Det norske Folks Historie/2/81

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 769-772).

De Efterretninger, Bjørn bragte Olaf, bidroge umiskjendeligt til at oplive hans Forhaabninger. Under Opholdet i Rusland havde hidtil hans Sind været gjennemkrydset af de forskjelligste Planer, og martret af den piinligste Uro. Kong Jaroslav og Dronning Ingegerd gjorde ham det venlige Tilbud at overtage Bestyrelsen af Landskabet Bolgarien i det østlige Rusland, hvis store og blomstrende Hovedstad Bulghar ved Volga paa hiin Tid var et af de vigtigste Punkter for Mellemhandelen mellem Asien og Norden, og hvis Indbyggere, uagtet de vare Hedninger, dog havde hævet sig til en ikke ringe Grad af Kultur^[1]. Her vilde Olaf saaledes kunne finde en vid Mark for sin Omvendelses-Iver; og, merkeligt nok, var dette omtrent det samme Land, hvor Nordmændene i en forhistorisk Urtid maa antages at have haft deres Hjem^[2]. Men ved Tilbudet synes der dog at have været den væsentlige Mangel, at dette Landskab

ikke egentlig tilhørte Jaroslav, om han end gjorde Fordring derpaa, men at det først skulde erobres[3]. Olafs Mænd fraraadte ham ogsaa ganske at befatte sig dermed. Deres eneste Hu stod til at komme tilbage til deres Hjem, og de opfordrede ham stedse til at forsøge paa at gjenvinde Norge. Stundom talte Kongen om at ville nedlægge Kongeværdigheden og rejse til Jerusalem eller andre hellige Steder, og der gaa i Kloster. Men Længselen efter Norge var dog ikke mindre sterk hos ham, end hos hans Mænd. „Den Tanke kom“, heder det, „oftest i hans Sind, at overveje, om eder ej skulde kunne gives nogen Lejlighed for ham til at vinde sit Rige i Norge tilbage. Dog kunde han her ikke dølge for sig selv, at efter at alt var gaaet let og glat for ham i de første ti Aar af hans Kongedømme, havde han siden den Tid kun mødt Vanskeligheder og Ubehageligheder, saa at det nu lod til at Lykken havde slaaet Haanden af ham. Han var derfor meget tvivlraadig,e om han turde stole saa meget paa Lykken, at han med en ubetydelig Styrke skulde vove sig midt iblandt sine Fiender. I den Uro og Uvished, som saaledes trykkede ’hans Sind, søgte han oftest sin Trøst ved Bønner til Gud om at han vilde oplade hans Øjne for hvad der var ham tjenligst“. Hans Liv under Opholdet i Rusland var derfor i det hele taget meest helliget Religionsøvelser og stille Betragtninger, og det lader til, at han allerede her, i levende Live, fik Ry for at være en hellig Mand, der af Guds særegne Naade endog kunde gjøre Undergjerninger. Blandt de Legender, der senere, efter at han var anerkjendt som Helgen, plejede at oplæses om ham, er der ogsaa et Par fra hans Ophold i Rusland. Den ene af disse skildrer hans Strenghed i Helligdagens Overholdelse. Hans Sind, siges det her, var saa fuldt af Bekymringer, at han ikke engang lagde Merke til, hvorledes Tiden led, og saaledes traf det sig, at han engang sad med sin Kniv og telgede paa et Stykke Træ, uden at erindre at det var Søndag. Skutelsvenden, der stod hos ham, gjorde ham opmerksom derpaa ved at sige: „imorgen er det Mandag, Herre“. Da Kongen hørte disse Ord, forstod han strax Meningen, og at han havde begaaet Helligbrøde; og for at straffe sig selv samlede han de Spaaner, han havde telget af, lagde dem i sin Haand, stak Ild paa dem, og lod dem brænde indtil de vare fortærede. En anden Legende lader ham helbrede en liden Dreng for en Halsbyld ved at lægge Hænderne paa den og dertil give ham Brødsmuler, som han havde lagt i Kors i sin Haand, at spise. Da Olaf, som man af hans egne Ord til Thore Ølvessøn erfarer, stundom befattede sig med Lægekunsten, er det heel sandsynligt, at en virkelig Begivenhed ligger til Grund for denne Fortælling, der kun senere har faaet sin legendariske Udsmykning; heller ikke er den anden Legende usandsynlig, naar man seer hen til Olafs brændende Religionsiver. Den skildrer tillige, hvor sterkt hans Sind var optaget af Bekymringer og Grublerier[4].

Bjørn Stallares Efterretning havde oplivet Olafs Haab. En Drøm, han havde, modnede hans Beslutning. Det hændte ilet en Nat, at han laa i sin Sæng og ikke kunde sove for sine sædvanlige Bekymringer. Endelig faldt han af Træthed i en Slummer, men ikke sterkere end at han, som det forekom ham, kunde see alt hvad der foregik i Værelset. Det syntes ham da som om en stor, majestætisk og prægtigt klædt Mand, hvilken han strax kunde skjønne at være Kong Olaf Tryggvessøn, traadte hen til hans Seng, og udtrykte sin Forundring over at han ej vidste, hvad Bestemmelse han skulde tage, ja endog maaskee tænkte paa enten at nedlægge den kongelige Værdighed, som Gud havde givet ham, eller at modtage et Rige af en fremmed Konge. „Nej“, sagde han, „vend tilbage til dit Rige, som du har faaet ved Arv, og længe behersket med den Kraft, Gud gav dig. Lad dig ikke skræmme af dine Undermænd: det er en Konges Hæder at overvinde sine Uvenner, men det er og en hæderlig Død at falde i Kampen med sine Mænd. Tvivl ej paa, at du har Ret i denne Strid, og føg djerveligen til Landet, thi Gud vil selv være dit Vidne, at det tilhører dig“. Da Kongen vaagnede, syntes han, som det ofte er Tilfældet efter en livagtig Drøm, at see et Glimt af Manden idet han gik bort^[5]. Men fra denne Tid var hans Beslutning fattet. Han anstrengte alle sine Tanker og henvendte hele sin Hu paa dette ene Formaal, at komme tilbage til Norge og gjenvinde Herredømmet derover. Dette, vidste han, var ogsaa hans Mænds højeste Ønske. Den belejligste Tid var nu forhaanden, da Landet var uden nogen egentlig Høvding, og han haabede for vist, at naar han selv kom, vilde mange endnu nok slaa sig paa hans Parti. Da han bekjendtgjorde denne Beslutning for sine Mænd, bleve de glade og takkede ham hjerteligt. Jaroslav og Ingegerd derimod søgte fremdeles at afskrække ham derfra. De forestillede ham det farlige i at vove sig mellem sine Fiender med saa liden Styrke, som han havde, og fornyede deres Tilbud om at give ham et Stykke Land i deres Rige. Da fortalte Olaf dem sin Drøm og sagde, at han troede det var Guds Vilje. Da de saa, at hans Beslutning var urokkeligt fattet, opgave de omsider Tanken om at bringe ham derfra, og tilbøde ham venligt al den Understøttelse til Rejsen, som han kunde ønske sig af dem. Kongen takkede dem for dette gode Tilbud, og sagde at han med Glæde skulde benytte sig deraf. Og nu gjorde Olaf de ivrigste Forberedelser til Rejsen. Dette rygtedes, som det synes, tidligt til Norge. I det mindste ventede Høvdingerne et saadant Besøg, thi de lode flittigt forhøre baade i Svithjod og i Danmark, om Olaf skulde komme østenfra Rusland.

1. Landet kaldes Vulgaria i Olaf den hell. Saga. Det er det saakaldte Storbulgarien, ved Volga og Kama, hvis Indbyggere i Middelalderen vare i Besiddelse af den vigtige Mellemhandel paa Volga fra den nordlige Deel af Orienten til Bjarmeland og de østersøiske Lande. Hovedstaden Bulghar omtales hos arabiske Forfattere allerede omkring Midten af det 9de Aarhundrede som en stor og blomstrende Handelsstad (d’Ohsson, des peuples du Caucase, p. 73–77.) Levningerne af Staden ligge i Gouvernementet Kasan 9 Verster vestenfor den lille By Spask, paa venstre Bred af Volga, nedenfor Kamas Udløb i denne, 90 Verster søndenfor Kasan og 80 Verster nordenfor Simbirsk. Pallas, Reisen durch versch. Provinzen I. 120. Karamsin russ. Gesch. III. 171. De opdagedes paa Peter den stores Tid, og ere meget vidtløftige. En Mængde, især arabiske Mynter findes der. Endnu har en mellem Ruinerne liggende Landsby Navnet Bolghary.
2. Se ovf. 1. B. S. 10.
3. Det er nemlig af de russiske Annaler temmelig klart, at Russerne den længste Tid stode i fiendtligt Forhold til Bulgarien, og oftere angrebe deres Stad, som endog erobredes af Storfyrst Andreas Jurjevish 1164 og Vsevolod Jurjevitsh 1183. Karamsin II. 255. II. 51.
4. Olaf den hell. Saga, Cap. 179. Snorre, Cap. 200, 201. Den legendariske Saga, Cap. 79, 110. Disse saakaldte Jærtegn forekomme ogsaa i de fleste Legendesamlinger om Olaf, saaledes den om Helligbrøde i Homilikodex i den arnamagn. Samling, No. 619 qv. S. 116; i Legenderne hos Langebek, Scr. rer. Dan. II. S. 537, 548; et fornsvensk Legendarium S. 870. Denne Legende, saa vel som den om den helbredede Halsbyld o. fl., er afbildet paa et gammelt, rimeligviis i Norge i det 13de Aarhundrede udskaaret portativt Alter af Hvalrostand, der nu opbevares i Antikvitetsmuseet i Kjøbenhavn, men af Kong Christian den 1ste 1486 foræredes til Pave Sixtus IV. i Rom, hvor det opbevaredes indtil 1694, da Pave Innocens den 13de skjenkede det til Prins Frederik, senere Konge under Navnet Frederik den 4de, da han besøgte Italien. Nærmere Beskrivelse over denne merkelige Oltidslevning findes i Fortalen til Antiquités Russes, 1. B. S. XXXI; tre af Alterets Felter, hvoraf to fremstille de ovennævnte Legender, ere gjengivne paa et af de Faksimile-Blade, der ledsage dette Verk.
5. Olaf den hell. Saga, Cap. 178. Snorre, Cap. 199. Man behøver vistnok neppe, som enkelte have gjort, at tage sin Tilflugt til den Formodning, at en Mand af Kongens Følge skulde have forestillet Olaf Tryggvessøn. Ifølge en anden Legende. Langebek Scr. II. 537, skulde Olaf have seet Frelseren selv, med Korset og Tornekronen, befalende ham at opofre sig selv paa samme Maade som for Christendommens Skyld, og i den Hensigt at vende tilbage til Norge.