Det norske Folks Historie/3/2

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 9-17).

Vi have allerede ovenfor omtalt Sven Ulfssøn, og de Fordringer, han troede at have paa den danske Kongetrone, efter at Knut den mægtiges lige nedstigende mandlige Linje var uddøet. Sven var en Systersøn af Knut; hans Farfader Thorgils Sprakalegg var, som man har al Grund til at antage, en Dattersøn af Harald Gormssøn, og sandsynligviis bestemt til hans Arving, da hans egen Søn Sven Tjugeskegg sværmede om som en landflygtig Viking. Derhos var Sprakalegg-Ætten selv en umiddelbar Green af Lodbroke-Ætten, da Styrbjørn, Thorgils’s Fader, var en svensk Kongesøn. Der var saaledes mange Grunde, som talte for, at Sven efter Hardeknuts Død optraadte som den gamle Knytlinge- og Lodbroke-Æts Repræsentant og Arving. Endog de, der ej vare hans umiddelbare Tilhængere, maatte finde det haardt, at han skulde være udelukket fra Arven, og at denne skulde gaa over til en Ætten aldeles uvedkommende Mand. Aarsagen, hvorfor Hardeknut i sin Arvepagt med Magnus ikke tog mindste Hensyn til ham, er ellers let at indsee. Lige fra Harald Gormssøns Dage havde der-hvad man trods det Mørke, der hviler over denne Periode af Danmarks Historie, tydeligt kan skimte — hersket Skinsyge og kjendeligt Uvenskab mellem den kongelige Hovedlinje og den Sprakaleggske Æt. Dette Uvenskab grundede sig ej alene derpaa, at begge Linjer ønskede Kongemagten, men ogsaa paa de politiske Hovedpartiers gjensidige Stilling i Danmark. Vi have allerede under Harald Gormssøns Regjering paaviist Tilværelsen af disse Partier, et nationalt-dansk, eller maaskee rettere nationalt-gotisk, der havde sin kraftigste Støtte i Ætter, hvis Medlemmer siden optraadte som Jomsvikingernes Høvdinger, og som efter al Sandsynlighed havde holdt sig i Landet siden Leidrekongernes Tid, — fornemmelig i de mere afsidesliggende Dele, som Bornholm og Skaane —; og et andet, der dannedes af Efterkommerne og Tilhængerne af de nordiske Høvdinger, der i sin Tid med Sigurd Ring og hans Efterfølgere havde omstyrtet Leidre-Riget og gjort sig til Herrer i Danmark^[1]. Vi have nævnt, hvad der taler for den Mening, at allerede før Gorm den gamles Død hans Søn Harald søgte at erhverve Magten ved at støtte sig til hiint nationale Parti, medens hans Broder Knut støttede sig til det andet^[2]. Siden optraadte Haralds Søn Sven i Knuts Sted som Høvding for det nordiske Parti, medens Harald fremdeles støttede sig til det andet Parti, idet han ogsaa, som vi have seet, sluttede sig til de vendiske Fyrster, og søgte at skaffe sig Besiddelser i Vendland, udenfor det egentlige Danmark, for her at have et Tilflugtssted mod sine mægtige Fiender^[3]. I den nøjeste Forbindelse hermed stod Oprettelsen af Jomsvikinge-Samfundet, der stiftedes, medens Styrbjørn, Thorgils Sprakaleggs Fader, havde Ivar i sin Besiddelse^[4]. At Thorgils af det nationale Parti betragtedes som den, der efter Harald skulde blive dets øverste Høvding, og hvilken det endog ønskede sig til Konge, hvis det lykkedes det at faa Overhaand, maa ansees lige saa vist, som at Jomsborg efter Haralds Plan skulde blive en arvelig Besiddelse i Sprakalegg-Ætten, og at Jomsvikinge-Samfundets vigtigste Formaal var at værne om denne Æt og og fremme dens Interesser^[5]. Derfor finde vi Jomsvikingerne ogsaa i et meget spendt Forhold til Kong Sven, medens derimod Eilif, Thorgils Sprakaleggs Søn, optræder blandt Jomvikingernes fornemste Høvdinger tilligemed Thorkell bøje og Heming^[6]. Disse Høvdinger traadte endog i Ædhelreds Tjeneste imod Kong Sven^[7]. Vel see vi siden Thorkell høje, under forandrede Forhold, slutte Forbund med Svens Søn Knut, paa samme Tid som Eilifs Broder Ulf egtede Knuts Syster Æstrid og udnævntes til Jarl, efter al Sandsynlighed i Jomsborg^[8], som han enten allerede besad, eller kort efter ved Knuts Hjelp erobrede. Men i 1021 blev Thorkell erklæret fredløs af Knut, og dræbt af de danske Høvdinger^[9]; og uagtet Knut endnu troede Ulf saa godt, at han endog indsatte ham til Statholder i Danmark^[10] — upaatvivlelig det Maal, hvortil Ulf ved at hykle Venskab for Knut længe havde sigtet —, benyttede denne dog, som vi have seet. Knuts første længere Fraværelse til et Forsøg paa at gjøre sig uafhængig, og dette mislykkede Forsøg havde ej alene Ulfs Drab, men ogsaa hans Søn Svens Landflygtighed til Følge. Sven stod saaledes, da Hardeknut sluttede hiint Forlig med Magnus, som en landflygtig, af Kongen og hans Tilhængere selv mistænkt Høvding for et politisk Parti, hvis Hensigt det var at betage de herskende Høvdingeslægter deres Indflydelse. Allerede hans Arvefordringer paa Jomsborg stred aabenbart imod Kongehusets Interesser, end sige de Fordringer, han maatte formodes at have paa Kronen selv. Under disse Omstændigheder er det ej at undres over, at især de Høvdinger, der ledede Hardeknuts Skridt, ikke ønskede Sven til hans Efterfølger og heller vilde udsætte sin for den Mulighed, at Riget tilfaldt en norsk Konge, thi af denne var det dog altid at vænte, at han nærmest vilde varetage det nordiske Partis Interesser lige over for det national-danske^[11]. Derimod maatte Sven have mange Tilhængere hos det egentlige Folk. Alle de ældgamle Slægter fra Leidrekongernes Tid, der maaskee allerede havde glædet sig til Knytlingestammens nær førestaaende Uddøen som det Øjeblik, da de nordiske Høvdingers Vælde skulde ophøre, maatte, især efter Arvepagtens Oprettelse, sætte Haabet til Sven som deres vordende Frelser. Og især er det sandsynligt, at for saa vidt endnu nogen var tilbage af Jomsvikingernes Skare, samlede de sig om ham, og opfordrede ham til at gjøre sine Rettigheder gjeldende. Hvis man kan tro den ovenfor efter Mag. Adam af Bremen meddeelte Beretning, skal endog Hardeknut selv, da Sven personligt begav sig til ham, have antaget sig hans Sag. Det er og heel rimeligt thi deels var Sven og Hardeknut jevnaldrende Frænder og gamle Barndomsbekjendte^[12], deels var Brennø-Forliget, som det udtrykkeligt siges, mere de danske og norske Høvdingers, end Kongens eget Verk, saa at det slet ikke er afgjort, at Hardeknut just betragtede det med synderlig Glæde: at han under saadanne Forhold ved Synet af den haabefulde Frænde og Barndomsven kunde føle Anger over at have givet sit Minde til en Foranstaltning, der truede med at berøve denne Frænde det Rige, hvorpaa han havde saa grundede Fordringer, og at bringe det i Hænderne paa en fremmed Konge, er heel naturligt, og hvad man tillige oftere har seet Exempler paa^[13], især da han vel, som man maa formode, havde en Anelse om at Magnus vilde komme til at overleve ham. Men hvad enten nu, som Mag. Adam fortæller, Hardeknut virkelig satte Sven i Spidsen for en Flaade, hvormed han forgjeves bekrigede Magnus, eller han kun foreløbigt tilsagde ham sin Beskyttelse, er det vist, at Sven efter et kort Ophold i England og maaskee i Danmark, atter maatte ty tilbage til Sverige, hvor han siden Faderens Don havde opholdt sig^[14]. Og hvis han væntede Hjelp af Hardeknut, kunde dennes Død ikke andet end hindre Udførelsen af hans Planer.

Sverige var for Sven saa godt som et andet Fædreland. Hans Stamfader Styrbjørn var en svensk Kongesøn. Efter al Sandsynlighed havde hans Farfader Thorgils Sprakalegg opholdt sig der i længere Tid. Der tales ikke om, med hvem denne var gift, og hvo der var Ulf Jarls Moder, men den Omstændighed, at hans Sønner hed Ulf og Eilif, ligesom den vestergautske Jarl Ragnvalds Svaner, medens tillige Ragnvalds Fader, Skagul-Tostes Søn, hed Ulf, synes at antyde, at Thorgils’s Hustru var svensk og hørte til den samme C.’Et som Ragnvald og Sigrid Storraade^[15]. Ulfs Hustru Æstrid var, som vi have seet, en Datter af Sigrid, og da vi senere erfare, at de danske Konger, Sven Ulfssøns Ætlinger, havde Privatbesiddelser i Gautland, af hvilke flere vare en Deel af den saakaldte Sigridlev, eller Sigrid Storraades efterladte Jordegods, ligger den Slutning nær, at disse Besiddelser oprindelig have været hendes Datter Æstrids Medgift, og Sønnen Svens Mødrenearv^[16]. Man synes saaledes at maatte antage, at Sven vaade paa Fædrene- og Mødrene-Side har arvet store Ejendomme i Sverige, og at derfor hans lange Ophold i dette Land neppe engang kunde kaldes en Landflygtighed, da han snarere kunde siges at opholde sig i sit rette Fædrenehjem. Den hele Tid har han vel tilbragt deels paa sine Gaarde, deels hos sin Frænde, Kong Anund, med hvem han, som han selv siden fortalte, deeltog i hans forskjellige Krigstog^[17]. Her har han sandsynligviis været omgiven af en talrig Skare af sin Faders danske Tilhængere, der deels fra Danmark, deels fra Hoffet i England samlede sig om ham, og fandt en gjestfri Modtagelse og trygt Tilhold paa hans Godser.

Sven besad mange Egenskaber, der gjorde ham skikket til at vinde sine Omgivelsers Kjærlighed. Han var mild og nedladende, gavmild og gjestfri, tækkelig af Udvortes, klog og forstandig. Men hans Hang til Vellyst forførte ham til mange Fejltrin, og hans Klogskab synes ikke at have været parret med Aabenhjertighed og Redelighed, i det mindste hvor der handledes om politiske Anliggender. Han synes at have haft Hang til Blødagtighed, manglet personligt Mod, saa at han foretrak Intriger for aaben Ferd, og ikke tog i Betænkning at anvende Hykleri og Falskhed, naar det gjaldt at opnaa et vigtigt Maal, fornemmelig det vigtigste af alle, Erhvervelsen af Knytlingernes Kongetrone^[18]. Da Magnus nu havde alt for godt Fodfeste i Danmark til at det kunde nytte Sven at bekrige ham med de Stridskræfter, der stode til hans Raadighed, besluttede han at forsøge sin Lykke ved List og Forræderi. Han opsøgte derfor Magnus, da denne ved sin Tilbagerejse til Norge om Hesten, efter at han var bleven hyldet i Danmark, laa ved Kongehelle, for derfra siden at fortsætte Rejsen langs Kysten nordefter, og opbød alle sine Overtalelseskunster for at vinde hans Yndest og Tillid. Hvis det virkelig forholder sig saaledes, som vi ovenfor have omtalt, og som han i det mindste selv senere berettede Mag. Adam af Bremen, at han faa Maaneder i Forvejen havde forsøgt at hindre Magnus fra at komme i Besiddelse af Danmark, havde denne al Grund til at modtage ham med Uvilje og mistænke hans fagre Ord. Men desto fuldkomnere maa hans Fiinhed og Forstillelse have været, thi det lukkedes ham ganske at indsmigre sig hos Magnus, og komme i Besiddelse af hans Tillid. Han søgte, heder det i en ak Kongesagaerne, at erhverve Magnus’s Venskab, og bad om at maatte faa et Len i hans Rige, tilbød ham sin Troskab og lovede at ville gaa ham til Haande; han talte om, hvor mægtige hans Frænder havde været, medens han derimod ingen Besiddelser havde, og forsikrede Kongen, at han i eet og alt skulde vise ham ubrødelig Troskab. Og Kongen, vedbliver Sagaen, troede hans fagre Ord, fordi han selv ikke kjendte til Svig, og gjengjeldte den Oprigtighed, han forudsatte hos ham. Efter flere og lange Samtaler, som han havde med ham i Eenrum, besluttede han, som det synes, liden engang at have bort Einar eller andre Raadgivere, at modtage hans Hylding og Troskabsed: det var maaskee endog hans Princip, ikke at ville høre dem uden i de Anliggender, der vedkom Norge. Een Dag, da han og hans Mænd sad om Drikkebordet, erklærede han derfor, at han vilde give Sven Jarlsnavn og et Len i Danmark, forærede ham en ny, prægtig Purpurkaade, og lod ham række et Bæger Mjød for at drikke en Mindeskaal derom. Sven modtog Kaaben, men han kunde dog saa lidet dølge den Modbydelighed, han følte ved at erkjende sig for Magnus’s Vasal, at han, højt rødmende, strax gav den til en af de tilstedeværende, og selv kun tog en Graafeld paa. Det synes dog som om Kongen ikke saa det; i alle Fald ensede han det ej. Men Einar Thambarskelve saa det, og udbrød ærgerlig: ofjarl, ofjarl, fóstri (for stor Jarl, for stor Jarl, Fostersøn)! Kongen tog disse Ord meget ilde op, og svarede vredt: tiltro mig nok ingen Skjønsomhed eller Menneskekundskab; jeg veed ikke hvad det skal betyde, at I ansee nogle for alt for store Jarler, andre for slet intet“. Det blev ved Bestemmelsen. Dagen efter, da Messen var sungen, lod Kongen fremtage et Relikvieskriin, og opfordrede Sven til at lægge sine Hænder paa dette og sværge ham Troskabsed. Sven aflagde Eden ufortøvet efter den Formular, Magnus forestavede ham, nemlig „at han skulde være Kong Magnus tro, stedse søge at forøge, og aldrig at formindske hans Rige, og i alle Dele være ham underdanig, saa længe de begge vare i Live“. Kongen tog derpaa et Sverd og festede ved hans Side, hængte et Skjold om hans Hals, satte en Hjelm paa hans Hoved, og gav ham Jarlsnavn, tillige med de Forleninger i Danmark, hans Fader Ulf Jarl havde haft. Derhos bekjendt gjorde han, at han overdrog ham at forsvare Jylland, der laa fjernest fra Norge, og var meest udsat for Angreb af Saxer og Vender. Magnus ledsagede selv Sven tilbage til Jylland, og indsatte ham i hans nye Embede^[19]. Han vilde dog vel neppe have gjort denne Omvej om Jylland, hvis ikke et andet vigtigt Anliggende havde kaldet ham. Dette var et paatænkt Giftermaal mellem hans Halvsyster Ulfhild og Ordulf, den ældste Søn af den mægtige saxiske Hertug Bernhard. Efter et i vore Kongesagaer meddeelt Sagn, som dog ikke i sin Heelhed er synderlig paalideligt^[20], skal Ordulf i egen Person have indfundet sig allerede i Norge, for at bejle til Ulfhild, og der have faaet Løfte om hende. Men om det end forholder sig saaledes, hvad der ej er usandsynligt, maa dog Mag. Adam af Bremen ansees nøjagtigt underrettet og aldeles paalidelig, naar han fortæller at Magnus kom til Slesvig, og havde et Møde med Erkebiskop Bescelin af Bremen, Hertug Bernhard af Saxen, Biskop Thietmar af Hildesheim og Biskop Rodulf af Slesvig, og at Ulfhild paa dette Mode blev højtideligt festet til Bernhards Søn Ordulf^[21]. Da hendes Giftermaal umiddelbart efter omtales, maa man antage, at hun strax bar fulgt med Bernhard til Seiren, og at Brylluppet højtideligholdtes der. En Forbindelse med Magnus maatte være Bernhard meget vigtig, og det var ikke mindre nyttigt for Magnus at kunne regne paa den mægtige Bernhards Hjelp mod deres fælles farlige Naboer Venderne. Fra dette Giftermaal nedstammer i lige Linje den senere saxiske og braunschweigske Fyrsteæt, hvis Medlemmer nu beklæde baade Englands, Hannovers og Braunschweigs Troner. Magnus fortsatte derpaa sin Rejse nordefter, kom til Throndhjem lidt for Juul, og tilbragte Vintren i Nidaros. Den nye Jarl blev vel modtagen af Almuen i Danmark, tog sig en Hird, og blev snart, som det heder, en stor Høvding^[22].

1. Se ovenfor I. 2. S. 66.
2. Sammesteds S. 71.
3. Sammesteds S. 76.
4. Sammesteds S. 99—103.
5. Det staar vel ingensteds tydeligt udtalt, men fremgaar dog umiskjendeligt af alt, hvad man for Resten med Sikkerhed veed om disse Begivenheder.
6. Sammesteds S. 470.
7. Sammesteds S. 472.
8. Sammesteds S. 478.
9. Sammesteds S. 672.
10. Det er ovenfor (I. 2. S. 767) omtalt, hvorledes Knut den mægtige udnævnte sin Søn Sven til Herre i Jomsborg, og at han siden overdrog Bestyrelsen til Harald, Thorkell bøies Søn. Hensigten var saaledes at inddrage Jomsborg, eller at gjøre det til en Apanage sør yngre Kongesønner. Det maatte ogsaa ansees farligt, at lade dette vigtige Len komme i Hænderne paa andre end paalidelige Mænd, og især maatte det være betænkeligt, at see det i Hænderne paa noget Medlem af den med Kongehuset rivaliserende Sprakalegg-Æt. Harald, Thorkell højes Søn, synes ganske at have sluttet sig til Kongehusets Interesser. Hans Jarletitel havde neppe noget med Jomsborg at bestille, men betragtedes vel nærmest som tilkommende hans Æt. Paa samme Maade har vel og Sigvalde Jarl kun fort Jarletitel som Familie-Titel, medens han i Jomsborg alene var Thorgils Sprakaleggs eller Sønnernes Formynder, og Befalingsmand i Borgen.
11. Jvfr. herom ovenfor, I. 2. S. 726.
12. Da Knut allerførst udnævnte Ulf Jarl til Statholder i Danmark, tog han Sven med til England som Gissel, se ovf. I. 2. S. 726. Men sidenefter maa Sven være kommen tilbage til sin Fader og have levet sammen med Ulf, thi der fortælles udtrykkeligt, at Ulf ved Knuts Ankomst til Danmark 1027 sendte Sven og Hardeknut til ham for at bede ham om Naade, se S. 730. At Sven og Hardeknut vare jevnaldrende, siges udtrykkeligt i Olaf d. helt. Saga Cap. 144.
13. Ligesom da Englands Dronning Anna, som bekjendt, efter at Georg af Hannover var bleven bestemt til Englands Tronarving, dog søgte at omstyrte denne saakaldte act ak settlement, og spille Tronfølgen over til sin Brodersøn, Jakob Stuart.
14. Ogsaa Ágrip Cap. 31 omtaler Svens Ophold i England.
15. Opkaldelserne spillede nemlig en større Rolle i Norden i ældre Dage, end senere; og da der, saa vidt bekjendt, ikke tidligere havde været nogen Ulf eller Eilif i den svenske Kongefamilie, lige saa lidet som nogen af dette Navn fandtes i Ragnvald Jarls Hustru Ingebjørg Tryggvesdatters Æt, maa man slutte, at saa vel rane som Thorgils’s Sønner ere opkaldte efter fælles Frænder af hans Æt, med hvilken Thorgils saaledes har været besvogret. Usandsynligt er det ej, at hans Fader Ulf igjen kan have været en Sønnesøn,og følgelig Sigrid Storraade en Sønnedatter af den Ulf Jarl, der i Styrbjørns Thaatt nævnes som dennes Morbroder og Fosterfader. Se Langebek Scr. Rer. Dan. III. S. 282.
16. Om Sigrids Privatbesiddelser eller Sigridlev, se I. 2. S. 309.
17. Dette staar udtrykkeligt hos Mag. Adam af Bremen, II. 21. Adam anfører her Kong Sven som sin Hjemmelsmand for at Norge ej kan gjennentrejfes i een Maaned, og Sverige neppe i to. „Dette“, sagde han (Mag. Adam anfører Kongens udtrykkelige Ord), „prøvede jeg, da jeg nylig under Kong Jakob (d. e. Anund) i 12 Aar gjorde Krigstjeneste i hine Egne, hvilke begge omringtes af høje Fjelde, især Norge, der med sine Alper omgiver Sverige.“ Det synes heraf, som om Anund skulde have bekriget Norge, hvilket dog neppe kan have været Tilfældet.
18. Denne Charakteristik er neppe for streng, naar vi nøje sammenholde alt, hvad vi baade af norske og danske Kildeskrifter erfare om Sven. Hans Vellystighed og mislige Levnet i denne Henseende omtaler endog Saxe, og det temmeligt udførligt, S. 557. Her taler han vel forresten om hans glimrende Egenskaber, men tidligere (S. 547) erkjender han dog at Sven mere ved Held, end ved Kraftanstrengelse kom i Besiddelse af Riget, og lader besynderlige Vink falde om at han endog til en Tid var forhadt af Danerne. At der blandt disse gik Sagn om at han var frygtsom, sees af de bekjendte Ord, som den hallandske Bonde Karls Hustru udstødte efter Slaget i Nisaa; se Harald Haardraades Saga Cap. 79. Og at han agtede Sandheden lidet, derom har man idet mindste haandgribelige Beviser i de usandfærdige Beretninger om sit hele Forhold til Magnus, til Harald og den engelske Konge, som han siden — aabenbart for at besmykke sin Ferd — meddeelte Mag. Adam, og hvilke denne har opbevaret. Thi om man endog, som enkelte ville, gaar ind paa hans Fremstilling af Maaden, hvorpaa Magnus blev Konge i Danmark, saa er det dog vist, at Sven aldrig efter Magnus’s Død var Konge i Norge, og tvang Kong Edward til at byde ham Tribut og udnævne ham til sin Arving: alt dette er ligefrem Opspind, som Sven bar faaet Mag. Adam til at tro. Snorre, Magnus den godes Saga Cap. 23, skildrer Sven som „smuk, høj og sterk, en stor Idrætsmand, forstandig og udrustet med alt, hvad der pryder en god Kong.—“;han kalder ham ligeledes „den vennesæleste Mand,“ og reflekterer ikke synderligt over hans Tvetungethed; men i de ældre, vidtløftigere Kongesagaer (Magnus den godes Saga Cap. 26) staar der udtrykkeligt at han „foor med fagre Taler, og skaffede sig saaledes i Venskab med Kong Magnus“, at denne „lyttede til hans Vennetale, fandt at han var forstandig og smuk at see til, og troede at han var lige saa ordfast som fagertalende, lige saa paalidelig og tro, som han var skjøn at see til“. Dette røber noksom, at Sagaens Forfatter eller Sagnberetteren har sat hans Troskab og Redelighed meget lavt. Dette Træk i Svens Charakteer maa man vel merke sig og have for Øje, for ret at forstaa de følgende Begivenheder.
19. Det forholder sig neppe saaledes, som et Par Sagaer fortælle, at Jarlsnavnet først blev overdraget til Sven under dette korte Ophold i Jylland. Jarlsnavnet har Sven vistnok allerede faaet, da han hyldede Magnus, thi det betragtedes vel snarest som en Hæderstitel, der tilkom den Sprakaleggske Æt, og var neppe knyttet til hans Stilling i Jylland, som om dette indrettedes til et særskilt Jarledømme for ham.
20. Dette Sagn meddeles i Magnus den godes Saga Cap. 30. Ordulf kaldes her, som eller i vore Sagaer, Otto, og siges allerede at verre Hertug. Det heder at Otto og Saxlands Kejser (maaskee herved menes Ordulfs Fader Bernhard), enedes om at Ulfhild var et ønskeligt Parti for ham, og at Otto derfor begav sig til Norge for at bejle til hende i Keiserens Navn, at han kom til Viken, men ikke traf Magnus, kun hans Moder Alfhild, der udgav sin egen hæslige Datter, Magnus’s Syster, for Ulfhild; at Otto derfor ej vilde indlade sig paa noget Frieri, men vendte tilbage med uforrettet Sag; at Kejseren dog sendte ham atter op for at henvende sig til Magnus selv, og bejle til den foregivne Kongedatter i sit eget Navn, ej i Kejserens: at Otto nu traf Magnus fik den den virkelige Ulfhild at see, bejlede til hende i eget Navn, og fik hende, samt at Brylluppet stod i Norge. Siden ti Cap. 35) tales derom lidt-ledes Kejseren fik Ulfhild at see efter Giftermaalet og ærgrede sig over at han ej havde faaet hende. Her maa dog Mag. Adam meest staa til Troende, da Saga-Beretningen i det Hele taget har et usandsynligt Præg. Men det er dog nok muligt, at Ordulf foreløbigt har indfundet sig i Norge, maaskee i Kongehelle; han kan endog have været i Følge med Kongen og Ulfhild tilbage til Slesvig. Fulgte Ulfhild med Magnus til Slesvig, maa hun og have været med ham i Kongehelle.
21. Mag. Adam, II. 75. At dette Mode maa have fundet Sted paa den her angivne Tid, sees deraf, at Mag. Adam nævner det umiddelbar for Venderkrigen, og dog saaledes, at Magnus i Mellemtiden har været hjemme i Norge, (Magnus a Normannia redicus Heidibam appulit).
22. Sammenhængen med Svens Udnævnelse til Jarl og Befalingsmand i Jylland fortælles noget forskjelligt i de gamle Sagaer. I Magnus den godes Saga Cap. 26, 27 heder det at Sven kom til ham i eller ved Kongehelle, vandt hans Venskab ved sine fagre Taler, og blev af Kongen først udnævnt til Jarl idet han fik hiin Kappe, og Einar udtalte de Ord, som ovenfor ere anførte. Dagen efter, heder det, lod Magnus ham sværge Troskabsed, beholdt ham hos sig en Stund, og ledsagede ham mod Sommerens Ende (det er ovf. anført at denne Saga lader Magnus tilbringe den første Vinter i Danmark) til Jylland, hvor han gjorde ham til Befalingsmand. Fagrskinna Cap. 138, 139, lader Sven først sværge Troskabsed ved Kongehelle, men ej blive udnævnt til Jarl, førend da Magnus, efter at være vendt tilbage til Danmark, ved Vintrens Begyndelse forlod Jylland, gav Sven Jarlsnavn og satte ham til at forsvare Landet. Snorre derimod, Cap. 23, 21, nævner intet om Magnus’s Tilbagerejse til Jylland, men lader Sven først hylde Kongen, derpaa udnævnes til Jarl og Befalingsmand i hele Danmark, og endelig sværge ham Troskabsed, alt ved Kongehelle. Den ovenfor givne Fremstilling synes at være den, der ved Sammenhold af de tre afvigende Beretninger bliver den rimeligste. At Hyldingen og Edsaflæggelsen skede øster ved Elven, at Sven gav gode Løfter og aflagde Ed paa et Relikvieskriin efter Magnus’s Forestaven, siges udtrykkeligt i et Vers af den samtidige Thjodolf Skald, der paa alle tre Steder anføres. Dette er af megen Vigtighed, thi det indeholder et paalideligt Vidnesbyrd om Hyldings-Akten, der hverken omtales af Saxo eller Mag. Adam: det kunde heller ikke passe med hele det øvrige Opspind, som Sven forebragte denne, at erkjende“ at nogen Hylding havde fundet Sted. — Det er ellers vistnok en Misforstaaelse af Snorre, naar han antager Sven at have været udnævnt til Befalingsmand over hele Danmark. Han havde vel maaskee Forleninger der, men hans egentlige Embede var at forsvare Jylland; han var et Sags Markgreve, og hans Stilling svarede til de første jydske Hertugers.