Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/77

< Det norske Folks Historie | 2

Tiden hertil var ikke længer fjern. Knut rustede sig paa det ivrigste, for at gjøre et Tog til Norge og optræde med saadan Vælde, at han strax og uden Sverdslag kunde fuldende Landets Underkastelse, hvilken han allerede saa godt havde forberedt ved sine Bestikkelser. Vi have ovenfor seet, at han ej nøjede sig med den Hær, som han allerede om Sommeren 1027 havde bragt sammen i Danmark, men at han om Høsten efter endt Felttog vendte tilbage til England for at gjøre nye Udrustninger, medens de øvrige Tropper forbleve i Danmark, og der fordeeltes i Vinterkvarterer. Fra England skal Knut om Vaaren 1028 have bragt en Flaade af ikke færre end 50 Langskibe[1]. Hans hele Styrke skal tilsammen have udgjort tolv Hundreder (1440) Skibe, hvoriblandt dog alle Slags Smaaskuder og Transportskibe maa være iberegnede. Olaf havde paa sin Side heller ikke været ledig. Da han kom ud til Tunsberg, lod han Leding opbyde i alle Sysler, og sendte tillige Folk øster til Gautland efter sine Skibe med Tilbehør, hvilke han Høsten forud havde ladet blive tilbage der. Med begge Dele gik det imidlertid heel smaat og langsomt, thi af det opbudte Ledingsfolk kom der kun et nogenlunde rigeligt Antal fra de nærmeste Hereder, medens kun saa indfandt sig langvejsfra, faa at man tydeligt kunde see, at Landets Indbyggere i det hele taget havde vendt sig fra ham; og til Gautland var det lige saa vanskeligt at komme nu, som tidligere, da Knut med sin store Hær bevogtede de danske Sunde. De Skibe, Ledingstropperne bragte, vare kun de sædvanlige smaa Bondefartøjer. Da det rygtedes i Norge, at Kong Knut samlede en.stor Hær, med hvilken han agtede at hjemsøge Landet for at lægge det under sig, blev Opsætsigheden mod Olaf endnu mere aabenbar, og fra den Tid kom der kun meget lidet Folk til ham. Sighvat Skald har i Vers, der endnu ere opbevarede, udtalt sin Harme herover. Kongen holdt oftere deels Hirdstevner, deels ogsaa Huusthing med hele den forsamlede Hær, for at raadslaa om, hvad man skulde foretage sig. „Det nytter ikke at dølge“, sagde han, „at Knut vil hjemsøge os i Sommer med en stor Hær, medens vi derimod kun have en liden Styrke, og Folket i Landet desuden nu ikke er at stole paa for os“. Men det lader ikke til, at man kunde hitte paa noget andet Raad, end at holde sig stille i Viken, og oppebie, hvad Knut vilde foretage sig[2].

Knuts Flaade, der var bleven tilbage i Danmark, samlede sig efter hans Befaling ved Limfjorden, hvor han selv ogsaa indtraf med den sidste i England samlede Styrke[3], for derfra at drage lige over til Agder og videre mod Vesten og Norden, da det især var Kystfylkerne, eller Gulathingslagen og Frostathingslagen, hvor han havde sikret sig Tilhængere. Haakon Jarl, saa vel som de fleste frafaldne Nordmænd, der havde søgt til ham, fulgte nu med. Fra Limfjorden sejlede han saa hurtigt som muligt til Agder, hvor han strax lod stevne Thing. Bønderne indfandt sig strax, toge ham til Konge og stillede ham Gisler. Saaledes gik det ogsaa i de øvrige Fylker, eftersom han drog nordefter. Ingensteds løftedes endog en eneste Stemme imod ham; men han blev overalt tagen til Konge, indsatte Sysselmænd, og modtog Gisler af Bønderne, der flokkede sig til ham fra Herederne. Han laa en Stund i Eikundasund; der kom Erling Skjalgssøn til ham med en stor Skare, og Knut og han forbandt sig med hinanden paany. Knut, der var gavmild med store Løfter, lovede ham at forlene ham med alle Fylker mellem Stad og Rygjarbit, altsaa hele Gulathingslagen paa Søndmøre nær. Dette var mere, end Erling havde haft endog under Olaf Tryggvessøn. Knut standsede ikke, førend han kom til Nidaros. Hans Tog langs Norges Kyst er levende beskrevet af et Øjevidne, den islandske Skald Thorarin Lovtunga, der selv var med paa Toget, og som allerede forhen havde digtet en Draapa om Knut[4], men nu ogsaa forevigede dette Tog i en egen Draapa, kaldet Tugdraapa, der i Versemaal og Indhold har saa meget tilfælles med Sighvats Draapa om Knut, at man næsten maa antage den ene for en Efterligning af den anden. „Den raske Fyrste“, siger han, „førte ingen liden Hær ud fra Limfjorden. De flinke Egder betragtede med Forbauselse Sejrfyrstens prægtige Færd, thi hans Skib var heelt forgyldt, og her var i Sandhed Syn for Sagn. De kulsorte Havheste stevnede frem paa Havet foran Lister, hele Eikundasund var bedækket med Skibe. De troe Hirdmænd styrede hvast forbi Hornelens gamle Klippe, og da Søhestene pløjede Bølgen udenfor Stad, var Kongens Færd ikke daarlig. I herlig Bør bare Bølgerne de lange Snekker forbi Stimshesten; Havets Falke fløj saa godt fra Syden at Herren omsider kom nord til Nid“[5]. Da Olaf var kommen til Nidaros, stevnede han 8 Fylkers Thing paa Ørene, eller det saakaldte Ørething, og blev her tagen til Konge for hele Norge. Thore Hund havde ledsaget ham fra Danmark, og var nu hos ham, ligeledes indfandt Haarek sig fra Haalogaland. Begge lode sig nu udnævne til Knuts Lendermænd, og svore ham Troskabsed. Han gav dem store Vejtsler og derhos Finnefærden, med andre Ord, han forlenede dem med hele Haalogaland; dertil gav han dem store Gaver. Alle andre Lendermænd, der kom til ham, og vilde hylde ham, gav han ligeledes baade Vejtsler og Gods med rund Haand, saa at de alle fik større Magt end hidtil[6].

Knut havde saaledes uden Sverdslag underkastet sig alle Kystfylkerne eller hvad der dengang ansaaes for det egentlige Norge, og havde tillige paa Ørething faaet Kongetitelen over det hele Rige. Merkeligt nok, det var nu just den Deel af Riget, der hidtil havde viist Danekongerne Hengivenhed, nemlig Viken og Oplandene, som længst blev Olaf tro, medens derimod Kystfylkerne, eller den Deel, der ellers var Haarfagre-Stammens Støtte, nu allerførst gav sig i Danekongens Vold. Men hertil bidrog vel deels, at Olaf selv hørte hjemme paa Oplandene, deels at han nu i denne Tid opholdt sig i Viken, og ved sit personlige Nærværelse hindrede Folket fra aabenbart Frafald. Da Knut saaledes var bleven anerkjendt som Norges Konge, holdt han i Nidaros et stort Thing, baade for Nordmændene og de ham ledsagende fremmede Tropper. Her satte han sin Søn Hardeknut i Højsædet hos sig, gav ham Kongenavn, og tildeelte ham Danmark; hvad Norge derimod angaar, bekjendtgjorde han, at han satte sin Systersøn Haakon Jarl til at bestyre alt det Land, han paa dette Tog havde vundet[7]. Fremdeles tog han Gisler af alle Lendermænd og Storbønder, enten deres Sønner, Brødre eller andre Nærpaarørende. Saa snart Haakon Jarl havde antaget Regjeringen, traadte Einar Thambarskelve frem af Privatlivet og sluttede sig aabenlyst til ham. Hidtil havde han, som det synes, holdt sig tilbage, da han formodentlig enten nødig vilde træde i umiddelbar Forbindelse med Knut, eller ogsaa har anseet sig bunden ved sit Forlig med Olaf, saa længe denne var Landets virkelige Konge. Men Knuts Anerkjendelse naa Ørething som Norges Konge var tillige en Erklæring af Folket, at Olaf havde ophørt at regjere. Haakon gav Einar alle de Vejtsler, som han forhen havde haft under Jarlerne Eriks og Sveins Regjering. Knut lod sig det ogsaa være heel magtpaaliggende at vinde den storættede, indflydelsesrige Einar. Han gav ham store Gaver, og ifølge sin sædvanlige Politik end større Løfter. Han sagde at Einar skulde være den øverste og gjæveste af alle ikke fyrstelige Personer i Norge, saalænge Haakon herskede, og lod sig derhos forlyde med, at om denne ej var til, vilde ingen efter hans Mening være nærmere eller bedre skikket til at bære Jarlsnavn i Landet, end Einar eller hans Søn Eindride, for hans Æts Skyld. Disse Løfter faldt Einar godt i Øret, og Knut opnaaede derved sit Ønske, at Einar aldeles lod sig vinde, og tilsagde ham Troskab[8].

Da Kong Knut havde befæstet sit Herredømme i det Nordenfjeldske og indsat Haakon Jarl til sin Statholder, drog han atter sydefter. Fremdeles holdt han Thing med Bønderne, sandsynligviis i de Hereder, hvor han ikke paa Oprejsen havde været, og modtog Troskabsed og Gisler. I al denne Tid havde Kong Olaf holdt sig uvirksom i Oslofjorden. De Mænd, han havde sendt til Gautland efter Skibene, vare slupne ud af Øresund, da Knut samlede, hele sin Flaade i Limfjorden; men de bragte ikke paa langt nær alle de Skibe, Olaf havde ladet blive tilbage. De fandt dem nemlig i en saa daarlig Forfatning, at de ansaa det tjenligst at brænde de fleste og kun beholde tretten, der vare i nogenlunde i ordentlig Stand, tilligemed Redskaben og Forraadene. Med denne ubetydelige Styrke kunde Olaf ikke tænke paa at gjøre Knut nogen Modstand. Da han derfor hørte at Knut drog nordefter, forlod han Tunsberg, og styrede med sine Skibe længer ind i Oslofjorden og derfra ind i Dramnsfjorden. Her, hvor hans Frænder boede i Nærheden, og hvor hvor han derfor var sikreft paa at møde Velvilje og Troskab, holdt han sig den hele Tid, Knut var i Norge, stundom opholdt han sig paa Oplandene, sandsynligviis hos sine Frænder paa Ringerike[9]. Da Knut kom tilbage til Agder, styrede han ikke lige tilbage til Danmark, men sejlede over Folden til Sarpsborg, hvor han ligeledes holdt Smug; og lod sig Landet tilsværge. Saaledes var han nu ogsaa hyldet i Viken, og havde, som det siges, underkastet sig Norge uden Sverdslag, saa at han nu beherskede trende Thjodlande. – Da først vendte han tilbage til Danmark, og derfra om Vaaren det følgende Aar til England[10], efter at have udnævnt Harald, en Søn af Thorkell den høje, til Statholder i Danmark, eller Formynder for Hardeknut. Da Olaf hørte at Knut var borte, vendte han tilbage til Tunsberg. Det var allerede sildigt paa Aaret. Hans Kongedømme i Norge maatte nu aldeles siges at være ophørt[11].

  1. ↑ Disse 50 Skibe nævnes udtrykkeligt, som ovenfor omtalt (S. 682) i Chron. Sax., dog saaledes at det ej i den ældste Kodex udtrykkeligt siges at han drog fra England til Norge, hvilket dog rigtignok ogsaa her synes at være underforstaaet. I Fagrsk., Cap. 103 og 104, staar der ligeledes udtrykkeligt, at Knut, efter at han om Høsten 1027 var vendt tilbage til England, den følgende Vaar udbød Almenning baade fra England og Danmark, drog fra England til Limfjorden, og satte derfra over til Agder.
  2. ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 161, 162. Snorre, Cap. 177, 178.
  3. ↑ Saaledes Fagrsk., Cap. 104, hvilket i sig selv er rimeligst. Olaf den helliges Saga, der lader Knut blive Vintren over i Danmark, fortæller dog at han med sin Flaade styrede til Limfjorden og satte over til Norge.
  4. ↑ Om denne Thorarin fortæller Olaf den hell. Saga det med Hensyn til Knuts Fordringer charakteristiske Træk, at Knut, da han havde erfaret, at Thorarin havde digtet en Flokk om ham, d. e. et mindre Kvad, der sædvanligviis digtedes til Jarler og ringere Mænd, blev saa vred at han truede med at lade ham dræbe, hvis han ikke næste Dag havde bragt en fuldstændig Draapa istand. Thorarin forandrede Flokken til en Draapa ved at forøge den med de nødvendige Stev eller Omkvædsvers m. m.; og da lønnede Knut ham ogsaa med 50 Merker Sølv. Denne Draapa kaldes ogsaa Hovedløsningen, fordi Thorarin derved løste sit Hoved eller frelste sit Liv.
  5. ↑ Denne Tugdraapa udmerker sig ved sine smukke Linjerim, der ej godt kunne gjengives i Oversættelsen, se Olaf den hell. Saga, Cap. 166. Snorre, Cap. 182. Fagrsk., Cap. 141. Den leg. Saga, Cap. 76.
  6. ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 164. Snorre, Cap. 180. Ørething nævnes ej udtrykkeligt i Olaf den hell. S., men derimod baade i Fagrsk. og den legend. Saga.
  7. ↑ Dette omtales ogsaa i Thorarin Levtungas Kvad: „da gav den forstandige Konge sin Systersøn hele Norge, ligesom han gav sin egen Søn Danmark“.
  8. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 165, Snorre, Cap. 181, Fagrskinna, Cap. 105. Den legendariske Saga, Cap. 68. Ogsaa i Chron. Sax. siges det at Knut i Aaret 1028, efterat have drevet Olaf fra Landet, aldeles tilegnede sig Norge.
  9. ↑ Fagrskinna, Cap. 105, siges der udtrykkeligt, at Olaf opholdt sig paa Oplandene, medens hans Skibe laa i Oslofjorden. Olaf den helliges Saga og Snorre nævne intet derom.
  10. ↑ Chron. Sax. ved 1029. Olaf den helliges Saga, Cap. 174, Snorre, Cap. 195.
  11. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 167, 168, Snorre, Cap. 183, 184.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/77&oldid=85798»