Det norske Folks Historie/3/13

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 161-166).

◄ 12. Magnus’s sidste Tog til Danmark og Død.

14. Sven Ulfssøn Konge i Danmark. Begivenheder i England og Sverige. ►

13. Harald Sigurdssøn tiltræder Regjeringen som Enekonge i Norge.

bookDet norske Folks HistorieP. A. MunchChr. Tønsbergs Forlag1855ChristianiaI-213. Harald Sigurdssøn tiltræder Regjeringen som Enekonge i Norge.161-166

Kong Magnus’s Død blev strax bekjendtgjort over hele Flaaden ved Ludrestød. Dette var Tegnet for hans Halvbroder Thore og Rev til, saaledes som det var dem foreskrevet, at skynde sig bort saa hastigt som muligt, for at opsøge Sven Ulfssøn og frembære ham Magnus’s Ærende. De skulle imidlertid endnu i Skoven selv have været forfulgte af nogle Folk, Harald havde sendt for at dræbe dem og saaledes hindre at det vigtige Budskab naaede Sven i rette Tid; men de undgik Efterstræbelserne, og kom lykkeligt bort^[1]. Harald lod strax sammenkalde alle de tilstedeværende Nordmænd til et Thing, og tilkjendegav her sin Hensigt, ikke at adlyde Magnus’s Bestemmelse med Hensyn til Danmark, da dette, som han sagde, var hans Arv, lige saa vel som Norge, hvorfor han agtede at drage til Viborg, stevne Thing der, og lade sig tage til Konge over hele Danmark. Naar de da, sagde han, havde undertvunget dette Land, vilde Nordmændene siden i alle kommende Tider blive Danernes Overmænd. Da rejste Einar Thambarskelve sig, og sagde at det langt mere var hans Skyldighed at føre sin Fostersøn Magnus’s Liig til dets Grav, og bringe ham til hans Fader, den hellige Olaf, end at deeltage i Krig udenfor Landet med Harald, fordi denne attraaede andre Kongers Rige og Ejendom. Han vilde heller, sagde han, følge Kong Magnus død, end nogen anden Konge levende. Og strax lod han skride til de nødvendige Forberedelser. Liget blev syslet om paa det bedste, og hensat under et dertil indrettet Telt i Løftingen paa Kongeskibet; og alle Thrønderne i Hæren, eller rettere alle de, som havde hjemme nordenfor Stad^[2], gjorde sig færdige til at følge Liget hjem. Da hele Hæren saaledes adskiltes, og Harald derfor ej havde Styrke nok til at udføre de ærgjerrige Planer, han havde udkastet, var der ikke andet tilbage ogsaa for ham, end at vende hjem igjen med de Folk, der vilde følge ham. Disse vare, som det lader, især fra Viken og de sydlige Dele af Landet. Til Viken styrede nu ogsaa Harald selv, hvor han sammenkaldte et Thing ved Sarpsborg, eller, som dette Thing nu for første Gang kaldes, Borgarthing, og lod Bønderne her tilsværge sig Troskabs-Ed som hele Norges Konge. Om det kun var Vikverjerne, som mødte her, eller om ogsaa Mænd fra Oplandene indfandt sig, nævnes ikke, det første er dog det rimeligste, da Harald under sit sidste Ophold paa Oplandene var kommen paa en spendt Fod med en stor Deel af Indbyggerne. Fra Sarpsborg fortsatte han sin Vej vestefter langs Kysten fra Fylke til Fylke, idet han overalt holdt Thing og lod sig hylde. Det lader ikke til at han nogensteds mødte Modstand. Men det ligger i Sagens Natur, at Rejsen gik meget langsomt fra Haanden. Førend han naaede Throndhjem, var Einar allerede kommen med Thrøndehæren og Magnus’s Liig^[3]. Da de landede ved Nidaros, gik alle Bymændene ned forat møde Magnus’s Liig, som med megen Højtidelighed blev bisat i Klemenskirken, hvor hans Faders Skriin opbevaredes, da den af Magnus paabegyndte St. Olafs-Kirke tilligemed Kongsgaarden endnu ikke var bleven færdig^[4]. Mangen flink Mand, siges der, stod grædende over Magnus’s Grefte, og sørgede længe over ham. Man var ogsaa meget bedrøvet over at han kun efterlod en Datter, og ingen Søn, der kunde arve ham. Man væntede sig heller ikke synderligt godt af Haralds Herredømme. Dog tænkte, eller vovede ingen paa at gjøre ham det stridigt. Da han endelig kom til Nidaros, og efter gammel Skik lod stevne de 8 Thrøndelagsfylker til Ørething, fik han her, som andensteds, Kongenavn, og erkjendtes derved for den rette og lovlige Enevoldskonge over hele Riget^[5].

Kort for eller kort efter Magnus, som det synes, døde ogsaa hans og hans Faders mangeaarige Ven Sighvat Skald. Han nævnes allersidst i Aaret 1043, da han deeltog med Magnus i Toget til Danmark, og hjalp til at frelse Rafn Rutfirding for Kongens Vrede. Der fortælles om ham, at han vilde lempe en Arve-Draape, han havde digtet om Kong Olaf, efter Sigurd Favnesbanes Historie, da han, maaskee paa Tilbagevejen fra hiint Tog, lagde ind til Selja. Det traf sig just at en Bonde paa Fastlandet i Nærheden blev farligt syg; hans Kone skal have drømt at Olaf aabenbarede sig for hende og lovede at frelse hendes Mand fra Sygdommen, dersom hun vilde ro over til Sighvat, og bede ham forandre Draapen saaledes at den ej lempedes efter Sigurd Favnesbanes Saga, men efter Fortællingen om Christi Opstandelse. Dette skal ogsaa være skeet, og Sighvats Kvad, der endnu i de følgende Aarhundreder synes at have været kjendt og meget yndet, blev indrettet saaledes som Kong Olaf skal have foreskrevet^[6]. Kort efter blev Sighvat selv syg; under Sygdommen troede ogsaa han at see Kong Olaf, der nævnte en bestemt Dag, naar han skulde komme til bane. Sighvat væntede Dagen med Længsel, og skal, da den kom og han endnu ikke følte Døden nærme sig, i et Vers, det sidste han nogensinde digtede, have udtrykt sin Sorg over ej at faa sin Længsel stillet. Men da han havde fremsat Verset, døde han, og saaledes, siger Sagaen, holdt Olaf dog sit Løfte. Sighvats Liig skal være bragt til Nidaros, og begravet ved Christkirken: hvis dette ej er en fejlagtig Angivelse i Stedet for „Klemenskirken“, kan der ved „Christkirken“ enten kun være meent det Kapell, der var opført paa det Sted, hvor Olafs Liig havde ligget begravet, og hvor Christkirken siden blev bygget, eller ogsaa maa Sighvats Liig, ligesom Magnus’s, senere være flyttet did med Olafs eget^[7].

Om Alfhild, Magnus’s Moder, fortælles der, at hun strax efter hans Død, betagen af Sorg, lod sig bringe i Land, og begav sig til Thor Mi Gøta, der efter det Løfte, han gav hende, da hun befriede ham fra Fangenskabet, modtog hende med aabne Arme og viste hende den største Venlighed. Men jo længer det led hen mod Julen, desto sorgfuldere blev hun, og da Thorkell bad hende være ved godt Mod og sagde at han og hans gjerne vilde gjøre alt, hvad der stod i deres Magt, for at opmuntre hende, svarede hun at hun ikke kunde undlade at tænke paa den forrige Juul, især hvis hun skulde tilbringe denne Juul hos andre end fyrstelige.Folk. Thorkell fandt dette rimeligt, og foreslog hende at drage til Sven Ulfssøn, som imidlertid var kommen til Danmark, og som vist vilde modtage hende godt. Dette Forslag behagede hende; Thorkell skaffede hende Følge til Sven, og denne skuffede heller ikke hendes Tillid. Hun forblev en Tidlang hos ham, og forærede ham til Gjengjeld for hans Venlighed et prægtigt guldprydet og med Ædelstene besat Fad. Dog heller ikke her havde hun Ro paa sig, og hiin besluttede at rejse hjem til England. Hvorledes hun der for de Rigdomme, hendes Mand og Søn havde givet hende, skal have kjøbt trende Gaarde, hvorved hun ernærede sig og sit Følge, indtil hun omsider skjenkede sine Ejendomme til Malmsbury Kloster og tilbragte hele sin øvrige Tid i dette, er allerede tidligere omtalt^[8].

↑ Harald Haardraades Saga Cap. 38. Det er kun Snorre, der (Cap. 28) nøjagtigt angiver Stedet, hvor Magnus døde, nemlig Landsbyen Sudathorp. Dette maa være Sudathorp, nu Søderup, et Stykke indenfor Aabenraa-Fjorden, og i Nærheden af Urnehoved-Thingsted: i saa Fald maa Flaaden have ligget i hiin Fjord. Dette strider vel i og for sig ikke i mindste Maade mod Sandsynligheden, men Snorres Angivelse er dog mistænkelig, fordi han, uagtet han her øjensynlig har benyttet de ældre, vidtløftigere Kongesagaer, dog, som man maa formode, paa egen Haand, og for at tillempe Fortællingen paa hiin Angivelse, udelader alt, som tyder paa at Magnus døde ombord paa Flaaden, — hvad der dog endog formedelst Mag. Adams Beretning maa være utvivlsomt — og udtrykker sig som om han laa syg i Land, i Sudathorp. Da man nu veed, at Sven Ulfssøn døde i Sudathorp, (se Knytlingasaga Cap. 23, Saxo, S. 566. Ælnoth, hos Langebek se III. 337) og at Sven ogsaa kaldte sig Magnus, fristes man til at antage at Snorre her paa en os mindre forklarlig Maade har forvexlet Magnus med Sven, eller ved at læse om Svens Død i Sudathorp er kommen paa den Tanke, at ogsaa Magnus døde der.
↑ Fagrskinna Cap. 180 siger udtrykkeligt „alle de, som vare (havde hjemme) nordenfor Stad“. De øvrige vidtløftige Kongesagaer have: „alle Thrønderne og mange andre Nordmænd“. (Harald Haardraades Saga Cap. 40). Hos Snorre (Cap. 39) staar der urigtigt: „alle Thrønder og alle Nordmænd“.
↑ De vidtløftigere Kongesagaer (Harald Haardraades Saga Cap. 41) meddele her en legendarisk Fortælling om, hvorledes Einar og Thrønderne paa Vejen forbi Samsø lagde ind i den Havn, hvor Magnus oftere plejede at ligge, hvorledes en blind og fattig Mand paa Den, der sædvanligviis havde plejet at faa Almisse af Magnus, nu ogsaa bad Einar derom, at denne til hans store Sorg fortalte ham Kongens Død, men gav ham tillige, for at han end ikke efter Magnus’s Død skulde have henvendt sig forgjeves til ham, en stor Mængde Levnetsmidler, hvoraf hvert Skib udredede sin Andeel, og den, som Erindringstegn efter Kongen, en liden Guld-Fingerring, hvorover hiin blev saa glad at han græd, og derved kom til at berøre Øjet med Ringen, hvilket strax, som det fortælles, havde den underbare Virkning, at han fik sit Syn tilbage. Om vi end ikke lære andet af denne Fortælling, erfare vi dog, hvor meget Magnus var elsket og afholdt, saavelsom at man paa hiin Tid, da Fortællingen blev nedskreven, nærede den bestemte Overbeviisning, at Magnus var død i det sydlige Jylland, siden hans Liig paa Vejen bragtes forbi Samsø.
↑ Beretningerne herom ere noget forskjellige. Fagrskinna Cap. 180 siger at Magnus’s Liig begroves i Christkirken udenfor Choret. Omtrent det samme maa og have staaet i Morkinskinna, der her mangler et Blad; thi Flatøbogen, der er en Afskrift af den, kun med enkelte Tilsætninger, siger at Liget nedlagdes „i Christkirken udenfor Choret“; men, tillægger den, nu (d. e, ved 1380) er det indenfor Choret, foran Erkebiskopens Rum. Snorre derimod (Cap. 29) nævner Klemenskirken, tilføjende: „der bevaredes da St. Olafs Skriin“; det samme gjentages af Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Harald Haardraades Saga Cap. 41). Nu er det tydeligt nok, at Magnus’s Liig paa den Tid,da den i Morkinskinna bevarede Text allerførst sammensattes (omkring Midten af 12te Aarhundrede), og senere, laa i Christkirken. Men da Christkirken ikke existerede paa den Tid, da Magnus døde, er det ligeledes tydeligt, at Fagrskinnas (og endog Flatøbogens) Tilgivelse, skjønt ældre end Snorres, ej er nøjagtig; thi enten maa der ved „Christkirken“ her forstaaes „Kapellet over Olafs Gravsted, hvor Christkirken siden opførtes“, eller Sagaskriveren har kun haft Ligets sidste og blivende Hvilested, den senere opførte Christkirke, for Øje, og saaledes af Skjødesløshed undladt at omtale, hvor det opbevaredes, indtil Christkirken byggedes. Da nu Snorre og de øvrige udtrykkelig nævne Klemenskirken, og Snorre visselig havde Lejlighed nok til at erfare den om disse Sager i Throndhjem selv herskende Tradition, kan man ikke antage andet, end at hans Angivelse maa være rigtig. Den passer desuden ganske med hvad vi erfare om de forskjellige Kirkebygninger i Nidaros og om de Steder, hvor Olafs Liig opbevaredes. At dette under Sven Alfivessøns Tid bevaredes af Grimkell i Kapellet, er ovenfor paapeget som meest sandsynligt. Men da Magnus blev Konge, var der ej længer nogen Grund forhaanden til ikke at bevare det i Klemenskirken, og hid er det saaledes da visselig blevet flyttet. Vi erfare imidlertid, at Magnus paabegyndte Opførelsen af en Olafs-Kirke med tilhørende Kongsgaard lidt ovenfor Byen, i Saurlid. Hensigten hermed var aabenbart den, at Olafskirken nu skulde træde i Klemenskirkens Sted som kongelig Kirke, medens denne overlodes Byen til Sognekirke. Vi erfare ogsaa, at Olafs Liig virkelig, under Harald Sigurdssøn, flyttedes til Olafskirken. Der staar nemlig (Harald Haardraades Saga Cap. 55) udtrykkeligt, at Olafs Skriin opbevaredes i Olafskirken, medens Mariekirken var under Arbejde; og dette sigter, som det nedenfor (S. 204—206) nærmere skal vises, til den Omstændighed, at Mariekirken allerede maa have været paabegyndt som det vordende Opbevaringssted for Olafs Skriin, enten umiddelbart efter at Olafskirken var bleven færdig, eller endog noget før. I Olafskirken blev det saaledes kun i forholdsviis kort Tid, da Harald allerede havde opgivet den Plan, at have Kongsgaard og kongelig Kirke i Saurlid: han opførte Kongsgaarden øverst ved Maren, og Mariekirken i dens Nærhed. Ligesom det nu aabenbart var hans Hensigt at lade Olafs Liig opbevare i Mariekirken,saaledes blev det derfor vist ogsaa flyttet derhen; men strax efter opførte Olaf Kyrre Christkirken, den egentlige biskoppelige Kirke, hvor Olafs virkelige Gravsted og Kapellet stod; os her blev nu det endelige Opbevaringssted for Skrinet. Nu er det klart nok, at man har anseet det nødvendigt at Faderens og Sønnens Liig fulgtes ad, (Einar sagde selv, at han „vilde bringe Magnus til hans Fader“) og at Magnus’s Levninger saaledes ere blevne flyttede med Olafs. Dette saa vel som hvad der ovenfor er ytret angaaende Flytningen af Olafs Liig, bestyrkes paa det meest iøjnefaldende af Sagaernes Udsagn i Harald Haardraades Saga Cap. 63, Snorre Cap. 49) at Einar og hans Søn Eindride begroves „i Olafskirken ved Magnus’s Leje“. Hvad Flatøbogen melder om Gravstedet, at det forhen var udenfor Choret, men senere indenfor, foran Erkebiskopens Rum, sigter vistnok til Kirkens Ombygning og Udvidelse i Slutningen af det 12te Aarhundrede.
↑ Harald Haardraades Saga Cap. 41, 42. Snorre Cap. 29. Fagrskinna Cap. 181.
↑ Det staar her at Sighvat indrettede (stælti) sin Draapa efter uppreistardrápa. Hvis dette ej — hvad man næsten skulde tro — er en Skriv- eller Læsefejl istedetfor uppreistarsögu, maa man antage at hermed menes Hallfred Vandrædaskalds ovenfor (II. 2. S. 369) omtalte uppreistardrápa.
↑ Olaf den helliges Saga i Fornm. S. V. S. 210, 211, jvfr. Flatøbogen. Om Sighvats foregivne Begravelse ved Christkirken gjelder maaskee det samme som ovenfor nævnt ved Magnus’s.
↑ Se ovenfor II. 2. S. 664—666, jvfr. Villjam af Malmsbury, de pontif. Angl. lib. V., hos Gale S. 368, 369. Det maa bemerkes, at paa nysanførte Sted, S. 665, L. 18 fra neden i Noten, er det urigtige Tillæg „men lader hende dø hos Thorkell Gøsa i Jylland“ ved Uagtsomhed blevet staaende, i Stedet for at udslettes, eller forandres til „men forudsætter, som det synes, at hun tilbragte Resten af sine Dage i Danmark“.

[1] Harald Haardraades Saga Cap. 38. Det er kun Snorre, der (Cap. 28) nøjagtigt angiver Stedet, hvor Magnus døde, nemlig Landsbyen Sudathorp. Dette maa være Sudathorp, nu Søderup, et Stykke indenfor Aabenraa-Fjorden, og i Nærheden af Urnehoved-Thingsted: i saa Fald maa Flaaden have ligget i hiin Fjord. Dette strider vel i og for sig ikke i mindste Maade mod Sandsynligheden, men Snorres Angivelse er dog mistænkelig, fordi han, uagtet han her øjensynlig har benyttet de ældre, vidtløftigere Kongesagaer, dog, som man maa formode, paa egen Haand, og for at tillempe Fortællingen paa hiin Angivelse, udelader alt, som tyder paa at Magnus døde ombord paa Flaaden, — hvad der dog endog formedelst Mag. Adams Beretning maa være utvivlsomt — og udtrykker sig som om han laa syg i Land, i Sudathorp. Da man nu veed, at Sven Ulfssøn døde i Sudathorp, (se Knytlingasaga Cap. 23, Saxo, S. 566. Ælnoth, hos Langebek se III. 337) og at Sven ogsaa kaldte sig Magnus, fristes man til at antage at Snorre her paa en os mindre forklarlig Maade har forvexlet Magnus med Sven, eller ved at læse om Svens Død i Sudathorp er kommen paa den Tanke, at ogsaa Magnus døde der.

[2] Fagrskinna Cap. 180 siger udtrykkeligt „alle de, som vare (havde hjemme) nordenfor Stad“. De øvrige vidtløftige Kongesagaer have: „alle Thrønderne og mange andre Nordmænd“. (Harald Haardraades Saga Cap. 40). Hos Snorre (Cap. 39) staar der urigtigt: „alle Thrønder og alle Nordmænd“.

[p180-3] De vidtløftigere Kongesagaer (Harald Haardraades Saga Cap. 41) meddele her en legendarisk Fortælling om, hvorledes Einar og Thrønderne paa Vejen forbi Samsø lagde ind i den Havn, hvor Magnus oftere plejede at ligge, hvorledes en blind og fattig Mand paa Den, der sædvanligviis havde plejet at faa Almisse af Magnus, nu ogsaa bad Einar derom, at denne til hans store Sorg fortalte ham Kongens Død, men gav ham tillige, for at han end ikke efter Magnus’s Død skulde have henvendt sig forgjeves til ham, en stor Mængde Levnetsmidler, hvoraf hvert Skib udredede sin Andeel, og den, som Erindringstegn efter Kongen, en liden Guld-Fingerring, hvorover hiin blev saa glad at han græd, og derved kom til at berøre Øjet med Ringen, hvilket strax, som det fortælles, havde den underbare Virkning, at han fik sit Syn tilbage. Om vi end ikke lære andet af denne Fortælling, erfare vi dog, hvor meget Magnus var elsket og afholdt, saavelsom at man paa hiin Tid, da Fortællingen blev nedskreven, nærede den bestemte Overbeviisning, at Magnus var død i det sydlige Jylland, siden hans Liig paa Vejen bragtes forbi Samsø.

[p181-4] Beretningerne herom ere noget forskjellige. Fagrskinna Cap. 180 siger at Magnus’s Liig begroves i Christkirken udenfor Choret. Omtrent det samme maa og have staaet i Morkinskinna, der her mangler et Blad; thi Flatøbogen, der er en Afskrift af den, kun med enkelte Tilsætninger, siger at Liget nedlagdes „i Christkirken udenfor Choret“; men, tillægger den, nu (d. e, ved 1380) er det indenfor Choret, foran Erkebiskopens Rum. Snorre derimod (Cap. 29) nævner Klemenskirken, tilføjende: „der bevaredes da St. Olafs Skriin“; det samme gjentages af Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Harald Haardraades Saga Cap. 41). Nu er det tydeligt nok, at Magnus’s Liig paa den Tid,da den i Morkinskinna bevarede Text allerførst sammensattes (omkring Midten af 12te Aarhundrede), og senere, laa i Christkirken. Men da Christkirken ikke existerede paa den Tid, da Magnus døde, er det ligeledes tydeligt, at Fagrskinnas (og endog Flatøbogens) Tilgivelse, skjønt ældre end Snorres, ej er nøjagtig; thi enten maa der ved „Christkirken“ her forstaaes „Kapellet over Olafs Gravsted, hvor Christkirken siden opførtes“, eller Sagaskriveren har kun haft Ligets sidste og blivende Hvilested, den senere opførte Christkirke, for Øje, og saaledes af Skjødesløshed undladt at omtale, hvor det opbevaredes, indtil Christkirken byggedes. Da nu Snorre og de øvrige udtrykkelig nævne Klemenskirken, og Snorre visselig havde Lejlighed nok til at erfare den om disse Sager i Throndhjem selv herskende Tradition, kan man ikke antage andet, end at hans Angivelse maa være rigtig. Den passer desuden ganske med hvad vi erfare om de forskjellige Kirkebygninger i Nidaros og om de Steder, hvor Olafs Liig opbevaredes. At dette under Sven Alfivessøns Tid bevaredes af Grimkell i Kapellet, er ovenfor paapeget som meest sandsynligt. Men da Magnus blev Konge, var der ej længer nogen Grund forhaanden til ikke at bevare det i Klemenskirken, og hid er det saaledes da visselig blevet flyttet. Vi erfare imidlertid, at Magnus paabegyndte Opførelsen af en Olafs-Kirke med tilhørende Kongsgaard lidt ovenfor Byen, i Saurlid. Hensigten hermed var aabenbart den, at Olafskirken nu skulde træde i Klemenskirkens Sted som kongelig Kirke, medens denne overlodes Byen til Sognekirke. Vi erfare ogsaa, at Olafs Liig virkelig, under Harald Sigurdssøn, flyttedes til Olafskirken. Der staar nemlig (Harald Haardraades Saga Cap. 55) udtrykkeligt, at Olafs Skriin opbevaredes i Olafskirken, medens Mariekirken var under Arbejde; og dette sigter, som det nedenfor (S. 204—206) nærmere skal vises, til den Omstændighed, at Mariekirken allerede maa have været paabegyndt som det vordende Opbevaringssted for Olafs Skriin, enten umiddelbart efter at Olafskirken var bleven færdig, eller endog noget før. I Olafskirken blev det saaledes kun i forholdsviis kort Tid, da Harald allerede havde opgivet den Plan, at have Kongsgaard og kongelig Kirke i Saurlid: han opførte Kongsgaarden øverst ved Maren, og Mariekirken i dens Nærhed. Ligesom det nu aabenbart var hans Hensigt at lade Olafs Liig opbevare i Mariekirken,saaledes blev det derfor vist ogsaa flyttet derhen; men strax efter opførte Olaf Kyrre Christkirken, den egentlige biskoppelige Kirke, hvor Olafs virkelige Gravsted og Kapellet stod; os her blev nu det endelige Opbevaringssted for Skrinet. Nu er det klart nok, at man har anseet det nødvendigt at Faderens og Sønnens Liig fulgtes ad, (Einar sagde selv, at han „vilde bringe Magnus til hans Fader“) og at Magnus’s Levninger saaledes ere blevne flyttede med Olafs. Dette saa vel som hvad der ovenfor er ytret angaaende Flytningen af Olafs Liig, bestyrkes paa det meest iøjnefaldende af Sagaernes Udsagn i Harald Haardraades Saga Cap. 63, Snorre Cap. 49) at Einar og hans Søn Eindride begroves „i Olafskirken ved Magnus’s Leje“. Hvad Flatøbogen melder om Gravstedet, at det forhen var udenfor Choret, men senere indenfor, foran Erkebiskopens Rum, sigter vistnok til Kirkens Ombygning og Udvidelse i Slutningen af det 12te Aarhundrede.

[5] Harald Haardraades Saga Cap. 41, 42. Snorre Cap. 29. Fagrskinna Cap. 181.

[p182-6] Det staar her at Sighvat indrettede (stælti) sin Draapa efter uppreistardrápa. Hvis dette ej — hvad man næsten skulde tro — er en Skriv- eller Læsefejl istedetfor uppreistarsögu, maa man antage at hermed menes Hallfred Vandrædaskalds ovenfor (II. 2. S. 369) omtalte uppreistardrápa.

[7] Olaf den helliges Saga i Fornm. S. V. S. 210, 211, jvfr. Flatøbogen. Om Sighvats foregivne Begravelse ved Christkirken gjelder maaskee det samme som ovenfor nævnt ved Magnus’s.

[p183-8] Se ovenfor II. 2. S. 664—666, jvfr. Villjam af Malmsbury, de pontif. Angl. lib. V., hos Gale S. 368, 369. Det maa bemerkes, at paa nysanførte Sted, S. 665, L. 18 fra neden i Noten, er det urigtige Tillæg „men lader hende dø hos Thorkell Gøsa i Jylland“ ved Uagtsomhed blevet staaende, i Stedet for at udslettes, eller forandres til „men forudsætter, som det synes, at hun tilbragte Resten af sine Dage i Danmark“.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]