Det norske Folks Historie/2/82
Imidlertid herskede Lendermændene i Norge. I Throndhjem var det Kalf Arnessøn og Einar Thamnbarskelve, som havde Magten, hiin i de indre, denne i de ydre Fylker. Hver af dem havde, som vi have seet, faaet det Tilsagn af Knut, at han skulde blive Jarl og Statholder i Norge, hvis Haakon Jarl kom bort, og det er neppe tænkeligt, at de ikke begge gjensidigt skulde vide Besked om disse glimrende Løfter. Nu var Kalf den, hvem Løftet senest var givet, og med størst Bestemthed. Forudsat altsaa, at Einar vidste dette, – hvad han upaatvivleligt maatte vide eller i det mindste ane – kan han derved ikke have undgaaet at merke Uraad, og have faaet Øjnene op for Knuts Tvetungethed og Upaalidelighed i sine Løfter. Vi erfare ogsaa, at Einar kort efter Budskabet om Jarlens Død drog over til England med et stort Følge, deels for at melde sig og sin Søn Eindride som Arvinger til de store Rigdomme, Jarlen havde efterladt, deels for at minde Knut om hans Løfter angaaende Jarleværdigheden, og saaledes komme Kalf i Forkjøbet. Knut, der hverken til den ene eller den anden havde meent det oprigtigt med Løfterne, svarede, at nu kunde det ej blive af, thi Sagen stod ganske anderledes. „Jeg har“, sagde han, „bestemt min Søn Sven Kongedømmet i Norge, og har allerede sendt Bud til ham derom i Danmark tilligemed Jærtejner; dog vil jeg vedligeholde Venskabet med dig; du skal nyde den Rang, som du er fød til, nemlig at være Lendermand, men du skal faa store Vejtsler og staa saa meget højere end de andre Lendermænd, som du selv er en dygtigere Mand end de“. Om Einar ikke tidligere havde faaet Øjnene opladte, fik han dem nu. Hvad han forhen maaskee kun havde en dunkel Anelse om, stod nu klart for ham, nemlig at Knut havde skuffet ham med tomme Løfter. Men herved var nu for det første intet at gjøre, og af Knut var der heller ikke mere at vente. Derfor beredte han sig til at rejse hjem igjen, uden at spilde flere Ord paa ham. Men da han imidlertid havde erfaret, at man maaskee i Løbet af Sommeren kunde vente et Besøg af Olaf i Norge, hvor det i saa Fald ej vilde blive fredeligt for ham, der formedelst sin Stilling ikke vel kunde undgaa at tage et bestemt Parti, hvor nødigt han endog nu rimeligviis vilde, besluttede han at drage sin Rejse i Langdrag saa meget som muligt. Derfor kom han heller ikke hjem, førend Sommeren var forbi, med alle dens store, og for Norge saa skjebnesvangre Begivenheder. Men Olaf fik derved en mægtig Fiende mindre.
Det Afslag, Einar fik, og som upaatvivleligt strax rygtedes i Norge, har maaskee for det første beroliget Kalf, og bekræftet ham i hans Hengivenhed for Knut. Haalogalands Høvdinger, Thore Hund i Bjarkø og Haarek i Thjøtta, vare ligeledes meget ivrige for at gjøre alle Forberedelser til at give Olaf en varm Modtagelse, om han skulde tænke paa at komme tilbage til Landet; men rigtignok synes de mere at have haft deres egne end Knuts Interesser for Øjne. Thore havde i disse to Aar besørget Finnefærden, og hver af disse to Vintre (1028–29 og 1029–30) opholdt sig længe paa Fjeldet for at underhandle og kjøbslaa med Finnerne, hvorved han havde vundet stor Fordeel. Han havde ladet sig gjøre tolv Reenskindskofter, og, som det heder, med saa megen Trolddomskunst, at ingen Vaaben bed paa dem, og at de vare langt mere uigjennemtrængelige, end en Ringbrynje: en Egenskab, der dog ikke behøver at forklares ved Trolddomskunst, men alene ved Hudens Sejghed og Maaden, hvorpaa den var beredet. Der siges ej, hvor langt Thore drog østover i Finmarken. Vi have seet at en af hans Formænd, Thorolf Kveldulfssøn, kom lige til Finland[1]. Men om Thore ej kom saa langt, er det dog højst rimeligt, at han kom i Berørelse med omstrejfende Kareler, eller med Kylvinger fra Gardarike, der kunde meddele ham Rygter om, at Olaf tænkte paa at gjeste Norge igjen. Thi om Vaaren, da han kom tilbage fra Finmarken, gjorde han sit Langskib sejlfærdigt, besatte det med sine Huuskarle, udbød Leding over hele det nordligste Thingdistrikt paa Haalogaland, og samlede derved en stor Skare, med.hvilken han drog sydefter. Ligeledes samlede Haarek Folk i sit Distrikt, og fik en heel Mængde; andre anseede Mænd fulgte deres Exempel, og de bekjendtgjorde, at alt dette skede for at man kunde være rede til at modtage Olaf, og forsvare Landet mod ham, om han skulde komme østenfra[2].
- ↑ Se. ovenfor 1ste B. S. 487.
- ↑ Olaf den helliges Saga,Cap. 182, Snorre, Cap. 204. Den legendariske Saga, Cap. 68, 69, 92. Det er her Vargstakker, ikke Reenskindspelse, som Thore lægger sig til. Hans Ophold i Finmarken beskrives som en Landflygtighed for Olaf. Dette er videre udført i Flatøbogen (Fornm. S. V. 235), hvor Thore endog faar Pelsene af den fabelagtige Finnekonge Mattul.