Det norske Folks Historie/2/89
Det var under disse Omstændigheder naturligt, at de med Knytlingevældet og Landets Undertrykkelse misfornøjede Høvdinger kastede deres Øjne paa den nu som en Helgen Midte-de Olafs Søn Magnus, der var bleven tilbage i Gardarike hos Kong Jaroslav, ved hvis Hof han opdroges som om han var Kongens egen Søn. Magnus var nu omtrent ti Aar gammel, og skal allerede tidligt have lagt et kongeligt Sind og gode Evner for Dagen[1]. Som Olafs eneste. Søn var han ej alene Arving til hans Ættefordring paa Riget, men ogsaa, hvad mere var„ til den Glands, der nu omsvævede hans Navn; og den Tanke maa have været mangen af de forrige, nu angergivne Oprørere kjær, ved opofrende Hengivenhed mod Sønnen at godtgjøre, hvad de havde forbrudt mod Faderen. Vel var han endnu et Barn, men desto bedre Udsigt havde derfor og Høvdingerne til at regjere i hans Navn, om han blev Konge. Hvis man kan stole paa et gammelt, i enkelte Haandskrifter opbevaret Sagn, skal ogsaa Jaroslav fra sin Side temmelig tidligt have søgt at indlede Underhandlinger med Høvdingerne i Norge om at tage Magnus til Konge, ja endog at anvende Knuts med saa meget Held forsøgte Middel: Bestikkelser. Der fortælles nemlig, at to Brødre fra Norge, Karl og Bjørn, af ringe Herkomst, men driftige og formuende Handelsmænd, en Sommer (det maa have været Sommeren 1032) vovede sig til en russisk Havn, uagtet Jaroslav efter Nordmændenes Opstand mod Olaf havde opsagt Freden med Norge, og at Indbyggerne i den Stad, hvortil de kom, derfor nær havde,angrebet og dræbt dem, hvis Karl ikke havde faaet dem til at holde Fred indtil han selv havde været hos Jaroslav og bedet ham om Lejde. Karl, fortælles der, begav sig nu til Jaroslav, der tiltalte ham med haarde Ord og lod ham kaste i Fængsel, men da han siden spurgte den unge Magnus, hvad han skulde foretage med ham, skal denne have sagt, at det nok vilde vare længe inden han vandt Norge, hvis alle de, der kom derfra, skulde dræbes eller mishandles. Ifølge dette kloge Raad skal Jaroslav have skjenket Karl Livet, imod at han paatog sig det farlige Hverv at rejse til Norge, for hemmeligt at føle sig for hos enkelte Lendermænd og give dem Penge, i den Hensigt at vinde dem for.Magnus. Karl, heder det, bad sig i Førstningen undskyldt, men forgjeves, og begav sig derfor den følgende Vaar over Danmark, ledsaget af sin tro Broder, Bjørn, til Norge, først til Viken, og siden til Oplandene. De bragte snart i Erfaring, hvilke Høvdinger der vare at regne paa som Magnus’s Venner, og styrkede dette Venskab ved Pengegaver. Endelig kom de til Throndhjem, hvor de opsøgte Einar Thambarskelve, og bragte ham Magnus’s Hilsen og Jærtejner, idet de derhos kom frem med Pengene. Einar skal med Foragt have afviist Pengetilbudet, som en ham forhadt Sag, der mindede ham om Kong Knuts hemmelige Bestikkelsesforsøg; derimod skal han have erklæret sig villig til at tjene Magnus, og givet sit Ord paa, at han med det første skulde komme øster til ham. Derfra skulle de have begivet sig til Byen, hvor Kong Svens Mænd dog snart erfarede deres Ankomst og Opholdssted. Følgen deraf var den, at deres Huusvert, Grim den graa, paa et offentligt Møde opfordredes til at udlevere dem, og for ej at bringe denne brave Mand i Forlegenhed, skal den ædle Karl være bleven tilbage, rede til at lade sig udlevere, naar det paafordredes, medens han i Hast sendte Bjørn afsted for at drage til Rusland og at afgive Besked om Rejsens i det hele taget heldige Udfald. Kort efter, heder det, kom Kong Sven til Byen, sammenkaldte alle huusfaste Mænd i Byen til Ørething, og opfordrede Grim under haarde Trusler til at udlevere Flygtningerne. Men da fremstod Karl selv, og meldte sig som den eneste tilbageblevne af dem, Kongen fegte. Kongen lovede at skjenke ham Livet, hvis han vilde nævne ham, hvilke Mænd der havde taget mod de af ham medbragte Penge. Men da Karl bestemt vægrede sig herved, lod Kongen ham kaste i Fængsel, for siden ved Piinsler at bringe ham til Bekjendelse. Om Natten lykkedes det dog, som det fortælles, Karl at faa drukket sine Vogtere fulde, og efter mange Vanskeligheder og Farer at undfly af Fængslet, hvorefter han faldt i Hænderne paa Kalf Arnessøn, der tilsagde ham sin Beskyttelse, beholdt ham en Stund hos sig, og negtede at udlevere ham, da Kongen paa et Tog sydefter – sandsynligviis mod Tryggve, og ved at møde Kalf i Sveggesund – fordrede det. O Siden efter skal Karl have været i Følge med Kalf, da han, som det nedenfor berettes, drog til Rusland. Uagtet flere Enkeltheder i denne Fortælling, saadan som den i Sagaerne er opbevaret, ere noget usandsynlige, lader den dog til i det Væsentlige at være troværdig og overeensstemmende med Forholdene, saadanne som vi andensteds fra kjende dem[2]. Der fortælles ogsaa, som et Beviis paa Kalfs Sindelag mod Kong Knut, at da denne just nu havde sendt et Bud til ham med den Anmodning, at han skulde skaffe ham tre Tylfter norske Øxer af bedste Sort, – maaskee til Brug i den forventede Krig mod Nordmannerne – svarede Kalf: „Ingen Øxer sender jeg Knut, derimod skal jeg skaffe hans Søn Sven saa mange, at han ingen Mangel skal lide[3].
I Løbet af Vintren, efter at Kong Sven var borte, havde Einar, Kalf og de øvrige Høvdinger i Throndhjem, mange Sammenkomster i Byen, for videre at raadslaa med hinanden. Lejligheden til at afkaste Aaget var nu bekvemmere end nogensinde, thi Knut laa syg i England, og ventede hvert Øjeblik at blive angreben af Hertug Robert, saa at han umuligt kunde skjenke de norske Anliggender nogen Opmerksomhed. Thrønderne besluttede derfor at sende et Gesandtskab til Rusland, for at tilbyde Magnus Kongedømmet i Norge. Til dette udvalgtes de meest anseede Høvdinger, først og fremst Einar Thambarskelve og Kalf Arnessøn. Tillige nævnes en Høvding ved Navn Sven Bryggefot, og Ragnvald Brusessøn[4], hvilken sidste dog allerede var kommen til Rusland med Harald Sigurdssøn, saa at det er urigtigt at betragte ham som Gesandt, om han end ved Gesandternes Ankomst sluttede sig til dem. De toge Vejen over Jemteland og Helsingeland til Svithjod, og derfra til Søs til Aldegjeborg, hvor de ankom om Høsten og traf Ragnhild[5]. Derfra sendte de Mænd op til Kong Jaroslav, som maaskee just da opholdt sig i Novgorod, hvor han indsatte sin Søn Vladimir til Statholder[6], med den Hilsen, at de tilbøde Magnus, Kong Olaf den helliges Søn, at følge dem til Norge, forat hjelpe ham til at erhverve dette hans Fædrenerige tilbage. Da Budskabet kom, overlagde Jaroslav derom med Dronning Ingegerd og sine Høvdinger. Saavel han, som Dronningen, havde i Førstningen mange Betænkeligheder ved at overgive den unge Kongesøn til Mænd, der, hvor gode end deres Løfter nu vare, dog havde været hans Faders afsagte Fiender. De ønskede helst at tale nærmere derom med de norske Høvdinger selv, og lode dem derfor anmode om at indfinde sig ved Hoffet, hvortil fuldstændig Grid eller Lejde blev dem tilsagt. De kom, ledsagede af Ragnvald, og nu fastsatte Dronning Ingegerd som den eneste Betingelse, under hvilken de kunde saa Magnus med sig, at de tolv fornemste Mænd iblandt dem, altsaa først og fremst Einar og Kalf, svore Magnus Troskabsed, og Einar og Kalf derhos udtrykkeligt forpligtede sig til at staa ved Magnus’s Side og værne om ham, som hans Raadgivere og Fosterfædre. Denne Ed blev aflagt, og de øvrige tilstedeværende Nordmænd gik Magnus til Haande, hvorimod han ogsaa tilsagde dem Trygd og fuldkomment Forlig, og aflagde Ed derpaa. Efter at dette var afgjort, opholdt Høvdingerne sig endnu en Stund hos Jaroslav for nærmere at aftale det fornødne, men efter Julen tiltraadte de Rejsen, først, som det synes, til Aldegjeborg, og derfra om Vaaren (1035) over til Svithjod, hvor de stevnede op til Sigtuna. Der var Kong Olafs Enke, Dronning Aastrid, som siden Olafs Flugt havde opholdt sig i Sverige. Uagtet hun kun var Magnus’s Stifmoder, tog hun dog kjærligt imod ham, og lod strax sammenkalde et talrigt Thing paa Hangre[7], for at opfordre Sviarne til at staa ham bi. Paa dette Thing talte hun med Iver og Varme hans Sag, og erklærede at hun selv vilde følge med ham og ikke spare noget, hvad der stod i hendes Magt, for at skaffe hans Foretagende Fremgang;“ nu kom det kun an paa, at ogsaa Sviarne vilde staa ham bi: de, der understøttede ham, skulde altid kunne regne paa hendes Taknemmelighed og Venskab. I Førstningen røbede Sviarne liden Lyst til at indlade sig paa Sagen, da det uheldige Udfald af det sidste Tog fra Sverige til Norge med Kong Olaf afskrækkede dem, men ved sine Overtalelser bragte hiin det dog dertil, at en heel Deel tog Tjeneste hos ham, og fulgte med. Han havde saaledes en ikke ubetydelig Hær. Blandt dem, der i Svithjod sluttede sig til Magnus, var ogsaa Sighvat Skald. Hiin havde, som oven berettet, Sommeren 1030 tiltraadt en Pilegrimsrejse til Rein; paa Tilbagevejen om Hoften hørte han Olafs Fald, og græmmede sig dybt. Med Fare for at blive kjendt og dræbt af Kong Knuts Mænd havde han rejst gjennem Danmark; med et Fragtskib tog han til Nidaros, hvor Kong Sven indved ham til sig, men uden at Sighvat vilde modtage Indbydelsen, da han ej kunde bære over sit Hjerte at holde Venskab med sin Herres Fiende. Han vendte tilbage til sin Gaard og til sine Børn, men fandt sig dog heller ikke godt i at være hjemme, og havde ingen Ro paa sig, førend han over Jemteland og Helsingeland var rejst til Dronning Aastrid. Hos hende opholdt han sig nu, idet han idelig hos Holmgardsfarerne spurgte sig for, hvorledes Magnus levede. Hans Møde med denne var derfor heel glædeligt[8]. Toget gik nu over Helsingeland og Jemteland til Throndhjem Her, hvor Magnus’s Fader for fem Aar siden mødtes af en fiendtlig Hær fik han nu den bedste Modtagelse, og alle Kong Svens Mænd eller Tilhængere flygtede til alle Kanter og søgte Skjul, saa at Magnus aldeles ingen Modstand fandt. Da han kom til Byen, blev der strax stevnet Ørething, hvor Mænd fra alle Thrøndelagens Fylker indfandt sig. Her blev Magnus højtideligt tagen til Konge over det hele Land, saa vidt og bredt som hans Fader havde behersket det. Derpaa tog han sig Hird, udnævnte Lendermænd, indsatte Aarmænd og Sysselmænd, og opbød Leding over hele Throndhjem, for at jage Sven fra Landet. Glæden og Enthusiasmen over hans Tiltrædelse var endnu ny og levende; derfor strømmede mange Krigere til ham, og med denne Hær drog han sydefter langs Kysten[9].
Da Efterretningen herom kom til Sven Alfivesøn, opholdt han sig paa Søndhordeland. Han lod strax opskære Hærør for at opbyde Folket; og de nærmest boende vovede heller ikke andet end at komme. Han lod holde Thing med dem, og sagde, at da Thrønderne havde taget sig en anden Konge, nemlig Magnus, var det hans Hensigt at drage denne imøde og kæmpe med ham, hvorfor han opfordrede Bønderne til at følge ham. Hans Tale var meget kort og vakte ikke synderligt Bifald. De danske Høvdinger søgte at raade Bod derpaa ved at holde lange og smukke Taler til hans Bedste. Men mange Bønder svarede reent ud, at de nødig vilde stride mod den hellige Olafs Søn, andre taug; kun faa erklærede sig villige til at følge med Sven. Da sagde Sven til sine Mænd: „jeg er endnu saa godt som et Barn, og kan ikke videre med at tale; dog behøver jeg her ikke at spørge om deres Vilje, der sige reent ud, saa jeg hører det, at de ej ville stride med Magnus; de som tie, samtykke med dem, og med slig Hær som denne, kan man ej fare til Kamp. Det er derfor ikke raadeligt at betro os til disse Bønder; lad os heller drage did, hvor Folket er os hengivent og trofast, for der at skaffe os Hjelp til at undertvinge dette Land“. De danske Høvdinger vare enige med ham, og sagde at Nordmændene havde forraadt ham, saa at der nu ikke var andet for, end at vende tilbage til Danmark, og der ved hans Broder Hardeknuts eller hans Faders Hjelp at udruste en Hær, for med den at tilbageerobre Norge. Da ogsaa Alfiva erklærede dette for det bedste, satte Sven Sejl til, og drog med sin Moder og alle de Daner, der havde været hos ham, lige over til Danmark. Hardeknut skal have taget venligt imod sin Broder, og tilbudt ham et Rige, det vil vel sige Len, hos sig indtil videre. Magnus’s Ledingsfærd blev for det første kun et Hyldingstog. Han fortsatte nemlig Rejsen lige til Lands-Enden ved Gaut-Elven, og blev overalt tagen til Konge med den største Jubel[10].
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 1. Dog synes det her meddeelte Træk, Drabet af en Hirdmand, at være en Efterligning af Olaf Tryggvessøns Drab paa Klerken.
- ↑ Fortællingen er den saakaldte Þáttr Karls vesæla, hvormed Magnus den godes Saga begynder i den ældgamle Morkinskinna, i Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Flatøbogen. Dertil hører egentlig ogsaa Fortællingen om Magnus“s Opvæxt og Drabet paa Hirdmanden. Den begynder allerede med en aabenbar Fejl, idet den lader Jaroslav efter Ingegerds Raad skyde Bud til Kong Olaf i Norge efter Magnus, for at opfostre ham. Den lader Karl opholde sig en Vinter hos Jaroslav (Cap. 4), derpaa om Vaaren før Palmesøndag (Cap. 5) komme til Nidaros, og siden paa sin Flugt blive optagen og frelst af Kalf, da denne befandt sig med Kong Sven paa et Tog sydefter til Danmark, ved hvilken Anledning Kalf ogsaa skulde have ladet den Ytring om Øxerne falde, som de øvrige Samler henføre til en anden Lejlighed. Dette Tog er aabenbart Toget mod Tryggve, ej til Danmark, og Samtalen mellem Sven og Kalf, om den ellers fandt Sted, maa altsaa have skeet i Frekøsund eller Sveggesund. Siden lader Fortællingen Kalk paa sin egen Haand, i Følge med Karl, drage til Rusland. Vi have ovenfor udeladt, hvad der vedkommer os usandsynligt i den.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 236, Snorre, Cap. 264, Fagrskinna, Cap. 120. I Karl Vesæles Thaatt er det Sven, der ved Knuts Mode med Kalf siger til ham: „seer du hiin guldbeslagne Tre ved Skibsbordet, skaf mig en saadan fra England, hvortil Karl svarer: „jeg tænker at du snart skal faa Øxer nok, om de end ej alle ere af Guld“.
- ↑ Sven Bryggefot nævnes ogsaa som Gesandt i den større Magnus den godes Saga, Cap. 10, der fremdeles staar i Sammenhæng med Karl Vesæles Historie; saavel han som Ragnvald nævnes i Ágrip, Cap. 287 og hos Thjodrek, Cap. 21. Det er vel ellers et Spørgsmaal, om Sven Bryggefot nævnes med Rette. Thi en Lendermand af dette Navn i Viken nævnes paa Magnus Barfods Sit, 60 Aar senere.
- ↑ Beretningen om disse Forhandlinger staar bedst, og, som det synes, troværdigst, i Olaf den hell. Saga, Cap. Snorre, Cap. 264, 265. Orkn. Saga, Cap. 46. Mindre nøjagtigt findes den i Magnus den godes Saga, Cap. 10. Hertil slutter sig aabenbart Thjodrek, Cap. 21, og Ágrip, Cap. 28. Fagrsk., Cap. 121, synes selvstændig, men stemmer dog nærmest med de sidst nævnte. I Fagrsk. nævnes baade Kalf og Einar som Magnus’s Fosterfædre, i Magnus den godes Saga kun Einar, i Olaf den helt. Saga kun Kalf. Det sandsynligste er, hvad Fagrskinna siger, at de begge paatoge sig Hvervet. I alle Fald kaldte Magnus og Einar hinanden gjensidigt fóstri. Magnus den godes Saga, Cap. 9, eller rettere Karl Vesæles Thaatt lade Kalf sværge at han ej saarede Olaf.
- ↑ Nestors russ. Annaler ved 1034–36. Maaskee var det ved denne Lejlighed at Vladimir helbrededes ved St. Olafs Haar, se ovf. S. 826.
- ↑ Stedet, der maa have været tæt ved Sigtuna, kjendes nu ikke.
- ↑ Den hele Fortælling om Magnus’s Rejse saa vel som om Sighvats Sammenstød med ham staar ingensteds bedre eller nøjagtigere end i Magnus den godes Saga hos Snorre, Cap. 1, 2, 9, 10, hvor tillige en heel Deel Vers af Sighvat, som Øjevidne, anføres. Hverken den store Magnus’s Saga, Cap. 10, eller Olaf den hell. Saga, Cap. 286 fortæller det saa nøjagtigt. Den første modsiger endog sig selv ved at lade Kalf møde Magnus i Throndhjem. Sighvats Rejse fra Rom omtales nøjagtigst hos Snorre (l. c.). Mange af de Vers, hvori han lagde sin Sorg for Dagen, anføres her. Olaf den helt. Saga, Cap. 238, er ej paa langt nær saa nøjagtig. Om hans Fare i Danmark taler Flatøbogen. (Fornm. S. V. 209).
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 236. Magnus den godes Saga, Cap. 11, hos Snorre, Cap. 3. Fagrsk., Cap. 123.
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 12, 13. Snorre, Cap. 4, 5. Fagrsk., Cap. 124, 125. Thjodrek, Cap. 21, 22.