Det norske Folks Historie/3/47
Magnus tilbragte nu atter et Aar (Sommeren tilsi til Sommeren 1102) hjemme i Fred. Det frieste, hvorom Sagaerne vide at fortælle for denne Tid, er en alvorlig Tvist, der opstod mellem Kongen og hans Frænde, Lendermanden Skofte Agmundssøn, om noget Dannefæ, som begge tilegnede sig. Retten lader til at have været paa Skoftes Side, men om dette endog ikke var Tilfældet, synes det dog, som om simpel Taknemlighed for hans og hans Sønners troe Tjeneste, og i Særdeleshed Agmunds højmodige Selvopofrelse sidst ved Foxerne, burde have tilsagt Kongen at give efter. Dette var dog saa langt fra at falde ham ind, at han meget mere stod paa sin Fordring med den største Heftighed, saa at det truede med at komme til alvorlige Optrin mellem dem. Der blev voldt flere Møder i den Anledning, og Skofte lagde over med sine Sønner, at de ikke alle paa een Gang skulde rejse til Kongen, thi alene ved at iagttage denne Forsigtighedsregel vilde de kunne holde Stand mod ham. Først kom Skofte selv til Kongen, forestillede ham det nøje Frændskab, som var mellem dem, og sagde derpaa: „jeg har altid været yndet baade af dig og af din Fader, saa at vort Venskab ikke rokkedes, saa længe han levede; derfor, Konge, ville I kunne skjønne, at jeg ikke vilde være paastaaelig imod eder, hvis jeg havde Uret; men deri slægter jeg mine Forfædre paa, at jeg vil forsvare min lovlige Ret mod Enhver, lige meget hvo han er“. Kongen blev dog ved sit, og gav ikke i mindste Maade efter. Da rejste Skofte hjem„ og sendte Finn i sit Sted Da Kongen ogsaa til hans Forestillinger kun gav et kort og uvenligt Svar, sagde Finn: „andet troede jeg rigtignok at have fortjent af eder, Konge, end Lovran, da jeg blev tilbage paa Kvaldensø, medens dine fleste øvrige Venner undsloge sig og sagde, at dette var aldeles at opofre sig og give sig Døden i Vold, hvilket ogsaa var sandt, hvis Kong Inges Ædelmodighed ej havde været større end din Omhyggelighed for os; imidlertid have vi dog der, efter manges Mening, lidt en Beskæmmelse, som nu burde komme os til Gode“. Det hjalp dog ikke, alt hvad han sagde; Kongen forblev urokkelig. Endelig indfandt hans Broder Agmund sig hos Kongen og bad ham om at lade dem nyde Ret. „Hvad jeg paastaar, er Ret“, svarede Kongen, „og jeg forbauses over din Dristighed“. „Jeg tvivler ikke paa“, sagde Agmund, „at du, som den mægtigere, driver din Vilje igjennem, saa at vi komme til at lide Uret; men det heder jo rigtignok at den, der redder en andens Liv, som oftest faar slet eller ingen Løn, og dette bekræfter sig ogsaa her. Men
det lover jeg, at hverken jeg eller nogen af os andre skal herefter tomme i din Tjeneste, saa sandt det gaar efter mit Ønske“. Derpaa rejste Agmund hjem, og han og Kongen saa hinanden aldrig tidere. Den følgende Vaar (1102) gjorde Skofte sig rede til at forlade Landet, og sejlede om Høsten afsted med fem vel udrustede Skibe. Hans tre Sønner, Finn, Agmund og Thord, ledsagede ham; den fjerde, Paal, der paa denne Tid endnu maa have været et Barn, synes at være bleven tilbage[1]. De droge først til Flandern, hvor de tilbragte Vintren; den følgende Vaar (1103) sejlede de vester til Frankrige; og om Sommeren til Njørvasund eller Gibraltar-Strædet, hvorfra de styrede til Italien og begave sig til Rom. Her døde Skofte. Hans Sønner døde ogsaa paa denne Rejse; Thord, som levede længst af dem, endte sit Liv paa Sicilien. „Folk sige“, tilføjer Sagaen, „at Skofte er den første Nordmand, som har sejlet gjennem Njørvasund, og denne hans Rejse var saare berømmelig“. Da det er aldeles usandsynligt, at der blandt de mange nordiske Vikinger, der i det 9de og 10de Aarhundrede hjemsøgte Spanien og det sydlige Frankrige[2], ikke skulde have været en eneste Nordmand, maa man antage, at hiint Udsagn om Skofte kun sigter til Korstogene, der just paa den Tid, da han forlod Norge, havde begyndt og omfattedes af hele Okcidenten med saamegen Enthusiasme, og at Sidste saaledes kun var den første norske Korsfarer, der tog Søvejen gjennem Strædet. At han virkelig foretog denne Rejse som et Korstog, og at det var hans Hensigt at drage lige til Palæstina, sees af hvad der nedenfor nærmere vil blive omtalt, at flere af de Mænd, der forlode Norge med ham, siden efter kom tilbage til Norge, deels, som det udtrykkelig heder, fra Palæstina, deels fra Constantinopel, og at det især var deres Fortællinger, som gave Stødet til Kong Sigurd Magnussøns store Tog[3], hvilket var et fuldstændigt Korstog, og beskrives som saadant af fremmede Forfattere, men desuagtet lige saa lidet som Skoftes Tog benævnes saaledes i Sagaerne. Paa den Tid, da Skofte drog afsted, maa Efterretningen om Jerusalems Erobring fra de Vantroende (1099) forlængst have naaet Norge, og har rimeligviis bidraget meget til at opflamme Skoftes og hans Sønners hellige Iver. Man kan derfor vistnok med god Føje kalde Skofte og hans Sønner de første historisk bekjendte norske Korsfarere. Fra Danmark havde allerede i Aaret 1007 en Ætling af Kongehuset, ved Navn Sven, fort en Skare Korsfarere til Lilleasien, hvor de deeltoge i Nicæas Erobring, og siden, efter et kort Ophold i Constantinopel, hastede videre for at staa de øvrige Korsfarere bi ved Antiochias Belejring, men paa Vejen var Sven bleven forraadt, overfalden af Tyrkerne, og nedsablet med alle sine Mænd[4]. Skoftes Hensigt har neppe været at forlade Norge for stedse, men vistnok kun at holde sig borte i nogle Aar, indtil Uenigheden mellem ham og Kongen var glemt, og denne var kommen til større Besindighed. Om hans Sønner bortrykkedes saa hurtigt efter hinanden og i deres bedste Aar, ved Sygdom, eller om de bleve dødeligt saarede i Kampen mod de Vantroende, kan man af Sagaens korte Beretning ikke see, lige saa lidt som, om de virkelig kom til Palæstina og Thords Død paa Sicilien indtraf paa Tilbagerejsen, eller om de alle døde paa Henrejsen. De maa dog alle være døde inden Høsten 1103, siden det heder, at de af deres Ledsagere, som vendte tilbage til Norge, ankom strax efter at Magnus’s Sønner vare tagne til Konger, hvilket maa have fundet Sted i September eller Oktober Maaned samme Aar. Som Arving til Giske og Ættens berømmelige Navn optraadte siden Skoftes nys nævnte Søn, Paal, gjennem hvilken denne Linje af Arnunge-Ætten endnu vedligeholdt sig i mange Led, og fremdeles indtog en fremragende Stilling mellem Rigets ypperste Ætter[5].
- ↑ Sagaerne opregne nemlig udtrykkeligt kun Finn, Agmund og Thord som dem af hans Sønner, der ledsagede ham, medens vi af Arnmødlinge-Ættens Stamtavle i Fagrskinna Cap. 215 erfare, at Skofte foruden dem havde Sønnen Paal, og Døtrene Ragnhild og Thora, af hvilke Ragnhild var gift med Dag Eilifssøn, Thora med Aasulf paa Rein. At Paal maa have været et Barn i 1102, da Skofte rejste, sees deraf, at hans Sønnesøn Paal Flida endnu udtrykkelig kaldes et Barn i Aaret 1181, se Sverres Saga Cap 5l; Paal Skoftessøns Søn, Paal Flidas Fader, Nikolas Kuvung, nævnes som Lendermand omkring 1169 (Magnus Erlingssøns Saga Cap. 28), og omtales aller senest i 1184, som Deeltager i Kong Magnus’s Krigstog.
- ↑ Se ovenfor I, især S. 426.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 1.
- ↑ Albert af Aachen III. 54, Villjam af Tyrus, S. 23 se Langebek, Scr. rer. Dan. III. S. 631 flg.) jvf. Matth. Paris, S. 28; Annalista Saxo, hos Pertz, VIII. S. 730 o. fl. Han udgives deels for en Søn, deels for en Broder af den danske Konge. Suhm Hist. af Danmark V. 39, saa vel som Langebek l. c. have gjort det sandsynligt at han var en Sønnesøn af Sven Ulfssøn. Hans Heltedød er besungen af Tasso i dennes „befriede Jerusalem“ 8de Sang. For saa vidt enkelte Nordmænd have været med i hans Flok, hvilket ej er saa usandsynligt, især af Sale-Ætten, der var saa nær beslægtet med det danske Kongehuus, kunde man heri finde en faa meget større Opfordring for Skatte til at tage Korset og hevne deres Fald, da han selv var en Sønnesøn af Erling Skjalgssøns Datter.
- ↑ Magnus Barfods Saga, Cap. 33, Snorre, Cap. 19—22.