Det norske Folks Historie/2/76

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 741-746).

Da Kong Knut hørte, at Olaf havde taget Vejen til Lands hjem til Norge, hævede han Ledingen, og gav alle sine Mænd Tilladelse til at adsprede sig i Vinterkvarterer, idet han selv drog tilbage til England for at foretage nye Udrustninger^[1]. Dog forbleve de enkelte Tropper, han allerede havde medbragt, i Danmark; de bestode især af Englændere, tildeels ogsaa af Nordmænd og Folk fra andre Lande. Af de norske Høvdinger, der havde deeltaget i Toget med ham, vendte Erling Skjalgssøn om Høsten tilbage til Norge, og fik ved Afskeden store Gaver af ham. Thore Hund forblev hos Knut. Med Erling fulgte ogsaa nogle Sendebud fra Knut, der havde en Mængde Penge og Kostbarheder hos nu, og rejste om Vintren vidt og bredt gjennem Landet for at uddele Gaver i Knuts Navn, og ved slige Bestikkelser skaffe ham flere Tilhængere i Norge. De foretoge sine Rejser under Erling Skjalgssøns mægtige Beskyttelse, hvilket viser, at deres Virksomhed især maa have omfattet den vestlige Deel af Landet. De havde alt for god Fremgang, thi en Mængde lod sig ved deres fristende Gaver og Tilbud forføre til Frafald fra Olaf, og til at love Knut deres Hengivenhed og Tjeneste^[2]. Nogle gjorde det aldeles aabenlyst; de fleste holdt det endnu hemmeligt, men vare derfor saa meget farligere. Alt dette kom, som venteligt var, snart for Olafs Øren. En fortalte ham eet, en anden et andet; det blev det almindelige Samtale-Emne ved Hirden, og det er ej at undres over, at hans Sind fyldtes med Uro, Mismod og Mistænkelighed, der oftere gav sig Luft. Saaledes viste han sig meget unaadig mod Sighvat Skald, da denne endelig, efter sin Udenlandsrejse, og sandsynligviis efter et længere Ophold i Danmark, strax ved Hjemkomsten til Norge indfandt sig hos ham i Sarpsborg. Kongen sad just ved Bordet, da Sighvat kom ind og hilste ham, men han vilde ikke modtage hans Hilsen. Sighvat kvad da et Vers, hvori han bad Kongen anvise ham, sin Stallare, Plads i Hallen. Men Olaf svarede: „jeg veed ikke om du nu længer anseer dig for min Stallare, eller om du er bleven Kong Knuts Mand“. Sighvat svarede i et andet Vers, at Knut visseligen havde anmodet ham om at blive hans Mand, men at han havde svaret, at han ej kunde tjene mere end een Herre ad Gangen. Han paastod tillige at han havde været uretfærdigt bagvasket, og at han havde opholdt sig hos Knut alene som Gjest. Da anviste Kongen ham hans forrige Plads, og, siges der, Sighvat kom snart i lige saa stor Yndest hos Kongen som for. Der fortælles ogsaa, at Sighvat nu fulgte Kongen baade Dag og Nat, og at han til Julen fik et prægtigt guldhjaltet Sverd af ham, hvilket de andre Hirdmænd ikke lidet misundte ham. Imidlertid siges der ogsaa, at Sighvat var en stor Ven saavel af Haakon Jarl, som af Erling Skjalgssøn, og at han endog, da han hørte den første ilde omtale af Olafs Hirdmænd, fordi han trods sin Ed førte en Hær mod Kong Olaf, der havde skjenket ham Livet, halv om halv søgte at undskylde ham, idet han gav at forstaa, at det var vel, hvis alle kunde sige sig ganske rene for Svig. Sighvats Stilling ved Olafs Hof har altsaa neppe været saa ganske behagelig^[3].

Da Olaf havde mange Folk om sig, men ingen Indtægter fra det nordenfjeldske indløb til ham, eftersom de alle havde været anvendte til det forrige Aars Leding, blev det snart meget vanskeligt for ham at skaffe sig selv og sine det nødvendige Underhold i Tunsberg. Paa nogen Rejse til de vestlige og nordlige Kystfylker var der ej at tænke, da han deels manglede de nødvendige Skibe, deels havde faaet saadanne Efterretninger om den der herskende Stemning, at ingen synderlig Fred og Sikkerhed der var at vente for ham, hvis han ikke vilde omgive sig med en stor Hær. Han besluttede derfor strax efter Julen (1028) at rejse om paa Oplandene, hvor hans egentlige Hjem var, og hvor Folket, som man seer, stedse var ham meest hengivent^[4]. Da han kom derop, indbøde Lendermændene og de rige Bønder ham, for saaledes at lette ham hans Bekostninger. Saaledes kom han ogsaa op til den nordlige Deel af Hedemarken, hvor han tog sit Ophold hos en af sine Aarmænd, ved Navn Bjørn; denne var gautsk af Fødsel og noget skyldt til Dronning Aastrid, hvis Indflydelse han ogsaa havde at takke, at han havde faaet denne Aarmenning og Kongens Syssel i den øvrige Deel af Hedemarken, hvormed ogsaa Bestyrelsen af Østerdalen var forenet. Han var meget lidet yndet af Bønderne. Der havde just indtruffet mange Kvægtyverier i Bygden, hvor Bjørn var, og paa et Thing, som i den Anledning blev holdt, havde han udtalt sin Mistanke mod Østerdølerne, thi slige afsides boende Folk i Skovbygderne, sagde han, vare ligest til at have begaaet saadanne Forbrydelser. Østerdalene vare nemlig i den Tid endnu kun lidet bebyggede; Gaardene laa spredte i Skovrydninger eller ved Vandene, og kun paa faa Steder fandtes større samlede Bygder. Især søgte han at henlede Mistanken paa to unge, evnelige Mænd, ved Navn Dag og Sigurd, Sønner af en rig Mand i Østerdalen, ved Navn Rand. Deres fornemme Væsen, og Stads i Klæder og Vaaben havde længe været ham en Torn i Øjnene, og da de nu paa Thinget svarede paa Østerdølernes Vegne, og tilbageviste Beskyldningen, lod han sin Harme gaa ud over dem. Da Kongen kom, blev Sagen forebragt ham, og Bjørn udtrykte ligeledes for ham sin Mistanke mod Rauds Sønner. Der blev sendt Bud efter dem, og de kom strax. Men da Kongen fik dem at see, sagde han at de slet ikke saa ud til at være Tyve, og modtog derimod en Indbydelse, de bragte fra deres Fader, om at besøge ham i et Tredages-Gilde med alle sine Folk. Bjørn fraraadte ham at rejse, men han ændsede det ej, og kom til Rand, hvor han forefandt et prægtigt Gjestebud. Han erfarede nu, at Rand var en rig Mand af en fornem svensk Æt, men at han var flygtet til Østerdalen med sin Hustru Ragnhild, der var en Syster af Kong Ring Dagssøn, den samme, som i sin Tid var bleven fangen af Kong Olaf og nødsaget til at flygte. Kongen erkjendte sig derfor selv som hans Sønners Frænde, og da han merkede at de vare meget forstandige, spurgte han om der ej var noget, som de især havde lagt sig efter. Sigurd sagde at han forstod sig paa at udtyde Drømme, og bestemme Dagens Tider uden at see Himmellegemerne; Dag derimod, at han, ved ret at betragte en Mand, skulde kunne skjønne hans Dyder og Lyder. Kongen bad ham til en Prøve at fortælle ham hans egne Lyder, og da Dag nævnte dem, sagde han at han havde Ret. Han bad ham nu at sige sin Mening om Bjørn. Dag sagde at han var en Tyv, og at det ikke var nogen anden end ham, der havde begaaet alle hine Tyverie-r den forrige Hest: til Beviis vilde man endnu paa Bjørns Gaard kunne finde de stjaalne Dyrs Been, Horn og Huder. Da Kongen efter de tre Dages Forløb forlod Raads Gaard, fik han ved Afskeden store Vennegaver, og Raads Sønner fulgte med ham. Han lod strax anstille Undersøgelser paa Bjørns Gaard, og Levningerne af de stjaalne Dyr bleve ganske rigtigt fundne. For Dronningens Skyld lod Kongen Bjørn slippe derfra med Livet, men han jog ham ud af Landet^[5].

Paa Hedemarken havde den unge Thore, en Syn af Ølve paa Egg, Stifsøn af Kalf Arnessøn og Systersøn af Thore Hund, nys nedsat sig. Han havde nemlig gjort et godt og rigt Giftermaal, og derved erhvervet Besiddelser der i Egnen. Han var stor, sterk og smuk, meget vennesæl, og betragtedes allerede sytti en vordende Høvding. Ogsaa han indved Kongen til sig med hele hans Følge, og Kongen modtog Indbydelsen. Gildet var meget herligt, og paa Gaarden fandtes saa megen Pragt og Rigdom, at Kongen og hans Mænd ikke vidste hvad de meest skulde beundre, Husebygningerne, Bohavet, Bordtøjet, Bevertningen eller Verten selv. Ogsaa til Dag udtalte Kongen sin Beundring. Dag sandede Kongens Ord, men svarede dog noget undvigende. Kongen, fem nu oftere havde havt Anledning til at sætte Dags dybe Menneskekundskab paa Prøve, og havde fattet den største Tillid til ham, bad ham at udtale sig bestemtere, og sige, hvad han havde at udsætte paa Thore. Dag svarede at han nok skulde sige det, hvis Kongen ogsaa vilde overlade vaiet at bestemme Straffen for Thores Fejl. Derpaa vilde Kongen ikke indlade sig, da han, som han sagde, ej vilde henskyde sine Domme rinder andre; men fordrede dog at Dag skulde besvare hans Spørgsmaal. „Dyrt er Drottens Ord“, svarede Dag; „jeg faar da ud med Sproget: det gaar Thore som saa mange, at han er alt for begjærlig efter Gods“. „Er han da Tyv eller Ransmand“, spurgte Kongen. „Ingen af Delene“, svarede Dag. „Hvad er da paafærde med ham“, spurgte Kongen. „Han har“, sagde Dag, „for at faa Gods og Guld lovet at svige sin Herre, idet han har modtaget Bestikkelser af Kong Knut for at staa dig efter Livet“. „Hvorledes kan du bevise det“, sagde Kongen. „Han bærer en diger Guldring paa Armen“, sagde Dag; „den har han faaet af Knut, og derfor lader han ingen see den“. Kongen blev, som man let kan forestille sig, meget harmfuld herover, skjønt det rigtignok maatte være noget, han kunde vente, at Thore, hvis Fader han havde ladet dræbe, og som dertil var en Systersøn af Thore Hund og Fætter af Aasbjørn Selsbane, ej kunde være ham god. Da han siden sad til Bords, og alle vare luftige efter at Bægerne flittigt havde gaaet rundt, kaldte Olaf Thore til sig, der gik om og saa sine Gjester til Gode. Thore stillede sig foran Kongen og lagde Hænderne paa Bordet. Kongen spurgte ham, hvor gammel han var. „Atten Aar“, svarede Thore. „Du er en stor og drabelig Mand, til at være saa ung“, sagde Kongen, idet han tog hans højre Arm og strøg den med sin Haand op mod Albuen. „Tag varligt“, sagde Thore, „thi jeg har en Byld paa Armen“. Kongen følte at der var noget haardt under, og sagde: „veed du da ikke, at jeg forstaar mig paa Lægekunsten? lad mig see Bylden“. Thore, som saa at det ej nyttede længer at skjule Ringen, tog den frem. „Har du faaet den fra Kong Knut“, spurgte Kongen. Thore kunde ikke negte det. Kongen lod ham strax gribe og sætte i Jærn. Da traadte hans Stiffader Kalf Arnessøn frem, bade om Fred for ham og tilbød Pengebod paa hans Vegne. Mange andre bade ligeledes for ham og tilbøde sit Gods. Men Kongen var saa vred, at det ej nyttede at tale til ham. Thore, sagde han, skal have slig Dom, som han tiltænkte mig. Siden lod han ham dræbe. Saa vel fortjent, som denne Straf var, saa uforsigtigt var det dog af Kongen, netop paa denne Tid, da hans Magt stod paa saa svage Fødder, at lade den fuldbyrde i dens hele Strenghed. Thi dette vakte den største Uvilje saavel paa Oplandene, som især i Throndhjem, hvor Thore havde sine fleste Frænder. Ogsaa Kalf Arnessøn, som allerede forud ikke bar Kongen god, blev ham nu end mere fiendsk, thi han holdt meget af Thore, som han selv havde opdraget. Thores Drab drog ogsaa strax flere efter sig. Hans ældre Broder Grjotgard, ligeledes en dygtig og drabelig Mand, opholdt sig just paa Hedemarken, omgiven af en betydelig Skare. Saa snart han hørte at Thore var dræbt, begyndte han aabenbar Fejde mod Kongen, idet han angreb hans Mænd og herjede hans Ejendomme, hvor han fandt dem. Han tog ofte sit Tilhold i Skovene eller andre Skjulesteder. Da Kongen hørte om denne Ufred, lod han Grjotgards Bevægelser udspejde, og erfarede endelig engang, at han havde taget Natteleje i Nærheden af det Sted, hvor Kongen selv opholdt sig. Olaf drog strax om Natten derhen med sine Mænd, kom did i Dagningen, og lod Huset, hvori Grjotgard og hans Følge befandt sig, omringe. De vaagnede ved Larmen og grebe til sine Vaaben. Grjotgard løb ud i Forstuen og spurgte, hvo Angriberen var. Det blev ham sagt, at det var Kongen selv. Da spurgte han, om Kongen kunde høre, hvad han sagde. Kongen, der stod foran Døren, bad Grjotgard sige, hvad han vilde, da han godt kunde høre hans Ord. „Ikke beder jeg om Fred“, sagde Grjotgard, og løb i det samme ud med Skjoldet over Hovedet og draget Sverd i Haanden. Det var hans Hensigt, at gjennembore Kongen, men da det endnu ikke var ret lyst, og han derfor ikke saa tydeligt, traf han Arnbjørn Arnessøn, som faldt død ned paa Stedet. Grjotgard blev ogsaa strax dræbt tilligemed største Delen af hans Flok. Efter disse Begivenheder vendte Kongen tilbage til Viken. Opholdet paa Oplandene kunde ej længer være ham behageligt, ja neppe engang sikkert^[6].

Omtrent paa samme Tid tog ogsaa Haarek i Thjøtta Masken af, idet han begyndte med at tage Hevn for den Forhaanelse, hans, Huuskarle havde lidt af Aasmund Grankellssøn. Hans tyvesædede Skib laa sejlfærdigt udenfor Gaarden, og han foregav at han vilde til Throndhjem. Men en Aften om Vaaren gik han ombord med sine Huuskarle, til et Antal af henved 80 Mand. De roede hele Natten, og kom om Morgenen til den gamle Grankells Huus. De omringede og satte Ild paa det. Grankell selv, og de fleste paa Gaarden, brandt inde; kun faa kom ud, og bleve strax dræbte. I alt omkom der tredive Mand. Derpaa vendte Haarek tilbage til Thjøtta, og blev siddende hjemme i Rolighed. Aasmund Grankellssøn, den nærmeste til at hevne denne Udaad, og den eneste, der havde Magt og Mod dertil, var nede hos Kongen, og kunde saaledes intet foretage sig mod Haarek. Af de øvrige Haalogalændinger var der ingen, som vovede eller vel endog skjøttede om at kræve Haarek til Regnskab; selv bød han heller ingen Bod. Han, saa vel som de øvrige frafaldne, ventede nu alene paa Kong Knuts Komme.

1. Dette siges udtrykkeligt i Fagrskinna, Cap. 103, saa vel som i de engelske Annaler, se ovf. S. 685; efter Olaf den hell. Saga forbliver Knut Vintren over i Danmark, hvilket neppe er rigtigt.
2. Olaf den hell. Saga, Cap. 158. Snorre, Cap. 171. Om Knuts Bestikkelser tales der paa mange Steder, nemlig i den leg. Saga, Cap. 68; Fagrsk. Cap. 103; Ágrip, Cap. 23; Thjodrek, Cap. 16; Saxo, S. 520, Florents af Worcester, Mon. hist. Br. I. S. 595, Legenderne hos Langebek, Scr. rer. Dan. II. 532, 533, 541, 543. Som haandgribeligt Beviis paa Knuts Bestikkelser i Norge, især hvor Erling Skjalgssøn havde meest at sige, kan man vel ogsaa ansee de 1500 Stykker Sølvmynter, der i 1836 bleve fundne indlagte under en stor Steen nær ved Ekersund (Eikundasund), af hvilke ingen er yngre end Knut, og de fleste ere engelske Mynter med Knuts og Ædhelreds Præg (se Urda, I. S. 329). Man maa vel her, som det sammesteds antydes, nærmest tænke paa Knuts eget Ophold, i Eikundasund 1028, men det synes dog, som om der da var mindre Grund til at skjule eller nedgrave Pengene, end tidligere, da Bestikkelserne endnu dreves hemmeligt. Forskjellen i Tid gjør dog kun lidet til Sagen, thi i alle Fald maa Pengene have været nedlagte i 1028 eller sidst i 1027.
3. Olaf den hell. Saga, Cap. 157, 158. Snorre, Cap. 170, 171, 172. I Fortællingen om Sverdet heder det og, at Sighvat kvad et Vers derom, hvilket anføres. Men i den leg. Olafssaga, Cap. 62, tillægges dette samme Vers Ottar svarte. Det er imidlertid sandsynligere, at den hist. Saga her, som sædvanligt, har Ret, især da Verset udtrykkeligt handler om at Sverdet var prydet med Guld, og der siden hentydes til dette Guldhjalte af Thormod Kolbrunarskald i Stiklestadslaget. Olaf den hell. Saga, Cap. 194. Snorre, Cap. 220.
4. Det heder i Olaf den hell. Saga, Cap. 158, Snorre, Cap. 172, at Olaf drog til Oplandene, uagtet der endnu ej var hengaaet saa lang Tid siden han sidst var der, som det var lovbestemt eller Skik og Brug. Denne Tid skulde, som vi ovenfor have seet (S. 576) være 3 klar. Men da nu Olaf sidst havde været paa Oplandene Vintren 1024–25, var virkelig Tiden udløben, og Sagafortællerne maa altsaa her have erindret Fejl.
5. Olaf den hell. Saga, Cap. 159, 160, Snorre, Cap. 173, 174. I Flatøbogen staar der en vidtløftig Fortælling om Kongens Besøg hos Rand, der og kaldes Raudulf eller Ulf, om hans Drømmeudtydninger og underlige Kunster (Fornm. S. V, 1) men den bærer Præget af at nære senere udsmykket.
6. Olaf den hell. Saga, Cap. 161. Snorre, Cap. 175, 176. Den leg. Saga, Cap. 68, omtaler dette paa en forvirret Maade. Da Olaf, heder det, i sit Riges 11te klar merkede at Knuts Bestikkelser havde virket, lod han dræbe fire Mænd for sine Fiender, blandt dem een, som var Systersøn af Thore Hund, en anden, ved Navn Grjotgard, der var gift med den Kone, som siden giftede sig med Kalf Arnessøn. Altsaa forvexles her Grjotgard med Faderen Ølve.