Harald begav sig om Høsten, og det, som det synes, temmelig tidligt, tilbage til Nidaros, hvor han nu sandsynligviis med Kraft paaskyndede Byens Udvidelse og de Bygningsarbejder, som vi ovenfor have omtalt, og som vel allerede under hans første Vinter- og Vaar-Ophold der efter Magnus’s Død vare paabegyndte. I den Høst, Vinter og Vaar, som Harald nu tilbragte i det Throndhjemske, deels i Byen selv, deels ogsaa paa Rejser i Herederne, forbitredes hans Dage ikke lidet ved Stridigheder med Bønderne og Lendermandspartiet, især med dets Hoved, Einar Thambarskelve, der maaskee nu saa meget vanskeligere kunde finde sig i Kongens Nærværelse, som han i det Aar eller halvandet Aar, Harald havde været sydpaa, vistnok saa temmelig havde raadet sig selv. Der siges, at Harald gik haardt frem mod Bønderne; men om dette nu har bestaaet i at han gjorde Paastand paa højere Afgifter end der tilkom ham, eller han viste en utilbørlig Strenghed og Griskhed efter Gods ved Indkrævelse af Bøder og Inddragning af forbrudt Ejendom, omtales ikke; kun fortælles der, som vi ovenfor have berørt, at Einar ved slige Lejligheder altid var paafærde som Bøndernes Forsvarer, og, da han var lovkyndig, fremsatte Indsigelser paa deres Vegne, ja stundom endog sagde Kongen reent ud, at Bønderne ej vilde taale nogen Ulovlighed af ham, eller finde sig i at han brød Landets Ret imod dem. Derved lagde Einar sig saaledes ud med Kongen, at han ikke længer troede sig sikker mod dennes Efterstræbelser, men omgav sig med en betydelig Skare af Bevæbnede, saa vel hjemme paa sin Gaard, som især naar han var i Byen samtidigt med Kongen, thi da plejede han at have ikke færre end 8 eller 9 Langskibe, og henimod 600 Mand. Dette kunde Kongen igjen paa sin Side ej betragte anderledes end som en Utilbørlighed og et Tegn paa Opsætsighed og Selvraadighed, især da Einar virkelig nu og da benyttede sig af sin væbnede Magt til at trodse Lov og Ret. Saaledes hændte det engang, da Einar just kom til Bryggen med sine Skibe og gik i Land med sin lille Hær, medens Kongen stod i en Loftsvale, hvorfra han kunde see det hele Optog, at denne skal have givet sin Ærgrelse Luft i et Par Vers, omtrent af følgende Indhold: „her maa jeg see den overmodige Einar stige i Land med en Skare Huuskarle saa talrig, at mangen Jarl nøjer sig med mindre: han tænker nok paa selv at bestige Tronen, og ender neppe førend han fraraner mig mit Rige, hvis han imidlertid ikke faar Dreng tynde Mund at kysse“. Einar opholdt sig nogle faa Dage i Byen, og drev her sin Trods saa vidt, at han paa et Møde, hvor Kongen selv var tilstede, og hvor en overbeviist Tyv var ført frem til Afstraffelse, brød ind i Spidsen for sine bevæbnede Mænd og befriede Tyven, alene af den Grund, at denne tidligere havde opholdt sig hos ham og vundet hans Yndest[1].

En anden Gang hændte det sig, at Kongen blev opmerksom paa en Kjøbmand, ved Navn Thorfinn, der for faa Aar siden havde været meget fattig, og saa godt som en Tigger, men nu gik prægtigt klædt, og drev en udbredt Handel, uden at nogen kunde skjønne, hvorledes han i den korte Tid havde kunnet samlet saa mange Penge. Han lod Thorfinn kalde til sig, og spurgte ham, hvorledes det var gaaet til. Thorfinn vilde i Førstningen ikke ud med Sproget, og skyldte paa sin Lykke i Kjøbmandskab. Omsider maatte han dog tilstaa, at han havde fundet en Skat ved at grave oppe i Gaularaasen[2], nemlig en heel Kiste fuld af Penge og flere Kostbarheder i Guld og Sølv. Da Kongen hørte dette, erklærede han at alt dette Gods, som jordgravet, efter Loven havde tilkommet ham, og at Thorfinn, fordi han ej strax havde anmeldt Fundet og overladt det til Kronen, med Rette fortjente Døden, men at han dog skulde slippe med Livet og med Tabet af alt sit Gods. Kongen erklærede dette virkelig for sin Ejendom, endog de Varer og Penge, Thorfinn havde sat i Handelsforetagender til fremmede Lande, og denne maatte prise sig lykkelig ved at Kongen lod ham beholde nogle faa Penge, med hvilke han forlod Landet. Men da Thorfinn opgrov Skatten, havde tilfældigviis en fattig Islænding, der nys var kommen hjemmefra og holdt Vagt paa Skibet om Natten, seet Thorfinn og hans Medhjelper gaa op for at grave; han havde fulgt efter dem og kommet over dem heel ubelejligt, just som de havde faaet Kisten op, men han havde lovet at tie stille dermed, imod at Thorfinn strax gav ham tre Mk., og forpligtede sig til, senere hen at betale ham andre tre Mk., naar han krævede og behøvede dem. „Dette skede ogsaa nogen Tid efter, da Thorfinn var bleven en holden Mand; men han lod som om han ikke kjendte Islændingen, og denne gik saaledes Glip af, hvad han havde tilgode. Han var imidlertid saa heldig, at Einar Thambarskelve tog sig af ham og skaffede ham noget Gods at begynde en liden Handel med. Af Taknemmelighed besluttede kun at fortælle Einar om Thorfinns Fund, og hvad han hiin Nat, da han overraskede Skattegraverne, havde seet, nemlig at der paa Kiste-Laaget stod skrevet med Runer, at Skatten havde tilhørt Haakon Jarl, Einars Svigerfader. Han havde dog enten glemt eller ikke fundet Lejlighed til at sige det, førend nu, da Historien med Thorfinn blev bekjendt. Einar beklagede at han ej havde sagt det for, da det ikke var en let Sag at faa Godset, naar det engang var faldet i Kongens Hænder. Han gav dog Islændingen nogle Penge, idet han raadede ham til at rejse hjem til Island og ikke komme til Norge, saa længe Harald var Konge. Selv begav han sig kort efter til Buen, som sædvanlig ledsaget af en Mængde Folk, styrede lige til Kirken, hvor Kongen just var, og væntede her, indtil han kom ud. Einar gik ham i Mode, hilsede ham, og spurgte om det forholdt sig saa, at han havde tilegnet sig de Kostbarheder, Thorfinn havde fundet. Kongen bekræftede det, fordi det, som han sagde, var Lov i Landet, at jordfundet Gods tilhørte Kongen. „Vistnok“, svarede Einar. „naar man ikke veed, hvo der har ejet det; men dette har tilhørt Haakon Jarl, og den hele Arv efter ham tilkommer min Hustru Bergljot og min Sott Eindride“. Sviir Beviis paa sin Fordrings Retmæssighed angav han nu de Runer, der havde staaet paa Kistelaaget, saa vel som en stor Ring og et tykt Guldhalssmykke, Islændingen havde seet øverst i Kisten. „Og“, lagde han til, „hvis I ikke med det gode udleverer Pengene, da ville vi forsøge at tage dem med Magt: I faar da sætte eder til Modværge, om I vil“. Til denne mildest talt upassende Trusel svarede Kongen: „nu gaar det vel vidt med dit Overmod, Einar, thi du bærer dig ad, som du var den egentlige Konge i Landet, jeg blot af Navn“. Fredeligsindede Mænd og fælles Venner fik vel mæglet Forlig mellem dem, men Harald maatte dog udbetale Einar, hvad han fordrede. Under saadanne Omstændigheder maatte Harald være undskyldt, om han, for at kue Einars Overmod, greb til Forholdsregler, der ellers, og i sig selv, ikke kunne retfærdiggjøres. Einar indtog nu en saa overordentlig Stilling i Staten, og hans Maade at optræde paa var saa stridende mod alt, hvad der kunde kaldes borgerlig Orden, at der maatte overordentlige Foranstaltninger til, for at raade Bod derpaa[3].

Imidlertid satte Harald saa vel Einars, som andre mægtige Mænds Fædrelandskjærlighed og Lojalitet paa en farlig Prøve, som heller ikke alle bestode, men hvoraf Einar udgik reen, og derved lagde for Dagen, at om han end var stolt og selvraadig, saa gik dog hans Fædreland ham for alt, medens deri samme Stolthed, der forbød ham at give efter for Kongen, tillige gjorde ham det umuligt at begaa nogen lav eller svigefuld Handling. Harald havde opsnappet et Par danske Mænd, der, som det siges, havde Kong Svens Indsegl; han beholdt dem en Stund ganske hemmeligt hos sig i Forvaring, og tilbød dem siden Liv og Frihed, imod at de skulde udgive set for at være udsendte af Kong Sven, i det Ærende, ved Løfter og Bestikkelser at lokke Norges mægtigste Mænd til at love ham deres Bistand, om han kom til Norge med en Krigshær. Fangerne vare dertil villige, og Harald sendte dem afsted, forsynede ej alene med en heel Deel Penge til de foregivne Bestikkelser, men ogsaa med Breve, skrevne i Svens Navn og under hans Segl. Denne List var saa meget bedre anlagt, som Sven oftere havde truet med at hjemsøge Norge, ligesom og denne Fremgangsmaade allerede med Held var prøvet af Knut den mægtige; det er endog, som vi ovenfor have ytret, højst sandsynligt, at Sven selv allerede havde forsøgt noget lignende, og at dette nærmest har bragt Harald paa den Tanke at anvende denne List til at sætte sine Landsmænd paa Prøve. Ja, da det ej siges, naar og hvorledes Harald havde faaet hine danske Mænd i sin Vold, ligger endog den Formodning temmelig nær, at de virkelig fra først af vare udsendte af Sven i dette Ærende, men at Harald havde opsnappet dem, og nu listigt benyttede dem selv og deres medbragte Indsegl, Penge og Breve paa den oven omhandlede Maade: desto vanskeligere var det at gjennemskue Listen. Udsendingerne indfandt sig hos mange mægtige Mænd, og, siges der, Prøven bestode-s ikke lige godt af alle. Dog da de kom til Einar, sagde ham deres Ærinde, og viste ham Pengene og Brevet fra Kong Sven, svarede han: „Alle og enhver veed, at Kong Harald ikke er min Ven, medens derimod Kong Sven ofte taler venskabeligt om mig, og jeg selv gjerne ønskede at være hans Ven. Men kommer han til Norge med en Krigshær mod Kong Harald, og herjer i hans Rige, da vil jeg gjøre ham al den Modstand, jeg kan, og hjelpe Kong Harald med al den Styrke, jeg bar at byde over, til at forsvare sit Rige“. Anderledes svarede Thore paa Steig, der dog selv havde været een af de første til at erklære sig for Harald. „Sven handler altid“, sagde han, „venskabeligt imod mig, og det seer ud til at dette endnu ikke ophører“. Han modtog de tilbudne Penge og forvarede dem. Udsendingerne kom blandt andre ogsaa til en rig og i sin Kreds afholdt Bonde, ved Navn Høgne Langbjørnssøn. Denne viste sig som en Hædersmand. Da de kom frem med Pengene og Brevene, sagde han: „jeg troede ikke at Kong Sven vidste noget om mig, der kun er en ringe Bonde; men mit Svar lyder saa, at hvis han kommer med Hærskjold til Norge, skal ingen Bondesøn være ham skade-ligere end jeg“. — Da Udsendingerne kom tilbage til Kong Harald, maatte de omstændeligen berette ham om, hvad Svar de paa ethvert Sted havde faaet. Især spurgte han nøje om, hvad Einar, Kæmpen paa Gimse, som han kaldte ham, havde svaret. Da han hørte hans Svar, sagde han: mer var ogsaa at vænte af ham, at han vilde svare som en Hædersmand, skjønt just ikke af Kjærlighed til mig!“ Om Thore sagde han, at paa vant kunde man aldrig blive klog, hvad hans egentlige Mening var. Om Høgne sagde han derimod: „der sidder et Lendermands-Evne“. Kort efter drog Kongen om paa Vejtsler og lod, som det fortælles, de Mænd, der ved denne Prøve var befundne forrædersk sindede, undgjelde derfor, deels paa Livet, deels ved Pengestraffe. Kongen tænkte at komme uforvarende over Steigar-Thore, men en af hans Venner, der befandt sig i Kongens Følge, sendte ham underhaanden Bud derom, og lod ham tillige vide, at Kongen ej var ham god, saa vel som hvad Straf der var overgaaet de andre, der havde modtaget Stikpenge. Thore skyndte sig strax at drage Kongen imøde, lod som om ingenting var, indbød ham til Gjestebud hos sig og sagde derpaa: „for kort Tid siden var der nogle danske Mænd hos mig med venskabelige Breve og Penge fra Kong Sven; jeg modtog Pengene, fordi jeg fandt det rettest, at I fik, hvad udenlandske Høvdinger vilde anvende til at svige Landet fra eder; her er det!“ Med disse Ord tog han en diger Pengepung frem, og gav Kongen den. „Men nu“, sagde han, maa jeg skynde mig hjem, fordi det treffer sig faa uheldigt, at mine Bygdefolk ere komne op at slaas, og jeg maa see til at forlige dem; „imidlertid vilde jeg dog ikke undlade at gjøre eder min Opvartning allerede i Kveld“. Dermed gav han Hesten af Sporerne, og reed bort. Da Kongen kom til Gildet, var der ikke mange Gjester tilstede, og Thore selv lod sig ikke see. „Nu har Thore overlistet os“, sagde Kongen; „ham kan man aldrig gjennemskue, og heller ikke faar jeg noget Tag i ham denne Gang; men det aner mig dog, at hans Falskhed og Underfundighed tilsidst berede ham en daarlig Ende“. Kongen besøgte ogsaa Høgne Langbjørnssøn, tog Vejtsle hos ham, og bevidnede ham sin særdeles Tilfredshed med det gode Sindelag, han havde lagt for Dagen i Svaret til de danske Udsendinger. Han tilbød sig endog at ville ophøje ham til Lændermand. Men Høgne betakkede sig for denne Ære. „Al anden Venskab“ sagde han, „som I, Herre, viser mig, skal jeg modtage med Takke, og i alle Dele søge eders Hæder, men Lendermands-Navn vil jeg ikke have, da jeg nok veed, hvorledes det da vilde gaa: naar Lendermænd kom sammen, vilde det hede: Høgne skal sidde yderst, fordi han kun er af Bondeæt og saaledes den ringeste af Lendermændene: Titelen vilde saaledes ej vorde mig til beviser, men kun til Spot. Langt større Ære har jeg af at hede Bonde, men at man, naar Bønderne komme sammen, skal sige at Høgne er den ypperste af dem. Eders Venskab kan jeg ligefuldt nyde, og til Gjengjeld vise eder Venskab og Hæder, om jeg end vedbliver at hede Bonde, som før“. Kongen sagde at dette var storsindet og forstandigt ialt, og de skiltes ad med megen Kjærlighed[4].

Da Harald i Einars ædle Svar til de foregivne danske Udsendinger troede at see Tegn paa et venskabeligere Sindelag, end han hidtil havde lagt for Dagen imod ham, vilde han ogsaa paa sin Side komme ham i Mode, og indbød ham derfor til at Gilde i Nidaros. Han havde upaatvivlelig Haab om, ved denne Lejlighed at faa den Uenighed, der saalænge havde hersket mellem dem, ganske bilagt. Einar kom, og fandt en venlig Modtagelse; Kongen anviste ham endog Hæderspladsen ved sin egen Side. Efter Aftensmaaltidet, da Bordene vare borttagne, satte Kongen, Einar og mange andre af deres fælles Venner sig i en Kreds paa Gulvet i Halmen, medens Hornene gik rundt og alle vare lystige. Kongen og Einar fik Puder at læne sig til, for ret at have det mageligt, og nu begyndte de at fortælle hinanden allehaande underholdende Historier; blandt andet fortalte Kongen om sine Bedrifter udenlands. Men Einar, som nu var en gammel Mand, og derhos vistnok var træt af Rejsen og Dagens Lystighed, ej at tale om den Virkning, Drikken maatte udøve paa ham, saa vel som paa de øvrige, kunde i sit magelige Sæde ikke holde sig fra at blive søvnig, og borte mindre opmerksomt efter. Kongen merkede det og tog det ilde op, som om nemlig Einar lod haant om Fortællingen, og ikke satte tilbørlig Priis paa det forsonlige Sind, Kongen havde lagt for Dagen ved selv at gjøre det første Skridt til Forlig og Venskab. Tilsidst sank Einar sovende tilsnige mod Puden. Da hviskede Kongen til en af de tilstedeværende, der ogsaa var noget beslægtet med ham, og hed Grjotgard: „tag en Visk Halm, knug den sammen, og stik i Haanden paa Einar; ryk saa haardt i ham og siig: vil du gaa til Sængs, Einar!“ Grjotgard gjorde som Kongen sagde, og idet han rykkede i Einar, kom denne i Forvirringen til at lade en Lyd gaa. Kongen sprang op og gik ud; men Einar blev overmaade vred over den Spot man havde tilladt sig imod ham. Imidlertid gik han dog den Aften til Sængs. Men allerede Morgenen efter var han paa Ferde med en Skare bevæbnede Mænd, gik lige hen til det Loft eller Kammer i andet Stokverk, hvor Grjotgard sov, lod Døren bryde op, og lod ham selv gribe og dræbe. Kongen blev meget forbitret over sin Frændes Drab, og den Sammenkomst, som han i saa venskabelige Hensigter havde foranstaltet, endtes saaledes, deels ved hans egen Uforsigtighed og ukloge Spøg, deels ved Einars Heftighed, med fuldkomment Uvenskab. Imidlertid lagde begges Venner sig strax imellem, og dreve det dertil, at der aftaltes et Forligsmøde mellem dem. Einar begav sig derfor atter ud til Byen, tilligemed sin Hustru Bergljot, sin Søn Eindride, og et stort Følge af Venner og Tilhængere, for det meste Bønder fra Omegnen. Han tog sig Herberge nede i Byen, og gik derfra, ledsaget af Eindride og Bønderne, op til Kongsgaarden, medens Bergljot blev tilbage i Herberget. Men Harald var nok imidlertid bleven enig med sig selv om, at der aldrig kunde vorde noget trygt og paalideligt Venskab mellem Einar og ham, og at han ikke kunde sidde sikkert paa Tronen, saa længe Einar levede. Han havde derfor besluttet at benytte den gode Lejlighed, dette Møde tilbød, til at faa ham tagen af Dage, uden, som det lader til, at gjøre lig nogen“Samvittighed over en saadan Lumskhed og Troløshed, eller endog at tage den Fare i.Betragtning, for hvilken han udsatte sig med Hensyn til Einars talrige og mægtige Frænder og Tilhængere. Under sit lange Ophold i Constantinopel havde han vel ogsaa seet alt for mange af slige Volds- og Lumskheds-Handlinger, foranstaltede af Kejseren selv eller hans Haandlangere, maaskee endog selv hjulpet med at udføre dem, til at hans Samvittighed nu skulde være faa øm i dette Stykke. Han indrettede det listigt saaledes, at Samtalen skulde foregaa i den saakaldte Maalstue i den nye, maaskee endnu ikke engang ret færdigbyggede, Kongsgaard[5] nede ved Elven, hvor han havde sit Skib liggende sejlfærdigt, og saaledes strax kunde komme bort, om der var nogen Fare. I denne Maalstue begav han sig ind med nogle faa Folk, og lod den øvrige Hird staa udenfor i Gaarden; men for at Einar ikke skulde see at der var nogen inde hos ham, lod han Fjelen næsten drage heelt for Ljoren, saa at der kun var en smal Aabning. Da Einar kom til Kongsgaarden med sit Følge, sagde han til sin Søn Eindride: „bliv du ude i Forstuen med vore Folk, saa har jeg ingen Fare at frygte“. Eindride tog derfor Plads udenfor Stuedøren. Einar gik ind, og udbrød forundret: „det er jo mørkt i Kongens Maalstue!“ Men i det samme anfaldt Kongens Mænd ham, baade med Hug og Skik. Einar sprang lige mod Kongen hvor han sad, og hug til ham, men tilbede ham ingen Skade, da han for Sikkerheds Skyld havde taget to Brynjer paa. Da Einar nu fik Saar paa Saar, raabte han: „hvast bide nu Kongens Hunde!“ Eindride hørte det, og løb ind med draget Sverd, men blev strax dræbt ved sin Faders Side[6]. I det samme flokkede Kongens Hirdmænd sig sammen om Stuedøren, medens Einars Ledsagere, nok eggede hinanden indbyrdes til at hevne deres Høvding, men uden dog at gjøre noget Angreb, da de savnede en Anfører. Net kom Kongen ud, lod sit Merke rejse, og befalede sine Mænd at forme Fylking. Men havde Bønderne ikke vovet at angribe Kongen før, da vovede de det end mindre nu, og Harald kom uden Vanskelighed med hele Skaren ned til sit Skib, der allerede laa sejlfærdigt, og roede saa hurtigt som muligt ud af Elven. Imidlertid havde Bergljot erfaret sin Mands og Søns Drab og ilede strax op til Kongsgaarden for at opmuntre Bønderne til Kamp. Men da hun kom derop, saa hun allerede Kongen ro ud efter Aaen, og sagde: „nu savne vi min Frænde Haakon Ivarssøn, thi stod han her paa Bakken, vilde ikke Einars Banemand kunne ro ud ad Aaen“. Derpaa lod hun sysle om de dræbtes Liig, og foranstaltede deres højtidelige Begravelse. De jordedes i Olafskirken, ved Siden af Kong Magnus den gode[7]. Med Einar faldt den sidste Veteran af det Aristokrati, der havde indsuget sine politiske Grundsætninger under Fleerherredømmets og Selvraadighedens Tid, og derfor ikke kunde finde sig i de Baand, som en mere ordnet Statsforfatning og en kraftigere Styrelse nødvendigviis maatte paalægge dels Medlemmer. Med disse Grundsætninger, hvilke hans store, og for en Undersaat utilbørlige Magt ogsaa formaaede at sætte igjennem, passede han ikke for den nye Tingenes Orden, og maatte seent eller tidligt falde som et Offer for den, hvis den ikke selv skulde vorde tilintetgjort. Hans Død var for saa vidt nødvendig, og heldig for Landets fremtidige Udvikling. Men derfor kan man lige fuldt beklage at det maatte saa være, og misbillige den om Byzantinerhoffets Rænker mindende, med Forestillingen om norsk Ærlighed saa lidet stemmende Maade, hvorpaa han blev tagen af Dage. Thi Einars Fejl tilhørte alene den Tidsalder og de Forhold, hvori han var opdragen, og udsprang desuden kun

af misforstaaede og overdrevne Begreber om det Frihedssind, der sømmede en egte Stormand: hans Fædrelandskjærlighed og ridderlige Sindelag vare derimod grundede i hans egen Charakteer, og fandtes neppe hos mange af hans Landsmænd i saa høj Grad, som hos ham. Vi ville ogsaa i det Følgende see Exempler paa selvraadige og opsætsige Lendermænd, men ikke finde nogen, der i dette Stokke handlede saaledes af Overbeviisning, og uden egoistiske, upatriotiske Hensigter, som Einar. Og hvad man end kan have at udsætte paa Einar, maa man aldrig glemme, at det var ham, som i Nødens Stund da Norges Selvstændighed var paa Vej til at ødelægges for stedse, kaldte den igjen til Live, og grundlagde den for kommende Slægter ved at sætte Anerkjendelsen af St Olafs Helligdom igjennem, afryste det danske Aag, og kalde Magnus den gode tilbage. Einar fortjener derfor stedse at nævnes i Norges Aarbøger som Fædrelandets Befrier, og denne Roos opvejer alt, hvad der kan siges til hans Dadel.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 57, Snorre Cap. 44, 45.
  2. Hvis det forholder sig rigtigt, som Sagaen angiver, at Skatten fandtes oppe i Gaularaasen eller Byaasen, maa det Skib, hvorpaa Islændingen holdt Vagt og hvorfra han kunde see Thorfinn grave, ikke have ligget i det sædvanlige Skibsleje i selve Nidelven, men derimod i Ilsviken, ved Foden af Graakallen. Muligt er det dog, at Sagaen fejler, og at Gravningen foregik etsteds paa Bakland-Siden, nærmere Lade.
  3. Harald Haardraades Saga Cap. 58, 59.
  4. Harald Haardraades Saga Cap. 60—62. De her berettede Begivenheder fortælles ogsaa i Sagaen paa det tamme Sted og i samme Følge, uden at det dog med Vee-hed lader sig afgjøre, hvor vidt de alle fandt Sted under Haralds Ophold i og ved Nidaros fra hans Tilbagekomst din Hesten 1049 indtil hans Afrejse om Vaaren 1050. Tid var der visselig dertil, tyk sandsynligviis ankom han til Throndhjem i September og rejste ikke bort førend i April eller Mai, og i disse B eller 9 Maaneder kunde mangt og meget foregaa. Men af Fortællingens hele Gang, navnligen af Skildringen af Kongens og Einars tiltagende Uvenskab, synes det dog rimeligst at disse Begivenheder strække sig ud over et længere Tidsrum. Einars og Haralds Konflikter paa Thingene have saaledes sandsynligviis allerede fundet Sted deels før Magnus’s Død, saaledes som vi ovenfor (S. 132) have seet under Kongernes fælles Ophold paa Oplandene, deels tinder Haralds første Vinterophold i Nidaros 1047—48; muligt ogsaa, at Trætten angaaende den fundne Skat er at henføre hertil. Det vilde i saa Fald bidrage meget til at bestyrke den ovenfor fremsatte og antagne Formodning, at Harald opholdt sig Vintren 1048—49 i Viken, nemlig for saa vidt som hans Uenighed med Einar gjorde ham Opholdet i Nidaros utaaleligt, maaskee endog usikkert. Det falder da og langt rimeligere at antage, at Harald under dette Ophold i Viken har udsendt de danske Mænd, for imidlertid at sætte Einar og andre Thrønder og Oplændinger paa prøve: at det lojale Svar, Einar gav, har givet Harald Lyst eller Mod til, atter at overvintre i Throndhjem, og at han paa Vejen derhen til Lands gjennem Gudbrandsdalen og over Dovre har gjestet Snore paa Steig i Fron. Thi hvorvel det nok altid lader sig tænke, at han engang om Vintren 1019 eller Vaaren 1050 har gjort en Skynderejse fra Nidaros til Gudbrandsdalen, bliver det dog langt fra saa sandsynligt, som at dette er skeet paa en Forbifart. Ved den her angivne Fordeling af Begivenhederne vinder saaledes unegteligen alt en større Sandsynlighed, indre Sammenhæng og gjensidig Begrundelse, end som det berettes i Sagaen.
  5. At Maalstuen var i den nye Gaard, siges udtrykkeligt. Hrokkinskinna lægger endog til: „Maalstuen var dengang der, hvor Hallen nu er“. Harald Haardraades Saga Cap. 63.
  6. Ifølge Morkinskinna hed Eindrides Banemand Arne.
  7. Harald Haardraades Saga Cap. 63, Snorre Cap. 45.