Det norske Folks Historie/3/19

Kong Harald tilbragte, som vi allerede bade nævnt, den første Vinter efter Magnus’s Død i Nidaros. Samme Vinter havde Sven ladet sig tage til Konge, først paa Iisøre-Thing og siden paa Viborg Thing, <ref follow="p250">sandsynligviis Høsten; da det heder at Harald efter Einars Død forlod Throndhjem, hvor Folkestemningen var ham ugunstig, og, som det synes, ikke det Aar vendte tilbage, maa hans Rejse sættes i Forbindelse med et af de sædvanlige Tog til Danmark; den foregik derfor ved Sommerens Begyndelse, og til den Tid i Aaret 1050 maa altsaa Einars Drab henføres. Hvad der her ved første Øjekast kunde vække Betænkeligheder, er den Omstændighed at Snorre i Cap. 49—52 indskyder den hele Beretning om Haakon Ivarssøns Giftermaal og Flugt til Danmark m. m. Men dette henhører aabenbart, hvilket ogsaa udtrykkeligt siges i Morkinskinna, til en langt senere Tid, nemlig efter Nisaa-Slaget, og er kun enten reent ud ved en Fejltagelse indskudt her, eller for at omtale Begivenhederne paa eet Sted. Thi her optræder Ragnhild, Magnus den godes Datter, og Aasmund, Svens Brodersøn, som voxne; men da Magnus selv var fød 1024, og Ragnhild saaledes neppe kan være fød tidligere end 1010, snarere noget senere, som 1042, var hun ej voxen førend omkring 1058, og da det udtrykkeligt heder at Sven havde opfostret Aasmund, og denne saaledes var et Barn, da han efter sin Fader Bjørns Død kom til Sven, kan heller ikke han have været voxen og en vældig Kriger, som han beskrives, førend efter 1060. Det er ogsaa paafaldende, at Orm Jarl, der endnu i Cap. 49 omtales som levende, i Cap. 52 nævnes som død. Mere herom nedenfor, hvor Haakon Ivarssøns Begivenheder omhandles, og hvor det tillige vil blive viist, at Snorre her staar langt tilbage for Morkinskinna i Paalidelighed. Man maa aabenbart i chronologisk Henseende slaa en Streg over Cap. 49—52, (Harald Haardraades Saga Cap. 67, 68) og betragte Cap. 53 (Harald Haardraades Saga Cap. 69) som om det fulgte umiddelbart efter Cap. 48 (Harald Haardraades Saga Cap. 65). Herefter følger nu den oven omtalte lange Periode, fra hvilken ingen bestemte Optegnelser haves; endelig, (hos Snorre Cap. 60, Harald Haardraades Saga Cap. 71), nævnes et Tog, Harald foretog ind i Limfjorden Aaret før Nisaa-Slaget, altsaa 1061. I dette Cap. omtales ogsaa Anlægget af Oslo, men, som vi allerede ovenfor have viist, uden nogen bestemt Tidsangivelse; det eneste, man med Hensyn til Tiden kan slutte sig til af Udtrykkene, er at Oslos Anlæg skede før hiin lange Mellemtid, thi efter at det er sagt, at han anlagde Oslo, og sad der ofte m. m., heder det: „det var en Sommer at Harald sejlede afsted“ o. s. v. (nemlig til Jylland og Limfjorden); altsaa er det klart nok at denne Sommer var en ganske anden og senere, end den da Oslo blev anlagt. Nisaa-Slaget med dets Forberedelser omtales Cap. 6l-69 (—Harald Haardraades Saga Cap. 76—84). To Vintre efter, altsaa 1064 mod Vaaren eller først i Sommeren sluttedes Freden med Danmark og Norge ifølge det udtrykkelige Udsagn hos Snorre Cap. 76, Harald Haardraades Saga Cap. 91 samt Annalerne. Morkinskinna og

hvor Thorkil Gøsa gav ham Kongenavn. Enthusiasmen og Glæden over den gjenvundne Uafhængighed var da meget stort Danmark, og man troede enten at Harald slet ikke vilde komme til Danmark, eller at det, om han kom, vilde være en let Sag at jage ham bort. Thi om Vintren, førend der endnu kunde tænkes paa Udrustninger, var Spot over Harald og Nordmændene det almindelige Løsen i Danmark. Allermeest udmerkede sig heri Thorkil Gøsas Døtre, der blandt andre Spotterier ogsaa skare Ankere af Ost, og sagde at de vare sterke nok til at holde de Skibe,


med Harald vilde forsøge paa at vinde Danmark[1]. Ogsaa i Norge lader det til, at man ikke for det første gjorde Regning paa Krig, thi da Vintren leed og Vaaren begyndte, gjorde Handelsmændene tidligt deres Skibe rede til at drage i Kjøbferd, da der nemlig, som det heder, i den sidste Tid kun havde været liden eller ingen Skibsfart fra Norge, formedelst den Ufred, der havde hersket mellem Norge og Danmark. Og da Harald om Vaaren merkede, at hans Stalbroder og Hirdmand Halldor Snorressøn led af Hjemvee, gav han ham ej alene Tilladelse til at drage til Island, men skjenkede ham ogsaa, ved at høre at han intet ejede uden sine Klæder, et heelt Skib og Ladning. Der var imidlertid saa mange Skibe, der skulde afgaa i Forhold til Antallet af de Rejsende, at Halldor ikke kunde faa nogen Bemanding paa sit Skib, og allerede tænkte paa at lade det blive tilbage, da Kongen hjalp ham af hans Forlegenhed ved at lade et Møde sammenkalde, paa hvilket han selv med en højst betænkelig Mine forkyndte, at der var kommet Efterretning om at Kong Sven havde angrebet Viken, hvorfor han herved nedlagde Forbud mod at noget som helst Skib skulde forlade Landet, førend han havde udtaget deraf hvad Mandskab og Proviant han behøvede; fra dette Forbud skulde alene Halldor Snorressøns Knarr være undtagen. Følgen heraf var, at Halldor blev formelig overløben af Folk, der ønskede at indskibe sig hos ham, saa at han næsten fik en større Besætning, end han behøvede. Da Aftalen var sluttet, lod han Kongen det vide, og denne sammenkaldte nu et nyt Møde, hvor han meldte, at Efterretningen om Svens Angreb paa Viken havde viist sig ugrundet, og at det stod enhver frit for at afsejle, naar og hvorhen han fandt for godt. Desuagtet udskrev Harald denne selvsamme Vaar Leding, for at bekrige Sven, og det ikke af nogle faa Fylker, Men halv Almenning af det hele Rige. Han maa altsaa have været temmelig vis paa, at spille Mester i de nordiske Farvande, og at kunne hindre Sven fra at tilføje Norges Handel nogen Skade[2]. Haralds Tog gjaldt fornemmelig Jylland. Han lagde ind i Godnarfjorden eller Randersfjorden[3]. Thorkil Gøsas Gaard var ikke langt derfra, og det var at vænte at Harald vilde lade ham undgjelde fordi han havde givet Sven Kongenavn, og fordi hans overmodige Døtre havde spottet Nordmændene. Selv var han ej tilstede, og havde sandsynligviis begivet sig til Sven, men hans Døtre vare hjemme. En af Udkigsmændene skyndte sig derfor strax, da man havde faaet Øje paa Haralds Flaade, at melde dem dette, men de vilde endnu ikke tro det, og svarede spodsk, at de ikke vidste nogen Besked om Haralds Rejser. Først da Flaaden løb ind i Fjorden, fik de Øjnene op, og da Udkigsmanden sagde: „I Gøsedøtre paastode at Harald ikke torde komme til Danmark, men hvad tro I nu:’“ kunde de ikke svare andet end: „ja, det var igaar“. Det var for sildigt at flygte, thi Harald gjorde strax Landgang, for at angribe Thorkil; „han er“, sagde han til sine Mænd, „en af vore største Uvenner, og dertil en af de rigeste Mænd her i Landet; vi ville gjøre større Bytte paa denne ene Gaard, end ellers vidt og bredt i Jylland, og det er ikke mere end billigt, at han faar føle at Nordmændene ere komne, og at hans Døtre kunne overbevise sig om, hvor vidt vore Ankere ere af Ost, eller af et fastere Storm. Han henkastede ogsaa et Halvvers til Thjodolf Skald: „medens Kvinden kjeler for sin Mand, lade vi vore Skibe ligge for Anker i Godnarfjord“. Thjodolf udfyldte strax Verset med disse Ord: „Men næste Sommer skal den kolde Jernklo holde Snekken fast længer mod Syd, det spaar jeg sikkert“. Thorkils Gaard omringedes, og Harald lod sætte Ild paa den. Da bade Thorkils Døtre om at slippe ud, og Harald svarede, at uagtet det havde været tilpas til dem at brænde inde, vilde han dog helst de skulde prøve, hvor vidt norske Bøjler kunde slutte om danske Legge. Gøsedøtrene bleve derfor førte bundne ned til Skibene, medens Gaarden fortæredes af Luerne, og i den norske Hær sang man triumferende en Vise om, hvorledes de danske Møer, der til Kongens Ærgrelse havde skaaret Ankere af Ost, nu kunde see mangen Jærnkrog holde hans Skibe fast. Da Thorkil Gøsa erfoor sine Døtres Fangenskab, skyndte han sig til Harald, bad ham om Naade for dem, og tilbød at betale Løsepenge. Harald svarede, at det var højt uvittigt at spotte Høvdinger saaledes sent hans Døtre havde gjort, og at det ej var mere end billigt at de nu følte hans Magt; men endnu større Vegt lagde han dog paa det Fiendskab, Thorkil havde viist ham ved at give Sven Kongenavn. Thorkil sagde at han vilde finde sig i enhver Betingelse, Harald maatte foreskrive, naar han kun fik sine Døtre tilbage. „Da jeg“, svarede Harald, „ikke holder det for kongeligt at straffe dine Døtre paa Livet for deres Spot mod mig, hvor vel de end havde fortjent det, og da du derhos overlader alt til mig, vil jeg benaade dem, men mod store Løsepenge, som du skal udrede; i saa Henseende sparer jeg dig ikke“. Thorkil erklærede sig tilfreds dermed, og udløste saaledes sine Døtre med en overvættes stor Pengesum[4]. Dette var vel mere Haralds Øjemed med hans uridderlige Færd mod de danske Piger, end at lade dem undgjelde for, hvad de i et uoverlagt Øjeblik havde sagt[5]. Harald laa længe ved Jyllands Kyst, og herjede vidt og bredt, dog fornemmelig, som det synes, paa begge Sider af Guden-Aa i den bedst befolkede Deel af Nørre-Jylland, og hvor nærmeste Vej gik til Viborg, saavel som tvers over Helgenes-Halvøen til Aaros. Denne Stad blev hjemsøgt, om ej af Harald selv, saa dog af hans omstrejfende Krigere, og dens Kirke blev opbrændt[6]. Harald leverede Danerne et Slag ved et Sted, hvilket i et opbevaret Vers derom, af en vis Grane Skald, der synes at have været Haralds Samtidige og maaskee et Øjevidne, kaldes Thjolarnes, og sandsynligviis er et Nes ved Thjele-Langsø i Søndre Lyngehered, lidet østenfor Viborg. „Kongen“, siger Grane, „gav her Ørne-Ungerne danskt Blod at drikke, og han anrettede et stort Nederlag ved Thjolarnes. Vidt og bredt sparkede Ørnens Yngel over de Faldnes Kroppe, og Ulven aad Jydernes Kjød, gid det maatte bekomme ham vel[7].“ Harald vandt et uhyre Bytte, og Danerne, siger Skalden Bolverk, vare ilde stedte, da de saa Nordmændenes Skejder ligge ladede ved deres Kyst; men, tillægge Sagaerne paa den anden Side, det lykkedes dog ikke Harald den Sommer at fæste Fod i Danmark (1048). Han vendte tilbage til Norge om Høsten, og tilbragte, som man maa formode, Vintren i Viken, for at være saa meget nærmere ved Haanden næste Aar, naar Krigen atter skulde begynde[8]. Og denne samme Høst var det sandsynligviis, at han, som vi ovenfor have viist, anlagde Kjøbstaden Oslo, og fik St. Hallvards Helligdom anerkjendt, deels for at have et fast Tilhold i Viken, hvorfra han med Lethed kunde angribe Danmark og holde Øje med Svens Bevægelser, paa samme Tid som han ogsaa var de urolige Oplændinger nærmere, deels for at give Viken baade i religiøs og politisk Henseende et Sammenholds- og Tilknytnings- Punkt, hvorved den droges bort fra den dansk— bremiske Interesse[9]. Sven Ulfssøn tilbragte, ligesom Harald, Vintren i Ro, men for at spare Landet for flere Plyndringer og afgjøre Sagen paa een Gang, sendte han med sine Høvdingers Raad Gesandter til Harald, for at udæske ham til et Hovedslag i Gøta-Elven, hvor begge Riger mødtes. Gesandterne hilsede Harald fra Sven og alle Danehøvdingerne, og vade ham indfinde sig paa det bestemte Sted med sin Hær; Sven skulde ligeledes komme med sin, og da kunde de enten kæmpe med hinanden til det yderste, eller ogsaa slutte Fred. Harald erklærede dette for et hæderligt Tilbud af Sven og Danerne, og lovede ganske vist at komme; han haabede nok, lagde han til, at Danerne skulde mindes dette Mode. Paa begge Sider fik man nu travlt med Udrustninger til den forestaaende, afgjørende Kamp.

Da Tiden kom, indfandt Harald sig i Gøta-Elven med sin Flaade. Men Sven lod sig ikke see, og Harald fik at høre, at han endnu laa ved Sjæland med sine Skibe. Harald sagde da haanligt:

Logit hefir baldr at baldri

og Thjodolf Skald tog strax Ordet, i det han udfyldte Resten af Verset saaledes:

brynþings fetilstinga
– linns–, sá er land á sunnan
– láðbrjótr–, fyrir ráða;
sá mun Njörðr hinn nerðri
– norðr– glymhriðar borða
– gramr! ertu flestum fremri–
fastmálari hála[10].

„Du har Ret, Skald“, sagde Harald, „at Sven ej har holdt Ord, og det kan vel hænde, at Danerne finde det mageligere at drive Sviin til Skovs, end at stride med os; men siden de ikke ere komne efter Aftale, skulle vi hjemsøge dem i deres eget Rige, og behandle dem som før, eller endnu værre. Harald lod nu den Deel af sine Ledingsfolk, der hørte hjemme nordenfjelds, drage hjem, men beholdt hos sig dem, der vare fra de sydligere og nærmere Danmark beliggende Egne, saavel som sine Lenstropper, eller Hirden og Lendermændene. Med denne Styrke sejlede han over til Vendsyssel i Jylland, og herjede først her, siden i Thy. Bygderne brændtes og alle de Folk, man fik fat paa, bleve gjorte til Fanger, dog undkom de fleste. Nordmændene gjorde saa stort Herverk, staar der i en Saga, at det forrige Angreb var kun som en Skygge i Sammenligning dermed. De fortsatte derpaa Toget sydefter langs Vest— Kysten, og herjede med Ild og Sverd, hvor de kom. De fleste af Indbyggerne sendte deres Kvinder og Løsøre til Heidaby[11], hvor de troede dem i Sikkerhed. Men heri forregnede de sig. I Heidaby var det rigeste Bytte at vænte, thi foruden de Rigdomme, som man nu havde bragt derhen for at de ej skulde falde i Nordmændenes Hænder, var Staden selv, som Danmarks første Handelsstad og indtil de sidste Tider Kongens fornemste Residens, i sig selv meget blomstrende og rig paa alskens Herligheder; i den opbevaredes ogsaa en stor Deel af de kongelige Skatte. Det var vel et temmelig dumdristigt Foretagende for Harald at angribe den fra Vestkysten af Jylland, hvor han nu befandt sig med sine Skibe. Men Udsigten til Bytte overvandt alle Betænkeligheder, og uden at ændse nogen Fare sejlede han derfor opad Eideren eller Heveren, og stormede tvers igjennem Landet lige til Byen. Jo dumdristigere Angrebet var, desto mere uvæntet var det dog ogsaa, og det lader til, at Staden ikke engang forsvaredes, men aldeles overrumpledes ved det første Anfald. Her anrettede nu Haralds Mænd en forfærdeligt Ødelæggelse. Alt hvad der fandtes af Gods og Rigdomme, blev plyndret paa en eneste Nat og derforuden gjorde man en Mængde Fanger, især de fornemme Fruer og Jomfruer, der her havde søgt Sikkerhed. „Om Danerne nok saa meget vægre sig ved at erkjende mig som deres Konge, saa ere de dog ikke i Stand til at forsvare deres Kvinder og Ejendomme mod at falde i Nordmændenes Hænder“, sagde Harald. Da Byen var plyndret, satte de Ild paa den, og lagde den aldeles i Aske. De norske Krigere jublede over dette Herverk. „Hele Heidaby“, saaledes sang de imellem sig, Men opbrændt i Vrede fra Ende til Ende, og det, mener jeg, maa i Sandhed kaldes en tapper Bedrift; jeg tænker nok at vi skulle gjøre Sven Fortred; i Nat stod jeg paa Borgens Fløj, og faa hvorledes Luen slog højt mod Sky op af Husene“. Hvorledes derimod de tænkte herom, der enten holdt med Sven, eller i det mindste ikke vare saa erklærede Tilhængere af Harald, at de bifaldt alle hans Gjerninger, viser et Vers af Islændingen Thorleik fagre[12], der just var kommen til Norge, da Harald nys var afsejlet, og som paa denne Tid digtede en Flokk om Sven Ulfssøn. „Den, der ikke veed det før“, siger han, „behøver kun at spørge Fyrstens Ledsagere, for at faa vide, hvorledes den hevngjerrige Konge bar hjemsøgt Heidaby; uden nogen Nødvendighed sejlede Harald aarle en Morgen til denne Stad, hvilket han bedst burde have undladt[13]“.

Efter denne Ødelæggelse tiltraadte Harald Tilbagetoget, og sejlede nordefter med sin Flaade, der bestod af 60 Skibe, de fleste store, og alle belæssede med Bytte. Han havde imidlertid alt for meget undervurderet Sven og hans Stridskræfter. Det synes som om Aarsagen, hvorfor Sven ikke indfandt sig i Gøta-Elven, alene var den, at han ej i Betids var bleven færdig med sine Udrustninger, thi den lamme Thorleik fagre bevidner, at Sven havde udrustet en Flaade af ikke færre end 720 Skibe, hvoraf mange vare prægtigt smykkede med Guld og Farver, og at han virkelig var paa Vejen til Gøta-Elven med dem[14], uagtet han for øvrigt ikke lagde synderlig Vegt paa at overholde Aftaler af saa usædvanligt Slags, som denne. Sandsynligviis har Sven endog indfundet sig i Gøtaelven kort efter at Harald havde forladt den, og har, ved Efterretningen om at Harald var sejlet vestover, ligeledes taget Vejen til Jylland, hvor vi kort efter finde ham i eller ved Limfjorden. Her stimlede en Mængde Flygtninger til ham fra Vestkysten, der alle beklagede deres Nød og fortalte om de frygtelige Ødelæggelser, Harald og hans Mænd anrettede[15]. Men Sven, der havde sine Skibe paa Østkysten, og sandsynligviis fik Efterretningen om Haralds Voldsgjerninger ikke førend det var for seent at forsøge paa nogen Fart nordenom Skagen for at hindre dem, kunde intet gjøre derved, og sejlede for det første ind i det indre af Limfjorden, hvor kun et kort Ejd adskilte ham fra Vesterhavet, for herfra at iagttage Harald, naar han kom tilbage[16]. Da Harald kom forbi Thy, holdt han ganske nær ved Kysten. Sven begav sig ned til Stranden, raabte ud til ham, og opfordrede ham til at komme i Land med sine Mænd for at stride med Danerne. „I skulle“, sagde han, „ej længer behøve at skamme os ud som dem, der ej vove at møde eder, fordi vi udebleve fra det bestemte Stevne; siden Nordmændene alligevel ansee sig for bedre end Danerne i alle Stykker, bør de nu vise deres Kjekhed ved at gaa i Land og slaas med dem, og hvor lidet de end monne agte Danekongen, vil det dog være en større Tapperhedsprøve og langt hæderligere, at stride imod ham i sluttet Fylking, end at tage Knibe eller Kid og anden ubeskyttet Ejendom, saaledes som I altid have gjort her i Danmark. Kong Harald svarede: „det er noksom bekjendt, at vi have kæmpet med andre end Bondekarle og Uslinger. Vi indfandt os til den aftalte Stevne, saaledes som det anstod en .Konge,J derimod brød den Aftale, som I selv havde fremkaldt, og det efter at en stor Hær var udrustet; det var langt fra handlet som det anstaar en Høvding, alene at sysle med listige Anslag og derved paadrage sig mangen Mands Dadel. Hvad vi nu have gjort mod Danerne, nemlig de Strejftog, vi have foretaget rundt om i deres Bygder, er ikke mere end tilpas for deres Svig; desuden er jeg temmelig ens paa, at dersom Danerne vare komne os saa nær, at vore Vaaben havde naaet sammen, skulde vi nok have maget det saa at de ikke let glemte den Leeg. Nu derimod var det os saa meget belejligere at bestemme deres Skjebne efter vort Sum, som de hverken forsvarede sit Gods eller sine Kvinder, af hvilke I kunne see mange her fangne og sorgfulde. At gaa i Land og stride mod hele Danehæren med ikke større Styrke, end vi have, derpaa vil jeg ikke indlade mig; til Søs derimod skulle vi, hvis I ønske det, stride mod eder, om Danerne end ere dobbelt saa mange“[17]. Efter denne Ordvexling, hvorved Harald begrundede og forsvarede sin Ferd, fortsatte han Sejladsen langs Kysten og videre mod Nordøst hen ad Skagen til. Svend derimod skyndte sig tilbage ud af Limfjorden med sin Flaade, idet han ogsaa rimeligviis sendte Folk paa Udkig langs Nordstranden for at holde Øje med Haralds Flaade, og melde ham, naar den havde passeret Skagen[18].

Men da Harald var kommen forbi Skagen, og vilde sejle videre nordefter, fik han Modvind, saa at hans Skibe dreve sydefter, og maatte lægge ind under Lesø, hvor de tilbragte Natten[19]. Aldrig saa snart fik Sven dette at vide, førend han strax brød op med sin store Flaade, for at komme uforvarende over Nordmændene. Lejligheden var saa meget gunstigere, som der om Natten faldt en sterk Taage, der gjorde det umuligt for Nordmændene at see hvad man foretog sig ved Kysten. Den følgende Morgen var det stille. Da Solen stod op og adsplittede Taagen, saa de i det Fjerne noget skinne ligesom Baal. Man viste Kongen det, og han befalede strax at tage Tjeldingerne ned og ro afsted saa hurtigt som muligt. „Danehæren“, sagde han, „er kommen over os, og Taagen har skilt sig ad der hvor den er; det som skinner, er deres forgyldte Dragehoveder, der straale i Morgensolen“. Haralds Befaling blev punktligt adlydt, men Nordmændenes Skibe, der baade vare meget opsvulmede af Vand og sterkt ladede, skede ikke saadan Fart som Danernes, der ikke i saa lang Tid havde været i Vandet Danerne halede derfor sterkt ind paa dem. Harald saa, at dette vilde løbe galt afsted, hvis han ej fandt paa et Raad. Hans egen Drage sejlede agterst i hele Flaaden, fordi den var tungest at ro, men den havde ogsaa den kostbareste Ladning. Han befalede nu at man skulde kaste alskens Træfang, som Ræer,Stænger o. s. v., overbord, efter at have fæstet herlige Tøjer, Klædningsstykker og andre kostbare Sager dertil. Alt dette drev nu i det stille Vejr med Strømmen ned mod de danske Skibe, og de, der befandt sig ombord paa de forreste af disse, kunde ikke modstaa Fristelsen, men styrede hen til de paa Havet drivende Kostbarheder, lagde bi og gave sig til at fiske dem op. Derved sinkedes Forfølgelsen, indtil Sven kom til med sit Skib, og skammede sine Mænd ud, at de opholdt sig ved saadant Fjas, medens de derimod lode Harald undkomme med deres Hustruer og Døtre. Da gave Danerne sig igjen til at ro skarpt, og det varede ikke længe førend de atter halede ind paa Nordmændene. Harald befalede nu sine Mænd at lette deres Skibe ved al styrte allehaande tunge Levnetsmidler, som Malt, Hvede, Flesk og Øl i Havet; det hjalp lidt, men Danerne nærmede sig dog fremdeles. Da greb Harald, som sidste Udvej, til et Middel, der vel var temmelig haardt, men dog har været dadlet mere, end det egentlig fortjener. Han lod alle Vig-Gyrdler, eller løse Skandseklædninger, — saadanne sorte man altid med paa Krigsskibe for at bruge dem i Slag[20] — kaste i Søen, fæstede til tomme Tønder og mindre Kar af samme Slags, hvorved de kom til at danne smaa Flaader, og kunde være tunge Byrder uden at synke; ovenpaa dem lod han sætte endeel af de danske Kvinder og andre Fanger, hvilke saaledes vel overlodes til Bølgernes Spil, men vare temmelig sikrede mod at synke, indtil de danske Skibe kunde komme dem til Hjelp. Dette, hvorpaa Harald regnede, skede ogsaa. Sven selv, skjønt yderst ærgerlig over at see Fangsten slippe sig af Hænde, befalede sine Folk at frelse sine Landsmænd, Hustruer og Børn, og hermed gik saa lang Tid hen, at Nordmændene vandt et altfor stort Forspring til at kunne indhentes. Sven vendte derfor tilbage til Lesø. Her traf han dog syv Ledingsskibe, der vare blevne tilbage, uvist af hvad Grund. De tilhørte Bønder fra Viken, der bade om Naade, og tilbede Løsepenge. Der herskede imidlertid saa stor Forbitrelse i Svens Hær over Haralds Fremferd, at mange opfordrede Kongen til at lade dem dræbe, saasom alle Nordmænd burde undgjelde for, hvad Harald havde gjort. Men Sven sagde: „det synes uhæderligt nok, at være usejrsæl i Strid, endsige dertil at svige dem, der frivilligt overgive sig til min Naade; siden vi nu gik Glip af den store Sejr, skulle vi ogsaa skjenke disse Folk Livet uden Mishandling“. Han lod dem altsaa drage bort i Fred. Denne vakre Handling staar visselig i en skarp Modsætning til den Haardhed og Uridderlighed, Harald strax forhen havde lagt for Dagen; men man maa heller ikke glemme, at de af Sven frigivne Bønder vare fra Viken, og at han vel ikke endnu var uden Haab om at kunne vinde dette Landskabs Indbyggere for de danske Interesser[21].

    Flatøbogen henføre derimod Fredsslutningen til 3die Diar derefter, altsaa Vaaren 1065; da det dog overalt angives, at Haralds sidste Fejde med Haakon Ivarssøn og Sveriges Konge foregik Vintren efter Fredsslutningen, ligesom det udtrykkeligt siges af Snorre Cap. 76, Harald Haardraades Saga Cap. 91, at Harald efter Freden endnu i tre Halvaar, altsaa andet Halvaar 1064 og hele 1065, var i Fejde med Oplændingerne, hvorhos Annalerne henføre Haralds Fejde med Haakon og Steenkil til 1064, maa man vel ogsaa her nærmest holde sig til Snorres Tidsregning, hvorvel Sagen er temmelig tvivlsom. Vintren 1065—66 tilbragte Harald i alle Fald i Viken (Snorre Cap. 82), og Toget til England, paa hvilket han faldt, tiltraadte han ej førend i August 1066, som det nedenfor skal vises.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 48, Snorre Cap. 32, Fagrskinna Cap. 182.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 42. Her findes forresten den store Fejl, at der tales ene Halldors Fader Snorre, som om han endnu levede, og som om Harald besøgte ham, uagtet Snorre Gode allerede var død 1031.
  3. Godnar-Fjord vil ikke sige andet end „Gudenaa-Fjord“, ved hvilken, som bekjendt, Randers er beliggende.
  4. Harald Haardraades Saga Cap. 47, 48, Snorre Cap. 31, 32, Fagrskinna Cap. 188, og fornemmelig Morkinskinna fol. 8. b. og fol. 9.
  5. At imidlertid Haralds Folk gottede sig over deres Ydmygelse, sees noksom af Grane Skalds Vers, der her anføres: „den overmodige, guldsmykkede Kvinde lod ikke Øjnene være tørre, idet hun gik gjennem den tykke Horn-Skov (sandsynligviis Hjørn-Kjær i Tvede Sogn nær ved Randersfjordens Udløb); Filernes Drottin (Harald) forfulgte de flygtende til Stranden, og Dottas Fader (Thorkil, — vi lære saaledes at en af hans Døttre hed Dotta —) maatte i al Hast punge ud“.
  6. Mag. Adam III. 13. Vel nævnes ikke her nøjagtigt, paa hvilket Tog dette skede; der staar kun: „et tunc Arhusin ecclesia incensa ac Sliaswig deprædata est“. Men da der, som ovenfor er viist, kun kan vare Tale om 1048 eller 1049, og Harald, som det nedenfor vil sees, i 1049 ikke herjede Jyllands Østkyst, medens han i 1048 netop var i Aaros’s Naboskab, maa Begivenheden henføres dertil.
  7. Thjolarnes og Slaget derved omtales kun i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke; heller ikke anføres Granes Vers andensteds. Da saa vel Hjørnkjer, som Thjele, ligger paa den vestlige og nordlige Side af Fjorden, maa ogsaa Thorkil Gøsas Gaard have ligget etsteds derimellem, og Harald har sandsynligviis gjort Landgang vestenfor den lille Karholm mellem Tvede og Holbek.
  8. Se ovf. S. 233.
  9. Se ovf. S. 196 flg.
  10. Dette Vers, som ej lader sig gjengive i Oversættelse uden at andre Ord, end de charakteristiske „logit“ o. s. v. lægges Harald i Munden, og som jeg derfor har maattet anføre i Oldsproget, lyder, oversat uden Hensyn til hvad der er af Harald, og hvad der er af Thjodolf, saaledes: „Gavmilde Konge (linns láðdbrjótr)! den Brynjethings-Herre, d. v. s. Hærstyrer (brynþings baldr), som har Landet søndenfor at raade over, (Sven) har lejet for den sverdprydede Herre (fetilstinga baldri), d. v. s. Harald; den stridbare Fyrste nordenfra (glymhríðar borða Njörðr hinn nerðri) er dog langt mere ordholden (hála fastmálari); du er ypperligere (fremri) end de fleste i Norden“. Tages imidlertid Haralds Linje for sig selv, giver den ogsaa Mening, nemlig „løjet har Fyrsten for Fyrsten“ (baldr bruges nemlig her i Betydningen „Fyrste“) og det var et saa meget større Kunststykke af Thjodolf, at anvende disse Ord, der maaskee ej vare henkastede for at fortsættes, til et ordentligt Vers.
  11. At Toget gik langs Vestkysten, sees af mange Omstændigheder. Først heder det at Harald fra Elven sejlede sydefter til Jylland (man betragtede altid Jylland som liggende søndenfor det norsk-svenske Fastland) og søndenfor (eller syd til) Skagen, derpaa syd om Thy; da nu Thy er den sydvesiligste Deel af det Stykke Land, der ligger nordenfor Limfjorden, er det.tydeligt, at Harald har taget Vejen omkring Skagen, og langs med hele den saakaldte Nordstrand eller Kysten først af Vendsyssel, siden af Thy. Det sees ogsaa af hvad der nedenfor vil blive berettet, nemlig at Sven, da Harald paa Tilbagevejen fra Slesvig kom forbi Thy, udæskede ham til Kamp paa Land, skjønt Sven havde hele sin Flaade hos sig, øjensynligt fordi denne, der var kommen østenfra, laa i Limfjorden og saaledes her ej kunde benyttes, hvorimod vi erfare, at da Harald var kommen forbi Skagen, og Nordvestenvind havde drevet ham under Lesø, var Sven strax ude med Flaaden for at opsnappe ham. Dette forklarer ogsaa, hvorfor de Danske troede deres Kvinder og Skatte sikre i Slesvig, der laa paa Østkysten, medens Harald herjede paa Vestkysten. At Thorleik fagre i det nedenfor berørte Vers lader Harald „sejle“ til Slesvig, gjør intet til Sagen, da han som fraværende kan have udtrykt sig mindre nøjagtigt, hvorhos Harald ogsaa virkelig maa have sejlet saa langt opad Heveren, som muligt.
  12. Thorleik fagre og hans Flokk er ovenfor omtalt, S. 24.
  13. Hvorledes ogsaa Mag. Adam (III. 12) omtaler denne Handling er ovenfor nævnt.
  14. De Vers af Thorleiks Flokk, hvori dette indeholdes, anføres kun i Fagrskinna Cap. 183. „Den herlige Danekonge“, staar der, „har højbrynjede Skibe udenfor Kysten, og styrer søndenfra ser Hundreder (d. e. 720 Fartøjer) til Mødet med Hørdernes Herre. Ulfs ædle Søn, den stridbare Kampe, styrer de fagre Skibe til Elven“. For øvrigt tales der i Flokken om de „guldmundede“ og „fagert malede“ Skibe, ligesom der sidenefter ogsaa i den prosaiske Beretning tales om de guldstraalende Dragehoveder paa Svens Skibe.
  15. Dette siges udtrykkeligt i Morkinskinna fol. 9. a.; lidit stökk undan alt þat sem komask mátti á fund Sveins konungs ok bera upp kveinstafi fyrir hann, segja skaða sinn ok hörmung“.
  16. At dette er gaaet saaledes til, følger af det nys forhen paapegede. Sven kunde ikke være marscheret til Lands fra Jyllands Østkyst til Rullen af Thy med hele Danehæren; han maa derfor have hast sin Flaade i Nærheden. Sandsynligviis har dette dog ikke været aller inderst i Limfjorden, hvorfra Tilbagevejen vilde have været for lang, men derimod længere ude, snarest ved Ejdet mellem Balbjerg og Vuust.
  17. Af de Ord, som her lægges Harald i Munden, og som sikkert ogsaa have varet udtalte, i der mindste hvad Indholdet angaar — dette bestyrkes i alle Fald ved et Vers af Thorleik fagres Flokk, hvori det udtrykkeligt siges at Sven udæskede Harald til Kamp paa Land, men at Harald foretrak at stride til Søs — sees det, at man fra norsk Side har betragtet Svens Udeblivelse fra Stevnemødet i Gaut-Elven som svigagtig, det vil sige for planmæssigt at lokke Harald i Fælden, da det var at forudsee, saa vel at han vilde hevne sig ved at herje Danmarks Kyster, som at han vilde blive nødsaget til at sende en stor Deel af Ledingsskibene hjem, hvorefter da Sven med sin hele Flaade kunde lægge sig i Vejen for ham og afskære ham Tilbagetoget. I saa Fald var det vel betænkt af Harald, at søge ned langs Jyllands Vestside, hvor Sven ei vel kunde naa ham. Det bliver dog altid meget tvivlsomt, om Nordmændene heri havde Ret. Thorleik fagres ovenfor anførte Udsagn synes at maatte have Fortrinet.
  18. At dette gik saaledes til, sees deraf at Sven strax var paafærde med sin Flaade, da Harald blev dreven ned under Lesø.
  19. Morkinskinna, og følgelig Flatøbogen, samt Fagrskinna, fortælle dette saaledes, at Harald, da han var sejlet videre mod Nord, drejede østefter lige til Limfjorden, især fordi Vinden drev ham i den Kurs, og at han overnattede ved Samsø, hvor det ogsaa var, at Sven søgte at overrumple ham. Men man behøver kun at kaste et Blik paa Kartet og iagttage deri lange Afstand mellem Limfjorden og Samsø, for at overbevise sig om at denne Angivelse er feilagtig. At Harald, ved at komme forbi Skagen, af Nordenvind og Strømmen — der nævnes udtrykkeligt at denne gik sydefter — kan være dreven henad Hals til, er rimeligt nok, men alene om Lesø kan der være Tale som den Ø, ved hvilken han overnattede. De citerede Skaldevers give her ingen Oplysning, da de kun i Almindelighed tale om „Jyllands-Havet“.
  20. De bestode, som man af flere Steder, hvor de omtales, kan see, af sammenføjede Planker, og hver af dem synes at have dannet et Kvadrat af omtrent 2 til 3 Alen i Længde og Bredde. Fastgjorte til tomme Tønder maatte de altsaa danne gode Flaader, og det maatte være vanskeligt for dem at synke, endog under svære Byrder.
  21. Harald Haardraades Saga Cap. 50—52, Snorre Cap. 34—35, Fagrskinna, Cap. 184—187. Morkinskinna fol. 9. b. Plyndringen af Heidaby eller Slesvig omtales ogsaa tilligemed den tidligere Herjen af Aaros, af Mag. Adam, III. 13, og henføres af ham, som ovenfor omtalt, temmelig tydeligt til 1049.