Det norske Folks Historie/3/21
Einars Drab vakte saadan Uvilje, ej alene blandt de Bønder, han havde havt med sig, men ogsaa blandt Bymændene, at de flokkede sig sammen og truede med Ufred, medens Bergljot sendte Bud til Haakon Ivarssøn paa Oplandene, Einars nærmeste Frænde og mægtigste Eftermaalsmand, for at melde det skede, og egge ham til Hevn. Kongen vovede ikke engang selv at vende tilbage for at formilde Bønderne, men stevnede lige ud til Ørlandet, for at bede Finn Arnessøn paa Austraat om Bistand, da han deels havde megen Indflydelse hos Bønderne, deels var en god Ven af Haakon Ivarssøn, med hvem han tidligere havde været sammen i Vesterviking. Finn, som nu stod paa en meget venskabelig Fod med Harald, siden der var blevet dobbelt Svogerskab imellem dem, og som vel desuden ikke ugjerne saa den mægtige Einars, Arnmødlingernes gamle Medbejlers, Fald, tog godt imod Kongen, og denne sagde ham nu, i hvilken Nød han befandt sig. Finn plejede altid at være djerv og ubetænksom i sin Tale. Han svarede derfor: „jeg har ikke seet nogen saa daarlig til at stille ung, som dig: først gjør du hvad Ondt det skal være, og siden er du saa ræd, at du ikke veed, hvor du skal gjøre af dig“. Kongen lo og sagde: „mit Ærende til dig, Svoger, er at faa dig til at rejse ind til Byen, og snakke Bønderne til Rette; lykkes ikke det, vilde jeg du skulde rejse til Oplandene, og tale godt for Haakon Ivarssøn, saa at han ej gjør Opstand imod mig“. „Hvad vil du da“, sagde Finn, „love mig til Belønning, om jeg paatager mig denne Rejse, der er saa farlig, siden baade Thrønderne og Oplændingerne nu ere saa fiendtligt stemte mod dig, at ingen af dine Mænd kan tænke paa at komme did, uden for saa vidt han personligt skulde staa sig bedre med dem, og nyde godt deraf“H’“ „Rejs du kun, Svoger“, sagde Kongen, „og udret dette Ærende, hvilket jeg veed du kan, om ellers nogen kan det:nemlig at skaffe mig denne Fare fra Halsen; og forlang saa af os, hvad du vil“. Finn svarede: „saa hold da ogsaa dit Ord: hvad jeg forlanger, det kan jeg lige faa gjerne sige strax, nemlig at min Broder Kalf atter faar Grid og Landsvist i Norge saa vel som alle de Ejendomme og Værdigheder, han havde, førend han forlod Landet“.[1] Kongen lovede og haandfæstede det højtideligt i Vidners Nærværelse. „Men“, sagde Finn, „hvad skal jeg da byde Haakon Ivarssøn, for at faa ham overtalt til Forlig, thi han har nu meest at sige blandt Oplændingerne og Thrønderne:’“ „Hør først“, sagde Kongen, „hvad han fordrer, og føg saa at ramme mit Tarv som du bedst veed og kan; negt ham tilsidst intet uden Kongedømmet alene“.
Da dette var aftalt, rejste Harald syd til Møre, hvor han samlede en betydelig Styrke og siden, som man maa antage, drog videre til Viken. Finn Arnessøn derimod drog ind til Byen, ledsaget af 80 Huuskarle. Han sammenkaldte strax et Thing i Byen selv, og viste Bymændene og Bønderne i en lang og forstandig Tale, hvor ufornuftigt det var at hade deres Konge og begynde Ufred imod ham. Han bad dem heller at vælge alt andet; han erindrede dem om alt hvad de havde maattet døje, siden de havde sat sig op mod Kong Olaf den hellige. „De begangne Drab“, sagde han, „vil Kongen bøde efter de bedste og forstandigste Mænds Kjendelse“. Finn udrettede saa meget ved disse Forestillinger, at alle lovede, intet videre at foretage i denne Sag, førend de Mænd, som Bergljot havde sendt til Haakon Ivarssøn, vare komne tilbage med Besked om hvad han vilde gjøre. Finn rejste derpaa, fremdeles ledsaget af sine Huuskarle, over Orkedalen, Opdal og Dovrefjeld ned til Oplandene, og tog først ind til Orm Jarl, der var gift med hans Datter Sigrid. Efter Raadslagning med ham indbød han Haakon Ivarssøn til en Samtale, hvorfor denne heller ikke undslog sig. Finn fremførte nu det Ærende, Kongen havde givet ham, og Haakon lagde ikke Dølgsmaal paa, at han baade ansaa det for sin Pligt at hevne sin Frænde Eindride, og dertil havde faaet Bud fra Throndhjem om, at han her vilde faa Folk nok til at kunne begynde en Opstand mod Kongen. Men Finn forestillede ham, hvor uklogt han handlede i at stille sig i Spidsen for en Oprørsflok i Stedet for at modtage saa stor Hæder, som han selv kunde forlange, af sin Konge, hvilken han desuden havde svoret Troskabs-Ed. „Enten“, sagde Finn, „bliver du slagen, og da er det sikkert nok at du har forbrudt Liv og Gods, eller du sejrer, og da vil du blive kaldet Drottinssviger, og vorde foragtet og afskyet af enhver brav Mand“. Ogsaa Orm Jarl sandede, hvad Finn havde sagt, og raadede Haakon til at modtage Forligstilbudet. Haakon betænkte sig en Stund, men lovede tilsidst at modtage Forlig paa den Betingelse, at Kongen skulde give ham Magnus den godes Datter Ragnhild til Egte med saa stor Medgift, som det passede sig for hende, og hun selv syntes. Dette lovede Finn paa Kongens Vegne, og Forliget blev saaledes fast og højtideligt sluttet. Men da Ragnhild endnu kun var et Barn, blev, som man af det Følgende kan see, Giftermaalet selv udsat, indtil hun maatte have naaet den tilbørlige Alder[2].
Finn vendte nu med vel forrettet Sag tilbage til Throndhjem. Da de misfornøjede Bønder her kun havde væntet paa, at Haakon Ivarssøn vilde stille sig i Spidsen for dem, og ikke havde nogen Anfører at sætte i hans Sted, lode de al Tanke din Opstand fare, og Urolighederne bleve saaledes ved Finns kloge Underhandlinger aldeles dæmpede[3]. Harald sad nu fuldkommen sikkert paa Kongetronen, og hvor meget hans Magt nu var stegen, viste sig deraf, at de Høvdinger, der herefter kom i Uenighed med ham, ikke, som Einar, vovede at forblive i Landet, men begave sig til Danmark eller Sverige.
- ↑ Tegn paa Skinsyge mellem Einar og Kalf Arnessøn ere tidligere anførte (I. 2. S. 846, jvfr. 854). [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
- ↑ Dette siges, som det ovenfor (S. 233) er bemerket, ikke udtrykkeligt, tvertimod omtale Hrokkinskinna og Snorre Forhandlingerne mellem Harald og Haakon angaaende Jarleværdigheden som om de skulde have fundet Sted strax efter Forliget, og før Kalfs Død; men det er allerede tilstrækkeligt viist, at de først senere kunne have fundet Sted, da Ragnhild i 1050 endnu kun var et Barn. Vel heder det i Hrokkinskinna og hos Snorre, at Finn Arnessøn ogsaa var tilstede da Haakon anholdt om Ragnhilds Haand, men dette kan ej være muligt, da Finn paa den Tid var i Danmark, ligesom heller ikke hans Nærværelse ved Samtalen var nødvendig.
- ↑ Harald Haardraades Saga 3. Cap. 64, 65. Snorre Cap. 46—48.