Om Harald strax efter Toget til Fyn 105l vendte tilbage til det Throndhjemske, eller om han endnu tilbragte een eller to Vintre i Viken, siges ingensteds med Bestemthed, da det er med Aaret 1052 at den før omtalte dunklere Periode af Haralds Regjeringstid begynder, fra hvilken Sagaerne ingen bestemte historiske Optegnelser meddele. Det vilde ikke været i sig selv saa underligt, om han i den første Tid efter Einar Thambarskelves Drab holdt sig borte fra Throndhjem; men da Finn Arnessøn havde bragt et fuldstændigt Forlig til Veje, hvilket allerede skede i Løbet af 1051, var der dog ikke egentlig nogen Grund for ham til længere at frygte Thrønderne, og for den Sags Skyld kunde han saaledes gjerne have tilbragt Vintren 1050—1051 i Throndhjem, og saa meget mere den følgende Vinter. Den i enkelte Sagabearbejdelser meddeelte Fortælling om det uvenskabelige Forhold, der opstod mellem Halldor Snorressøn og Kongen, og om deres Adskillelse, indeholder vel enkelte Antydninger i den her omhandlede Henseende, men ikke saaledes, at Spørgsmaalet derved ganske bliver opklaret. Fortællingen om Halldor Snorressøn er ellers i andre Henseender særdeles oplysende, saa vel med Hensyn til Livet ved Haralds Hird, som til at vise, hvor eftergivende Harald med al sin Strenghed og Myndighed dog kunde være mod sine gamle Krigskamerater, og hvilken overmodig Opførsel disse torde tillade sig mod ham. Fortællingen selv bærer, enkelte chronologiske Usikkerheder fraregnede, ganske Sandhedens Præg, og vi meddele derfor det væsentligste deraf.

Halldor var, som det allerede ovenfor er nævnt, om Vaaren 1048 dragen over til Island paa det ham af Kongen skjenkede, og ved Kongens Hjelp bemandede Skib, for at besøge sine Frænder. Der forblev han den næste Vinter, og vendte ikke tilbage førend Sommeren derefter (1049), hvor han da sandsynligviis traf Harald strax efter hans Tilbagekomst fra Toget til Slesvig og Forfølgelsen ved Lesø. Men Halldor, heder det, begyndte nu at vise Kongen mindre Opmerksomhed end for, idet han ofte udeblev, naar han skulde følge ham, og stundom sværmede ude om Nætterne, i Stedet for at sove i Kongens Herberge. Kongen lagde Merke til Halldors Forsømmelighed, og det viste sig snart, at han derfor havde et mindre godt Øje til ham, end hidtil. Det traf sig engang, da Hornet gik rundt, at Halldor, hvis Sidemand var en gammel og af Kongen meget yndet Hirdmand ved Navn Thore Englandsfarer[1], leverede denne Hornet, efter ærligt at have drukket mere end Halvdelen deraf; men Thore, der var gammel og svag, kunde ikke drikke saa hurtigt, og Kongen troede derfor at Halldor utilbørligt havde skulket. Han sagde derfor til Halldor: „seent lærer man dog sine Folk at kjende, hvo skulde have troet at du ved Drikken gjør Kneb med en Olding, men løber seent om Natten efter slette Fruentimmer i Stedet for at ledsage din Konge?“ Halldor værdigedes ikke engang at svare paa denne Tiltale, men var ikke desto mindre meget opbragt derover. Hans anden Sidekamerat, ved Navn Baard fra Oplandene, en brav og veltænkende ung Mand, fandt dette slemt, og skyndte sig tidligt den følgende Morgen at oplyse Kongen om hans Fejltagelse. Han fortalte ham Sagens rette Sammenhæng, at Halldor havde drukket ærligt og redeligt, og lagde til, at det heller ikke forholdt sig saaledes at han løb efter slette Fruentimmer, skjønt hans Venner nok kunde ønske, at han holdt sig mere til Kongen. Harald sagde da, at han og Halldor nok skulde blive forligte om denne Sag, naar de næste Gang kom sammen, og da Baard nu ogsaa beroligede Halldor, blev der ikke ytret videre derom, men Forstaaelsen mellem Halldor og Kongen var dog intet mindre end god. Da Julen kom[2], blev der, som en sædvanlig Jule-Moro, bestemt Straffe (Vite), bestaaende i at tømme et eller flere Horn (Viteshorn), for alle Slags Smaaforseelser, som at komme for silde op, eller til Kirken, o. a. d. Det hørte til, at de, der skulde tømme slige Horn, ej sad i deres sædvanlige Rum paa Bænken, men derimod nede paa Gulvet, i Halmen, hvormed dette var belagt. En Morgen havde Kjertesvendene, for ret at have Morskab, bestukket Klokkeren til at ringe til Ottesang tidligere end sædvanligt, saa at en Mængde kom for seent og følgelig dømtes til at tømme Viteshornet, blandt dem ogsaa Halldor. Han syntes imidlertid ikke om denne Spøg, og blev siddende i sit Riim, medens de andre satte sig paa Gulvet. Alligevel bragte man ham Viteshornet, men han vilde ikke drikke. Dette blev meldt Kongen, som sagde: „det kan ikke være sandt, og i alle Fald vil han da vel modtage Hornet, naar jeg selv bringer ham det“. Kongen tog virkelig Hornet, og gik hen til Halldor dermed. Halldor rejste sig op for Kongen, men da denne bad ham at drikke, vægrede han sig derved, og meente at han ej var pligtig dertil, da man kun havde anvendt Kneb, for at faa ham og andre fældede. „Du faar dog drikke Vitet lige saa vel som de øvrige“, sagde Kongen. „Det kan maaskee nok lykkes dig, Konge“, sagde Halldor, „at tvinge mig til drikke dette Vite, men ikke vilde Sigurd Syr kunne have tvunget Snorre Gode til noget, han ej vilde“. Med disse Ord tog han Hornet og drak deraf, men Kongen blev meget vred, og gik til sit Rum. Da Nytaarsdagen kom, skulde Solden udbetales Hirdmændene; men de fik den kun betalt i hiin daarlige Mynt, som ovenfor er omtalt, der mere bestod af Kobber end af Sølv, og spotviis kaldtes Haraldsslaatten. Da Halldor havde modtaget Pengene, lagde han dem paa Skjødet af sin Kappe, som han holdt op med den ene Haand, betragtede dem, og slog saa nedenunder med den anden saa at de faldt ned i Halmen. „Det var ilde gjort“, sagde Baard, som saa det, „thi Kongen anseer det vist for en Fornærmelse, naar man vrager hans Penge“. Men Halldor meente at det ikke havde nogen Fare. Da Julen var forbi, begyndte Kongen at lade sine Skive udruste for at drage sydefter, og foretage det sædvanlige Sommertog til Danmark. Halldor gjorde dog ingen Miner til at følge med, ikke engang da Kongen allerede var næsten rejsefærdig. Paa Baards Spørgsmaal, hvad dette skulde betyde, sagde han at det var hans Hensigt at blive tilbage, siden han godt kunde see, at Kongen ikke yndede ham. „Han vil dog vist, at du skal følge med“, sagde Baard, gik siden hen til Kongen, og fortalte at Halldor ej gjorde sig rede til Rejsen, hvilket, som han sagde, var stor Skade, da man vanskelig fik nogen, der kunde ildfulde hans Sted i Stavnen. „Sig ham“, sagde Kongen, „at jeg haaber han nok bliver med, og at den Misforstaaelse, der nu en Stund har fundet Sted mellem os, ej har noget at betyde“. Baard sagde ham dette, og at Kongen slet ikke vilde undvære hans Tjeneste. Halldor lod sig omsider overtale til at følge med, og indtog sin sædvanlige Plads som Kongens Stavnbo. Paa Farten sydefter traf det sig en Gang, at Halldor pludselig befalede den, der stod ved Roret, at dreje af. Kongen derimod bød ham, at holde samme Kurs som før. Halldor sagde atter: „drej af!“ Kongen gjentog ligeledes sin Befaling. „Men I styrer jo lige paa Skjeret“, raabte Halldor. Dog det var for seent, thi Skibet stødte saa haardt mod et Skjer, at hele Underdelen gik af, og det maatte flyttes til Land ved Hjelp af andre Skibe, for at gjøres ved. Imidlertid blev der slaaet Telte op, saa længe man var nødt til at opholde sig der. Morgenen efter vaagnede Baard ved, at Halldor pakkede ind. Paa Baards Spørgsmaal, hvor han agtede sig hen, svarede han: „paa et Fragtskib her i Nærheden, saa at vi nu komme til at drage hver vor Vej, da jeg ikke ønsker at Kongen oftere skal forspilde sine Skibe eller andre Kostbarheder, alene for at krænke mig“. Baard bad ham dog at vie lidt, til han havde talt med Kongen. Da Kongen saa Baard komme, sagde han: „du er tidlig paa Færde idag!“ Art kan nok behøves“ sagde Baard, „thi Halldor bereder sig til at rejse bort, saasom han finder — hvad der og er sandt, — at du har handlet uvenskabeligt imod ham; han agter sig nu tilbage til sit Skib i Throndhjem, og derfra ud til Island; men da skilles I ikke ad, som det sig hør og bør, og min Mening er, at du vanskelig faar nogen saa paalidelig Mand som han“. Kongen ytrede ogsaa at han gjerne vilde forliges med ham, og at han ikke vilde lægge den sidste Uenighed videre paa Hjerte. Baard gik derpaa tilbage til Halldor, og sagde ham Kongens forsonlige Ord. Men Halldor svarede kun: „hvorfor skulde jeg tjene ham længere, naar jeg ikke engang faar min Sold uforfalsket?“ „Tal ikke herom“, sagde Baard, du kan nok finde dig i hvad Lendermænds Sønner tage imod uden at knurre; sidst bar du dig heller ikke anstændigt ad, idet du kastede Pengene ned i Halmen og spildte dem: du kan jo dog vel begribe at Kongen anseer dette som gjort for at haane ham“. „Jeg tror dog ikke“, sagde Halldor, „at jeg en eneste Gang har viist saa stor Uefterrettelighed i at følge Kongen, som han i Udbetaling af Solden“. „Deri har du vistnok Ret“, sagde Baard; „bi lidt endnu, og lad mig tale med Kongen derom“. Baard gik virkelig atter til Kongen, og bad ham lade Halldor faa sin Sold i gode Penge, hvilket han i Sandhed var værd. Æren synes du da ikke“, spurgte Kongen, „at det er noget djervt af dig at bede om anden Sold for Halldor, end den som Lendermænds Sønner modtage, efter den haanlige Maade hvorpaa han foor frem ved sidste Udtælling?“ Sag heller, Herre“, sagde Baard, „i Betragtning, hvad der er langt mere værd, nemlig hans Bravhed og eders lange Venskab, saa vel som eders egen Ædelmodighed: I kjender jo desuden Halldors Sindsbeskaffenhed og Strenghed, og det tjener dig selv til Ære, at vise ham Hæder!“ „Du taler som en brav Mand“, sagde Kongen, „lad ham faa Pengene!“ Baard fik dem udbetalte, og bragte Halldor dem: det var 12 Mk. Selv. Men Halldor var dog endnu ikke tilfreds hermed. Han vilde ikke længer være paa Kongens Skib, og hvis denne fremdeles ønskede at beholde ham hos sig, maatte han, sagde Halldor, skaffe ham et eget Skib at styre, og det til Ejendom. Baard forebragte Kongen ogsaa denne Anmodning, idet han forestillede ham, at han vist vilde være tjent med en saa paalidelig Skibsstyrer som Halldor. Kongen fandt dette heller ikke saa urimeligt, og lovede at gjøre ved Sagen, hvad han kunde. Han lod strax en af sine Skibsstyrere, ved Navn Svein af Lyrgja[3], en Lendermand, kalde til sig, og sagde til ham, at da han var af saa høj Æt, og dertil meget forstandig, ønskede han helst at have ham paa sit eget Skib, for at nyde godt af hans vise Raad; til det Skib, han hidtil havde ført, kunde en anden Styrer udnævnes. Svein udtrykte sin Forundring over denne pludselige Trang, Kongen viste til at raadspørge ham, hvilket han hidtil aldrig havde plejet, og bad om at faa vide, hvo der skulde afløse ham i Befalingen over Skibet. Kongen nævnte Halldor. Svein sagde: „jeg havde dog aldrig tænkt, at du vilde tage Befalingen fra mig og give den til en Islænding“. „Hans Æt“, svarede Kongen, „er ikke værre paa Island, end din her i Norge, og desuden er det jo ikke saa længe siden, at de, som nu bebo Island, vare virkelige Nordmænd[4]“. Det blev ved Haralds Bestemmelse. Svein maatte overlade Skibet til Halldor, og siden fortsattes Rejsen til Viken, hvor Kongen lagde ind til Oslo[5], og tog Vejtsler.

En Dag, da Kongen sad og drak med sine Mænd, hvoriblandt ogsaa Halldor, kom dennes Svende ind, ganske vaade, og meldte at Svein af Lyrgja med sine Folk havde taget Skibet tilbage og jaget dem ud i Vandet. Halldor stod strax op, gik hen til Kongen, og spurgte ham om det ikke var Meningen at han skulde beholde Skibet, som Kongen havde givet ham. „Jo visselig“, svarede Kongen, og befalede strax sine Hirdmænd at tage sex Skibe og hjelpe Halldor til at faa sit Skib tilbage. De adløde, satte med Halldor efter Svein, og indhentede ham: Svein skyndte sig fra Skibet og op paa Land saa hurtigt han kunde, Halldor tog atter ved sit Skib, og bragte det tilbage til Oslo. Sommeren tilbragtes sandsynligviis med et Tog til Danmark, uagtet der intet meldes derom. Det heder kun, at da Sommeren var til Ende, vendte Kongen tilbage til Throndhjem med sine Mænd, og overvintrede i Nidaros. Svein af Lyrgja tilbragte Vintren paa sine Gaarde, og sendte Bud til Kong Harald, at han ganske overlod det til ham at afgjøre den Trætte, hvori han nu befandt sig med Halldor om Skibet, men at han dog helst ønskede at afkjøbe Halldor dette, hvis Kongen intet havde derimod. Da Kongen saa, at Svein overlod alt sammen til ham, bilde han ogsaa helst mage det saaledes at begge Parter skulde finde sig tilfreds, og derfor tilbød han sig selv at afkjøbe Halldor Skibet til sømmelig Priis, for siden at give Svein det tilbage. Halldor modtog Tilbudet, og fik hele Kjøbesummen strax udbetalt, paa 72 Mark Guld (4 Merker Sølv) nær, som stod tilbage, og som Halldor heller ikke krævede synderlig ivrigt, saalænge Vintren varede. Men da Vaaren kom, sagde han til Kongen at han denne Sommer agtede sig hjem til Island, og at han derfor behøvede sit Tilgodehavende. Kongen negtede ham ikke Rejsetilladelse, men gjorde Vanskeligheder ved Udbetalingen. Halldor krævede oftere, men fik kun ærgerlige Svar. Imidlertid gjorde Halldor sit Skib sejlfærdigt, og lod det lægge ud ved Bratøren[6], lige ved Elvens Munding. Da alt var rede og det tegnede sig til god Vind, gik Halldor en Aften silde i sin Baad med endeel af sine Mænd, alle bevæbnede, roede ind til Bryggen, vendte Bagstavnen mod Land og satte een Mand til at holde Baaden fast, medens han lod nogle andre sidde ved Aarerne; med de øvrige gik han op i Byen og lige til det Kammer, hvor Kongen og Dronningen sov. De vaagnede begge af den Larm, som de indtrædende foraarsagede, og Kongen spurgte, hvo det var, som vovede at bryde ind til ham ved Nattetid. „Det er Halldor“, lod Svaret, „som vil have sine Penge, da der nu er god Vind, og han skal til at sejle“. „Jeg kan ikke skaffe Pengene her paa Stedet“, svarede Kongen; „bi til imorgen, saa skal du faa dem“. „Nej“, svarede Halldor, „jeg vil have dem strax, og vil denne Gang ikke gaa bort med uforrettet Sag, thi jeg kjender dit Sindelag og veed at du ikke synes om den Maade, hvorpaa jeg kræver mine Penge, hvor føjelig du end anstiller dig. Fra denne Tid af tror jeg dig kun lidet, og da det er uvist, om vi oftere treffes under saa heldige Omstændigheder for mig, som denne Gang, vil jeg ogsaa nu benytte mig deraf. Jeg seer at Dronningen har en ikke saa liden Guldring paa Armen: lad mig faa den“. „Saa faa vi see efter en Vegt, for at veje den“, sagde Kongen. „Det behøves ikke“, svarede Halldor; „jeg tager den for mit Tilgodehavende, og du kommer ingen Vej med dine Kneb: giv mig den strax“. Da sagde Dronningen: „lad ham dog faa Ringen, som han forlanger: seer du da ikke, at han staar over dig med Drabstanker?“ Hun tog strax Ringen af, og gav Halldor den; Halldor takkede dem begge, bad dem leve vel, og gik ned til sin Baad saa hurtigt, han og hans Mænd formaaede, derpaa roede de af alle Kræfter ud til Skibet, lettede Anker og hejsede Sejl. Men allerede idet de sejlede ud, borte de Ludrene blæse i Byen, og strax efter saa de tre Langskibe komme ud af Elven, og sætte efter dem. Men Vinden var god, og Halldors Skib havde allerede faaet saa stort Forspring, at Langskibene ej kunde indhente det, men efter en forgjæves Jagt vendte tilbage igjen. Halldor kom lykkeligt til Island, hvor han tog sin Bolig paa Hjardarholt, Olaf Paas gamle Herresæde. Nogle Aar derefter sendte Kong Harald Bud til Halldor, med Anmodning om at komme til ham igjen: han lovede ham den største Udmerkelse, og at ingen Mand skulde kommet højere Stilling end han. Men Halldor svarede: „jeg rejser aldrig til Kong Harald, og det er bedst at alt forbliver mellem os som hidtil; jeg kjender ham nok, og veed, at det Løfte, han giver mig, kun betyder at han vil hænge mig i den højeste Galge, hvis han faar mig fat“. Mange Aar senere, da Harald begyndte at blive noget ældre, sendte han Bud til Halldor med Anmodning om at skaffe ham nogle Ræveskind til Sængeteppe, fordi han trængte til at holde sig varm. Halldor skal herved først have udbrudt: „nu ældes den gamle Hane:“ dog skaffede han ham dette. Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes Halldor, der blev en meget gammel Mand, plejede at fornøje sine Landsmænd paa Althingene, vel ogsaa ved andre Lejligheder, med at fortælle om de Bedrifter, Kong Harald og han havde udført i Syden, og hvorledes Thorstein frode sammensatte sin Saga derefter. At Uvenskabet mellem Kongen og Halldor ikke afholdt denne fra at give ham den Roos, han fortjente, medens han paa den anden Side heller ikke gjorde sig skyldig i Overdrivelser, synes man at maatte slutte deraf, at Kongen erklærede sig tilfreds med Thorsteins Beretning[7].

  1. Han kaldtes saaledes, siges der, fordi han i sine yngre Dage havde været en stor Kjøbmand og længe ligget paa Fart til fremmede Lande, navnlig England, ligesom han og havde ført Kongen mange herlige Sager hjem.
  2. Af Sagaens Udtryk skulde man nærmest slutte at det var Julen strax efter den Sommer, Halldor var kommen tilbage fra Island. Vel kunde man ogsaa formode at den i Sagaen med faa Ord omtalte Forsømmelighed, Halldor udviste, har omfattet et længere Tidsrum, men dog maa man, naar man seer hen til de øvrige Omstændigheder, antage Sagaens Tidsangivelse for rigtig, se nedf. S. 264.
  3. Denne Svein synes, efter det Naboskab at dømme, der lader til at have fundet Sted mellem bane Gaarde og Nidaros, at have været en Thrønder. Den Formodning ligger derfor nær, at han var en Søn af Orm Lyrgja (se ovf. I. 2. S. 260) og Gudrun Lundesol, hvis man ellers blot kunde antage „Lyrgja“ for et Stedsnavn, eller paavise et saadant Sted i Thrøndelagen. Eller maaskee man burde læse „Svein lyrgja“, ikke „af Lyrgja“.
  4. Dette merkelige Udsagn forekommer kun i Morkinskinna fol. 8 a., hvor det lyder i Oldsproget: „ok eigi hefir all-langt síðan lidit, er þeir váru norrœnir er ni byggja Ísland“. I Hrokkinskinna heder det kun at mange af Islændingerne ikke havde langt at regne til mægtige Forfædre i Norge.
  5. Det er, som ovenfor bemerket, alene Morkinskinna, som her nævner Oslo. Ellers tales der kun om „Viken“.
  6. Bratøren nævnes kun i Morkinskinna fol. 8. b.
  7. Harald Haardraades Saga Cap. 43—46, Morkinskinna fol. 8. Vi have ovenfor fremstillet Tidsregningen i Fortællingen om Halldor saaledes som Sagaerne have den. Der er heller ikke egentlig i sig selv noget usandsynligt i, at Halldors Vinterophold hos Kongen, Lystigheden i Julen med Viteshornene, og den paafølgende Uenighed mellem Halldor og Kongen om Solden foregik samtidigt med Kongens og Einars Stridigheder, og at det saaledes var paa den samme Rejse sydefter, at Halldor fik Svein Lyrgjas Skib, som den, ved hvilken Harald havde skyndt sig fra Nidaros i Anledning af Einars Drab, og søgt Hjelp hos Finn Arnessøn. Hvad der dog kunde siges at tale derimod, er en i Flatøbogen meddeelt og i Fornm. Sögur III. 152—162 aftrykke af os ogsaa ovenfor (I. 2. S. 400 Anm. I.) berørt Fortælling om, hvorledes Halldor Snorressøn, ærgerlig over at Kongen negtede ham Naade for en Islænding, der havde dræbt en kongelig Hirdmand, begav sig med ham til Gimse, under Einars Beskyttelse, hvorledes Halldor her paadrog sig Einars Vrede ved at dræbe en af hans Frænder, men hvorledes denne skjenkede ham Livet paa Grund af et Løfte, han efter Svoldrslaget havde givet en maskeret Mand, der løskjøbte ham fra Fangenskab, og i hvilken han troede at gjenkjende Olaf Tryggvessøn. Denne sidste Deel af Fortællingen er saa usandsynlig, at den svækker Troværdigheden af det hele. Men om end Halldor virkelig har opholdt sig en Stund hos Einar og der været i Fare, behøver det ej at have været Vintren 1049—1050; det kan ogsaa have været tidligere, f. Ex. 1047—48, saa meget mere som det i Beretningen heder at han var siden „længe“ hos Harald, og „længe“ maa dog i det mindste indbefatte mere end tre Diar. I sig selv er det, som ovenfor bemerket, heller ikke i mindste Maade underligt, om Harald endnu om Høsten 1051 vendte tilbage til Throndhjem, da Finn allerede havde faaet Urolighederne ganske bilagte.