Den første Tid efter sin Tilbagekomst fra Vesterhavs-Toget tilbragte Magnus øster i Viken, fornemmelig, som man maa antage, i Kongehelle og paa sine Gaarde i Ranrike. Da der nemlig ikke for det første var mere at udrette for ham i Vesten, og hans Begjærlighed efter Magt og Ære dog ikke tillod ham at være i Ro, besluttede han nu at vende sine Vaaben mod Nabolandet Sverige, og forsøge om han kunde bemægtige sig et Stykke deraf. For det første paastod han, at Grændsen mellem begge Riger ikke gik, som den burde, da den, i Stedet for at forlade Gaut-Elven et Stykke nedenfor Væneren, skulde følge den lige op til denne, og at derpaa Væneren selv skulde danne Grændsen lige op til Vermeland, med andre Ord, at Landskabet Dalsland skulde tilhøre Norge, ikke Gautland, og at det tidligere havde adlydt hans Forfædre[1]. Men denne Fordring skal han kun have henkastet for at faa et nogenledes rimeligt Paaskud til Krig; hans egentlige Hensigt skal have været at erobre hele Vester-Gautland. Sine Fordringer, ledsagede af de behørige Trusler, har Magnus rimeligviis fremsat om Høsten 1099; maaskee han allerede da har ladet sine Mænd foretage enkelte Strejftog, eftersom de svenske Grændseboere aldeles vægrede sig ved at erkjende hans Fordring og tage ham til Konge i Stedet for deres retmæssige Herre, den brave Inge Steenkilssøn. Tidligt om Vaaren 1100 begyndte den egentlige Krig. Da viste Magnus sig med en betydelig Styrke hiinsides Grændsen, begyndte at herje og brænde, og tvang derved Indbyggerne af de omspurgte Hereder til at underkaste sig og sværge ham Troskabsed. Derpaa vendte han tilbage til Landemerket“[2], opslog der sin Lejr hiinsides Elven, og beredede sig til et Tog ind i det egentlige Gautland. Imidlertid havde Kong Inge faaet Efterretning om Magnus’s Angreb, og samlet en betydelig Hær, med hvilken han ilede ham imøde. Magnus’s Mænd raadede Kongen til at vende tilbage og ikke oppebie Inges Ankomst; men herom vilde han intet høre; tvertimod skyndte han sig at møde Inge, førend denne endnu ventede det, for saaledes, om muligt, at komme uforvarende over ham. Dette lykkedes ham ogsaa paa et Sted ved Navn Foxerne eller Fuxerne i Flundre-Hered, strax ved Lilla Edet. Her kom Nordmændene ved Nattetid ganske i Nærheden af Sviarnes Hær, uden at denne merkede det, og de gjorde strax et saa heftigt Rytter-Angreb paa de overraskede Fiender, at disse lede et fuldstændigt Nederlag. I Spidsen for sine Mænd red Magnus frem og tilbage gjennem Sviarnes Rækker, huggende til begge Sider, saa at det blev ryddigt overalt, hvor han kom. Inge frelste sig med Flugten, efterladende en Mængde .Faldne paa Valpladsen. Vore Sagaer meddele her en løjerlig Beretning om en Franskmand ved Navn Giffard, som Vintren forud var kommen til Magnus, og havde tilbudt ham sin Tjeneste, idet han paastod at være en „god Ridder“. Magnus havde med Glæde modtaget hans Tilbud, og han ledsagede nu Kongen paa dette Tog; men netop som Angrebet ved Foxerne skulde begynde, var Giffard ingensteds at see, og saavel Kongen, som en Skald, der stod i Nærheden, gjorde sig lystige derover i Spottevers. Da Slaget var endt, kom den tapre Ridder Giffard ridende ned fra et Sted oppe i Landet, hvor han havde holdt sig skjult, men fik nu høre saa mange Haansord og Spydigheder for sin Modløshed, at han fandt det raadeligst at pakke sig bort. Han rejste over til England med et Kjøbmandsskib, men ogsaa ombord maatte han døje Spottegloser, og især blev han fornærmet over en Islænding, som gjorde sig lystig over at han laa hjelpeløs og søsyg. Ved Ankomsten til England anklagede Giffard Islændingen hos Gereven i den nærmeste Stad for at have digtet Nidvise over ham; Islændingen benegtede dette, og tilbød sig at kvæde et lignende Kvad, for at Gereven selv kunde høre hvor uskyldigt det Hele var. Gereven tillod det, og Islændingen berømmede nu paa en overdreven og ironisk Maade Giffards Tapperhed ved Foxerne. Gereven, som ej skjønnede andet, end at Rosen var oprigtig meent, frikjendte Islændingen ganske, og Giffard, der skammede sig ved at forklare Sagens sande Sammenhæng, forføjede sig slukøret bort[3]. Sejren ved Foxerne aabnede Magnus Vejen ind i det egentlige Vestergautland, hvor han nu drog omkring med Hærskjold og underkastede sig, som Gift Illugessøn, der selv var med paa dette Tog, bevidner, hele femten Hereder[4]. Dette er nu vel en Overdrivelse, da hele det nuværende Venersborg Len ikke indeholder flere end 15 Hereder[5]; men at Magnus dog har underlagt sig, eller i det mindste gjennemilet en betydelig Strækning, er aabenbart. Da Vintren nærmede sig, saa at han maatte tænke paa Tilbagetoget, havde han naaet Væneren, i Nærheden af Kvaldens-, nu Kollans-Ø, mellem Kinneviken og Dalbosøen. Paa denne Ø lod han frie Mænd i Hast opføre et Birke (Skandse) af Torv og Tommer, med en Grav udenom, og efterlod en Besætning af 360 udsøgte Krigere, vel forsynede med Proviant og alle andre Fornødenheder for Vintren, under Sigurd Ullstrengs og Finn Skoftessøns Befaling. Selv vendte han tilbage til Viken, med den Beslutning, næste Vaar at komme igjen med en sterkere Hær, og fortsætte sit Erobringstog. Nordmændene paa Kvaldensø fik snart høre, at Kong Inge samlede en Hær for at angribe dem, men da det tog nogen Tid hermed, og de desuden stolede paa at Virket var uindtageligt, spottede de kun derover og kvad haanende Viser om „den tykke Inge, der aldrig gjorde Alvor af at komme“[6]. Men Inge oppebiede viselig Tiden, da Isen tillagde Søerne, og saaledes gjorde Kvaldensøen tilgængelig fra Landsiden. Da viste han sig hiinsides Sundet med en Hær af mere end 3500 Mand[7] og tilbød Nordmændene fri Afmarsch med alt deres Bytte og uhindret Tilbagetog til Norge, naar de strax med det Gode vilde overgive Virket i hans Vold. Men Sigurd Ullstreng svarede hans Sendebud, mere kjekt end klogt, at Kong Inge nok skulde faa andet at bestille, end at vise dem bort som en Hjord af Hage, og at han først maatte komme nærmere. Da Sendebudene bragte Kongen dette Svar, red han strax med sin hele Hær ud paa Øen. Her opfordrede han Nordmændene atter til at overgive Virker, paa de samme Vilkaar som for, dog saaledes at de nu skulde give Slip paa Byttet. De vægrede sig fremdeles, og nu gav han Befaling til Angreb. Efter at man en Tidlang havde skudt paa hinanden fra begge Sider, lod Kongen Graven, der omgav Virket, fylde med Kammer og Torv; derpaa lod han Ankere surre fast paa lange Bjelker, og ved Hjelp af disse hefte fast øverst i Tømmervæggene, hvis Stokke man ved at hale i Bjelkerne fik fra hinanden; tillige blev der gjort store Baal, og gloende Bet-inde kastede ind paa Nordmændene. Da saa disse sig nødte til at hede om Grid, hvilken Inge ogsaa tilstod dem, men, da de saa haanligt havde forkastet hans forrige gode Tilbud, paa saare ydmygende Betingelser. De maatte forlade Virket uden Vaaben og Kapper, og ved Udgangen fik hver et Stokkeslag. Alle de Markemænd eller Grændseboere, som nødtvungne havde hyldet Magnus, gave sig nu igjen under Sviakongen.

De overvundne Nordmænd begave sig lige til Magnus, der synes at have overvintret i Oslo, og fortalte ham, hvilken Beskæmmelse de havde lidt. Der behøvedes langt mindre end dette for at saare hans Ærgjerrighed, og saa snart Isen gik op den næste Vaar (1101), var han strax paa Ferde for at skaffe sig Hevn. Han styrede med en Flaade øster til Elven, og sejlede op ad den østlige Arm, idet han idelig gjorde Landgang og herjede paa den svenske Side. Dette skede ogsaa, da han var kommen til Foxerne, hvor han Aaret forud havde overvundet Kong Inge. Men han fjernede sig alt for langt fra Skibene. Da hans Skare var kommen over en Aa[8], hvor Vejen gik, viste pludselig en heel Hær af Gauter sig; Nordmændene bleve overmandede, mange faldt, og de øvrige, hvoriblandt Kongen, maatte redde sig ved Flugten. Gauterne fulgte dem i Hælene, og dræbte Enhver, som de indhentede. Kongen selv kom i den største Fare, da han har let kjendelig ved sin Højde, sit lange, silkeblege Haar, der hang i Lokker ned paa hans Skuldre, og en rød Vaabenkjortel som han havde over Brynjen. Agmund Skoftessøn, der red ved hans Side, og ligeledes var en høj og smuk Mand, bad Kongen om Kjortlen. „Hvad vil du med den“, spurgte Kongen. „Jeg vil kun have den“, sagde Agmund; „du har givet mig større Gaver før“. Da gav Kongen ham Kjortlen, som Agmund strax kastede over sig. Dette skede just paa et Sted, hvor en Deel Krat og nogle Smaabakker for et Øjeblik hindrede de forfølgende Gauter fra at see dem. Da de igjen kom frem paa aaben Mark, skilte Agmund sig med sin Flok fra den øvrige Skare, og tog en anden Vej; men Gauterne, som nu toge ham for Kongen, stimlede alle efter ham, uden at ændse Magnus, som saaledes uden Hinder naaede Skibene. Heldigviis lykkedes dette ogsaa den ædle Agmund, der saa heltemodigt opofrede sig for sin Konge, men det var dog kun med yderste Nød at han undslap Forfølgerne. Magnus forsøgte ikke at trænge længer frem, men sejlede ned ad Elven igjen, og drog nord i Viken. Han havde paa dette Tog ikke udrettet andet, end at herje og brænde nogle Bygder for Gauterne. Selv havde han mistet mange Folk, uden at være kommen sit Maal et Skridt nærmere. Han havde saaledes al Grund til at være misfornøjet med Toget.

Dette var Magnus’s sidste Felttog i denne Krig, thi strax efter, heder det, foor der Mænd mellem Kongerne om at de skulde stifte Fred mellem sig selv indbyrdes og mellem deres Lande. Det samme, tilføjes der, ønskede ogsaa Erik, som den Gang var Danmarks Konge — han havde i 1095 efterfulgt sin Broder Olaf — for sig og sit Rige. Det lader saaledes til, at Erik har optraadt som Megler mellem begge de krigførende Konger, og hertil havde han god Anledning, da det spendte Forhold, der nødvendigviis maa have hersket mellem Norge og Danmark siden Magnus’s Herjetog i Halland 1096, endnu ikke, saa vidt man kan see, var bilagt, saa at man i Halland hvert Øjeblik kunde vente sig Angreb af Nordmændene, især hvis Krigen kom til at drage sig nærmere hen mod dets Grændser. Men det maatte derhos saa meget mere være ham magtpaaliggende at faa en fuldstændig Fred tilvejebragt mellem Nordens trende Folk,som han just i denne Tid med største Iver arbejdede paa Oprettelsen af en særegen Erkebiskopsstol for Norden[9], hvorved det fornemmelig maatte komme saare meget an paa, at det uvenskabelige Forhold mellem de tre“Folk og Konger, der var afbrudt ved Magnus’s Krigsforetagender, atter kom istand. Magnus vilde dog vel neppe have lyttet til noget Fredsforslag, hvis hans sidste Felttog havde været heldigere. Nu derimod maa man formode, at i det mindste hans Mænd have fraraadet ham alle yderligere Foretagender mod Sverige, ligesom vel og Bønderne have knurret temmelig alvorligt over noget nyt Ledings-Udbud. Da saaledes Kongerne Erik og Inge, som Sagaen udtrykker sig, lode Magnus hilse og anmode om, ikke at eftertragte deres Riger, imod at de paa sin Side forbandt sig til at lade hans Rige i Fred, blev der til Sommeren aftalt et Møde ved Landemerket, i Gaut-Elven[10], hvor alle tre Konger personligt skulde indfinde sig, og hvortil de tilsagde hinanden gjensidig Sikkerhed. Det faldt af sig selv, at alle Krigsforetagender imidlertid skulde hvile. Til den de stemte Tid kom da, som der staar, Kong Magnus nordenfra, Kong Erik søndenfra, og Kong Inge ovenfra. Da Thinget var sat, gik de tre Konger et Stykke bort fra deres Mænd, frem paa Pladsen, og, siger den ældste Sagaberetning, de havde neppe samtalet i saa lang Stund som kunde kaldes en halv Bord-Stund, førend de alle vare forligte og alle tre Riger i Fred; enhver af dem skulde besidde sin Ætte-Jord ubeskaaren; enhver af dem skulde selv erstatte sine Undersaatter den Skade, de havde lidt, og Kongerne selv skulde nærmere jevne alt mellem sig som det bedst kunde skee til alles Behag. Den vigtigste Betingelse for Freden var dog nok den, at Kong Inge forpligtede sig til at give Magnus sin Datter Margrete til Egte med de omtvistede Landskaber i Medgift[11]. Derved erhvervede Magnus den personlige Besiddelse af disse, faa længe Egteskabet vedvarede, og den vilde ogsaa komme til at nedarves paa deres fælles Børn. For øvrigt skal man have taget Fredsslutningen 1019 mellem Olaf den hellige og Olaf Skotkonung til Mønster. Magnus fæstede strax Margrete, og saaledes, heder det, bleve de største Fiender paa en kort Stund til de bedste Venner, og vendte aldeles forligte tilbage til deres Mænd. Der fortælles, at medens Kongerne stode afsides paa Pladsen og samtalede, ytrede deres Folk, der stode omkring, at man vanskelig vilde kunne opvise tre andre Høvdinger af et saa anseeligt Udvortes. Inge, den ældste, højeste og føreste, saa ærværdigst ud, Erik var den fagreste, og af hans Aasyn lyste der størst Godmodighed; Magnus var den belevneste, ridderligste og meest krigerske at see til. Alle tre vare smukke, majestætiske og veltalende.


Da Freden saaledes var sluttet, vendte de tilbage, hver til sit. Siden efter sendte stum Inge sin Datter fra Sverige med et prægtigt Følge, og Magnus holdt Bryllup med hende. Da dette Giftermaal beseglede Freden, gav man hende Tilnavnet „Fredkolla“[12]. Uheldigviis blev dog Egteskabet barnløst, saa at de Besiddelser, Magnus fik med hende, efter hans Død igjen adskiltes fra Norge[13].

    eller at Gereven lod Versene oversætte for sig. I dette sidste Tilfælde fremtraadte Ironien endnu mindre tydeligt. Merkeligt er det, at Giffard her kalder Islændingen en Nordmand.

  1. Navnet „Dalsland“ nævnes ej i Sagaerne, men derimod de Hereder, hvoraf det bestaar, nemlig Sunddalr og Norðdalr (det egentlige Dal), Véar (Vebo-Hered) sydvest for Store-Lee, Varðynjar (Valbo eller rettere Vardbo Hered søndenfor Vebo), og de tilliggende „Marker“, hvori maaskee Tøfsbo (þursbú Hered, der nu ligeledes hører til Dalsland, har været iberegnet, hvis det ikke maaskee i hiin Tid regnedes i Vermeland.
  2. Ved Landemerket (landamæri) forstod man oftest, som det synes, det Strøg hvor alle tre Riger stødte sammen, altsaa omtrent ved det nuværende Gøteborg. Men da Magnus i saa Fald paa Vejen til Farerne maatte have — passeret Byen Ljodhuus, og da vel ogsaa herjet denne, hvilket Sagaerne neppe — havde undladt at omtale, maa man heller antage at det Sted, hvor han opslog sin Lejr, var lige overfor det Punkt, hvor Rigsgrændsen forlader Gaut-Elven, altsaa ved Aakerstrøm, og at han kom nordenfra til Foxerne. Det er ogsaa rimeligt, at Inge selv havde sit egentlige Tilhold og Udgangspunkt i Ljodhuus.
  3. Magnus Barfods Saga Cap. 28. Snorre Cap. 16. Det klinger noget besynderligt, at den anglo-nordmanniske Gereve skulde kunne forstaa de Vers, Islændingen fremsagde for ham i det norske Sprog; thi vel undskyldte han sig med at han ej skjønnede paa Skaldskab, men denne Undskyldning gjelder ikke Sproget selv. Enten maa man derfor antage at Skibet er landet i en northumberlandsk eller østangelsk Havn, hvor endnu mange forstode norsk,
  4. Magnus Barfods Saga Cap. 20.
  5. Se Tunelds Geographi IV. S. 77. Maaskee Magnus kan have bemægtiget sig de 11 vestligste af disse tilligemed de 4 Hereder af Vestergøtland der nu høre til Gøteborgs Len.
  6. I Oldsproget: „allergi dvelr Ingi ofanreið, inn þjöbreiði“; hvilket danner to Verslinjer eller en Fjerding af et drottkvædt Vers.
  7. Der staar nemlig: henved 30 Hundreder; altsaa nær ved 3600.
  8. Hos Snorre staar, at de faldt i Nærheden af en Fos. Denne Fos kunde maaskee være Fossen ved Lilla-Edet, eller maaskee endog være at søge ved Fors Kirke, der ligger ved en Side-Elv, ½ Miils Vej oppe, hvis „fors einn“ ej er urigtigt læst i Stedet for „Foxerni“.
  9. Se herom ovenfor S. 418, 419.
  10. Saaledes Morkinskinna og Fagrskinna. Magnus Barfods Saga Cap. 31 og Snorre Cap. 17 nævne Kongehelle; men da slige Møder l det mindste i tiltro ligere Tider holdtes paa Brennøerne eller rettere paa Danaholmen, der ligger i Elvemundingen (se ovenfor S. 173, jvfr. I. 1. S. 748) er det rimeligst at antage Morkinskinnas Udsagn, der desuden neppe er nedskrevet mere end 100 Aar efter Begivenheden selv, for det rette. Om den ovenfor omtalte Skik, der skal have været iagttagen ved tidligere Lejligheder, at Danekongen holdt Sviakongens Bidsel og Norges Konge hans Stigbøjle, ogsaa nu iagttoges, nævnes ej. Det er ikke saa urimeligt, om Magnus og Erik, der begge vare yngre Mænd, have viist den ærværdige Inge saadan Ære; men sandsynligst er det dog, at Ceremonien, hvis den nogensinde har fundet Sted, indskrænkede sig til de gamle Uppsalakongers Tid, da kun deres Æt, ikke den steenkilske, betragtedes som saa langt ophøjet over de øvrige Fyrsteætter i Norden.
  11. Dette siges udtrykkeligt, saavel i Morkinskinna og Fagrskinna, som i Hrokkinskinna, Hryggjarsiykke og Ágrip samt hos Thjodrek; der er saaledes ingen Grund til at betvivle Rigtigheden deraf, hvad flere have gjort, alene fordi det udelades i den trykte Udgave af Snorre, og fordi de omtalte Landskaber ikke siden efter hørte til Norge. Men det er tydeligt nok, at da de kun udgjorde Margretes Medgift, og hun og Magnus ingen Fællesbørn havde, paa hvem de nedarvedes, maatte de, da hun efter hans Død egtede den danske Konge Nikolas, midlertidigt tilfalde denne, og det er desuden øjensynligt, at det for en stor Deel maa have været disse Besiddelser, der gav Nikolas og Margretes Søn Magnus den sterke saa stor Indflydelse i Vestergautland, at han efter Inge Hallsteenssøns Død blev valgt til Konge af Vestgauterne.
  12. D. e. Freds-Pige; Kolle eller Kulle bruges endnu ofte baade i Sverige og i det østlige Norge, ved lignende Sammensætninger, som f. Ex. Dalkulle (Pige fra Dalarne), Sæterkulle (Sæterpige).
  13. „Morkinskinna, fol. 23. b. 24. a. Fagrskinna, Cap.235—238. Hrokkinskinna og Hryggjarstykke, Magnus Barfods Saga Cap. 26—32. Snorre Cap. 13—18. Ágrip Cap. 42. Thjodrek Cap. 21. Tidsfølgen e disse Begivenheder angives i Morkinskinna og Fagrskinna anderledes end i Hryggjarstykke, Hrokkinskinna og hos Snorre. Disse sidste ordne Begivenhederne saaledes: Høst (1099?): Toget til Gautland, Erobring af 15 Hereder, Opførelse af Virket paa Kvaldensø. Vinter (1099—1100?): Indtagelsen af Virket. Vaar (1100?): Magnus’s Søtog opad Elven til Farerne, hans Nederlag her, og Redning ved Agmund Skoftessøn; Giffards Ankomst. Sommer eller Høst (1100?): Magnus’s andet Tog, og hans Sejr over Inge; Sommeren derefter (1101?): Fredsslutningen. Morkinskinna har derimod: Vinter (1099): Magnus’s Ophold i Viken og Giffards Ankomst; det følgende Aar (1100): Magnus’s Tog til de omtvistede Hereder, Sejren ved Farerne over Inge, Erobring af 15 Hereder i Gautland og Anlægget af Virket. Vinter (1100—1101): Virkets Indtagelse; strax derpaa, rimeligviis om Vaaren, Magnus’s andet Tog til Foxerne; dog tales der ej om hans Nederlag eller om Agmund; derefter, som det synes i samme Aar, Fredsslutningen. Denne Beretning sætter saaledes begge Hovedfelttog i en modsat Orden af den andens„ Vi have ovenfor fulgt den sidste, fordi den aabenbart er den rette. Det er ikke sandsynligt, at Magnus begyndte Felttoget allerede i 1099, saa kort efter sin Hjemkomst fra det store Vesterhavstog; derimod er det langt rimeligere, som Morkinskinna siger, at han først lod Vintren gaa hen. Det er langt rimeligere, at Magnus først vendte sig mod de omtvistede Hereder, og ikke gjorde noget Erobringstog længer hiinsides Elven ind i det egentlige Gautland, førend han havde sikret sig ved at overvinde Inge, end at han strax skulde have angrebet Gautland, eller endog kun formaaet at trænge saa langt frem, som til Kvaldensø. Ligeledes er det langt rimeligere, at Magnus efter sit Uheld ved Kvaldensø og Foxerne har været stemt til Fred, end at han skulde have lyttet til Fredsforslag efter en vunden Sejr. Ogsaa Thjodrek siger, at han paa sit første Felttog gjorde liden Fremgang, men paa det andet blev slagen, og alene frelst ved Agmund Skoftessøn. Det er derhos mistænkeligt, at medens Morkinskinna, ved anden Gang at omtale Foxerne, udtrykkeligt tilføjer „der hvor Kongerne før havde stødt sammen“, har den anden Beretning intet saadant Tillæg, men siger derimod endog „paa det Sted som heder Foxerne“, aldeles som om det ikke forhen havde varet omtalt. Dette vakker unegtelig en Forestilling om, at denne Beretning har sat det fortie Felttog sidst. At Fredsslutningen, der ej kunde finde Sted tidligere end i 1101, maa henføres til dette Aar og ej til lune, skjønnes deraf, at der ellers ikke bliver nogen Tid mellem Fredsslutningen og Magnus’s Afrejse til Irland; og dog maa der ogsaa beregnes nogen Tid som hengaaen inden Margretes Ankomst og hans Giftermaal med hende.