Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/71

< Det norske Folks Historie‎ | 2

Olaf søgte efter sin Formand og Navne Olaf Tryggvessøns Exempel, ogsaa at udstrække sin Indflydelse til Island og Grønland. Dog led han sig ikke, som han, nøje med, alene at virke til Christendommens Fremme: han søgte ogsaa at erhverve virkeligt Herredømme over disse norske Kolonilande. Allerede tidligt søgte han, ligesom paa Færøerne, ved Budsendinger og Gaver at skaffe sig Venner paa Island og Grønland. Han modtog med Venlighed de Islændinger, der besøgte ham, og viste dem megen Ære. Vi have saaledes seet, hvor meget han gjorde af Sighvat Stald, der rigtignok næsten ikke længer kunde kaldes Islænding, eftersom han aldeles traadte i Olafs Tjeneste og gjorde Norge til sit Hjem. Om Thorarin Nevjulfssøns store Anseelse og betydelige Indflydelse hos Kongen er der ovenfor talt. Der nævnes desforuden mange andre anseede Islændinger, som besøgte Olaf og fandt en venlig Modtagelse hos ham. Blandt dem var saaledes Skalden Thord Kolbeinssøn, der skulde til Danmark for at hente en Arv efter en der afdød Frænde. Thord besøgte først Olaf, og fik af ham et saa godt Anbefalingsbrev til Danmark, at Arven blev ham udbetalt, skjønt rigtignok noget beklippet[1]; han digtede af Taknemmelighed en Draapa om Olaf, kvad den for ham, og belønnedes med en Guldring, en guldbesat Kappe og et Sverd. Ved Brennøerne mødte han paa Tilbagevejen sin fordums Medbejler Bjørn Hitdølakappe, der kom fra et Vikingetog med sine Skibe og mange Stridsmænd. Thord havde i sin Tid paa en skammelig Maade indbildt hans trolovede Brud at han var død, og overtalt hende til at egte ham selv. Til Hevn herover fratog Bjørn, der nu aldeles havde Overmagten, Thrond alle hans Kostbarheder og Penge, men skjenkede ham dog Livet, af Agtelse, som han sagde, for Kong Olaf, hvis Gjest Thord var, skjønt Bjørn ej havde seet ham. Da Olaf siden fik dette at vide af Bjørn selv, følte han sig meget smigret derved, og tilsagde ham sit Venskab, dog paa Vilkaar, at han skulde lade alt Vikingevæsen fare, da Guds Lov, som han sagde, derved krænkedes. Bjørn lovede det, og bad om at maatte blive hos Kongen; denne vovede dog ej at beholde ham hos sig, fordi han ventede den mægtige Islænding Thorkell Eyjulfssøn, der var en Frænde af Bjørns Fiende Thord. Der fortælles at Bjørn før sin Hjemrejse til Island engang var i Bad paa samme Tid som Kongen, og kom til at tage et af hans Strømpebaand i Stedet for sit; dette skal man siden, da hans Lig mange Aar derefter opgraves for at flyttes til en anden Kirke, have fundet uforandret, hvorfor det betragtedes som en Relikvie og anvendtes til Baand i en Messeskjorte[2]. Om Olafs Hilsener til Islands Stormænd i Anledning af Kong Rørek, og den Venskabelighed, hvormed de mødtes, er der forhen talt. For øvrigt var det Christendommen paa Island, som han først tog sig af; de politiske Forhold vovede han kan efterhaanden at røre. Da Christendommen blev lovtagen, vovede man endnu, som vi have seet, ikke at afskaffe alle i Hedendommen brugelige Stikke, ej engang hemmelige Ofringer; og uagtet det nok beder, at de efter faa Aars Forløb ophørte af sig selv, er det dog umuligt andet, end at meget deraf endnu var tilbage paa Kong Olafs Tid, siden det endog kunde vedligeholde sig i Norge lige indtil han ved sine kraftige Foranstaltninger gjorde Ende derpaa. Hans Bestræbelser for at befæste og rense Christendommen i Norge gik derfor Haand i Haand med lignende Bestræbelser for Islands Vedkommende. Vi have ovenfor berettet, hvorledes Kongen allerede under sit Ophold i Throndhjem 1016 sendte Bud efter Hjalte Skeggessøn. Ved samme Lejlighed, heder det, sendte han Bud til Skafte Lovsigemand og andre af de meest formaaende Mænd paa Øen, at de skulde tage ud af deres Lov, hvad der tyktes ham meest at stride mod Christendommen, ligesom han og sendte Islændingerne i Almindelighed sin venskabeligeHilsen. Overbringeren af dette Budskab var sandsynligviis den Biskop Bernhard den bogvise[3], om hvilken vi læse at han havde ledsaget Olaf fra England, og siden af ham sendtes til Island, hvor han forblev i fem Aar. Hjalte kom til Norge 1017, og opholdt sig der til 1018, men benyttedes, som vi have seet, meest ved Forhandlingerne med Sviakongen. Dog har han vist ogsaa raadslaaet med Olaf om Foranstaltninger til Christendommens Fremme, og da det udtrykkeligt fortælles, at Islændingerne forandrede deres Lov og satte deres Christenret efter hvad Olaf havde sendt dem Bud om, kan man vist antage at baade Afskaffelsen af de sidste hedenske Skikke, og Vedtagelsen af den første Christenret paa Island nærmest er at tilskrive Hjaltes og Bernhards Virksomhed. I Oldskrifterne selv tales intet videre derom[4]. Den ældste, nu opbevarede, islandske Christenret fremstiller den kirkelige Lovgivning for Øen saaledes som den i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede blev nærmere bestemt og ved Biskopperne Thorlaks og Ketils Foranstaltninger; men de fleste ældre Bestemmelser ere dog, som man maa antage, bibeholdte, da de paa det nærmeste stemme med, hvad der gjaldt for Norge. Den Beredvillighed, hvormed Islændingerne antoge Kong Olafs religiøse Reformer, lønnedes ogsaa med Erkjendtlighed fra hans Side. Han sendte Tommer til en Kirke, som Islændingerne opførte paa Thingvolden ved Althinget, og skjenkede dertil en stor Klokke, som endnu længe efter fandtes der[5]. Der sluttedes ogsaa en Overeenskomst mellem ham og Islændingerne, hvorved han vel tilstod dem betydelige Rettigheder i Norge, men disse ogsaa til Gjengjeld gik ind paa Forpligtelser, der i sig selv indeholdt Erkjendelsen af et nærmere og inderligere Forhold mellem Island og Norge, end mellem Island og noget andet Land, og som allerede derved kunde skaffe Kongen Anledning eller et Paaskud til at gaa videre[6]. Enhver Islænding skulde med Hensyn til personlige Fornærmelser i Norge have samme Ret til Bøder, som en Hauld[7]. En i Norge falden Arv skulde ej betragtes som forladt eller tilfalden Kongen, hvis Arveladeren havde et Syskendebarn eller nærmere Frænde paa Island; da var denne Frænde arveberettiget. Islændingerne skulde ingen Told eller Afgift betale i Norge, uden Landøre[8], og en Afgift til Vegterne i Kjøbstæderne. Landørerne bestemtes nu til 6 Felder og 6 Alen Vaadmaal i Varer, eller Mark Sølv i Penge, men Afgiften skulde allerede betragtes som forfalden naar det Skib, hvormed Islændingen var kommen, havde kastet Anker eller slaaet Landtoug. Den skulde betales af enhver frels islandsk Mand, der havde fuld Ret, og hver Gang, han efter at have været hjemme besøgte Norge eller et af Norges Skatlande; dog ikke naar han paa en Rejse til Grønland, eller for at opdage Lande, ved Storm eller Modvind fordreves til Norges Kyst, og naturligviis heller ikke, naar Afgiften allerede var erlagt i et af Skatlandene. Til Gjengjeld forbandt ogsaa Islændingerne sig til at staa Norges Konge bi i Krig, for saa vidt som de opholdt sig i hans Rige. Naar det nemlig var vist at en fiendtlig Hær vilde angribe Norge, og Almenning var ude, skulde ogsaa Islændingerne, som opholdt sig i Norge, gjøre Krigstjeneste med, dog saaledes at af tre skulde kun de to fare og den tredie sidde efter, ligesom de og kun vare forpligtede til at forsvare Norge, men ej til at følge med paa Krigstog udenfor Landet. Islændingerne skulde altid kunne ubehindret forlade Norge for at drage hjem, undtagen i hiint Tilfælde, hvor fiendtligt Angreb ventedes, og hvor de saaledes vare forpligtede til at gjøre Krigstjeneste. Den norske Kongens Retssager skulde være selvstevnte paa Island, og forfølges efter de der gjeldende Love, ligesom og hans Mænd der skulde nyde samme Ret, som Landets egne Mænd. En paa Island falden Arv skulde Arveladerens Frænde eller Fælligmand, om han var Nordmand, være berettiget til at tage, og var der ingen saadan tilstede, skulde man oppebie hans Komme.

Efter at denne Overeenskomst var sluttet, indfandt ogsaa flere anseede Islændinger sig hos Olaf og bleve hans haandgangne Mænd. Blandt dem nævnes udtrykkeligt den nys omtalte Thorkell Eyjulfssøn paa Hvam, Gudrun Usvifersdatters Mand[9], hendes Søn og hans Stifsøn Thorleik Bollessøn, og de to urolige Fostbrødre, Thorgeir Haavardssøn, et Syskendebarn af Thorgils Aressøn paa Reykjahole, og Thormod Bersessøn fra Isafjorden, en ypperlig Skald, der sædvanligviis kaldtes Kolbrunarskald, fordi han havde digtet et Kvad til Ære for en Pige ved Navn Thorbjørg Glumsdatter, der formedelst sine mørke Øjne og Haar havde faaet Tilnavnet Kolbrun[10]. Ogsaa Illuge, en Broder af Thorgils Aressøn, var Olafs Hirdmand, ligesaa Thord, en Søn af Børk den digre, og foruden dem, vistnok mange andre, som ikke engang ere nævnte. Af Islændinger, som besøgte Olaf, nævnes desforuden Gudrun Usvifersdatters anden og meest udmerkede Søn, Bolle Bollessøn, hvem Kongen ogsaa tilbød at blive Hirdmand, men som heller foretrak at gaa til Myklagaard, hvor han traadte ind i Væringernes Skare, og Grette den sterke. Denne var i Slægtskab med Olaf, eftersom han nedstammede fra Gudbrand Kulas Morbroder Anund Træfod, og ventede sig derfor megen Hæder og Forfremmelse af Kongen, men tvertimod blev denne Rejse den uheldigste i hans Liv. Allerede ved Ankomsten led han Skibbrud ved nogle Øer søndenfor Stad, og da han efter sine forfrosne Medrejsendes indstændige Bøn havde svømmet over et Sund, for at hente dem noget Ild fra et Baal, som de saa brænde der i et Huus, blev han af dem, der sad i Huset, antagen for at være en Trold formedelst sin Højde og vilde Udseende: de angrebe ham med alt hvad de kunde faa fat paa, og han forsvarede sig med Brande fra Baalet, saa at Gnisterne fløj, hvorved tilsidst hele Huset brandt op med alle dem, som vare inde. Det var den anseede islandske Høvding Thore Skeggessøns tvende haabefulde Sønner, tilligemed deres Følge, og de havde just agtet sig til Kongen for at blive hans haandgangne Mænd. Da Grette siden kom til Kongen, tilbød han at bevise Drabets Uforsætlighed, og allerede skulde han i Kongens, Biskoppens og mange andres Paasyn underkaste sig Jærnbyrd i Kirken, da en halvvoxen Dreng kom løbende ind, skammede ham ud som en Morder og Ugjerningsmand, og sagde at det var uforsvarligt at stede slige Folk til Renselse. Derover blev Grette vred og gav ham et Slag paa Kinden saa at han besvimede. Dette mishagede Kongen saaledes, at han ej vilde tage Grette i sin Tjeneste, da han, som han sagde, var en til Ulykke bestemt Mand. Grette maatte rejse tilbage til Island, hvor de indebrændtes Fader, Thore Skeggessøn, fik ham paa Althinget gjort til Skogarmand eller fredløs, og i henved 20 Aar fristede nu Grette et saadant omflakkende farefuldt Liv, som Gisle Surssøn og andre slige fredløse Mænd, der ej vare heldige nok til at kunne slippe fra Landet. Hvis han havde kunnet holde sig i 20 Aar, vilde hans Fredløshed derved være ophævet, men netop i det 20de Aar blev han, vanfør af et Saar, han selv var kommen til at tilføje sig, lumskeligen overfaldt paa Klippeøen Stange i Skagafjorden, og dræbt. Hans Drabsmand maatte dog forlade Landet, og begav sig til Constantinopel. Men Grettes Broder Thorstein, der levede i Norge, fulgte ham i Hælene, for at tage Hevn over ham. De lode sig begge optage i Væringernes Skare, men desuagtet fandt Thorstein Lejlighed til at dræbe ham, uden Hensyn til den Fare han derved, ifølge Væringernes strenge Love, udsatte sig for. Han blev ogsaa fængslet, men det lykkedes ham dog at komme paa fri Fod, efter hvad det fortælles, ved en fornem Kvindes Mellemkomst, der havde fattet Godhed for ham[11].

Foruden de allerede omtalte offentlige Gaver, som Olaf sendte til Island, og foruden den Venlighed, han i Almindelighed viste Islændingerne, naar de besøgte ham, sendte han ogsaa Høvdingerne enkeltviis store Foræringer, som Beviis paa sit Venskab for dem, og skjenkede flere af dem Tommer til de Kirker, som de paa egen Bekostning vilde lade opføre paa deres Gaarde. De sendte ham da ogsaa slige Gaver til Gjengjeld, som de især troede at han fandt Behag i. Men, siges der, under disse Venskabsbeviser, der saaledes fra Kongens Side bleve Islændingerne til Deel, boede der mangt og meget, som siden aabenbarede sig. Dette viste sig i Aaret 1024, da Olaf formodentlig har anseet Gemytterne tilstrækkeligt forberedte paa, hvad han nu agtede at komme frem med. Til at overbringe sit Budskab valgte han Thorarin Nevjulfssøn, paa hvis Hengivenhed og Paalidelighed han kunde stole, og som, selv Islænding, maatte have lettere for at virke paa sine Landsmænd. Thorarin fulgte Kongen fra Throndhjem, da denne om Sommeren 1024 drog sydefter for at rejse til Viken. Fra Møre satte Thorarin ud til Havs, og fik en saa ypperlig Vind, at han allerede efter fire Dage landede ved Ørebakke paa Island, medens Althinget endnu var samlet. Han begav sig strax til Things, og kom just medens man var forsamlet paa Lagberget. Han gik ufortøvet derhen, og da man var færdig med de øvrige Sager, som der skulde forhandles, begyndte han saaledes: „For fire Dage siden skiltes jeg fra Kong Olaf Haraldssøn. Han sender Guds og sin Hilsen til alle Høvdinger og Styrere her i Landet, saa vel som til den hele Almue, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, Rige og Fattige, og lader eder melde, at.han vil være eders Drottin, hvis I ville være hans Thegner, og saa vel han, som I gjensidigt hinandens Venner og Hjelpere i alt hvad der er godt“. Man svarede nok saa vel paa denne Hilsen, og sagde at alle med Glæde vilde være Kongens Venner, naar han vilde være deres. Hvad Thorarin lod falde om Drottin og Thegner lod man for det første gaa hen uden at lægge Vegt derpaa. Opmuntret ved det venlige Svar troede Thorarin at han nu kunde rykke frem med, hvad han egentlig havde paa Hjertet. „Med Kongens Hilsen“, sagde han, „følger ogsaa dette, at han beder Nordlændingerne som Tegn paa deres Venskab at give ham den Ø eller Udskær, der ligger udenfor Eyjafjorden, og kaldes Grimsø. Til Gjengjeld vil han give de gode Ting fra sit Land, som de maatte ønske sig. Angaaende denne Sag henvender han sig nærmest til Gudmund paa Madrevalle, thi han har hørt, at han bar meest at sige i den Deel af Landet“. Gudmund svarede: „jeg sætter megen Priis paa Olafs Venskab, .og tvivler ikke paa at det er mig langt nyttigere end hiint Udskær, han forlanger; men naar han tror at jeg har mere at sige derover, end andre, er han fejl underrettet, thi det er nu gjort til Almenning, og alle vi, der have meest Nytte af Øen, maa nærmere overlægge derom“. Derpaa forlod man Lagberget og gik til sine Boder. Siden havde Nordlændingerne et Møde for at tale om Sagen, og Gudmund anbefalede, merkeligt nok, Indrømmelsen af Kongens Bøn, hvilket bestemte mange andre til at samtykke deri. Kun hans kloge Broder Einar Tveræing[12] var taus. Man spurgte ham da, hvorfor han ikke ytrede nej, da han dog havde bedst Forstand paa de fleste Sager. „Hvorfor jeg hidtil har tiet, sagde han, er kun fordi man ej har æsket min Mening. Men skal jeg sige den, da er det denne, at dette Lands Folk aldrig bør underkaste sig Skattegaver til Kong Olaf og finde sig i de samme Paalæg her, som han har indført blandt Norges Mænd. Det vilde være at forspilde ej alene vor egen Frihed, men ogsaa vore Sønners og vore Efterkommeres, og for den Trældom vilde Landet aldrig blive fri. Jeg tvivler ikke paa at denne Konge kan være nok saa god, men siden kan det.dog gaa, som vi oftere have seet ved Kongeskifter, at ikke alle ere lige beskafne: nogle ere gode, andre onde. Ville Landets Folk beholde sin Frihed, som de have haft siden dette Land bebyggedes, da bør man frem for alt ikke give Kongen noget at hænge sig fast ved, enten Besiddelser her til Lands, eller bestemte Afgifter, der kunne regnes for Afhængighedstegn; derimod er der intet i Vejen for at de, der have Lyst, sende Kongen Vennegaver, f. Ex. Høge eller Heste, Tjeld eller Sejl, eller andre Ting som kunde kaldes Sendinger, og de ere vel anvendte, naar Kongen lønner dem med sit Venskab. Hvad nu Grimsø angaar, da kan man, hvis ingen Midler til Livsophold flyttes derfra, meget godt underholde en Hær paa Øen, og naar da en udenlandsk Hær først har sat sig fast der, og kommer derfra med Langskibe, da vil det vorde trangt nok foran mangen Smaabondes Dør“. Saa snart Einar havde sluttet sin Tale og paapeget disse Farer, erklærede hele Almuen eenstemmigt, at dette Kongens Forlangende aldrig skulde indrømmes, og Thorarin indsaa, at der ej var mere ved denne Sag at gjøre.

Han havde dog endnu en Plan i Baghaanden. Dagen efter gik han atter til Lagberget, og sagde: „Kong Olaf hilser sine Venner her til Lands, navnlig Gudmund Eyjulfssøn, Snorre Gode, Thorkell Eyjulfssøn, Skafte Lovsigemand og Thorstein Sidu-Hallssøn, og indbyder eder til et venskabeligt Besøg; han tilføjer, at I ikke skulle udsætte denne Rejse, dersom I sætte nogen Priis paa hans Venskab“. De takkede for Indbydelsen, men vilde dog ikke sige noget bestemt Svar, førend de havde overtænkt Sagen og raadslaaet derom med deres Venner. Da de nu raadsloge derom, raadede Snorre og Skafte, paa hvis Klogskab vi-allerede oftere have seet Beviser, at give sig saaledes Nordmændene i Vold, som Tilfældet vilde være, naar alle de mægtigste Mænd paa engang droge til Norge. De sagde at dette Budskab forekom dem heel mistænkeligt, og at hentyde paa,hvad Einar havde sagt, nemlig at Kongen havde i Sinde at undertvinge Islændingerne, hvis han fik sin Vilje frem. Gudmund og Thorkell raadede derimod ivrigt til at modtage Indbydelsen, og sagde at dette vilde være en meget hæderlig Rejse. Efter nogen Tale frem og tilbage om denne Sag blev det endelig besluttet, at de ikke selv skulde rejse, men at derimod enhver af dem skulde sende en Mand i sit Sted, som han fandt bedst skikket dertil. Med denne Aftale skiltes man ad paa dette Thing, og den kom ikke engang til Udførelse den Sommer. Thorarin rejste tilbage til Norge, og kom om Høsten til Olaf, hvem han berettede Udfaldet af sit Ærende, og tilføjede at ifølge hans Indbydelse vilde enten Høvdingerne paa Island komme selv eller sende sine Sønner i sit Sted. Der tales ikke om at Olaf denne Gang ytrede nogen Misfornøjelse med at hans første Bøn var afslaaet. Han haabede vel, at den sidste Plan skulde lykkes des bedre[13].

Den følgende Sommer (1025) kom virkelig Stein, en Søn af Skafte Lovsigemand, Thorodd, Snorre Godes Søn, Gelle, en Søn af Thorkell Eyjulfssøn, og Egil, en Søn af Sidu-Hall og Broder af Thorstein, til Norge ifølge hiin ved Thorarin Nevjulfssøn overbragte Indbydelse. I Gudmund Eyjulfssøns Sted kom ingen. Om Vintren (1024–25) havde han endt sit lange og for hans Fædreneøs politiske Udvikling saa vigtige Liv. I ham tabte Kongen sin meest formaaende Ven paa Øen[14]. Gudmunds Sønner deelte hans Ejendomme mellem sig, og fik andet at tænke paa, end at besøge Kong Olaf. Se ovennævnte fornemme Islændinger opsøgte ved deres Ankomst til Norge strax Kongen, der da opholdt sig i Viken. De bleve venligt modtagne, og han beholdt dem alle sammen hos sig, saa vel under sit Ophold i Sarpsborg om Vintren (1025–26), som paa sin Rejse nordefter det følgende Aar. De begyndte nu at længes hjem, og talte til Kongen herom, men kunde ikke faa noget bestemt Svar. Omtrent paa den samme Tid, som Kongen havde haft de ubehagelige Forhandlinger med Færøingerne i Anledning af Thoralf Sigmundssøns Drab, kaldte han dem til sig og sagde, at han havde tænkt over deres Sag, og besluttet at lade Gelle rejse samme Sommer, men derimod at beholde de øvrige hos sig indtil han erfoer, hvad Svar man vilde give paa det Budskab, Gelle skulde medbringe. Dette Budskab var hverken mere eller mindre, end at Islændingerne skulde antage de samme Love, som han havde faaet vedtagne i Norge, og derforuden forpligte sig til at betale ham Thegngilde og Nefgilde eller Næseskat, nemlig en Pening for hver Næse af det Slags, hvoraf der gik 10 for 1 Alen Vaadmaal. Det var altsaa nu tydeligt, at Kongen vilde holde dem tilbage som Gisler, for derved at tiltvinge sig Islands Underkastelse. Naar Islændingerne, foruden at antage de i Norge gjeldende Love, forbandt sig til at betale Thegngilde[15], hvorved de ligefrem erkjendte sig for at være Kongens Thegner eller Undersaatter, og derhos underkastede sig den samme Næseskat, som Harald Haarfagre havde paalagt Nordmændene[16], og som kun i Sø-Distrikterne var forandret til Ledings-Udredning, var det forbi med Øens Uafhængighed, og den var kun en Provins af Norge. Man kan undres over, at Høvdingerne paa Island saa beredvilligt sendte sine nærmeste Paarørende til Kongen, men de maa rimeligviis, som Jarlen paa Orknøerne, og som Færøernes Høvdinger, have frygtet hans Magt. Gelle rejste til Island, og fremsatte Sommeren efter (1027) Kongens Forslag paa Althinget, idet han tilføjede, at Kongen lovede dem sit Venskab, der vilde samtykke deri, men truede de andre med haard Behandling, naar og hvor han kunde komme til. Der blev længe raadslaaet derom, men man besluttede dog tilsidst at negte alt hvad Kongen forlangte. Dertil bidrog vel, at Gislerne, som vi ville see, ej længer vare i Kongens Vold. Da Kongen fik Efterretningen, havde han andet og vigtigere at tænke paa, end Islands Undertvingelse, og saaledes var den Fare, der fra Norge truede Islands Uafhængighed, for det første, og, som det siden viste sig, for mere end to Aarhundreder, afvendt.

Udfaldet af Olafs Underhandlinger med Høvdingerne paa Grønland synes at have haft et heldigere Udfald end hans Bestræbelser for at faa Islands Høvdinger til at underkaste sig, thi det siges udtrykkeligt, at Olaf gjorde sig Grønland skatskyldigt saa vel som Orknøerne, Hjaltland og Færøerne[17]. Men hvad Tid dette skede, eller hvorledes disse Underhandlinger bleve drevne, omtales ikke udtrykkeligt. Man erfarer kun, at Thorkell, Leif Erikssøns Søn, og efter hans Død, der maa være indtruffen omkring 1021, den fornemste Høvding paa Øen, var Olafs synderlige Ven, at en anden anseet Grønlænding, Stuf paa Stokkenes i Eriksfjord, var Olafs Hirdmand, og at Grønland fra denne Tid af stod i nærmere Forbindelse med Norge, end med Island, da der langt oftere tales om Skibsfart mellem Norge og Grønland end mellem Norge og Island, ja det endog synes som om Islændingerne rejste til Grønland over Norge[18]. Vi erfare for øvrigt, at Thormod Kolbrunarskald, Kongens før omtalte Hofskald og Yndling[19], omtrent i Aarene 1024–1027 opholdt sig paa Grønland for at hevne sin Fostbroder Thorgeirs Drab, og ved den Lejlighed øvede megen Ustyr i Landet. En af Thorgeirs Drabsmænd var den mægtige grønlandske Høvding Thorgrim Trolle fra Einarsfjorden; den anden, Thorarin ofse, en Islænding, var allerede bleven dræbt paa Island. Det er forhen nævnt, hvorledes Thormods Hu stod til at hevne sin Fostbroder, og da nu Stuf fra Stokkanes just skulde rejse hjem fra Norge, kunde han ej modstaa Lysten til at følge med, men fulgte ham, med Kongens Tilladelse. Kongen medgav ham de bedste Anbefalinger til Thorkell Leifssøn i Brattelid, hos hvem han tog sin Bolig. Thorgrim, heder det, var Godordsmand, hvilket viser, at Forfatningen paa Grønland for øvrigt lignede den paa Island; der holdtes og et fælles Hovedthing, i Lighed med det islandske Althing, ved Garde i Einarssjorden. Thorgrims store Magt gjorde det til en vanskelig Sag for Thormod at komme ham til Livs, især da han ved et Vredesdrab paa en Mand i Thorkells Gaard havde lagt sig ud med denne. Thorkell vilde endog lade Thormod dræbe, men nøjede sig dog med Bøder, da Stuf forestillede ham den Fare, han selv paadrog sig ved at fælde Kong Olafs Hirdmand og Skald. Det lykkedes dog endelig Thormod ved List at overfalde og dræbe Thorgrim i hans Bod paa Thinget ved Garde, og han bestod nu mange Farer, idet han forfulgtes paa det heftigste af Thorgrims raske Systersønner, af hvilke dog ikke mindre end fire faldt for hans Haand. Efter tre Aars Ophold paa Grønland slap han heldigt tilbage til Norge med Stof, og Kong Olaf skal i Førstningen ej have været ham synderlig blid, først fordi han troede at han ej havde udført sit Ærende rigtigt, men kun pralede deraf, dernæst, efter at have erfaret Sagens rette Sammenhæng, fordi han fandt at Thormod havde udstrakt sin Hevn altfor vidt, og dræbt altfor mange Mennesker. Dog gav han ham omsider Ret, og Thormod var fra nu af hans uadskillelige Tilhænger[20]. Dette er alt, hvad der fortælles om Olafs Forhold til Grønland. At Landet virkelig paa en Maade blev afhængigt af Norge, kan man vel neppe betvivle, om end denne Afhængighed endnu var svag og kun havde lidet at betyde. I fuldkommen Afhængighed kom det, som vi i det følgende ville see, først under Kong Haakon Haakonssøn herved 1260.

  1. ↑ Bjørn Hitdølakappes Saga.
  2. ↑ Bjørn Hitdølakappes Saga. Olaf d. hell. Saga, Cap. 60.
  3. ↑ Ares Islendingabok, Cap. 8. Hungrvaka, Cap. 3. Se ovf. S. 599.
  4. ↑ Alt hvad i Sagaerne nævnes om denne Sag, er de nys anførte Ord, at Islændingerne efter Olafs „Ordsending“ indrettede deres Lov og Christenret; Olaf d. hell. Saga, Cap. 121, Snorre, Cap. 133. Antaget, at Bernhard rejste over til Island 1016, maa han, siden han skal have opholdt sig der i 5 Aar, være kommen tilbage til Norge 1021. Omkring 1020–21 har altsaa maaskee Christenretten været lovtagen paa Island.
  5. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 121. Snorre, Cap. 133.
  6. ↑ Den her følgende merkelige Opregnelse af Islændingernes Rettigheder i Norge og Nordmændenes paa Island findes indført i den gamle islandske Lovbog, kaldet „Graagaas“, efter et edeligt Vidnesbyrd af Biskop Gissur og flere andre (altsaa omkring 1090) om at de havde hørt Gissurs Fader Isleif, og flere Mænd med ham sværge, „at Kong Olaf gav Islændingerne denne Ret eller bedre“. Se „Norges gl. Love“ I. S. 437, 438. Tiden da Overeenskomsten sluttedes, maa, som man seer, have været efter at Orknøernes Jarler underkastede sig 1021, siden Orknøerne omtales som Skatland; men derimod førend Olaf i 1024 havde gjort Forsøg paa at strække sin Magt over Island videre, som det nedenfor skal fortælles; det maa altsaa være c. 1022. Merkeligt nok, omtales her udtrykkeligt Opdagelsesrejser; man har aabenbart haft Rejser til Viinland for Øje.
  7. ↑ Dette var rimeligt nok, da de fleste Landnamsmænd vare Haulder, og tillige Byboere havde Hauldsret; og som Byboere eller Handelsmænd maatte Islændingerne nærmest betragtes. Om Hauld og Hauldsret, se ovf. S. 143.
  8. ↑ Her findes altsaa den første nøjere Bestemmelse med Hensyn til Landørerne, saaledes som deres Betaling ordnedes, efter at den længe havde været vaklende. Hertil sigter Are Frode i Islendingabok, Cap. 1. „Harald Haarfagre“, heder det her, „forligtes med Islændingerne om at enhver, som drog fra Norge til Island og ikke allerede var skilt derfra, (d. e. havde affundet sig med Kongen), skulde betale fem Ører til Kongen. Dette var Oprindelsen til hvad der nu kaldes Landører, og siden den Tid betaltes stundom mere stundom mindre, indtil Olaf digre erklærede, at enhver Mand, som foer mellem Norge og Island, skulde betale Kongen Landøre, ½ Mark, undtagen Koner og dem han særskilt undtog. Altsaa var Landøren, som vi og ovenfor (1. B. S. 556) have bemerket, i Førstningen en Afgift, som erlagdes engang for alle; siden blev den en Afgift for hver Islænding, der kom til Norge, hvor ofte han end besøgte Landet. Egentlig skulde den ifølge sin Oprindelse betales ved Afrejsen fra Norge, men betaltes, som man seer, efter Olafs Foranstaltning og maaskee før (se ovf. S. 551) ved Ankomsten.
  9. ↑ Om Thorkell Eyjulfssøn, se ogsaa ovenfor S. 450.
  10. ↑ Om disse to Fostbrødre er der en heel, meget underholdende Saga, kaldet Fostbrødra-Saga, der ogsaa øjensynligt har været benyttet ved Kongesagaernes Redaktion, men hvis Paalidelighed i alle Enkeltheder dog ikke er vis. Thormods Fader Berse var en Sønnesøn af hiin Gunnbjørn, som opdagede Gunnbjørnssker, se ovenfor S. 358. De havde begge været opdragne i Isafjorden, og allerede i deres Drengeaar sluttet Fostbroderskab ved at gaa under Jordstrimler med hinanden (se ovenfor 1ste B. S. 782). Thorgeir begik saa mange Drab paa Island, at han tilsidst blev erklæret fredløs; dog var han imidlertid bleven Kong Olafs Hirdmand, og rejste en Tidlang frem og tilbage mellem Norge og Island. I denne Tid holdt Thormod sig hjemme. Den ovenfor omtalte Thorbjørg lærte han at kjende paa en Fiskefart udefter Isafjorden. Da han havde digtet Kvadet til hendes Ære, og det blev bekjendt, fik han Bebrejdelser derfor af en tidligere Kjæreste, han havde, ved Navn Thordis, og han vidste ikke at hjelpe sig paa anden Maade end ved at foregive at Digtet egentlig gjaldt Thordis, og at kvæde det for denne med enkelte Forandringer, hvorved hans Udsagn bekræftedes. Men om Natten, heder det, aabenbarede Thorbjørg Kolbrun sig for ham i Drømme, bebrejdede ham hans Upaalidelighed, og sagde at han skulde faa de heftigste Øjensmerter, indtil han havde givet hende hendes Kvad tilbage. Drømmen gik strax, fortælles der, i Opfyldelse, og Thormod blev ikke fri for Øjensmerterne, førend han han havde bragt Kvadet i sin gamle Skik, og offentligen erklæret, at det var tilegnet Thorbjørg og ingen anden. Da fik han Tilnavnet Kolbrunarskald. Hans Fostbroder blev omsider dræbt, som det nedenfor skal omtales, og Thormod tog sig saa nær deraf, at han forlod Island, og begav sig til Kong Olaf, som ved at høre at han var Thorgeirs Fostbroder strax bød ham velkommen, og siden gjorde ham til sin Hirdmand. Efter en anden Beretning skulde Thormod først have besøgt Knut den mægtige i Danmark, og paa en saare æventyrlig Maade være kommen til Olaf (Fostbrødra-Saga, Cap. 24–26, den legendariske Olafs Saga, Cap. 57, 58), hvilken Beretning dog, uagtet sin Ælde, er mindre sandsynlig.
  11. ↑ Se Grettes Saga. Maaden, paa hvilken Thorstein reddedes, er i Sagaen saa romantisk fortalt, og ligner saa ganske, hvad der ellers fortælles i Romanen eller Visen om Tristan og Isolde, at man neppe kan tvivle om at det er taget herfra; dog hindrer dette ikke Sandfærdigheden af det væsentlige i Beretningen, nemlig at Thorstein virkelig hevnede sin Broders Drab i Constantinopel, og frelstes paa en ualmindelig Maade. Ved Sagaens Slutning heder det udtrykkeligt, at den berømte Lagmand Sturla Thordssøn kaldte Grette den eneste Islænding, som blev hevnet i Constantinopel. Vi have ogsaa ovenfor S. 452) seet hvorledes Thorstein Vigastyrssøn søgte at hevne sin Fader i Constantinopel.
  12. ↑ Om Einar paa Tveraa eller Tveræing, se ovenfor S. 179–182.
  13. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 121, 123; Snorre, Cap. 133–155.
  14. ↑ De nærmere Omstændigheder ved Gudmunds Død fortælles i Ljosvetningasaga Cap. 21. Han sad, heder det, i sin Anseelse lige til sin Død. Da det lakkede til Enden med ham, havde en Mand i Eyjafiorden ved Navn Thorhall, en Drøm, som han vilde faa en klog Drømmeudtyder, kaldet Drømme-Finne, til at forklare. Men Finele sagde at han ej vilde høre Drømmen, og bød ham fortælle den til Gudmund. Denne havde endnu samme Dag redet ud efter Heredet, og ventedes hjem om Aftenen. Hans Broder Einar lagde sig ned og sov; han drømte at en svær Oxe med store Horn gik op efter Heredet til Madrevalle, besøgte hvert Huus paa Gaarden, og gik endelig til Andveget, hvor den faldt død ned. Han sagde: „dette ere Mænds Fylgjer, og de varsle om store Tidender“. Da Gudmund om Aftenen kom hjem gik han efter sin Skik til hvert Huus paa Gaarden, og satte sig endelig i Andveget, hvor han lagde sig ned, idet Thorhall, som imidlertid var kommen, fortalte ham sin Drøm. Derpaa rejste han sig op for at spise, da Maden var kommen paa Bordet. Det var Melk, opvarmet med hede Stene. Men Gudmund sagde: „Melken er ikke varm“. Hans Hustru Thorlaug forundrede sig, og hedede Stene endnu engang, men Gudmund sagde fremdeles: „den er ikke varm“; lænede sig bagover og var død. „Dette“, sagde Thorlaug, „er en stor Tidende og vil spørges baade vidt og bredt, men ingen skal røre ved ham, førend Einar kommer; han har ofte haft Anelse om mindre Tidender end denne. Siden kom Einar og ordnede hans Lig. Men han sagde til Thorhall: „din Drøm har ikke haft liden Kraft, og det er tydeligt at Finne skjønnede at den, hvem den fortalte om, var fejg, og det undte han Gudmund. Han maa have været kold indvendig, siden han ej følte Varmen“.
  15. ↑ Om Thegngilde, eller Erstatning for det Tab af en Thegn eller Undersaat, som Kongen led, naar en af Landets fribaarne Mænd var dræbt, se ovenfor 1ste B. S. 134.
  16. ↑ Om Næseskatten, se ovenfor 1ste B. S. 440, 497, 718. Det paa sidstnævnte Sted anførte saa vel som den ovenfor i Texten optagne Udsagn, ere af den største Vigtighed med Hensyn til Bestemmelsen af denne Skats Forhold til Ledingen. Det viser sig deraf, at Ledingen kun var en forandret Form for Næseskatten, som følgelig vedblev uforandret udenfor Sødistrikterne eller paa Oplandene. Der gik den dog i Tidens Løb over til at blive en reel Afgift, og antog Navnet „Visøre“.
  17. ↑ I Flatøbogen, skreven 1387, staar der udtrykkeligt: Retteligen have kyndige Mænd skrevet og sagt med Sandhed, at Kong Olaf gjorde sig alle de Lande, der nu ligge under Norge, paa Island nær, skatskyldige, nemlig Orknøerne, Hjaltland, Færøerne og Grønland; se Færøingasaga, S. 189.
  18. ↑ F. Ex. Audun vestfirdske, der paa Harald Sigurdssøns Tid rejste til Grønland og der skaffede sig en Iisbjørn, se Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 72.
  19. ↑ Det er forhen viist, hvorledes Thormod nedstammede fra Gunnbjørn, der opdagede Gunnbjørnssker, og selv havde hjemme i Isafjorden, nordvestligst paa Island. Dette kan maaskee og have givet ham et vist Drag til Grønland.
  20. ↑ Se om alt dette Fostbrødresaga.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/71&oldid=85792»