Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/14

< Det norske Folks Historie | 3

Kong Magnus’s Halvbroder Thore og hans Ven Reb rejste saa iilsomt østover, at de indhentede Sven, førend han endnu havde forladt Danmark. De traf ham i Skaane ved Helge-Aa, som da endnu dannede Danmarks Østgrændse[1]: han vilde just bestige sin Hest, for at drage til Sverige, og der ganske opgive Kongenavnet og sine Fordringer paa Danmark. Han spurgte nysgjerrigt, hvad der var paa Færde med Nordmændene. Reb fortalte ham Magnus’s Død, og bragte ham det vigtige Budskab, at Danmark nu var afstaaet til ham, idet han tillige i Magnus’s Navn bad ham at tage sig af Thore. Sven svarede rørt: „dette er en stor Tidende, og du, Thore, skal være velkommen hos mig og nyde stor Ære, thi saaledes vilde vist ogsaa den salige Konge handle mod min Broder; men det sværger jeg ved Gud, at saa længe jeg lever, vil jeg aldrig fly fra Danmark“. Han steg derpaa til Hest, og vendte om igjen. Saa snart Skaaningerne fik at vide, at Magnus var død, samlede de sig i Mængdeviis om Sven, som derfra satte over til Sjæland, hvor han ligeledes fik stort Tilløb, og blev tagen til Konge paa Iisøre-Thing ikke langt fra Roeskilde[2], hvilket herefter blev det fornemste Hyldings-Thing ligesom Viborg-Thing forhen: tilstrækkeligt Tegn paa, at med Svens Ophøjelse paa Tronen det national-danske Parti, som havde sin egentlige Kjerne paa Sjæland og i Skaane, nu havde faaet Overhaand, og at Sjæland nu var blevet Rigets Hoved-Landskab, ligesom Jylland var det under de ældre Danekonger af Sigurd Orm i Øjes Æt. Endnu samme Vinter underkastede ogsaa de øvrige Landskaber sig. Paa Viborg-Thing fik han atter Kongenavn af Thorkell Gøsa, og fra denne Vinter (1047—1048) kunne vi saaledes regne det Sprakaleggske Kongedynastis Ophøjelse paa Danmarks Trone, og Begyndelsen af det yngre Danevælde, der ikke længer havde nogen Fordring paa Norge, medens derimod Forholdet nu var omvendt, idet Harald, som Magnus’s Arving, herefter ogsaa betragtede sig som Arving til hele det gamle Danevælde og derfor, som vi i det følgende ville see, førte en langvarig Krig med Kong Sven.

Da Harald betragtede sig som de ældre Danekongers Arving, maatte han strengt taget ogsaa ansee sig berettiget til at gjøre Fordring paa England. Denne Fordring kunde han dog ej for det første forfølge, da Krigen med Sven og hans Virksomhed indenlands gav ham nok at bestille. Men han opgav den ingenlunde, hvilket hans sidste store Tog til England noksom viser. Som et Tegn paa, at man i Norge betragtede en Krig mod England som allerede erklæret eller i det mindste nær forestaaende, kan det maaskee ansees, at to Høvdinger, Lodin og Erling, af hvilke vistnok den første var en Søn, den anden en Sønnesøn af Erling Skjalgssøn, i 1048 kom med en Flaade til det sydøstlige England, som de herjede forfærdeligt. Først landede de ved Sandwich og gjorde et umaadeligt Bytte i Guld og Sølv m. m.; siden hjemsøgte de Tenet, men der fik de en saa alvorlig Modtagelse af Indbyggerne, at de maatte tage Flugten; de vendte sig derpaa mod Essex, hvor de røvede baade Mennesker og Kvæg, foruden Gods; endelig styrede de over til Flandern, Samlingsstedet for Englands Fiender, solgte her deres Bytte, og vendte derpaa hjem igjen[3]. Men Harald maa have misbilliget dette Tog, og frygtet for at Kong Edward eller rettere Godwine og hans Sønner skulde hevne det ved at tage Parti med Sven Ulfssøn, og understøtte denne. Thi han sendte et Gesandtskab til Edward, og tilbød Fred og Venskab, hvilket Edward modtog. Strax efter kom der ogsaa et Gesandtskab fra Sven, for at bede øm Hjelp, og Godwine var strax rede til at foreslaa paa et Witena-Møde, at man i det mindste skulde sende ham 50 Skibe. Men Leofric, Myrkernes Jarl, Godwines Modstander, erklærede sig paa det bestemteste derimod, og understøttedes af hele den øvrige Mængde, som rigtignok her mere synes at have ladet sig lede af sit blinde Had mod Danerne, end af Hensyn til hvad der var fordeelagtigt for Landet selv, thi hvis det først lykkedes Harald at overvælde Sven og erobre Danmark, vilde Raden visselig dernæst komme til England. Saaledes fik Sven ingen Hjelp fra dette Rige[4]. Familietvistigheder fjernede ham kort efter ogsaa fra Godwine og dennes Sønner. Godwines Søn, Sven Jarl, havde krænket Abbedisse Eadgifu af Leominster, han blev derfor erklæret utlæg, og hans Jarldømme blev bortgivet til hans Broder Harald og Jarlen Bjørn Ulfssøn, Kong Svens Broder, der, som vi have seet, med sin Broder Aasbjørn opholdt sig i England. Sven var i Landflygtighed i tre Aar. I denne Tid besøgte han ogsaa Sven Ulfssøn i Danmark, neppe i anden Hensigt, end for at bede ham om Hjelp; men Sven Ulfssøn havde nok med sig selv, og Sven Godwinessøn kunde saaledes ingen Hjelp faa hos ham; de skiltes endog fra hinanden i Uvenskab, hvilket man kan see, saavel af de følgende Begivenheder, som af den udtrykkelige Angivelse-hos de engelske Annalister, „at Sven Godwinessøn lagde sig ud med Danerne“. Hvor han tilbragte den øvrige Tid, nævnes ej, men det sandsynligste er, at han var dragen til Norge til den med hans Æt besvogrede Aaslak Erlingssøn paa Søle, og at det maaskee var efter Svens Tilskyndelse, at de nys omtalte Høvdinger, Lodin og Erling, gjorde hiint Tog til England. Den allersidste Tid har Sven sandsynligviis tilbragt i Flandern. I 1049 kom han tilbage til England med en Flaade af 8 Skibe, for, som han foregav, at underhandle om at hans Fredløshed maatte blive hævet og hans Besiddelser ham tilbagegivne. Baade Harald og Bjørn vægrede sig vel ved at afstaa nogen af deres Besiddelser, men Bjørn erklærede sig derimod villig til at følge med ham til Kongen og skaffe ham Fred og Landsvist tilbage. I dette Øjemed begav Bjørn sig, uden at ane det mindste ondt, og kun ledsaget af nogle faa Mænd, til Bosanham i Sussex, hvor Svens Skibe laa. Men her blev han paa Svens Befaling greben af dennes Sømænd, bragt ombord og skjendigt myrdet. Man maa formode at dette var Hovedhensigten med Svens Besøg i England, og at han derved ene havde til Hensigt at hevne sig paa Sven Ulfssøn, thi den nærmeste Følge af Drabet var for ham selv kun at han atter erklæredes fredløs, og maatte flygte tilbage til Brügge. Danevældet var imidlertid saa forhadt, at denne Nidingsdaad var langt fra at være upopulær. Folket var for længe siden ked af det overmodige danske Thinglid, og end mere af den trykkende Danegeld, der maatte udredes til dets Besolding. Drabet paa den danske Høvding, en af Thingmannalidets Høvdinger[5], kunde derfor ej være Englænderne uvelkomment. Og den statskloge Godwine, som meget vel indsaa, at hans Magt vilde vinde i samme Grad som Kongens aftog, naar hiin paalidelige Livvagt afskedigedes, og som desuden heller ikke havde til Hensigt, ganske at forstode sin Søn Sven, fandt nu bedst sin Regning ved at optræde som Danernes Modstander. Ved Hjelp af Biskoppen i Worcester fik han Sven forligt med Kongen og tilbagekaldt til Fædrelandet. Og strax efter blev virkelig baade Thinglidet ophævet, Danegeldet afskaffet, og Bjørns Broder, Aasbjørn Jarl, med alle Sine forjagen fra England[6]; kun Sigurd Jarl i Huntingdon, Aasbjørns Fætter og en af Kongens troeste Tilhængere, var for mægtig til at kunne rokkes. Aasbjørn begav sig til Danmark. J Følge med ham var ogsaa den dræbte Bjørns unge Søn Aasmund, som Kong Sven selv tog til Opfostring[7]. Af denne forandrede Politik fulgte ligefrem, at Godwine og hans Sønner kom i et fiendtligt Forhold til Kong Sven. Ogsaa Kong Edward kunde ikke andet end betragte Godwine og hans Sønners Magt med Misnøje, og det spendte Forhold, der allerede længe i Virkeligheden, skjønt hemmeligt, herskede mellem Kong Edward og Godwine, gik nu over til aabenbart Fiendskab. Edward havde henlevet sin meste Tid i Nordmandie, og ganske antaget nordmannisk Nationalitet. De angliske Skikke og Sæder vare ham modbydelige. Han ønskede helst at omgive sig med Nordmanner, og i Særdeleshed med nordmanniske Gejstlige, da den svagere Afhængighed af den romerske Stol, hvori den engelske Kirke befandt sig i Sammenligning med de franske Kirker, saarede hans religiøse Følelse, hvorimod han troede at kunne faa bragt den i større Afhængighed af Pavestolen ved at besætte de vigtigere Kirke-Embeder med Nordmanner. Allerede strax efter sin Tronbestigelse havde han udnævnt en af sine gamle nordmanniske Venner, Munken Robert fra Jumieges, til Biskop i London; da Erkestolen i Canterbury blev ledig 1048, befordrede han ham til denne. Til Biskop i London udnævntes først Spearhafoc. Abbed i Abingdon, men den nye Erkebiskop fordrev ham, og indviede i hans Sted den kongelige Kapellan Villjam, ligeledes en Nordmanner. Spearhafoc kunde ikke engang faa sit Abbedi tilbage, thi her havde Kongen udnævnt til Abbed sin Frænde Rodulf, den samme, vi tidligere have omtalt, der var fulgt med Olaf den hellige fra Rouen til Norge som Biskop, og senere havde tilbragt 19 Aar paa Island[8]. Nordmanniske Herrer forlenedes med engelske Borge. Efter at Danerne havde forladt England, traadte altsaa Nordmannerne ganske i deres Sted, ja de begunstigedes endnu mere; de opførte sig langt overmodigere, og bleve i samme Forhold forhadte[9]. Kongens Syster egtede Grev Eustath af Boulogne, og denne saa vel som hans Følge opførte lig under deres Ophold i England med hensynsløs Voldsomhed. Paa Tilbagevejen rede de bevæbnede ind i Dovre, en af de Steder, hvormed Godwine var forlenet, og toge sig her med Vold de Boliger, som behagede dem. Da en af dem saarede en Huusbonde, der vovede at vise ham tilbage, l-leve de øvrige Borgere saa forbitrede, at de dræbte ham. Til Gjengjeld stormede Eustath i Spidsen for fine Mænd ind i den saarede Bondes Gaard, og slog ham ihjel; derpaa vendte de sig mod de øvrige Bymænd, der satte sig til Modværge: paa Bymændenes Side faldt over 20, paa Franskmændenes 19; Eustath maatte omsider frelse lig ved Flugten, og ilede strax tilbage til Kongen, for hvem han fremstillede Sagen saaledes som om Uretten ganske var paa Bymændenes Side. Edward, der altfor gjerne laante Øre hertil, befalede nu Godwine selv at straffe Dover-Mændene. Dette var for meget for Godwine. Han og hans Sønner samlede en Hær, droge mod Gloucester, hvor Kongen var, og fordrede at han skulde udlevere dem Eustath og hans Mænd bundne. Kongen kaldte paa sin Side sine troe Tilhængere, Jarlerne Leofric og Sigurd, til sig med deres Stridskræfter, og det vilde være kommet til Slag mellem Kongens og Godwines Hær, hvis ikke forstandige Mænd havde meglet Stilstand. Det blev aftalt, at Godwine skulde indfinde sig med fine Sønner paa et Witena-Møde i London og der forebringe sin Sag. Godwine og hans Sønner kom, men Kongen havde imidlertid samlet saa mange af sine Tilhængere om lig„ at en Mængde af Haralds Mænd tabte Modet, og gik over til Edward. Godwine kunde saaledes intet udrette: Sven blev strax erklæret utlæg paa ny, og Godwine og Harald indstevnede til at forsvare sig. Godwine forlangte Gisler for sin Sikkerhed, og da dette negtedes ham, forlod han Landet med sin Hustru og fine tre Sønner, Tostig, Sven og Gyrd, og drog over til Flandern. Hans ældste Søn Harald derimod drog med sin yngre Broder Leofwine til Bristol, og derfra til Irland, hvor han tilbragte Vintren hos Kongen i Dublin, Sigtrygg Silkeskeggs Efterfølger, der i de irske Annaler kaldes Eachmargach, i de angliske Jehmarc, og i vore Sagaer Margad[10]. Denne, der allerede omtales i Knut den mægtiges sidste Aar som en af de Konger, der underkastede sig ham, var en Søn af Kong Ragnvald Ivarssøn i Waterford, hvilken Sigtrygg Silkeskegg dræbte 1035; men endnu i samme Aar forlod Sigtrygg sit Rige, og efterfulgtes af Margad, om hvem man saaledes maa antage at han har fordrevet ham. Saa vidt man kan skjønne, gik Sigurd, som hans Fader, ind i Icolmkills Kloster, hvor han døde 1042[11], og efter i 8 Aar at have været fortrængt fra Tronen af en Ivar Haraldssøn, herskede Margad fra 1046 i Rolighed[12]. Paa denne Tid skede der hyppige Herjetog fra Irland til de britiske Kyster[13]. Heri deeltoge endog de norske Høvdinger Finn Arnessøn, Guthorm paa Ringenes og Haakon Ivarssøn[14]. Især holdt Guthorm ved denne Bedrift; han kom i stor Yndest hos Margad, og havde Fredland hos ham i Dublin om Vintren. Han tilbragte just Vintren 1051—1052 hos Margad, og var saaledes her tilsammen med Harald Godwinessøn. Om Sommeren efter fulgtes de alle ad østover; Harald for at begive sig til sin Fader, Guthorm og Margad for at herje[15]. Guthorm og Margad vandt et stort Bytte, især i Sølv, men da de siden i Angelsey-Sund skulde dele det, kom de i saadan Uenighed derom, at Margad udæskede Guthorm til Kamp. Guthorm, der alene havde fem Skibe, medens Margad havde 16, lovede Dagen for Slaget — det var netop St. Olafs Aften — at han skulde give St. Olaf Tiendedelen af alt Byttet, hvis han vilde forunde ham Sejren; og det lykkedes ham virkelig, i det blodige Slag Dagen efter, at fælde Margad med alle hans Mænd. Loftet blev samvittighedsfuldt holdt, og Byttet var saa stort, at Guthorm af den lovede Tiendedeel lod gjøre et Sølvkrucifix saa højt som han selv eller hans Stavnbo, og skjenkede det til Olafs Helligdom i Nidaros, hvor det opbevaredes lige indtil Reformationen[16]. Harald sejlede med 9 Skibe ind i Bristolbugten, herjede i Somerset, Devonshire og Cornwall, og drog derfra østefter indtil Portland, hvor han mødte sin Fader, der imidlertid var kommen fra Brügge, og havde fundet Indbyggerne i hele den sydøstlige Deel af Landet rede til at gribe til Vaaben for ham. De sejlede siden opad Temsen til London, hvor Kongen laa med en stor Hær og Flaade. Men hverken Londons Borgere eller Edwards egne Stridsmænd havde nogen Lyst til at kæmpe mod deres Landsmænd for Udlændingers Skyld, og Kongen fandt det raadeligst at aabne Freds-Underhandlinger ved Hjelp af Sigurd, Biskop af Winchester. Der blev foreløbigt sluttet Stilstand, med Gisler paa begge Sider. Dette var et Tegn for de nordmanniske Gejstlige, Robert først og fremst, til at flygte saa hurtigt de kunde, for at undgaa Folkets Raseri. De fleste ilede til Frankrige. Godwine retfærdiggjorde sig og sine Sønner for de Beskyldninger, deres Fiender havde fremført imod dem, og de indsattes i alle deres Værdigheder, med Undtagelse af Sven, der, dreven af Samvittighedsnag, havde foretaget en Pilegrimsrejse til Jerusalem, hvorfra han ej vendte tilbage[17]. Men fra nu af vare ogsaa Godwine og hans Sønner mægtigere i England end nogensinde; og det er ikke langt fra Sandheden, naar Mag. Adam, efter Sven Ulfssøns Fortælling, siger „at de beherskede England saaledes, at Edward alene maatte lade sig nøje med Livet og den tomme Kongetitel“[18]. Da Godwine pludselig døde (1053), fik Harald hans Jarldømme Wessex efter ham, og arvede tildeels ogsaa hans Magt.

Det maa betragtes som et særeget Held for Kong Harald i Norge og det nys befæstede Dynasti, at nu ogsaa den svenske Green af den gamle Ragnarske Stamme uddøde, og efterfulgtes af en anden Æt, hvis Legitimitet hverken var bedre end Haralds eller Sven Ulfssøns. Hvor højt Uppsalakongerne af det Ragnarske Dynasti vare anseede fremfor de andre Konger i Norden, have vi allerede ovenfor seet, hvor Olaf Skotkonung siger at hans Forfædre havde været Overkonger over alle andre Konger i Norden, og hvor Arnold blinde kalder Uppsala-Ætten den fornemste i Norden, fordi den nedstammede fra Guderne selv[19]. Det fortælles ogsaa, at naar de tre Konger i Norden holdt Møde paa Danaholmen — her sigtes vel til de ovenfor omtalte[20], i det 10de Aarhundrede brugelige Møder, thi siden hindrede Krige og Fiendtligheder dem fra at holdes, saa længe den gamle Uppsala-Æt var til — da holdt Danekongen Uppsalakongens Bidsel og Norges Konge hans Stigbøjle[21]. Kan dette end ikke tages i bogstavelig Forstand, hvilket ellers ingenlunde er saa urimeligt, som mange have troet, saa tilkjendegiver det dog ganske vist den almindelige, ogsaa udenfor Sverige herskende, Forestilling om Uppsala-Kongens Ypperlighed. Kong Anund døde, uden at efterlade Børn, i 1049 eller 1050, og efterfulgtes af sin ældre, uegte fødde, Broder Emund, der i de gamle Kongerækker er brændemerket med Tilnavnet „den slemme“, maaskee især fordi han sørgede daarligt for Christendommens Fremgang. Den vigtigste Begivenhed, der fandt Sted under hans Regjering, er at der ved sex udnævnte Mænd fra begge Riger sattes Grændseskjel mellem Danmark og Sverige. Da Bleking ved denne Grændseforretning nævnes som tilhørende Danmark, medens derimod Helge-Aa endnu ved Magnus’s Død 1047 dannede Danmarks østlige Grændse[22], synes det vist, at Sven paa en eller anden Maade maa have tvunget Emund til at afstaa dette Landskab, men hvorledes, nævnes ingensteds. Det lader til at Emund i sin Alderdom, maaskee allerede som Konge, har egtet Aastrid, Enke efter Ragnvald, en mægtig Mand i Sverige, og Broderdatter af Eivind Skaldaspilder i Norge. Aastrids og Ragnvalds Søn, ved Navn Steenkil, synes at have haft meest at sige og maaskee at have været den egentlige Hersker under Emunds kortvarige Regjering. Han ophøjedes til Jarl, og egtede Kongens Datter af første Egteskab[23]. Ved sin Forekommenhed og Hjelpsomhed mod Biskop Adalward, hvilken Erkebiskop Adalbert i Bremen havde udnævnt til Biskop i Sverige og sendt derhen med flere Prester, — hvorom mere nedenfor — vandt han ogsaa den mægtige bremiske Gejstligheds Yndest[24]. Da nu Kongens eneste Søn, Anund, var omkommen paa et Tog mod Kvænerne[25], stod der ikke længer nogen mellem ham og Tronen, hvilken han ogsaa besteg efter Emunds Død (ved 1050), fornemmelig understøttet af de allerede ivrigt christne Vestgøter, hvilke han derfor yndede fremfor sine øvrige Undersaatter[26]. Med Emund uddøde saaledes den gamle Ragnarske Æt, og ingen af de tre nordiske Herskerstammer havde nu noget forud for de øvrige i Anseelse. Ja, skulde en af dem nu i den almindelige Opinion betragtes som om den besad en højere Grad af Legitimitet, maatte det være den norske, deels fordi den nu var den ældste, deels, og fornemmelig, fordi St. Olafs Helgenglands omsvævede den.

  1. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 38, Snorre Cap. Bo„ Flatøbogen; kun her, saa vel som i Fagrskinna Cap. 183, tales der udtrykkeligt om Helge-Aa, og Viborg-Thing, og at Thorkell Gøsa gav Sven Kongenavn (jvfr. ovenfor S. 19). At Helge-Aa paa den Tid dannede Danmarks Østgrændse, med andre Ord, at Bleking da endnu hørte til Sverige, er allerede tidligere omtalt (I. 2. S. 132) og vil nedenfor nærmere blive viist S. 173.
  2. ↑ Iisøre-Thing nævnes udtrykkeligt som det, der fra nu af blev Danekongernes Hoved-Udnævnelses-Thing, hos Sven Aagessøn Cap. 5. Jvfr. ogsaa Saxo S. 569, 615, hvor Harald Heins og Nikolaus’s virkelige, Erik Emunes paatænkte Kongehylding paa Iisøre-Thing omtales. Det er ogsaa tydeligt, at Sjæland, hvilket allerede Harald Gormssøn i sine sidste Dage, da han havde lagt sig ud med det nordiske Høvdingeparti, havde valgt til sit fornemste Opholdssted og hvor han blev begraven, end mere maatte blive Hovedlandskabet, efter at Sven var kommen paa Tronen. Jylland, med Viborg Hovedthing og Heidaby som Hovedresidens, repræsenterer den Sigurdske Æt, i hvis sidste Medlems, Hardeknuts, Sted Magnus den gode traadte. Sjæland derimod, med Iisøre Hovedthing, Roeskilde og Ringsted som Hovedresidenser, repræsenterer den Sprakaleggske Æt og hvad man kunde kalde den middeldanske Tidsalder.
  3. ↑ Chron. Sax. ved 1018 (vel at merke, det ældste Haandskrift). Hvorfra denne Flaade kom, siges ej i Chron. Sax., men Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Br. I. S. 759) siger, dog øjensynligt kun fordi han antager det saaledes, at den var fra Danmark. Men Forholdene vare ikke paa denne Tid saadanne, at en Flaade skulde kunne tænkes udløben fra Danmark, for at herje i England, og ikke engang Navnene (Lodin og Erling, i angl. Form Loðene, Yrling) ere danske. Mag saaledes Flaaden ansees som udgaaen fra Norge, kan man, i Betragtning af dens Størrelse, alene gjette paa Landets allermægtigste Mænd som dens Anførere. Da det nu udtrykkeligt siges i Olaf den helliges Saga Cap. 43, Snorre Cap. 21, at en af Erling Skjalgssøns Sønner hed Suhm, og da det ligeledes er rimeligt, at flere af hans Sønnesønner maa have hedet Erling efter ham selv, kan det ej betvivles, at hiin Flaade udgik fra Sale. At dog ogsaa Sven Godwinessøn kan have haft Deel heri, er rimeligt, saaledes som det strax nedenfor skal vises.
  4. ↑ Se Florents af Worcester, Mon. hist. Br. I. S. 602, jvfr. ovf. S. 147, 148.
  5. ↑ At han hørte til Thingmannalidet, siges i Morkinskinna, fol. 14. a.
  6. ↑ Chron. Sax. ved 1049—1051, jvfr. Ingulf, hos Savile, S. 897. Mag. Adam, III. 13.
  7. ↑ Dette siges udtrykkeligt i Morkinskinna, fol. 14. a. samt i Flatøbogen. Egentlig siges det ogsaa hos Snorre (Cap. 51) samt i Hryggjarstykke etc. (Harald Haardraades Saga Cap. 68), da Aasmund her kaldes Svens Fostersøn, men han udgives tillige urigtigt for hans Systersøn.
  8. ↑ Chron. Sax. ved 1050. Hist. Coenob. Abbandunensis i Whartons Anglia sacra, I. 167; her kaldes Rodulf „episcopus Norvegiæ“. Mag. Adam, II. 55, 62. Jvfr. ovenfor I. 2. S. 599.
  9. ↑ Se herom især Viljam af Malmsbury, II. 200, Hardys udg. S. 342, 343.
  10. ↑ At Eachmargach er det samme som Margad, sees deels deraf, at hiin irske Form selv altid i Original-Annalerne skrives i to Ord, hvorved Margach, der aldeles udtales som „Margadh“, kommer for sig selv, deels af Chronologiens Coincidens. Om „Jehmarc“, se ovenfor I. 2. S. 673.
  11. ↑ Se Tighernach og de 4 Mestres Annaler ved disse Aar. Hvor Sigurds Død omtales 1042, nævnes han tilligemed endeel andre, der alle synes at have været Munke.
  12. ↑ Tighernach nævner Ivars Tronbestigelse efter Eachmargach 1038, omtaler „Ivar Haralds Søn ved 1045, og siger endelig i 1046, at Eachmargach vendte tilbage til Dublin efter „Harald“, hvilket maa være Skrivfejl for „Mac Harald“, Haralds Søn, siden de 4 Mestres Annaler ved samme Aar udtrykkeligt sige at „Haralds Søn“ blev fordreven og „Ragnvalds Søn“ kom efter ham.
  13. ↑ Se Chron. Sax. ved 1050.
  14. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 46. Snorre Cap. 46. Morkinskinna nævner her urigtigt Ketil af Ringenes i Stedet for Sønnen Guthorm, thi Ketil maa paa denne Tid have været død, siden Guthorm ellers stedse nævnes som Gaardens Besidder. At ellers Kalf Arnessøn, der opholdt sig i hine Farvande, ogsaa var med, er ej usandsynligt.
  15. ↑ At alt dette skede i 1052, og at alle tre virkelig fulgtes ad, sees af følgende. Saa vel Tighernach, som de 4 Mestre sige at Eachmargach i 1052 drog „over Havet“ og efterfulgtes af Mælnambo; dette er saaledes Togets Aar, og Margads Døds-Aar; ogsaa hos Snorre (Cap. 56, 57) omtales Guthorms Kamp ved disse Tider. Det heder her udtrykkeligt, at denne Kamp stod Olafs Messedag, den 29de Juli; Toget er altsaa udgaaet sidst i Juni eller først i Juli. I Chron. Sax. siges at Godwine sejlede fra Brügge en Dag før St. Hans Aften (22 Juni); derpaa varede det, som der synes, længere Tid førend han mødte Harald; og til London kom de ej førend først i September; det er derfor tydeligt, at Harald har afsejlet paa samme Tid som Margad og Guthorm; og da nu ogsaa disse agtede sig til Wales, er der neppe nogen Tvivl om at alle tre fulgtes ad saa længe som muligt.
  16. ↑ Snorre, l. c. Olaf den helliges Saga Cap. 249. Den legendariske Olafs Saga Cap. 104. At Snorre netop sætter denne Fortælling ind paa dette Sted, vidner fordeelagtigt om Sikkerheden af hans Tidsregning i denne Periode, da man ej kan antage at han har haft irske Annaler at rette sig efter.
  17. ↑ Om alt dette, se Chron. Sax. fra 1046—1052.
  18. ↑ Mag. Adam II. 13.
  19. ↑ Se ovenfor I. 2, S. 552, 567.
  20. ↑ Se ovenfor I. 1. S. 748.
  21. ↑ Gl. Vestgøtalov, Konungebolk, S. 67. Ved første Øjekast synes det som om denne Notits gjaldt Grændsemødet, men ved nærmere Betragtning seer man at det er en almindelig Bemerkning. I Vestgøtalagen nævnes for Resten urigtigt Sven Tjugeskegg i Stedet for Sven Ulfssøn.
  22. ↑ Se ovenfor S. 166.
  23. ↑ I Hervarar Saga Cap. 20 nævnes Ragnvald den gamle, Steenkils Fader, som gift med Aastrid Njaalsdatter; her siges ogsaa at han var Jarl i Svithjod, og gift med en Datter af Kong Emund. Mag. Adam af Bremen siger (II. 14) at Steenkil enten var hans nepos eller Stifsøn; i Cap. 14 kalder han ham nepos. Sandsynligviis har han hørt ham kaldet Kongens mágr. Da han nu, som man temmelig tydeligt kan skjønne, ej var nogen egentlig Frænde (nepos) af Emund, maa man antage at han var hans Svigersøn og dertil maaskee Stifsøn. Steenkils Fader Ragnvald gamle har uden nogen Hjemmel, ja endog trods Sagaernes udtrykkelige Udsagn, været antagen for den samme som Ragnvald Jarl i Skara.
  24. ↑ Se Mag. Adam, III. 14 og nedenfor S. 192.
  25. ↑ Mag. Adam, III. 15, IV. 19 (Schol. 119).
  26. ↑ Kongerækken i Vestg. Loven S. 299. Det omtales ingensteds nøjagtigt, naar Anund og Emund døde. Mag. Adam omtaler Anunds Død strax efter at han (III. 13) i Korthed har talt om de nys skildrede Begivenheder i England 1049 -1052, men da den egentlige Hovedbegivenhed, hvorved han her dvæler, er Bjørns Drab 1049, medens han kun i Forbigaaende omtaler det følgende, og derpaa i Cap. 14 siger, „da dette var skeet der, døde Kong Jakob“, synes det, som om han, det sikre, samtidige Vidne, henfører Anunds Død til 1049 eller 1050, hvilket ogsaa godt stemmer dermed, at de i Anledning af hans senere Giftermaal med Anunds Enke opstaaede Stridigheder med Erkebiskop Adalbert bilagdes først i 1053: — og i mindre end 3 Aar kunne dog disse Stridigheder ej have varet. I den hos Lindenborg meddeelte Hist. Archiep. Bremensium er Anunds Død, aabenbart kun gisningsviis, henført til 1051. Emunds Død henfører Mag. Adam, III. 15 til Tiden under eller nærmest efter Uaaret 1056 (se nedf.); hans rette Dødsaar er derfor sandsynligviis 1056.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/14&oldid=83425»