Det norske Folks Historie/2/72
Olafs herskesyge Planer med Hensyn til Island mislykkedes ej alene i sig selv, men de hevnede sig ogsaa deri, at de islandske Høvdingesønners nødtvungne Ophold i Norge gav Anledning til store Ubehageligheder for ham, ja udsatte ham endog for at paadrage sig alle de mægtige Arnungers Fiendskab. Thorodd Snorressøn, Stein Skaftessøn og Egil Sidu-Hallssøn maatte ledsage Kongen til Nidaros og opholde sig hos ham om Vintren; Dette var i den anden Vinter, de saaledes havde tilbragt borte fra Hjemmet som Gisler, og især vare de to første meget utaalmodige herover. Stein Skaftessøn, en smuk Mand, dygtig i alskens Idrætter, en god Skald og meget overmodig, klagede baade i Vers og i almindelig Tale over Kongens Adfærd, og saa vel han, som Thorodd ytrede, at det skulde gaa Kongen værre end dem, der havde sendt ham sine Sønner, hvis han ej lod dem have deres Frihed. Kongen blev meget vred herover. Skafte Lovsigemand havde digtet en Draapa om Kong Olaf og ladet Stein lære den, for at han igjen kunde kvæde den for Kongen. En Dag, da Stein var hos Kongen, spurgte han derfor denne, om han vilde høre hans Faders Draapa. Kongen sagde at han først vilde høre hvad han selv havde digtet om ham. Stein svarede at dette intet havde at betyde, da han ikke var nogen stor Skald; dog skjønnede han godt, hvad Kongen sigtede til, og gik derfor bort. Ikke længe efter fandt han en Nat Lejlighed til at flygte bort, ledsaget af sin Skosvend. Han tog Vejen over Gaularaasen og ud til Orkedalen, hvor han næste Aften kom til en Kongsgaard, der bestyredes af en Aarmand ved Navn Thorgeir, hvilken just havde været tilstede i Nidaros ved den sidste Samtale mellem Kongen og Stein. Thorgeir tilbød ham at blive der om Natten og spurgte, hvad der var paa Færde med ham. Stein bad ham kun om at saa Hest og Slæde, da han strax agtede sig videre. Thorgeir svarede, at han nødig vilde indlade sig derpaa, da han ej vidste om Kongen havde givet ham sit Samtykke til Rejsen. „Forleden Dag“, sagde han, „vankede der just ikke myge Ord mellem dig og Kongen“. Stein svarede, at om end Kongen forbød ham at raade sig selv, skulde ikke Kongens Trælle forbyde ham det. I det samme drog han sit Sverd og dræbte Aarmanden; og da der just kjørtes noget Korn ind paa Gaarden, tog han Hesten og bød Skosvenden sætte sig paa den, medens han selv satte sig i Slæden. De rejste nu den hele Nat over Surendalsskoven, indtil de kom ned i Surendalen paa Nordmøre. De skaffede sig Oversætning over de forskjellige Fjorde, der laa paa deres Vej, og fik god Hjelp, hvor de kom, idet de udgave sig for Kongens Mænd, uden at nævne noget om Drabet. Saaledes rejste de saa hurtigt som muligt, indtil de en Aften kom til Giske paa Søndmøre, hvor Thorberg Arnessøn boede. Thorberg selv var ikke hjemme, men hans Hustru Ragnhild, Erling Skjalgssøns Datter, tog paa det venligste imod ham, fordi hun kjendte ham før, og han havde haft Anledning til at vise hende en stor Tjeneste. Det traf sig nemlig, at han paa sin Rejse fra Island i sit eget Skib for halvandet Aar siden (1025) allerførst landede ved Giske, just som Ragnhild laa og skulde føde et Barn, men ikke kunde blive forløst og led store Smerter. Man ønskede at have en Prest ved Haanden, men der var ingen paa Øen, og heller ikke nogen i Nærheden. Da fik man høre, at der var kommet et Kjøbmandsskib til Øen, og sendte strax Bud for at spørge om det havde nogen Prest ombord, og i saa Fald bede ham komme op paa Gaarden. Der var en Prest ombord, men han var ganske ung og kunde ikke stort af Lærdommen; derfor vovede han sig ikke til at gaa, førend Stein lovede ham at være med. Da gik de op; kort efter fødde Ragnhild en Datter til Verden, som var meget svag og derfor strax maatte døbes af Presten. Stein holdt hende rinder Daaben, gav hende Navnet Thora, og skjenkede hende en Guldfingerring i Faddergave. Ragnhild tilsagde Stein sit Venskab og bad ham komme til hende, hvis han behøvede Hjelp. Stein svarede, at han nok ikke kom til at holde flere Pigebørn under Daaben, og dermed skiltes de dengang. Nu derimod benyttede han sig af hendes gode Tilbud. Han fortalte hende, hvad der var skeet, og hvor opbragt Kongen var paa ham. Hun lovede ham at gjøre alt hvad der stod i hendes Magt for at hjelpe ham, og bad ham at opholde sig der, indtil hendes Mand kom hjem. Hun gav ham Plads ved Siden af sin tolvaarige Søn Eystein Orre. Da Thorberg kom, var han ikke videre blid, da han allerede havde hørt, hvorledes det var gaaet Stein. Da Ragnhild bad ham at tage sig af ham, sagde han: „jeg har bragt i Erfaring, at Kongen har ladet holde Orvarthing efter Thorgeir, at Stein er lyst utlæg, nei at Kongen er overvættes vred; og jeg er klogere end som saa, at jeg skulde udsætte mig for Kongens Vrede ved at antage mig en udenlandsk Mand: lad Stein fare bort saa fort som muligt“. Ragnhild svarede, at da skulde hun ogsaa fare bort med ham. „Som du vil“, svarede Thorberg, „du kommer nok snart igjen, thi her har du meest at sige. Da traadte Eystein Orre frem og sagde, at han heller ikke vilde blive tilbage, hvis hans Moder rejste bort. Thorberg sagde at de viste sig over al Maade paastaaelige og heftige i dette Stykke; „dog“, sagde han, „faar jeg vel lade eder raade; men altfor meget ligger det til din Æt, Ragnhild, at ringeagte Kong Olafs Ord“. „Anseer du det for en saa farlig Sag at forsvare Stein“,“ sagde Ragnhild, saa rejs selv med ham til min Fader Erling, eller skaf ham Følge, saa at han kommer did i Fred“. „Til Erling sender jeg ham ej“, sagde Thorberg, „fordi han alligevel har gjort nok til at paadrage sig Kongens Mishag“. Og saaledes forblev Stein der Resten af Vintren (1026–1027). Efter Juul kom der Sendebud til Thorberg, med den bestemte og strenge Befaling, at han før Midfaste skulde komme til Kongen. Thorberg raadførte sig med sine Venner, hvor vidt han skulde vove paa at indfinde sig hos Kongen under de nærværende Omstændigheder. De Hefte fraraadede ham det og sagde at han heller burde sende Stein fra sig. Thorberg vilde dog helst lyde Kongens Bud. Noget efter drog han til sin Broder Finn, fortalte ham hvorledes Sagerne stode og bad ham gjøre ham Følge. Finn sagde.at det var slemt at have saadant Kvindeherredømme, at man ej for sin Kones Skyld kunde vise sin rette Herre den tilbørlige Lydighed. „Det staar dig frit for, om du vil følge mig eller ej“, sagde Thorberg, „men det forekommer mig dog som om du undslaar dig derfor mere af Frygt for Kongen, end af Kjærlighed til ham[1]. Derefter drog han til sin Broder Arne, og fremsatte den samme Anmodning til ham. Arne fandt det underligt, at en Mand med Thorbergs Klogskab skulde kunne rage i saadant Uheld og paadrage sig Kongens Vrede uden mindste Nødvendighed; det kunde lade sig høre med en Frænde eller Fostbroder, men at tage sig af en islandsk Mand, som Kongen havde lyst utlæg, og bringe baade sig selv og sine Frænder i Fare for hans Skyld, det var dog altfor galt. „Skal her være Tale om Uheld“, svarede Thorberg, „bliver det min Faders, nemlig at hans yngste Søn skulde vanslægte fra Ætten, og hvis det ej var at tilføje min Moder Skam, vilde jeg aldrig kalde dig vor, Broder“. Med disse Ord forlod Thorberg ham og rejste hjem, vred i Hu. Siden sendte han. Bud til sin Broder Kalf nord i Throndhjem, og bad ham at møde ham ved Agdenes. Kalf lovede det, uden for øvrigt at tilføje noget Ord. Imidlertid sendte Ragnhild Bud til sin Fader Erling efter Hjelp. Han“sendte sine to hjemmeværende Sønner Sigurd og Thore, hver med en Tyvesesse og 90 Mand. Da de kom til Thorberg, blev han meget glad, og gjorde sig strax rede til Rejsen. Ogsaa han havde en Tyvesesse, og da de nu droge nordefter, havde de saaledes ikke mindre end tre vel bemandede Skibe. Stein selv var med. Da de kom til Kraakevaad[2], laa Finn og Arne der med to Tyvesesser, og Thorberg hilste dem nu paa det venligste, sigende at hans Opeggelser dog havde virket. Finn svarede, at sligt sjælden behøvedes med ham. Og da de kom til Agdenes, mødte Kalf dem ligeledes med en vel udrustet Tyvesesse. Med hele denne Flaade styrede de ind ad Fjorden, og lagde sig ved Nidarholmen om Natten. Om Morgenen holdt de Raad om, hvad de skulde gjøre. Kalf og Erlings Sønner vilde at de skulde lægge ind til Byen med deres hele. Styrke, og lade det komme an paa, hvad der da vilde skee. Thorberg derimod vilde at man skulde fare frem i Mindelighed og byde anstændige Forligsvilkaar. Heri samtykkede Finn og Arne, og derved blev det. Finn og Arne begave sig, ledsagede af kun nogle faa Mænd, til Kongen, og gjorde ham paa Thorbergs Vegne det Tilbud, at han skulde fastsætte en saa stor Pengebod, som han vilde, naar Thorberg blot maatte have Landsvist og beholde sine Vejtsler, og Stein slippe for Straf paa Liv eller Lemmer. Kongen, som havde hørt, hvilken stor Troppestyrke Brødrene havde samlet, var:meget alvorlig, og sagde: „Saa vidt jeg kan skjønne, have I allerede hjemmefra tænkt at indrette denne Færd saaledes, at I kunne raade i det mindste lige saa meget som jeg, om ikke mere, og allermindst ventede jeg af eder Brødre, at I vilde fare med en Hær mod mig. Jeg skjønner derfor nok, at det er Jæderboerne, som have udklækket dette Raad. Men Pengebøder nytter det ej at byde mig“. – „Aarsagen“, svarede Finn, „hvorfor vi Brødre have samlet al denne Styrke, er ej fordi vi vilde byde eder Ufred, Konge, men fordi vi først vilde tilbyde eder vor Tjeneste; thi afslaar I at modtage den, og tiltænker I derimod Thorberg“ nogen haard Behandling, da drage vi alle sammen med hele denne Styrke til Kong Knut den mægtige“. Kongen saa en Stund paa ham, og sagde derpaa: „Dersom I, Brødre, ville tilsværge mig at I skulle følge mig baade inden- og udenlands, aldrig skilles fra mig uden min Tilladelse, og aldrig skjule for mig de svigagtige Anslag, som I maatte erfare at der smedes imod mig, da skal jeg modtage Forligstilbudet“. Da Finn kom tilbage med dette Svar, blev der igjen raadslaaet. Thorberg erklærede at han for sin Deel vilde efterkomme Kongens Fordring, „thi“, sagde han, „jeg har ingen Lyst til at fly fra mine“ Ejendomme og søge hen til udenlandske Høvdinger, medens det derimod altid vil være mig til Hæder at følge Kong Olaf og være der, hvor han er“. Kalf sagde: „ingen Ed vil jeg tilsværge Kongen, og agter kun at forblive i Landet saa længe som jeg beholder mine Vejtsler og øvrige Hædersposter, og Kongen vil være min Ven: saaledes bør vi alle gjøre“. Finn sagde at han vilde lade Olaf alene raade for Vilkaarene mellem dem. Arne erklærede, at naar han havde besluttet sig til at følge Thorberg, om han end agtede at stride mod Kongen, vilde han saa meget heller være med ham, naar han valgte det bedre Raad,; han vilde derfor, sagde han, følge ham og Finn og antage de samme Vilkaar som de. Derpaa gik de tre Brødre ombord paa et af Skibene, roede ind til Byen, og begave sig til Kongen, med hvem de nu sluttede Forlig, saaledes at de tilsvore ham den forlangte Ed, men Kongen derimod tilsagde Stein i fuldkommen Fred, dog med det Tillæg, at han ikke længer vilde have ham hos sig. De vendte nu tilbage til deres øvrige Følge, og Flaaden skiltes ad. Kalf, der ej havde villet binde sig saa nøje til Kongen, drog ind til Egg; Finn begav sig til Kongen, og Thorberg tilligemed de øvrige droge sydefter. Stein fulgte med Erlings Sønner syd til Jæderen, og rejste ikke længe efter, tidligt om Vaaren, til England, hvor han siden gik Kong Knut til Haande[3]. Efter en anden, mindre sandsynlig, Beretning skal Olaf virkelig have taget Stein fuldkommen til Naade, og fremdeles beholdt ham hos sig, men han skal desuagtet have rømt over til Knut[4]. Efter nogles Sigende skal han have opholdt sig længe hos Knut; efter andres skal hans Forfængelighed og Overmod have paadraget ham Knuts Misnøje, saa at han ej længe kunde forblive ved dennes Hof[5]. Ja den skal endog tilsidst have voldt hans Død, thi der fortælles, at da han engang led Skibbrud paa Jyllands Kyst, og vel kom levende i Land, men aldeles udmattet og kraftesløs, skal en Kone, d.er just kom ned for at vaske Klæder, have faaet saa stor Lyst til alle de Kostbarheder, han bar paa sig, at hun slog ham ihjel med sit Banketræ og plyndrede Liget. „Og dette“, tilføjes der, „var tilpas til ham formedelst hans Overmod og Ulydighed mod Kong Olaf“[6].
- ↑ Maaskee Finn allerede da boede paa Austraat paa Yrje eller Ørlandet ved Indløbet til Throndhjemsfjorden, at han senere boede der, er vist, se Harald. Sigurdssøns Saga, Cap. 64.
- ↑ Hos Snorre staar her „fyrir þróndheimsmynni“ d. e. til Mundingen af Throndhjemsfjorden, og som dennes Munding ansaaes Farvandet omkring den lille Ø Kraakevaad midt imellem Ørlandet og Hiteren. Krákuváð sem er þróndheimsmynni heder det i en gammel geografisk Optegnelse, se Hist. Norv. Anmerkn. S. 31. I de ældste Haandskrifter af Olaf den helliges Saga er Rum aabent for Navnet.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 134, Snorre, Cap. 148.
- ↑ Den legendariske Olafs Saga, Cap. 63.
- ↑ Den legendariske Saga, l. c. Stein, heder det, lod sin Hest sko med Guld ligesom Kongen selv; han lod ogsaa sit Sverdfæste belægge med Guld, saaledes at Hjaltene vare af Guld, men Mellemgrebet ubelagt. Da han fremviste det ved et Drikkelag, angav han som Grund til den ufuldstændige Udsmykning, at han ej havde haft Penge nok. Knut bød sin Skatmester tage et Guldstøb og give ham ½ Mark Guld deraf. Stein sagde: er da denne halve Mark bedre end den anden halve, som er tilbage? Dertil svarede Kongen: „slige Mænd er os for store; tag her en heel Mark Guld, men med vort Samliv er det forbi“.
- ↑ Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 181. At hine Tiders fromme Tro saa i Steins sørgelige Endeligt et tydeligt Tegn paa Guds Vrede over hans Færd mod Kong Olaf, ligesom man i Sigmund Brestessøns lignende Dødsmaade, (se ovf. S. 333, 417.) havde seet en Straf fordi han vedblev at bære Afgudsbilledets Ring trods Olaf Tryggvessøns Advarsel, er heel naturligt.