Det norske Folks Historie/3/100
Østmændenes Undertvingelse paa Irland er en Begivenhed, som endog uden Hensyn til den mere eller mindre fremtrædende Rolle, Svein Asleivssøn spillede derved, i og for sig har Krav paa vor Opmerksomhed, da den, om den end ikke medførte et umiddelbart Tab for den norske Krone, dog forberedte den norske Nationalitets Forfald i en oprindelig norsk Koloni, og tillige kan kaldes det første i Rækken af de Tab, der svækkede Norges og Nordmændenes Indflydelse i hine vestlige Egne, og gave Englænderne Herredømmet i deres Sted. Det var heller ikke for Irerne selv, men for Englænderne, at Østmændene paa Irland, bukkede under. Hvis Englænderne ikke, netop paa denne Tid, havde søgt at underkaste sig Irland, og drevet dette Foretagende med megen Kraft, vilde Irerne neppe nogensinde have kunnet underkue Østmændene, og det var fornemmelig hos disse at Englænderne sandt den sterkeste Modstand. Vistnok erkjendte Østmændene, som vi have seet, stundom enkelte irske Kongers Overhøjhed, men kun ligesom i Forbigaaende, og naar de selv derved kunde opnaa en eller anden Fordeel. I Midten af det 12te Aarhundrede rasede Stridigheder værre end nogensinde mellem Kongerne paa Irland. Fyrst Tirdelvach af Connaught, der endelig drev det til at blive anerkjendt som Overkonge (1133) havde, som ovenfor (S 826) omtalt, mod Slutningen af sin Regjering at kæmpe mod den mægtige Muirkertach O’Lochlan, der nogle Aar efter Tirdelvachs Død ogsaa tiltvang sig Overkonge-Værdigheden (1161). Da han siden (1166) faldt i et Slag mod en af Smaafyrsterne, vendte Overherredømmet tilbage til den connaughtske Æt, idet Ruaidhri O’Conner, Tirdelvachs Søn, blev erkjendt som Overkonge. Et af hans første Foretagender var at drage mod Dublin, hvis Østmænd hyldede ham som deres Konge. Nogle Aar i Forvejen havde de, som oven nævnt, indkaldt og hyldet Gudrød fra Man (1157), der igjen havde forladt dem; der maa saaledes vel have hersket Uroligheder og indvortes Stridigheder iblandt dem, hvilke de have søgt at forebygge ved at hylde Fyrster udenfor deres egen Midte. Maaskee ogsaa Ruaidhri selv var opfordret til at komme og modtage deres Hylding: at denne ikke var fremtvungen ved Magt, synes man at kunne slutte deels deraf, at det udtrykkeligt fortælles „at Ruaidhri hyldedes med lige saa mange Hædersbeviisninger som nogen af Østmændenes Konger“, deels af at han endog paalagde hele Irland en Skat af 4000 Kvæg, for at kunne udbetale Østmændene deres Sold eller Skat. Underkastelsen var saaledes kun af Navn, og den egentlige Fordeel paa Østmændenes Side. De vedbleve lige fuldt at danne en Magt for sig selv, under Anførsel af den tapre Askell Ragnvaldssøn, som i Aaret 1159, 1160 eller 1161 havde fulgt Broder Thorkelssøn, der synes at have været hans Farbroder[1], i Regjeringen. Imidlertid havde der længe hersket en heftig Strid mellem Underkongerne Tighearnan O’Ruarc i Breifru og den grusomme Diarmid Moe Murchada i Leinster. Understøttet saavel af Ruaidhri, som af Østmændene i Dublin, lykkedes det Tighearnan at bringe Diarmid saaledes i Knibe, at han maatte søge sin Frelse ved Flugten, og begav sig over til England, for at bede Kong Henrik II om Hjelp. Maaskee han vidste at denne allerede længe havde næret Planer til Irlands Undertvingelse, ja endog udvirket en Bulle af Pave Hadrian (Kardinal Nikolas), der tillod ham at tage Landet i Besiddelse, imod at dets Kirkeforhold ordnedes som i de øvrige romersk-katholske Lande og Rumaskatten eller den aarlige Afgift af Peterspening indførtes. Paven havde endog sendt Henrik en Ring som Tegn paa Investituren med Hersker-Retten over Irland. Diarmid traf ikke Henrik i England, men maatte opsøge ham i Akvitanien. Idet han nei klagede sin Nød for Henrik, og anraabte ham om hans Hjelp, tilbød han sig, som det næsten faldt af sig selv, at tage sit Rige til Len af ham, hvis han ved hans Bistand vandt det tilbage. Henrik greb med største Glæde den uventede Lejlighed, der saaledes med Eet tilbød sig for ham til at bringe den Plan, der saa længe havde beskjeftiget ham, til Udførelse. Selv kunde han vistnok ikke for det første ledsage ham, da han havde fuldt op at bestille, deels med at undertvinge nogle Baroner i Bretagne, deels med den Strid, hvori han for Øjeblikket laa med Erkebiskoppen Thomas Becket; men han modtog Diarmids Hylding, og medgav ham et aabent Brev, hvori han tillod enhver af sine Mænd, der havde Lyst, at staa ham bi (1168). Med dette Brev ilede Diarmid tilbage til England, hvor den tapre Richard Clare, kaldet Strongbow, Jarl af Pembroke, saa vel som et Par andre tapre Riddere, tilsagde ham deres Bistand, og lovede den først kommende Vaar (1169) at komme over til Irland med endeel engelske og væliske Krigere. I Haabet herom vovede Diarmid endog at vende tilbage til Irland, og allerede foreløbigt at begynde Kampen med sine Modstandere, ved Hjelp af nogle faa væliske Krigerskarer, som tidligere end de øvrige kom over. Dette var imidlertid forhastet, og han kom i den største Knibe, men snart begyndte hans mægtige Hjelpere at komme, idet en af hine nys omtalte Riddere landede i Nærheden af Wexford (Mai 1169). Diarmid ilede dem strax imøde, og rykkede i Fællesskab med dem mod Wexford, hvis Indbyggere for Størstedelen skulle have været Østmand. Disse mødte Fienden kjekt udenfor Murene, men maatte give tabt for de krigsøvede, vel rustede Nordmanner, og trak sig ind i Staden; her forsvarede de sig tappert, og sloge det første Angreb tilbage, men lode sig dog ved gode Løfter overtale til at kapitulere og stille Gisler. Siden kom der flere og flere Fremmede til; Diarmid gjorde et heldigt Tog til den sydvestlige Deel af Øen, og indjog Ruaidhri saadan Skræk, at han aabnede Underhandlinger med ham, og sluttede en Fred, hvorved han anerkjendte Diarmid for Konge i Leinster, imod at denne erkjendte ham som Overherre: en Erklæring, hvorved Diarmid lige saa lidet agtede at lade sig binde, som ved sine andre Tilsagn. Et Beviis derpaa var, at Hjelpetropper fra England vedbleve at strømme til ham. Allerede nu hjemsøgte de Dublin, hvis Omegn blev saa voldsomt herjet, at Indbyggerne tilbøde at erkjende Diarmids Herredømme, imod at Fiendtlighederne ophørte og der paa begge Sider stilledes Gisler. Dette Tilbud blev modtaget, da en Krig, Ruaidhri havde begyndt mod en Underkonge i det nordlige Munster, kaldte Diarmid og hans Forbundne did hen. Medens Diarmid endnu befandt sig paa disse Kanter, landede den tapre Raimund le Gros, en af Richard Jarls Mand, i Nærheden af Waterford. Da Richard selv snart skulde følge efter, opkastede de i Hast en liden Skandse, for at kunne bolde sig der indtil hans Ankomst. Østmændene i Waterford, understøttede af endeel Irer, angrebe ham med en overlegen Styrke, men kunde intet udrette; efter nogle Timers Kamp bleve de drevne tilbage med stort Tab, 70 bleve fangne, og grumt henrettede. En Tid efter kom Richard selv med en betydelig Krigsmagt, og nu skred man strax til at belejre Waterford. Indbyggerne forsvarede sig tappert, og sloge to Storme tilbage, da det lykkedes Raimund at faa nedbrudt et Stokke af Muren: gjennem Aabningen trængte Nordmannerne med uimodstaaelig Kraft ind i Been, og anrettede et forfærdeligt Blodbad. Østmændenes Konge Ragnvald, der var tagen til Fange, skulde ogsaa have været dræbt, hvis ikke Diarmid, der just ankom, havde bedet om Naade for ham. Nu kom Raden til Dublin. Der indløb Efterretning om at Østmændene i Dublin under deres tapre Høvding Askell Ragnvaldssøn havde gjort Opstand og erklæret sig uafhængige, medens Ruaidhri, vistnok efter Aftale med Askell, havde opstillet sig med en sterk Hær faa Mile søndenfor Staden. Richard gav sig kun Tid til at holde Bryllup med Diarmids Datter Eva, hvis Haand var en af Betingelserne for den Hjelp, han ydede Faderen, og rykkede nu, ledsaget af denne, tvers igjennem Landet lige til Dublins Mure, uden at komme i Berørelse med Ruaidhri. Indbyggerne, som ej havde ventet at see Fienden saa pludseligt for sine Porte, bleve aldeles overraskede, og aabnede Underhandlinger med Diarmid gjennem Erkebiskoppen, den højst agtede Lorcan eller Laurentius O’Toole. Men førend Underhandlingerne vare sluttede, og Indbyggerne derfor endnu ikke ventede noget Angreb, stormede den tapre Milo af Cogan, en af Høvdingerne i den engelske Hær, ind over et svagt eller ubevogtet Sted paa Muren, og fik i en Haandevending Staden i sin Vold (21 Septbr. 1170). Det lykkedes dog Askell tilligemed endeel af de fornemste Østmand at undkomme til Skibene, og paa dem at slippe bort til Syderøerne og Orknøerne, maaskee i Følge med den orknøiske Flaade, der just ved denne Tid herjede paa Irlands Kyster, og neppe har tilhørt nogen anden end Svein Asleivssøn[2]. Men en stor Mængde blev dræbt, og Byen plyndret af Sejrherrerne. Milo af Cogan udnævntes til Stadens Befalingsmand, og forblev der med en betydelig Styrke, medens Jarlen af Pembroke drog imod Kong Ruaidhri, der havde begivet sig til Meath for at understøtte Tighearnan O’Ruarc. Imidlertid havde Kong Henrik II, skinsyg over Richard Jarls Fremgang, udstedt et Forbud mod at understøtte ham, og befalet alle de engelske Riddere, der allerede havde taget Tjeneste hos intet, at vende tilbage, uagtet ikke alle rettede sig herefter, forvoldte det dog betydelig Afgang i Richards Krigsmagt; og denne Afgang blev end større, da Kong Diarmid paa samme Tid døde, thi uagtet Richard, som Diarmids Svigersøn, tilegnede sig Arveretten efter ham, blev han dog forladt af alle dem, der kun af personlig Hengivenhed havde sluttet sig til Diarmid. Medens han befandt sig i disse mislige Omstændigheder, kom Askell tilbage (ved Pindsetid 1171) med en Flaade af ikke færre end 60 Skibe, og en stor Mængde Krigere, som han især skal have faaet samlet paa Orknøerne, og bevæbnede, som det fortælles med Ringbrynjer og runde, røde Skjolde[3]; deres egentlige Anfører, en Høvding fra Orknøerne, kaldes Jon den ode eller rasende. Hvis Askell, som man maa formode, var en Slægtning saavel af Svein Asleivssøns Hustru Ingerid, som af Harald Jarl selv, er det højst sandsynligt, at disse Hjelpetropper og Skibe under Jons Anførsel vare udrustede af Jarlen og Svein i Fællesskab: i det mindste forklares det herved aller bedst, hvorfor Askell tog sin Tilflugt til Orknøerne[4]. Askell angreb Dublin med stor Heftighed, og havde nær overvældet Milo, men et pludseligt Udfald, som dennes Broder gjorde netop i rette Tid, skaffede Englænderne Overhaand, og Østmændene flygtede. Jon den ode faldt efter et tappert Forsvar; Askell blev fangen, og henrettet, da han reent ud erklærede, at han vilde fornye Forsøget med større Eftertryk, om man satte ham paa fri Fod igjen. Hermed var imidlertid ikke al Fare forbi. Erkebiskop Laurentius, der indsaa at ingen Tid var belejligere end denne til at blive af med de ubudne Gjester, havde ved sine Overtalelsesgaver bragt flere af Smaafyrsterne til at tilsidesætte deres private Fejder, for med forenede Kræfter at angribe Englænderne; der hendtes ogsaa Gesandter i hans og Kong Ruaidhris Navn til Gudrød paa Man og Syderøernes Høvdinger, for at opfordre dem til Bistand mod den fælles Fiende. Der ankom og en Flaade fra Øerne af 30 Skibe, og lagde sig udenfor Dublin, medens en irsk Hær paa henved 30000 Mand omringede den fra Landsiden. Men i Stedet for at vove et kjekt Angreb blev denne hele store Styrke liggende uvirksom omkring Staden, indskrænkende sig til en simpel Blokade. Den engelske Besætning, over hvilken Richard Jarl nu selv havde overtaget Befalingen, kom vel i den yderste Nød, og Richard begyndte allerede at underhandle, tilbydende sig at tage Leinster til Len af Ruaidhri. Men da denne, eller rettere Erkebiskop Laurentius, ikke vilde indlade sig herpaa, men derimod fordrede at Richard skulde overgive alle de Steder og Slotte, han holdt besat, og forlade Irland med alle sine Folk, vi-sluttede Richard heller at lade det komme an paa et dristigt og fortvivlet Udfald. Og dette kronedes med et saadant Held, at hele den fiendtlige Armee i faa Timer aldeles adsplittedes, og at Englænderne vendte tilbage til Staden med et overmaade rigt Bytte, og Levnetsmidler til at kunne underholde Besætningen for et heelt Aar.
Imidlertid havde en Afdeling af Richards Hær været saare uheldig ved Wexford, og da han tillige fik foruroligende Efterretninger om Kong Henriks Vrede over hiins egenmægtige Fremgangsmaade, vovede han ikke andet end at drage over til England for at formilde ham, og anraabe ham om Hjelp. Til Befalingsmand i Dublin under sin Fraværelse udnævnte han atter Milo af Cogan. Kongen, lod sig formilde, paa det Vilkaar at Jarlen, fornyende sin Troskabsed, overgav ham Dublin med tilliggende Distrikt og de øvrige allerede erobrede Søhavne, hvorimod han selv skulde beholde det øvrige som arveligt Len under den engelske Konges Lenshøjhed. Han udrustede derpaa en Flaade af 400 Skibe, med en Hær af 400 Riddere og 4000 Mand, og drog i Følge med Richard Jarl over til Irland, hvor han landede i Waterford (Oktober 1171). I Mellemtiden, under Richards Fraværelse, omtale de irske Beretninger kun et eneste Forsøg paa at afkaste det fremmede Aag, idet Tighearnan O’Ruarc med en i Hast samlet Styrke gjorde et heftigt Angreb paa Dublin, men blev slagen tilbage med et stort Tab, da den tapre Milo af Cogan gjorde et uventet Udfald. Fra denne Forfatternes Taushed kart man dog neppe slutte, at der ikke ogsaa skede andre Forsøg mod Erobrerne i Dublin, aller mindst, naar de udførtes af andre end Irlændere. Og til ingen Tid er det rimeligere at Svein Asleivssøn paa Orknøerne gjorde hiint Tog mod Dublin, paa hvilket han faldt, end netop paa denne. At det skede efter at Englænderne havde sat sig i Besiddelse af Dublin, sees saavel deraf, at han kort forhen havde angrebet og opbragt et engelsk Skib, der bragte en kostbar Ladning til denne Stad, som af den fiendtlige Maade, paa hvilken han optraadte mod Stadens Magthavere, som Sagaen kalder dem[5]. At han ej deeltog i Askells sidste Kamp, sees tydeligt nok af Beskrivelsen over denne, der desuden forefaldt om Vaaren medens derimod Sveins Tog forefaldt seenhøstes, og netop paa en Tid af Aaret, da Richard Jarl var borte. I sig selv er det ogsaa højst sandsynligt, at Svein har søgt at hevne Askells Død, og at han dertil har villet benytte Lejligheden, medens Englændernes Magt, som man maa formode, var paa det svageste; muligt endog, at Svein kan have været i Følge med O’Ruarc[6]; under alle Omstændigheder synes hans Fald at maatte henføres til denne Mellemtid. Ikke længe efter kom Kong Henrik selv, hvis Tog snarest lignede et Triumftog, idet Fyrster og Stæder overalt underkastede sig ham, til Dublin, hvis Indbyggere ligeledes modtoge ham med Glæde, haabende, som det synes, at han vilde beskytte dem mod sine Vasallers Undertrykkelser. Hvorledes siden efter ogsaa Kong Ruaidhri underkastede sig, og de engelske Kongers Herredømme i Irland befæstedes, skjønt under idelig Kamp og kun med langsom Fremgang, hører ikke hid. Med Østmands-Stædernes Undertvingelse ophører Irlands Historie at gribe ind i Nordens. Imidlertid ophørte ikke derfor Østmændene selv at danne en særegen Korporation, fornemmelig i Dublin, hvor de endnu lang Tid efter omtales særskilt, endog saaledes, som om de fremdeles havde bibeholdt meget af deres Selvstændighed. Endog den Dag i Dag benævnes en Afdeling i Dublin efter dem med Navnet Oxmantown, egentlig Ostmanntown eller Østmænds-Byen[7].
- ↑ Broder kaldes nemlig Mac Torcaill (Thorkellssøn), Askell derimod Mac Ragnaill Mac Torcaill. Askells Navn skrives ogsaa Askuldh, Askulf, Haskulf; det er saaledes ikke ganske afgjort, om han ej snarere har hedet Høskuld.
- ↑ De fire Mestres Annaler, ved 1170: Diarmid O’Hainfeth, Herre til Ui-Meith, og Anfører for Fyrsten af Oileaehs Rytteri, blev dræbt paa Inislachain (i Antrim) ved en Flaade fra Orknøerne.
- ↑ Giraldus, Pag. 772.
- ↑ Askell kaldes nemlig i de fire Mestres Annaler en Søn af Ragnvald, Søn af Thorkell; denne Ragnvald Thorkellssøn nævnes som Høvding allerede i 1146, og da nu ei alene „Thorkellssønnerne“ omtales som mægtige paa Man og Suderøerne omkring 1142, men Svein Asleivssøns højbyrdige og rige Hustru Ingerid (se ovenfor S. 817) var Datter af en Thorkell, bliver det, som allerede her bemerket, højst sandsynligt, at hun var Ragnvalds Syster, Askells Faster.
- ↑ Orknøyinga Saga S. 402. De kaldes her valdsmenn, og omtales aabenbart paa en noget fremmed Maade, som om de ikke oprindelig hørte hjemme i Staden.
- ↑ At Giraldus’s Beretning her ikke nævner noget om at Staden eller Befalingsmæendene allerede skulde have kapituleret, hvilket Orknøyinga Saga beretter, kan godt forklarer-“ deraf, at Staden ikke engang efter denne endnu formelig var overgiven, men at Angriberne først siden efter skulde tage den i Besiddelse. Det har saaledes maaskee ikke engang nogensinde været Besætningens oprigtige Hensigt at overgive den, og det hele kunde være en Krigslist for at overraske Vikingerne. Thi forøvrigt stemmer Beretningen om O’Ruarcs sidste Kamp temmelig godt med hvad Orknøyinga Saga fortæller om Svein.
- ↑ Se herom især Giraldus Cambrensis, de expugn. Hiberniæ, Camdens Samling, S. 755—811; Thomas Moores History of Ireland S. 199 flg. Jvfr. Worsaa, Minder om de Danske og Nordmændene, S. 430—437, jvfr. S. 400—402.