Det norske Folks Historie/3/1

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 1-9).

1. Magnus’s Vælde. Einar Thambarskelves Indflydelse. Magnus’s Fordringer paa England.

bookDet norske Folks HistorieP. A. MunchChr. Tønsbergs Forlag1855ChristianiaI-21. Magnus’s Vælde. Einar Thambarskelves Indflydelse. Magnus’s Fordringer paa England.1-9

Vi forlode i forrige Afsnit Magnus den gode som Konge ej alene i Norge, men ogsaa i Danmark, eller som den erkjendte og lovlige Arving saa vel af den gamle danske Kongeæts Besiddelser som af dens Fordringer. Kunde det end ansees som en tilfældig Omstændighed, der nærmest skyldtes Lykken, at Hardeknut døde førend Magnus, og at denne saaledes blev hiins, ikke hiin dennes, Arving, saa var det dog at tilskrive St. Olafs utrættelige Virksomhed, at Magnus saa vel af Hardeknut selv, som af Danernes Høvdinger kunde erkjendes som dennes Ligemand, der var berettiget til at slutte en Arvepagt med ham. Thi Olafs Bestræbelser for Norges politiske Konsolidation havde gjort dette Rige lige saa mægtigt som Danmark selv, medens hans Helgenglands hævede Ynglinge-Ætten op paa Lodbroke-Ættens Side. Dette følte ej alene Magnus, men ogsaa hans Efterfølgere meget vel under deres Stridigheder, baade med udenlandske Konger og med indenlandske Tronprætendenter og Oprørsflokke. De værnede stedse om Olafs Helligdom, og plejede om hans Minde som den Talisman, hvilken de skyldte deres Magt, og hvorved de bedst kunde bekæmpe deres Modstandere. Strengt taget kan man næsten sige, at St. Olaf betragtedes som Norges egentlige Konge^[1], og de selv kun som hans Statholdere. Denne Betragtningsmaade maatte vel paa den ene Side bidrage saare meget baade til at ophjelpe og bevare Christendommen, saa vel som Olafs øvrige geistlige og verdslige Foranstaltninger, og til at værne om Kongens egen Magt og Anseelse. Men paa den anden Side var den ogsaa meget skikket til at fremkalde et Hierarchi, naar Geistligheden i Norge havde faaet sin rette Organisation og lært sine Kræfter at kjende. Thi det var da at befrygte, at dens Overhoved vilde ansee sig nærmere berettiget til at repræsentere Landets Nationalhelgen, end Kongen selv, og de Stridigheder, som deraf nødvendigviis vilde opstaa mellem Konge og Geistlighed, kunde have farlige Følger, ikke mindre for de religiøse Forhold selv end for Landets Fremgang i indre Velvære og ydre Anseelse. Vi ville i det Følgende komme til at see, hvorledes saadanne Stridigheder ej alene udbrød, men ogsaa havde saadanne Følger. Men inden dette skede, hengik dog en rum Tid, i hvilken Norge under en i verdslig Henseende maadeholden, kun i sit rette aandelige Kald nidkjær Geistlighed, og under kraftige Konger, arbejdede sig op til en, i Forhold til Tidsalderen og de ydre Omstændigheder, sjelden Højde af Velstand og Magt.

Da Magnus den gode besteg Danmarks Trone, var han endnu ganske ung. Han havde nys forud, om Vaaren, fyldt sit 18de Aar^[2]. Men han havde den samme Modenhed forud for sin Alder, der var egen for de fleste Konger af hans Æt, af hvilke saa mange udførte store Bedrifter, men forholdsviis kun faa naaede Oldingsalderen; og ved hans Side stod den erfarne og ham oprigtigt hengivne Einar Thambarskelve, der, om han end maaskee under Uenigheden med Venderne forsigtigt traadte noget tilbage, dog i det mindste efter hine Stridigheders Bilæggelse og efter at Magnus havde besteget Danmarks Trone, var hans fornemste Raadgiver. Af Norges øvrige Stormænd nævnes ingen under Magnus’s hele Regjering som fremtrædende eller spillende nogen Rolle. Arnmødlingeætten var aabenbart bleven svækket ved Kalfs Fordrivelse; ogsaa Finn opholdt sig maaskee udenlands, og Thorberg og Arne synes at have siddet stille hjemme paa deres Gaarde. Thore Hund havde forladt Landet i Samvittighedsnag^[3], og var paa denne Tid maaskee død; hans Søn Sigurd omtales ikke synderligt, og kan derfor neppe have gjort sig synderligt gjeldende. Haarek af Thjøttø var, som ovenfor berettet, dræbt af Aasmund Grankellssøn. De Fejder, der ifølge Sagaens Beretning skulle have hersket mellem ham og Haareks Sønner, kunne neppe endnu paa denne Tid have været komne til Udbrud; og om de end vare udbrudte, maatte de alene tjene til at svække begge Parters Magt^[4]. Erling Skjalgssøns Sønner maa have fundet det raadeligst at holde sig stille og ydmyge sig for Kongen, da deres fornemste Støtte, Kong Knut, ej længer var i Live, da Einar Thambarskjelve, Hovedrepræsentanten for Haakon Jarls Æt, med hvilken Aaslak Erlingssøn ved sit Giftermaal med Gunnhild Sveinsdatter var besvogret, nu var Kongens bedste Ven, og da Folkeopinionen nu, efter Olafs Død, havde faaet et fuldkomment Omsving med Hensyn til Danevældet og det nationale norske Kongedømme. Paa Oplandene levede flere Ætlinger af Haakon Jarl, navnlig den mægtige Orm Eilifssøn, som enten allerede ved denne Tid var Jarl, eller kort efter fik Jarletitlen^[5], men Einar var selv gift med Haakon Jarls Datter, Bergljot, og da de saaledes vare i det nærmeste Svogerskab med ham, bidrog denne Omstændighed snarere til at styrke, end til at svække Kongens Magt. Oplandene var desuden Hovedsædet for Kong Magnus’s egne mægtige Frænder: der levede Ketil Kalf paa Ringenes, gift med hans Faders Halvsyster Gunnhild; i Gudbrandsdalen levede den mægtige Thord paa Steig, gift med Dronning Aastas Syster Isrid. I Viken og paa Agder levede Slægtninger af Kong Olaf Tryggvessøn. I det mindste var, som der fortælles, dennes Morbroder, Thorkell Dyrdill, endnu i Live^[6]. Til de mægtigste Ætter i Viken hørte især den vettalandske, der alene skyldte Olaf sin Forfremmelse, og derfor selv havde den største Interesse af at være hans Søn tro. Brynjulf, der allerførst forlenedes med Vettaland, var paa denne Tid maaskee allerede død, men hans Søn Halldor var i sin kraftigste Alder, og bidrog vist ikke lidet til at værne om Kongens Autoritet i den Deel af Landet. Der er saaledes al Anledning til at antage, at Magnus’s Herredømme over Norge var mere befestet og almindeligere anerkjendt, end nogen Konges siden Harald Haarfagres og Haakon den godes Dage, og at Einar næst Rangen selv var den indflydelsesrigeste Mand i Landet.

Ved Kongens Side stod ligeledes endnu hans Faders og hans egen prøvede Ven og redelige Raadgiver, Sighvat Skald. Om han overlevede Magnus, eller døde for ham, vides ikke, da hans Dødsaar ingensteds nøjagtigt angives, men vist er det dog, at han ikke døde førend i det mindste nogle Aar efter at Magnus var bleven Danmarks Konge, og det sandsynligste er derfor, at han overlevede ham. Hvilken velgjørende Indflydelse Sighvats frimodige Advarsel og vise Raad havde paa Magnus, da han gav sin Hevnlyst alt for megen Luft og var paa gode Veje til at blive en Tyran, have vi allerede seet. Der er neppe nogen Tvivl om, ligesom der heller ikke mangler Antydninger til, at denne Indflydelse vedblev saa længe de begge levede.

Det norske Riges Grændser vare paa denne Tid de samme, som de, hvortil Magnet Fader, Kong Olaf, havde udstrakt det^[7]. Mod Syd og Sydost dannede Gaut-Elven Grændsen, og som det sydligste Grændsepunkt opgives endog et Sted, kaldet Glaumstein, der, hvis det ej er Navnet paa et Fjeld, enten paa Øen Hisingen eller lige overfor, eller og paa et Skjer i den sydlige Munding af Gaut-Elven, maa være Glomsteen i Nord-Halland; Spørgsmaalet, hvor vidt den nordenfor Glomsteen liggende Deel af Halland tilhørte Norge eller ej, var dog mindre vigtigt, efterat Magnus ogsaa var bleven Danmarks Konge^[8]. Mod Øst begrændsedes Norge af Eidskogen, og derefter af Fjeldene, der adskille Dalarne, Herjedalen og Jemteland fra Østerdalen og Throndhjem. Nordenfor begyndte Finmarken,der betragtedes som Norges Skatland, og fem Yderpunkterne mod Nord nævnes deels Vegestav eller Ægestav paa den indre Nordside af det hvide Hav, deels Forbjerget Naanes, der rimeligviis er at søge etsteds i Nærheden. I Vesterhavet havde Færøerne ganske, og Orknøerne idetmindste forsaavidt som de beherskedes af Ragnvald Brusesføn, erkjendt Magnus’s Højhed; den anden Jarl, Thorfinn, havde vel endnu ikke underkastet sig, men hans Deel af Øerne var dog ligefuldt et norskt Skatland, over hvilket Magnus med Rette betragtede sig som den egentlige Overherre, og det samme kunde vel ogsaa siges om Sydrøerne, der nu beherskedes af Thorfinn. Mod Vesten naaede saaledes Magnus’s Herredømme lige til det saakaldte Englandshav, om ej til Angelsø-Sund, der sædvanligviis nævnes som Norges yderste Grændsepunkt mod Vesten i de Tider. Da nu Magnus derhos, som Konge af Danmark, beherskede alle de skjønne og frugtbare Lande lige fra Halland og Finveden til Ejderen, ej at tale om hans Fordringer paa de vendiske Besiddelser, eller Distriktet Jom, der havde tilhørt de forrige Danekonger, er det tydeligt nok, at han ej alene var Nordens mægtigste Konge, men ogsaa en af sin Tids mægtigste Konger i Europa, hvis Venskab det maatte være Nabofyrsterne ligesaa ønskeligt at erhverve, som hans Fiendskab maatte være at frygte. At hans forøgede Magt neppe kunde være Kong Anund i Sverige velkommen, hvor stort Venskab der end havde været mellem denne og hans Fader synes næsten at ligge i Sagens Natur, og det bekræftes ogsaa derved at Anund, som det snart vil sees, skjenkede Magnus’s Fiender et sikkert Tilflugtssted og Understøttelse. Mellem Anund og Magnus var der heller ikke noget Svogerskab eller Frændskab, som det havde været mellem ham og Olaf. Magnus var kun en Stifsøn af Anunds Syster Aastrid, og mellem hans rette Moder Alfhild og denne herskede der endog, som vi have seet, et Fiendskab, der nødte hiin til at fjerne sig fra Hoffet, maaskee endog fra Landet, hvor ærbødigt endog Magnus selv synes at have behandlet hende og hendes Datter, hans Halvsyster Ulfhild. Derimod var Anund nær beslægtet med Magnus’s Fiende, Sven Ulfssøn, der næsten lige siden sin Faders Drab havde opholdt sig hos ham, og nu betragtede sig som arveberettiget til Danmark. At Sven ikke undlod efter Evne at puste til Anunds Skinsyge, og saa meget som muligt at ophidse ham mod Magnus, kan man, at slutte fra hvad der siden sandt Sted, ansee for afgjort.

Ved Forliget i Brennøerne var en fuldkommen Arvepagt bleven oprettet mellem Hardeknut og Magnus. Den længst levende skulde efterfølge den anden i alle hans Besiddelser og Fordringer, og Magnus var saaledes ved Hardeknuts Død Arving ej alene til Danmark, men til det veie daværende Danevælde, det vil sige ogsaa til England, som Hardeknut med fuld Ret beherskede, da han døde. Englænderne havde imidlertid taget Hardeknuts ældre Halvbroder Edward, kaldet Confessor, Ædhelreds og Emmas Søn, til deres Konge: han var en Ætling af deres forrige wessexiske Kongehuus, og de lagde derved tydeligt nok deres Hensigt for Dagen, at løsrive sig fra Danevældet. Magnus lod dog ikke sin Fordring paa Englands Trone gaa upaatalt hen, men sendte — det siges ikke udtrykkeligt naar, men det maa efter al Sandsynlighed have været kort efter Regjeringstiltrædelsen i Danmark^[9] — et Gesandtskab til Edward med Brev, hvori han opfordrede denne til at vige for ham som Hardeknuts rette Arving, og afstaa ham Riget, eller i modsat Fald forsøge Vaabenlykken. Edward lod svare tilbage, at Riget var hans med Rette, at han havde døjet Modgang nok, inden han var kommen i Besiddelse deraf, og at han ikke paa nogen Maade vilde skille sig derved: Magnus kunde længe nok samle en Hær og bekrige ham; selv vilde han neppe sætte sig til Modværge, og dog vilde Magnus ikke faa Kongenavn i England eller nogen Hylding af Indbyggerne, saa længe han, Edward, var i Live. Magnus, heder det i vore Sagaer, blev saa rørt over den Beskrivelse, Edward havde givet over alle sine Gjenvordigheder, og gjennemtrængtes af en saadan Ærbødighed for hans hellige Liv, at han strax opgav al Tanke om at bekrige ham, men lod ham beholde Riget i Fred. Den sande Grund var dog den, at Magnus og hans Raadgivere saa, at det neppe vilde lykkes ham med Magt at gjøre denne Fordring gjeldende. Thi de engelske Annaler fortælle udtrykkeligt, at Magnus truede Edward med Krig, og at denne derfor nødsagedes til at holde en Flaade udrustet i Sandwich, men at det alene var Krigen med Sven Ulfssøn, der hindrede Magnus fra at foretage noget Angreb^[10].

↑ Olaus, perpetuus rex Norvegiæ, kaldes han i Historia Norvegiæ p. 12.
↑ Han var fød Vaaren 1024, se ovf. I. 2. S. 666.
↑ Se ovf. I. 2. S. 827.
↑ Se ovf. I. 2. S. 848, 849.
↑ Han kaldes Jarl allerede kort efter Kong Haralds Tronbestigelse, se nedf. Om hans Slægtskabsforhold se ovf. I. 2. S. 662.
↑ Magn. d. g. S., Cap. 43 meddeler en Historie om Thorkell Dyrdill og Magnus, der rigtignok er noget mistænkelig, men af det ovenfor I. 2. S. 235 omtalte Kvad Rekstefja sees dog temmelig tydeligt at Thorstein levede paa dets Forfatter Hallarsteins Tid, eller omtr. 1049—50.
↑ Dette siges udtrykkeligt i Fagrskinna Cap. 125.
↑ Glaumstein, Naanes, Eidaskog og Angelsø-Sund nævnes i den legnd. Olafssaga Cap. 10 som Grændserne for Olafs Rige. Muligt er det dog, at Forf. her nærmest har Forholdene under Magnus Barfod for Sira Han herjede det nordlige Halland, og underkastede sig Sydrøerne m. m., se nedenfor.
↑ Tiden, naar dette skede, er saa meget vanskeligere at bestemme, som Sagaerne selv omtale den ved forskjellige Tidspunkter. Fagrskinna, (Cap. 134—136) nævner den strax efter Magnus’s Tronbestigelse i Danmark. Magnus den godes Saga Cap. 42 omtaler den strax efter Slaget ved Helganes, ligesaa Snorre, Cap. 38, 39. Alle tre lade Edward i Brevet omtale sin Kroning, der først fandt Sted Paaskedag 1013; dette synes at vise, at Forhandlingerne først senere foregik. Men i Chronologien af Magnus’s hele Regjering er der en stor Uorden og flere Modsigelser; at en enkelt Begivenhed, som den her omhandlede, af nogle henføres til et, af andre til et andet Diar, er derfor ej at undres over, og til at bestemme naar den fandt Sted, har man neppe anden Ledetraad at følge, end Erkjendelsen af, hvad der synes rimeligst. Og det rimeligste er, at Magnus søgte at gjøre sine Fordringer gjeldende saa nær efter Arvetiltrædelsen som muligt. Det behøver dog ikke derfor at have fundet Sted strax i 1042, da det vel altid tog nogen Tid, inden Magnus var bleven hyldet i Danmark og havde befatter sit Herredømme der;Brevet er derfor neppe blevet afsendt førend i 1043. Dette bestyrkes ogsaa af de engelske Annalers Angivelser, ret forklarede, se nedf. S. 8.
Da vi her allerede ere komne ind paa at tale om Tidsregningen for Magnus’s Regjering, er det belejligt, med det samme at gjøre Rede for de Grunde, hvorpaa den af os i det følgende opstillede Tidsregning er bygget.
Den større Magnus den godes Saga i Hrokkinskinna lader Magnus allerede være i Danmark ved Hardeknuts Død, hvilken den urigtigt lader foregaa i Danmark (Cap. 24), og lige faa urigtigt, i Magnus’s 6te, i Stedet for i hans 7de eller 8de Diar (Cap. 25). Den lader ham derpaa underkaste sig Danmark, og tilbringe Vintren der (da Hardeknut døde Sommeren 1042, bliver dette altsaa Vintren ¹⁰⁴²⁄43) og drage nord i Norge Sommeren efter, altsaa tom. Paa denne Rejse, altsaa 1043, lader den Magnus gjøre Sven til Jarl (Cap. 26, 27) og ud paa Sommeren være med ham til Danmark, hvorpaa Magnus vender tilbage til Norge, og lidt før Juul (1043) kommer til Throndhjem. (Cap. 27). Samme Vinter antager Sven Kongenavn og gjør Oprør: Vaaren efter (1044) drager Magnus til Danmark, herjer Jom, sejrer paa Re og paa Lyrskovshede, bortgifter Ulfhild (Cap. 28—36) og overvinder Sven ved Re samt lidt før Juul ved Aaros (Cap. 37—39); Vaaren derefter (1045) vender Magnus tilbage til Norge (Cap. 39) og opholder sig der om Sommeren, men drager atter mod Sven, og overvinder ham ved Helgenes (Cap. 40), herjer derefter flere af de danske Øer, og tilbringer den følgende Vinter (¹⁰⁴⁵⁄46) igjen i Danmark (Cap. 41): her omtales Brevet til Kong Edward (Cap. 42). Men i Harald Haardr. S. Cap. 18 modsiges den Angivelse, at Magnus skulde have tilbragt Vintren efter Helgenes-Slaget i Danmark. Det siges her, at han endnu samme Høst vendte tilbage til Norge (Cap. 18); at Harald paa samme Tid kom til Sverige og sluttede Forbund med den fra Helgenes flygtede Sven (Cap. 17), at Magnus derpaa idet siges ej om det var samme Høst eller følgende Vaar), udrustede sig for at drage til Danmark, men imidlertid sluttede Forbund med Harald (Cap. 19, 20); at begge Frænder meste Vinter herskede tilsammen i Norge, tilbragte Midvintren i Throndhjem (Cap. 1—24), og at de Vaaren efter (1047?) gjorde et nyt Tog til Danmark, hvor Magnus samme Høst døde (Cap. 31—35).
Magnus d. g. Saga i Flatøbogen og Morkinskinna stemmer omtrent med den foregaaende, indtil hvor hiin Modsigelse indløber; thi Modsigelsen findes ikke her; der siges ingensteds, at Magnus strax efter Helgenes-Slaget vendte tilbage til Norge, og heller ikke, at Harald traf Sven strax efter Slaget; derimod heder det, at Harald først opsøgte Magnus i Danmark og først siden, da denne ej vilde afstaa ham nogen Deel af Norge begav sig til Sverige og forbandt sig med Sven. Heraf skulde det da synes, som om dette Forbund, deres paafølgende Tog til Danmark, og endelig Haralds Forlig med Magnus først fandt Sted det paafølgende Diar, eller klaret efter Helgenes-Slaget; og klaret derefter døde Magnus.
Snorre (Cap. 23—25) lader Magnus strax om Høsten, efter at vare hyldet i Danmark, drage hjem til Norge, og imidlertid udnævne Sven til Jarl; samme Vinter gjør Sven Opstand (Cap. 26); Vaaren efter (altsaa 1043) drager Magnus til Danmark, erobrer Jomsborg, bortgifter sin Syster, slaar Venderne paa Lyrskovshede, og overvinder Sven ved Re og i Aaros (Cap. 25—31); herjer derpaa i Sjæland, Skaane og Fyen, og sidder Resten af Vintren i Fred i Danmark (Cap. 32, 33); om Vaaren (1044) vender han tilbage til Norge (Cap. 33); drager senere ud paa Aaret ned til Danmark, og overvinder Sven ved Helgenes (Cap. 34), herjer derefter paa forskjellige Steder (Cap. 35), og tilbringer Vintren i Danmark (Cap. 36). Men i den paafølgende Haralds Saga, Cap. 20, forekommer og hos Snorre hiin ovenfor paapegede Modsigelse, nemlig at Magnus siges at vare dragen tilbage til Norge endnu samme Høst, som Helganes-Slaget havde staaet. Thi Snorre følger her og langt hen i det Følgende næsten Ord til andet Hrokkinskinnas Beretning Holder man sig kun til Angivelsen i Cap. 20, bliver Haralds og Magnus’s Møde i 1045; deres næste Tog til Danmark og Magnus’s Død 1046. Dog maa det hermed ogsaa sammenholdes, at i Harald Haardraades Saga, Cap. 76 lader Snorre Harald herske i 15 Vintre, 2 Vintre og 3 Halvaar efter Magnus’s Død og, som det synes, indtil Edward Confessors Død, der middelbart foranledigede hans sidste Tog til England. Edward døde 5 Jan. 1066. Sytten Vintre og tre Halvaar, d. e. atten Vintre og en Sommer før denne Vinter, gjør Vintren ¹⁰⁴⁷⁄48 til Haralds første, hvoraf følger, at Magnus’s Død her henføres til 1047. I den vidtløftige Haralds Saga, Cap. 91 findes egentlig den samme Angivelse, men „15“ er her forvansket til „12“, i det mindste i den trykte Text i Fornm. Sögur, uden at nogen berigtigende Variant anføres; da det dog ej kan vare Meningen at Magnus døde 1049, er man vel berettiget til at betragte Tallet „12“ som om det ene grundede sig paa Skriv- eller Læse-Fejl.
Fagrskinna, Cap. 135 —37, lader Magnus overvintre i Danmark efter Tronbestigelsen og derpaa tilskrive Kong Edward; denne Vinter bliver saaledes ¹⁄1042/43. Derpaa heder det (Cap. 137) at Magnus drog hjem til Norge i det tredie Aar efter, og, medens han laa i Elven, forlenede Sven med Danmark. Dette skulde saaledes være skeet 1046. Men da det neppe kan have været Sagaskriverens Mening, at skyde denne og de paafølgende Begivenheder faa langt ned i Tiden, maa man vel antage at en Fejl her er indløben, f. Ex. þriðja i Stedet for því, og betragte Stedet, som om Forfatteren meente at Magnus noget senere det samme Aar, efter at han havde skrevet Brevet til Edward, lod Sven tilsværge sig Ed. Dette knade dog endnu vare i Løbet af den første Vinter, for saa vidt man ej vilde lægge Vegt paa den Omstændighed, at Edward i Svarskrivelsen omtaler sin Kroning (Paaske 1043), thi det er heel uvist, hvor vidt Brevet virkelig lyder saaledes som han skrev det, eller hvor vidt den, der forfattede det, kjendte tilstrækkeligt til den engelske Tidsregning. Samme Sommer, heder det, (1043) drog Magnus tilbage til Danmark og indsatte Sven til sin Jarl i Jylland, men tilbragte Vintren i Norge. Samme Vinter (1043—44) antog Sven Kongenavn (Cap. 140); Aaret derefter (1044) gjorde Magnus sit første Felttog til Danmark, bekrigede Jom, m. m., sejrede paa Lyrskovshede, overvandt Sven ved Aaros og overvintrede i Jylland (Cap. 141—144); Sommeren efter (1045) stod Slaget ved Helgenes og de følgende smaa Herjetog (Cap. 145, 146); men derpaa heder det (Cap. 147) at medens Magnus laa ved Skaane, nemlig paa dette Herjetog, kom Harald til ham, den Sommer, da der var hengaaet 16 Vintre efter St. Olafs Fald, og da han selv havde varet Konge i 10 Vintre, hvoriblandt to (i Variant 5) baade over Danmark og Norge. Det første af disse Tal giver for Haralds Ankomst Sommeren 1046; det andet 1045; det tredie (vi see bort fra den aabenbart urigtige Variant, der maaskee staar i nogen Forbindelse med det oven omtalte þridja ári) henfører hans Erhvervelse af Danmark til 1043 eller 1044. Fremdeles Modsigelser. Der følger nu ingen nærmere Angivelse af hvor længe Magnus’s og Haralds Strid varede, men deres Forlig henføres til 122 Vintre efter Harald Haarfagres Død (Cap. 175); dette er aabenbart en Inkurie i Stedet for 112, der giver Aaret 1045; dernæst omtales een Vinter, de regjerede i Fællesskab, (Cap. 176, 177 jvfr. 114), og endelig (Cap. 178) deres seneste Tog til Danmark „een Vinter efter Ragnvald Brusessøns Fald“; samt endelig, samme Aar, Magnus’s Død. Hertil maa føjes, at Nisaaslaget henføres til Haralds 16de Aar (Cap. 195), Forliget med Sven til det 3die derefter, og Edward Confessors Død samt Haralds Fald til hans 19de Aar (Cap. 197—207).
Orkneyinga Saga omtaler Ragnvald Brusessøns første Ankomst til Orknøerne som forefalden strax efter Magnus’s Tronbestigelse i Norge, altsaa rimeligviis 1035; derpaa nævnes den følgende Vaar (1036) og Vintren derefter (1036—37); dernæst omtales endnu 8 Vintre (altsaa fra og med 1037—38 til og med 1044—1045), hvori Ragnvald besad ⅔ af Jarldømmet; Lidt før den følgende Juul (1045—46) synes hans Drab at have fundet Sted, dog er det ikke ret tydeligt,.om de Stridigheder med Thorfinn, der bevirkede hans Død, varede kun i eet, eller i to Aar: det er saaledes heller ikke ret klart, om Ragnvalds Drab forefaldt i 1015 eller i 1046. Vaaren efter (altsaa 1046 eller 1047) kom Efterretningen om Drabet til Norge, og samme Vaar, synes det, tiltraadte Kongerne det Tog til Danmark, der blev Magnus’s sidste.
Mag. Adam af Bremen angiver intet nøjagtigt om Magnus’s Regjeringsaar, men omtaler dog hans Død efter at have talt om Kejser Henrik den 3dies Kroning den 25 December 1046. Chron. Sax. omtaler vel Magnus og Sven, men kun i den 3die Codex’s Optegnelser fra det 12te Aarhundrede, hentede fra Florents af Worcester, hvori de og findes. Denne siger at Magnus i 1045 truede med at bekrige Edward, men hindredes ved den ham af Sven paaførte Krig; at han i 1046 slog og fordrev Sven, at han i 1047 overvandt ham i et Hovedslag og tvang Danerne til at betale Penge, herskede derpaa en Stund, og døde kort efter. Dette er i den 3die Codex af Chron. Sax. henført til Aarene 1046, 1047, 1048. Men det er tydeligt nok, at de Felttog, her omtales, ere de første, som Magnus gjorde til Danmark, at det sidste Slag, som omtales, er Helgenes-Slaget, og at Florents, forvexlende Magnus’s sidste Tog til Danmark 1047, hvorved intet Slag med Sven forefaldt, med det i 1044 eller 1045, har flyttet samtlige Felttog to eller tre Aar for langt ned i Tiden. Man lærer saaledes kun heraf, at Magnus’s Fordring paa England virkelig fremførtes, førend han kom i Krig med Sven.
Sagaerne meddele imidlertid et Vers af den samtidige Arnor Jarlaskalds Kvad over Magnus, som her er af stor og afgjørende Vigtighed. Efter at have omtalt Slaget ved Helgenes, og de paafølgende Herjetog i Skaane og Falster, overalt med Citater fra hiint Kvad, nævnes Angrebet paa Fyen; og i det her citerede Vers tales der i den første Halvdeel om dette Angreb, i den anden om at Magnus fyldte sit tyvende Aar. (Magnus den godes Saga, Cap. øm, hos Snorre, Cap. 35, Fagrskinna, Cap. 146). Saa vel den større Magnus den godes Saga, som Fagrskinna tilføje her endvidere, at dette Kvad antyder, hvorledes Magnus fyldte sit 20de Aar. Da han nu var fød Vaaren 1024, skulde Helgenes-Slaget efter dette have fundet Sted 1043. Men Meningen af Arnors Ord er her aabenbart misforstaaet. Han taler ej om nogen „paafølgende Vaar“; men efter at have gjort Regnskab for den næsten uafbrudte Følge af berømmelige Bedrifter, som Magnus udførte i mindre end et Aar, fra Indtagelsen af Jomsborg og Slaget paa Lyrskovshede indtil Slaget ved Helgenes, og efter hvilken der nu indtraadte en kort Rolighedstid, udhæver han udtrykkeligt, at dette var Magnus’s 20de Aar. Dette fremgaar end tydeligere af et Vers, som anføres af et andet Kvad af Arnor, den saakaldte Hrynhenda, hvilken han kvad for Magnus selv; her staar det udtrykkeligt, at Magnus i een Vinter (det vil her sige i eet Aar) havde holdt fire Slag; han mener Slagene paa Lyrskovshede, ved Re, Aaros og ved Helgenes; ligeledes anføres et Vers af den samtidige Thjodolf, hvor der tales om tre Slag, som om de havde fundet Sted kort efter hinanden, nemlig Slagene paa Lyrskovshede, ved Aaros, og ved Helgenes. (Magnus den godes Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 37). Hvis de nu alle forefaldt i eller omkring Magnus’s 20de Aar, er det klart, at Helgenes-Slaget maa have fundet Sted noget senere, ikke tidligere, end han fyldte det, og følgelig maa det ansees som vist, at det indtraf ud paa Sommeren 1044. Dette Punkt er saaledes at ansee for sikkert. Af hvad der ovenfor er anført om Haralds Regjeringstid, maa det ligeledes ansees for sikkert, at han drog til England i sit 19de Regjeringsaar, eller med andre Ord, at Magnus døde 1047. Vi have saaledes tre visse og ufravigelige Punkter, efter hvilke den hele øvrige Tidsregning for Magnus’s Regjeringstid maa lempes, nemlig Tronbestigelsen i Danmark 1042, Helgenes-Slaget Sommeren eller Begyndelsen af Høsten 1044, og hans Død 1047. Efter denne Tillempning faar man saaledes ud, at Snorres Tidsregning, hiin Modsigelse fraregnet, bliver den bedste. Magnus er endnu om Høsten 1042 vendt tilbage til Norge, udnævnte i Kongehelle Sven til Jarl, har maaskee atter ledsaget ham til Jylland og indsat ham i Jarldømmet, og er derpaa Naalen til Throndhjem. Samme Vinter bar Sven gjort Oprør. I det følgende Aar (1043) har Magnus fordrevet Sven og sejret ved Lyrskovshede og Aaros. I 1044 leverede han Slaget ved Helgenes, og forblev Vintren derefter i Danmark. Han er da neppe endnu strax kommen i Berørelse med Harald, men har tilbragt, som det heder i Magnus den godes Saga, hele denne Vinter fredeligt. Sommeren efter (1045) har Harald meldt sig hos ham, og er bleven afviist, derpaa er Magnus dragen til Norge, og har overvintret der; med andre Ord, denne Vinter er af Sagaskriverne bleven forvexlet med den foregaaende. Vaaren efter (1046) have Harald og Sven i Fællesskab angrebet Danmark; samme Høst har Magnus og Harald sluttet Forlig med hinanden, og Aaret efter (1047) er Magnus død. — Denne Tidsregning bestyrkes ogsaa ved andre Omstændigheder, som i det følgende ville blive omtalte.
↑ Codex 3 (D) af Chron. Sax. ved 1046; Florents ved 1045.

[1] Olaus, perpetuus rex Norvegiæ, kaldes han i Historia Norvegiæ p. 12.

[2] Han var fød Vaaren 1024, se ovf. I. 2. S. 666.

[3] Se ovf. I. 2. S. 827.

[4] Se ovf. I. 2. S. 848, 849.

[5] Han kaldes Jarl allerede kort efter Kong Haralds Tronbestigelse, se nedf. Om hans Slægtskabsforhold se ovf. I. 2. S. 662.

[6] Magn. d. g. S., Cap. 43 meddeler en Historie om Thorkell Dyrdill og Magnus, der rigtignok er noget mistænkelig, men af det ovenfor I. 2. S. 235 omtalte Kvad Rekstefja sees dog temmelig tydeligt at Thorstein levede paa dets Forfatter Hallarsteins Tid, eller omtr. 1049—50.

[7] Dette siges udtrykkeligt i Fagrskinna Cap. 125.

[8] Glaumstein, Naanes, Eidaskog og Angelsø-Sund nævnes i den legnd. Olafssaga Cap. 10 som Grændserne for Olafs Rige. Muligt er det dog, at Forf. her nærmest har Forholdene under Magnus Barfod for Sira Han herjede det nordlige Halland, og underkastede sig Sydrøerne m. m., se nedenfor.

[p23-9] Tiden, naar dette skede, er saa meget vanskeligere at bestemme, som Sagaerne selv omtale den ved forskjellige Tidspunkter. Fagrskinna, (Cap. 134—136) nævner den strax efter Magnus’s Tronbestigelse i Danmark. Magnus den godes Saga Cap. 42 omtaler den strax efter Slaget ved Helganes, ligesaa Snorre, Cap. 38, 39. Alle tre lade Edward i Brevet omtale sin Kroning, der først fandt Sted Paaskedag 1013; dette synes at vise, at Forhandlingerne først senere foregik. Men i Chronologien af Magnus’s hele Regjering er der en stor Uorden og flere Modsigelser; at en enkelt Begivenhed, som den her omhandlede, af nogle henføres til et, af andre til et andet Diar, er derfor ej at undres over, og til at bestemme naar den fandt Sted, har man neppe anden Ledetraad at følge, end Erkjendelsen af, hvad der synes rimeligst. Og det rimeligste er, at Magnus søgte at gjøre sine Fordringer gjeldende saa nær efter Arvetiltrædelsen som muligt. Det behøver dog ikke derfor at have fundet Sted strax i 1042, da det vel altid tog nogen Tid, inden Magnus var bleven hyldet i Danmark og havde befatter sit Herredømme der;Brevet er derfor neppe blevet afsendt førend i 1043. Dette bestyrkes ogsaa af de engelske Annalers Angivelser, ret forklarede, se nedf. S. 8.
Da vi her allerede ere komne ind paa at tale om Tidsregningen for Magnus’s Regjering, er det belejligt, med det samme at gjøre Rede for de Grunde, hvorpaa den af os i det følgende opstillede Tidsregning er bygget.
Den større Magnus den godes Saga i Hrokkinskinna lader Magnus allerede være i Danmark ved Hardeknuts Død, hvilken den urigtigt lader foregaa i Danmark (Cap. 24), og lige faa urigtigt, i Magnus’s 6te, i Stedet for i hans 7de eller 8de Diar (Cap. 25). Den lader ham derpaa underkaste sig Danmark, og tilbringe Vintren der (da Hardeknut døde Sommeren 1042, bliver dette altsaa Vintren ¹⁰⁴²⁄43) og drage nord i Norge Sommeren efter, altsaa tom. Paa denne Rejse, altsaa 1043, lader den Magnus gjøre Sven til Jarl (Cap. 26, 27) og ud paa Sommeren være med ham til Danmark, hvorpaa Magnus vender tilbage til Norge, og lidt før Juul (1043) kommer til Throndhjem. (Cap. 27). Samme Vinter antager Sven Kongenavn og gjør Oprør: Vaaren efter (1044) drager Magnus til Danmark, herjer Jom, sejrer paa Re og paa Lyrskovshede, bortgifter Ulfhild (Cap. 28—36) og overvinder Sven ved Re samt lidt før Juul ved Aaros (Cap. 37—39); Vaaren derefter (1045) vender Magnus tilbage til Norge (Cap. 39) og opholder sig der om Sommeren, men drager atter mod Sven, og overvinder ham ved Helgenes (Cap. 40), herjer derefter flere af de danske Øer, og tilbringer den følgende Vinter (¹⁰⁴⁵⁄46) igjen i Danmark (Cap. 41): her omtales Brevet til Kong Edward (Cap. 42). Men i Harald Haardr. S. Cap. 18 modsiges den Angivelse, at Magnus skulde have tilbragt Vintren efter Helgenes-Slaget i Danmark. Det siges her, at han endnu samme Høst vendte tilbage til Norge (Cap. 18); at Harald paa samme Tid kom til Sverige og sluttede Forbund med den fra Helgenes flygtede Sven (Cap. 17), at Magnus derpaa idet siges ej om det var samme Høst eller følgende Vaar), udrustede sig for at drage til Danmark, men imidlertid sluttede Forbund med Harald (Cap. 19, 20); at begge Frænder meste Vinter herskede tilsammen i Norge, tilbragte Midvintren i Throndhjem (Cap. 1—24), og at de Vaaren efter (1047?) gjorde et nyt Tog til Danmark, hvor Magnus samme Høst døde (Cap. 31—35).
Magnus d. g. Saga i Flatøbogen og Morkinskinna stemmer omtrent med den foregaaende, indtil hvor hiin Modsigelse indløber; thi Modsigelsen findes ikke her; der siges ingensteds, at Magnus strax efter Helgenes-Slaget vendte tilbage til Norge, og heller ikke, at Harald traf Sven strax efter Slaget; derimod heder det, at Harald først opsøgte Magnus i Danmark og først siden, da denne ej vilde afstaa ham nogen Deel af Norge begav sig til Sverige og forbandt sig med Sven. Heraf skulde det da synes, som om dette Forbund, deres paafølgende Tog til Danmark, og endelig Haralds Forlig med Magnus først fandt Sted det paafølgende Diar, eller klaret efter Helgenes-Slaget; og klaret derefter døde Magnus.
Snorre (Cap. 23—25) lader Magnus strax om Høsten, efter at vare hyldet i Danmark, drage hjem til Norge, og imidlertid udnævne Sven til Jarl; samme Vinter gjør Sven Opstand (Cap. 26); Vaaren efter (altsaa 1043) drager Magnus til Danmark, erobrer Jomsborg, bortgifter sin Syster, slaar Venderne paa Lyrskovshede, og overvinder Sven ved Re og i Aaros (Cap. 25—31); herjer derpaa i Sjæland, Skaane og Fyen, og sidder Resten af Vintren i Fred i Danmark (Cap. 32, 33); om Vaaren (1044) vender han tilbage til Norge (Cap. 33); drager senere ud paa Aaret ned til Danmark, og overvinder Sven ved Helgenes (Cap. 34), herjer derefter paa forskjellige Steder (Cap. 35), og tilbringer Vintren i Danmark (Cap. 36). Men i den paafølgende Haralds Saga, Cap. 20, forekommer og hos Snorre hiin ovenfor paapegede Modsigelse, nemlig at Magnus siges at vare dragen tilbage til Norge endnu samme Høst, som Helganes-Slaget havde staaet. Thi Snorre følger her og langt hen i det Følgende næsten Ord til andet Hrokkinskinnas Beretning Holder man sig kun til Angivelsen i Cap. 20, bliver Haralds og Magnus’s Møde i 1045; deres næste Tog til Danmark og Magnus’s Død 1046. Dog maa det hermed ogsaa sammenholdes, at i Harald Haardraades Saga, Cap. 76 lader Snorre Harald herske i 15 Vintre, 2 Vintre og 3 Halvaar efter Magnus’s Død og, som det synes, indtil Edward Confessors Død, der middelbart foranledigede hans sidste Tog til England. Edward døde 5 Jan. 1066. Sytten Vintre og tre Halvaar, d. e. atten Vintre og en Sommer før denne Vinter, gjør Vintren ¹⁰⁴⁷⁄48 til Haralds første, hvoraf følger, at Magnus’s Død her henføres til 1047. I den vidtløftige Haralds Saga, Cap. 91 findes egentlig den samme Angivelse, men „15“ er her forvansket til „12“, i det mindste i den trykte Text i Fornm. Sögur, uden at nogen berigtigende Variant anføres; da det dog ej kan vare Meningen at Magnus døde 1049, er man vel berettiget til at betragte Tallet „12“ som om det ene grundede sig paa Skriv- eller Læse-Fejl.
Fagrskinna, Cap. 135 —37, lader Magnus overvintre i Danmark efter Tronbestigelsen og derpaa tilskrive Kong Edward; denne Vinter bliver saaledes ¹⁄1042/43. Derpaa heder det (Cap. 137) at Magnus drog hjem til Norge i det tredie Aar efter, og, medens han laa i Elven, forlenede Sven med Danmark. Dette skulde saaledes være skeet 1046. Men da det neppe kan have været Sagaskriverens Mening, at skyde denne og de paafølgende Begivenheder faa langt ned i Tiden, maa man vel antage at en Fejl her er indløben, f. Ex. þriðja i Stedet for því, og betragte Stedet, som om Forfatteren meente at Magnus noget senere det samme Aar, efter at han havde skrevet Brevet til Edward, lod Sven tilsværge sig Ed. Dette knade dog endnu vare i Løbet af den første Vinter, for saa vidt man ej vilde lægge Vegt paa den Omstændighed, at Edward i Svarskrivelsen omtaler sin Kroning (Paaske 1043), thi det er heel uvist, hvor vidt Brevet virkelig lyder saaledes som han skrev det, eller hvor vidt den, der forfattede det, kjendte tilstrækkeligt til den engelske Tidsregning. Samme Sommer, heder det, (1043) drog Magnus tilbage til Danmark og indsatte Sven til sin Jarl i Jylland, men tilbragte Vintren i Norge. Samme Vinter (1043—44) antog Sven Kongenavn (Cap. 140); Aaret derefter (1044) gjorde Magnus sit første Felttog til Danmark, bekrigede Jom, m. m., sejrede paa Lyrskovshede, overvandt Sven ved Aaros og overvintrede i Jylland (Cap. 141—144); Sommeren efter (1045) stod Slaget ved Helgenes og de følgende smaa Herjetog (Cap. 145, 146); men derpaa heder det (Cap. 147) at medens Magnus laa ved Skaane, nemlig paa dette Herjetog, kom Harald til ham, den Sommer, da der var hengaaet 16 Vintre efter St. Olafs Fald, og da han selv havde varet Konge i 10 Vintre, hvoriblandt to (i Variant 5) baade over Danmark og Norge. Det første af disse Tal giver for Haralds Ankomst Sommeren 1046; det andet 1045; det tredie (vi see bort fra den aabenbart urigtige Variant, der maaskee staar i nogen Forbindelse med det oven omtalte þridja ári) henfører hans Erhvervelse af Danmark til 1043 eller 1044. Fremdeles Modsigelser. Der følger nu ingen nærmere Angivelse af hvor længe Magnus’s og Haralds Strid varede, men deres Forlig henføres til 122 Vintre efter Harald Haarfagres Død (Cap. 175); dette er aabenbart en Inkurie i Stedet for 112, der giver Aaret 1045; dernæst omtales een Vinter, de regjerede i Fællesskab, (Cap. 176, 177 jvfr. 114), og endelig (Cap. 178) deres seneste Tog til Danmark „een Vinter efter Ragnvald Brusessøns Fald“; samt endelig, samme Aar, Magnus’s Død. Hertil maa føjes, at Nisaaslaget henføres til Haralds 16de Aar (Cap. 195), Forliget med Sven til det 3die derefter, og Edward Confessors Død samt Haralds Fald til hans 19de Aar (Cap. 197—207).
Orkneyinga Saga omtaler Ragnvald Brusessøns første Ankomst til Orknøerne som forefalden strax efter Magnus’s Tronbestigelse i Norge, altsaa rimeligviis 1035; derpaa nævnes den følgende Vaar (1036) og Vintren derefter (1036—37); dernæst omtales endnu 8 Vintre (altsaa fra og med 1037—38 til og med 1044—1045), hvori Ragnvald besad ⅔ af Jarldømmet; Lidt før den følgende Juul (1045—46) synes hans Drab at have fundet Sted, dog er det ikke ret tydeligt,.om de Stridigheder med Thorfinn, der bevirkede hans Død, varede kun i eet, eller i to Aar: det er saaledes heller ikke ret klart, om Ragnvalds Drab forefaldt i 1015 eller i 1046. Vaaren efter (altsaa 1046 eller 1047) kom Efterretningen om Drabet til Norge, og samme Vaar, synes det, tiltraadte Kongerne det Tog til Danmark, der blev Magnus’s sidste.
Mag. Adam af Bremen angiver intet nøjagtigt om Magnus’s Regjeringsaar, men omtaler dog hans Død efter at have talt om Kejser Henrik den 3dies Kroning den 25 December 1046. Chron. Sax. omtaler vel Magnus og Sven, men kun i den 3die Codex’s Optegnelser fra det 12te Aarhundrede, hentede fra Florents af Worcester, hvori de og findes. Denne siger at Magnus i 1045 truede med at bekrige Edward, men hindredes ved den ham af Sven paaførte Krig; at han i 1046 slog og fordrev Sven, at han i 1047 overvandt ham i et Hovedslag og tvang Danerne til at betale Penge, herskede derpaa en Stund, og døde kort efter. Dette er i den 3die Codex af Chron. Sax. henført til Aarene 1046, 1047, 1048. Men det er tydeligt nok, at de Felttog, her omtales, ere de første, som Magnus gjorde til Danmark, at det sidste Slag, som omtales, er Helgenes-Slaget, og at Florents, forvexlende Magnus’s sidste Tog til Danmark 1047, hvorved intet Slag med Sven forefaldt, med det i 1044 eller 1045, har flyttet samtlige Felttog to eller tre Aar for langt ned i Tiden. Man lærer saaledes kun heraf, at Magnus’s Fordring paa England virkelig fremførtes, førend han kom i Krig med Sven.
Sagaerne meddele imidlertid et Vers af den samtidige Arnor Jarlaskalds Kvad over Magnus, som her er af stor og afgjørende Vigtighed. Efter at have omtalt Slaget ved Helgenes, og de paafølgende Herjetog i Skaane og Falster, overalt med Citater fra hiint Kvad, nævnes Angrebet paa Fyen; og i det her citerede Vers tales der i den første Halvdeel om dette Angreb, i den anden om at Magnus fyldte sit tyvende Aar. (Magnus den godes Saga, Cap. øm, hos Snorre, Cap. 35, Fagrskinna, Cap. 146). Saa vel den større Magnus den godes Saga, som Fagrskinna tilføje her endvidere, at dette Kvad antyder, hvorledes Magnus fyldte sit 20de Aar. Da han nu var fød Vaaren 1024, skulde Helgenes-Slaget efter dette have fundet Sted 1043. Men Meningen af Arnors Ord er her aabenbart misforstaaet. Han taler ej om nogen „paafølgende Vaar“; men efter at have gjort Regnskab for den næsten uafbrudte Følge af berømmelige Bedrifter, som Magnus udførte i mindre end et Aar, fra Indtagelsen af Jomsborg og Slaget paa Lyrskovshede indtil Slaget ved Helgenes, og efter hvilken der nu indtraadte en kort Rolighedstid, udhæver han udtrykkeligt, at dette var Magnus’s 20de Aar. Dette fremgaar end tydeligere af et Vers, som anføres af et andet Kvad af Arnor, den saakaldte Hrynhenda, hvilken han kvad for Magnus selv; her staar det udtrykkeligt, at Magnus i een Vinter (det vil her sige i eet Aar) havde holdt fire Slag; han mener Slagene paa Lyrskovshede, ved Re, Aaros og ved Helgenes; ligeledes anføres et Vers af den samtidige Thjodolf, hvor der tales om tre Slag, som om de havde fundet Sted kort efter hinanden, nemlig Slagene paa Lyrskovshede, ved Aaros, og ved Helgenes. (Magnus den godes Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 37). Hvis de nu alle forefaldt i eller omkring Magnus’s 20de Aar, er det klart, at Helgenes-Slaget maa have fundet Sted noget senere, ikke tidligere, end han fyldte det, og følgelig maa det ansees som vist, at det indtraf ud paa Sommeren 1044. Dette Punkt er saaledes at ansee for sikkert. Af hvad der ovenfor er anført om Haralds Regjeringstid, maa det ligeledes ansees for sikkert, at han drog til England i sit 19de Regjeringsaar, eller med andre Ord, at Magnus døde 1047. Vi have saaledes tre visse og ufravigelige Punkter, efter hvilke den hele øvrige Tidsregning for Magnus’s Regjeringstid maa lempes, nemlig Tronbestigelsen i Danmark 1042, Helgenes-Slaget Sommeren eller Begyndelsen af Høsten 1044, og hans Død 1047. Efter denne Tillempning faar man saaledes ud, at Snorres Tidsregning, hiin Modsigelse fraregnet, bliver den bedste. Magnus er endnu om Høsten 1042 vendt tilbage til Norge, udnævnte i Kongehelle Sven til Jarl, har maaskee atter ledsaget ham til Jylland og indsat ham i Jarldømmet, og er derpaa Naalen til Throndhjem. Samme Vinter bar Sven gjort Oprør. I det følgende Aar (1043) har Magnus fordrevet Sven og sejret ved Lyrskovshede og Aaros. I 1044 leverede han Slaget ved Helgenes, og forblev Vintren derefter i Danmark. Han er da neppe endnu strax kommen i Berørelse med Harald, men har tilbragt, som det heder i Magnus den godes Saga, hele denne Vinter fredeligt. Sommeren efter (1045) har Harald meldt sig hos ham, og er bleven afviist, derpaa er Magnus dragen til Norge, og har overvintret der; med andre Ord, denne Vinter er af Sagaskriverne bleven forvexlet med den foregaaende. Vaaren efter (1046) have Harald og Sven i Fællesskab angrebet Danmark; samme Høst har Magnus og Harald sluttet Forlig med hinanden, og Aaret efter (1047) er Magnus død. — Denne Tidsregning bestyrkes ogsaa ved andre Omstændigheder, som i det følgende ville blive omtalte.

[10] Codex 3 (D) af Chron. Sax. ved 1046; Florents ved 1045.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]