget, for at saadanne Voldsomheder, som de, der paa sidste Ting havde fundet Sted, ser Fremtiden kunde undgaaes. Leif fandt dette at være et godt Forslag, og talte til Gille derom. Gille sandt det betænkeligt at tro Thrond alt for godt, og erklærede derfor, at han ikke anderledes vilde gaa ind paa Forslaget, end saaledes at kun den egentlige Almue skulde være vaabenløs, hvorimod alle de haandgangne Mænd og deres Følge skulde være bevæbnede. Dette blev strax saaledes afgjort[7], og om Sommeren begav man sig paa sædvanlig Tid til Things paa Strømø (1029). Men her hendte det sig en Morgen, da Gille og Leif sad og talte sammen oppe paa en Bakke i Nærheden af Thingvolden, at de saa en heel Deel Folk komme frem paa en Højde mod Øst lige rinder Solen; de talte ikke færre end tredive, og alle vare de bevæbnede paa det herligste: Skjolde, Hjelme, Oxer og Spyd blinkede i Solen, og den hele Flok saa drabelig ud. Da Flokken kom nærmere, kjendte de baade Sigurd, Thord og Gaut. Leif og Gille skyndte sig nu hjem til sine Boder, men Thrond kom ud af sin Bod, ledsaget af mange Mænd, der ligeledes vare bevæbnede, og gik sine Frænder imøde. Leif og Gille havde kun faa Folk hos sig i Sammenligning med den Styrke, Thrond nu kunde opstille, og de vare ikke engang alle bevæbnede. Thrond og hans Frænder gik lige hen mod Leif og Gilles Flok, og toge nu Masken ganske af. „Her ere nu mine Frænder“, sagde han, „som forrige Gang maatte skynde sig bort fra Færøerne, og jeg finder mig ikke i, at vi Frænder saaledes skulle lade os underkue af dig og Gille. Enten skulle I nu lade mig alene dømme imellem eder, eller jeg tillader dem at gjøre, hvad de finde for godt“. Leif og Gille, som indsaa at de aldeles ikke kunde binde an med Thronds Overmagt, valgte at overlade alt til hans Afgjørelse, hvilken han strax afsagde, da han, som han sagde, ikke en anden Gang vilde være klogere til at gjøre det. Den lød saaledes, at hans Frænder uagtet Fredløshedsdommen skulde have frit Lov til at opholde sig paa Færøerne, hvor de lystede, og at de ingen Bøder skulde betale. Herredømmet paa Færøerne skulde skiftes i tre Dele, af hvilke han selv skulde have den ene, Leif den anden, og Sigmunds Sønner, Steingrim, Brand og Hjerte, den– tredie. Han tilbød Leif at opfostre hans treaarige Søn Sigmund, aabenbart for at have ham som Gissel, og uagtet Leif selv betænkte sig herpaa, tog han dog efter sin Kone Thoras Raad derimod, fordi Thrond, som hun sagde, „havde mangt og meget forud for mange andre“. Thrond blev saaledes atter den, der havde meest at rigt* paa Øerne, og i flere Aar tillode hans Frænder sig ustraffet de største Voldsgjerninger, indtil endelig, som det siden skal vises, Leif, opmuntret af sin raske Hustru Thora, opmandede sig og afkastede Aaget. Men indtil da var den politiske Forbindelse mellem Norge og Færøerne aldeles afbrudt[8].

    kan dog ej have været borte i 3 Aar; det er saaledes klart, at Fagrskinna har forvexlet hans Romerrejse 1030 med hans Rejse til Rouen 1026–1027. – Af danske Kilder omtale vel Saxo og Sven Aagessøn Knuts Rejse til Rom, men saa forvirret, og saa aldeles uden Spor af Tidsangivelse, at vi her ej behøve at tage Hensyn til dem. – Af de engelske Skrifter beretter en Kodex af Chron. Sax., der er skreven med een Haand indtil 1046, for Aaret 1023 om hiint Forlig mellem Knut og Thorkell, hvilken Beretning vi ovenfor antoge at grunde sig paa en Forvexling af Thorkell og Ulf; for 1028 fortæller den kun at Knut med 50 Skibe drog til Norge, for 103l), at Kong Olaf blev dræbt af sit eget Folk og siden hellig, og at Haakon Jarl noget tidligere omkom paa Søen. Men den nævner intet om Slaget ved Helgeaa eller Toget til Rom. En anden Kodex, der er skreven med een Haand indtil 1016, men siden med forskjellige og, som det lader, temmelig sildige, veed intet om Forliget med Thorkell og Slaget ved Helgeaa, men melder derimod ved 1028, at Knut drog fra England til Norge med 50 Skibe og fordrev Olaf, ved 1029, at Knut kom tilbage til England; ved 1030, at Olaf kom tilbage til Norge, hvor Indbyggerne flokkede sig imod ham og dræbte ham, og ved 103l, at Knut drog til Rom, samt at Robert af Nordmandie drog til Jerusalem, hvor han døde. Florents af Worcester, der skrev c. 1100, nævner intet om Knuts og Thorkells Forlig eller Slaget ved Helgeaa, men omtaler for 1027, at da Knut erfarede, at Nordmændene ringeagtede deres Konge for hans Mildhed og Retfærdighed, sendte han store .Bestikkelser derhen, og vandt dem; for 1028, at han med en Flaade af 50 Skibe hjemsøgte Norge og forjog Olaf; for 1029, at han vendte tilbage til England og forviste den med Gunnhild, Kong Wyrtgeorns Datter (se ovenfor S. 482) gifte Haakon Jarl, fordi han stod ham efter Livet; for 1030, at Haakon Jarl omkom i Søen, og at Martyren Olaf led en uretfærdig Død; for 1031 nævnes Knuts Rejse til Rom, og det af ham derfra skrevne Brev anføres in extenso. En Kodex af Chron. Sax., skreven ved 1122, nævner intet om Knuts og Thorkells Forlig, men veed derimod at fortælle ved 1025, at Knut drog med en Hær til Danmark, og til et Slag i Helgeaa, hvor Ulf og Eglaf kom imod ham, og hvor Sviarne sejrede; for 1028 omtales Knuts Tog til Norge med 50 Skibe, og Olafs Fordrivelse; for øvrigt stemmer den med den sidstomtalte Kodex af samme Krønike. Et noget yngre Haandskrift har ligeledes Toget til Helgeaa m. m. 1025, hvilket alt, faa vel som de øvrige Notitser i alle Haandskrifter og tillige hos Florents, med større eller mindre Fuldstændighed er optaget i yngre Samleres Verker. Det sees heraf tydeligt, at jo ældre Krønikerne ere, desto mindre vide de om Knuts Bedrifter udenfor Landet. Det er først Florents, som veed at fortælle om Knuts Agitationer og Gaveuddelinger i Norge, saa vel som om Olafs Upopularitet; det er først hiin Kodex fra 1122, som veed at fortælle om Toget til Danmark og Slaget i Helgeaa; og hvad Notitsen om Knuts Tog til Rom angaar i den Kodex, der allerførst meddeler den, er det, da Kodex er defekt i Enden efter 1079, og man saaledes

    ej har godt for at bestemme Hændernes Ælde, uvist, om den kun er optagen efter Florents eller dennes Kilde, eller om den er selvstændig. Florents’s Kilde med Hensyn til denne Rejse lader sig for øvrigt let paapege. Det er Ingulf, Abbed af Croyland, fød c. 1030, Kong Viljams Sekretær og siden Abbed i Croyland, der skrev sit Klosters Historie c. 1090. Knuts Brev fra Rom findes nemlig allerede indført her, ledsaget af en kort Notits om hans Rejse; hans Udfart henføres til hans 14de Aar, altsaa 103l, og saaledes Brevet, der vel intet Aarstal har, men hvori den følgende Paaske nævnes, til 1032, hvorved det dog er at merke, at Brevet meddeles umiddelbart strax efter et, der udtrykkelig er dateret 1032, og hvori Knut, ligesom i Brevet fra Rom, kalder sig Rex totius Angliæ, Danmarchiæ et Norvegiæ, et [magnæj partis Suavorum. Det maa derhos merkes, at saa vel Ingulf som Florents fortælle, at Brevet bragtes til England af Lyfing, Abbed i Tavistoke, der endnu samme Aar blev Biskop af Cridiantun eller Devonshire, men at denne Lyfing nævnes som Biskop allerede i et Diplom af 1026 (Kemble No. 743i, udstedt af Knut og beseglet af en Deel andre engelske Gejstlige, Haakon Jarl, Hertug Wrytsleof o. fl. – Mag. Adam (II. 63) henfører Knuts Romerrejse og hans Datter Gunnhilds Giftermaal med Henrik, Kejser Konrads Søn, til Erkebiskop Libents den 2dens Tid (1029–1032) men det er vel at merke, at Giftermaalet først fandt Sted i 1036, og at der altsaa i det mindste i en af Angivelserne er en Fejl, hvilket ogsaa svækker Troværdigheden af den anden. – Dronning Emmas Enkomiast, der temmelig vidtløftigt omtaler Knuts Rejse til Rom (Langebek Scr. III. 493) og især dvæler ved hans Ophold i St. Omer i Flandern, angiver intet Aar, men siger kun at han efter at være kommen hjem, og en Stund havde opholdt sig i sine egne Lande, vandrede til Herren. – Den engelsk fødte Munk W. Godell (Bouquet X. 962) der skrev omkring 1150, henfører Knuts Rejse til 1030. – Men paalideligere end alle de her nævnte Autoriteter er Wippo, Kejser Konrad den saliskes Kapellan, der ledsagede ham paa hans Rejser, og i sin Dedikation til hans Søn Henrik den 3die siger at han „skriver paa det sandfærdigste, hvad han selv har seet eller hørt af andre“; han er altsaa et samtidigt Øjevidne til hvad han beretter. Wippo siger udtrykkeligt (Bouquet XI. S. 3), at Knut, Englands Konge, og Rudolf, Konge af Burgund, vare tilstede ved Konrads Kejserkroning i Rom Paaskedag den 26 Marts 1027. Den toursske Krønike siger ligeledes, at Knut, Englands Konge, rejste til Rom i Konrads 2det, og den franske Kong Roberts 29de Aar, hvilket paa det nærmeste bliver 1026 (Bouquet X. 284). – Tager man nu i Betragtning, at endog det Brev, Ingulf meddeler som skrevet af Knut, omtaler hans Nærværelse i Rom paa Paaskefesten tilligemed Kong Rudolf af Burgund, og at denne ikke i noget andet Aar end netop 1027 ved Paasketid befandt sig i Rom med Kejseren, end sige med Knut, bliver altsaa selve Brevet et Vidnesbyrd for Rigtigheden af 1026–1027. Da nu alle hine tidligere meddeelte Angivelser i de Skrifter, der henføre Rejsen til 103l-32, øjensynlig støtte sig paa Ingulf, og denne, en gammel Mand, der skrev sin Krønike, let i sin Klostereensomhed kunde tage Fejl

    af en 5–6 Aar, især da han umiddelbart forud havde anført et Brev af 1032; da han derhos af Titlen „Norges Konge“ let kunde komme paa den Tro, at Brevet var yngre end Olafs Død, uagtet Knut, som vi have seet, ingensinde opgav sin Fordring paa Norge, og lige saa vist, naar han brugte sin fulde Titel, kaldte sig Norges Konge, som han ofte slet hen kaldte sig Englands, uden engang at nævne Danmark; da man derhos let kan tænke sig, at Ingulf eller en anden har læst mxxxi i Stedet for mxxvi, og da derhos endog det af ham anførte Brev ved hiin Kombination af Paasken, Konrad, Rudolf og Knut egentlig vidner sterkere for 1026–27 end hans egen løse Angivelse af 1031: vil det saaledes let indsees, at aldeles overvejende Grunde tale for de først nævnte Aar. Der er og i den Omstændighed, at Olaf den helliges Saga og Snorre lade Olaf, i Stedet for at holde Øje med Knut om Høsten og Vintren 10261027, slaa sig til Ro i Throndhjem, og Ulf Jarl derimod begynde en Opstand i Danmark, et tydeligt Vidnesbyrd om at baade Olaf og Ulf ansaa Knut for at være saa langt borte, at de for det første intet havde at frygte af ham. Vel heder det, at han i 1026 kun drog til England, men da han, som vi af Knytlinga Saga og Emmas Enkomiast erfare, drog over Flandern, nærmede han sig dog England saa meget, at Nordmændene let i Førstningen kunde antage, at han alene agtede sig did: siden have de nok faaet Rejsens rette Bestemmelse at vide, men ved en Skjødesløshed af Sagnfortælleren er denne ej nærmere berørt. Olafs Saga og Snorre omtale slet ikke Udenlandsrejsen. Hertil kommer nu ogsaa følgende Omstændighed. Sighvat Skald var i Rouen 1026–27, og traf Knut i England. Han digtede en Draapa om ham, hvori saa vel Romerrejsen som Toget til Norge omtales. Men 1030 drog Sighvat til Rom, efter Olafs Fald hjem til sin Gaard, og begav sig siden til Kong Magnus. Det er neppe tænkeligt, at Sighvat efter Olafs Død, da Forbitrelsen mod Knytlingerne var paa det højeste, skulde have digtet et Æredigt over hans Fiende Knut. Da vi derimod erfare, at Sighvat i 1027 ikke kom hjem til Norge førend temmelig seenhøstes, eftersom han strax efter sin Hjemkomst traf den fra Toget til Danmark og Slaget ved Helgeaa tilbagevendte Olaf i Borg, hvor Olaf desuden ytrede Misfornøjelse over at han havde indladt sig for meget med Knut, bliver det saa godt som vist, at Sighvat har ledsaget Knut fra England paa det Tog, han i Kvadet saa levende beskriver, at han fra Danmark er vendt tilbage til Norge, og at han under Opholdet i Danmark har digtet hiin Draapa, hvilken Fagrskinna urigtigt kalder erfidrápa, som om den var digtet efter Knuts Død. Om Rigtigheden af Aaret 1026–27 for Knuts Rejse kan der saaledes ej være nogen Tvivl. Der kan i alle Fald ej være Spørgsmaal om at sætte den efter den Tid, men snarere før, eftersom Lyfing i hiint Brev af 1026 allerede kaldes Biskop, og Knut omtales som om han opholdt sig i England, omgiven af sine Stormænd. Da dette Brev for øvrigt ej indeholder nogen Stedsangivelse, kan det gjerne være udstedt i Flandern eller Danmark, thi 1026 var Knut, hvis han gik lige fra Danmark til Rom, ikke i England; det er vel ogsaa muligt, at Tidsangivelsen

    er urigtig, ligesom i et andet Brev, (Kemble No. 742), der er dateret 1026, uagtet et af Vidnerne, Erkebiskop Wulfstan, allerede var død 1023, og et andet, Thorkell høje, 102l; men i alle Fald maa hiint Brev, hvori Lyfing nævnes som Biskop, være ældre end 1030, siden Haakon Jarl, død i dette Aar eller 1029, nævnes som Vidne. Aaret 1026–1027 for Knuts Romerrejse er saaledes sikkert.
     Heraf følger ogsaa næsten ligefrem, at Tiden for Knuts Tog til Danmark og Slaget ved Helgeaa samt Ulf Jarls Oprør var 1027, som Olaf den helliges Saga har det, ikke 1025, som det angives i Krønikehaandskriftet af 1122. Beretningen i dette er dog forholdsviis saa enestaaende, at den vistnok maa antages at grunde sig paa uafhængige, ældgamle Sagn, eller paa Notitser i tabte Krønikehaandskrifter, maaskee og paa Fortællinger fra Norge eller Danmark; kun er Tiden fejlagtig angiven. Man skulde næsten ogsaa formode, at Florents’s Fortælling om, hvorledes Olaf blev forhadt af Nordmændene, og disse lode sig bestikke af Knut, hidrører fra nordiske Sagn, thi det maa vel merkes, at Olaf, som Helgen, paa hiin Tid ogsaa var berømt i England, og at man derfor her kjendte nærmere til hans, end mange andre norske Kongers, Historie, hvilket derimod ej var Tilfældet nærmere hans egen Tid. Vi have allerede tidligere gjort opmerksom paa, at Viljam af Jumiéges i sit Skrift om de nordmanniske Hertuger tilføjer flere, øjensynligt fra nordiske Kilder eller Sagn hentede, Notitser, der vise, at slige Sagn omkring Aarene 1100–1120 maa være komne til England; disse Sagn kunne jo og have strakt sig til Olaf, og været benyttede af andre end Viljam; og merkeligt nok, der spores et tydeligt Slægtskab mellem Viljams og Florents’s Beretninger om Olafs Død.
     Fagrskinnas Udsagn, at Knut tilbragte Vintren 1027–28 i England, ej i Danmark, bestyrkes af den næstældste Kodex af Chron. Sax., der siger at Knut i dette Aar drog fra England til Norge. Den ældste siger kun at han drog til Norge, men forudsætter dog næsten at det var umiddelbart fra England. Det er i sig selv ogsaa heel rimeligt, og det lader sig meget godt tænke, at Nordmændene i Førstningen ej have vidst andet end at Knut den hele Tid var i Danmark, saa at denne Beretning har fæstet sig i Sagnet. Det er og let tænkeligt, at han alene har udskrevet en Flaade fra England, og at Chron. Sax., der ej omtaler hans Afrejse i 1027, har urigtigt henført den til 1028. Sagen er i sig selv ikke af stor Vigtighed.
     Tidsregningen bliver altsaa denne: i 1026–27 Knuts Romerrejse og Sighvats Rejse til Nordmandie: I 1027 Olafs og Anunds Tog til Danmark, Ulf Jarls Oprør efter Sommeren, Knuts Tog til Danmark, Slaget i Helgeaa og Ulfs Drab. I 1028 Knuts Tog til Norge. I 1029 Olafs Flugt. I 1030 Sighvats Udenlandsrejse og Olafs Død.

  1. Jærnbyrden, eller overhoved Prøven med at bære eller gaa paa gloende Jærn, foreskrives ofte i vore ældste Christenretter, hvor ligeledes en anden Prøve, det saakaldte Kjedeltag, eller Optagelsen af en Ring eller Steen paa Bunden af en Kjedel med kogende Vand, omtales. Nøjagtige Regler gives derfor i de gamle angliske Love. Vi have allerede seet, hvorledes Jærnbyrden anvendtes af Presten Poppe, da Kong Harald Gormssøn i Danmark skulde omvendes til Christendommen. Som Ordal eller Beviismiddel omtales Kjedeltaget allerede i et af de yngre blandt de gamle Eddakvad, rimeligviis fra det 9de eller 10de Aarhundrede Gudrunarkvida III.) hvilket viser, at det ej har været ukjendt i den hedenske Tid; derimod blev Jærnbyrden aldrig anvendt, maaskee fordi Kjedeltaget brugtes for Kvinder, medens Mænd heller brugte den hæderlige Afgjørelsesmaade ved Holmgang, eller Retstvekamp, der i flere Lande bibeholdtes til langt ned i Tiden, medens den hos os og paa Island, som vi have seet, afskaffedes næsten paa samme Tid, kort efter Christendommens Indførelse. Vi ville nedenfor, hvor Retsforfatningen omtales, komme til at berøre denne Sag nærmere. Jærnbyrd omtales ogsaa under Olaf, da Grette den sterke stedtes til Prøve, se nedenfor S. 699, men denne Beretning er ikke saa meget at stole paa.
  2. Olaf den helliges Saga, Cap. 131, Snorre, Cap. 145, Færeyinga Saga, Cap. 43.
  3. Herø eller Hærøerne paa Søndmøre, i Nærheden af Gurskøen.
  4. Det er fra Møre, her rimeligviis Søndmøre. Til hvilken berømmelig Æt denne Karl hørte, siges ikke, men man skulde, siden det udtrykkeligt siges at han var storættet, næsten formode at han har været beslægtet med Giske-Folkene eller Arnmødlingerne.
  5. Dette Thing kan dog neppe have været tilstevnet alene i Anledning af Karls Ankomst; det synes at have varet der sædvanlige Sommerthing, der, som vi have seet, plejede at holdes i Thorshavn, og Kongen har vistnok ordnet Karls Rejse saaledes at han indtraf derved. Indretningen af Thinget maa, som man seer, have haft meget tilfælles med den islandske: der var Thingboder, som tjeldedes, og en Lovsigemand. Sandsynligviis holdtes det ogsaa paa samme Tid, som Althinget paa Island og Thingene i Norge, nemlig i den sidste Halvdeel af Juni Maaned.
  6. Olaf d. hell. Saga, Cap. 139. Snorre, Cap. 153. Fær. Saga, Cap. 44–46.
  7. Da det neppe er rimeligt, at en saa vigtig Bestemmelse, som denne, kunde blive afgjort af Høvdingerne paa egen Haand uden tillige at vorde lovtagen paa Thinget, ja da det endog maatte være vanskeligt, for ej at sige umuligt, at faa den bekjendtgjort i Tide for Folket inden Thinget holdtes, skulde man snarest formode at Thrond, der vistnok forlængst havde opgjort sin Plan, foreslog den allerede paa det Thing hvor Karl blev dræbt og at den der vedtoges, saa at Sagaens Beretning her er unøjagtig.
  8. Færeyinga Saga, Cap. 48.