Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/48

< Det norske Folks Historie | 3

Magnus forblev ikke længe i Ro efter Fredsslutningen med Sverige. Allerede det følgende Aar finde vi ham i Spidsen for en Flaade og Hær for paany at besøge Vesterhavets Kyster, fornemmelig Irland; og af Sagaernes Udtryk, at han havde med sig de ypperste Krigere, som fandtes i Norge[1], maa man slutte at han til dette Tog udrustede sig omhyggeligere og i en større Maalestok, end til noget af de foregaaende. Blandt de anseede Mænd, der fulgte ham, nævnes omtrent de samme, som paa Toget i 1098. Som sædvanligt, angive vore Sagaer ikke den nærmere Anledning til dette Tog, eller hans egentlige Hensigt dermed. Vi erfare kun, at det gjaldt Irland, og det ligger saaledes nærmest at antage, at han allerede længe har haft i Sinde at gjøre et nyt Forsøg paa at tugte Muirkertach, eftertrykkeligere end det første i Aaret 1098, hvilket, som vi have seet, aldeles mislykkedes. Den Manske Krønike faa vel som de irske Annaler fortælle at Magnus havde til Hensigt at underkaste sig hele Irland. Den førstes Beretning lyder saaledes: „Magnus sendte Kong Muirkertach sine Sko med den Anmodning, at han første Juledag skulde bære dem paa sine Skuldre midt i sit Huus, og i de norske Sendebuds Paasyn, for at han derved saaledes kunde merke, at han var Kong Magnus’s Undermand. Da Irerne borte dette, toge de det ilde op, og bleve heel forbitrede; men Kongen selv var klogere; han sagde: jeg vilde ikke alene bære dem, men endog tygge dem, heller end at Kong Magnus skulde herje en eneste Provins af Irland. Og saaledes ej alene efterkom han Anmodningen, men hædrede Sendebudene, sendte mange Foræringer med dem til Kong Magnus, og sluttede et Forbund med ham. Men Sendebudene fortalte ham efter deres Hjemkomst saa meget om Irlands Beliggenhed, Yndighed, Frugtbarhed og behagelige Klima, at han ikke tænkte paa andet end at underkaste sig den hele og derfor gav Befaling til at udruste en Flaade“[2]. Det vil nedenfor sees, at Magnus’s Forbund med Muirkertach ikke sluttedes førend efter hans Ankomst til de irske Farvande; men det er alligevel ikke usandsynligt, at Magnus allerede for Udgangen af 1101 bar sendt Muirkertach et Gesandtskab med strenge Fordringer, ledsagede af Trusler, og at Muirkertach, for i det længste at afvende Uvejret, har søgt at formilde Magnus ved at ydmyge sig for hans Gesandter, om end just ikke paa den i den Manske Krønike angivne Maade, og ved at sende ham Foræringer. De irske Annaler synes endog at omtale Forberedelserne til Toget allerede i 1101[3].

Magnus behøvede dog neppe nogen glimrende Beskrivelse over Irlands Herligheder for at faa Lyst til at erobre Øen: dertil kjendte han og Nordmændene den allerede ser godt. Men det var, som man tydeligt kan see, hans Plan at underkaste sig alle de Lande i Vesterhavet, som Nordmændene i sin Tid havde besat og hvor der endnu fandtes norske Kolonier; derfor maatte Raden omsider ogsaa komme til Irland, om han end ikke havde haft særskilt Grund til at hevne sig paa den irske Konge. Muirkertach havde imidlertid bekriget sin Fiende Donald O’Lochlan med afvexlende Held. Prælaten Donald, St. Patriks Efterfølger, søgte vel at megle Fred imellem dem, men det lykkedes kun for en kort Tid. Kong Donald O’Lochlan udvidede sin Magt ved at underkaste sig Ulster og tage en Søn af Kongen til Fange (1100); samme Aar gjorde Muirkertach, understøttet af de dublinske Nordmænds Flaade[4], et Tog mod Donalds Lande, men maatte vende tilbage med uforrettet Sag, og Flaaden blev dreven tilbage med stort Tab. Aaret efter var Muirkertach heldigere, da det lykkedes ham at erobre Donalds Kongeborg Ailich, og forstyrre den til Hevn for hans egen Kongeborg Kinkoras Ødelæggelse ved Donald, tretten Aar tidligere[5], samt derpaa at tvinge de af Donald nys undertvungne Indbyggere af Ulster til at stille ham Gisler. Han gjorde siden et hurtigt Rundtog gjennem hele Irland, hvis Indbyggere overalt synes at have faldet ham til Fode[6]. Men Donald tabte ikke derved Modet; han befriede den fangne ulsterske Kongesøn, sluttede, ved Prælaten Donalds Mellemkomst, Forbund med ham, og optraadte atter som Muirkertachs farlige Fiende. Dette har maaskee bidraget til at gjøre denne, skjønt saa kort Tid efter sin store Sejr, føjeligere til at efterkomme Magnus’s Fordringer. Imidlertid søgte han ogsaa at styrke sig ved mægtige Forbindelser udenfor Irland. Sin Datter Lafracot, sandsynligviis den samme, som tidligere havde været bortfæstet til Kong Magnus, gav han den oven omtalte Arnulf af Montgomery eller Pembroke, Broder af den for Magnus’s Haand faldne Hugo af Shropshire, til Egte[7]. Kort Tid i Forvejen havde Villjam Erobrerens yngste Søn, Henrik den 1ste, efter Broderen, Villjam den 2dens, pludselige Død, besteget Englands Trone (1100). Hans første Regjeringsaar foruroligedes af idelige Fejder med hans ældste Broder, Hertug Robert af Nordmandie, og de Baroner, der toge dennes Parti. Den mægtigste og voldsomste af dem alle var Robert af Belesme, en ældre Broder af Arnulf og Hugo, der efter dennes Fald i Anglesey-Sund havde tilkjøbt sig hans Jarldømme[8], og desuden havde mange andre Besiddelser, saavel i England som i Nordmandie[9]. Uagtet Kongen og Hertug Robert om Høsten 1101 havde sluttet Fred med hinanden, afholdt dette dog ikke Jarlen Robert fra at befæste stue Borge, for paa egen Haand at sætte sig op mod Kongen. Han indgik endog Forbund med de tre væliske Fyrster[10], og hans Broder Arnulf, der gjorde fælles Sag med ham, bejlede ved Sendebud til den irske Kongedatter, hvis Haand strax blev ham tilsagt, og med hvem han ej alene fik prægtige Løfter om kraftig Understøttelse, men ogsaa Udsigt til, efter Muirkertachs Død at bestige hans Trone[11]. Paa denne Maade havde der formet sig en Koalition mod Kong Henrik, bestaaende af begge de nys nævnte Jarler, de tre væliske Fyrster, og Kong Muirkertach, hvilken igjen paa sin Side derved haabede at faa Understøttelse, saavel mod sine Fiender i Landet selv som mod Kong Magnus. Denne havde allerede ved Fredsslutningen med Kong Eadgar ophørt at staa i en afgjort fiendtlig Stilling lige over for det anglo-nordmanniske Parti i Skotland, eller England overhoved. Skjønt det er rimeligt, og næsten maa ansees som vist, at han havde været forlovet med Kong Eadgars Syster, synes dog ikke hans venskabelige eller i det mindste fredelige Forhold lige over for Skotland eller det engelske Parti at være rokket, da hun i Aaret 1100 egtede Henrik, strax efter dennes Tronbestigelse. Den Forbindelse, hvori Arnulf af Pembroke, der som den dræbte Hugos Broder og Eftermaalsmand maa ansees for ikke mindre at have været Magnus’s Fiende end Kong Henriks, nu traadte med Kong Muirkertach, og den fiendtlige Stilling, som denne, hvem Magnus’s Tog nærmest gjaldt, nu ligeledes indtog mod den engelske Konge, maatte nødvendigviis bringe Magnus, da han aller først viste sig i de vestlige Farvande, paa dennes Side lige over for den nys nævnte Koalition. Alt dette maa man nødvendigviis have for Øje, for ret at kunne opfatte Magnus’s Stilling, og forklare hans Skridt paa dette Tog.

Magnus havde paa Overfarten meget haardt Vejr at kæmpe med. Han anløb nu, som forrige Gang, aller først Orknøerne med sin hele Styrke[12]. Denne forøgede han her, og fortsatte derpaa Rejsen til Syderøerne og Man, medtagende sin Søn Sigurd, der nu havde naaet sit 13de Aar eller den fra de ældste Tider i Norge for Kongerne vedtagne Myndigheds-Alder. Ifølge enkelte Sagaer skal han ogsaa have medtaget Jarlesønnen Erling Erlendssøn, men det er dog et stort Spørgsmaal, om denne ikke allerede var falden i Slaget ved Anglesey; var han det ej, da er det langt sandsynligere, at han i 1099, ligesom Haakon Paalssøn, havde maattet ledsage Magnus til Norge, og nu, saavel som denne, havde fulgt med lige fra Norge af[13]. Magnus begav sig lige til Man, hvor han fremdeles vedblev at lade Huse og Befæstninger opføre. For at skaffe sig det nødvendige Tommer dertil, gjorde han selv et Besøg over til Anglesey, hvor Fyrst Griffith, der ej deeltog i de øvrige Fyrsters Forbindelse med Robert og Arnulf, tog saare venligt imod ham, og gav ham, som der siges, Frihed til at hugge alt det Tømmer, han behøvede[14]. Hvis Griffith allerede forrige Gang havde erkjendt Magnus for sin Overherre, — hvilket, som vi have seet, er højst rimeligt — da har han vel end mindre denne Gang vovet at negte ham Hyldest som saadan, og hiin Frihed har Magnus altsaa snarere fordret som en Ret, end modtaget som en Gave. Magnus vendte derpaa tilbage til Man, lod trende Borge opføre, og lavede sig til, med det første at angribe Irland. Imidlertid havde Sagerne taget en daarlig Vending for Muirkertachs nordmanniske Forbundsfæller. Robert af Belesme, der aabenbart trodsede Kongens Opfordringer om at falde til Fode og vise ham den tilbørlige Lydighed, var erklæret fredløs, og flere af hans Borge vare allerede erobrede af Kongen, der belejrede den ene efter den anden. En af de væliske Fyrster, som havde taget Roberts Parti, var ved betydelige Indrømmelser og Afstaaelser bleven overtalt til at gaa over til Kongen, og herjede nu Roberts Besiddelser med Ild og. Sverd. Arnulf var ilet over til Irland for at hente sin Hustru og bringe Undsætning fra sin Svigerfader[15], men det var saa langt fra, at denne kunde skaffe nogen Hjelp til Veje, at han meget mere gjorde Regning paa Bistand af Arnulf og hans Nordmanner mod Magnus. Under disse Omstændigheder var det ikke mere end rimeligt, at begge Medbejlere om Overmagten paa Øen, Muirkertach og Donald O’Lochlan, tænkte paa at slutte Fred med hinanden, for med fælles Kræfter at kunne gjøre de fremmede Erobrere Modstand. Vi erfare ogsaa af de irske Annaler, at den forhen nævnte Prælat Donald virkelig fik stiftet Forlig mellem dem, der skulde vare eet Aar, og selv tog de af dem begge stillede Gisler til sig: men det viser sig af det følgende, at Forliget ej var oprigtig meent fra nogen af Siderne[16]. En irsk Hær, som man maa formode under Muirkertachs egen Anførsel, samlede sig i Dublin, for at modsætte sig Magnus, hvis Skibe allerede synes at have viist sig paa den irske Kyst, maaskee endog hist og her begyndt at herje[17]. Men det kom dog ikke til nogen. Fiendtligheder af Betydenhed. Der aabnedes Underhandlinger, sent endte med en Fredsslutning paa eet Aar, og et Giftermaal mellem Magnus’s Søn Sigurd og Muirkertachs Datter Biadmuin (Biadmynja). Hvilken af begge Parter begyndte disse Underhandlinger, siges ingensteds ret tydeligt. De irske Annaler fortælle kun, at Muirkertach sluttede Freden, og gav Magnus’s Søn Sigurd sin Datter til Egte med mange Kostbarheder og andre Gaver[18]. De væliske Krøniker melde at Magnus, efter sin Tilbagekomst til Man, sendte Mænd til Muirkertach for at forlange hans anden Datter til Egte for sin Søn, hvilket Forlangende strax blev opfyldt, hvorpaa han udnævnte sin Søn til Konge af Man. Vore Sagaer fortælle ligeledes, skjønt, som vi have seet, paa et urigtigt Sted, at Magnus sit Muirkertachs Datter Biadmynia til Hustru for sin Søn Sigurd, og at han satte ham til Høvding over alle de der vester erobrede Lande, og gav ham Kongenavn. Naar man seer hen til den Frygt, Muirkertach, ifølge den Manske.Krønike, nærede for Magnus, og de Opofrelser, hvorved han øjensynligt søgte at tilkjøbe sig Freden, bliver der størst Sandsynlighed for, at de egentlige Fredsforslag ere udgaaede fra ham. Men dette hindrer dog ikke fra at antage, at Magnus foreløbigt kan have sendt et Gesandtskab til ham, med en overmodig Opfordring af samme Slags som den tidligere, nemlig om at underkaste sig og hylde ham, uden at lade det komme til Kamp, og at Muirkertach i det væsentlige bar føjet sig derefter. Vi have seet, at Magnus ved den tidligere Fredsslutning med Muirkertach fæstede dennes Datter Lafracot. En lignende Forbindelse søgte man nu, til Fredens Bekræftelse, at tilvejebringe, men da hiin Datter imidlertid bar bleven gift med Arnulf, og Magnus ligeledes med Margrete af Sverige, havde man ingen anden Udvej end at lade Sigurd egte Muirkertachs anden Datter Biadmuin, skjønt hun paa denne Tid i det højeste var 9 Aar gammel, og han i sit trettende[19]. Hvad yderligere Betingelser der vedtoges, nævnes ej; men da den i det hele taget paalidelige Ordrik endog synes at lade Magnus udstrække sine Kolonisations- eller rettere Befæstnings-Forsøg til Irland selv[20], hvorved hans bestemte Hensigt, at fatte blivende Fodfæste paa Øen, tydeligt aabenbarer sig, maa man formode, at Muirkertach denne Gang deels i Almindelighed har maattet anerkjende Magnus som sin Lensherre, deels særskilt har forpligtet sig til at overlade ham Dublin med tilhørende Distrikt, hvilket, lige saa vel som Man, hørte til de ældre norske Besiddelser paa den Kant, og desuden endog havde været forenet med Riget i Man, indtil Muirkertach fik Gudrød Meranagh fordreven. Derhos maa Muirkertach nu, som tidligere, have frasagt sig alle Fordringer paa Man og Syderøerne, og fremdeles, som før, have knyttet alle Indrømmelser og Afstaaelser til sin Datters Haand, saaledes at Afkaldet skede til Fordeel for den Mand, hun egtede. Første Gang, da Magnus fæstede Lafracot, var det ham selv, til hvem Afstaaelsen skede; og da Muirkertach desuagtet senere befattede sig med de Manske Anliggender, som om ingen Afstaaelse havde fundet Sted, var det ogsaa i sin Orden, at Forbindelsen hævedes. Denne Gang var det derimod Magnus’s Søn Sigurd, til hvis Fordeel Overdragelsen nu tilsyneladende fandt Sted, og denne Overdragelse var vel ogsaa den egentlige Aarsag til, at Magnus, sandsynligviis paa Bryllupsdagen, gav sin Søn Kongenavn. Den oftere nævnte anglo-nordmanniske Skribent Ordrik omtaler Muirkertachs Ferd, som om han hverken meente det oprigtigt med Arnulf eller med Magnus, men pønsede paa, ved given Lejlighed at svige dem begge[21]. Det er ogsaa, som det nedenfor vil sees, temmelig sandsynligt at Muirkertach har næret saadanne Planer, især med Hensyn til Magnus, der maa have været ham en særdeles uvelkommen Gjest, ligesom vi erfare, at han virkelig opførte sig svigagtigt mod Arnulf; men vore Sagaer hentyde dog ikke ligefrem paa noget Forræderi. Af disse, sammenholdte med de irske Annaler, sees det derimod, at Muirkertach har søgt at drage Nytte af Magnus’s Nærværelse, for ved hans Hjelp at kunne overvælde sin Modstander Donald, saa snart Fredsaaret var udløbet[22], og at Magnus maa have forbundet sig til at staa Muirkertach bi. Dette udelukker imidlertid ikke Rimeligheden af at han kan have fort et falskt Spil med Hensyn til Magnus, og navnligen synes man at maatte tro, at han har gjort ham det samme falske Løfte for Sigurds Vedkommende, som han tidligere synes at have forespejlet Arnulf, nemlig at Giftermaalet med Datteren ogsaa skulde medføre Retten til at vorde hans Efterfølger paa Irlands Trone. Over alle disse Forhandlinger hviler der ellers et saadant Mørke, og Beretningerne om dem ere saa mangelagtige, at man med Hensyn til deres nærmere Indhold alene kan tage sin Tilflugt til Gisninger, der væsentligst grunde sig paa de efterfølgende Begivenheder; Forliget bekræftedes med Gisler, som begge Konger gjensidigt stillede hinanden. Formanden for de Gisler, som Magnus sendte til Muirkertach, var Skalden Gisl Illugessøn; de skulle have fundet en god Modtagelse og Behandling hos ham[23].

Da den oprørske Jarl, Robert af Belesme, hørte at dette Forlig var kommet i Stand, haabede han strax at kunne faa Understøttelse af Magnus, og sendte Bud til ham med Anmodning derom; men Magnus vilde ikke indlade sig herpaa[24], og Robert, som nu belejredes i Shrewsbury efter at have mistet alle sine øvrige Borge, og ingen yderligere Udvej øjnede, overgav sig imod Løftet om at han og hans Brødre Arnulf og Roger maatte beholde Livet og uhindret forlade Landet[25]. Robert drog over til sine Besiddelser i Maine; Arnulf opholdt sig endnu, som vi have seet, hos Muirkertach, og har vel nu været ham mere til Byrde end til Nytte: en Omstændighed, der heel vel forklarer Muirkertachs senere Opførsel imod ham. Imidlertid drog Magnus over til Irland, hvor han, paa Grund af Forbundet, blev venskabeligt modtagen af Muirkertach. Vore Sagaer fortælle, at han strax i Forening med Muirkertach indtog Dublin og en stor Deel af det tilliggende Landskab[26]. Men da de irske Annaler ikke omtale et eneste Krigsforetagende paa Øen selv i Aaret 1102 efter Magnus’s Ankomst, og da Muirkertach desuden allerede var i Besiddelse af Dublin siden 1094, i hvilket Aar han erobrede Staden og Gudrød Meranaghs Besiddelser i Leinster, endog, som det synes, ved Magnus’s Hjelp[27], er det aabenbart, at Sagabearbejderne her netop have haft denne Begivenhed under Magnus’s første Vesterhavstog for Øje, og forvexlet den med den fredelige Afstaaelse af Dublin med Distrikt, som upaatvivlelig udgjorde en af Hovedbetingelserne for Traktaten mellem Muirkertach og Magnus. Denne har vistnok ved sin Ankomst strax faaet Staden overgiven i sin Vold, og ej alene besat den med sine Folk, men paa sin sædvanlige Viis ogsaa opført Borge og lagt Besætninger andensteds rundt om i hele Landskabet, for først og fremst at sikre sig denne norske Hovedbesiddelse[28]. For øvrigt kom han vel saa sildigt paa Aaret til Irland, at der inden næste Vaar ej kunde være Tale om noget Krigsforetagende af Betydenhed. Vintren tilbragte Magnus hos Muirkertach paa hans Fædreneborg, Kinkora[29]. Vaaren derefter, heder det i vore Sagaer, droge begge Konger til Ulster, og holdt mange Slag der. Her sigtes der øjensynligt til nogle Krigsforetagender i det nordlige Irland, som i de irske Annaler omtales paa følgende Maade. Der udbrød en stor Krig mellem Indbyggerne af Cinel-Eoghain, d. e. Landskabet Throne, og Indbyggerne af Uladh eller Ulster (det vil sige det egentlige Ulster, eller Landskaberne Down, Louth m. m.). Muirkertach med Mændene fra Munster, Leinster, Ossory og Meath, saa vel som de fornemste fra Connaught, alle med deres Konger, droge til Cobha-Sletten (i den nordlige Deel af Landskabet Down) for at komme Ulsterboerne til Hjelp. De droge derfra til Ardmagh, og belejrede den en Uge; imidlertid rykkede Donald O’Lochlan imod dem med en Hær, bestaaende af Mænd fra det nordlige Irland, og slog Lejr lige i deres Nærhed, hvorved han hindrede dem fra at herje videre der i Egnen. Da Mændene fra Munster vare trætte af at ligge der, gik Muirkertach til Aenachmacha, derfra til Eamhain (Steder i Nærheden) og ad en Omvej igjen til Ardmagh, hvor han skjenkede 8 Ører Guld til Alteret, og lovede 8 Snees Køer. Derfra vendte han tilbage til Cobha-Sletten, hvor han efterlod Mændene fra Leinster og en Deel af dem fra Munster, og gjorde selv, ledsaget af Kongerne af Meath og Connaught, et Strejftog til Dalaraide (sydøstenfor Loughneagh)[30]. Paa dette Tog faldt hans Frænde Duncan, Tirdelnaghs Søn, og mange andre fornemme Mænd. I hans Fraværelse angreb Donald O’Lochlan den Hærafdeling, han havde efterladt paa Cobha-Sletten. Denne forsvarede sig med stor Tapperhed, og et heftigt Slag blev saaledes holdt paa Cobha-Sletten, Onsdagen den 5te August, 8 Dage efter deres Ankomst did[31]. Men Enden blev dog, at de lede et stort Nederlag, og at en Mængde af dem bleve dræbte. Blandt de Faldne nævnes, foruden Kongen af Leinster, ved Navn Muirkertach Mac Gillamoholmagh, og mange andre irske Stormænd, ogsaa en Mængde af „de Fremmede“ fra Dublin, af hvilke tre Mænd særskilt navngives, nemlig Thorstein Erikssøn, Paal Aamundssøn, og „Beollan Armunn“[32]. Sejrherrerne vendte med Triumf tilbage, bringende med sig et stort Bytte, hvoriblandt det kongelige Telt, Fanen og mange Kostbarheder[33]. At Magnus var med paa dette Tog, eller, hvad der er rimeligst, med sin Flaade understøttede Muirkertach langs Kysten, synes saa meget mere utvivlsomt, som „de Fremmede“ fra Dublin, med norske Navne, altsaa vel enkelte af Nordmændene, udtrykkelig omtales blandt Deeltagerne, og Muirkertach desuden ikke i dette Aar gjorde andre Tog til Ulster, hvori Magnus, ifølge Sagaernes udtrykkelige Udsagn, kunde deeltaget, end netop det her omtalte. Men da det er tydeligt nok at see, at dette Tog ganske mislykkedes, bliver det følgelig aldeles urigtigt, naar vore Sagaer fortælle, at Magnus og Muirkertach tilsammen erobrede sig et stort Stykke af Ulster[34]. Hvad Magnus kunde siges at have underkastet sig af Landet, var, som nys anført, Dublin med tilhørende Rige. Derimod er det øjensynligt, at Nederlaget i Ulster har svækket hans Magt saaledes, at han for det første har opgivet Tanken om at gjøre .flere Erobringstog, i det mindste i dette Aar, der allerede var saa langt fremskredet[35]. Sagaerne melde derfor ogsaa, at Muirkertach, efter at Ulster-Toget var tilendebragt, vendte tilbage til Kinkora, medens Magnus gjorde sig færdig til at drage hjem til Norge. At det dog ingenlunde var hans Hensigt at opgive det Fodfæste, han havde faaet paa Øen, men at han derimod rimeligviis allerede til næste Aar agtede at komme tilbage med endnu større Styrke, for at forsøge sin Lykke paa ny og fuldende, hvad han havde begyndt, skjønnes deraf, at han efterlod Besætning i Dublin, hvor han ogsaa lod de Gisler, Muirkertach havde stillet ham, blive i Forvaring.

Forbindelsen med Magnus havde alene bragt Muirkertach Skade, ingen Fordeel. Ser eneste, der for ham nogenledes kunde opveje Afstaaelsen af Dublin, og den Ubehagelighed at see Magnus og hans Nordmænd sætte sig fast her, maatte have været en fuldkommen Tilintetgjørelse af Donald O’Lochlans Magt ved Magnus’s Hjelp. Men i dets Sted var Donalds Magt usvækket, og hans egen havde derimod paa Cobha-Sletten lidt et Afbræk, som han neppe nogensinde forbandt, medens Dublin dog ej ophørte at være i Nordmændenes Vold, men meget mere skulde tjene dem som Udgangspunkt for fremtidige Erobringstog. Under disse Omstændigheder kan man ej forundre sig over, om Muirkertach og Irerne søgte ved hvilket som helst Middel at skaffe sig Nordmændene af Halsen, og saa tilstrækkeligt at ødelægge dem, at man for Eftertiden ej havde noget Angreb af dem at befrygte. Derfor bliver Ordriks Udsagn, at Irerne søgte at svige Magnus, meget sandsynligt, medens vi dog fremdeles maa gjentage, at vore egne Sagaer ikke tale om noget Forræderi; saa at Muirkertach, om han virkelig havde noget saadant fore, i alle Fald maa have lagt sine Planer yderst fiint, uden at Nordmændene havde mindste Anelse derom. Magnus, fortælles der i vore Sagaer, havde aftalt med Muirkertach, maaskee under dennes Ophold i Dalaraide nær Kysten, at han skulde sende ham en Deel Slagte-Kvæg til Proviant paa Rejsen. Han laa med sin hele Flaade sejlfærdig og ventede ved Kysten af Ulster, for, saa snart han havde modtaget Kvæget, at sejle over til Øerne. Men det udeblev Dag efter Dag, og da det varede ham alt for længe, sendte han en Deel af sine Mænd op i Landet, for at paaskynde Afsendelsen, paalæggende dem at komme tilbage i det seneste Dagen for Bartholomæusmessen (24de August). Messeaftenen (23de August) kom, men man saa endnu ikke noget til dem. Kongen blev utaalmodig, og tidligt den følgende Morgen, ved Solens Opgang, gik han op i Landet med den største Deel af sine Folk, for at see, hvor der var blevet af dem og det lovede Kvæg[36]. Det var stille Vejr og Solskin: Vejen gik tildeels paa Stumper, over Myrer og Sumpe, omringede af Kratskov. Endelig kom de ud af Kratskoven og op paa en Bakke, hvorfra de havde en vid Udsigt. Her saa de i det Fjerne en Støvsky, som nærmede sig. Nogle meente, at det var en fiendtlig Hær, andre, at det kun var deres egne Kammerater med det længe forventede Kvæg. Imidlertid standsede de, og Stallaren Eyvind Alboge bad Kongen at see sig for og tænke paa Raad. Kongen befalede strax,at man skulde stille sig i Slagorden for at være belavet paa Ufred. Da Støvskyen kom nærmere, saa man dog, at det kun var Mændene med Kvæget, og vendte strax om for at gaa tilbage til Skibene. Dette var omtrent ved Middagstid. Men, da de kom til de nys omtalte Myrer, og kun langsomt bevægede sig frem paa Klopperne, der laa over de sommesteds meget dybe Sumpe, brød med eet en Mængde fuldt væbnede Irer frem fra alle Kanter af Krattet, angrebe Nordmændene og afskare dem Tilbagetoget. Saaledes lyder i det væsentlige Sagaernes Beretning om Magnus’s sidste Tog op i Landet og om Maaden, hvorpaa han blev overfalden. Herved maa dog merkes, at medens de yngre Sagabearbejdelser lade ham sende sine Mænd heelt til Kong Muirkertach for at paaskynde Afsendelsen af Kvæget, og de siden udtrykkeligt tilføje, at det Kvæg, Mændene endelig bragte med sig, var afsendt fra Muirkertach, „der holdt alle sine Løfter til Kong Magnus“, findes ingen saadan Tilføjelse i den ældste Sagabearbejdelse, der kun fortæller Sagen saaledes som ovenfor er meddeelt, uden at man kan see, om Kvæget virkelig var sendt fra Muirkertach, eller om Nordmændene selv havde hjulpet sig tilrette ved Plyndring. Det sidste bliver det rimeligste, naar man overvejer den store Afstand mellem Kysten af Dvina, hvor Magnus nu laa, og Kinkora i Nord-Munster, hvor Muirkertach boede. Heller ikke bar det vel nogensinde været Meningen, at Muirkertach skulde sende hiint Kvæg lige fra sit Hjem, men alene at han skulde give Ulsterboerne, der paa denne Tid stode under hans Herredømme[37], den Befaling, til bestemt Tid at fremskaffe Kvæget. Det bliver derfor rimeligt, at Magnus har afsendt hine Mænd, hvis Antal neppe kan have været saa ubetydeligt, for at paaskynde Afleverelsen, og, om denne ikke skede med det Gode, da at bruge Trusler, eller endog ligefrem tage med Magt, hvad der behøvedes; under alle Omstændigheder maatte deres Ærende være Ulsterboerne højst forhadt, og i deres Øjne været betragtet som en Plyndring. Dette forklarer noksom de ulsterske Annalers Udsagn, at Magnus blev overfalden og dræbt af Ulsterboerne paa et Plyndringstog. Men man kan dog neppe antage, at Ulsterboerne have foretaget sig en Handling af den Betydenhed, som at overfalde den norske Konge, for, om muligt, at dræbe ham med hele hans Hær, uden Muirkertachs aabenbare eller hemmelige Befaling, eller i det mindste med hans Samtykke. Ja om end ingen Befaling, intet Samtykke var givet, og Ulsterboerne alene handlede efter egen Tilskyndelse, for at tage deres røvede Kvæg tilbage og hevne sig paa Nordmændene, burde dette dog have været forudseet af Muirkertach, som derfor vistnok med Flid har undladt at sende Magnus den uundværlige Proviant, og derved sat ham i den Nødvendighed, at tage sig selv til Rette og saaledes fremkalde de forbitrede Indbyggeres Hevn. Ordrik fortæller udtrykkeligt, „at enkelte glattungede og veltalende Mænd blandt Irerne svigagtigt kom til Magnus, skuffede ham med falske Løfter, og overtalte ham til, alene med faa Folk at forlade Skibene for at besee Provindsen og modtage dens Overgivelse, saa at han, stolende paa deres troløse Ord, fulgte sine Forførere to Mile op i Landet, hvor en uhyre Mængde Fiender laa i Baghold og bred frem fra deres Skjul“[38]. Kom nu end Magnus ikke ligefrem for at modtage Indbyggernes Hylding, saa var det dog hans Hensigt at modtage og inddrive Rekvisitioner, som Muirkertach ikke havde kunnet love ham, uden derved tilsyneladende at erkjende hans Overlegenhed og Ret til at forlange dem, og det er derfor let at forstaa, hvorledes Ordrik, om han end borte den hele Begivenhed i det væsentlige fortælle saaledes, som den forefindes i vore Sagaer, dog har kunnet opfatte og gjengive den paa den nys antydede Maade[39]. Det bliver altsaa dog nok temmelig vist, at der virkelig har været lagt en Plan til hans Undergang, og at han er bleven forlokket ved forræderske Løfter. Vi ville ogsaa i det følgende erfare, at Magnus’s Søn Sigurd krævede Hevn for Faderens Død i Udtryk, der synes at forudsætte en større Brøde paa Irernes Side, end der egentlig kan siges at ligge i et pludseligt og uforberedt Overfald[40], ligesom han ogsaa strax efter Faderens Død afbrød Forbindelsen med Muirkertach paa en Maade, som vidnede om et afgjort fiendtligt Forhold.

Ved det første Angreb af Irerne faldt mange af Nordmændene, der i adspredte og uordentlige Flokke søgte at komme over de dybe Sumpe, som enhver bedst kunde. „Vore Folk vandre frem under højst uheldige Vilkaar“, sagde Stallaren Eyvind Alboge, „og vi maa see til i Hast at finde paa et godt Raad“. „Lad blæse Krigssignal“, bød Kongen, .saa at den hele Skare samler sig under Merket; vi ville da trække os langsomt tilbage fra Sumpene, thi naar vi først komme paa den aabne Mark, har det ingen Nød“. Eyvind foreslog at man heller skulle see til at komme over Sumpene og ned til Skibene; „naar kun I, sperre( sagde han, „undkommer, vil ingen Skade være skeet“. „Nej“, svarede Magnus, „det passer sig ej for en Konge at fly fra sine Mænd, saa tapre Folk, som jeg her har om mig; lader os heller alle sammen binde an mod Irerne saa kjekt som muligt. Lad mig see, mine Gutter“, raabte han til fine Mænd, „at I ej flygte for Brøklingerne[41]; nu gjelder det at I lægge eders Tapperhed for Dagen, og vise, hvad Hjelp I ville yde eders Konge“. Men af Nordmændene faldt fremdeles mange i deres uheldige Stilling, medens derimod Irernes Antal hvert Øjeblik tiltog. Flere begyndte allerede at flygte, dog Magnus holdt Stand, og kvad endog en Vise, hvori han ytrede at hans Hu stod til Dublin, og at han slet ikke havde nogen Længsel efter .Kvinderne i Nidaros, til hvilke han ikke agtede at komme den Holt, da han elskede en irsk Pige højere end sig selv[42]. Da Kongen endelig var kommen til den nederste og uvejsomste Deel af Sumpen[43], og Irerne satte ind paa ham med fordoblet Iver, saa at end flere af hans Mænd dræbtes, kaldte han paa den oplandske Lendermand Thorgrim Skinnhuva, og befalede ham, med sin Skare, der bestod af øvede Bueskytter, at søge at komme over Sumpen og besætte en liden Højde, for derfra at skyde paa Irerne, og saaledes beskjeftige dem, medens Kongen og den øvrige Deel af Hæren fulgte efter. Thorgrim og Oplændingerne gjorde som Kongen bød, men aldrig saa snart vare de komne over, førend de alle kastede Skjoldene paa Ryggen og løb afsted ad Skibene til, saa hurtigt de kunde. Magnus raabte efter ham: „uklogt handlede jeg den Dag, da jeg gjorde Sigurd Hund[44] utlæg, men endnu dummere var jeg, da jeg gjorde dig til Lendermand, som nu saa skjendigt forlader mig: saaledes havde Sigurd ej baaret sig ad, hvis han havde været her“. Imidlertid flygtede dog nu flere og flere, især de, der stode længst borte, og vare komne over Sumpen. Kun Magnus selv og nogle faa Tapre med ham blev staaende. Støttet med Ryggen mod et Træ, stod han under Merket, let kjendelig blandt alle sine Mænd, saa vel ved sin Højde som ved sine Vaaben og sin Klædedragt; han havde en forgyldt Hjelm, et rødt Skjold, hvori en gylden Love, over Brynjen en rød Silkekjole, hvori en Løve var udsyet med guul Silke saa vel fortil som bagtil[45] en Kesje (let Spyd) i Haanden, og ved Siden et meget skarpt Sverd, der kaldtes Leggbit, med Hvalrostands Knap og guldomvundet Haandtag. Alle vare enige om, at man ikke havde seet nogen bevæbnet Mand med saa krigersk Holdning, eller nogen mere majestætisk Høvding. Eyvind Alboge var klædt næsten paa samme Maade, og derfor vel ogsaa des mere udsat for Fiendens Vaaben. En Tidlang lod det til, at den lille Skares Heltekamp vilde krones med Held, thi de hug, som Sagaen fortæller, Irerne ned som Bofæ. Men for hver Irer, som blev dræbt, kom der to i Stedet ovenfra Landet. Da det begyndte at tyndes om Merket, fik Kongen et Skik af en Kesje gjennem begge Laar ovenfor Knæet. Han brød strax Skaftet af mellem Benene, idet han raabte: „saaledes bryde vi Sperrelegge[46], mine Gutter; lad os endnu stride kjekt; med mig har det ingen Nød!“ Men kort efter fik han et Hug af en irsk Sparthe paa Halsen lige ved Skuldrene: dette blev hans Banesaar, og han segnede til Jorden. Vidkunn Jonssøn, som den hele Tid havde staaet ved Kongens Side, hug strax hans Banemand i to Stykker. Kongen kunde endnu mæle saa vidt, at han bad Vidkunn frelse sig ved Flugten; „her“, sagde han, „komme vi nu til at skilles ad; du bar fulgt mig troligt og kjekt; hils mine Sønner, Frænder og Venner“. Med disse Ord opgav han Aanden, og Vidkunn flygtede; dog fik han grebet Kongens Merke og Sverdet Leggbit; Skjoldet var aldeles ødelagt. Han sagde siden, at kun faa af dem, som endnu vare tilbage paa Valpladsen, da han løb afsted, vilde kunne bringe nogen Tidende derfra[47]. Ogsaa Sigurd Ranessøn og Dag Eilifssøn havde holdt ud til det yderste og vare blandt de aller sidste, som flygtede. Eyvind Alboge[48], Ulf Ranessøn og mange andre Høvdinger vare allerede faldne[49]. Vidkunn selv havde faaet tre Saar, og han nød siden efter almindelig Berømmelse og stor Yndest hos Magnus-’s Sønner for den Troskab, han havde viist sin Konge lige til det sidste Øjeblik. Det lykkedes ham saa vel som de oven nævnte Mænd, og en Deel andre, hvis Antal dog ikke kan have været stort[50], at komme ned til Skibene, skjønt uafbrudt forfulgte af Irernes vilde Skarer, som endog lige ved Stranden gjennemborede Mange, der paa et blødt Sted ej kunde komme hurtigt nok frem[51]. De, som frelste sig derfra med Livet, satte strax over til Man[52], hvorhen rimeligviis ogsaa de Nordmænd, der vare blevne tilbage i Dublin og de omliggende Borge, saavel som Gisl Illugessøn og de øvrige Gisler, hvilke Muirkertach havde ladet løbe[53], begave sig ved Efterretningen om Kongens Fald. Det er nemlig tydeligt at see, at Høvdingerne for Hæren nu havde opgivet al Tanke om Besiddelser paa Irland, eller din Oprettelsen af et saadant Erobringsrige i Vesten, som Magnus havde tilsigtet. Derfor medtoge de ogsaa hans Søn, den nys udnævnte Konge, Sigurd, der lod Muirkertachs Datter blive tilbage, og sagde at han ikke vilde vide mere af hende, fordi alle Høvdinger der vester, saa vel irske som skotske, nu vare ham forhadte: et temmelig tydeligt Tegn paa, at saa vel han som hans Mænd anede Forræderi fra Irekongens Side[54]. Mistanken mod ham i saa Henseende maatte blive saa meget sterkere, som han umiddelbart efter Magnus’s Fald viste sig som en underdanig Tjener af den engelske Konge[55], og en aabenbar Forræder mod sin Svigersøn Arnulf og hans Nordmanner. Thi da Irerne, heder det, havde smagt Kong Magnus’s og hans Mænds Blod, bleve de grummere, og vendte sig nu pludseligt mod Nordmannerne for at overfalde dem. Kongen selv fratog Arnulf sin Datter, lod hende efter eget Ønske egte sit Syskendebarn, og stræbte Arnulf efter Livet, hvilken dog, i Tide erfarende det skjendige Forræderi, flygtede over til Sine i Nordmandie.

Paa Orknøerne blev Haakon Paalssøn tilbage som Høvding, dog endnu uden Jarlsnavn, og Sigurd kom endnu samme Høst med Levningerne af den store Hær hjem til Norge[56]. Magnus’s Liig blev tilbage i Irland, og begravedes ved St. Patriks Kirke i Emma, hvilken synes at have været den By, der laa Valpladsen nærmest. Der nævnes intet om, at Liget senere bragtes over til Norge.

Magnus havde, som det synes i længere Tid, og maaskee under hele sin Regjering, staaet i Forbindelse med en rig Kjøbmand i Lincoln, der skaffede ham de Vaaben, Prydelser, Bohave og andre deslige Sager, han behøvede, imod at have hans Skat (thesaurus) i Forvaring[57]. Ved Efterretningen om Magnus’s Fald skyndte han sig hjem til Lincoln, og begyndte at drive en betydelig Handel med de ham betroede Penge, som om de bare hans egne. Da dette kom Kong Henrik for Øren, fordrede han at Kjøbmanden skulde udlevere ham Pengene. Denne negtede først at have dem i sit Værge, men maatte dog omsider gaa til Bekjendelse, og Henrik skal nu have udpresset af ham ikke mindre end 20000 Pund Sølv. Ordrik, der fortæller alt dette, lægger til, at Kong Henrik glædede sig meget ved Efterretningen om Magnus’s Fald, som om en stor Byrde var lettet fra ham, og at hans Magt vel i det hele taget tiltog ved hans Fienders samtidige Uheld, men at han dog især følte sig tryg ved Magnus’s Undergang, og stolt over Besiddelsen af hans Rigdomme[58]. Alt dette viser noksom, at Henrik siden Magnus’s Forbund med Muirkertach har regnet ham blandt sine Fiender, og frygtet for, at han efter Irlands Erobring vilde vende sine Vaaben mod England. Sandsynligviis var det ikke uden hans Medvirkning, at Høvdingerne paa Man nu valgte Olaf, en Søn af Gudrød Meranagh, der opholdt sig ved hans Hof, til Konge, og hentede ham derfra ved et Gesandtskab[59].

Magnus var, da han faldt, kun tredive Aar gammel, og havde hersket i ti Aar. I hans Dage, heder det i Sagaerne, var der god Fred indenlands, men man havde megen Anstrengelse og Bekostning med de idelige Ledings-Opbud, hvorfor man ogsaa kaldte ham „Styrjaldar-Magnus“ (af styrjöld, Fejde). Det er ellers et stort Spørgsmaal, om Bønderne i disse urolige Tider vilde have nydt saa fuldstændig Fred indenlands, hvis han ikke ved hyppige Krigstog havde sat sig i Respekt; men rigtignok var det ej nødvendigt for den blotte Landefreds Skyld, at foretage saa store og omfattende Tog, som de han gjorde til Vesterhavet. Det er ovenfor viist, hvilke politiske Hensyn der fremkaldte dem, og hvorledes de efter hine Tiders Begreber lade sig forsvare. Men desuagtet er det aabenbart, at de aldrig havde fundet Sted, hvis ikke Magnus’s Lyst og Hug stedse havde staaet til Krig og farlige Æventvr. Det var derfor ogsaa hans Mundheld, naar hans Venner bebrejdede ham, at han paa sine Krigstog ofte uforsigtigt udsatte sig: „En Konge skal stræbe mere efter Berømmelse end efter et langt Liv“[60]. Under en saadan Høvding maatte især Krigsmændene have det godt, og man kan derfor godt forstaa, hvad Sagaen meddeler, at hans Mænd gjorde meget af ham, medens derimod Bønderne sandt ham haard. Hans Skjønhed, ædle Holdning og krigerske Udseende er forhen omtalt. Han var saa høj, at flere endog kaldte ham „Magnus den høje“; dog naaede han endda ikke sin Faders, og end mindre sin Farfaders Højde. Ved den nordre Dør af Mariekirken i Nidaros var der i Stenen indgravet tre Kors, som betegnede hvor højt enhver af dem kunde naa at kysse. Det øverste var Haralds og det laveste Magnus’s; Olaf Kyrres var midt imellem begge[61]. Ogsaa den anglo-nordmanniske Forfatter Ordrik vidner om Magnus, at han var sterk og smuk, kjek, gavmild, behændig, redelig og ærlig[62].

Magnus havde, som ovenfor nævnt, været forlovet, eller som Ordrik vil vide, endog gift med Muirkertachs Datter Lafracot, hvilken Forbindelse dog ej var af Varighed; han havde ligeledes, som man maa formode, været forlovet med Kong Mælkolms Datter Mathilde, og egtede endelig, Aaret før sit sidste Tog til Irland, Margrete af Sverige, med hvilken han dog ikke havde Børn. Derimod efterlod han flere Børn, som han havde haft med andre Kvinder udenfor Egteskab. De to ældste Sønner, Eystein og Sigurd, havde han allerede faaet før sin Faders Død; Eystein var nemlig fød 1088 eller 1089, og Sigurd 1089 eller 1090, hiin af en Kvinde af ringe Stand, hvis Navn ej anføres, denne af en Kvinde, ved Navn Thora. Den tredie Søn, Olaf, var fød henved 1100; hans Moder var Sigrid, en Datter af den ovenfor omtalte anseede Thrønder, Saxe i Vik[63]. Foruden disse, fremstode længe efter hans Død to andre, der ligeledes paastode at være hans Sønner, nemlig Gilchrist, eller, som han siden kaldtes Harald Gille, der kom fra Irland, og maaskee kan have været Frugten af den Kjærlighedsforstaaelse i Dublin, som Magnus synes at antyde i sit sidste Vers, og Sigurd, siden kaldet Slembidjaakn, hvis Moder Thora var en Syster af Olafs Moder, og Datter af Saxe i Vik; hans Herkomst blev almindeligviis betvivlet, og hans Optræden som Magnus’s Søn bragte ham omsider Døden, medens Gilchrist derimod var heldigere, da han opnaaede at blive Konge. Magnus havde to Døtre, Ragnhild og Thora. Den første blev siden gift med Harald Kesja, en Søn af Danekongen Erik Ejegod; den sidste blev gift med den islandske Prest Loft, en Søn af den mægtige, lærde og af Litteraturen saa højt fortjente Sæmund Sigfussøn den frode, om hvilken vi nedenfor komme til at handle nærmere. Thoras rette Herkomst var da endnu ubekjendt, og kom først senere for Dagen[64].

Magnus var, som vi have seet, selv Skald, og flere af hans Vers ere opbevarede i Sagaerne. Hans Bedrifter ere besungne i Draaper: af de islandske Skalde Gift Illugessøn, om hvilken der allerede ovenfor er handlet. Thorkell Hamarskald og Bjørn den krepphendte. Vers af disse Draaber anføres hyppigt i Sagaen til Bekræftelse paa Beretningens Troværdighed.

  1. ↑ Magnus Barfods Saga, Cap. 347 Snorre, Cap. 25.
  2. ↑ Den Manske Krønike, 1098—1102.
  3. ↑ De fire Mestres Annaler, ved 1101. Der staar: Magnus, Konge af Lachlin, kom for at angribe Irland, som dette Vers tilkjendegiver: „Eet Aar over 1100 … fra Christi Fødsel til Magnus’s Ankomst til Erinn.“ Men da vi nu af andre Kilder vide at Magnus ej kom førend 1102, kan der her ene sigtes til Forberedelserne til hans Tog og Rygtet om hans Ankomst, der siden efter i de 4 Mestres Annaler udtrykkelig omtales ved 1102, medens de ulsterske Annaler i dette Aar lade ham komme til Man, ej til Irland.
  4. ↑ Der staar i de fire Mestres Annaler „de Fremmedes (Gall) store Flaade“; Ulster-Annalerne have: .„Flaaden fra Dublin“.
  5. ↑ Se ovenfor S. 478.
  6. ↑ De fire Mestres Annaler, ved 1101.
  7. ↑ Ordrik S. 808.
  8. ↑ Ordrik S. 768.
  9. ↑ I Maine er der endnu Sagn om Robert og hans Grusomheder, se Lappenbergs Gesch. Englands, II. S. 232.
  10. ↑ Nemlig Jorwerth, Cadogan og Meredith, Sønner af Blethyn.
  11. ↑ Ordrik l. c. S. 808; jvfr. de væliske Annaler, hos Caradoc.
  12. ↑ Með öllu liði, staar der i Magnus Barfods Saga Cap. 34.
  13. ↑ Saavel Morkinskinna og Fagrskinna, som Hryggjarstykke og Hrokkinskinna lade Magnus medtage Erling, men Orkneyinga Saga siger udtrykkeligt, at det er uvist, om Erling faldt i Anglesey-Slaget 1098, eller i Ulster, med Magnus, 1103. Da vi nu af Orkneyinga Saga erfare, at Magnus i Mellemtiden 1098—1102 havde Haakon Paalssøn hos sig i Norge, men Morkinskinna og Snorre dog begaa den Fejl, at lade Magnus allerede i 1099 udnævne Haakon til Sigurds Formynder, opstaar derved en sterk Præsumtion for at ogsaa deres Angivelse om Erling er falsk. I alle Fald maa han have deelt Skjebne med Haakon. At denne fulgte med Magnus i 1102, sees deels deraf at han omtales som Deeltager i den svenske Krig, og siden dukker op som ankommende til Norge fra Orknø i Aaret 1104 eller Hob; deels af Morkinskinnas Udsagn om at Magnus udnævnte ham til Sigurds Formynder, hvilket i sig selv synes at være sandt, men kun maa henføres til 1102 i Stedet for 1099.
  14. ↑ De væliske Krøniker, se Caradoc. Vore Sagaer vide intet om Magnus’s Ophold paa Man ved denne Lejlighed, men ogsaa Ulster-Annalerne tale udtrykkeligt derom. Vi gjenkjende ellers saavel i disse Tømmer-Befæstninger, som i dem, Magnus havde opført under sit forrige Tog med Tømmer fra Galloway (se ovenfor S. 574), „Virker“ af samme Slags, som hiint paa Kvaldensø, og Anvendelsen af den samme Krigskunst.
  15. ↑ De væliske Krøniker, hos Caradoc. Fra denne eller den strax følgende Tid skriver sig vel et Brev fra Muirkertach til Landfranks Efterfølger, den berømte Erkebiskop Anshelm i Canterbury, hvori han takker ham for den Hjelp, han har ydet ham og hans Svigersøn Arnulf (Anselmi epistolæ IV. 83.)
  16. ↑ Ulster-Annalerne og de fire Mestres Annaler. Hine omtale Forliget strax efter, disse strax før Forliget med Magnus; men da man erfarer at Fiendtlighederne i det næste Aar allerede begyndte sidst i Juli, og Forliget saaledes maa være udløbet lidt før, maa det og være sluttet i det seneste i Juli 1102, og til den Tid vare Underhandlingerne med Magnus endnu neppe begyndte.
  17. ↑ Der staar i Magnus Barfods Saga Cap. 34, at han strax herjede i Irland. Det er ej usandsynligt at dette har skeet førend han endnu kom til Man, især ved Farten gjennem det smale Sund ved Kantire, hvor hans Skibe kom lige under den irske Kyst.
  18. ↑ Ulster-Annalerne have: „Magnus, Konge af Lochlin, kom med en stor Flaade til Man, og der blev sluttet Fred paa et Aar mellem ham og Irlands Mænd“. Inissallens Annaler: „Muirkertach indgik Svogerskab med Frankerne (d. e. Arnulf og Nordmannerne) og Lochlinerne (d. e. Magnus og Nordmændene)“. De fire Mestres Annaler: „En irsk Har forsamlet i Athcliath (Dublin) for at modsætte sig Magnus og de Fremmede fra Lochlin, der vare komne for at herje Irland, men de sluttede Fred for eet Trav med Irlands Mænd, og Muirkertach gav sin Datter til Sichraid, Søn af Magnus, og skjenkede ham mange Klenodier og Gaver“. De væliske Krønikers Udsagn hos Caradoc er allerede anført ovenfor, S. 514, Anm. 4.
  19. ↑ Hendes Alder angives nemlig i 1098, hvortil, som vi have seet, Giftermaalet urigtig er henført, til fem Aar, Sigurds til ni. Men da man af denne sidste Angivelse kan see, at Sigurds Alder ej er anført, som den var paa den Tid, Bryllupet virkelig holdtes, men derimod som den var i 1098, er det ikke usandsynligt, at en lignende Reduktion ogsaa kan være foretagen med Kongedatterens Alder. Herved er dog at merke, at det for den senere Sagabearbejder var lettere at regne sig til Sigurds Alder i 1098, end til den irske Kongedatters, saa at Talangivelsen for hans Vedkommende kan verre reduceret, Brudens derimod bibeholdt uforandret. Det er saaledes nok muligt, at hun ved Giftermaalet 1102 virkelig kun var 5 Aar gammel.
  20. ↑ Da Ordriks Ord ere noget dunkle, anføre vi dem der saaledes som de tyde i Originalen: Ea tempestate Magnus, Northvigenarum potentissimus rex, insulas Britanniæ circumivit, et desertas cum ingenti classe insulas usque in Hiberniam introivit; ibique colonis callide constitutis, oppida et villas aliarum more gentium construi præcepit. Irenses igitur ei nimis inviderunt o. s. v (S. 812). Her er Spørgsmaalet, om Ordet ibique gaar paa Øerne eller paa Irland. Det sidste falder dog naturligst, især da Magnus’s Forsøg paa at kolonisere Øerne tidligere har været omtalt.
  21. ↑ Irenses igitur ei nimis inviderunt, et totis nisibuu infestare conati sunt, doloque seu vi pessumdare hostes machinati sunt … porro, congregati omnes (her sigtes til Samlingen i Dublin) formidabilem Magnum veriti sunt, nec proeliari cominus cum illo præsumserunt, sed de proditione nefaria in ipsum machinari studuerunt.
  22. ↑ Anderledes kan man nemlig ikke forklare enten vore Sagaers udtrykkelige Vidnesbyrd om Magnus’s og Muirkertachs Krigsforetagender i Forening, p eller de irske Annalers Beretninger om Muirkertachs Tog i 1103. Saavel vore Sagaer som de irske Annaler synes ene at give Ulsterboerne Skylden for Magnus’s Drab.
  23. ↑ Den utrykte Jon Agmundssøns Saga. Denne meddeler herom følgende mærkelige Anekdote: i Følge med Gislerne var en Nordmand, som sagde at han kunde tale godt irsk og bed sig til at hilse Kongen i de øvriges Navn. Gisl tillod ham det, og han sagde da: male diarik; men dette betyder paa vort Sprog „forbandet være du, Konge“. Da tog en af Kongens (d. e. Magnus,) Mænd Ordet, og sagde: „Herre, denne Mand er kun Nordmandenes Træl“; hvortil Muirkertach svarede: algeira ragall, hvilket betyder paa vort Sprog: „den mørke Gaade er vanskelig at kjende“ (úkunnug er myrkgáta). Disse irske Sprogprøver ere vel, som man maa formode, heel forvanskede af ukyndige Afskrivere, dog gjenkjendes tydeligt i den første, der vel rettest burde skrives maledia rik Ordene mailleachd (udtalt omtr. maillehd ɔ: Forbandelse og righ ɔ: Konge.
  24. ↑ De væliske Krøniker hos Caradoc.
  25. ↑ Caradoc, l. c. Ordrik, S 808, 809; Chron. Sax., Florents, ved 1102.
  26. ↑ „De vandt begge tilsammen meget af Dublin og Dublinshire“. Magnus Barfods Saga Cap. 34, Snorre Cap. 25. Morkinskinna fol. 24. a. b. saa vel som Fagrskinna tale temmelig vidtløftigt om Dublins Indtagelse (om Høsten, tillægger Fagrskinna) uden dog at nævne Muirkertach. Magnus, heder det i Morkinskinna, sagde til sine Mænd: „I vide, at vi have gjort flere Tog vester til disse Lande (et merkeligt Udsagn, der middelbart bekræfter, hvad ovenfor er anført, at han allerede i 1093—94 hjemsøgte Irland); men at vi nu have et langt større Foretagende for os end før, da dette Land er saa rigt; sejre vi over Irerne, ville vi saaledes vente et herligt Bytte; især er denne Borg saare rig( Da svarede, heder det, Sigurd Sigurdssøn (maaskee den vise S. af Hvitastein,): „vi ville Alle gjerne udrette noget til eders Hæder, men tvivle meget, om I her ville vinde nogen Ære, da Landet er sterkt befolket og Indbyggerne svigagtige; saaledes gik det med eders Frænde Kong Harald, at Landet først blev ham overgivet, men han selv dog siden svegen. Det bedste havde derfor været, om I havde siddet roligt hjemme i eders Rige“. Kongen svarede da, at man maatte udføre hvad der engang var begyndt, og at man nok vilde have Fremgang, naar man kun viste Mod og Dygtighed. Borgen blev, siges der, omsider vunden, skjønt med mange Kneb.
  27. ↑ Se ovenfor S. 479.
  28. ↑ At Morkinskinna virkelig forvexler dette Tog med et tidligere, sees deraf, at den blandt de Mænd, der fulgte med Kongen, nævner Agmund Skoftessøn; imidlertid er det ikke saa urimeligt, enten at en Samtale, som den oven ane førte, kunde have været holdt mellem Magnus og en af hans Mænd ved Belejringen af en anden Borg under Toget Hos, eller at Magnus ikke aldeles uden Kamp fik hele Dublinsdistriktet med tilhørende Borge i sin Bold; men Belejringen af Dublin selv tilhører dog aabenbart 1094. At Magnus virkelig fik et Stykke af Irland, (der ej kan have været andet end Dublin m. m.) og sikrede sig det ved Befæstninger, sees saavel af Thjodrek Cap. 32, hvor der staar at han underkastede sig en Deel af-Den, som af Roger Hoveden (Savile S. 599) og Ordriks ovenfor anførte Udsagn, at Magnus indsatte coloni (hvilket her maa betegne Besætninger af Krigere) og byggede Borge og Byer i Landet, ligesom og Morkinskinnas og Fagrskinnas Beretning om, at han efterlod Besætning i Dublin, vidner om det samme. Derhos anføre Kongesagaerne et Vers af Magnus, kvædet under Slaget 1103, kort før hans Fald, hvoraf det tydelig sees at Dublin tilhørte ham, se nedenfor S. 554. For øvrigt kan det ikke længer vække Forundring, om Begivenheder fra et af Magnus’s Tog ere af Sagabearbejderne kastede hen til et andet, efter de mange og iøjnefaldende Exempler paa slige Omkastninger, som allerede have været anførte.
  29. ↑ I Sagaerne staar Kunnaktir d. e. Connaught, og Muirkertach kaldes Konge af Connaught. Dette var han vistnok, for saa vidt han havde Overherredømmet over denne Provins, men „Connaught“ er dog aabenbart her, som tidligere (se ovenfor I. 2. S. 644) urigtigt sat i Stedet for „Kankara“ (Kunnjáttaborg, Kunnaktaborg, Kunnaktir i Stedet for Kankaraborg, Kankurum). Kinkora var, som vi have seet, bleven ødelagt af Donald O’Lochlan i 1088, hvilket Muirkertach havde hevnet ved at ødelægge Donalds Borg Ailich i 1101; men Kinkora var dog imidlertid igjen opbygget, da den ellers ikke, som de irske Annaler fortælle, kunde opbrændes af Lynild i Aaret 1107 med 70 Tønder Mjød og Øl.
  30. ↑ Det er højst sandsynligt at han var dragen hen for at møde Magnus (se nedenfor), thi denne maa netop have herjet paa Kysten af Dalaraide, nær ved Down.
  31. ↑ Muirkertach havde saaledes tiltraadt Toget sidst i Juli.
  32. ↑ Disse tre Mænd kaldes i de irske Annaler „Thorstain mac Eric, Poll mac Amaind, Beollan armunn“. De to første Navns norske Form gjenkjendes let; „Beollan“ derimod er vanskeligere at bestemme; man skulde snarest gjette paa „Bolle“; Tilnavnet „armunn“ kunde næsten tages for „Aarmand“. Magnus Barfods Saga og Snorre lade Ulstertoget foregaa allerede om Vaaren, men det er af de irske Annaler tydeligt nok, at det ej tiltraadtes førend i Juli Maaned. Og tidligere kunde heller ikke den mellem Muirkertach og Donald sluttede Stilstand være udløben, se ovenfor. Imidlertid maa Magnus have befæstet sit Herredømme i Dublin, og vedblevet med at anlægge Borge.
  33. ↑ Ulster-Annalerne, de fire Mestres Annaler.
  34. ↑ „Han og Muirkertach holdt mange Slag i Ulster, og vandt en stor Deel deraf“, heder det i Magnus Barfods Saga Cap. 25. Morkinskinna siger „at Magnus foor vide om Ulster og underkastede sig Landet“; Fagrskinna (Cap. 239), „at han herjede i Ulster, vandt en stor Deel af Landet og tog Gisler derfra“. Hvad Gislerne angaar, da kan det nok have sin Rigtighed, især hvis han drog til Søs, medens Muirkertach drog til Lands, men derfor kan han dog ikke siges ganske at have underlagt sig Landet.
  35. ↑ Det var, som vi have seet, efter den 7de August. Da Magnus faldt den 24de, bliver det øjensynligt at Nederlaget den 7de har tvunget ham til at tænke paa Hjemrejsen.
  36. ↑ I Udgaven af Magnus Barfods Saga i Fornm. Sögur Cap. 35 staar her, aabenbart fejlagtigt, „mánadags aftanin“ og „sjálfan mánadaginn“ i Stedet for, „messudags aftaninn og „sjalfan messudaginn“, som Udg. af Snorre har det. Thi Bartholomæusmessedagen faldt i 1103 paa en Løverdag. Morkinskinna lader Magnus tiltræde Toget op i Landet allerede Messeaftenen den 23de; det er dog kun nogle faa Timers Forskjel. Magnus’s Dødsdag angives i Nekrologier til 24de August.
  37. ↑ Det er strax ovenfor viist, hvorledes Muirkertachs Tog i Juli 1103 skede for at komme Ulsterboerne til Hjelp; i Aaret 1101, da han stormede Donalds Borg, tog han og, som det heder, Gisler af Ulster, d. e. underlagde sig Provinsen.
  38. ↑ Ordriks Ord (S. 812) tyde saaredes i Originalen: „Denique quidam faceti et eloquentes ad eum in dolo venerunt, et frivolis sponsionibus eundem deceperunt, et de navibus egredi ut provinciam viseret atque ad subjectionem sui reciperet, cum paucis pervaserunt. Ille vere perfidis male credulus, ferratos in litore cuneos reliquit et usque ad duo milliaria seductores secutus perniciem suam quæsivit. Ibi enim ingentes inimicorum catervas latitantes invenit, quibus de latebris prosilientibus, audax Northvigena fugere dedignatus proeliari fortiter coepit“.
  39. ↑ Den Manske Krønikes Forfatter viser sig her aldeles unøjagtig; den lader nemlig Magnus blive overfalden og dræbt paa et Rekognosceringstog, som han strax ved sin Ankomst til Irland foretog op i Landet fra Skibene. For øvrigt siger den, at han ved denne Lejlighed kun medbragte 16 Skibe. Maaskee han heller ikke har haft flere med sig til Irland, siden Forliget med Muirkertach allerede før hans Ankomst var afsluttet, men har ladet de øvrige blive tilbage ved Man.
  40. ↑ Se nedenfor, om Ivar af Fljodes Afsendelse, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 27.
  41. ↑ Brœklingar, af brók, Pl. brœkr, Buxe; dette Spottenavn satte Nordmændene paa Irerne formedelst deres besynderlige Nationaldragt, idet de kun havde det ene Been bedækket; se Chroniques d’Enguerrand de Monstrelet Cap. 102. Buchon, Udg. Vol. IV. „La pus grande partie (des Irlandois) allaient de pied, un de leurs pieds chaussé et l’autre nu, sans avoir braies, et pauvrement habillés, ayant chacun une targette et petits javalots acec gros couteaux d’étrange façon“.
  42. ↑ Det skulde heraf synes, som om han ikke tænkte paa nogen Hjemrejse; dog maa man ej regne hans Ord i denne Henseende saa nøje. Muligt og, at han for det første ej agtede sig videre end til Man, hvor han maaskee tænkte at overvintre.
  43. ↑ I Magnus Barfods Saga Cap. 86 tales her endog om „Diger“, d. e. dybe Grave, gjennem Sumpe.
  44. ↑ Dette maa have været en ældre Broder af Vidkunn Jonssøn, se ovenfor S. 178, men Anledningen til hans Forjagelse kjendes ej.
  45. ↑ I denne Prydelse for Magnus’s Skjold og Vaabenkjortel, saa vel som de anvendte Faner, har man troet at see den første Antydning til Norges Rigsvaaben. Slige Kjoler eller Kapper med Løver paa synes ellers i hine Tider at have været temmelig almindelige, især i Norge, da det om den oftere omtalte Biskop Sigurd fra Glastonbury (se ovenfor S. 193, 194) heder i det glastonburyske Nekrologium ved hans Dødsdag, 5te April, at han havde sendt Klostret 4 Kapper, to „med Løver“, og to gule.
  46. ↑ Sperrelegge kaldtes Benet i Smal-Leggen paa Faarenes Bagbeen; ved et eneste Slag at knuse slige Been var en almindelig Styrkeprøve, og skal endnu være brugeligt paa Island.
  47. ↑ Da de nemlig vare døde eller dødeligt saarede.
  48. ↑ Morkinskinna kalder ham Eyvind Finnssøn, hvilket synes at tyde paa Slægtskab med Thjottø-Ætten.
  49. ↑ At flere Sagaer ogsaa, skjønt neppe rigtigt, nævner Erling Jarlssøn blandt de Faldne, er ovenfor omtalt.
  50. ↑ Den Manske Krønike siger at næsten alle Magnus’s Mænd faldt.
  51. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 36.
  52. ↑ De fleste af Kongesagaerne lade dem strax gaa til Orknøerne, hvilket dog, som det nedenfor vil vises, ikke er rimeligt; Øen Man laa desuden lige i Nærheden.
  53. ↑ Jon Agmundssøns Saga fortæller at Muirkertach, da Magnus begyndte at herje, sagde at Gislernes Liv strengt taget var forbrudt, men at han dog vilde lade dem fare i Fred. Da Magnus, som vi have seet, ej begyndte at herje, førend Muirkertach havde sveget ham, indeholder denne Ytring, for saa vidt den staar til Troende, en Antydning af det fiendtlige Forhold, hvori Muirkertach af egen Tilskyndelse var traadt til Magnus.
  54. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 37, Snorre Cap. 27 og Orkneyinga Saga S. 118 udtrykke sig, som om Sigurd allerede var paa Orknøerne, da han erfoor Faderens Død. Det er vistnok ingenlunde urimeligt, at han efter Brylluppet og Kongeudnævnelsen er vendt tilbage fra Man til Orknøerne, men det sandsynligste er dog at han den hele Tid forblev paa Man; ligesom Morkinskinna kun siger, at de tilbagevendende Nordmænd traf Sigurd „vester i Øerne“ og toge ham med sig.
  55. ↑ Villjam af Malmsbury V. 409.
  56. ↑ Morkinskinna, fol. 24. b. Fagrskinna Cap. 240. Magnus Barfods Saga Cap. 34—37. Snorre, Cap. 25—27. Thjodrek, Cap. 32. Orkneyinga Saga S. Hs. Ordrik, S. 812. Den Manske Krønike.
  57. ↑ Denne Kjøbmand har altsaa været Kongens Bankier, og rimeligviis fra Tid til anden modtaget hans Skatteindtægter i Forvaring. Dette antyder, i hvor nøje Handelsforbindelse Norge stod med England.
  58. ↑ Ordrik, hos Duchêne, S. 812.
  59. ↑ Den Manske Krønike ved 1102 (rettere 1103). Der siges her at Magnus havde hersket over Øen i sex Aar, det vil sige fra og med 1098 til og med 1103.
  60. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 38, Snorre Cap. 28.
  61. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 32, Snorre Cap. 18; Fagrskinna Cap. 221.
  62. ↑ Ordrik, S. 767. Hans Ord lyde saaledes: Rex Magnus erat corpore, fortis et formosus, audax et largus, agilis et probus, et multà honestate conspicuus.
  63. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 32, Snorre Cap. 18; Morkinskinna fol. 27 b. Fagrskinna Cap. 241. Det er allerede ovenfor (S. 512) omtalt, hvorledes Ordrik (S. 767) vistnok med Urette, siger at Eystein og Olaf vare fødde i lovligt Egteskab, men at Sigurds Moder var en fangen engelsk Dame af høj Stand, og at han opfostredes af Thore „Ingheriæ filius“.
  64. ↑ Sturlungasaga, II. 1. jvfr. Jon Loftssøns Enkomiast, Fornm. Sögur X. 432.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/48&oldid=84438»