Det norske Folks Historie/2/90

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 839-844).

Der blev intet af Sven Alfivesøns paatænkte Tog mod Norge. Endnu samme Høst, som han var kommen tilbage til Danmark, døde Kong Knut i Shaftesbury i England^[1] (12te November 1035), og faa Maaneder efter fulgte han ham selv i Graven (først i 1036)^[2]. Hardeknut arvede saavel hans, som Faderens Fordringer paa Norge, og bød virkelig strax om Vaaren Leding ud, for, som han sagde, at straffe Magnus fordi han havde fat sig i Besiddelse af et af hans Arve-Riger. Men ogsaa Magnus udbød Leding, for, som det hed, at gjengjelde Danerne og Knytlingerne deres svigagtige Anslag og fiendtlige Færd mod Kong Olaf; vel og for at forekomme Hardeknut ved at bekrige ham i hans eget Hjem. Det kom ogsaa i et Par Aars Tid til Fiendtligheder imellem dem. Om disse Fiendtligheder fortælles der meget lidet. De maa have fundet Sted deels til Lands, endog i Viken, deels til Vands. Det berettes at engang, da Kongen, ledsaget af Einar og Kalf, befandt sig paa et Strejftog i Viken, saa de en væbnet Skare nærme sig, og Einar stillede, allerede i Forventning af en Kamp, Kongens Hær i Fylking, medens Kalf skjulte sig i en Busk, for, som han sagde, uhindret at kunne binde Sverdet ved Haanden og siden kæmpe desto drabeligere, – hvilket ogsaa Einar erklærede rimeligt –, da det viste sig at de, der nærmede sig, vare fredelige Mænd, der kom for at tilbyde deres Tjeneste. Man kan maaskee slutte heraf, at Østre-Viken ikke strax, men først efter nogen Kamp underkastede sig Magnus^[3]. For Resten, heder det, gjorde Kongerne hinanden gjensidigt megen Skade med Herjetog og Manddrab. Men derfor bleve ogsaa tilsidst saavel Nordmændene som Danerne kede af Krigen, og Høvdingerne indbyrdes aabnede Underhandlinger med hverandre om at slutte Fred^[4]. Dertil maatte Hardeknut være saa meget mere tilbøjelig, som Begivenhederne i England krævede hans største Opmerksomhed. Efter Bestemmelsen og det Tilsagn, Knut havde givet Emma, da han egtede hende, skulde Hardeknut, hans eneste egte fødde Søn, arve Englands Trone. Men strax efter Knuts Død erklærede de fleste Danehøvdinger i England saa vel som Thinglidsmændene i London sig for hans Søn med Alfiva, Harald Harefod, der, som vi have seet, af Mange endog ansaaes for at være understukken; en Deel af den angliske Befolkning erklærede sig for Edvard, Ædhelreds Søn, og uagtet den sydlige Deel af Landet paa et Witena-Møde tilkjendtes Hardeknut, for hvem ogsaa hans Moder kraftigt virkede, lykkedes det dog Harald at tilrive sig Herredømmet over det hele Rige^[5]. Under disse Omstændigheder maatte det være Hardeknut selv magtpaaliggende at faa sluttet Fred med Magnus saa snart som muligt, for strax at kunne drage til England og vinde Riget tilbage fra den forhadte, maaskee endog foregivne, Halvbroder. Og saaledes fik de Underhandlinger, de danske og norske Høvdinger paa egen Haand havde aabnet, det forønskede Udfald. Fordi begge Konger, heder det, vare unge og barnslige (Hardeknut var dog allerede henved 20 Aar gammel), førte de mæggtige Mænd, som dertil i hvert Land vare udvalgte, den egentlige Styrelse for dem, og det kom dertil, at der aftaltes et Forligsmøde mellem Kongerne. Mødet kom ogsaa virkelig i Stand. Det holdtes paa Brennøerne i Gaut-Elvens Udløb (1038). Der sluttedes her en Fred mellem begge Konger, der skulde vedvare saa længe de begge levede. Derhos indgik de edeligt Broderskab og Arvepagt med hinanden, saaledes at hvis een af dem døde sønneløs, skulde den overlevende arve hans Rige efter ham. Forliget blev besvoret af 12 Mænd paa hver Side, de ypperste i begge Riger; blandt dem altsaa efter al Sandsynlighed Einar og Kalf paa norsk, og maaskee Harald Jarl paa dansk Side^[6].

Dette Forlig er i Norges, ja i hele Nordens Historie af overordentlig Vegt og Betydning. Den sidste legitime Ætling af det ældgamle og mægtige Danekonge-Huus erkjendte derved Ynglinge-Ættens Repræsentant i Norge for sin Ligemand. Harald Haarfagres Æt erhvervede derved omsider fuldstændig Legitimitet ved Siden af Ragnar-Lodbroks. Olaf den hellige var bleven anerkjendt af Sveriges, hans Søn Magnus blev nu anerkjendt af Danmarks Konge. Lodbroke-Ætlingerne havde saaledes ganske afstaaet deres gamle Fordringer paa Overherredømmet over Ynglingerne. Norge optraadte omsider som et selvstændigt, heelt, med Danmark og Sverige sideordnet Rige, og betragtedes ikke længer som en blot og bar Sammenflikning af enkelte, indbyrdes fremmede Landskaber, af hvilke en stor Deel med Rette tilkom enten Sveriges eller Danmarks Konger. Og alt dette skyldtes nærmest Olaf den helliges Fortjenester. Det var ham, der ved sine utrættelige Bestræbelser i religiøs og politisk Henseende havde grundfæstet Rigets Eenhed. Det var hans Helgenglands, som forlenede Sønnen Magnus og den hele Stamme en Legitimitet, der endog i det danske Aristokratis Øjne ej alene satte den ved Siden af Lodbroke-Ætten, men ogsaa gjorde den værdig til at indtræde i dennes Rettigheder over Danmark selv, eller rettere over det hele Danevælde, saa stort som Knut efterlod det. Thi ligesom Hardeknut, hvis Magnus døde barnløs før ham, var fuldkommen Arving til Norge med dets Skatlande, eller hele Norges-Vældet, saaledes var Magnus i det modsatte Tilfælde fuldkommen Arving til Danmark med alle de øvrige, det af Knut underlagte Lande, eller det hele Danevælde^[7].

Det synes ved første Øjekast underligt, at Magnus ved dette Forlig aldeles ikke tog Hensyn til sine Frænder, Sigurd Syrs Sønner, der ligeledes nedstammede fra Harald Haarfagre, ligesom Hardeknut ikke tog Hensyn til sin Broder Harald i England. Men hvad Sigurd Syrs Sønner angaar, da maa man antage at de to ældste, Guthorm og Halfdan, paa denne Tid vare døde i den tredie, Harald, var, som vi allerede have nævnt, efter Stiklestad-Slaget dragen til Rusland, og han befandt sig for Øjeblikket i Constantinopel under et fremmed Navn; man har vistnok derfor i Norge paa den Tid antaget ham for død. Hardeknuts Broder Harald var, som vi have seet, hans aabenbare Fiende, og betragtedes desuden af ham og mange andre som en Bedrager. Hertil kom, at det fornemmelig var Høvdingerne, der bragte Forliget i Stand, og for dem var det magtpaaliggende at bortrydde enhver fremtidig Anledning til Krig mellem Rigerne, der let knade opstaa, – som det ogsaa siden viste sig – naar ikke alle Sidelinjers Arvefordringer paa Riget ganske tilsidesattes. De norske Høvdinger maatte derhos ønske at forebygge Rigets Deling mellem flere Kronprætendenter, og de danske Høvdinger af den herskende nordiske Stamme frygtede maaskee, at naar Ljodbroke-Ætten uddøde, vilde det nationale Parti, eller den større dansk-gotiske Deel af Befolkningen forsøge paa at gjøre sig fri, hvilket lettest kunde undgaaes ved at der i den sidste Lodbroke-Ætlings Sted optraadte en Fyrste, der, ligeledes tilhørende den reen-nordiske Nationalitet, havde fælles Interesser med dem, og derhos, som Konge over et andet Rige, kunde bringe dem Understøttelse.

Men fordi Magnus Olafssøn var anerkjendt som legitim eller sideordnet med den sidste Lodbroke-Ætling., og som Arving til Danevældet, derfor kunde dog endnu ikke Danevældet i Norge strengt taget siges at være forbi. Thi naar Magnus først havde arvet Danmark, og saaledes forenet det med Norge, var det meget tænkeligt, at han alt for nøje stillede sig paa Lodbroke-Ætlingernes Plads, idet han gjorde Danmark til sit Hovedrige. At dette ikke skede, da han, som vi snart i det Følgende ville see, virkelig arvede Danmark, og at Forliget til Brennøerne saaledes dog havde Danevældets fuldkomne Ophør i Norge til Følge, skyldes, foruden den Omstændighed at Magnus’s Regjering var meget kort, og at ane politiske Forviklinger derefter indtraadte, aabenbart St. Olafs Helligdom og det Baand, som derved knyttede Ættens helligste Interesser til Fædrelandet.

Allerede Magnus lagde Erkjendelsen heraf noksom for Dagen, da han efter sin Tilbagekomst til Throndhjem, hvorhen han synes at have begivet sig umiddelbart efter Fiendtlighedernes Bilæggelse, lod sin Faders Lig lægge i et prægtigt, med Guld, Sølv og Ædelstene prydet Stein^[8], der maaskee nu, da de fremmede Herrer vare borte, atter blev bragt tilbage til Klemenskirken^[9]. Denne Opstilling betragtedes dog, efter hvad man maa formode, kun som midlertidig, da Sagaerne eenstemmigt berette, at Magnus lod paabegynde den saakaldte Olafs-Kirke – der altsaa var hans Fader helliget – hvor det Skuur stod, i hvilket hans Faders Lig havde været indsat om Natten, da Thorgils Hjalmessøn var nede i Byen og forgjæves søgte at faa nogle af Olafs Venner til at modtage det. Paa dette Sted, kaldet Saurlid, og dengang ovenfor Byen, lod Magnus ogsaa paabegynde en Kongsgaard, ligesom Olaf Tryggvessøn i sin Tid havde opført en Kongsgaard i Forbindelse med Klemenskirken^[10]. Det var sikkert Magnus’s Hensigt, at lade sin Faders Skriin opbevare i.Olafskirken, hvorhen det virkelig og senere for en kort Tid flyttedes^[11] men han oplevede ej at faa hine Bygningsarbejder tilendebragte, og siden blev Bestemmelsen med dem tildeels forandret. Men derimod fik Magnus det højtideligt vedtaget som Lov, at Kong Olafs Fødselsdag, den 29de Juni, nu skulde højtideligholdes over hele Norge som en af de fornemste Helligdage, med Faste og Nonhelligt. Ved samme Lejlighed blev sandsynligviis ogsaa Ligets højtidelige Bisættelsesdag, den 3die August, eller den senere saakaldte „ovre Olafsmesse“ vedtagen som Festdag, i Thrøndelagen med Nonhelligt, i den øvrige Deel af Landet som Festdagene af anden Rang^[12].

1. Knuts Død henføres i Chron. Sax. til II. id. Nov.; altsaa 12te November; i Magnus den godes Saga hos Snorre, Cap. 6, og Knytl. Saga, Cap. 18, til id. Nov.; altsaa den 13de; her menes, som man kan forstaa, Natten mellem 12te og 13de. Saxo, S. 536, 537, har en højst forvirret og aldeles urigtig Fortælling om Knuts Død paa et Tog til Nordmandie mod Hertugen, (der fremdeles urigtigt kaldes Richard), over hvilken han vilde tage Hevn, fordi han havde forskudt hans Syster. Han lader ham endog da senere end begge hans Sønner, Sven og Harald. I den samme Fejl gjør og Sven Aagesøn sig skyldig. Det viser hvor faa og usikre de indenlandske danske Kilder maa have været, som Saxo og Sven benytte.
2. Fagrsk., Cap. 126, lader Sven dø den paafølgende Sommer; Magnus den godes Saga, Cap. 13, nævner kun næste Aar; Snorre (Cap. 6) derimod „den samme Vinter“. Dette er upaatvivlelig det rigtigste, som det siden vil vise sig.
3. Magnus den godes Saga, Cap. 15.
4. Magnus den godes Saga, Cap. 14, hos Snorre, Cap. 7.
5. Chron. Sax. ved 1035, jvfr. Villjam af Malmsbury II. 12, og de øvrige engelske Chronister.
6. Snorre, Magnus den godes Saga, Cap. 7. Fagrsk., Cap. 127, 128. Magnus den godes Saga i Flatøbogen m. m., Cap. 14. Ágrip, Cap. 30. Thjodrek, Cap. 32, 33. Saxo, 10de Bog, S. 538. Ágrip fortæller at Magnus begyndte Krig med Danmark først efter at han i nogle Aar havde været Konge i Norge og efter Uenigheden med Thrønderne, medens Snorre ganske tydeligt, og de øvrige Sagaer ligeledes temmelig utvetydigt, henfører Krigen til Vaaren efter Svens Død, hvilket ogsaa er saa meget mere sandsynligt, som Magnus just da befandt sig i den sydlige Deel af Landet. Ogsaa Saxo bevidner udtrykkeligt at Underhandlingerne, følgelig ogsaa Krigen, fandt Sted strax efter Knuts Død, idet han siger: Knut (d. e. Hardeknut), ikke mindre forfærdet over Nordmændenes Frafald, end ved Rygtet om sin Faders Død, frygtede, at dersom han krigede med Nabofolket, vilde England falde fra. Idet han saaledes foretrak at give Slip paa det mindre Rige fremfor at udsætte sig for Tabet af det større, … sluttede han med det frafaldne Riges Herre en edelig Pagt, at den længstlevende af dem skulde beholde begge Riger, … og rejste derfra over til England“. Men hvad der er vanskeligere at udfinde, er Krigens Varighed. Snorre nævner at begge Konger havde Leding ude, og at de vilde strides i Elven, men at Striden afværgedes ved Høvdingernes Underhandlinger; han erkjender altsaa ej nogen formelig Krig, og henfører saaledes Forliget til 1036. Det samme synes at være Tilfældet med Saxo. Thjodrek siger ligeledes, at Magnus, kort efter Knuts og Svens Død, styrede til Danmark, for at hevne Danernes Fornærmelser mod Norge, traf Hardeknut ved Brennøerne, og sluttede Forliget, altsaa i 1036, uden Krig. Ágrip nævner heller ikke egentlig om nogen Krig. Derimod siger saavel Fagrskinna, som Magnus den godes Saga, at begge Konger gjorde hinanden stor Skade med Hærfærd og Manddrab. Dette synes visselig ej at kunne siges, med mindre en formelig Krig virkelig havde fundet Sted, og da der tillige maa have været nogen Grund, hvorfor Hardeknut, som de samtidige engelske Kilder berette, ej forlod Danmark førend i 1039, bliver der den største Sandsynlighed for at en Krig med Magnus har opholdt ham, og at Forliget saaledes sluttedes ved 1038. Dette bestyrkes af Orkn. Saga, der henfører Kalfs Forjagelse fra Norge, der først fandt Sted efter Magnus’s Hjemkomst til Throndhjem, til flere Aar efter 1036, medens Hardeknut „var Konge i England og Danmark“, men dog endnu opholdt sig i Danmark; altsaa vel omtrent ved 1039. Ligeledes sees det af Magnus den godes Saga, Cap. 18, at Kalf „havde meest at sige i Throndhjem, medens Magnus var i Danmark“, hvilket og tyder paa en længere Fraværelse, især da Kalf ogsaa stundom var hos Magnus. Paa den anden Side maa Forliget være skeet før 1039, da Hardeknut i dette Aar drog til Brügge, for derfra senere at drage til England; og han kom siden aldrig tilbage til Danmark. Mag. Adam fortæller alt sammen langt anderledes (II. 74). „Kong Knuts anden Søn, Sven, døde. Da valgte Nordmændene strax Magnus, St. Olafs Frillesøn, til Konge, og denne angreb strax Danmark, og erhvervede begge Riger, da Hardeknut, Danekongen, opholdt sig med Hæren i England. Denne udnævnte sin Frænde Sven (Ulfssøn) til Anfører for sin Flaade for at krige med Magnus (det er i Cap. 73 fortalt, hvorledes Sven efter 12 Aars Ophold i Sverige, altsaa indtil 1040, da Hardeknut havde erhvervet England, begav sig did, idet han dog paa Vejen havde herjet i Landskabet Hadeln og var bleven tagen til Fange af Erkebiskop Alebrands Krigere, men atter sat paa fri Fod af denne); men Sven blev overvunden af Magnus, og fandt ved sin Tilbagekomst til England Hardeknut død (1042)“. Dette kunde synes saa meget paalideligere, som Mag. Adam hentede sine Efterretninger herom af Svens egen .Mund. Og flere have deraf taget Anledning til at benegte Sagaernes Troværdighed og Forligets Tilværelse. Men just fordi Sven selv fortalte Mag. Adam alt dette, er det upaalideligt. For Sven var det magtpaaliggende at besmykke sit senere Forhold til Magnus. Da Sven selv gjorde Arvefordring paa den danske Trone, erkjendte han, som Saxo udtrykkeligt siger, ikke Forliget, og det er derfor heel naturligt, at han har kaldet Magnus’s Tiltrædelse en Invasion, uden engang for Mag. Adam at omtale noget Forlig. Han har da ogsaa faaet denne til at tro, at Magnus satte sig i Besiddelse af Danmark før Hardeknuts Død, og at Hardeknut selv havde udnævnt ham (Sven) til sin Hærfører: thi derved syntes hans Berettigelse til at bekrige Magnus saa meget større. Mag. Adam undersøgte neppe, og havde vel ikke engang Lejlighed til at undersøge, om Svens Udsagn ganske medførte Sandhed. Man erfarer og, at Mag. Adam af Sven lod sig indbilde, at denne efter Magnus’s Søn erhvervede Norge, og siden forlenede Harald Sigurdssøn dermed, men at Harald gjorde Opstand og løsrev sig. (III. 11, 12). Mag. Adam staar saaledes i disse Sager aldeles ikke til Troende.
7. I Fagrskinna, Cap. 128, saa vel som i Magnus den godes Saga, Cap. 14, staar der at Forliget var indrettet paa samme Vilkaar, som det mellem Knut og Edmund Jærnside (Fagrsk. har urigtigt Edvard). Vilkaaret om gjensidig Arv omtales ogsaa virkelig i Knytl. Saga, Cap. 16, hvor den handler om det sidst nævnte Forlig; de engelske Skribenter nævne dog kun om Landets Deling mellem dem, Fred, Venskab og Broderskab, uden dog udtrykkeligt at tale om Arv. Thjodrek, Cap. 23, sammenligner Forliget med et mellem Karl den store og hans Broder Karlmann.
8. Dette Skriin beskrives saaledes i Snorres Magnus den godes Saga, Cap. 11: „Det var prydet med Guld og Sølv, og besat med Ædelstene. Af Størrelse og Form var det for øvrigt som en Ligkiste, men nedenunder var der Svaler, oventil var Laaget dannet som et Gavltag, med udstaaende Hoveder og Børst eller Kam paa Mønet; paa Laaget vare Hængsler bagentil, og Hesper foran, læste med en Nøgel“.
9. Harald Sigurdssøns Saga hos Snorre, Cap. 29, i Hrokkinsk. og Hryggjarst., Cap. 41, siges at Magnus begravedes „ved Klemenskirken, hvor Olafs Lig da forvaredes“. Flatøbogen og Fagrskinna nævne Christkirken, men sigte maaskee til en senere Flytning.
10. Harald Sigurdssøns Saga hos Snorre, Cap. 39, i Konge-Sagaerne, Cap. 55.
11. Paa de sidst nævnte Steder staar der udtrykkeligt, at Olafs Lig forvaredes i Olafskirken, medens Mariekirken (under Harald Sigurdssøn) var under Opførelse.
12. Ældre Gulathingslov, Cap. 17, 18. I det først nævnte Cap. omtales den tidligere Olafsmesse ved en Anachronisme som om den allerede var paabuden af Olaf selv og Grimkell paa Mostrarthing. Froskathingsloven, II. 25, regner begge Olafsmesser blandt de Dage, der have Nonhelligt, øjensyenligt fordi Olaf var Throndhjems Stifts særegne Patron. Paa samme Maade nævner Vikens Christenret, Cap. 14, og Eidsiva Christenret, Cap. 9, Halvardsmessen blandt de nonhellige Festdage, da Halvard var Vikens eller Oslo’s særegne Patron.