Det norske Folks Historie/3/22
Finn Arnessøn selv var, merkeligt nok, den første blandt Haralds Lendermænd, der forlod ham i Vrede, og saaledes handlede tvertimod de Grundsætninger, han havde opstillet i sin Tale for Haakon Ivarssøn. Efter det Løfte, Kongen havde givet ham, blev hans Broder Kalfs Fredløshed ophævet, og Finn sendte strax Bud til Orknøerne for at bringe ham denne glædelige Tidende. Kalf kom ogsaa strax, og begav sig først til Finn, som skaffede ham foreløbig Grid eller Lejde; siden havde han en Sammenkomst med Kongen, som han ikke havde seet, siden de stode fiendtligt overfor hinanden ved Stiklestad. De sluttede her et formeligt Forlig paa de mellem Kongen og Finn forhen aftalte Betingelser, og Finn forbandt sig ligeledes, som forhen under Magnus den gode, til at udføre alt, hvad Kongen paalagde ham til hans Magts Ffremme. Derpaa tiltraadte han alle sine forrige Ejendomme og Vejtsler. Sommeren efter (1051) ledsagede han, som de øvrige Lendermænd, Harald paa et af de regelmæssige Herjetog til Danmark. Denne Gang hjemsøgtes fornemmelig Fyn, men man forefandt der en betydelig Styrke af Indbyggerne, som vare rede til at give Nordmændene en varm Modtagelse. Ikke desto mindre gav Kongen Befaling til at gjøre Landgang, og foreskrev hvorledes og i hvad Orden dette skulde skee. Til Befalingsmand over den Skare, som først skulde gaa op, satte han Kalf Arnessøn, betydede ham, hvor han skulde stevne hen, og forsikrede, at han selv strax skulde komme efter med de øvrige Tropper, for at staa ham bi, om det behøvedes. Kalf adlød Befalingen, men blev strax modtagen af en langt talrigere Fiendehær. Han angreb den modigt, og der blev en hidsig Kamp, men den var kun kortvarig, da Fienden aldeles overmandede Kalfs ubetydelige Skare, som derfor maatte flygte tillige til Skibene. Danerne forfulgte den, og dræbte mange af Nordmændene, blandt dem ogsaa Kalf selv. Nu først gik Harald i Land med sine Mænd. De vare ikke komne langt, førend de fandt sine faldne Landsmænds Liig. Kalfs Liig blev baaret ned til Skibene, men Kongen fortsatte sit Tog op i Landet, herjede det, og dræbte mange Folk, uden, som det synes, at stode paa nogen større Fiendehær, end at han let kunde adsplitte den[1]. Derfor holdt ogsaa Finn Arnessøn sig overbeviist om, at Kongen med Flid havde maget det saa, at hans Broder Kalf mistede Livet, ved først at sende ham i Land mod en stor Overmagt, og derpaa at lade ham ganske i Stikken. Finn beklagede sig højligen over det falske Spil, Kongen havde drevet med ham, ved at benytte ham som Redskab til at lokke Kalf fra hans sikre Opholdssted hos Thorfinn Jarl, og enkelte, som sandede dette, forundrede sig kun over Finns Forblindelse, eftersom Mangen havde givet Beviser paa Hevngjerrighed i Tilfælde, hvor der var langt mindre at tage Hevn over, end hvad Kalf havde gjort. Kongen lod Folk tale herom hvad de vilde, og indlod sig hverken paa at benegte eller bekræfte det. Dug kunde man tydeligt merke paa ham, at han ej var utilfreds dermed: ja der kunde neppe længer være Tvivl om, at det var skeet ved hans Foranstaltning, da han, i et uheldigt Øjeblik, eller i den glade Bevidsthed om at han endelig havde faaet sine farligste Modstandere ryddede afvejen, kvad et Vers, hvori han roste sig af at have voldet tretten Mænds Død, idet han tillige paa en vis Maade undskyldte sig med at han nødsagedes til Drab, og klagede over Folks Ondskab. Hvilke disse tretten Offere vare, om han regner dem lige fra sin første Optræden paa Krigs- og Høvdingebanen, eller om det virkelig var faa mange norske Stormænd, han havde ladet tage af Dage, nævnes ej; det første er imidlertid det rimeligste. Men vist er det, at idetmindste hans Omgivelser ansaa det afgjort at han blandt hine tretten regnede Einar, Eindride og Kalf: sandsynligviis have de vel neppe endog kunnet faa Tallet udfyldt, uden ved at regne Kalf med[2]. Finn Arnessøns Forbitrelse gik saa vidt, at han forlod Norge, og begav sig til Kong Sven, der modtog ham med aabne Arme. Efter lange, hemmelige Samtaler mellem dem kom det endelig dertil, at Finn, tilsidesættende Fædreland og Troskabsed for privat Hevnlyst, gik Kong Sven til Haande og blev hans Mand, hvorimod Sven gav ham Jarlsnavn, og overdrog ham Halland at bestyre og forsvare mod sine egne Landsmænd. Finn var dog nok ikke den eneste, der paa denne Tid gjorde sig skyldig i saadant Landsforræderi. Om Urolighederne efter Einars Drab end vare bilagte, synes de dog at have fremkaldt flere slige Frafald, især efter at Finn, der selv mæglede Forliget, havde givet det første Exempel. „Paa denne Tid“, heder det nemlig i en Saga, „vare Lendermændene i Norge saa overmodige og opsætsige, at saa snart de i et eller andet vare misfornøjede med Kongens Handlemaade, løb de af Landet syd til Danmark, til Kong Sven, som da gjorde dem til store Mænd i sit Rige, og gav dem Guld, Kostbarheder og Hædersgaver, hvilket Skalden Thjodolf bevidner, idet han siger: „en vakker Skare har sveget sin Troskab, forladt sin ædle Herre og gaaet over til Sven: denne for brave Mænd uværdige Ferd vil længe mindes“[3].
- ↑ Her anføres et Vers af Mener, omtrent af følgende Indhold: „Fyrsten farvede den blanke Egg rød paa Emne, og Ilden fortærede Folks Huse; Fynboernes Antal blev forringet“.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 70. Snorre Cap. 54.
- ↑ Morkinskinna fol. 10. a samt Flatøbogen, (Fornm. Sögur IV. 282 Var. 3), og Fagrskinna, Cap. 190. Ágrip, Cap. 35, der ellers omtaler Finn alene som „en mægtig Mand paa Ranarike, med hvis Broderdatter Harald var gift“, fortæller at han drog til Danmark med syv Langskibe.