Det norske Folks Historie/3/99

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 939-950).

der forrettedes af Erkebiskoppen med megen Pragt, og med Bistand af Legaten, de fire norske Biskopper, og den islandske Biskop Brand, der nys forud var bleven indviet. Man maa endog formode, at Kroningen fandt Sted samme Dag, som hans Indvielse, umiddelbart efter denne, siden Indvielsen foregik paa en stor Festdag, nemlig den øvre Mariemesse eller 28de Septbr^[1]. Hvor Kroningen foregik, siges ikke. Den store Christkirke var da neppe endnu bleven færdig, saasom det er vist, at Sunnivas Levninger ej flyttedes til den førend sex Aar senere, i 1170. Sandsynligviis er den da skeet i Apostelkirken, den kongelige Kirke i Staden. I Anledning af Kroningen skal Erling have stiftet Augustinerklostret paa Halsnø i Søndhordeland, der, beliggende i Nærheden af hans Ættegaard, efter al Rimelighed bar bort til hans Odelsgods^[2]. Da Halsnø Kloster siden stod i et Slags Forbindelse med Jonskirken eller St. Johannes Augustinerkloster i Bergen, og dette igjen med Bergens Domkapitel, kan begge disse Klostres Stiftelse rimeligviis antages samtidig, og synes nærmest at have været beregnet paa at faa et Konvent af regulære Augustinere istand under Bergens Domkapitel^[3]. Dette er vel især skeet efter Erkebiskop Eysteins Foranstaltning, da vi siden erfare, at han ej alene stiftede Elgeseter Augustinerkloster ved Nidaros, men endog oprettede et i Forbindelse med Nidaros Domkapitel staaende Augustinerkonvent ved Kastelkirken i Kongehelle, der maaskee ved Kroningen er bleven bane skjenket^[4]. Ligeledes er det at formode, at det bar ved denne højtidelige Lejlighed, at den forhen omtalte Overdragelse Byen Stavanger til St. Svithun eller Biskopsstolen fandt Sted. Thi paa Kroningsdagen, beder det, bortskjenkede Erling og Magnus store Gaver. Erling havde paa denne Dag ladet berede et herligt Gjestebud i Kongsgaarden, boer den store Hall var tjeldet med Peld og Bænkene belagte med kostbare Klæder. Her beværtede Erling og den unge syvaarige Konge Erkebiskoppen. Legaten, Biskopperne, Høvdingerne, Hirden og alle haandgangne Mænd tilligemed en Mængde andre Indbudne. Saaledes, og med saa mange vigtige Forandringer i Norges statsretlige og kirkelige Forhold, endtes den første norske Kroningsfest. Erling skakke troede nu sit Dynasti fuldkommen befæstet paa Tronen^[5].

Paa Norges Forhold til Skatlandene synes Tronstridighederne nu, som ellers, at have haft den Følge, at Afhængighedsbaandet slappedes, og Fyrsterne raadede sig som de vilde, deels fordi Kongerne i Norge havde for fuldt op at bestille hjemme til at kunne ofre Skatlandene-s Anliggender nogen synderlig Opmærksomhed, deels fordi Skatlandenes Fyrster selv ved at holde snart med den ene snart med den anden af de stridende Parter altid kunde sikre sig en i det væsentlige uafhængig Stilling. Saaledes have vi allerede seet, hvorledes Kong Gudrød paa Syderøerne gik over fra Inge til Haakon, og det midt under Slaget ved Oslo. For ham gjaldt det egentlig kun at faa Understøttelse mod sin Svoger, den mægtige Sumarlide af Argyll, der spillede Mester i hine Egne. Det maa bare været denne, der i Aaret 1154 udrustede hiin før omtalte store men uheldige Expedition til Irland, for at staa Muirkertach O’Lochlan bi mod Overkongen Tirdelvagh, thi Krigsmændene paa dette Tog siges udtrykkeligt at have været fra det sydvestlige Skotland, Syderøerne og Man, altsaa Lande, hvor Sumarlide havde Besiddelse-r eller Tilhængere. I Forbindelse hermed staar det øjensynligt, at Gudrød enten i 1154 eller 1155 indkaldtes af Indbyggerne i Dublin, hyldedes som Konge, og vandt en glimrende Sejr over Muirkertachs Broder, sytti denne med en Hær sendte mod Dublin. Efter denne Sejr, heder det, vendte han tilbage til Man, sendte sine Stridsmænd fra sig, og betragtede sig nu ganske sikker paa Tronen^[6]. Ved hiin Sejr maa han altsaa have tilføjet Sumarlide et føleligt Knæk. Men i Følelsen af sin Sikkerhed blev han saa tyrannisk, at mange af de mægtigere Mænd i Syderøerne ej længer kunde finde sig deri, og den meest anseede af dem, Thorfinn Ottarssøn, begav sig til Sumarlide, for i deres Navn at bede om at de maatte faa hans Søn Duggall, Kong Olafs Dattersøn, til Konge. Sumarlide føjede dem med Glæde heri, og sendte Duggall med Thorfinn, som førte ham om paa Øerne, og fik ham deels med det Gode, deels med Magt, tagen til Konge. Ved Efterretningen herom udrustede Gudrød en Flaade, og holdt et blodigt Slag med Sumarlide (6 Jan. 1158), hvor ingen af Parterne sejrede, men som endtes med at de næste Dag sluttede Fred paa den Betingelse, at Riget deeltes, idet nemlig Duggal rimeligviis fik de Øer, der laa Argyll nærmest. Denne Deling vedblev siden efter, saalænge Kongedømmet bestod i Man og Syderøerne^[7]. Men allerede næste Aar udbrød der Krig mellem Gudrød og Sumarlide paany. Denne hjemsøgte Øen Man med en Flaade paa 53 Skibe, overvandt Gudrød i et Slag, og herjede Øen, (1159). Gudrød flygtede, først til den skotske Konge Mælkolm^[8], siden til Kong Inge, hvem han tidligere havde svoret Lensed, og som nu ej alene bekræftede ham i Kongedømmet (1160)^[9], men og, som vi have seet, viste ham den største Hæder og Tillid: Udmerkelser, hvilket dog ikke hindrede ham fra at forraade sin Lensherre. Forræderiet skaffede dog ikke Gudrød nogen Hjelp. Kong Haakon og Sigurd Jarl havde mere end nok at bestille med at forsvare sig selv, til at kunne understøtte andre, og der tales ikke engang om at Gudrød kæmpede i deres Flok. Han har saaledes rimeligviis allerede forladt deres Parti, da han saa, at Erling skakke fik Overhaand, uden dog maaskee for det første at erklære sig for denne. Hvorledes det end forholder sig, er det vist, at han blev i Norge lige til Sumarlides Død i 1164, og at denne imidlertid aldeles spillede Mester i Syderøerne og den vestlige Deel af Skotland, hvor han lige siden Kong Mælkolms Tronbestigelse havde ligget i uafladelig Krig med denne for at understøtte sine Dattersønner, Mælkolm Mac Heths Sønner. Uagtet denne allerede siden 1134 sad fangen paa Roxburgh Slot, og Sønnen, Donald, i Aaret 1156 ligeledes blev fangen og hensat hos Faderen, saa den skotske Konge sig, aabenbart af Frygt for Sumarlide, nødsaget til at underhandle med Mælkolm og slutte en Overeenskomst med ham, hvorved han ej alene sattes paa fri Fod, men endog fik nogle Besiddelser i Cumberland. Her opførte han sig saa tyrannisk, at flere af Indbyggerne sammensvore sig mod ham, overfaldt og fangede ham, gjorde ham uskadelig ved at blinde og lemlæste ham, og fik ham derpaa, atter som Munk, sat ind i Bellalands Kloster i Yorksshire, hvor han henlevede sine øvrige Dage. Alt dette hindrede imidlertid ikke Sumarlide fra at fortsætte Krigen^[10]. Han gjorde tilsidst en stor Udrustning, saavel fra sine egne Besiddelser i Argyll, som fra Syderøerne og Irland, hvor han ligeledes fik Understøttelse, sandsynligviis hos Østmændene i Dublin, men da han landede ved Renfrew, ikke langt fra Glasgow, kom han, merkeligt nok, til kort mod Indbyggerne, som stimlede til, og nedsablede ham med en stor Deel af hans Hær (1 Jan. 1164)^[11]. Da først vendte Gudrød tilbage fra Norge, medbringende, som det udtrykkeligt siges, en stor Krigsstyrke, hvad enten han nu har faaet Understøttelse af Erling skakke, og saaledes paany skiftet Parti — hvilket vistnok er heel tænkeligt — eller han har skaffet sig Krigere fra Levningerne af Sigurd Markusfostres Flok, og de urolige, byttelystne Elvegrimer, der, som vi have seet, endnu vedligeholdt et Slags Vikingeliv i Norden. Han kom til Man fire Dage efter at Ragnvald, en af hans Brødre, havde overvundet Indbyggerne og tiltvunget sig Kongedømmet. Gudrød angreb ham, overvandt ham, lod ham ifølge de Tiders sædvanlige, grusomme Politik, blinde og gilde, og herskede fra den Tid af i mange Aar, lige til 1187, medens derimod Sumarlides Søn Duggall vedblev at herske i sin Deel af Syderøerne^[12].

I disse Stridigheder, og Fiendtlighederne mod Skotland, havde vistnok ogsaa Harald Jarl paa Orknøerne deeltaget, som Svigersøn af Mælkolm Mac Heth, skjønt der rigtignok ikke meldes noget bestemt derom. Vi see kun, som det strax nedenfor vil vises, at Svein Asleivssøn, der li det hele taget ikke var Harald Jarl god, laa i Fejde med Sumarlide, der som Mælkolm Mac Heths fornemste Støtte maa have været Haralds Ven. For øvrigt spillede Harald i sit Forhold til Ragnvald Jarl en saa tvetydig Rolle, at det ej er let at vide, hvilket Parti, han til enhver Tid hyldede. At erholde Magten og Enevældet var for ham Hovedsagen. Da han om Sommeren 1156 kom tilbage til Orknøerne fra Norge, hvor han hele Vintren og Vaaren havde opholdt sig, der siges ej hos hvilken af Kongerne, fandt han Ragnvald og Erlend i udelukkende Besiddelse af Øerne, som de havde deelt imellem sig, saavel som af Katanes. Erlend og Svein havde taget sit Stade paa Hjaltland, for at være paa deres Post mod ham, om han skulde komme did, medens derimod Ragnvald var dragen over til Thorsaa paa Katanes, for ogsaa her at verre rede til at modtage vant, om han skulde ville søge Hjelp hos sine mange derværende Venner. Harald medbragte fra Norge syv Skibe. Tre af dem bleve drevne til Hjaltland og øjeblikkelig tagne af Erlends Mænd. Med de øvrige Skibe fortsatte han sin Vej til Orknøerne, og da han her hørte, at Ragnvald var i Thorsaa, opsøgte han ham strax her, ser enten at angribe ham, eller aabne Underhandlinger med ham, inden Erlend og Svein kom nordenfra. Disse havde i al Hast sat efter Harald, men en frygtelig Storm adsplittede deres Skibe; de samledes først, da det var for seent, og Harald allerede var kommen til Thorsaa. Ragnvald var da ikke tilstede, men var dragen til Sutherland for at højtideligholde sin Datter Ingebjørgs Bryllup med Erik Erikssøn Slagbrelle, en Søn af hiin Audhild, der i sin Tid havde været Sigurd Slembedjakns Elskerinde, og var en Systerdatter af Helga og Frakark.^[13] Ved Efterretningen om Haralds Ankomst skyndte Jarlen sig med sin Svigersøn og et talrigt Følge ned til Thorsaa. Erik, der var Haralds Frænde, gjorde sig megen Flid for at mægle Forlig mellem begge Jarler, og da nu derhos andre fælles Venner foreholdt dem nu deres Frændskab, Fosterforhold og langvarige Forbindelse, kunde Ragnvald ikke længer holde Stand, men aftalte at han og Harald skulde have en Sammenkomst under fire Øjne i Kastellet, medens deres Mænd, der skulde være lige mange paa begge Sider, bleve udenfor. Sammenkomsten holdtes og begge Jarler talte længe sammen. Men ud paa Dagen meldte man Ragnvald, at flere og flere af Haralds Mænd flokkede sig bevæbnede til Kastellet. Harald sagde vel at det intet havde at betyde, men ikke desto mindre borte man snart Vaabenbrag: Thorbjørn Klerk havde med en overlegen Styrke angrebet Ragnvalds Mænd. Jarlerne raabte ud, at de ej skulde stride, og der kom Folk til fra Byen, som skilte dem ad; men 13 af Ragnvalds Huuskarle vare faldne, og det Hele havde unegtelig et Udseende, som om Harald Jarl ej havde været ganske uden Deeltagelse i Planen. Ikke desto mindre lod den godmodige Ragnvald sig ved nye Bestræbelser af deres fælles Venner bevæge til at indgaa Forlig, der fra begge Sider blev bekræftet med Eder og Trygder. Der besluttedes, at man endnu samme Nat (25de Septbr.) skulde sætte over til Orknøerne for at overrumple Erlend og Svein, der imidlertid vare ankomne til Bardsvik paa Ragnvaldsø, den sydøstligste af Øerne. Ragnvald og Harald landede paa den nordvestligste Side af Øen, og Erlend, der ej troede at kunne staa sig imod dem begge, satte efter Sveins Raad først over til Katanes, hvor de hugg Strandhugg, siden udspredte de et Rygte om, at de vilde drage til Syderøerne, og styrede virkelig vestover. Men de vare ikke komne langt, førend de i al Stilhed vendte om, styrede til Orknøerne, og overfaldt en Nat Jarlernes samlede Flaade, fjorten Skive sterk, der laa udenfor Knarrarstad ved Skalpeid. Ingen havde mindste Tanke om, at de vare saa nær, og der opstod saaledes en almindelig Forvirring, som skaffede dem en let Sejr, uagtet deres Styrke var langt mindre. Harald var ombord, og forsvarede sig tappert, men maatte flygte, da der kun var fem tilbage af Besætningen. Ragnvald havde gaaet i Land for at rejse til Orfyri, men Uvejr havde bragt ham til at tage ind hos en i Nærheden boende Islænding.^[14] Erlends Mænd kom paa Gaarden for at suge efter ham, og han frelstes alene ved sin Verts Aandsnærværelse. Erlend satte sig imidlertid i Besiddelse af alle Skibene, hvor han fik et meget rigt Bytte af Penge og andre Kostbarheder (24de Oktb. 1151). Ragnvald skyndte sig til Orfyri, hvor han traf Harald, som allerede var kommen der. De rejste strax paa smaa Baade over til Katanes. Imidlertid deelte Sejrherrerne det let erhvervede rige Bytte mellem sig, og det er betegnende nok, at Svein magede det saa, at alle de Kostbarheder, der havde tilhørt Ragnvald Jarl, faldt paa hans Parti, hvorefter han strax sendte dem over til Ragnvald. Trods Sveins Raad tog Erlend til Jule-Ophold ved Daminsø, hvor han og hans Mænd førte et sorgløst og lystigt Liv, uden tilbørligt at være paa deres Post. En Aften kort før Juul (20de Decbr.), da Svein var rejst bort i et Erende, kom begge Jarler ganske uventet over ham. Han sov ombord paa sit Skib, men var saa drukken at man ej engang kunde faa ham vækket. Først tre Dage efter fandt man hans Lig, gjennemboret af et Spyd. Svein Asleivssøn hevnede siden hans Død ved at overfalde og med egen Haand at dræbe en Mand, der roste sig af at have givet ham Banesaar, men laante dog Ragnvalds Mæglingsforslag et villigt Øre, ja tilbragte endog Julen hos denne, som indbøde ham til sig og foreslog ham at forlige sig med Harald. Dette Forlig mellem Svein og Jarlerne kom ogsaa virkelig istand, men paa Vilkaar, som Svein fandt alt for haarde, nemlig at han skulde udrede en Mark Guld til hver af Jarlerne, afstaa Halvparten af sit Jarlegods, og kun beholde den anden Halvpart tilligemed et godt Langskib. Ragnvald erklærede strax, at han intet vilde have af Svein, og gav Slip paa sin Andeel. Ikke saa Harald, som drog over til Sveins Gaard paa Gaareksø, og der selv tog uden Skaansel for flg af hans Korn og Forraad. Forbitret ilede Svein derhen, og vilde endog sætte Ild paa sin egen Gaard for at brænde Jarlen inde, uden Hensyn til at hans egen Hustru og Datter ogsaa maaskee derved vilde blive indebrændte; men han fik i rette Tid vide, at Jarlen just var dragen paa Jagt, og afstod da fra sit fortvivlede Forsæt.^[15] Svein førte endnu i nogle Maaneders Tid Fejde med Harald, og tilsyneladende med Ragnvald, indtil denne omsider fik mæglet Fred, og Fiendtlighederne ophørte (1ste Juni 1157), ja Svein, Thorbjørn Klerk og Erik Slagbrelle gjorde endog i Forening et lidet Søtog, omtrent paa de gamle Vikingers Viis, da de, efter at have anløbet Syderøerne, endog hjemsøgte Solungerne, vandt der, som der siges, en stor Sejr, og fik meget Bytte^[16].

Forliget mellem Jarlerne indbyrdes, og mellem dem og Svein, overholdtes i nogen Tid ret godt, uagtet Thorbjørn Klerk, der havde indtaget sin gamle Plads som Haralds Raadgiver, kjendelig søgte at stifte Splid. Anledning hertil fik han, da der udbrød Trætte og Slagsmaal mellem en af hans Venner og en af Ragnvalds Huuskarle. Den sidste blev saaret af hiin, der nu tog sin Tilflugt til Thorbjørn; den anden hevnede sig ved at dræbe sin Modstander, og da denne havde søgt Fristed i Magnuskirken, vilde Thorbjørn endog have ladet denne bryde op, dersom ikke Ragnvald havde sat sig derimod. Forbitret drog Thorbjørn over til Katanes, hvor han gjorde meget Uvæsen, og hvorfra han endog senere passede sit Snit til i Hast at snige sig over til Orknøerne og fælde hiin Mand, som det var ham faa magtpaaliggende at faa taget af Dage. Ragnvald, som egentlig førte Regjeringen, erklærede ham nu utlæg. Thorbjørn tog først sin Tilflugt til en Svoger, han havde paa Katanes, hvor han en Stund opholdt sig hemmeligt, siden til Kong Mælkolm, der tog godt imod ham, og ved hvis Hof han forblev en Stund, medens han dog af og til gjorde hemmelige Besøg hos sine Venner paa Katanes. Rimeligviis var det et Slags Gjengjeld for det mindre venlige Sindelag, Mælkolm lagde for Dagen mod Ragnvald ved at antage sig Thorbjørn, at Jarlerne, det vil sige Ragnvald, der fremdeles var den raadende, antog sig en af Mælkolm formedelst mange utilladelige Handlinger fordreven Skoter af høj Bord, ved Navn Gilla-Odran, og fatte ham til Aarmand paa Katanes, indtil han ogsaa lagde sig ud med Ragnvald ved at dræbe en af hans Venner, hvorefter han flygtede til Sumarlide i Argyll, som modtog ham med aabne Arme og gjorde ham til en af sine Befalingsmænd. Ragnvald bad Svein, da han den følgende Sommer tiltraadte sit sædvanlige Vikingetog, at holde Øje med Gilla-Odran, vel ogsaa at dræbe ham, om han fandt Lejlighed dertil. Det lokkede-s virkelig Svein at opdage ham i en af Skotlands Fjorde, hvor han styrede et af Sumarlides Skibe, og der at fælde ham. Efter Sagaen skulde Svein umiddelbar forud have holdt et Slag med Sumarlide selv, hvori denne faldt, men da Sumarlide, som vi have seet, først mistede Livet ved Renfrew 1164, maa Sagaen have forvexlet en mindre Kamp, Svein maaskee kan have bestaaet mod ham, med dette, i hvilket det er meget sandsynligt at Svein har deeltaget^[17]. Henimod Høsten^[18] droge Jarlerne, som de ofte plejede, over til Katanes paa Hjortejagt. Der gik det Rygte, at Thorbjørn Klerk just paa den Tid skulde holde sig der, og det temmelig mandsterk, for, om Lejlighed gaves, at kunne vove et eller andet dristigt Overfald. Dette bevægede Jarlerne til at forstærke deres Følge, faa at de i Alt havde 120 Mand, hvoraf de 20 til Hest. Om Aftenen, den 20 August, rede de op ad Thorsdalen (langs Thursowater), og tilbragte Natten paa en der liggende Gaard, den følgende Dag fortsatte de Rejsen, og bøjede mod Vest op ad Sidedalen Kalvedal (Caldale). Ragnvald red selv femte et godt Stykke i Forvejen; Harald var noget bagefter. Vejen faldt igjennem en Gaard, hvis Ejer, Høskuld, just stod ude og læssede Hø. Han hilsede Jarlen ved Navn, meget højt, saa at det endog kunde høres langt borte. Og da Jarlen nu gjennem nogle trange Indhegninger og op ad en stejl Bakke, nærmede sig Enden af Stuebygningen, hvor der ej saa ud til at være nogen Dør, saa man pludselig Væggen aabne nu, idet endeel ganske løse Stene ramlede ned, og ud styrtede Thorbjørn Klerk, som havde lignet paa Luur derinde, og kun ventet paa hiint Tegn, med flere Ve-væbnede, stevnede lige mod Jarlen, og hug til ham. En af dennes Følgesvende, den 18aarige Aasulf, holdt sin Arm op mod Hugget, der tog den af, og rammede Jarlen i Hagen. Ragnvald vilde springe af Hesten, men hans Fod hang fast i Stigbøjlen, og i det samme gjennemborede en af Thorbjørns Mænd ham med sit Spyd. Thorbjørn, som ogsaa havde faaet et Spydstik i Underlivet, skyndte sig nu bort med sine Hjelpere, først bag om Husene, og siden trods sit Saar ned ad Bakken vel hentil en Blødmyr. De mødte Harald, hvis Mænd anede Uraad og vilde gribe ham, men Harald forbød dem det, sigende at han først ønskede at høre Ragnvalds Bestemmelse. Da Harald kom op paa Gaarden, var her saa stor Tummel og Forvirring, at det varede en Stund, inden han fik vide, hvad der egentlig var paa Ferde. Da maatte han, saa gjerne han end ønskede at kunne frelse Thorbjørn, holde gode Miner, og følge sine efter Hevn tørstende Mænd, der fatte efter Morderne, for om muligt at gribe dem. De traf dem ved Myren, hvor Thorbjørn havde taget Sæde bag en Dige og hvor han nu forsvarede lig længe og tappert mod Jarlsmændenes Angreb. Det første Øjeblik, da Kampen sagtnedes, benyttede han til at bede Harald om Grid, erindrende ham om deres gamle Venskab, og forestillende ham at han egentlig havde gjort ham den største Tjeneste ved at skille ham af med en Medhersker, der snarere maatte kaldes en Overherre. Harald laante disse Ord et villigt Øre, da en af hans ypperste Mænd, Magnus Haavardssøn, forestillede ham det upassende deri, og hvorledes det af alle vilde blive udlagt som om Drabet paa Ragnvald var skeet efter hans Foranstaltning. Om end du, sagde Magnus, giver ham Grid, skal han aldrig faa den af mig, saalænge der findes brave Mænd, som ville følge mig. Med disse Ord ilede han, ledsaget af sine Brødre og flere andre, omkring Diget for at anfalde Thorbjørn; og Harald, som ikke vovede andet end at holde gode Miner med sine Mænd, satte med et vældigt Hop lige over. Ny adspredte de fleste af Thorbjørns Mænd sig, efter hans eget Raad. Selv ilede han lige hen til Harald, faldt paa Knæ for ham og bad ham skjenke sig Livet. Harald bad ham skynde sig bort som han bedst kunde, da han ej nennede at dræbe ham, men heller ikke for hans Skyld kunde stride med sine egne Mænd. Da løb Thorbjørn, selv 9de, op i nogle tomme Selshuse i Nærheden, og Forfølgerne efter; de satte Ild paa Husene, saa at Flygtningerne efter et tappert Forsvar maatte gaa ud og alle bleve dræbte. Da saa man først, at Indvoldene den hele Tid havde hængt ud af det første Saar, Thorbjørn havde faaet. Jarlen tog nu Vejen ned ad Dalen, medens Magnus vendte tilbage til Ragnvalds Lig, for at sysle om det, og bragte det siden ned til Thorsaa, hvorfra Harald selv i et højtideligt Tog førte det over til Orknø, og lod det begrave ved St. Magnuskirken^[19].

Ragnvald Jarls uventede Drab vakte almindelig Sorg, ej alene paa Øerne, men ogsaa hjemme i Norge og andensteds, hvor han var kjendt, thi man behøvede kun at kjende ham for at holde af ham. Han var venlig, hjelpsom og gavmild mod alle, dertil beleven og aandfuld, og fremfor alt en ypperlig Skald, maaskee en af de ypperste og meest anseede, som Norge og Island tilsammen have frembragt. Mange af hans Vers citeres som Mønstre for Efterligning. Vi besidde endnu en af ham i Forening med den islandske Skald Hall Thorarinssøn digtet saakaldet Háttalykill (Versartnøgel), en Draapa, hvis Vers ere Prøver paa alle brugelige Versarter, og som besynger saavel de ældre heroiske Sagn, som de norske Kongers Historie^[20]. Ragnvalds Yndest var saa stor, og Sorgen over hans Drab saa levende, at der endog opkom Tale om at han var hellig, og at der skede Jertegn ved hans Grav. Hans Hellighed blev senere endog anerkjendt af Pave Coelestin III og hans Levninger højtideligt optagne og skrinlagte ved Biskop Bjarne Kolbeinssøns Bestræbelser (1192)^[21]. Ragnvald efterlod ingen Sønner, kun Datteren Ingegerd, der var gift med Erik Slagbrelle og med ham havde flere Børn, af hvilke Sønnerne Harald unge og Magnus i det følgende komme til at nævnes.

Harald Maddadhssøn var nu Eneherre saavel over Orknøerne og Hjaltland, som over Katanes, og blev en mægtig Høvding. Der tales ikke om at han aflagde Magnus Erlingssøn nogen Hylding, men man kan dog neppe antage andet, især da det senere erfares, at Magnus Erlingssøn forlenede Harald, Ragnvalds Dattersøn, med den halve Deel af Øerne, hvilket viser, at den anden halve Deel ogsaa af Magnus selv betragtedes som Haralds retmæssige Besiddelse^[22]. Harald levede nu i den bedste Forstaaelse med den mægtige Svein Asleivssøn, der endog opfostrede hans Søn af første Egteskab, bed Navn Haakon, og indviede ham i Krigerlivet, idet hun, saa snart hans Alder tillod det, tog ham med paa de Vikingstog, han endnu regelmæssigt foretog to Gange om Aaret, først om Vaaren, naar Kornet var faaet, tildeels under hans egen Opsigt, siden om Høsten, naar Agrene vare skaarne og Kornet bragt i Huus. Paa et af disse Tog, hvilke især synes at have gjeldt Syderøerne og det vestlige Skotland var det vel, at han var med at fælde Sumarlide ved Renfrew (1164). Da flere Aar saaledes vare gangne hen, og Svein en Sommer var kommen tilbage med et overordentligt rigt Bytte af Klædesvarer og Viin, som han havde taget fra nogle engelske Skibe, der skulde til Dublin, og i den Anledning gjorde et prægtigt Gilde paa sin Gaard, hvor ogsaa Harald Jarl var en af Gjesterne, fraraadede denne ham i al Venskabelighed at fortsætte det urolige Vikingeliv, der dog seent eller tidligt vilde bringe ham i Ulykke. „Du har“, sagde Jarlen, „længe ernæret dig og dine Folk ved Hærferd, men Voldsmænd gaar det gjerne saa, at de ligge paa sine Gjerninger, naar de ikke holde op i Tide-“. Svein takkede Jarlen for hans venskabelige og velmeente Raad, men tilstod, at han ikke kunde bare sig for at smile ved at høre disse Ord af Jarlen, der selv just ikke havde Ord for at være nogen fredelig eller billigt tænkende Mand. „Jeg svarer for mig selv“, sagde Jarlen, „men det var nu engang en Trang for mig, at sine min Mening herom“. Svein erkjendte i fuldeste Maade hans gode Mening, lovede at han fra næste Aar skulde høre op med Vikingelivet, især da han følte Alderens Tryk og Kræfternes Aftagen; men fra Høstvikingen i dette Aar vilde han dog ikke afstaa. Jarlen meente at Udfaldet kunde være usikkert nok, men der blev ikke talt mere om den Sag, og Svein drog i Viking, først til Syderøerne, siden til Dublin, hvor han kom saa uventet, at Magthaverne der, rimeligviis den engelske Besætning under Milo Cogans Anførsel, ej vidste Ord af, førend han allerede, som det heder, var indenfor Portene med sine Mænd. Den skal derfor have tilbudt at overgive sig, og udrede saa stor en Afgift, som han vilde paalægge, hvis han nu strax vilde ophøre med Fiendtlighederne. Svein antog Tilbudet, Besætningen aflagde Ed paa at opfylde det troligt, og han vendte tilbage til Skibene, for næste Dag at modtage Gisler og tage Staden i Besiddelse. Men om Natten grove Forsvarerne forrædersk dybe Grave, som de løseligen dækkede til, udenfor Portene og andensteds, hvor hans Vej vilde falde, og lagde Bevæbnede i Baghold i de nærmeste Huse. Svein kom uden at ane nogen Fare, men faldt med sine Mænd i Gravene; Bagholdet styrtede frem, og nedsablede ham med en stor Mængde af hans Folk. De øvrige undkom til Orknøerne. Hans sidste Ord skulle have været disse: „hvad enten jeg frelser mig eller lader mit Liv, glæder jeg mig ved at jeg er den hellige Ragnvald Jarls Hirdmand, og haaber nu at nyde godt af hans Forbønner hos Gud“. Saaledes faldt den Mand, hvem man med Rette kan kalde Nordens sidste Viking, og som i fuldeste Maal forenede de gamle Vikingers baade gode og slette Egenskaber. Der siges og om ham, at han var den ypperste og vældigste Mand, der nogensinde enten i ældre eller nyere Tider var fremstaaet i Vesterlandene, og ikke har fyrsteligt Navn. Hans Sønner Olaf og Andres deelte hans Besiddelser og Efterladenskaber mellem sig^[23].

Det angives ikke nøjagtigt, naar Svein faldt, og flere have derfor henført hans Fald til de dublinske Østmænds sidste Kamp mod de engelske Erobrere, som paa denne Tid havde begyndt at faa fast Fod“paa Irland. Men denne Kamp beskrives indtil de mindste Enkeltheder saa aldeles forskjelligt fra Sveins, at man ikke uden at snøre Vold paa authentiske Efterretningers udtrykkelige Ord kan henføre begge Fortællinger til een og samme Begivenhed. Rimeligere derimod er det, som det nedenfor vil vises, at Sveins Angreb paa Dublin forefaldt efter Stadens Erobring, og just i den Mellemtid, i Aaret 1171, da Milo Cogan var efterladt som Stadens Forsvarer, mens Erobreren selv, Richard Strongbow, var i Frankrige^[24].

1. Det paabydes nemlig i den senere Lovgivning, der, som man godt kan see, har laant denne Artikel fra den ældre, at Kongen helst skulde hyldes paa en Festdag; det samme seer man ogsaa var Tilfældet med Kroningen (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 252, 253).
2. Halsnø Kloster siges i Walkentofs utrykte Beskrivelse over Bergen at være stiftet i Anledning af Kroningen; vel nævnes urigtigt Aaret 1161, men dette er en let forklarlig og undskyldelig Fejltagelse.
3. Se Langes Klosterhistorie S. 507, 513.
4. Samme Skrift, S. 728 flg.
5. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 13, 14. Snorre Cap. 21, 22.
6. Den Manske Krønike. De irske Annaler tale ei herom. Krøniken henfører Begivenheden til hans Regjerings 3die Diar, altsaa 1156 eller 1157, men da den siden efter udtrykkelig omtaler Begivenheder for 1156, der indtreffe efter at Gudrød siden sin Hjemkomst var begyndt at blive tyrannisk, er det tydeligt nok, at hans Dublinstog maa have fundet Sted endnu i 1154 eller 1155, førend han ret havde befastet sig paa Tronen, og at Angivelsen „tertio anno“ er fejlagtig.
7. Den Manske Krønike siger udtrykkeligt: „og blev Riget tvedeelt fra den Tid lige til nu, og dette blev Aarsag til Rigets Forfald, fra den Tid Sumarlides Sønner fik Fodfæste deri“.
8. Fra dette klar haves nemlig et Diplom, udstedt af Mælkolm, hvor Gudrød nævnes som en af Vidnerne. (Andersons Dipl. No. 25)
9. Saaledes maa man nemlig forstaa, hvad Annalerne ved dette Aar melde: „Gudrød tog Kongedømme i Syderøerne“. Inge maa, som man seer, højtideligt have givet ham Kongenavn.
10. At dette fremgaar ved Sammenhold af Beretningerne hos Fordun (I. 448, 452), hos Viljam af Newbury, og i Chron. de Melrose.
11. Saaledes baade Fordun og Chron. de Melrose. Orknøyinga Saga vil derimod vide at Svein Asleivssøn fældede Sumarlide allerede i 1159 men dette maa være en Misforstaaelse, saaledes at Sumarlide er bleven udgiven for dræbt, hvor han blot lede Nederlag.
12. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 163.
13. Se ovenf. S. 683.
14. Hans Navn var Botolf Beyla, og han var en god Skald.
15. Svein, fortælles der, vilde opsøge Harald, og spurgte sin Hustru Ingebjørg, hvor han var, men da hun og par i Slægt med Harald, var hun ikke paa nogen Maade at formaa til at røbe hans Opholdssted.
16. Orkn. Saga, S. 378, 380.
17. Orknøyinga Saga S. 376—384, jvfr. ovenfor S. 941, 942.
18. I Orknøyinga Saga omtales dette, som det skulde have varet et andet Diar; der siges ikke engang at det var det næst følgende. Overhoved omtales alle disse Begivenheder, som om de skulde have optaget langt flere Aar end det virkelig var Tilfældet. Men at Ragnvald virkelig døde 1158, sees ej alene af Annalerne, men ogsaa af Orknøyinga Saga S. 418, hvilket Sted allerede ovenfor (S. 833) er anført og gjennemgaaet. Begivenhederne maa saaledes trænges mere sammen, end det i Sagaen er skeet. Det er et stort Spørgsmaal, om Svein virkelig, som Sagaen fortæller, var kommen hjem fra sit Vikingetog, og havde fortalt Resultatet deraf, førend denne tiltraadte Rejsen til Katanes.
19. Orknøyinga Saga S. 386—394.
20. Denne Háttalykill digtedes omkring 1142; de nærmere Omstændigheder derved se Orknøyinga Saga S. 240, 242. Den er aftrykt i Egilssøns Udgave af Snorra-Edda.
21. De islandske Annaler.
22. Orknøyinga Saga S. 408.
23. Orknøyinga Saga, S. 396—404. Sveins Søn Andres egtede Frida, en Datter ak Kolbein Ruga, Broder til Biskop Bjarne. En Sønnesøn af Andres, ved Navn Andres Gunnessøn, omtales omkring 1233 i Sturlunga saga, V. 11.
24. Se herom nedenfor S. 951.