Den største Deel af Haralds Regjeringstid var optagen af hans Krig med Sven Ulfssøn i Danmark. Vi have allerede nævnt, at han aldeles ikke erkjendte den Overdragelse af Danmark til Sven, som Magnus den gode paa sin Dødsseng havde udtalt. Han betragtede sig selv som Magnus’s retmæssige Efterfølger i Danmark, og Sven kun som en Usurpator, hvilken han havde fuldkommen Ret til, om muligt, at stode fra Tronen. Derfor bekrigede han ham, og det med en stor Udholdenhed. Men Krigen førtes ogsaa paa en Maade, som gjorde det muligt at holde længe ud med den. Den bestod nemlig alene deri, at Harald om Vaaren udbød Leding, sejlede om Sommeren til Danmark med de Folk, der adløde Udbudet, herjede Danmarks Kyster, og kæmpede med Sven, for saa vidt han mødte ham[1]. Men der blev aldrig gjort noget Vinterfelttog, og intet Landskab blev besat eller erobret. Det var visselig Haralds Hensigt, at sætte sig i Besiddelse af Landet, men dertil synes hans Stridskræfter ej at have forslaaet, da han ingensteds fik Medhold hos den danske Befolkning, hvilken, om den end ikke holdt saameget af Sven, dog i det mindste frygtede Harald, og forestillede sig ham grummere og haardere, end han i Virkeligheden var[2]. Krigen fik derfor kun Udseende af regelmæssigt gjentagne Vikingetog, anstillede deels for at vinde Bytte, deels for at tilføje Sven saa megen Skade som muligt, om det end ikke lykkedes at forjage ham. Hver Vinter tilbragte Harald hjemme i Norge. Ledings-fylket, der hver Sommer blev opbudt, fandt sig vel nogenledes erstattet for alt dette Bryderi ved det erhvervede Bytte, og paa enkelte Undtagelser nær har vel ogsaa det Antal Ledingsskibe, som fremmødte, være saare lidet, især da Harald var langt fra at staa sig godt med Bønderne, allermindst i det vel befolkede Thrøndelagen, hvor Einar Thambarskelve havde saa meget at sige[3]. Hvad der synes at vise, at Harald dog paa en vis Maade havde Overtaget over Sven, er den Omstændighed, at denne, saa vidt vides, aldrig gjengjeldte Haralds Herjetog ved lignende Angreb paa Norge[4], uagtet han ej sjelden truede dermed og at han oftere blev slagen. Men fast Fod kunde Harald ikke faa i Danmark.

Ved Siden af denne Krig udenfor Landet havde Harald ogsaa i Norge selv, især i Førstningen af sin Regjeringstid, at arbejde mod den ovenfor skildrede Opposition af det mægtige Lendermands-Parti, der var ham saa meget farligere, som der er temmelig visse Tegn til, at Sven Ulfssøn ikke lod denne Lejlighed til at svække Haralds Magt ubenyttet, men ved hemmelige Udsendinger og alle Slags Løfter søgte, som Gamle-Knut forhen, at puste til Oppositionen og drage de Misfornøjede ind i sin Interesse[5]. Disse Bestræbelser, saa vel som Haralds Modbestræbelser og hans mere end ellers spendte Forhold til de mægtige i Folket sporer man især under to Perioder af Haralds Regjering, nemlig de fire eller fem første Aar, og de fire eller fem sidste. I Mellemtiden synes det at have været forholdsviis stille. Disse Perioder falde tildeels sammen med de Tider, hvori han fornemmelig stod paa en spendt Fod med Erkebiskop Adalbert, og denne derimod var venskabeligt forbunden med Sven Ulfssøn. Det er ogsaa disse to Perioder, hvorfra vi have omstændeligere Beretninger angaaende Haralds Foretagender hjemme og ude. Om Mellemtiden fortælles der intet, med Undtagelse af flere i politisk Henseende uvigtige Hendelser, som enkelte Islændinger oplevede ved Haralds Hof og som rimeligviis ere at henføre hid. Om Haralds Krigsforetagender, fra hele denne Tid vides ikke andet, end det ovenfor anførte, at han hver Sommer par paa Tog til Danmark, foruden et Par Oplysninger, som danske og andre fremmede Forfattere give. Dette synes at vidne om, at hiin Mellemtid, der dog indbefattede hele ti Aar, var forholdsviis fattig paa Begivenheder[6].

  1. Harald herjede hver Sommer, den ene efter den anden, i Danmark, staar der udtrykkeligt i Fagrskinna Cap. 183, Snorre Cap. 33, Harald Haardraades Saga Cap. 49.
  2. Man forestillede sig ham vel omtrent saaledes som Mag. Adam skildrede ham, se ovf. S. 208.
  3. Et Par Gange omtales udtrykkeligt at Harald udbød halv Leding, men det var ogsaa, naar han gjorde overordentlige Anstrengelser. Stundom tales igjen om at han medbragte faa Stridskræfter, saaledes som det nedenfor i Fortællingens Løb vil sees.
  4. Sven truede oftere med at hjemsøge Norge (Snorre Cap. 34), men der blev intet af hans Trusel.
  5. Man kan slutte det deels deraf, at norske Magnater, som Finn Arnessøn og Haakon Ivarssøn, virkelig tyede til Sven, deels deraf at Harald selv benyttede sig af foregivne danske Udsendinger til at prøve sine Undersaatters Troskab. Se herom nedenfor.
  6. Da Tidsregningen for Begivenhederne under Haralds Regjering af de nyere Historieforskere har været forskjelligt angiven, og heller ikke er uden flere Vanskeligheder, ville vi her foreløbigt opstille de Hovedpunkter, vi ansee som titte, og efter hvilke vi saaledes med Hensyn til Tidsangivelserne ville rette os, idet ni derhos anføre de Grunde, der have ledet os. Først og fremst maa det her merkes, at den ældste af Sagabearbejdelserne, hvis Text indeholdes i Morkinskinna og Flatøbogen, er for en stor Deel aldeles uden Tidsregning, da Begivenhederne efter de to eller tre første Aar anføres uordentligt om hinanden, og Beretningerne derom alene kunne benyttes løsrevne fra det øvrige, til Udfyldning og Berigtigelse af de mindre nøjagtige Beretninger hos Snorre og i Hrokkinskinna. I disse derimod, navnligen hos Snorre, er Tidsregningen i det hele taget saa rimelig, og saa stemmende med de Oplysninger, sikre udenlandske Kilder give os, at man maa føle sig overbeviist om dens Paalidelighed, og ej kan afholde sig fra den Formodning, at den, som først opstillede den, maa have haft Kilder, som vi nu savne. Til denne Tidsregning slutter sig ogsaa de islandske Annalers. Det følger saaledes heraf, at det er denne Tidsregning, vi ligeledes lægge til Grunden. Kun er det at merke, at ogsaa dennes Tidsangivelser slippe for den oven nævnte Mellemtid.
     Hoved-Udgangspunkterne for denne Tidsregning er Kong Magnus’s Død i Oktober 1047, og Nisaa-Slaget. Dette sidste angives hos Snorre (Cap. 76) at have fundet Sted efter at 15 Vintre vare henrundne siden Magnus den godes Død, altsaa i Aaret tom; Fagrskinna Cap. 195 (der ellers slutter sig til Morkinskinna) henfører det til Haralds 16de Regjeringsaar; men da han blev Konge allerede i 1046, bliver saaledes hans 16de Regjeringsaar ligeledes tom. Det samme klar for Nisaa-Slaget angives og i Annalerne, og følgelig maa dette ansees som vist. Den første Vinter efter Magnus’s Død (1047—48) tilbragte Harald i Throndhjem (Harald Haardraades Saga Cap. 42). Om Sommeren (1048) gjorde Harald Toget til Godnarfjord i Jylland, medens Halldor Snorressøn var hjemme paa Island (Snorre Cap. at, Harald Haardraades Saga Cap. 47, 48, jvfr. Cap. 42). Vintren derefter (1048—49) tilbragte Harald i Norge, det siges ikke hvor (Snorre Cap. 33, Harald Haardraades Saga Cap. 49); men da Oslo i det derpaa følgende klar omtales, er det højst rimeligt, at han just hiin Vinter har opholdt sig der, og begyndt By-Anlægget. Sommeren efter (1049) kom Halldor tilbage (Harald Haardraades Saga Cap. 42), og Julen tilbragtes i Throndhjem man. 43, 44). Men efter at det i Cap. 49 (hos Snorre Cap. 33) har varet nævnt, at Harald tilbragte Vintren 1048—49 i Norge, heder det, at han næste Vaar paany drog i Leding til Danmark og saaledes Sommer efter Sommer; i Cap. 50 (Snorre Cap. 34) beder det ligeledes at Kong Sven sad stille om Vintrene, men laa lide i Leding om Somrene, og truede at fare til Norge; derpaa siges der at Sven om Vintren udæskede Harald til Kamp i Elven, hvorefter da Slaget den følgende Sommer beskrives, Angrebet paa Heidaby, Flugten ved Lesø o. s. v. (Harald Haardraades Saga Cap. 50—53, Snorre Cap. 34, 35). Morkinskinna tog Flatøbogen) nævner endog to Sommere mellem Haralds første Tog og det, hvorpaa Flugten ved Lesø forefaldt. Her kunde der altsaa ved første Øjekast være Tvivl om, til hvilket Aar dette Søtog er at henføre. Men da Ytringerne om Haralds og Svens aarlige Søtog aabenbart kun ere indskudte som en almindelig Bemerkning, der gjelder den hele Krigstid, og da Afvigelsen mellem Morkinskinna og Hrokkinskinna samt Snorre netop viser, at man ej var paa det Rene med Sagen og at de meddeelte Beskrivelser over hine Mellemtog kun angive Sommertogenes almindelige Charakteer, uden at holde sig til noget enkelt, er det utvivlsomt, at „Vintren“ paa sidste Sted nøje slutter sig til det samme Udtryk i Cap. 49, og at altsaa Vintren 1048—49 hermed er meent; dette bliver og saa meget sandsynligere, som det er vist, at Harald opholdt sig Vintren 1049—50 i Throndhjem, hvorhen det maatte være vanskeligt for Sven at faa Bud, medens han derimod efter al Rimelighed opholdt sig Vintren 1048—49 i Oslo, som nys omtalt. Hiint Søtog henføres derfor rettest til 1049. Hvad der end videre bestyrker dette, er at Mag. Adam (11, 12, 13) omtaler den under det her omspurgte Søtog forefaldne Ødelæggelse af Slesvig som samtidig (simul eo tempore) med de oven omhandlede Uroligheder i England og navnlig Bjørn Ulfssøns Død i 1049, hvilken, som vi ovenfor have viist, her er den Hovedbegivenhed, der bestemmer Chronologien. Vintren (1049—50) tilbragte Harald, som oven anført, i Throndhjem, og lod Einar dræbe. Vaaren efter (1050) drog han med Halldor til Oslo, og tog Vejtsler i Viken (Harald Haardraades Saga Cap. 44, 45); ligesom det og forstaar sig, at han maa have gjort et Tog til Danmark; hvor vidt han derimod mod Slutningen af Sommeren vendte tilbage til Throndhjem, og tilbragte Vintren der, som det sammesteds siges, bliver mere tvivlsomt. Til 1050 eller 1051 henføre Annalerne Einar Thambarskelves Drab, og at dette virkelig forefaldt ved 1050, indlyser af hvad Snorre derefter anfører, thi først omtaler han Underhandlingerne mellem Finn Arnessøn og Haakon Ivarssøn, der vel omtrent kunne have medtaget nogle Maaneder (Cap. 46—48), derpaa (Cap. 53) Kalf Arnessøns Hjemkomst, fremdeles (Cap. 54) hans Død den paafølgende Sommer, og Finns Rejse til Danmark (Cap. 55); derefter (Cap. 56) Guthorm Ketilssøns Vinterophold hos Kong Margad i Dublin, og endelig Man. 57) Slaget ved Angelsey mellem ham og Margad den paafølgende Sommer. Da nu dette Slag, som ovenfor (S. 171) viist, skede 1052, og Guthorms Vinterophold i Dublin saaledes bliver 1051, maa følgelig Kalfs Drab henføres til Sommeren 1051, og hans Hjemkomst til Aaret forud,