Det norske Folks Historie/3/6
Medens Magnus saaledes troede sig i sikker Besiddelse af de tvende Riger, og neppe tænkte paa, at den herefter vilde blive gjort ham stridig, end sige at den kunde vorde ham berøvet, var allerede en Medbejler til Norges Krone, — saa meget farligere, som hans Rettigheder vanskeligt lode sig afvise, og som han besad Klogskab og Kraft til at hævde dem, — paa Vejen til Norden. Dette var hiin Harald, yngste Søn af Kong Sigurd Syr og Dronning Aasta, og saaledes Kong Olafs Halvbroder, der femten Aar gammel var kommen til Olaf i Sverige med en Skare af Venner og Frænder fra Oplandene, da denne gjorde det sidste uheldige Forsøg paa at vinde Riget tilbage, og siden med en Tapperhed, der var forud for hans Alder, havde deeltaget i Slaget paa Stiklestad. I dette Slag var han, som ovenfor nævnt, bleven haardt saaret, men Ragnvald Brusessøn havde skaffet ham bort til en Bonde, hos hvilken han blev helbredet; siden havde han fulgt ham til Svithjod, hvor de tilbragte Vintren, og derfra, ledsagede af .flere Flygtninger fra Norge, til Kong Jaroslav i Rusland, hos hvem de, som man kunde vænte, fandt en venlig Modtagelse[1]. Vi have seet, hvorledes Jaroslav efter sin Fader Vladimirs Exempel underholdt en staaende Skare af svenske og norske Væringer eller lønnede Krigere[2] til sit Forsvar, deels mod Medbejlere deels ogsaa, som det beder, mod Hedninger, hvorved vel forstaaes saa vel Tschuder, Petscheneger og andre barbariske Naboer, som de endnu uomvendte Slaver, eller maaskee rettere mod den slaviske Befolkning i Almindelighed, der, saa længe National-Forskjellen mellem den og dens russiske Herrer endnu var kjendelig, neppe altid med Rolighed fandt sig i dette Herredømme. Som Høvding for en saadan Væringeskare have vi seet den ovenfor omtalte Eimund Ringssøn og hans Frænde og Efterfølger Ragnar, begge Frænder baade af Kong Olaf og af Harald. Den gautske Jarl Ragnvald, Sigrid Storraades Brodersøn, der fulgte med Dronning Ingegerd til Rusland og forlenedes med Aldegjeborg, 1019[3], var, som man seer, i samme Stilling, da det udtrykkeligt fortælles, at han noget før Haralds Ankomst til Rusland var død, men at hans Søn Eilif havde arvet hans Jarldømme, der var blevet ham overladt paa den Betingelse, at han skulde værge Kongens Rige mod Hedninger[4]. Om Eilif fortælles det, at han havde mange Nordmænd i sin Sold. Ogsaa Harald traadte i Jaroslavs Tjeneste, der, som der siges, udnævnte ham til den anden Høvding over sine Krigere, og gav alle hans Mænd Sold. I et Vers af Haralds senere Hirdskald, Thjodolf, der er os opbevaret, heder det at Eilif og Harald kæmpede i Forening, og opstillede hver sin Fylking, mod Øst-Vender og Læser (sandsynligviis Ljecher eller Polakker)[5]. Det synes dog næsten utroligt, at Jaroslav skulde have betroet en femtenaarig Yngling, som Harald, selvstændig Befaling ved Siden af Eilif. Det er derfor sandsynligere, at Harald har beklædt en underordnet Høvdingepost i Eilifs Hær. I et Par Aars Tid stod Harald nu i Jaroslavs Tjeneste, og skal, som det heder, have deeltaget i mange Slag, og faret vide om Austerveg. Ved Aarene 1030—1031 fortælles der ogsaa i de russiske Annaler, at Jaroslav underkastede sig Tschudernes (her menes, som man seer, Livernes) Land, og anlagde der Staden Dorpat eller Jurjev, og at han sidenefter, i Forening med sin Broder Mstislav, gjorde et Indfald i Ljechernes Land eller Polen, hvor Kong Boleslav nys var død, tilbageerobrede de tscherweniske Byer, underkastede sig Landet, og bragte en Mængde ljechiske Fanger tilbage med sig til Rusland, der siden bleve fordeelte rundt om i Landet[6]. Da Øst-Venderne, altsaa Boleslavs Undersaatter, og Ljecherne udtrykkeligt nævnes i hiint Vers af Thjodolf, er det tydeligt nok, at Harald virkelig har deeltaget i disse Tog. Han har saaledes haft Lejlighed til at vinde megen Krigserfaring. Under Opholdet hos Jaroslav lærte han hans og Dronning Ingegerds Datter Elisabet, af Nordmændene kaldet Ellisif, at kjende, og bejlede til hende. Jaroslav gav ham Haab om at faa hendes Haand, naar han var bleven noget ældre, og havde erhvervet større Erfaring, Magt og Gods; men endnu, sagde han, „vilde det være overilet at bortgifte hende til en udenlandsk Mand, der hverken har noget Rige at raade over, eller besidder nogen besynderlig Rigdom“[7]. Disse Ord, tilligemed Haralds egen Lyst til at søge nye Æventyr i fremmede Lande, bevægede ham til at forlade Rusland, og prøve sin Lykke i Constantinopel blandt Væringerne.
Vi have seet, at de byzantinske Kejsere, ligesom de russiske Konger eller Storfyrster, og sandsynligviis efter deres Exempel, underholdt en Skare af nordiske Væringer[8], deels som Livvagt, deels som Kjernetropper til at benytte i vigtige og afgjørende Krige. Nøjagtigt at bestemme, naar de byzantinske Kejsere begyndte at holde Væringer, er neppe muligt. Hos de byzantinske Forfattere omtales de ej førend i Aaret 1034[9]; men da vore egne Oldskrifter allerede nævne dem omkring 990[10], saa vel som i de paafølgende Aar[11], maa man dog formode, at Væringekorpsets Oprettelse i Constantinopel ikke var stort sildigere end i Rusland, og at den, som vi ovenfor have ytret, rimeligviis fandt Sted, da de af den russiske Storfyrst Vladimir afskedigede Væringer havde begivet sig til Constantinopel, hvis Kejsere i de foregaaende Krige med Russerne alt for vel havde lært deres Tapperhed at kjende, til at de ej skulde ansee det for et stort Gode, at kunne tage et heelt Korps af dem i sin Tjeneste, til Værn saa vel mod ydre, som især mod indre Fiender, paa en Tid da Tron-Revolutioner indenlands og farlige Angreb udenfra i det byzantinske Rige hørte til Dagens Orden. Det havde desuden allerede fra gammel Tid været sædvanligt ved Kejserhoffet, at tage fremmede Nationers Krigere i Tjeneste[12]; og man kan vel heller ikke betvivle, at flere Nordboer ogsaa tidligere have ladet sig hverve i Constantinopel[13]: men et fuldstændigt Korps af-Væringer synes dog ej at have være oprettet førend ved den her omtalte Tid, eller 990. Væringerne gik, som vore Forfædre udtrykte sig, á mála, d. e. lode sig hverve mod en vis Sold. De vare, som man erfarer, underkastede meget strenge Forpligtelser, saa vel til deres Herre Kejseren som mod hinanden indbyrdes: Strid og Slagsmaal taaltes ej imellem dem, og straffedes, paa faa Undtagelser nær, øjeblikkeligt med Døden: en Bestemmelse, som maatte være nødvendig i et Korps, hvor det vel ikke sjelden hendte, at Mænd, der hjemme i Norden vare Dødsfiender, her traf sammen som Kammerater[14]. Overhoved er det heel sandsynligt, at de Bestemmelser, der gjaldt for Jomsvikingeskaren og senere for det deraf opstaaede Thinglid i England, ogsaa have dannet Grundlaget for Væringernes Krigsartikler. De strenge Forpligtelser, de underkastede sig, have derfor ogsaa rimeligviis saavel i Constantinopel, som i Rusland, givet Anledning til deres Navn[15]. Men havde de strenge Forpligtelser, saa nød de og stor Tillid og havde mange Forrettigheder. I Rusland behøvede, som vi have seet, en Væring, naar han var overfalden eller angreben af en Slaver, ikke, som denne, at fore Vidnesbyrd, men hans egen Ed var tilstrækkelig[16]. I Constantinopel havde Væringerne vistnok den samme Forrettighed, uden hvilken de neppe engang tilbørligt vilde kunne udføre deres ansvarsfulde Hverv, at bevogte Kejserens Person og hans Skatte. Bevæbnede med deres langskaftede nordiske Øxer, fulgte de Kejseren, hvor han viste sig, i Staden, paa Landet, paa Rejser og paa Krigstog. Ved saadan Lejlighed lod han dog, som man kan see, en Afdeling af dem blive tilbage for at passe paa Hovedstaden, og disse fik da under Kejserens Fraværelse Nøglerne til Stadens Porte i Forvaring[17]. Undertiden bleve de og, som man seer, fordeelte som Besætning i enkelte Stæder, hvis Troskab Kejseren derved ønskede at sikre sig[18]. Deres daglige Tjeneste i Hovedstaden bestod i at holde Jagt, saa vel udenfor det kejserlige Palads eller saakaldte Triclinium, som i det Indre af Paladset, ved den kejserlige Celle eller inderste Kammer. Deres Kvarteer eller Kaserner, hvor de opholdt sig, naar de ej gjorde Tjeneste, var selv i en Deel af Paladset, nemlig den sydvestlige Fløj, og kaldtes Excubita, hvilket Navn Væringerne sig selv imellem forkortede til skift[19]. Ved alle offentlige Fester og Processionen hvori Kejseren viste sig, omgiven af glimrende Pragt for det beundrende Folk, indtoge Væringerne en væsentlig og iøjnefaldende Plads; naar en ny Kejser skulde krones af Patriarchen i Sophiakirken, traadte han frem til Alteret, hvor Sakramentet forvaredes, omgiven af Væringerne og hundrede bevæbnede Ynglinger af de fornemste Ætter. Kort at sige, Væringerne vare saa godt som uadskillelige fra Kejseren, og det var derfor en saare betegnende Titel, deres Anfører bar blandt Grækerne, nemlig Akoluthos eller Følgesvenden[20]. Denne bestandige Nærhed om Kejserens Person og daglige Omgang maatte nødvendigviis skaffe deres Høvdinger, og fornemmelig Akoluthen, der desuden regnedes blandt de fornemste Embedsmænd, en stor Indflydelse ved Hoffet. Som en af deres Hovedrettigheder allerede paa denne Tid, vi her omhandle, altsaa kort efter Korpsets Oprettelse, nævne vore Sagaer det saakaldte Polota-Svarf, d. e. Palads-Fejning, der bestod i at de, hver Gang en Kejser var død, var berettiget til at vandre gjennem de kejserlige Skatkamre, saaledes at enhver af dem under denne Vandring var berettiget til at gribe og beholde, hvad han kunde naa[21]. De byzantinske Forfattere berette intet herom, men da de Skrifter, der handle om Væringernes Stilling ved det byzantinske Hof og deres Deeltagelse i Ceremoniellet, tilhøre sildigere Tider, er det nok muligt, at hiin Rettighed da kan være gaaen af Brug, og at den navnligen kan være bleven afskaffet, da de kraftige Komnener bestege Tronen, medens det derimod ikke er usandsynligt, at de svage Kejsere, der under hyppige Tronrevolutioner herskede i det 11te Aarhundredes første Halvdeel, kunde have tilstaaet Væringerne en saadan Ret.
Væringekorpsets Størrelse synes at have været forskjelligt til forskjellige Tider. Dog lader det til, at i det mindste den Deel deraf, der drog i Felten udenfor Constantinopel, neppe udgjorde stort over 500 Mand[22]; hvis man nu kan antage, at den anden Halvdeel blev tilbage i Constantinopel, kunde man maaskee anslaa det hele Korpses sædvanlige Størrelse til 1000 Mand. Etsteds tales der om, at Kejserens Livvagt (hvori dog ogsaa andre end Væringerne kunne have været iberegnede) udgjorde 6000 Mand[23]. Man maa antage, at Hovedmassen af Korpset i de første Tider bestod af Svenske og Nordmænd, da Krigene i England optog Danerne. Dog nævnes i alle Fald een fornem dansk Mand, der i Aarene mellem 1015 og 1020 ej alene blev Væring, men ogsaa Høvding for Væringekorpset, og som faldt i et af de Slag, hvori dette deeltog: det var Eilif, Ulf Jarls Broder, og en af Jomsvikingernes eller Thingmannalidets Overanførere, der, lykkeligt undkommen fra Overfaldet i London, hvor han laa med sin Afdeling, først begav sig hjem til Danmark, og derfra, misfornøjet med Thorkell den højes Forsigtighed eller maaskee snarere med hans Overgang til Kong Knut, rejste til Constantinopel[24]. Den Omstændighed, at Væringerne i ham fik en forhenværende Jomsvikinge-Anfører til Befalingsmand, forøger Sandsynligheden af at Væringernes Statuter formedes efter Jomsvikingernes. Eilif er vel heller ikke kommen alene, men har medbragt en heel Deel forhenværende Jomsvikinger. Den største Tilvext af danske Krigere fik dog Korpset sandsynligviis først efter Danevældets Ophør i England ved Edward Confessors Tronbestigelse. Der tales siden om at en heel Deel Angler, misfornøjede med at Nordmannerne efter Slaget ved Hastings bleve Englands Herrer, forlode deres Fædreland og toge Tjeneste hos den byzantinske Kejser[25]. Snarere maa man antage, at Mængden af disse saakaldte Angler vare Daner, der udgjorde Hovedbefolkningen i det nordlige England, og af hvilke endnu en Mængde fornemme Familier vare blevne tilbage og havde udøvet stor Indflydelse under Edward Confessors Regjering[26]. Dog er det vist, at i det mindste fra denne Tid af mange Angler indtraadte i Korpset, saaledes at flere Skribenter endog benævne det efter dem[27].
Væringernes fornemste Vaaben var den nordiske langskaftede Oxe, hvorefter de og kaldtes „Øxebærerne“[28], Sverd og et langt Skjold[29]. Det blev nøje paaseet, at deres Vaaben vare i god Stand; saa ofte de rykkede ud i Krigen, holdtes der Vaabenthing, hvorved Enhver maatte fremvise sine Vaaben[30]. Deels til Fornøjelse, deels vel og for at holde sig i Aande og hærde sine Legemer, plejede de dagligt at anstille Kamplege, med Bruden og lignende Legemsøvelser; men forat forebygge, at Nogen i Legens Hede og Heftighed skulde gaa for vidt, var den oven omtalte Bestemmelse foreskreven, at hvo som under Legen stod den anden efter Livet, skulde straffes med Døden[31]. Hvilken streng Tugt Væringerne for øvrigt overholdt, sees af en Fortælling, den byzantinske Forfatter Kedrenos meddeler netop fra den Tid, vi her nærmest have for Øje. Om Vintren 1034 til 1035 laa en Deel Væringer i Vinterkvarteer i det saakaldte thrakesiske Thema (i den vestlige Deel af Lilleasien). En af dem greb en Kvinde og vilde bruge Vold for at vanære hende, men hun var rask nok til at gribe hans Sverd og gjennembore ham dermed. Og saa langt fra at Væringerne vrededes over denne raske Handling, eller søgte at hevne den, vakte den derimod deres højeste Beundring. De forsamlede sig, bekrandsede hende og skjenkede vende alt den Dræbtes Gods, men bestemte derimod, at hans Liig skulde ligge ubegravet, som Selvmorderes, da han var falden paa sine egne Gjerninger[32].
Naar Væringerne vare ude i Felten, ledsagede de Hæren og udførte Marscherne til Hest, men naar et Slag forestod, stege de efter Nordboernes Skik af Hesten, og kæmpede til Fods, hvilket ogsaa bedst passede med deres Udrustning[33]. De betragtedes altid som deri kejserlige Hærs Kjernetropper, og de byzantinske Forfattere fortælle oftere om deres Heltegjerninger, og hvorledes deres Tapperhed gjorde Udslaget i mangen tvivlsom Kamp, men ligeledes ogsaa, hvorledes de stundom, i Bevidstheden af deres Kraft, og givende efter for den dem medføde Begjærlighed efter Ære og Gods, hvilken deres særegne Stilling ved Hoffet ej kunde andet end nære og forøge, blandede sig i Tronrevolutioner, og spillede en Rolle, der nærmede sig Prætorianernes i den gamle romerske Kejserstat.
Under det idelige Samkvem, der allerede længe havde fundet Sted mellem Norden og Constantinopel, men nu, siden Vikingekorpsets Oprettelse, var blevet endnu hyppigere, var der Anledning nok for Nordmændene til at høre lokkende Beskrivelser over det herlige Liv i den glimrende Kejserstad, over den Ære og Udmerkelse, Væringerne nød, den Anledning, de havde til at skaffe sig Rigdomme, de mange fremmede Lande, de fik see, og de mange glimrende Bedrifter, de udførte. De hjemkomne Væringer førte sig op med en Stads og Pragt, der ikke kunde andet end gjøre Indtryk paa mange af deres Omgivelser, især de Yngre, der endnu ikke havde seet sig om i Verden, og som, naar de alligevel skulde anvende nogle Aar paa at erhverve Livserfaring, Menneskekundskab og Krigskyndighed, ikke troede at kunne benytte denne Tid bedre end ved at tilbringe den i det prægtige Myklegaard, og saa godt som i Kejserens eget Palads, om hvis Rigdomme de nærede de æventyrligste Forestillinger, og maaskee endnu mere om den Lethed, hvormed man blot ved at gribe til, kunde erhverve sin Deel deraf. En slig hjemvendende Helt, hvis Opførsel og Fortællinger vist har bevæget mange af hans beundrende Frænder og Venner til at prøve deres Lykke i Constantinopel, var den af os tidligere omtalte Bolle, Søn af Bolle Thorleikssøn og Gudrun Usvifersdatter. Efter at han i en ung Alder havde hevnet sin Faders Død[34], og derpaa egtet en Datter af Snorre Gode, drog han over Norge og Danmark til Constantinopel (omkring 1028), og tog Tjeneste blandt Væringerne[35]. Efter henved to Aars Forløb kom han tilbage[36], og medbragte, som der siges, meget Gods og mange prægtige Klenodier, som Høvdinger havde givet ham; han klædte sig saa prægtigt, at han kun vilde bære Skarlagens- og Pells-Klæder: alle hans Vaaben vare prydede med Guld, fornemmelig hans ypperlige Sverd Fotbit, som han havde baaret fra Barnsbeen af. Han reed op fra Skibet, fortælles der, selv tolfte; alle hans Følgesvende vare i Skarlagens Klæder og reed paa forgyldte Sadler, men endda var Bolle selv langt prægtigere, han bar en Dragt af Pell, som Kejseren selv havde foræret ham, og over den havde han en Skarlagens Kappe; han var omgjordet med Sverdet Fotbit, havde en forgyldt Hjelm paa Hovedet, et rødt Skjold, hvori en med Guldfarve malet Ridder, ved Siden, og en Landse i Haanden, efter udenlandsk Skik; og hvor han og hans Mænd gjestede, glemte Kvinderne alt andet for at see paa Bolles og hans Ledsageres Stads[37]. Alt saadant spillede noksom i Øjnene paa de højbyrdige Ynglinger, og vakte deres Lyst til at forsøge sin Lykke paa lignende Maade. Naar vi saaledes kun faa Aar efter finde Bolles egen Svoger, Halldor Snorressøn, blandt Væringernes Tal og i Haralds Følge, ligger den Formodning nær, at Bolles Exempel kan have lokket ham, og at han igjen kan have overtalt Harald Sigurdssøn til at gjøre det samme.
I Rusland ved Jaroslavs Hof havde Harald desuden saa godt som daglig Lejlighed til at høre Efterretninger fra Constantinopel fra første Haand, og lytte til de meest glimrende Beskrivelser over Væringernes lystige Liv og indbringende Tjeneste. Hans Hu stod vist derfor til Constantinopel allerede førend Jaroslav opfordrede ham til at prøve Lykken i fremmede Lande. Fra Kijev, hvor Jaroslav holdt sit Hof, var Rejsen til Constantinopel hverken lang eller besværlig, og naar Harald først havde Lyst til at besøge Constantinopel, kunde dette Ønske let opfyldes. Han behøvede kun at drage den sædvanlige Vej ned ad Dneperen til det sorte Hav, og videre langs dettes Vestkyst og gjennem Strædet. Saaledes see vi ham da i Aaret 1032, henimod Høstens Begyndelse, at drage til Constantinopel, ledsaget af en heel Deel Folk[38]. Mange af disse have vistnok været Nordmænd og Sviar, men det største Antal var dog sikkert Russer, siden det udtrykkeligt siges hos de byzantinske Forfattere, at Kejseren i første Halvdeel af Aaret 1033 havde russiske Tropper i sin Tjeneste. Som forhenværende russisk Befalingsmand maa Harald af Grækerne i Constantinopel snarest have været betragtet som en Russer, og da det, som det strax nedenfor vil sees, er vist, at hine russiske Tropper netop bleve anvendte ved Lejligheder, hvor Harald ogsaa kæmpede med, ligger den Slutning temmelig nær, at de Folk, Harald havde med sig fra Rusland, just vare de samme Hjelpetropper, eller en Deel af dem.
I Constantinopel herskede paa denne Tid Nomanos Argyros eller Argyropulos. Han havde faaet Kejserværdigheden ved, just ikke med sin gode Vilje, at egte den næsten femtiaarige, men vellystige og herskesyge Zoe, en Datter af hans Forgænger Constantin IX (død 1028)[39]. Men det varede ikke længe, førend Zoe var bleven ked af den gamle Romanos, især efter at en af de fornemste Eunucher ved Hoffet, Paflagoneren Johannes, havde forestillet hende sin unge og smukke Broder Michael, forhen Vexelerer, hvorfor han og fik Tilnavnet Katallaktes[40], men nu, paa Johannes’s Anbefaling, hævet til den høje Hof-Værdighed af Pantheon-Archont. Sne blev, som den listige Johannes havde beregnet, forelsket i Michael, og indlod sig i utilladelig Forbindelse med ham. Hendes Hensigt var nu at rydde Romanos af Vejen, egte Michael, og sætte ham paa den ledige Trone. Medens “Romanos’s Magt sted paa saa svage Fødder hjemme, truedes Riget ogsaa udenfra af farlige og mægtige Fiender. Saracenerne foruroligede de østlige Grændselande, og gjorde ødelæggende Tog til Søs langs de græske Kyster. De nordlige Grændser herjedes af Bulgarerne og Petschenegerne. I Italien, hvor de græske Kejsere endnu besad den sydøstligste Deel, eller Apulien og Calabrien, havde de i den senere Tid haft den største Vanskelighed ved at forsvare disse Besiddelser mod de langobardiske Hertuger og mod en Opstand i Hovedstaden Bari, der understøttedes af nordmanniske Krigere, og uagtet det endnu kun var kort Tid siden man første Gang saa disse i Italien, havde de dog allerede fæstet Fod i Landet[41].
Der var saaledes Anledning nok for Harald til at komme i Felten og tilegne sig Krigserfarenhed. Endnu samme Høst, han kom til Constantinopel, deeltog han, sandsynligviis blandt de russiske Hjelpetropper, i et Søtog, den byzantinske Anfører Nikephoros Karantenos gjorde med Galejflaaden[42] mod en Deel Saracener fra Afrika, der havde herjet Kysterne lige fra Peloponnes til Korfu. Dette Tog var meget heldigt; Saracenerne bleve overvundne, en Deel af deres Skibe stukne i Brand: de øvrige lede paa Tilbagerejsen Skibbrud ved Sicilien, saa at Besætningen fandt sin Grav i Bølgerne. „Skibet, hvorpaa Harald kæmpede“, siger den samtidige Skald Bølverk Arnorssøn, Thjodolfs Broder, „blev næsten fyldt med Blod, og de udskyllede Liig dreve op paa Kysten søndenfor Sicilien“[43]. Saracenerne i Afrika udrustede strax en ny Flaade paa 1000 Skibe, og begyndte atter at herje de græske Kyster, men med lige saa lidet Held som forhen: Nikephoros slog dem aldeles og bragte en Mængde Fanger til Constantinopel[44].
Dette var altsaa Haralds første Felttog i den græske Kejseres Tjeneste. Vore Sagaer nævne ikke udtrykkeligt at han strax ved sin Ankomst til Constantinopel indtraadte i Væringe-Korpset; de sige kun, at han lod sig hverve hos Kejseren, og at siden, under de Felttog han foretog, holdt Væringerne sig meget til ham, saa at han tilsidst blev deres Høvding. Det maa imidlertid ansees som vist, at Væringerne ej vare med paa dette første Søtog, medens man derimod af Bølverks Vers seer, at Harald deeltog deri[45]. Harald var altsaa da endnu ikke Væring. Vi erfare derhos, at Harald ved sin Ankomst til Constantinopel gik frem med den største Forsigtighed, og vilde ikke aabenbare for Nogen, ej engang for Væringerne, sin rette Byrd eller sit Navn, men gav m, som der fortælles, det falske Navn Nordbrikt[46]. Som Grund derfor angives, at udenlandske Kongesønner ej taaltes i Constantinopel, og endnu mindre fik nogen Befalingspost der. Uagtet en saadan Mistænkelighed mod fremmede Mænd af kongeligt Blod ret godt stemmer med hvad man ellers veed om den byzantinske Politik, synes det dog utroligt, at Haralds Herkomst, om den end var kjendt, skulde kunne vække nogen Uro. Hans Grund til at holde sit Navn og sin Stand hemmelige har derfor snarere været det Forhold, hvori han stod til den russiske Storfyrste og de med saa megen Mistænkelighed betragtede Russer[47]. Vi antage altsaa at han endnu i nogen Tid ikke indtraadte blandt Væringerne, men gjorde Tjeneste med de russiske Lejetropper. Der var just Anledning for dem til at anvendes. En saracenisk Høvding ved Navn Alim, overgav Borgen Perkrin i Babylonien til Kejseren; men skuffet i Haabet om de forvæntede Belønninger, greb han til Vaaben mod ham, overrumplede Borgen og nedsablede en Mængde af Kejserens Folk. Kejseren sendte nu (Aug. 1033) en Hær derhen, i hvilken der ogsaa, som det udtrykkeligt siges, var russiske Hjelpetropper[48]. Borgen blev indtagen, og saavel Alim som hans Søn dræbte. At Harald var med blandt disse russiske Hjelpetropper, er saa meget vissere, som Thjodolf, der senere var Haralds egen Hofskald, fortæller at han kæmpede i Serkland, d. e. Saracenernes, eller de mohammedanske Arabers, Land og erobrede 80 Byer[49]. Harald skal ogsaa,ifølge Skalden Bølverks Udsagn, have gjort et Søtog til Blaaland, hvilket Navn egentlig betegner det indre Afrika, men hvorved her neppe andet end Ægypten kan være meent[50]. Strax før hiint Tog mod Perkrin blev der sendt en Hær til Syrien, og en Flaade til Ægypten, for at staa den frafaldne ægyptiske Emir i Tripolis bi. Flaaden landede ved Alexandria, tog mange Skibe og gjorde et stort Bytte[51]. Man kunde saaledes formode, at det nærmest er dette Tog, hvortil Bolverk sigter, skjønt det ogsaa, som strax nedenfor skal vises, er højst rimeligt, at Harald er forbleven temmelig længe i disse Egne, og kan have gjort flere Strejftog til Ægypten. En anden af Haralds senere Hofskalde, Stof, der digtede en Draapa om Harald, og, hvad hans Bedrifter udenlands angaar, skal nøje have rettet sig efter hvad han hørte Harald selv og flere af hans Stalbrødre fortælle, taler ogsaa om et Tog, Harald skulde have gjort til Palæstina, for at underkaste Jerusalem den græske Kejser. Stuf siger ikke udtrykkeligt, at han erobrede Jerusalem selv, men han nævner dog, at hele den øvre Deel af Landet godvillig, og uden at herjes, underkastede sig. Han tilføjer, at Harald overvandt og fældede mange Ugjerningsmænd ved Jordanflodens Bredder[52]. Den prosaiske Sagaberetning, hvortil disse Vers af Stuf anføres, lader Harald erobre hele Jorsalaland uden Sverdslag, lader ham i Jerusalem ofre rige Gaver til Christi Grav, det hellige Kors og mange andre Helligdomme, og derpaa ved at dræbe Røvere og onde Ugjerningsmænd frede Vejen ud til Jordan, hvor han efter Pilegrimenes Viis badede sig. Da det nu er en bekjendt Sag, at Palæstina og Jerusalem paa denne Tid stode under den ægyptiske Khalif, og at Kejser Romanos ej alene ikke tilbageerobrede dem, men ikke engang gjorde noget Forsøg derpaa, er det let at indsee, at Harald ikke kan have udført saa store Bedrifter her, som dem, Sagaen tillægger ham. Derimod er det ikke usandsynligt, at den godvillige Underkastelse af Landets øvre Deel, hvorom Stof taler, har bestaaet deri, at enkelte Borge eller Distrikter, som tilhørte den oven omtalte Emir af Tripolis i Syrien, til hvis Understøttelse Toget til Syrien og Ægypten blev foretaget, have underkastet sig Grækernes Hær. Vi erfare derhos, at den ægyptiske Khalif døde i 1036, at hans Efterfølger, der havde en græsk Moder, og var gunstigt stemt mod de Christne, sluttede Fred med Kejseren paa 30 Aar, og gav dem Tilladelse til at gjenopbygge det nedbrændte Tempel i Jerusalem[53]. Ligesom dette var den bedste Lejlighed for Harald til at kunne forrette sin Andagt i Jerusalem, saaledes kunde det maaskee af de forfængelige Græker betragtes eller udtydes som et Underkastelsestegn. Det bliver da ogsaa heel sandsynligt, at Harald opholdt sig paa hine Kanter, i Syrien, Palæstina, og ved den ægyptiske Grændse (altsaa i Serkland og Blaaland), lige indtil 1036 eller maaskee 1037; at han i den Tid for det meste var beskjeftiget med krigerske Foretagender her kan han maaskee have hjulpet til at indtage hine 80 Byer — men at han tilsidst, efter Fredsslutningen, gjorde en Pilegrimsrejse til Jerusalem og Jordan. Hid er han altsaa ikke kommen som Erobrer eller endog som Kriger, men kun som en beskeden Pilegrim. Vejen til Jordan var dog i hine Tider, som nu, saa foruroliget af røverske Beduiner, at Harald neppe har gjort denne Rejse ubevæbnet, eller uden Bedækning. Saaledes kan man meget vel forstaa, hvorledes han, skjønt fredelig Pilegrim, dog kunde komme til at kæmpe med Røverne ved Jordan. Man kan ogsaa meget vel forstaa, hvorledes hans og hans Kammeraters Beretning herom, allerede fra først af maaskee noget pralende, siden, ved at gaa fra Mund til Mund, er bleven mere og mere overdreven, saa at Harald omsider fremtræder som Befalingsmand paa et stort Erobringstog. Men merkeligt er det her, at Stuf, skjønt han øjensynligt, enten af Smigreri, eller fordi han var misledet ved de ham givne Meddelelser, tildeler Harald en mere fremragende Rolle end han virkelig har spillet, dog, som ovenfor ytret, slet ikke nævner noget om, at Jerusalem selv blev erobret. Dette have saaledes heller ikke Harald og hans Stalbroder sagt, hvor meget de end ellers kunne have pralet.
Medens Harald efter denne Tidsberegning endnu opholdt sig i Orienten[54], udførte Zoe den længe nærede Mordplan mod sin Mand, Kejser Romanos. Hiin lod ham give en langsomt dræbende Gift, der kastede ham paa et smerteligt Sygeleje; men da det dog, som det lader, varede hende for længe, inden han opgav Aanden, lod hun ham, Skjærthorsdag d. 11te April 1034, kvæle i Badet, og egtede endnu samme Dag sin Elsker Michael, der nu ved hendes Side besteg Kejsertronen, uden at enten hun eller han dog nød synderligt godt af hiin Udaad, da han plagedes af et epileptisk Tilfælde og endnu mere af Samvittighedsnag, førte en ulykkelig Tilværelse, og følte sine Livskræfter daglig aftage[55]. Han kunde derfor heller ikke synderligt beskjeftige sig med Regjeringssyslerne, men overlod dem for det meste til sin kloge Broder Johannes. To eller tre Aar efter hans Tronbestigelse, da Freden med Ægypten var sluttet, maa vi, ifølge det foregaaende, antage at Harald er kommen tilbage til Constantinopel, og indtraadt i Væringekorpset[56]. Den Fejltagelse i vore Sagaer, at Michael allerede ved Haralds Ankomst til Constantinopel var Kejser, lader sig altsaa maaskee tildeels forklare derved, at Michael var den Kejser, under hvilken Harald lod seg hverve som Væring. Det næste Tog, hvori Harald deeltog, var ogsaa netop et, hvorved Væringekorpset, endog efter de udenlandske Forfatteres Vidnesbyrd, gjorde Tjeneste[57].
Haralds Bekjendtskab til Constantinopel var saaledes før hans Tilbagekomst i 1037 vist endnu kun meget flygtigt. Han havde været der i 1032, men var strax derpaa dragen i Felten, og vendte først tilbage efter flere Aars Forløb. Til denne Tilbagekomst, kort førend han blev Væring, sigter maaskee Thjodolf, hvor han siger at Harald sejrrig nærmede sig Kejserstaden og saa dens Taarne hæve sig i det Fjerne, medens mange smykkede Skibe skrede hen mod den høje Borg-Fløj[58].
Blandt de Islændinger, der enten paa denne Tid, eller allerede ved Haralds Ankomst til Constantinopel fandtes i Væringeskaren, var den højbyrdige Maar Hunrødssøn fra Blanda-Dalen paa Nordlandet, der i tredie Led stammede fra Landnamsmanden Ævar, Dattersøn af Harald Guldskegg, Konge i Sogn[59]. Maar var Svejtehøvding, det vil sige, Anfører for en Afdeling af Korpset. Nysgjerrig efter at erfare, hvo hiin Yngling var, der omgav sig med saamegen Hemmelighedsfuldhed, men som dog af de Nordmænd, der vare i Følge med ham, behandledes som Høvding, opsøgte Maar Haralds Stalbroder Halldor Snorressøn, gav sig i Tale med ham, og søgte at aflokke ham Hemmeligheden. Men Halldor vilde intet fortælle. Strax efter traadte Maar ud af Korpset og rejste hjem: det lader næsten som om det var af Ærgrelse fordi han ej kunde faa sin Nysgjerrighed stillet. Der tilføjes dog, at han skal have ytret sin Formodning om, at store Planer om en Stund vilde komme til Udførelse. Heraf kunde man maaskee slutte, at han har anet, hvo Harald var, og hvilken merkelig Rolle han vilde spille, naar han engang kom tilbage til Norden[60].
Harald var paa denne Tid (1037) 22 Aar gammel, i sin Ungdoms Blomst. Han var smuk af Ansigt, lyshaaret, og af en usædvanlig Højde, der angives til fem Alen[61], men desuagtet vel proportioneret. Det er umuligt andet end at den smukke, unge, kæmpestore Nordmand, med sin imponerende Skabning og sit stolte Kongeblik maa have vakt stor Opsigt blandt de blødagtige Græker, og at han navnlig maa have gjort et mægtigt Indtryk paa den for mandig Skjønhed saa følsomme Kejserinde. Den følgende Historie, som et Par af Kongesagaerne berette, er derfor intet mindre end usandsynlig. En Dag da Væringerne just beskjeftigede sig med de sædvanlige Kamplege, og nogle legede, andre, hvoriblandt Nordbrikt eller Harald, sad i tre Kredse og saa til, kom .Kejserinde Zoe forbi. Efterat have staaet en Stund og beundret deres raske Bevægelser og Styrkeprøver, fik hun Øje paa Harald, gik strax hen til ham, og sagde: „hør Nordmand, giv mig en Lok af dit Haar“, Men Harald gav hende kun et uærbødigt og uanstændigt, men derhos løjerligt Svar, saa at Tilhørerne maatte lee, medens de dog forundrede sig over Nordmandens Djervhed. Zoe, heder det, brød sig dog ikke derom, og fortsatte sin Vej. Man maa næsten formode, at hun selv tilligemed de hende omgivende Damer har fundet Haralds Svar alt for morsomt, til at kunne vredes paa ham derover. Snarere har det endog bidraget til at befeste Harald i hendes Yndest, og skaffe ham Anførerværdigheden tidligere end han maaskee ellers vilde have naaet den[62].
Af alle de Krigsforetagender, hvori Harald deeltog under sit Ophold i Syden, er intet blevet mere navnkundigt, end Krigen paa Sicilien og i Nedre-Italien i Aarene 1038—1041. Toget til Sicilien 1038 under Anførsel af Georg Maniakes (Gyrge) fortælles som Hovedtoget, ved hvilket alle de øvrige Bedrifter, Harald udførte, endog Toget til Serkland, kun anføres i Korthed som Biomstændigheder. Den lange Mellemtid mellem Haralds første Ankomst og den siciliske Krig svinder ligesom sammen til Intet; Harald optræder strax som Væring, Michael som Kejser, og Georg som Anfører. Anekdoter om disse Tog optage i vore egne Sagaer næsten den hele Beretning om Haralds Bedrifter udenlands. Med Vidtløftighed fortælles der om Haralds Tapperhed og Snedighed, og med Velbehag i dvæles der ved de Puds, han spillede den græske Anfører, Georg Maniakes. Man vi nu end ansee meget af dette for Overdrivelse, og kunne vi end (se nedf.) paavise at flere af de Exempler, der anføres paa Haralds Krigslist, ere hvad man kunde kalde staaende Sagn eller Anekdoter, der ogsaa fortælles om mange andre, saa vel ældre som yngre Krigshøvdinger: saa kan det dog vist ikke betvivles, at Harald her maa have udmerket sig i høj Grad og grebet saa betydeligt ind i Begivenhedernes Gang, at hans Navn ogsaa vilde have været nævnt hos de byzantinske Forfattere, der behandlede denne Tid, hvis de havde skrevet med en Anna Komnenas Nøjagtighed og Fuldstændighed, i Stedet for kun at levere magre, dunkle og ufuldstændige Notitser. Men ogsaa i en anden Henseende er denne Krig merkelig. Det er første Gang, at Harald, eller overhoved norske Krigere, kom i Berørelse med Nordmannerne, ej alene som Venner, men og som Fiender, og saaledes fik Anledning til at erfare, hvad de senere Væringer endnu bedre fik prøve, at Ætlingerne af deres forrige Landsmænd, Gange-Rolfs Krigere, endnu ikke havde vanslægtet fra deres Forfædre, og at de, skjønt de havde forandret Sprog, dog endnu vare Nordmænd i Kraft, Tapperhed, Skikke og Sæder. Det var tillige i og ved denne Krig, at Nordmændene grundfestede den Magt i Nedre-Italien, som satte dem i Stand til, ogsaa her at oprette et Rige og indset-e nordiske Institutioner. Det er derfor nødvendigt, her nærmere at dvæle ved disse Begivenheder, og hvad der med dem staar i Forbindelse.
Nedre-Italien bestod ved det 11te Aarhundredes Begyndelse af to Hoveddele, af hvilke man kunde kalde den ene den græsk-romerske, for saa vidt den stod under den græsk-romerske Keisers, eller græske Høvdingers Herredømme, og den anden den langobardiske, da den adlød langobardiske Fyrster, og var den sidste uafhængige Levning af det gamle langobardiske Kongerige, hvis største Deel erobredes af Karl den store, og siden, i det mindste af Navn, tilhørte det gjenoprettede vestromerske, siden tydske Kejserdømme. Men af den græsk-romerske Deel var det, som ovenfor nævnt, ikkun Apulien og Kalabrien, der stode i fuldstændigt Afhængighedsforhold til den byzantinske Kejser, der lod dem bestyre ved en Statholder; tilsammen kaldtes de af Grækerne efter deres forrige langobardiske Herrer „Longibardien“ eller „det longibardiske Thema“. Stæderne Neapel, Gaeta og Amalfi med tilhørende, ej ubetydelige Distrikter, stode vel under græske Hertuger, men disse Hertuger vare i Virkeligheden uafhængige af Kejseren. Den langobardiske Deel bestod af de tre Fyrstendømmer Benevent, Capua og Salerno, hvert med sin uafhængige Hertug. Mellem alle disse Fyrster og den græske Statholder førtes uafladelige Fejder, der udsugede Landets Skarv og plagede Folket. Derhos gjorde Saracenerne fra Afrika og Sicilien hyppige og ødelæggende Plyndringstog langs Kysterne, og tiltvang sig derved endog stundom en aarlig Skat af de Fyrster, som ikke paa anden Maade kunde holde dem fra sig.
Engang, da Hertug Gaimar af Salerno havde vægret sig ved at betale saadan Skat, udrustede Saracenerne en stor Flaade, hvormed de styrede lige til Salerno-Bugten og gjorde Landgang for at herje Egnen og belejre Staden. Gaimar tænkte allerede paa at afvende Faren ved at tilvejebringe de forlangte Penge, da 40 nordmanniske Pilegrimme, der laa paa Hjemrejsen til deres Fædreland, og just vare komne til Søs fra Palæstina, forestillede ham hvor skjendigt det var, at Christne skulde betale de Vantroende Skat, og tilbøde sig at angribe og fordrive Saracenerne, naar han kun vilde give dem Heste og Vaaben. Gaimar modtog Tilbudet, og i Spidsen for hans Krigere gjorde de et saa kraftigt Angreb paa de i deres Overmod sorgløse Saracener, at disse lede et stort Nederlag; mange bleve dræbte, og de øvrige frelste sig kun ved at svømme ud til Skibene[63]. Dette var Nordmannernes første Optræden i Italien. Gaimar belønnede dem fyrsteligt, og søgte at faa dem til at forblive hos ham, men de længtede hjem, og rejste videre. Han havde dog erfaret af dem, at deres Fædreland var rigt paa saadanne Helte, og i Haab om at andre af disse vare lettere at lokke og mere æventyrlystne, sendte han Gesandter lige til Nordmandie i den Hensigt at indbyde dets unge Krigere til at komme og træde i hans Tjeneste. For desto bedre at virke paa Gemytterne, medbragte Gesandterne mange Kostbarheder og flere af Sydens herligste Naturfrembringelser; og det lykkedes dem ogsaa at overtale mange til at følge med, endog flere af hine forhenværende Pilegrimme, der havde kæmpet mod Saracenerne ved Palermo. Blandt dem, der nu droge til Italien, altsaa blandt den første Skare af nordmanniske Krigere, som gjestede dette Land alene for der at søge Æventyr og vinde Gods og Guld, nævnes fornemmelig fem Brødre, Aasmund, med Tilnavnet Drengot, Giselbert, Rolf, Reinulf, Aasketil, der vare blevne utlæge i Nordmandie[64]. Da Nordmannerne kom til Salerno, toge de fleste, efter Bestemmelsen, Tjeneste hos Gaimar, men Aasmund og hans Brødre vilde først gjøre en Valfart til den berømte St. Michaels-Hule og Kirke paa Garganusbjerget i Nærheden af Bari. Her traf de Melo, en anseet Mand fra Bari, der vankede fredløs om paa Fjeldene, fordi han havde staaet i Spidsen for et frugtesløst Oprør i Bari mod Kejseren. Melo, som stedse tænkte paa at fornye Opstanden, fik Brødrene overtalte til at gaa i hans Tjeneste for at herje de rige græske Stæder, og de sendte derhos Bud hjem til Venner og Frænder i Nordmandie, om at komme og forene sig med dem. Efter denne Opfordring skulle ikke færre end 3000 Nordmanner være dragne til Italien (1017). Understøttet af alle disse tapre Mænd begyndte Mela Krigen Hulen, og var en kort Tid heldig, men siden tabte han et stort Slag ved Emner, hvor 240 Nordmanner skulle være faldne, og han maatte flygte til Tydskland, hvor han kort Tid efter døde. Da var Nordmannernes Antal i hans Hær sammensmeltet til 500. Melos Svoger, og efter ham hans Brodersønner, søgte, ligeledes uden Held, at fortsætte Kampen; den tydske Konge, Henrik den 2den, søgte at understøtte dem, men forgjeves, og tilsidst, da der af hele den nordmanniske Hær ikke var flere end 25 tilbage, maatte Melos Frænder give tabt, og nøje sig med nogle Forleninger, Kejser Henrik gav dem. De øvrige Nordmanner, der vare komne med Gesandterne, havde imidlertid staaet i den salernitanske Hertugs Tjern-ste som Lejetropper. Deres Antal forøgedes efterhaanden med flere af hine 25, hvoriblandt Aasmunds Broder Reinulf.[65] Omsider bleve de misfornøjede med Gaimar, opsagde ham deres Tjeneste, valgte Reinulf til deres Anfører, og kæmpede herefter saa at sige paa egen Haand, idet de understøttede snart den ene, snart den anden af Nedre-Italiens Smaafyrster, stedse magende det saa, at den ene Fyrste ikke blev stort mægtigere end den anden, men at der altid herskede en Ligevegt, som gjorde dem uundværlige. I Førstningen havde de deres Tilhold i en sumpig Egn af Campanien; men da de i Aaret 1029 havde hjulpet Hertug Sergius af Neapel til at gjenvinde denne Stad, overlod han dem til Gjengjeld en meget frugtbar Landstrækning, hvor de, omtrent 8 Mile fra Neapel, bebyggede den sterkt befestede By Aversa, der saaledes blev Nordmannernes første faste Besiddelse i Nedre-Italien (1029), og et Værn for Neapel mod det nærliggende langobardiske Capua. Reinulf der sidenefter kaldtes Greve af Aversa, og forbandt sig nærmere med Sergius ved at egte hans Syster, lod en ny Opfordring udgaa til sine Landsmænd i Hjemmet om at komme til ham og nedsætte sig i den nys erhvervede Landstrækning. Opfordringen var ikke forgjeves, thi fra nu af kom deri en lang Tid hvert Aar nye Sværme af Nordmanner, der i det frugtbare Italien haabede at vinde Hæder, Magt og Rigdom. Blandt dem, der saaledes fulgte det almindelige Exempel, var de tre ældste Sønner af Thankred, Herre til Hauteville i Cotentin[66], hvis Æt var bestemt til omsider at bringe Nordmannernes Magt i Italien til dens højeste Spidse, og grundlægge et Monarchi, der under forskjellige Omvexlinger og Forandringer af Dynasti har holdt sig lige til vore Tider. Hine tre Thankredssønner, Villjam, Drogo og Hunfred, der saa at sige brøde Banen for deres yngre Brødre, som senere fulgte efter, ankom til Apulien i Aaret 1035, men begave sig dog ikke til deres Landsmænd i Aversa, thi da der just nu var en Fejde mellem de to langobardiske Hertuger i Salerno og Gennem, toge de Tjeneste hos den sidste; og da de fandt ham for nidsk, gik de over .til hans Modstander, Gaimar (den 4de) af Salerno, som ogsaa fik en Deel andre, nys ankomne Nordmanner til at gaa i sin Sold. Denne Krigerskare forblev i et Par Aars Tid hos Gaimar, og udførte under Viljams og hans Brødres Anførsel mange berømmelige Bedrifter. Men jo mere de udmerkede sig og lagde deres Dygtighed for Dagen, desto mere blev det Gaimar klart, at de i Bevidstheden om deres Kraft kunde blive ham selv farlige. Han ønskede derfor intet heller, end paa en lempelig Maade at blive dem kvit. Dertil frembød sig ogsaa nu en bekvem Lejlighed[67].
Sicilien havde allerede i over et Aarhundrede staaet under Saracenernes Herredømme. De græsk-romerske Kejsere, dets fordums Herrer, havde allerede næsten opgivet Haabet om at vinde den tilbage, da der i Aaret 1034 eller 1035 udbrød Uenighed mellem to af dens arabiske Emirer, Abulafar Mohammed, og hans Broder Abukab. Af denne Uenighed undlod Kejserens kloge Broder Johannes ikke at benytte sig, for derved, om muligt, atter at kunne bringe Sicilien under Kejserens Scepter. Han sendte en Gesandt til Abulafar, der sandsynligviis ogsaa fra sin Side havde gjort Tilnærmelser, og denne Gesandt bragte det dertil, at der sluttedes et Forbund mellem Kejseren og Emiren, der endog ved hans Tilbagerejse medgav ham sin Søn, rimeligviis som Gissel, og siden belønnedes med Titel af Magister. Efter delte aabenbare Frafald bekrigedes han af sin Broder. I Førstningen havde han nogle Fordele over ham, men Abukab kaldte den afrikanske Emir Omar til Hjelp, og nu vendte Lykken sig; Abulafar blev slagen, og flygtede over til den græske Statholder i Longibardien eller Nedre-Italien, Leen Opos, for at søge Hjelp hos ham. Leon samlede saa mange Folk, han kunde, satte over til Sicilien, og overvandt Omar i flere Slag. Men da han merkede, at Abulafar, som rimeligviis angrede sit Frafald, underhaanden havde forligt sig med Broderen, og iForening med ham søgte at bringe den græske Hær i Fordærvelse, vovede han ikke længer at forblive paa Sicilien, men vendte tilbage til Italien, og Omar skaltede og valtede paa Sicilien efter eget Godtykte. (1037)[68].
Imidlertid havde Kejseren eller rettere hans Broder Johannes udrustet en betydelig Hær og Flaade, for at vove et Hovedforsøg paa at gjenvinde den rige, blomstrende Ø. Overanførselen over Landhæren betroedes den erfarne Feltherre, Georgios Maniakes, der allerede havde udmerket sig meget som Hærfører i Krigen mod Rigets østlige Naboer. Flaaden kommanderedes af Kejserens Svoger, Patricieren Stephanos. Hvor vigtigt dette Foretagende betragtedes ved Hoffet, sees aller bedst deraf, at Maniakes ogsaa fik en Deel af Væringekorpset med. Blandt denne Afdeling var ogsaa Harald Sigurdssøn tilligemed hans Følgesvend og Stalbroder Halldor Snorressøn; og at Væringerne ikke mindre end Grækerne ansaa dette Tog som det fornemste og betydningsfuldeste af alle dem, der førtes i disse Aar, sees bedst af den allerede ovenfor berørte Omstændighed, at vore egne Sagaer næsten udelukkende dvæle derved, og gjøre alle de øvrige Tog, hvori Harald deeltog, til Episoder af dette. Georg Maniakes kaldes i vore Sagaer Gyrge[69], og beskrives som en lavsindet, pengegrisk og avindsyg Mand, der altid søgte at tilføje Væringerne Uret, men med al sin Underfundighed dog overlistedes af den langt klogere og modigere Harald.[70] Dette er dog langt fra at være Georg Maniakes’s Charakteer, saadan som vi hos de byzantinske Forfattere lære den at kjende. Han var vistnok grusom og vindesyg, men derhos en dygtig og tapper Feltherre, stolt og herskesyg, heftig, opbrusende og dumdristig, og, som det synes, i det hele taget forskjellig fra den Tids Græker; men Væringerne, hvis Egenraadighed han maaskee har forsøgt at tøjle, vare, som man tydeligt kan see, overvættes opbragte paa ham, og den paa deres Meddelelser grundede Sagaskildring fremstiller ham derfor som om han forenede alle de National-Lyder, der paa den Tid fandtes hos de fordærvede Constantinopolitanere, og i Nordboernes Øjne gjorde dem til foragtelige Kryb. Maniakes landede i Italien, førend han endnu havde erfaret Abulafars nye Frafald[71]. Han lod sig dog ikke derved afskrække fra at udføre sit Foretagende, men søgte kun, som man seer, yderligere at forsterke sin Hær. Her traf det nu belejligt for ham, at Gaimar af Salerno just, som vi ovenfor berettede, var i Forlegenhed for at blive sine nordmanniske Lejetropper kvit paa en lempe-lig Maade. Maniakes anmodede ham i Kejserens Navn at gjøre dem de meest glimrende Løfter, hvis de vilde træde i hans Tjeneste, og.de modtoge med Glæde dette Tilbud. Deres Antal angives af nogle til 500, af andre kun til 300 Mand[72], kun en ubetydelig Skare, men, ligesom Væringerne, med et Ry for Tapperhed og Krigsdygtighed, der blandt de blødagtige Sydboer gav dem en Vegt og Indflydelse, langt over hvad deres blotte Talstyrke ellers vilde have formaaet. I den græske Hær traf de nu for første Gang sammen med Væringerne som Krigs-Stalbrødre[73]. Uagtet den Generation af Nordmanner, hvortil de hørte, allerede, hvad Sprog og Leveskik angaar, var bleven fransk, saa at de af Grækerne kaldtes Franker, og neppe i Almindelighed kunde gjøre sig forstaaelige for Væringerne, eller forstaaes af dem, uden for saa vidt enkelte af disse paa tidligere Rejser havde lært det franske Sprog, saa satte dog Nordmannerne saa megen Stolthed i deres nordiske Herkomst og opbevarede saa omhyggeligt Minderne om deres Forfædres Udvandring[74], ligesom ogsaa Nordmændene paa deres Side vidste saa vel Besked om Nordmandiets Erobring og Bebyggelse ved Gange-Rolf og hans Krigerskarer, og om den nordmanniske Jarle-Æts Slægtskab med Norges Høvdingestammer, at man ikke kan tvivle paa, at Nordmannerne og Væringerne have søgt hinanden, udvexlet gjensidige Erindringer og Sagn om svundne Tider, udregnet indbyrdes Slægtskabsforhold[75], og i det hele taget betragtet hinanden indbyrdes som Landsmænd midt iblandt den fremmede Vrimmel. Ogsaa vare Nordmannerne endnu Nordmænd i Udseende, i Nationalcharakteer, i Kjærlighed til Skaldskab og Sagavæsen, i Pragtlyst og Ærgjerrighed, forbunden med Begjærlighed efter at vinde Rigdomme, i hensynsløs Tapperhed forenet med ualmindelig Klogskab og Listighed, hvor denne udkrævedes. Grækerne og Italienerne kunde neppe, naar de ej hørte eller lagde Merke til Sprogsorskjelligheden, skjelne Nordmannerne fra Nordmændene, hvis Navn endog var det samme. Hertil kom, at begge Skarers Stilling i den græske Hær var omtrent eens, og deres Interesser fælles; begge nærede den samme Foragt for Sydboernes Blødagtighed og den samme Mistillid til græsk Tro og græske Løfter. Vi erfare endelig af vore egne Sagaer, som i det Følgende vil sees, at de saakaldte „Latinmænd“ i Maniakes’s Hær, ved hvilke man ikke kan forstaa andre end netop hiin Skare af Nordmanner, virkelig, under den blandt Hjelpetropperne udbrydende Misfornøjelse med Maniakes, sluttede sig til Væringerne. Altsaa har Harald her kunnet stifte og maaskee virkelig stiftet Bekjendtskab med Nordmannernes tapre Høvdinger, de tre Thankredssønner; et Bekjendtskab, der vist har været paa Tale, da de samme Thankredssønners Brodersøn, den mægtige Roger den 2den, sytti Aar senere bevertede Haralds Sønnesøns Søn, den unge .Kong Sigurd, i sit Slot, og aller først af ham modtog Kongetitel.
Da Maniakes kom over til Sicilien (1038), gjorde de saraceniske Emirer ham en alvorlig Modstand. Messina belejredes, og forsvarede sig haardnakket, men erobredes, som det fortælles, ved Nordmannernes Tapperhed[76]. En ny Hær paa 50000 Mand kom over fra Afrika, men den blev aldeles slagen ved et Sted, kaldet Rhemata (Floderne), saaledes at den forbirindende Elv næsten fyldtes med Blod og steg over sine Bredder[77]. Dette Slag synes at have været det, i hvilket Viljam af Hauteville udmerkede sig saaledes, at han siden fik Tilnavnet „Jærn-Armen“[78]. Maniakes erobrede derpaa tretten Steder, og underkastede sig i kort Tid den hele Ø. „Det nyttede ikke“, siger Skalden Thjodolf, „den afrikanske Fyrste at viste forsvare Herredømmet over det haglsmykkede Land og dets Indbyggere imod ham“[79]. Her taler Thjodolf vistnok om Harald, som den, hvem Æren for Erobringen egentlig var at tilskrive, og nævner endog om „den dorske, ukrigerske Mandsling, der var langt borte, da Krigslynets Svinger (Harald), erobrede sig det underbare Land“. Dette have, som det synes, allerede de, der nedskreve Haralds Saga, henført til Maniakes, men det er langt rimeligere at antage, at Thjodolf dermed har meent Kejser Michael selv[80]. Imidlertid samlede Omar en ny og større Hær i Afrika, satte med den atter over til Sicilien, og opslog sin Lejr paa Sletterne ved Traina. Maniakes drog imod ham, men indskerpede først Flaadens Anfører, Stephanos, at han endelig maatte passe paa, at Omar, hvis han blev slagen, ikke undkom til Afrika. Da Hærene nærmede sig hinanden, skal Viljam Thankredssøn i Spidsen for sine Nordmanner have ilet langt forud for den græske Hær, og med saadan uimodstaaelig Heftighed have angrebet Saracenerne, at de strax grebe Flugten, og at de bagefter følgende Græker ikke fik andet at bestille end at plyndre Fiendens rige Lejr, medens Nordmannerne vare beskjeftigede med at forfølge de flygtende[81]. Over 500000 Saraceners Lig skulle have bedækket Valpladsen, og Omar undkom med Nød og neppe, paa en liden Baad, paa hvilken Stephanos’s Kystvogtere ikke gave Agt. Forbitret herover, udbrød Maniakes siden i de heftigste Bebrejdelser mod Stephanos, skjeldte ham ud for en skjødesløs og fejg Forræder, og slog ham i Hovedet med sin Stav. For at hevne denne Fornærmelse skrev Stephanos strax hjem til sin Svoger Johannes, og beskyldte Maniakes for oprørske Planer. Beskyldningen snildt alt for villig Tiltro; Maniakes blev i Lænker sendt tilbage til Constantinopel, hvor han kastedes i Fængsel, og til hans Eftermand udnævntes Protospatharen Michael Dokianos, en uduelig Mand, medens den midlertidige Overkommando indtil hans Ankomst betroedes den ligesaa uduelige Stephanos og Eunuchen Basil (1039). Disse tilintetgjorde i kort Tid ved deres Skjødesløshed næsten alle Frugterne af Maniakes’s Anstrengelser. De befestede Steder overvældede deres Besætninger; der kom Forsterkning fra Afrika, og ved dens Hjelp bleve Grækerne uddrevne fra hele Sicilien, paa Messina nær, der holdt sig, forsvaret af Protospatharen Katatalon og hans tapre Krigere. Denne gjorde endog (25 Mai 1040), i Spidsen for 300 Ryttere og 500 Fodfolk et Udfald paa de i deres Sejrslykke altfor sikre Saracener, opsøgte og dræbte Abulafar selv i hans Telt, og anrettede et stort Nederlag paa Saracenerne, hvoraf kun faa undkom til Palermo, medens deres Lejr plyndredes af Sejrherrerne, der gjorde et uhyre Bytte i Sølv, Guld, Perler og Ædelstene, hvilte de forefandt i en saa stor Overflod, at de skulle have deelt dem mellem sig i Skjeppeviis[82]. Den Formodning ligger nær, at hine 300 Ryttere og 500 Fodfolk netop have været Nordmannerne og Væringerne[83]; i den øvrige græske Hær var der neppe nogen anden Skare, der torde vove en saadan Heltedaad, og det er desuden .vist, at i det mindste Nordmannerne paa denne Tid opholdt sig i eller ved Messina[84], og ikke forlode den, førend Dokianos havde overtaget Kommandoen og ved sin højst ukloge og skammelige Opførsel havde gjort dem til Grækernes svorne Fiender, men givet det første Stød til at ogsaa Nedre-Italien tabtes for Grækerne. Nordmannerne havde allerede i Maniakes’s Tid været misfornøjede med Grækernes Egennytte. Efter Slaget ved Traina havde de saaledes, som det siges, gaaet Glip af Byttet. En anseet Lombarder, Harduin, der havde sluttet sig til Nordmannerne, og, som det synes formedelst sit Kjendskab til det græske Sprog og de italienske Forhold, udførte deels en Tolks deels en Underanførers Forretninger[85], havde i en af Fegtningerne paa Sicilien med egen Haand nedlagt en saracenisk Høvding, og som sit retmæssige Bytte tilegnet sig hans smukke Hest, men Maniakes havde med Magt og Haan ladet ham den fratage[86]. Da Dokianos kom, blev det endnu værre. Han forholdt endog Nordmannerne deres retmæssige Sold. Da Harduin indfandt sig hos ham for at klage herover, og i Nordmannernes Navn bad om en bedre og retfærdigere Behandling, lod Dokianos ham gribe og til Spot og Skjendsel pidske gjennem den hele Lejr. Nordmannernes Forbitrelse herover vilde strax have givet sig Luft i et Angreb paa Grækerne, hvis ikke den kloge Harduin selv havde holdt dem tilbage, og imidlertid anstillet sig, som om han ikke tog sig det mindste nær af hvad der var skeet, indtil han af Anførerens Skriver havde faaet et Pas til at komme over Sundet til Calabrien, hvor han foregav at have et nødvendigt Ærende. Ved Hjelp af dette Pas slap han og Nordmannerne bort fra Messina ved Nattetid, og saa snart de havde landet paa Italiens Kyst, droge de tinder idelig Herjen i de græske Besiddelser lige til Apuliens Grændser, hvorpaa de efter Harduins Raad opfordrede Nordmannerne i Aversa til at gjøre fælles Sag med dem om at fordrive Grækerne fra Italien og erobre deres Besiddelser[87]. Forenede med Thankreds-Sønnernes Skare til en eneste liden, men kjernesterk Hær, under 12 Anførere, hvoriblandt Reinulf og Thankreds-Sønnerne, satte de sig først ved Overrumpling i Besiddelse af den faste Stad Melfi, Apuliens Nøgle (1040 eller 1041), og erobrede derpaa Venosa, Asceli og Lavello[88]. Deres Fremgang var saa meget større, som de græske Besiddelser formedelst den siciliske Krig vare blottede for Tropper[89]. Dokianos skyndte sig fra Sicilien, for at befrie Italien fra disse Røvere, som han kaldte dem, og som han med Lethed haabede at overvinde. Heri tog han dog Fejl. Da han, deels maaskee af Overmod, deels fordi han maatte efterlade Tropper i Messina, ikke angreb Nordmannerne med sin hele Styrke, blev han slagen, først (17 Marts) i Nærheden af Melfi, ved Floden Olivento, siden i et blodigt Slag ved Cannæ (4de Mai 1041), hvor han selv var i stor Fare for at blive fangen. Der fortælles, at ogsaa en stor Mængde russiske Hjelpetropper skulle være faldne i dette Slag. Dokianos forsterkede sig ved Tropper fra Sicilien og Calabrien, men da han atter vilde drage mod Nordmannerne, maatte han afstaa Kommandoen til den dueligere Exaugustus Bojohannes, der imidlertid var udnævnt til hans Eftermand, og om hvem det udtrykkeligt siges, at han medbragte en Deel Væringer og fremmede Tropper. Selv vendte Dokianos tilbage til Sicilien, hvor han dog neppe kan have holdt sig længe, da vi, næste Gang Messina omtales, atter finde det i Saracenernes Vold. Exaugustus angreb Nordmannerne ved Monopolis, men blev aldeles slagen og fangen (3 Sept. 1041)[90]. Levningerne af den græske Hær maatte rumme det aabne Land og indeslutte sig i de faste Stæder[91].
Imidlertid havde en farlig Opstand af de macedoniske Bulgarer sat Hoffet i Forfærdelse. De havde erobret Durazzo, oversvømmet Grækenland, og truede Thessalonika, hvor Kejseren i den senere Tid plejede at opholde sig ved St. Demetrius’s Grav for at anraabe denne Helgen om at skaffe ham Helbredelse. Nei flygtede han over Hals og Hoved til Constantinopel; alle hans Kostbarheder og Bagage, som han havde ladet efter sig, faldt ved Forræderi i Bulgarernes Hænder, og med 40000 Mand belejrede de Thesialonike[92]. Da Byen efter sex Dages Forløb ej kunde indtages ved Storm, besluttede de at udhungre den. Byens Indbyggere toge i denne Nød deres Tilflugt til deres Skytshelgen, Martyren St. Demetrius. En heel Nat forrettede de Bønner ved hans Gravsted, salvede sig med det deraf fremveldende Jordbeg, aabnede Portene og gjorde, understøttede af de saakaldte Megathymers Legion, et saa pludseligt Udfald mod de derpaa aldeles uforberedte Fiender, at de fuldkommen overvandt dem. Man paastod, at Helgenen selv havde været i Spidsen for den græske Hær, og nogle bulgariske Fanger svor paa, fortæller Kedrenos, at de foran den romerske Fylking havde livagtigt seet en Yngling til Hest, fra hvilken der udgik Ild, som fortærede de modstaaende Fiender. Femten tusende Bulgarer faldt, de øvrige flygtede[93]; mellem de bulgariske Anførere udbrød der Splid: den ene forraadte den anden og gik over til Kejseren, og saaledes ophørte Opstanden næsten af sig selv (1041). Kejseren rejste siden over Thessalonika til Bulgarien, fuldendte Undertvingelsen, og begav sig derpaa tilbage til Constantinopel, hvor hans Sygdom nu fik saadan Overhaand, at han døde endnu samme Aar (10de Decbr. 1041)[94]. Kort før sin Død havde han faaet Zoe til at udnævne hans Systersøn, der ligeledes hed Michael, til Cæsar; hun adopterede ham nu som sin Søn, og ophøjede ham til Kejserværdigheden ved sin Side, dog efter at han havde svoret at han i alt skulde adlyde hende. Michael, der af Folket spotviis kaldtes Kalafates, fordi hans Fader, den forhen omtalte Flaade-Anfører Stephanos, havde været Skibskalfatrer, troede sig aldrig saa snart i sikker Besiddelse af Magten, førend han viste den største Utaknemmelighed mod sin Velgjørerinde. Ophidset af sin Farbroder Johannes, hvilken hun havde relegeret, lod han Zoe en Nat bringe bort fra Paladset, rage og sætte i et Kloster. Men da han den følgende Dag lod dette forkynde for Folket, angivende som Grund at hun lagde onde Raad op mod ham, blev der et frygteligt Opløb. Med høj Røst fordrede Folket sin Moder Sne, som de kaldte hende, tilbage, de rasende Sværme ilede, bevæbnede med Stene, Stokke og Bænke, først til Sophiakirken, hvor Patriarchen gjorde fælles Sag med dem, og hvor de hentede Zoes Syster. Theodora, der beklædtes med Purpuret og udraabtes til Medkejserinde; siden til Paladset, hvor den forfærdede Michael i Hast lod Sne hente tilbage og iføre den kejserlige Dragt, i Haab om at dette skulde berolige Gemytterne. Men da han selv vilde tale til Folket og underrette det herom, blev han hilset med en Regn af Stene og Pile. Forvirret og modløs vilde han først flygte til et Kloster; men da hans Venner opfordrede ham til at forsvare sig til det Yderste, som det sømmede sig en Kejser, tog han Mod til sig, og gik med de Bevæbnede, han i Hast kunde faa samlet, ud mod Folkemassen, der fra Hippodromen, fra Excubita og Tzykanisteriet angreb Paladset[95]. Der blev nu en heftig Kamp, hvori ikke færre end 3000 skulle være faldne paa Folkets Side. Men omsider blev dog Kejserens faa Forsvarere overmandede af Mængden, der brød ind i Paladset for at søge efter Kejseren, idet de plyndrede alt det Guld og de Kostbarheder, der fandtes i Skatkammeret[96]. Michael flygtede til et Kloster, hvor han tog Munkedragt, (20 April 1042), og Sne tiltraadte atter Regjeringen, som hun nu efter Folkets Ønske deelte med Theodora. Da hun forespurgte sig hos Senatet, hvad man skulde gjøre med Michael, forlangte Alle at han enten skulde dræbes eller blindes. Zoe havde Medlidenhed med ham, men Theodora sendte Stadspræfekten hen til Klostret for at blinde ham. En Sværm af Folk fulgte efter. Michael tog sin Tilflugt til St. Johannes den Døbers Helligdom, men den over Blodsudgydelsen rasende Folkehob styrtede ind, greb ham, slæbte ham ved Fødderne hen til et Sted, kaldet Sigma, og udstak der hans Øjne (21 April 1042). Derpaa blev han relegeret til et andet Kloster. Hans Regjering havde kun varet i 4 Maaneder og 5 Dage[97].
En af Zoes første Regjeringshandlinger var, at hun atter sendte Georg Maniakes til Italien som Overbefalingsmand. Efter nogles Sigende skal han allerede have været benaadet og afsendt af Michael. Nordmannerne havde nu udvalgt Argyro af Bari, en Søn eller Frænde af Melo, til deres Hertug, hvorved de, som man maa formode, fik et stort Tilhæng af Apuliens Beboere, ikke at tale om, at de derved ogsaa kom i Besiddelse af Bari, som Argyro paa egen Haand havde erobret, medens Grækerne vare beskjeftigede med Krigen paa Sicilien[98]. Maniakes landede endnu i April ved Tarent, eller som det paa et andet Sted beder, ved Otranto, og drog under de frygteligste Ødelæggelser først til Monopolis (i Juni), derfra til Matera, hvor han lod to hundrede Bønder grusomt nedsable[99]. Imidlertid havde Zoe, der ej kunde leve uden Egteskab, tilbagekaldt fra Landflygtighed den anseede Constantin Monomachos, udnævnt ham til Augustus, og egtet ham (11te Juni), hvorpaa han strax kronedes af Patriarchen til Kejser. Mellem Constantin og Georg Maniakes herskede der Uvenskab fra tidligere Dage. Dette forøgedes ogsaa derved, at Romanos Skleros, en Broder af Constantins højt elskede Frille Skleræna, og som derfor nu med eet var stegen til de højeste Værdigheder, benyttede sig af Maniakes’s Fraværelse til at hevne gamle Fornærmelser, berøvede ham meget af hans Ejendom, forførte hans Hustru, og fik Monomachos overtalt til at afsætte ham fra hans Befalingspost. Paa denne vilde dog Maniakes ikke med det Gode give Slip, og Monomach lod derfor aabne Underhandlinger med Argyro og Nordmannerne, der nu belejrede Trani (August 1042). Argyro, der foretrak den rolige Besiddelse af Bari under Kejserens Beskyttelse og Naade for en usikker Uafhængighed, laante Kejserens Forestillinger et villigt Øre, og fik Nordmannerne overtalte til at ophæve Belejringen, imod Løftet om en betydelig Pengesum. Denne overbragtes ogsaa virkelig af den til Maniakes’s Efterfølger udnævnte Pardos; men Maniakes lod Pardes opsnappe og grusomt dræbe, tog selv Pengene, og gjorde nu, stolende paa disse Rigdomme, aabenbar Opstand, idet han iførte sig den kejserlige Dragt og antog Kejsertitel. Han uddeelte med rund Haand Gaver blandt Krigerne, og begav sig endog til Bari, for at overtale Argyro og Nordmannerne til at gjøre fælles Sag med ham. Dette lykkedes dog ej, og en ny betydelig Pengesum, der ankom fra Constantinopel, og denne Gang rigtigt modtoges af Argyro, bidrog meget til at sikre ham Nordmannernes Hengivenhed (Oktober). Forbitret drog Maniakes til Floden Tarv, hvor han opslog sin Lejr, men Nordmannerne forfulgte ham, og han vovede ej at oppebie dem, men flygtede til Tarent, ladende sin Lejr i Stikken. Nordmannerne plyndrede den og droge videre til Tarent, som de belejrede, uden dog at kunne indtage den sterkt befestede Stad. Imidlertid fandt Maniakes det dog raadeligst at gaa til Otranto; men da han ogsaa her truedes af Argyro og den nys ankomne græske Befalingsmand Theodorokanos, satte han med sine Krigere over til Epiros[100]. Han maa dog her have faaet betydeligt Tilløb, da vi erfare at Kejseren, heel forskrækket, sendte ham et Brev, hvori han tilbød ham og hans Tilhængere Amnesti og store Udmerkelser, hvis han kun vilde nedlægge Vaabnene. Men Maniakes vilde intet herom bore, og Kejseren maatte derfor sende en Hær imod ham. Det kom til et Slag, hvori Maniakes sejrede, og allerede blev han af alle sine Mænd lykønsket som vis paa Kejsertronen, da han styrtede ned af Hesten, og opgav Aanden formedelst et Landsestik, han i Slaget havde faaet. Hans Hoved blev siden afhugget og bragt i Triumf til Constantinopel[101].
Vi have nu gjennemgaaet de Begivenheder inden det græske Kejserdømmes Grændser, hvori Harald Sigurdssøn maa antages at have taget mere eller mindre virksom Deel. Det er allerede ovenfor nævnt, at den Fremstilling heraf, som vore egne Sagaer give, er lidet nøjagtig, eftersom den betragter alle de Tog, hvori han deeltog, som Episoder af Toget til Sicilien under Gyrge eller Georg Maniakes, og derfor endog tildeels opregner dem i en urigtig Orden. Hertil kommer ogsaa, at de, paa Sagaviis, og saaledes som det ej mindre er Tilfældet hos Nordmannernes Sagaskrivere Dudo og Galfred, lade deres Helt spille en mere indgribende og fremragende Rolle end tilbørligt. De Vers, som hist og her anføres af samtidige Skaldes Kvad, indeholde derimod, som man tydeligt kan see, aldeles sandfærdige og paalidelige Beretninger, og havde man nu haft hine Kvad fuldstændigt, vilde man deri fundet de sikreste Hovedmomenter for Beskrivelsen af Haralds Krigerbane i Levanten. Men nu ere Versene selv aabenbart deels urigtigt fortolkede af Sagaskriverne, deels løsrevne af deres rette Orden og vilkaarligt omkastede, forat kunne passe med deres Fremstilling og Ordning af Begivenhederne. At denne, saadan som vi kjende den, ingenlunde er den rette, eller den som man antage at Halldor Snorressøn har fortalt paa Island og Harald selv godkjendt, men at den derimod er bleven senere bearbejdet efter udenlandske Krøniker, hvis Angivelser ikke engang have været rigtige, indlyser deraf, at den, hvad Tidsangivelser og Antydninger af de til den byzantinske Kejserhistorie hørende Fakta angaar, paa det nøjeste slutter sig til og øjensynligt viser sig at være paavirket af den Fremstilling, der forefindes i en omkring 1170 eller 1180 af Biskop Romuald i Salerno udarbejdet Krønike[102]. Denne Krønike lader Kejser Romanos Argyro dø allerede 1031, og efterfølges af Michael, hvilken den, ligesom vore Sager, kalder Katalaktus; den lader Michael Katallaktes dø 1039 og efterfølges af en „Michael Etherarchis“[103], hvilken den igjen, gjørende tvende Michaeler af een, lader dø 1040 og efterfølges af en „Michael Arcontopanthiu“[104], der endnu samme Aar dør og efterfølges af Constantin Monomachus. Om alle disse fem Kejsere tillægger den udtrykkeligt, at de herskede „sammen med Kejserinde Zoe“. Vore Sagaer lade „Michael Katalaktus“ eller „Katalak“ allerede være Kejser ved Haralds Ankomst, og lade Harald dog opleve tre Kejserskifter. For begge Angivelser ligger der en Erindring af Sandheden til Grund, da nemlig Michael var den Kejser, under hvilken Harald tog Tjeneste som Væring, og da han, ankommen til Constantinopel allerede under Romanos 1032, oplevede saavel hans, som begge Michaelernes Død. Men Sagaskriveren, der med Romuald henførte Michael Katallaktes’s Tronbestigelse til 103l, kunde saaledes nævne ham som regjerende allerede ved Haralds Ankomst, og dog lade denne opleve tre Kejserskifter, nemlig ved de tre foregivne Michaelers Død. I et Par af vore Sagaer siges der udtrykkeligt, at Zoe havde hersket sammen med 7 Kejsere. Herved sigtes øjensynligt til hiint fem Gange gjentagne Tillæg af Romuald; thi naar man til disse fem Kejsere lagde de tvende, Basil og Constantin, Zoes Farbroder og Fader, under hvis fælles Regjering hun allerede havde naaet de modnere Aar, fik man netop i Alt syv. I en af vore Sagaer kaldes Constantin Monomachus „Munak“, i en anden „Monakus“[105]. Dette svarer til Formen „Monachus“, som findes i en anden, yngre Krønike, der, som man af meget andet kan see, paa dette Sted netop har benyttet Romuald eller hans Kilde[106]. Heraf sees altsaa, at enkelte Haandskrifter af Romuald eller hans Kilde man have haft Formen „Monachus“, der igjen hos vore Sagaskrivere er bleven til „Munak“. Imidlertid kunde ogsaa „Munak“ simpelt hen være en Forvanskning af „Monomachus“, som allerede var bleven almindelig hos Væringerne selv.
I den saaledes efter de romualdske Angivelser lempede eller rettere forvanskede Fremstilling af Haralds Bedrifter ere vore Oldskrifter nogenledes overeensstemmende med hinanden indbyrdes, hvad Ordenen af de egentlige Krigsbegivenheder angaar. Disse omtales næsten aldeles ikke hos Romuald, og man havde her saaledes kun de ældre norske og islandske Beretninger, saa vel som Kvadene, at bolde sig til. Men just fordi Kvadene stemmede med Sandheden og den rette Tidsregning, og derfor maatte afvige fra Romualds Krønike, bleve de utilbørligt tilsidesatte for denne, der betragtedes som ufejlbar, og for at lempes derefter, underkastedes de urigtige Fortolkninger. De vidtløftigere Kongesagaer lade, som vi allerede ovenfor have anført, Harald begive sig fra Rusland til Constantinopel over Saxland, Frankland og Langbardeland eller Italien, alene fordi Skalden Illuge omtaler, hvorledes han kæmpede mod Frankerne, og Thjodolf, hvorledes han landede i Longibardien, begge Dele tinder det sicilisk-italienske Tog; i Apulien lade de ham da skaffe sig Skibe og drage til Constantinopel, fordi Skalden Bolverk saaledes, som oven anført, skildrer hans Tilbagekomst til Constantinopel med eller rettere paa en prægtig Flaade. Ved Ankomsten til Constantinopel lade de Michael Katalaktus være Kejser tilligemed Som af de ovenfor anførte Grunde; de lade Harald strax faa Tjeneste og drage paa Galejerne ud i Grækenlandshavet, under Anførsel af Gyrge, d. e. Maniakes. Allerede paa dette Tog, der gjaldt Farvandene om Grækenlands Øer, lade de ham blive Væringernes Anfører. Til dette Tog henføre de ogsaa et Par Beretninger, hvilke, om der ligger noget sandt til Grund for dem, alene kunne have fundet Sted paa det siciliske Tog, nemlig de, som her nedenfor (S. 92) meddeles om Haralds Uenighed med Gyrge, hvorledes han overlistede ham, og hvorledes „Latinmændene“ forlode Gyrge og forenede sig med Harald. Denne styrede, siges der, til Afrika, hvilket Væringerne kalde Serkland, her vandt han 80 Borge, opholdt sig mange Aar, og vandt.store Skatte, hvorefter han drog med Hæren til Blaaland. Hvorledes dette skal forstaaes, nemlig hvorledes Sagabearbejderen har antaget det af Skaldene nævnte Serkland for at være Afrika, i Stedet for Syrien og Babylonien, er ovenfor viist. Fra Blaatand, siges der videre, drog han atter tilbage til Constantinopel. Derpaa fortælles der, hvorledes Kejser Michael faar et Krigsbudskab om at en stor Hedningehær er kommen i hans Rige, og anretter store Ødelæggelser. Gyrge siger, at det nu er Tid at prøve Haralds og Væringernes Dygtighed, saa meget mere som mange havde den temmelig grundede Formodning om den saakaldte Nordbrikt, at han var en kongebaaren Mand, og saaledes var uberettiget til at gaa i græsk Krigstjeneste. Kejseren indvender herimod, at Harald i alle Fald var en dygtig og paalidelig Stridsmand, og at Væringerne vare hans bedste Landværnsmænd; dog byder han Væringerne at drage imod Hedningerne, der deels ved deres Mængde, deels ogsaa ved deres jærnbeslagne Stridsvogne vare yderst farlige at binde an med. Harald opmuntrer dog sine Mænd til at gaa trøstigt i Faren, og vise Grækerne hvad de due til: han paakalder Guds og sin Broder St. Olafs Bistand, og lover at lade bygge og indvie en Kirke til hans Ære i Constantinopel, hvis han vil komme dem til Hjelp. Det viser sig ogsaa at denne Hjelp er virksom, thi Hedningernes Vogne staa fast, saa at de ej kunne flyttes af Stedet, og den viseste af Hedningernes Konger, men som var blind, forkynder, at han desuagtet seer en Mand ride paa en hvid Hest foran Væringernes Flok, og udbrede Forfærdelse omkring sig. Der-over blive Hedningerne skrækslagne og flygte, Væringerne sejre, og Kirken bliver siden opbygget, og efter flere Vanskeligheder, Kejseren lægger i Vejen, indviet til St. Olaf[107]. Det sees ved første Øjekast, at den Begivenhed, der ligger til Grund for Sagaernes legendemæssige Beretning, er det ovenfor omtalte Slag ved Thessalonike mod Bulgarerne, hvor ogsaa Grækerne troede at see en Helgen ride foran Hæren og udbrede Skræk og Fordærvelse i Hedningernes Rækker. Man maa slutte, at Legendesagnet allerede i eller rinder Slaget selv er opkommet, og at Grækerne have henført det til St. Demetrius, medens Væringerne henførte det til deres Nationalhelgen, St. Olaf. Derpaa tales om det egentlige Tog til Sicilien, hvor Gyrge og Harald atter, som det siges, vare ude tilsammen, og hvor den Aftale var gjort, at der af hvert Skib skulde gives Kejseren 120 Merker, men at Krigerne selv skulde beholde hvad der vandtes over dette Beløb. Der meddeles dog ingen fuldstændig Beskrivelse over Toget; Beretningen indskrænker sig til en temmelig vidtløftig Meddelelse af nogle Krigspuds, hvorved Harald indtog flere Borge eller befestede Steder, ligesom der et Par Gange tales om Gyrges Modløshed og Mangel paa Foretagelsesaand, Beretningen ender med at Harald, efter at have deeltaget i l8 Slag, bliver uenig med Gyrge om Byttet, for hvilket denne vil besvige ham, og at Gyrge nu drager hjem til Constantinopel, hvor han søger at bagvaske Harald, medens denne derimod drager umiddelbart fra Sicilien til Jorsalaland med hele sin Hær, for at hode sine Synder mod Gud. Her følger nu den ovenfor berørte Fortælling, at hvor han kom i Jorsalaland, overgave alle Borge og Stæder sig frivilligt til ham, at han gik til Jordan og badede sig paa Pilegrims Viis, at han skjenkede rige Gaver, og at han rensede Vejen til Jordan for Røvere. Derpaa, siges der, vendte han tilbage til Myklegaard[108].
Snorre Sturlessøn fortæller i sin Beretning om Kongesagaerne omtrent det samme, kun noget kortere, og udelader den hele Fortælling om Slaget mod Hedningerne, St Olafs Jertegn og Oprettelsen af Kirken i Constantinopel, aabenbart fordi han, følgende en senere Fremstillingsmaade af den samme Legende, der aller først forefindes i Einar Skulessøns Kvad, kaldet Geisle, som han omkring 1154 digtede om St. Olaf og hans Jertegn, indfører den med nogle Forandringer paa et senere Sted i sit Skrift, og lader den foregaa under Kyrialax (d. e. Kejser Alexios Komnenos) paa de saakaldte Petzinavolde, d. e. Sletterne ved Floden Bitzina i Bulgarien. Man seer her tydeligt, at den, der i dette Stykke var Einar Skulessøns Hjemmelsmand, maa have været den norske Lendermand Eindride unge, der just ved hiin Tid nys var kommen tilbage fra Constantinopel, og at han egentlig har haft et Slag for Øje, som Alexius’s Søn Kalo-Johannes i Aaret 1122 leverede de saakaldte Skyther, altsaa Vlakher eller Petscheneger, og hvor Væringerne, efter de byzantinske Forfatteres udtrykkelige Vidnesbyrd, ved deres Tapperhed skaffede Kejseren Sejr[109]. Snorre taler heller ikke om hvad Vej Harald tog til Constantinopel, og synes saaledes at forudsætte at han tog den korteste og naturligste. Snorre afviger ogsaa deri fra den ovenfor anførte, vidtløftigere Beretning, at han ved at fortælle om Felttoget paa Sicilien slet ikke omtaler Gyrge, men kun Harald, og saaledes heller ikke nævner noget om den mellem dem opstaaede Tvist om Byttet; han lader derhos Harald ikke drage umiddelbart fra Sicilien til Jorsalaland, men først vende tilbage til Constantinopel, hvor, som der staar, han og alle de Væringer, der fulgte ham, lode den af Kejseren modtagne Sold (málagull) blive tilbage. Det Udtog af Kongesagaerne, som man med størst Sandsynlighed antager forfattet i Norge omkring 1225, melder heller ikke noget om at Harald skulde have taget hiin Omvej til Constantinopel; det udelader ligeledes Beretningen om St. Olafs Jertegn mod Hedningerne, omtaler Harald alene, ikke Gyrge, paa Sicilien, og lader Harald herfra vende tilbage til Constantinopel, førend han drager til Jorsalaland; det fortæller enkelte af Krigs-Anekdoterne noget forskjelligt; men for Resten sætter det Haralds Krigsforetagender selv i samme Orden, som de øvrige Kongesagaer[110]. Den yngre Bearbejdelse af de vidtløftigere Kongesagaer stemmer i det Hele taget, fornemmelig hvad Krigsbegivenhedernes Orden angaar, med den ældre; kun lader ogsaa denne Bearbejdelse Harald, og det endog i Følge med Gyrge, vende tilbage til Myklegaard før Toget til Jerusalem.
Kongesagaerne ere altsaa i det Hele taget enige i at omtale Haralds Krigsforetagender i følgende Orden: 1) Krydstoget i de græske Farvande; 2) den mangeaarige Krig i Serkland og Blaatand; 3) Slaget mod Hedningerne og St. Olafs Jertegn; 4) Krigen paa Sicilien; 5) Toget til Palæstina. Det sees heraf, at naar man undtager Slaget mod Hedningerne, der sættes ind paa et urigtigt Sted, og som ogsaa af enkelte udelades, samt Toget til Palæstina, der sættes sidst, i Stedet for at det skulde nævnes strax efter Krigen i Serkland og Blaatand, er Ordenen for øvrigt, naar „Serkland“ tages i Betydningen af „Orienten“, stemmende med den, vi ifølge de græske Fortællinger lære at kjende som den rette. Og hertil maa end videre bemerkes, at den norske Munk Thjodrek, der skrev sit Udtog af den norske Historie allerede i sidste Halvdeel af det 12te Aarhundrede, altsaa tidligere end nogen af de her nævnte Sagabearbejdelser ere skrevne, men som dog, hvad man tydeligt nok af hans Verks Beskaffenhed kan see, fulgte ældre Sagabearbejdelser, udtrykkeligt anfører Haralds Bedrifter i følgende Orden: l) i Rusland (her menes hans tidligste Tjeneste tinder Jaroslav); 2) i Æthiopien eller Blaaland (her udelades det egentlige „Serkland“); 3) i Jerusalem; 4) paa Sicilien. Altsaa seer man, at de ældste Sagaberetninger, eller de der fandtes i Slutningen af det 12te Aarhundrede, virkelig omtalte Jerusalemsrejsen strax efter Krigen i Blaaland (Ægypten) og før Krigen paa Sicilien[111]. Hiin Flytning af Jorsalarejsen til efter den siciliske Krig maa følgelig være senere Tiders Verk.
Skaldene, der alle ere samtidige med Hartild, og af hvilke maaskee endog flere have været med ham i Syden, meddele, som vi allerede have seet Prøve paa, yderst faa, men derimod meget nøjagtige og paalidelige Efterretninger. Thjodolf, der siden optræder som hans Hirdskald, fortæller om Krigen i Serkland og Erobringen af de 80 Byer, om den derefter følgende Krig i Sicilien, Kampen med den afrikanske Fyrste, og de l8 fuldstændige Slag, Harald skulde have vundet; han nævner ligeledes om at han gjestede Langobardernes Land eller Italien[112]. Bolverk, hans Broder, taler om at Harald lod sig hverve og derefter hvert Aar var i Krig, om Søslaget, og hvorledes de døde Kroppe dreve ind paa Siciliens Kyst; om Haralds Sørejse til Blaaland eller Ægypten[113]. Illuge Brundølaskald omtaler i almindelige Udtryk, at Harald underkastede Michael de sydlige Lande, og sigter umiskjendeligt til hans Deeltagelse i det italienske Felttog, hvor han siger, at han ofte før Dag forstyrrede Frankernes Fred ved Kvindens By (maaskee en eller anden af de italienske Stæder, der endnu stod under Zoe’s Herredømme)[114]. Kun Stof omtaler Toget til Jorsalaland, Besøget ved Jordan, og Røvernes Ødelæggelse[115]. Ingen af Skaldene nævner et Ord om Kampen ved Thessalonike, uden for saa vidt Thjodolf skulde sigte dertil, hvor han etsteds kalder Harald „Bulgarernes Brænder“[116].
Ved Hjelp af disse Oplysninger kunne vi nu temmelig nøje følge Haralds Skridt efter hans Tilbagekomst fra det langvarige Ophold i Orienten og Pilegrimsrejsen til Jerusalem. Han indtraadte da, som vi have seet, i Væringernes Tal, og ledsagede Georg Maniates, Nordmændenes Gyrge, til Italien og Sicilien. Sandsynligviis er det kun hertil, Thjodolf sigter, naar han fortæller at Harald besøgte Langobardernes Land. Paa dette Tog see vi Harald optræde som Væringernes Anfører. Heraf følger ikke ligefrem, at han var Akoluth, eller Overanfører for det hele Væringekorps. Sandsynligviis var han kun Høvding for den Deel af Korpset, der laa i Felten, thi Akoluthen selv forlod neppe Constantinopel eller Kejserens Person. Alt, hvad vore Sagaer fortælle om hele dette Felttog, indskrænker sig næsten ene til Anekdoter om Haralds Uenighed med Gyrge, hvorledes han overlister ham, og hvorledes han ved Krigspuds bemegtiger sig nogle faste Steder paa Sicilien. Thi hvad der i Skaldekvadene virkelig sigter hertil, er, som ovenfor viist, ved en Misforstaaelse henført til Krigen i Serkland. Og selv Anekdoterne om Haralds Uenighed.med Gyrge ere, som vi have seet, ved en lignende Misforstaaelse henførte til det første Krydstog. Disse Anekdoter lyde i Korthed saaledes. Engang, da Gyrge og Harald skulde opslaa Lejr for Natten mellem Søkysten og nogle Skove, kom Væringerne først, og sloge deres Telte paa et højt Sted, saa at der for de øvrige kun var Rum i et dybere liggende fugtigt Dalføre. Da Gyrge kom, fordrede han at Væringerne skulde overlade Pladsen til ham og hans Folk, men Harald vægrede sig, og sagde at Væringerne ej vare forpligtede til at flytte ned i Dalen under Grækernes Fødder. Gyrge var paastaaelig, men Harald meente, at om Gyrge var Høvding over Grækerne, var han selv Høvding over Væringerne, og stod ikke under Befaling af nogen anden end Kejseren og Kejserinden. Saa længe trættede de herom, indtil man paa begge Sider greb til Vaaben, og det var kommet til Kamp, hvis forstandige Mænd ej havde lagt sig imellem og meglet et Forlig, hvorved det bestemtes, at det ved Lodkastning mellem Gyrge og Harald skulde afgjøres, hvo der skulde have Ret til at slaa først Lejr, ride eller ro, eller lægge til Havn først, enten Grækerne eller Væringerne. Gyrge og Harald skulde nu merke hver sin Lod. Da Gyrge havde merket sin, bad Harald om at maatte see paa den, for at kunne merke sin anderledes. Gyrge viste ham sin Lod, Harald merkede sin, og begge Lodder kastedes i Gyrges Skjød, hvoraf Harald skulde uddrage den ene. Dette skede; holdende den udtagne Lod i Haanden, sagde han: „de som eje denne Lod, skulde tjelde, ride, ro og lægge i Havn først“. Derpaa eftersaa han Loddens Merke, og kastede den i Havet, med de Ord: „dette er vor Lod“. Da Ginge spurgte, hvorfor han ej havde ladet ham see Lodden, bad Harald ham at see paa den anden, der laa tilbage. Den bar Gyrges Merke, og han maatte saaledes erklære sig for den tabende, uden at skjønne, at Harald med Flid havde merket den bortkastede Lod paa samme Maade som hans[117]. At den kloge Georg Maniakes paa en saa eenfoldig Maade skulde have ladet sig overliste, er nu vistnok i højeste Grad usandsynligt, og Fortællingen maa derfor i sin nærværende Skikkelse aldeles forkastes som opdigtet. Men Opdigtelsen kan dog maaskee være at tilskrive Harald selv eller andre af hans hjemkomne Stalbrødre, og det usandsynlige i Lodkastningshistorien hindrer ikke Antagelsen af at der virkelig har fundet en Tvist Sted mellem Grækerne og de overmodige Væringer om Retten til at vælge Lejrplads. Ifølge det byzantinske Hofs omstændelige Regler for slige Tilfælde tilkom det den saakaldte Megas Domestikos, eller øverste Befalingsmand over Hæren, at vælge Lejrplads[118], og Maniakes, der sorte Titel af Strategos Autokrator[119] eller uafhængig Feltherre, hvilke omtrent betegner det samme[120], var saaledes visselig i Besiddelse af denne Ret. Men her var just Spørgsmaalet, hvor vidt Væringerne, der stode umiddelbart under Kejseren, vare forpligtede til at adlyde ham, eller, om de end i Slaget maatte lystre hans Befalinger, hvor vidt de ellers behøvede at rette sig efter de græske Etikette.—Forskrifter. At Harald i Væringernes Navn protesterede, derimod, og maaskee fik sin Vilje frem, er ikke i mindste Maade usandsynligt. Der fortælles end videre, at naar Harald og Væringerne kæmpede sammen med Gyrge, magede han det saaledes, at Væringerne kom til at staa hvor det gik mindst blodigt til, og saaledes sparedes, medens Grækerne ej bleve sparede; naar han derimod var med Væringerne for sig selv, stred han med saadan Iver, at det gjaldt enten at sejre eller dø. Følgen deraf, siges der, var at hvor Harald anførte, der vandtes Sejr, medens det derimod gik mindre godt, hvor Gyrge sorte Kommandoen: dette bebrejdede Grækerne Gyrge, og sagde at det var bedre at Harald anførte hele Hæren. Gyrge undskyldte sig med at Væringerne ingen Hjelp vilde yde ham, og foreslog at de skulde forlade ham, og stride for sig selv. Harald skilte sig da fra ham med Væringerne og alle Latinmændene, medens Gyrge beholdt Grækerne for sig: og nu viste det sig hvem der var den dygtigste, thi Harald vandt altid baade Sejr og Gods, men Gyrge ingen af Delene, saa at han tilsidst vendte tilbage til Myklegaard med sine Folk, paa de unge nær, der foretrak at slutte sig til Haralds Skare[121]. Denne Fortælling, der ligesom den foregaaende ikke efter Sagaerne er at henføre til noget Tog tidligere end den siciliske Krig, men derimod rettest bør antages at grunde sig paa Væringesagn fra denne, og ligeledes bærer tydelige Præg af Overdrivelse og Udsmykning, idet den i sig selv kun fremdeles antyder Væringerne-s Misfornøjelse med Maniakes og Uvillighed til at lystre hans Kommando, er især merkelig, fordi den udtrykkeligt vidner om det Venskab og Sammenhold, der fandt Sted mellem Væringerne og Nordmannerne. Det er nemlig allerede ovenfor omtalt, hvorledes det ikke kan være andre end disse, som Sagaerne forstaa ved de saakaldte „Latinmænd“, og om end ingen Bevidsthed om Nationalslægtskab og fælles Nedstammelse havde knyttet Nordmanner og Væringer sammen, maatte de i det mindste have fælles Interesse med Hensyn til Byttets Deling. Thi hvad denne angaar, have vi allerede seet, hvor meget Nordmannerne havde at besvære sig over, medens ligeledes vore Sagaberetninger udtrykkeligt omtale, at der herskede Uenighed derom mellem Harald og Gyrge. Der er kun den Forskjel, der vistnok er grundet paa Sandhed, at Harald ikke, som Nordmannerne, gik Glip af hvad han fordrede, men paa den anden Side heller ikke gjorde fælles Sag med dem, da de faldt fra og bleve Grækernes Fiender. De egentlige Krigsbegivenheder paa Sicilien lyde efter den ældste Sagabearbejdelse saaledes: Da Nordbrikt (d. e. Harald) og Gyrge kom til Sicilien — der er et stort Rige med mange Storborge —, flygtede alle for dem til Borgene, bag hvis Mure de troede sig sikre. Harald og Gyrge begyndte nu at belejre en paa Folk og Kostbarheder rig Borg, men længe forgjæves. Da sagde Gyrge: „hvorfor skulle vi ikke heller tage det mindre, naar vi ej kunde faa det mere-.’ lad os heller prøve vor Lykke langs Kysterne, thi denne Borg er uindtagelig“. Harald svarer: „kun seent vil Afgiften til Kejseren (120 Mark af hvert Skib) komme ind, dersom vi skulle ransage alle Skærene; hvad giver I mig, hvis jeg faar vundet Borgen?“ „Hvad forlanger du“, spurgte Gyrge. „Ret til forlods at udvælge trende Kostbarheder af Byttet“, svarede Harald. Gyrge vedtog Betingelsen, og Sagen blev vidnesfast afgjort. Nu var Stedet saaledes beskaffent, at en Aa randt i et dybt Flodleje tæt forbi Borgen. Did gik Harald nu med sine Mænd, saa at man ej kunde see dem fra Borgen. De maalte Borgens Grundvold, for at vide, hvor dybt de skulde grave for at komme under den; derpaa sattes 20 Mand til at grave, 20 til at skuffe afvejen, og 20 til at kaste al Mulden ned i Aaen. Fra Borgen kunde man ej see, hvad de toge sig for, og de vedbleve nu at grave, indtil de kom saa langt ind, som bestemt. Da sagde Harald, at de nu skulde grave opad, da han antog at de maatte være komne ind under et eller andet Huus i Borgen; men førend de grov sig frem, skulde alle være fuldt udrustede og færdige til Kamp. Dette skede, alle væbnede og rustede sig, paa de faa nær, som grov. Saa klogt havde Harald stellet til, at de kom op i en Steenhall i Borgen, hvor der kun var faa Folk. Harald bed sine Mænd bryde frem med saa megen Larm og Skraal som muligt. Det skede, og da de Folk, der vare inde i Hallen, saa de mørke Hjelme komne op af Jorden og hørte deres Krigsraab, bleve de forfærdede, især da det var noget mørkt, saa at man ej tydeligt kunde see hvad der var paa Færde. De styrtede skrigende ud paa Gaden, og sagde at Djævle vare komne op af Jorden og vilde dræbe dem. Forfærdelse udbredte sig til den øvrige Besætning, og de, der satte sig til Modværge, bleve dræbte; andre bade om Skaansel og underkastede sig. Saaledes faldt Borgen i Væringernes Hænder, og disse toge alt det Bytte, de vilde. Harald sagde nu til Gyrge: „vi kunne fare langt, førend vi faa saa meget Gods, som i denne ene Borg, hvilken I vilde forlade; derfor vil jeg allerede nu vælge de tre Kostbarheder efter den sluttede Aftale“. „Vistnok“, sagde Gyrge, „have vi faaet stort Bytte, men jeg tænkte at du ej skulde vælge førend hjemme i Myklegaard, hvilket var meest passende. Harald meente, at han havde gjort sig vel fortjent til det forlangte Valg, da Borgen uden hans Medvirkning vilde have staaet uerobret, og henskød Sagen til de andre Høvdinger. Disse gave ham Medhold. Gyrge sagde, at da de nu havde vundet saa stort Bytte, burde de strax rejse hjem. Men Harald sagde at han endnu ikke havde Lyst til at betale de 120 Merke-r af hvert Skib, førend han havde samlet sig mere Gods. Heri samtykkede den øvrige Hær, og roste meget hans Dygtighed. Gyrge maatte derfor give efter, og de begyndte nu at belejre en anden Borg. Men denne var endnu større og vanskeligere at indtage end den foregaaende. Gyrge sagde at de, overmodige over den sidst vundne Sejr, prøvede et Arbejde som var over deres Kræfter, og at de gjorde bedst i at drage andensteds hen. Harald, som merkede at Gyrge vilde bort, svarede: det er sandt nok, at denne Borg ej kan indtages ved samme List som den forrige, men jeg tror dog nok at vi skulle faa Bugt med den, naar vi kun give lidt Tid; du kan imidlertid gjerne drage bort, om du vil, men jeg vil blive her, da mine Folk ønske at erhverve mere Gods“. „Jeg tror dog neppe“, sagde Gyrge. „at du her vil kunne finde paa noget Raad“. ..Det kommer an paa“, sagde Harald. Gyrge forblev ogsaa, da han dog nødig vilde drage vort med saa lidet Bytte, som det, han hidtil havde faaet. Tæt ved Borgen var der fagre og jevne Sletter, hvorpaa der stod en Deel smukke blomstrende Træer, og dannede en liden Skov. De Smaafugle, der havde deres Rede i Borgen under Tagene, plejede om Dagen at flyve ud til disse Træer for at skaffe sig Føde. Borgens Mænd tænkte sig nok faa sikre bag deres sterke Mure, og udæskede endog haanligt Harald og hans Mænd til at komme og tage deres rige Skatte, Men Harald lod nogle af sine Mænd tage Jordbeg, der fandtes i Nærheden, og ælte det til Liim; dette lod han befeste paa hine Træer, og fik derved fanget en heel Deel af Smaafuglene. Til disse lod han nu fastbinde Spaaner af brændbart Træ, med Vox og Svovel, og sætte Ild derpaa. Da Fuglene nu fløj til deres Reder i Borgen, antændtes Tagene, saa at det tilsidst blev stor Ildebrand. Paa samme Tid lod Harald sine Mænd gjøre et hvast Angreb. Borgens Folk, der baade havde Ilden og Fienden at kæmpe med, tabte efter en kort Tids Forløb Modet, og opgave Borgen, hvor Harald og hans Mænd nu hjalp til at slukke. Her fik de endnu større Bytte, og Gyrge meente nu at de havde faaet nok, og at det var paa Tide at rejse hjem. Harald vilde dog endnu forsøge Lykken med en tredie Borg, trods Gyrges Betænkeligheder. Mange af Gyrges Mænd bifaldt ogsaa Haralds Beslutning. Denne gjorde endnu den samme Betingelse, som før, og alle samtykkede deri. „Nu skulle vi“, siger Harald, „anstille Lege, som“det oftere skeer ved langvarige Belejringen Et Telt af god Pell med gyldne Fløje skal rejses noget afsides fra de øvrige. Til dette Telt skal daglig fem eller sex Mænd gaa og forblive derinde en Stund, og stedse anstille sig meget bedrøvede, naar de gaa ud. Hvis I da, som del altid hænder, komme til at tale med Borgens Folk, og disse rimeligviis spørge, hvorfor I ere saa nedslagne, eller hvad det smukke Telt er til, da skulle I sige, at jeg ligger syg derinde. Saaledes skal det gaa hen en lige, da skulle I anstille eder endnu mere bedrøvede, og foregive at seg er død. Derpaa skulle I bede om Tilladelse til at begrave mit Lig ved en af Borgens Kirker, og love, at der med Liget skal komme rige Gaver, baade i Guld og andre Kostbarheder. Jeg er vis paa, at de ej negte det, thi de fleste ere pengegriske. Naar dette er tilstaaet, skulle I bede om at 60 Mand maa ledsage Liget ind i Borgen. Dette ville de nu neppe tillade, men saa skulle I bede om at 12 Mand maa komme ind, og forsikre, at det ingensteds er Skik og Brug at færre end tolv Mand ledsage en Fyrstes Lig. Da vil Tilladelsen ej blive negtet. I skulle have en Kiste uden Laag til mit Lig, men brede et prægtigt Klæde af Pell over. Fire skulle bære Kisten paa sine Skuldre, tvende skulle gaa foran med Bannere, nemlig Halldor Snorressøn og Ulf Uspakssøn, men Hæren selv skal være fuldt bevæbnet og trænge sig sammen udenfor Porten, og naar I komme midt i Porten, skulle I slippe Kisten ned af eders Axler; da skal jeg see til at komme ud saa fort jeg kan“. Alt dette skede, som Harald havde forordnet det. Da hans Død var meldt, og hans Mænd havde fremsat Anmodningen om at Liget maatte begraves ved en af Byens Kirker, vare dens Gejstlige altfor begjærlige efter de tilbudne rige Gaver, til at de skulde negte det; enhver bad sin Kirke frem, og det blev bestemt, at tolv Mand skulde følge Liget ind i Byen. Da dette kom, modtoge de Gejstlige det med en prægtig Procession, i deres fulde Skreid. Væringerne bare Liget, som Harald havde foreskrevet, og de som fulgte, havde alle Sørgedragt, nemlig Kapper og side Hatte, men under disse havde de Hjelme og Brynjer. I Porten lod Bærerne som om de snublede, saa at Kisten gled ned, og blev staaende tvers over Borgeledet. Og i samme Øjeblik skraldede Ludren ved Porten, den hele Hær ilede til og trængte sig ind; Harald selv, der havde været med at bære den tomme Kiste, drog Sverdet, alle hans Mænd fulgte hans Exempel, gjorde et voldsomt Angreb paa de Omstaaende, der“ tildeels vare ubevæbnede, og nedsabledes. Alle de 12, der havde ledsaget Kisten, bleve noget saarede. Halldor fik et Saar i Ansigtet. Der fortælles, at da Harald bød Halldor at bære Banneret længer frem i Porten, svarede denne: „en Hare er god nok til at bære Merket for dig, du frygtsomme!“ Harald skal dertil have svaret: „store Ord, Halldor; men ogsaa vel kæmpet“. Der fortælles tillige, at Harald selv fangede den Jarl, der raadede for Borgen, og fratog ham hans ypperlige Sverd, som han selv siden bar, at han derpaa bød Jarlen Liv og Rige, og at Jarlen modtog det, da Harald betroede ham at han var en kongebaaren Mand. Men alt det Gods, der fandtes i Borgen, tog Harald til sig. Han vandt ogsaa mange andre Steder i samme Land for den græske Kejser. Og da man nu skulde drage hjem til Myklegaard, fordrede han at vælge de tre Kostbarheder, men Ginge negtede ham det, og sagde, at alt skulde bringes til Kejseren. Harald paastod at han havde gjort sig vel fortjent til at faa dem, og sagde at han ikke med det Gode vilde opgive sin Net. Derfor skiltes de ad i Uvenskab; Gyrge drog hjem til Myklegaard og søgte her at sværte Harald, men Harald drog til Jorsaleland[122].
Omtrent paa denne Maade fortæller ogsaa den korteste, og, som det lader, i Norge selv forfattede, Sagabearbejdelse disse Begivenheder, kun udelader den Historien om den Borg, der erobredes ved Hjelp af den underjordiske Gang, og hvor der er Tale om Krigspudset med den forstilte Begravelse, nævnes der heller ikke noget om Legene. Hertil kommer, at Gyrges Tilstedeværelse og Ordvexlinger med Harald aldeles forbigaaes, dog kun, som det synes, for Kortheds Skyld. Snorre Sturlassøn, der øjensynlig baade har benyttet de vidtløftigere Kongesagaer og det nysnævnte Uddrag, har dog ogsaa, som man maa formode, haft særskilte Kilder, som vi nu savne. Han begynder med Fortællingen om den Borg, der indtoges ved Hjelp af Fuglene og de brændende Spaaner; ligesom Udtoget siger han iler, at de fleste Huse i Borgen vare tækkede med Rør. Derpaa følger Historien om den underjordiske Gang. Derefter fortælles om Legene, men anderledes end ovenfor, thi her anvendes disse Lege som et særskilt Krigspuds ved en Borg, forskjellig fra den, der indtoges ved den forstilte Begravelse. Væringerne, siges der, holdt efter Haralds Befaling Lege paa Sletten udenfor Borgen, ganske vaabenløse, som om de vilde spotte Forsvarerne. Da dette havde vedvaret en Stund, vilde ogsaa disse vise deres Foragt, og gik uden Vaaben op paa Voldene, medens de lode Portene staa aabne. Da Væringerne saa dette, gik de en Dag til Legen med Vaaben og Hjelme skjulte under deres Kapper og Hatte, og da de havde leget en Stund og merkede at Borgmændene ingen Fare væntede, ilede de pludseligt ind ad Porten, hvor der nu blev en haard Kamp, men hvor Harald-og hans Mænd strax kom de først indtrængende til Hjelp. Disse, hvoriblandt Halldor Snorressøn og Ulf Uspakssøn, syntes at Hjelpen kom noget vel seent, thi de vare allerede blevne saarede, og flere af dem dræbte. Da nu Haralds Merkesmand faldt, og han bad Halldor tage Banneret i hans Sted, skal Halldor i sin Hidsighed have givet det oven anførte, uoverlagte Svar, og det skal ligeledes, som Snorre siger, være ved denne Lejlighed, at han fik hiint Saar i Ansigtet, der, som det udtrykkeligt tilføjes, siden ludede ham alle hans Dage. Endelig fortælles der om den fjerde Borg, der indtoges ved den forstilte Begravelse[123]. Snorre veed altsaa at fortælle om fire Borge og fire Krigspuds, medens de vidtløftigere Kongesagaer kun kjende tre, og Udtoget kun to. Det er dog ikke usandsynligt at Krigspudset med Benene, hvortil han ogsaa henfører Halldor Snorressøns Saar og Ordvexling med Harald, alene skyldes et Forsøg af ham selv paa at forbedre og berigtige den ældste Sagabearbejdelses Fremstilling af Krigspudset med Begravelsen, hvor ogsaa Legene omtales, uden dog at staa i nogen nødvendig Forbindelse med Begravelsen selv, hvorfor de ogsaa ere udeladte saa vel i Udtoget, som i den yngre Sagabearbejdelse.
Hvad nu overhoved alle disse Anekdoter eller Fortællinger angaar, da indeholde de neppe anden historisk Sandhed, end at Harald og Væringerne vare med ved Indtagelsen af de Stæder, der erobredes under Maniakes’s Felttog paa Sicilien, at de udmerkede sig meget, og at blandt andre Halldor Snorressøn ved Stormningen af en saadan By fik et Saar i Ansigtet, hvoraf han siden bar et dybt Ar saa længe han levede. Thi de fortalte Krigspuds ere kun staaende Anekdoter eller Vikingesagn, der endog synes fra umindelige Tider at have tilhørt de nordiske Nationers Sagnkreds, eftersom nogle af dem tillægges andre Helte, baade for og efter Haralds Tid, men som dog alle enten ere Nordboer, eller udlede deres Herkomst fra Norden, eller gribe ind i den nordmanniske Historie. Krigspudset med Fuglene tillægge de russiske Annaler Storfyrstinden Olga eller Helga, der paa den Maade indtog Drevljernes Hovedstad 946[124]. Saxo fortæller det samme om to gamle danske Konger, nemlig Hadding og Fridleif[125]. Den engelske Forfatter Girald lader den foregivne norske eller nordiske Viking Geirmund, der af enkelte udgives for den samme som den ikke mindre mystiske Hasting, betjene sig af det samme Puds ved Indtagelsen af Cirencester i England[126]. Det er allerede tidligere viist, hvorledes Krigspudset med den forstilte Begravelse af de nordmanniske Forfattere tillægges den nys nævnte Hasting, der paa den Maade skulde have indtaget Luna i Italien[127]. Men det tillægges endog Robert Viskard, den yngre Broder af de samme Thankreds-Sønner, der i Forening med Harald kæmpede under Maniakes[128]; det gjentages om .Hertug Robert af Apulien omtrent et Aarhundrede senere[129]; og endnu omtrent hundrede Aar derefter tillægges det den af en nordmannisk Moder fødte og over de nordmanniske Besiddelser i Italien herskende Kejser Frederik d. 2den[130]. Saxo fortæller det derimod to Gange om den danske Konge Frode den 1ste[131]. Hvad der end mere stempler dette Sagn som et Vikingesagn, er den Omstændighed, at den ældste Sagabearbejdelse og Udtoget, man kunde næsten sige uforvarende, bruger Udtrykket „Vikinger“ om Harald og hans Mænd[132]. Hvad der fortælles om den underjordiske Mine, som Harald lod grave, er ikke noget egentligt Krigspuds, men et i ældre Tider, før Krudtets Opfindelse oftere anvendt, og allerede i Romernes Krigshistorie omtalt Middel ved Belejringer[133]); det kan derfor, om det end har været forsøgt under den sicilianske Krig, eller om det endog har været foreslaaet af Harald, dog ikke betragtes som opfundet af ham, eller som et Vidnesbyrd om hans overlegne Klogskab. Men da Sagaen fremstiller det som saadant, kan man heller ikke tillægge denne Anekdot mere historisk Verd end de øvrige. Derimod forholder det sig vistnok aldeles rigtigt med at Halldor Snorressøn fik hiint Saar i Ansigtet. Det er allerede berørt, og vil nedenfor nærmere blive omtalt, hvorledes Halldor Snorressøn, hjemkommen til sin Fædreneø Island, plejede paa Thingene vidtløftigt at fortælle Beretningen om Harald Sigurdssøns Bedrifter, og han har da vist ikke undladt at vise sit Arr, og melde saa vel om Anledningen til at han fik det, som om den Ordvexling, han ved samme Lejlighed havde med Harald. Sagnet herom bar vist ogsaa vedligeholdt sig i hans Æt, og det er vel at merke, at Snorre Sturlassøns Oldemoder var Halldor Snorressøns Datterdatter[134].
Vi erfare altsaa kun heraf, at Harald og Væringerne deeltoge i Erobringen af de 13 Stæder, som Georg Maniakes, ifølge de græske Kilder, skal have erobret paa Sicilien. Dette er ogsaa en ligefrem Følge af, at han var med paa Toget, hvorom der, som vi have seet, ikke er mindste Tvivl. Hvor vidt han ellers handlede saa selvstændigt, som vore Sagaer antyde, eller hvor vidt det endog fornemmelig skyldes hans eller Væringernes Fortjeneste, at nogle af hine Stæder bleve indtagne, er mere end tvivlsomt. Det er Sagaskrivernes Viis, at gjøre sin Helt til Hovedpersonen i de skildrede Begivenheder. Paa samme Maade lader de nordmannisk-italienske Hertugers Sagaskriver, Galfred, Nordmannerne og deres Anførere Thankreds-Sønnerne spille Hovedrollen i denne selvsamme Krig. Han lader Viljam af Hauteville gjøre Udslaget ved Syrakus og senere ved Montepiloso, og lader Nordmannerne alene vinde den afgjørende Sejr ved Traina, medens Grækerne kun nøje sig med at plyndre Lejren[135]. Men da vi nu tillige erfare, at Væringerne og Latinmændene eller Nordmannerne holdt sig sammen, og at der i begge Korps herskede Misfornøjelse med Maniakes’s Egennyttighed, er det i og for sig ikke usandsynligt, at Nordmannerne og Væringerne i Forening have udført flere Bedrifter i denne Krig paa egen Haand, ligesom man kan være forvisset om, at deres Tapperhed og Krigsfærdighed maa have bidraget betydeligt til Grækernes Sejrvindinger.
Det forholder sig, som vi have seet, virkelig saaledes, at Maniakes forlod Sicilien, og rejste hjem til Constantinopel, førend Væringerne, men han rejste hjem som Fange, bagvasket af Stephanos, ikke som Befalingsmand. Hvor længe Harald og Væringerne ere blevne tilbage paa Sicilien, er vanskeligt at sige. At de efter al Sandsynlighed deeltoge tilligemed Nordmannerne i Messinas tapre Forsvar under Katakalon, er ovenfor antydet som sandsynligt. J det mindste skulde man formode at Væringerne have været med, deeltaget i Udfaldet, og faaet Broderparten af det rige Bytte[136]. Men hvis man skal antage at den Afdeling af Væringerne, ved hvilken Harald tjente, deeltog i Slaget ved Thessalonike 1041, hvilket de udførligere Kongesagaers Beretning om St. Olafs Jertegn i Hedningeslaget og Benævnelsen „Bulgarernes Brænder“[137] i et Vers af Thjodolf, virkelig giver Anledning til at tro, da maa den i Mellemtiden mellem Mai 1040 og Mai 1041 være bleven kaldet tilbage. Urimeligt er det just ikke, at de ere blevne tilbagekaldte formedelst den farlige bulgariske Krig; det kan ogsaa tænkes muligt, at Væringerne, forbitrede paa Grækerne ligesom Nordmannerne, toge Anledning af disses Bortgang til at skille sig fra Hæren og vende tilbage til Grækenland, paa egen Haand. Men paa den anden Side siges der udtrykkeligt af italienske Chronister, at baade Russer og Væringer i den græske Hær faldt i de Slag, der fra Marts til September 1041 holdtes mellem Grækerne og Nordmannerne[138]. Harald havde under hele Krigen i Orienten været med blandt de russiske Hjelpetropper. Det skal nedenfor vises, at Harald, uagtet han var Væring, dog underholdt saa nøje Forbindelser med Russerne, at han af Grækerne upaatvivleligt har været anseet som en Russer. Og kommer nu hertil, at hans Deeltagelse i Hedningeslaget ikke omtales, og som det synes, med Flid forbigaaes af Snorre, medens derimod Skaldene udtrykkelig nævne at han stred mod Frankerne, uden dog at sige at han overvandt dem[139], bliver det dog nok det retteste at antage, at han deeltog i det uheldige Felttog i Italien, medens derimod den hos Kejseren tilbageblevne Væringe-Afdeling kæmpede ved Thessalonike, og oplevede eller rettere troede at opleve hiint Jertegn, som de tillagde St. Olaf, Grækerne derimod St. Demetrius. Da vore Sagabearbejdere kun tænkte sig een Væringe-Afdeling, og Harald som dens stadige Anfører, maatte de ogsaa lade ham deeltage i hiint Slag, saa meget mere som Hartild var den frelsende Helgens Halvbroder.
Haralds og hans Afdelings Tilbagerejse til Grækenland henføres derfor rettest til Tiden strax efter Nederlaget ved Monopolis eller Montepiloso i September 1041, da Grækerne, forjagne fra det faste Land, maatte drage sig tilbage til deres faa faste Stæder, og Væringerne saaledes ikke egentlig havde noget synderligt mere at bestille i Italien. De kunde endda deeltage, og have vist ogsaa deeltaget i det Tog, Kejser Michael kort før sin Død foretog til Bulgarernes Land, for ganske at underkaste sig det. Og saaledes var der lige fuldt Anledning for Harald til at kunne kaldes „Bulgarernes Brænder“.
Paa alle disse Krigstog, lige fra 1032 til 1041, vandt Harald meget Bytte, og erhvervede derved store Rigdomme. Navnlig skal han have vundet en Mængde Guld og Sølv tilligemed flere andre Kostbarheder under sit fleeraarige Ophold i Serkland[140]. Og hvis han, hvad der ifølge det oven anførte er sandsynligt, var med i Udfaldet fra Messina og Plyndringen af Abulafars Lejr, havde han ogsaa Anledning til at faa et rigeligt Maal af alt det Guld og Sølv, de Perler og Ædelstene, som Katakalons Mænd bemægtigede sig og deelte mellem sig i Skjeppeviis. Alt det Bytte, Harald saaledes vandt, og som han ikke netop behøvede til sit og sine Mænds Underhold, sendte han ved paalidelige Bud i Forvaring til Kong Jaroslav i Rusland. Dette viser noksom, hvor nøje Harald under hele sit Ophold blandt Grækerne vedligeholdt Forbindelsen med Jaroslav, og det bestyrker den ovenfor fremsatte Formodning, at Harald, uagtet han gik ind i Væringekorpset, dog fremdeles af Grækerne betragtedes som en fornem Russer, mod hvilken de maaskee derfor ogsaa vare saa meget mere mistænkelige.
En kort Tid maa Harald nu have tilbragt roligt i Constantinopel, hvor han oplevede Kejser Michael Kalafates’s Tronbestigelse[141]. At han ogsaa tog virksom Deel i Urolighederne under de blodige Dage, den 19de, 20de og 21de April 1042, da Michael Kalafates blev afsat og blindet, kan ikke betvivles. Vore Sagaer, og hvad mere er, de samtidige Skalde, nævne endog Harald udtrykkeligt som den, der selv blindede Kejseren. Saaledes siger Thjodolf Arnorssøn; „Hærførernes Ener (Harald) lod stikke Øjnene ud af Hovedet paa Fyrsten; det siger jeg til hans Ros“[142]; og paa et andet Sted: „den vældige Kriger lod stikke begge Øjnene ud paa Stolkongen (Kejseren): da var der Kamp og Urolighed; Egdernes Herre (d. e. Harald) gav Fyrsten et hæsligt Merke, og Grækernes Konge foor meget ilde“. En anden Skald, ved Navn Thorarin Skeggessøn, siger: „Fyrsten (Harald) vandt endnu mere Guld, men Grækenlands Konge gik steenblind af sit haarde Saar“[143]. Men deri afvige Sagaerne aldeles fra de græske Beretninger, at de nævne Monomachos, d. e. Constantin Monomach, Michaels Efterfølger og Zoes sidste Mand, som den Kejser, Harald blindede. Dette er ene aabenbar Fejl, thi Monomach blev ikke blindet. Men da Sagaerne tillige fortælle Anledningen til, at Harald blindede ham, saa forskjelligt fra Byzantinernes Beretning om Aarsagen til Michaels Fald, at det det neppe engang synes som om Sagamændene have tænkt paa denne, maa man antage, at de oprindelig have haft en Begivenhed, der indtraf under Monomach og stod i Forbindelse med Haralds Flugt, for Øje, men at senere Sagabearbejdere, ved at finde Øjne-Udstikningen omtalt af Skaldene, ved en Misforstaaelse henførte den til Monomach, og satte den i Forbindelse med hiin Begivenhed. Hvorledes det gik til ved Michael Kalafates’s Afsættelse og Mishandling, er ovenfor berettet. Et heftigt Folkeopløb bragte ham til at flygte til et Kloster; da Theodora Dagen efter sendte Stadspræfekten til Klosteret for at blinde ham, fulgte den hele Folkehob med, slæbte Michael frem, og udstak hans Øjne. At Harald og Væringerne baade have sluttet sig til Zoes Forsvarere den foregaaende Dag, da Kampen rasede omkring Paladset, og navnlig ved Excubita, hvor Væringerne havde deres Kvarteer; at de Dagen efter have været med til Klosteret, og at Harald maaskee med egen Haand har blindet ham, er i og for sig heel sandsynligt. Skalden Thorarin siger i det oven anførte Vers, at Harald ved denne Lejlighed vandt endnu mere Guld end for. Dertil havde han just den aller bedste Anledning, da Folkemassen den 20de April stormede Paladset og plyndrede Skatkammerets Rigdomme. Af disse har Harald saaledes vistnok faaet en betydelig Deel.
Det er ovenfor nævnt, at Georg Maniakes strax efter Michaels Død, eller maaskee endogsaa før, atter blev sendt som Overbefalingsmand til Italien, og at han tillige blandt andre Hjelpetropper skal have medbragt Væringer. At Harald har været med blandt disses Tal, kan ikke ligefrem benegtes, men sandsynligt er det ikke. Nogen Sandhed maa dog ligge til Grund for Sagaernes eenstemmige Beretning om hans Uenighed med Gyrge, og under saadanne Omstændigheder har Harald neppe atter villet stille sig under hans Kommando. Desuden synes det næsten, som om Maniakes allerede havde tiltraadt Rejsen til Italien, førend Michael Kalafates blev afsat og blindet; men da dette skede, var Harald, som vi see, i Constantinopel. Den Kamp mod Frankerne eller Nordmannerne, hvorom Illuge Skald taler, kan, som ovenfor viist, have fundet Sted under Dokianos og Exaugustus 1041. Overhoved see vi af Sagaerne, at Serkland og Sicilien, ikke Italien, var Hovedskuepladsen for Haralds Bedrifter. Det synes desuden, som om Harald, hvis han havde været med i Italien 1042 og 1043, vilde have være beskjeftiget der saa længe, at han neppe kunde have deeltaget i de Begivenheder, der stode i den nærmeste Forbindelse med hans endelige Bortrejse fra Constantinopel, og hvorom der nu skal blive handlet[144].
I lang Tid havde der nu hersket Fred og venskabelig Forstaaelse mellem Grækerne og Russerne. Græske Kjøbmænd havde uhindret besøgt Rusland, og russiske Constantinopel, under Iagttagelsen af de ovenfor omtalte Former. Russiske Hjelpetropper tjente i den græske Hær, og havde, som vi have seet, kæmpet baade i Serkland og Italien. Men i Sommeren 1043 opkom der hændelsesviis et Slagsmaal mellem nogle Grækere og Russere i Constantinopel, hvorved en fornem Russer blev dræbt. Da Jaroslav fik dette at vide, besluttede han til Hevn at paaføre Grækerne Krig, og gjorde store Udrustninger, idet han ikke alene opbød alle dem, han kunde faa af sine egne Undersaatter, men og, som det udtrykkeligt staar, skaffede sig et ikke saa ringe Antal fra de Nationer, der beboede Oceanets nordlige Øer, med andre Ord, fra de nordiske Lande. En Hær af 100000 Mand skal saaledes være bleven samlet, over hvilken han satte sin 23aarige Søn Vladimir til Anfører, og bød ham i Spidsen for den at drage ned ad Dnepr paa de sædvanlige Smaabaade, hvoraf Russerne betjente sig, og angribe Constantinopel. Da Kejseren fik dette at høre, sendte han Gesandter til Vladimir for at bede ham om at nedlægge Vaabnene, og love fuldstændig Erstatning for den Skade, Russerne maatte have lidt, naar han kun ikke for en saadan Ubetydeligheds Skyld vilde bryde den allerede i en saa lang Aarrække bestaaende Fred. Men Vladimir lod Gesandterne haanligt bortjage, og afslog overmodigt ethvert Fredstilbud. Da maatte Kejseren i Hast udruste sig til Kampen saa godt han kunde. Først og fremst gav han Befaling til at fængsle alle de russiske Kjøbmænd, der paa den Tid opholdt sig i Constantinopel, saa vel som alle de tilstedeværende russiske Hjelpetropper, og at fordele dem til Bevogtning rundt om i Statholderskaberne, for at hindre dem fra at vække nogen Urolighed inden Riget. Derpaa drog han med de Skibe, han i Hast kunde udruste og bemande, og ledsaget af en ikke ubetydelig Rytterhær langs Stranden, ud mod Russerne, som han traf ved Pharos ved det nordlige Indløb til Bosporus. Her vilde i Førstningen ingen af Parterne begynde Angrebet. Da Dagen saaledes gik hen og Aftenen nærmede sig, fornyede Kejseren sine Fredstilbud, men Vladimir afviste dem atter haanligt, idet han tilføjede, at han ej vilde nedlægge Vaabnene, uden at Kejseren udbetalte tre Pund Guld til hver eneste Mand i hans Hær. Da dette var en Umulighed, besluttede Kejseren at begynde Angrebet, Han bød Magistren Basil Theodorokanos, der tidligere havde været brugt mod Maniakes i Italien, at ro ud mod Russerne med tre Triremer og forsøge om han kunde lokke dem ud af deres faste Stilling i Havnen. Basil roede lige ind i den fiendtlige Flaade, opbrændte tre af deres Fartøjer med græsk Ild, borede tre i Sænk og bemægtigede sig eet. Nu nærmede ogsaa Kejseren sig med den hele øvrige Flaade, og Russerne, som saa, hvilken Ødelæggelse alene tre Triremer havde kunnet anrette, vovede ikke at oppebie de øvrige, men toge Flugten, og saa uforsigtigt, at de stødte paa Klipper og Skjær, hvorved en Mængde af deres smaa Fartøjer gik til Grunde, især da der ogsaa rejste sig en heftig Storm. Endog Vladimirs eget Fartøj blev knuust, og han vilde være omkommen, saa vel som hans Vojvod Vyschata, hvis ikke en af hans Mænd, ved Navn Johan Tvorimitsch, havde reddet dem. De, som kom i Land, bleve angrebne og dræbte af Rytterhæren. Efter Grækernes Beretning skulle 15000, efter Russernes egen 6000 russiske Lig have været fundne ved Stranden. Efter denne Sejr vendte Kejseren tilbage til Constantinopel, efterladende Flaaden tilligemed en Deel Tropper for at passe paa, at de af Russerne, der havde reddet sig, ej skulde komme i Land. Russerne trak sig nu længer tilbage, forfulgte af 24 græske Skibe, men disse vovede sig for langt fra den øvrige Flaade, og Vladimir, som bemerkede deres ringe Antal, angreb dem uvæntet, indesluttede dem og tilføjede dem et fuldstændigt Nederlag, idet Besætningen paa elleve af dem blev nedhuggen, fire bleve tagne og de øvrige knustes mod Klipperne. Derpaa drog Vladimir hjem til Vands. En Deel af Russerne foretrak, under Anførsel af Vyschata, at tage Vejen til Lands, men disse bleve angrebne ved Varna af Katakalon, som slog dem aldeles, fangede sno, hvoriblandt Vyschata selv, og sendte dem i Lænker til Constantinopel, hvor Øjnene bleve udstukne paa mange af dem. Først tre Aar efter, da Freden sluttedes, blev Vyschata løskjøbt og sendt tilbage til Rusland[145].
En Begivenhed som denne maatte nødvendigviis gribe betydeligt ind i Haralds Stilling og Skjebne ved det byzantinske Hof. Han var kommen did fra Rusland og tildeels som Russer. Han havde den hele Tid underholdt Forbindelse med Jaroslav, havde sendt ham sine erhvervede Rigdomme til Opbevaring, og var endog saa godt som forlovet med hans Datter. Han maa tinder disse Omstændigheder ogsaa have plejet nøje Omgang med de Russer, der opholdt sig i Constantinopel, og overhoved af Grækerne mere have været betragtet som en Russer, end som en Nordmand, om de ellers gjorde nogen Forskjel mellem Russer og de øvrige Nordboer, og ikke snarere ansaa dem som et eneste Folk. Den Skjebne, der overgik de russiske Kjøbmænd og Hjelpetropper, der ved Krigens Udbrud befandt sig i Constantinopel, nemlig at blive fængslede som mistænkte, kan derfor heller ikke han have undgaaet, om han endog fremdeles borte til Væringekorpset. Ja den maatte vel saa meget vissere ramme ham, som Grækerne neppe kunne have været ganske blinde for den Forbindelse, hvori han stod med den russiske Konge: i det mindste maa de have merket, at han nød stor Anseelse blandt alle de Russer, der vidste hvor højt han stod anskreven ved Jaroslavs Hof. Vi erfare ogsaa af vore egne Sagaer, at Harald virkelig blev fængslet, og optraadte som Kejserens, ja endog som Væringernes, aabenbare Fiende. Men deres Beretning om Aarsagen og Anledningen dertil indeholder intet om den russiske Krig; derimod tales der om Kjærligliedshistorier og Hof-Intriger, der paadrage Harald Kejserens Vrede og forvolde hans Fængsling. Er nu end meget heraf øjensynlig upaalideligt eller endog fabelagtigt, saa viser det dog, at der foruden den russiske Forbindelse ogsaa var andre Omstændigheder, der satte Harald paa en fiendtlig Fod med Kejserhoffet. Den hele Beretning herom lyder i den ældste og udførligste Bearbejdelse af Kongesagaerne saaledes. Da Gyrge var vendt tilbage til Sicilien efter den Uenighed, der var opstaaet mellem ham og Harald om Byttet, bagvaskede han denne meget for Kejseren, som om han vilde drage alt Byttet til fra alene uden at unde Kejseren det mindste, læggende til, at om denne hans Egennytte og Ærgjerrighed skulde faa Fremgang, vilde han snart gjøre Forsøg paa at støde Kejseren selv fra Tronen. Der siges og, at Kejserinde Sne skulde have bagvasket ham meget hos Kejseren, foregivende at han søgte at forføre hendes Systerdatter Maria, hvilket fortjente den haardeste Straf: den rette Aarsag skulde dog være at hun selv vilde have ham, men at han forsmaaede hende. Da Harald kom tilbage fra Jerusalem, viste Flere ham Had og Avind, først og fremst Gyrge og Kejserinden, derhos ogsaa mange andre. Ofte havde han Sammenkomster med Maria, som han virkelig havde bejlet til, men ikke faaet, fordi See selv vilde have ham. Engang havde de et saadant Stevnemøde i et Kammer, der var bygget ud over Søen, som gik derunder. Det blev fortalt Kejseren, som strax begav sig derhen, for at overraske Harald, men Maria merkede det tidsnok til at kunne slippe Harald ned gjennem en Lem i Gulvet, saa at Kejseren ikke fandt ham der, og troede at man havde sagt ham en Usandhed. Dernæst foregav man at Harald var upaalidelig i sit Vagthold, og Gyrge bad Kejseren at prøve det ved at sende en Flok bevæbnede Mænd mod Vagten; men Harald var paa sin Post og lod den hele Flok dræbe, saa at Kejseren syntes at han alene havde Skam og Skade af Gyrges Raad. Nu begyndte Zoe atter at vise sig hadefuld mod Harald, deels fordi han ikke havde udredet til Kejseren det Guld, .der tilkom ham, deels formedelst hans Forhold til Maria. Det kom endelig dertil, at Sne og Kejser „Munak“, som han kaldes, lode Harald tilligemed hans Stalbrødre Halldor Snorressøn og Ulf Uspakssøn kaste i Fængsel. Paa Vejen til Fængslet aabenbarede den hellige Olaf sig for Harald, og paa det Sted er der nu, heder det, opført et Kapel for St. Olaf. Fængslet var næsten rundt, ligesom en Hule, nedgravet i Jorden, med Mundingen øverst. I Hulen flød en liden Bek, og ved Siden af den sov en stor Edder-Orm, der nærede sig af døde Kroppe og af dem, der paa Kejserens Befaling kastedes levende ned, fordi han var dem vred. De satte sig ned paa Ligene og Halldor beklagede deres Nød, der vilde blive endnu værre, naar Ormen vaagnede. Harald sagde at de alle skulde anraabe hans Broder St. Olaf om Hjelp, og gjøre højtidelige Løfter til ham. Dette skede. Nu sagde Harald at de skulde angribe Ormen; Halldor skulde sætte sig paa Hovedet, og Ulf, der var den sterkeste, paa Halen; selv vilde han angribe den med en Kniv, det eneste Vaaben, man havde ladet dem beholde. Derpaa tog han en Stok i den venstre Haand, viklede en Kappe om den venstre Arm og stak den i Munden paa Ormen, medens han med den højre Haand borede Kniven ind, hvor han troede det nærmest til Hjertet. Ormen vaagnede og sprellede voldsomt, men Kappen optog Edderet som den udstillede, og Harald satte sig ovenpaa Ormen, der var saa sterk, at den ofte hævede ham i Vejret. Dog ved St. Olafs Hjelp, ved Haralds egen Raskhed og hans Stalbrødres Bistand fik han endelig Bugt med Ormen. Næste Nat kom der en Enke ned til Fængslet, ledsaget af to Tjenere, og spurgte om der var noget levende Menneske derinde. De svarede at de vare uskadte. Hun tilbød at frelse dem, hvilket de modtoge med Glæde, og nu bleve de dragne op, først Ulf og Halldor, siden Harald. Hun fortalte dem nu at Kong Olaf havde aabenbaret sig for hende i Drømme, og lovet hende Helbredelse fra en Sygdom, der plagede hende, hvis hun vilde frelse hans Broder, hvilken han ikke vilde skulde lide Pinsler i Sydlandene, om han just ikke altid kunde billige hans Ferd. Harald takkede hende meget, og ligeledes takkede de St. Olaf, der havde frelst dem. Det tilføjes at dette Fængsel siden kaldtes Haralds-Fængslet. Harald ilede nu strax til Væringerne, der bleve glade ved at see ham. Han bød dem strax staa op, væbne sig, og følge ham. Det skede. Han gik lige til det Sovekammer, hvor Kejseren laa, brød det op, greb ham, og stak begge hans Øjne ud. Endnu samme Nat brød de ogsaa ind i det Kammer, hvor Maria sov, og bortførte hende. Derpaa tog de to Galejer og roede ud i Sævidar-Sundet. Dette var lukt med Jærnlenker. Harald sagde derfor til sine Mænd, at alle de, som ikke roede, skulde gaa agter ud med deres Oppakning og hvad andet tungt de kunde finde, for at Galejernes Forstavne kunde komme saa højt i Vejret som muligt; derpaa skulde man ro i største Fart op paa Lænken, og naar man endelig ikke kunde komme længer, skulde de paa samme Maade løbe forud. Derved lykkedes det ham virkelig at faa sin egen Galej over Lænken, men den anden brast, saa at flere af dem, der vare ombord, druknede; de øvrige bleve reddede over paa Haralds Galej. Paa denne Maade slap Harald bort fra Myklegaard, og styrede ud mod det sorte Hav. Men førend han sejlede ud paa dette, satte han Maria i Land og gav hende godt Følgeskab tilbage til Myklegaard, bedende hende ved Afskeden at hilse Zoe, at Harald var borte, og spørge hende, hvo der nu havde faaet Overhaand, han eller hun, da der nu intet havde været til Hinder for at han kunde have faaet Maria, om han havde villet[146].
Udtoget af Kongesagaerne, der maaskee endog følger en ældre Bearbejdelse, stemmer i det hele taget hermed, kun med den væsentlige Forskjel, at der ej tales noget om Gyrge og ikke nævnes et Ord om Kampen med Ormen. Det heder blot at Harald kastedes i Fængsel med Ulf og Halldor, og at Enken, opfordret af St. Olaf, der havde aabenbaret sig for hende i en Drøm, gik om Natten ned til Fængslet og frelste Harald. Om hans natlige .Indbrud i Paladset fortælles der noget nøjere. „Harald“, siges der, „gik strax til Væringernes Stift, saa kaldes de Gaarde, hvori Væringerne ere, bød dem at staa op og væbne sig, og gaa til Kongens (d. e. Kejserens) Palads, hvor han sov. De dræbte nogle Væringer, der holdt Vagt over Kongen, greb denne selv, og udstak begge hans Øjne“. Her anføres, foruden de oven omtalte mere„ der handle om Kejserens Mishandling, ogsaa et merkeligt Halvvers af Valgard, der udtrykkeligt handler om Væringernes Drab. Der slaar: „Du bød, Fyrstesøn, strax at hænge den ene Halvdeel (neml. af Væringerne); I have maget det saaledes, at færre Væringer ere tilbage“. Endelig maa det merkes, at Maria her kaldes Zoes Sønnedatter, ej hendes Systerdatter[147].
Snorre Sturlassøn udelader ogsaa Ormekampen, og kalder Maria Zoes Broderdatter. Han nævner derhos, at Harald ved Tilbagekomsten fra Jorsalaland til Myklegaard fik høre at hans Brodersøn Magnus var bleven Konge i begge Riger. Danmark og Norge, at han derved fik Lyst til at vende tilbage til sin Odel i Norden, og paa Grund deraf opsagde sin Tjeneste hos Grækerkongen, hvorover Zoe blev meget vred og beskyldte ham for at have omgaaets misligt med Kongens Gods, som var vundet i Krigen. Dette samme Tillæg, saa vel som Udsagnet at Maria var Zoes Broderdatter, findes ogsaa i den yngre Bearbejdelse af de udførligere Kongesagaer, som dog ellers stemmer med den ældre[148]. Og i alle Bearbejdelser, ogsaa i Udtoget, tilføjes ved Fortællingen, hvorledes Harald blindede Kejseren, følgende Bemerkning: „I mange Kvæder om Harald er dette Storverk omtalt; og man behøver ej at opkaste nogen som helst Indvending imod at det var selve Grækerkongen (Kejseren), som han blindede; thi man kunde jo have nævnt en Greve eller Hertug, dersom man vidste at det var rigtigere; men i alle Kvæderne siges dette paa een og samme Maade, nemlig at det var Stolkongen selv“.
Thjodrek Munk, der benyttede Sagabearbejdelser, meget ældre end dem, vi have, siger om alt dette kun i Korthed, at Harald, efter at have samlet en Mængde Penge paa Sicilien, kom til Constantinopel, blev der anklaget hos Kejseren, tilføjede ham en temmelig haanlig Skjendsel, og undkom ved en næsten æventyrlig Flugt[149].
Det sande i alt dette er først og fremst, at Harald er bleven fængslet, og at han paa en æventyrlig Maade er undsluppen. Det er ovenfor viist, at den Foranstaltning, hvorved alle de Russer, der paa den Tid, Krigen med Rusland begyndte, altsaa om Sommeren 1043, befandt sig i Constantinopel, enten som Kjøbmænd eller Hjelpetropper, bleve fængslede, ogsaa maatte bringe Harald i Fængsel, og dette vilde endog vist have skeet, om han end fremdeles var Væringehøvding. Men det er tydeligt nok, at han paa den Tid ej længer var Medlem af Væringernes Korps. Dette sees ej alene af Snorres Udsagn, at han ved Efterretningen om at Magnus var bleven Konge i Danmark — hvilken Efterretning netop maa have naaet ham om Vaaren eller Sommeren 1043[150] — opsagde sin Tjeneste hos Kejseren, men og, — hvad der her maa ansees for det sikreste Vidnesbyrd — af Valgards Vers, hvori det heder at han lod Halvparten af Væringekorpset hænge, og bar sig saaledes ad med dem, at der vare færre Væringer tilbage. Thi vel siges det i den Fortælling, der ledsager dette Vers, at Harald udførte dette ved Hjelp af andre Væringer. Men dette maa kun være en uheldig Gjetning af Sagabearbejderen selv, der her øjensynligt kun har haft Verset at holde sig til, thi Væringernes Troskab mod Kejseren og indbyrdes Sammenhold var altfor prøvet og urokkeligt, til at en saadan Voldshandling af Væringer mod Væringer, og mod Kejserens egen Sikkerhed kunde være tænkelig[151]. Harald, der under sit hele Ophold i Constantinopel har været betragtet som en Russer, kunde, efter at have opsagt sin Tjeneste som Væring, ikke undgaa at regnes blandt de sig i Constantinopel opholdende Krigeres eller Kjøbmænds Tal, og hans Opsigelse af Væringe-Tjenesten maatte paa denne Tid blive dobbelt mistænkelig. Det er i og for sig heller ikke usandsynligt, at Ulyst til at kæmpe mod Jaroslavs Søn, hvis Syster han haabede at faa til Egte, har været en virksommere Bevæggrund for ham til hiin Opsigelse, end Efterretningen om Magnus den godes forøgede Magt.
Imidlertid synes det heller ikke saa ganske ugrundet, hvad der fortælles om Haralds Forbindelse med Maria. Ikke at hun, som Sagaerne sige, kan have været Zoes Sønnedatter. Broderdatter eller Systerdatter, thi Sne havde hverken nogen Søn eller Broder, og hendes Syster Theodora var ikke engang gift. Men hun kan have været en nær Paarørende eller Adoptivdatter af Zoe eller af Kejseren, eller staaet under hendes nærmere Beskyttelse. Thi ogsaa den engelske Forfatter Viljam af Malmsbury, der skrev allerede omkring 1115, og sandsynligviis har faaet sin Underretning af hjemkomne angliske Væringer, fortæller om Harald[152], at han i sin Ungdom havde staaet i Krigstjeneste hos Kejseren i Constantinopel, og var der paa hans Befaling, til Straf fordi han havde vanæret en fornem Dame, bleven kastet for en glubende Løve, hvilken han dræbte uden Vaaben, idet han kvalte den alene med sine kraftige Arme[153]. Dette Udsagn er merkeligt ej alene fordi det bestyrker Sagaernes Fortælling om Haralds Forhold til Maria, men ogsaa fordi vi deraf erfare, at Sagnet om Haralds Kamp med et glubende Dyr, saa utroligt det end synes, allerede har været til, og det i England, paa den Tid Viljam skrev, kun et halvt Aarhundrede efter Haralds Død. At Viljam nævner en Løve, medens Sagaerne nævne en Orm, maa her ansees for en Bisag. Viljam er heller ikke den eneste ikke-norske Forfatter, som taler derom. Ogsaa den danske Forfatter Saxo fortæller Sagnet udførligt, men saa forskjelligt, saa vel fra Sagaernes, som fra Viljams Beretning, at det er tydeligt at see, at han maa have benyttet en af hine aldeles uafhængig Kilde. Hans Fremstilling lyder saaledes: „Da Harald, efter sin Broders (St. Olafs) Død, ikke troede sig sikker i sit Fædreland, flygtede han til Byzantium. Her blev han af Kongen dømt til Døde for Manddrab, og det blev bestemt, at han skulde kastes ned til en Drage, der holdtes i Huset, for at sønderrives af den. En tro Tjener fulgte ham i Fængslet. Fangevogter-en slap dem begge ned i Hulen, ubevæbnede og nøje ransagede. Tjeneren var ganske afklædt, Harald fik Lov til at beholde sit Linned paa. Men da Vogteren hemmelig havde faaet en —Armring af Harald, kastede han en Deel Smaafisk ned i Hulen, for at Dragen kunde have noget at stille sin første Hunger paa, og for at Glandsen af Fiskeskjellene skulde udbrede lidt Lys i den belgmørke Hule. Harald samlede nu nogle Been af de Lig, han forefandt dernede, og bandt dem sammen faa at de dannede en Art af Kølve; og idet Dragen styrtede graadigt frem, sprang han op paa dens Ryg, og stak en Ragekniv, han havde skjult hos sig, ind i dens Bug ved Navlen, det eneste Sted, hvor den kunde saares. Dragen snappede efter ham og slog med Halen, men kunde ikke faa ham fat eller ramme ham. Imidlertid bearbejdede Tjeneren dens Hoved med Kolven, indtil den døde. Da Kongen erfoor dette, forvandledes hans Hevngjerrighed til Beundring; han benaadede Harald, og skjenkede ham endog et Fartøj, paa hvilket han rejste bort“. Saxo ledsager Fortællingen med den særdeles merkelige Oplysning, at Kong Valdemar af Danmark, der satte megen Priis paa at kjende og eftergranske hvad der havde tildraget sig i Verden, ejede den selvsamme Kniv, Harald havde benyttet ved Dragekampen, og fremviste den ofte for fine Venner, fortæret af Rust og neppe længer tjenlig til at skære med. Der er saaledes vist ikke nogen Tvivl om, at den Fremstilling af Begivenheden, Saxo her meddeler, er den som Kong Valdemar selv plejede at give, naar han foreviste Kniven[154]; Saxo har maaskee endog selv seet Kniven og med egne Øren hørt Kongen fortælle Historien. Da vi nu vide, at Valdemars Moder Ingeborg var en Datter af Mstislav, Sønnesøn af Vsevolod, Jaroslavs Søn, bliver det højst rimeligt, at faa vel Kniven, som den dertil knyttede Fortælling om Haralds Kamp, er kommen til Valdemar gjennem hans Moder, og at vi her have den Tradition derom for os, der sandsynligviis lige liden Haralds egen Tid var gange ved det russiske Hof. Der er endog den største Rimelighed for at Harald selv har skjenket Kniven, som et merkeligt Erindringstegn, til en af sine Svogre, og at han selv har fortalt ham sit Æventyr omtrent paa den af Saxo gjengivne Maade. Thi ej alene stemmer denne i det væsentligste med Sagaernes Fremstilling af Kampen, men den er tillige den i sig selv mindst overnaturlige Beretning derom. At Harald virkelig blev kastet for et glubende Dyr, som han mod Forventning overvandt, tør man neppe imod saa mange samstemmende Vidnesbyrd benegte, faa meget mindre som denne Afstraffelsesmaade lige fra Kejsertidens tidligste Dage havde været almindelig blandt Romerne, og Saxos Udsagn om at det var en Drage, med hvilken Harald kæmpede, sammenlignet med den Maade, hvorpaa vore Sagaer beskrive den saakaldte Orm, leder Tanken hen paa, at Dyret var en Krokodil, hvilken Kejseren med Lethed havde kunnet faa fra Ægypten, og at den, ligesom saa mange andre vilde Dyr, underholdtes til offentlig Fornøjelse og til den grusomme Brug, hvorom der her nærmest har været Tale. Det overnaturlige og urimelige i de forskjellige Beretninger maa man tænke sig borte. Det maa heller ikke glemmes, at Beskrivelsen over Kampen ikke fra først af kan have hidrørt fra nogen anden end Harald selv og hans to Følgesvende, og at det neppe har været frit for at disse tillode sig Overdrivelser. Tilværelsen af hiint ovenfor omtalte Kapel til St. Olafs Ære, hvilket i det mindste de senere Væringer kaldte St. Olafs Kapel, forenet med den Omstændighed, at man senere endog paaviste det saakaldte Haraldsfængsel, hvori han skulde have siddet fangen, vidner i det mindste om at det har sin Rigtighed med Fængslingen og hans uventede Redning. At Saga-Uddragets Forfatter og Snorre have udeladt Dragekampen, viser imidlertid, at de her ikke have antaget Haralds egen Hjemmel for tilstrækkelig[155].
Fortællingen om Haralds Sammenkomster med Maria og den Maade, hvorpaa han i Førstningen skuffede Kejseren, er derimod, som man tydeligt kan see, laant fra den oven nævnte Kreds af Ridderromaner, og maa derfor bortskæres som et senere Tillæg. Omtrent det samme fortælles og om Grette Aasmundssøns Broder Thorstein Dromund, hvilken, som ovenfor nævnt, hevnede Grette i Constantinopel, ved der at fælde hans Drabsmand. Ogsaa han undslipper gjennem en Lem sted i Søen; og hvad der for øvrigt berettes om hans Kjærlighedshistorier, er laant af Romanen om Tristram og Isolde[156]. Det siges endog at den samme Dromund opholdt sig i Constantinopel just paa samme Tid, som Harald var der, da „Michael Katalak“ var Kejser; han bliver ligesom Harald frelst af Fængslet ved en K vinde, kun med den Forskjel at hiin er en gift Haar, og løskjøber ham, medens hiin Enke hjelper Harald til at flygte. Men om end disse Omstændigheder ere laante andenstedsfra, synes dog Hovedsagen, at Harald virkelig har staaet i Forbindelse med en fornem Dame og Paarørende af Kejserinden ikke at kunne betvivles[157].
At det derimod var Michael Kalafates, ikke Constantin Monomach, der blindedes af Harald, have vi ovenfor seet, og det er saaledes en Misforstaaelse vaade af Skaldeversene og af de oprindelige Beretninger, naar de Sagabearbejdelser, vi nu kjende, lade denne Mishandling gaa ud over Constantin. Dette hindrer os imidlertid ikke fra at antage, at Harald strax før sin Flugt, efter at være undsluppen af Fængslet, kan have tilføjet Constantin en eller anden Fornærmelse, eller en temmelig haanlig Skjendsel, som Thjodrek udtrykker sig. Vel heder det i Saxos Fortælling, at Kejseren af Beundring over Haralds raske Daad benaadede ham og gav ham et Fartøj til at sejle bort paa. Men hiint Skaldevers, der beretter at Harald lod en Deel af Væringerne dræbe, vidner om at hans Afsked fra Kejseren ej har været saa fredelig, medens Fortællingen om den Maade, hvorpaa han slap ud af Sævidarsund eller Havnen ved Constantinopel, ogsaa bærer Sandhedens Præg, og viser at han ej med det Gode var kommen løs. Her var det desuden ej alene Haralds Forbrydelse, hvori den nu end bestod, men hans politiske Stilling, som gjorde ham forhadt og frygtet. Saxos eller Kong Valdemars Fortælling maa altsaa være mindre nøjagtig i dette Stokke, saa vel som i Angivelsen af Aarsagen, hvorfor Harald fængsledes, og deri, at den kun lader ham have en eneste Følgesvend i Taarnet. Men hvori den Fornærmelse bestod, som Harald tilføjede Kejseren, er nu, af Mangel paa omstændelige Kilder, umuligt at angive. Maaskee var det allerede Fornærmelse nok, at Harald brød ind i Paladset, og dræbte nogle Væringer. Men naar han først var kommen saavidt, har han neppe ladet det blive derved, og maa i det mindste have plyndret, og sat Kejseren i den yderste Forfærdelse. Dog, de byzantinske Forfattere tie derom. Imidlertid fortælle de om et stort Opløb, der fandt Sted mod Constantin den 9de Marts 1044, da Folkehoben i Constantinopel, som længe havde forarget sig over den ublue Maade, hvorpaa han levede med sin Frille Skleræna, samlede sig sammen, styrtede under vilde Raab hen mod Kejseren, just som han kom gaaende i Spidsen for en højtidelig Procession, og havde vistnok faaet fat paa ham og dræbt ham, hvis ikke Fyrstinderne Sne og Theodora selv havde talt til Folket og beroliget det[158]. Under denne Forstyrrelse kunde Harald maaskee have sluppet ud af Fængslet, og, benyttende sig af Folkets oprørte Stemning, vovet et dristigt Forsøg mod Kejserens egen Person. Thi det synes temmelig vist, at hans Flugt ej fandt Sted paa den Tid, da Russerne laa udenfor Bosporos, men først i Løbet af Aaret 1044, og at han saaledes var meget længere fængslet, end Sagaerne angive[159]. Alle disse ere nemlig enige om, at Harald tilbragte en Vinter hos Jaroslav, inden han forsøgte sin Lykke hos Magnus og Sven, og det er ovenfor viist, at Harald neppe meldte sig hos Magnus, førend i Aaret 1045. Vi have ogsaa seet, at den i Slaget ved Faros fangne Russer Vyschata hensad fængslet lige til 1046, da Freden sluttedes. Den samme Skjebne have vel ogsaa de tidligere fængslede Russer haft, og den vilde vel ikke mindre være bleven Haralds Lod, saafremt han ikke paa egen Haand havde befriet sig.
Paa denne Maade undslap Harald fra Constantinopel, efter at have tilbragt 12 Aar i tre Kejseres Tjeneste, og vundet ej alene Hæder og Berammelse, men ogsaa store Rigdomme, hvilke han, som ovenfor nævnt, forsigtigviis havde sendt i Forvaring til Jaroslav. Disse Rigdomme skal han have vundet ej alene paa sine Krigstog, men ogsaa derved at han .tre Gange havde været i det saakaldte Polotasvarv, hvortil Væringerne ved Kejserskifte skulle have været berettigede. Om denne foregivne Ret, hvorom de byzantinske Forfattere ej nævne et eneste Ord, er der ovenfor talt. Vi kunne ej med Bestemthed benegte Muligheden af, at en saadan Ret for Væringerne virkelig har existeret paa Kejserinde Zoes Tid, men rimeligere er det dog, at de Polotasvarv eller Skatkammer-Plyndringer, hvori Harald har taget Deel, ere at tilskrive en selvtagen Frihed. I det mindste var dette Tilfældet med den Plyndring af Skatkammeret, der fandt Sted da Paladset stormedes under Opstanden mod Michael Kalafates, og her var Harald visselig med. Hans Indbrud i Paladset umiddelbart for Flugten har maaskee ogsaa været forbundet med en ikke ubetydelig Plyndring, og der kan vel endog tidligere under Michael Katallaktes’s Regjering have været Anledning til en saadan. Vist er det, at de Skatte, han havde samlet, vare overordentlig store, og paa et andet Sted ligefrem kaldes „Grækerkongens Guld“[160].
Harald lagde Tilbagevejen over det sorte Hav, og derfra, som der siges, til Ellipalt, d. e. det asovske Hav, hvorfra han rejste videre til Lands, indtil han kom til Jaroslav. Han er saaledes ikke dragen op ad Dnepr, men maa være landet ved den russiske Besiddelse Tmutarakan, og derfra have fulgt Donfloden opad[161]. Vore Sagaer lade, som sædvanligt, Jaroslav residere i Holmgaard eller Novgorod, medens dog Kijev var hans sædvanlige Opholdssted, hvor vistnok ogsaa Harald nu opsøgte ham og modtog de Skatte, han havde i Forvaring. Paa Vejen fra Constantinopel til Kijev digtede Harald et Kvad, hvori han deels opregnede de Hændelser halt havde oplevet, de Bedrifter han havde udført, og de Færdigheder, han besad; alt med stadigt Hensyn til Jaroslavs Datter Elisabet eller Ellisif, over hvis Kulde han beklager sig, skjønt han dog ikke havde haft Anledning til at prøve hendes Følelser, siden han bejlede til hende, medens hun endnu var et Barn. Kvadet bestod af lo Vers, af hvilke kun fem ere opbevarede. Her siger han blandt andet: „vort Skib gjennempløjede Bølgen forbi det vide Sicilien; da vare vi prude: den brune Snekke skred herligt frem under de raske Drenge“. Han taler ogsaa øm, hvorledes han i sin Ungdom deeltog i Kampen med Thrønderne, da hans Broder faldt[162]. „Jeg kan“, siger han, „8 Idrætter, nemlig at smede, at ride, at svømme, at løbe paa Skid, skyde, kaste med Spyd, spille paa Harpe, og digte“. Han omtaler at han var fød paa Oplandene, men at han nu sejler med sine Skibe forbi Klipperne. Alle Vers ende med Omkvædet: „dog slaar den guldprydede Pige i Gardarike med Nakken ad mig“. Dette Tillæg er dog mere henkastet som et Slags Galanteri, end fordi det i Virkeligheden havde noget at betyde. Thi endnu i Løbet af Vintren efter hans Ankomst gav Iaroslav ham Ellisif til Egte[163].
- ↑ I. 2. S. 734, se ovf. I. 2. S. 807.
- ↑ Se ovf. I. 2. S. 587.
- ↑ Se ovf. I. 2. S. 565.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 149. Det er ovenfor omtalt, hvorledes saa vel Eilif som hans Broder Ulf maaskee i Aaret 1025 havde været hjemme i Sverige hos deres Frænde Kong Anund, havde sort Befalingen over den svenske Herr og Flaade, og leveret Kong Knut et Slag ved Helgeaa, der er det, Saxo og Henrik af Huntingdon omtale, og som siden har været forvexlet med det i vore Sagaer omtalte Slag 1027 mellem Knut, og Kong Olaf den hellige i Forbindelse med Kong Anund. Ulf, Eilifs Broder, torde maaskee være den i de nikonske Annaler omtalte Uleb, der i Aaret 1032 gjorde et Tog fra Novgorod gjennem de saakaldte Jærnporte til de syrjaniske Lande eller Bjarmeland, se Sjøgren i Mémoires de l’académie impériale des sciences de St. Pétersbourg, 6me série, I. S. 508 fgg.
- ↑ Verset lyder saaledes: „de tvende Høvdinger toge m; det samme til, der hvor Eilif stod; de fylkede „hamalt“, (dette vil vel sige „i Svinefylking“, eller „hver med ligestor Deel af Fylkingen“), de østlige Vender bleve bragte i Knibe, og Krigernes Ret var ej let for Læserne“.
- ↑ Se Nestors Annaler, ved 6538 (1030). Jaroslav og Mstislav benyttede sig af de voldsomme Uroligheder, der efter Boleslavs Død herskede i Polen. Folket, siger Nestor, myrdede Præster, Biskopper og Bojarer; at Opstanden var en Reaktion af Hedningerne mod den nu indførte Christendom, sees og af polske eller tydske Skribenter, se de i Bartholds pommerske Historie I. S. 366 citerede Steder. Det er altsaa bogstaveligt sandt, at naar Harald og Eilif kæmpede mod Øst-Vender og Ljecher, strede de og mod Hedninger. Der tales ligeledes om at Jaroslav i 1032 søgte at sikre sig mod de østlige Petscheneger ved at anlægge Staden Kursk; ogsaa her har maaskee Harald været med.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 2.
- ↑ Se ovf. I. 2. S. 85.
- ↑ Se nedenfor S. 58.
- ↑ Nemlig hvor der fortælles (se ovf. I. 2. S. 193), at Gunnars Broder Kolskegg, der 985 forlod Island, og sidenefter opholdt sig en Stund i Danmark og Rusland, endelig begav sig til Constantinopel, og tog Tjeneste blandt Væringerne, hvis Høvding han blev. Hans Ankomst til Constantinopel falder saaledes omkring 990. Om urigtige Angivelse om Bolle, se nedf S. 63.
- ↑ Se ovf. I. 2. S. 452, hvor Gert og Viga-Styrs Søn Thorstein omtales.
- ↑ Nemlig allerede fra Constantins Tid de saakaldte foederati; siden efter baade Araber, Franker, Tydskere og andre.
- ↑ F. Ex. som Hjelpetropper, se ovf. I. 2. S. 83 Anm. Blandt dem f. Ex. maaskee den i Hallfred Vandrædaskalds Historie allerede omkring 990 omtalte Griis Semingssøn, der, som der staar, havde været i Myklegaard og nydt stor Hader af Kejseren. (Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 152). Men Griis kan maaskee og kun have været en af de ovf. l. c. omtalte Handelsmænd. Det samme gjelder om hvad Rafnkell godes Saga fortæller om Eyvind Bjarnessøn, at han omkring Midten af løbe Aarhundrede havde varet i Myklegaard og nydt Udmerkelser af Kejseren. Det staar hverken om Griis eller om Eyvind, at de havde været Væringer.
- ↑ Se ovenfor I. 2. S. 452.
- ↑ Navnet væringr er nemlig øjensynligt dannet af vár (anglisk wær) d. e. edeligt Løfte, aldeles det samme som sacramentum, hvormed ogsaa Romerne betegnede Krigernes strengt forpligtende Fane-Ed. Det er ovenfor (I. 2. S. 288) viist, hvorledes de russisk-slaviske Folk ej kunde udtale Formen væringr, eller, som den maaskee i hiin fjerne Oltid lod, váringr, men i dets Sted sagde og skrev varjag, varæg, hvoraf Benævnelsen „Varjager“ eller „Varæger“ (varjazi). De græske Forfattere gjengive Ordet væringjar med βάραγγοι (udtalt varangi). Italienske Skribenter kalde dem ogsaa varangi, varani, guarani, o. a. d.
- ↑ Se ovf. I. 2. S. 819.
- ↑ Johan Kantakuzenos II. 13. Her siges ogsaa, at Væringerne, naar de ledsagede Kejseren paa Rejser, modtoge Nøglerne til de Steder, hvori han opholdt sig.
- ↑ Gaufred Malaterra, III. 24; jvfr. Skylitzes, Anna Komnena og flere.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 162. Naar man erindrer, hvorledes Væringerne forandrede og forkortede de græsk-romerske Navne, som man af Sagaerne noksom kan se, f. Ex. „Hagiasophia“ (St. Sophia-Kirken) til „Ægisif“, „Hippodrom“ til „Padreim“, “Monachus“ til „Munak“ o. s. v., kan man lettelig forstaa, hvorledes excubitum, der allerede af Almuen i Constantinopel selv kaldtes ἐσκούβιτον, σκούβιτον, udtalt skuviton, kunde sammendrages til Skuvt, Skyvt, Skift.
- ↑ Det nærmere om alle disse Skikke, Fester o. s. v. findes i Kodinos’s Skrift om Paladsets Betjeninger (Coedinus de officiis sacri palatii). Uddrag deraf og af andre byzantinske Skribenter til Oplysning om Væringerne findes og hos „Cronholm om Væringerne“, og i en af Forfatteren udarbejdet Afhandling om Væringerne i Antiquités Russes, 3 Bind, hvortil her de henvises, der ønske mere omstændelig Beskrivelse derover. Om Akoluthens Hofdragt, se Kodinos S. 55.
- ↑ Snorre, Harald Haardraades Saga, Cap. 16. Palata eller efter den ogsaa i det russiske forekommende Form Polota er en Fordrejelse af Palatium, d. e. Palads. Svarf betegner egentlig Afskuring, Affiling. Det heder i Sagaerne at Væringerne gik gjennem de keiserlige „Poloter“, hvor Skattegjemmerne vare. Ogsaa Byzantinerne tale om thesauri (Skattegjemmer) i det kejserlige Palads. Men hiin Skik omtales ej; derimod taler Kodinos, (Cap. lo) om en Skik, der knyttedes til Palmesøndagens Højtideligholdelse, nemlig at den saakaldte Peripatas, eller Balustraden fra Kirken til Kejserens Værelse, udsmykkedes med Blomster og Kviste, der siden paa et givet Tegn bleve revne bort af Væringerne og andre Tropper ved Hoffet.
- ↑ Se Legenden om Keiser Alexius’s Slag mod Blakmændene paa Petzinavoldene, meddeelt saa vel i Olaf den hellige Saga, Cap. 250, som i Snorre, Haakon Herdebreds Saga, Cap. 20. De i Slaget deeltagende Væringers Antal angives her til halvandet (store) Hundrede, altsaa 510 Mand. Kantakuzen II. 339 nævner for en langt senere Tid 500 Mand. Men i Sverres Saga, Cap. 127 tales der om at den byzantinske Keiser Alexius Angelus i Aaret 1195 anmodede Kong Sverre om at sende ham 10 Hundreder (altsaa 1200), og at han havde gjort Kong Knut i Danmark den lamme Anmodning. Om vi nu just ikke heraf kunne slutte at han vilde have et Korps af tilsammen 2400 Mand, da han sandsynligviis intet Haab havde om, i noget af Landene at faa mere end i det højeste ⅓ eller ½ af det opgivne Antal, saa viser det dog, at han i det mindste ønskede over tusende.
- ↑ Kodinos, Cap. 6, Mag. 79.
- ↑ Jomsvikingasaga, Cap. 52. Se ovf. I. 2. S. 478.
- ↑ Ordricus Vitalis, 4de Bog, (S. 508), 7de og 9de Bog (S. 641, 725). Jvfr. den tildeels opdigtede St. Edwards (Edward Confessors) Saga.
- ↑ Det maa her nøie merkes, at da de Danefamilier, der havde erhvervet Magten i England, nærmest hørte til de Familier, der i sin Tid omgave Sven Tjugeskegg og Knut, og der altsaa maa antages at have staaet i et Slags Opposition mod dem, der nu ved Sven Ulfssøns Tronbestigelse fik meest at sige i Danmark, kunde det maaskee, naar de forlode England, være dem mindre behageligt at vende tilbage til deres gamle Fædreland, saa at de foretrak at gaa til Constantinopel.
- ↑ Saaledes kalder allerede Gaufred Malaterra, i sin Beskrivelse over Robert Viskards Krig (III. 27), dem „de Angler, der kaldes Væringer“ (Angli quos Varingos appellant). Kodinos (Cap. 7, P. 90), lader dem ved Julefesten ønske Kejseren mange Leveaar paa deres Fædrenesprog, nemlig Engelsk (ἐγκλινιστί).
- ↑ Paa Græsk πελεκυφόροι. Gaufred (l. c.) kalder deres Øxer caudati bidentes, hvorved han ogsaa sigter til deres lange Skaft; ved Udtrykket bidentes tænker han paa den dobbelte Spids. Anna Komnena kalder Øxene ἑτερόκοτα ξίφη, Niketas Choniata ἑτερόστομοι πελέκεις eller ἑτερότηκτα ξίφη; disse Udtryk, saa vel som Gaufreds, har man urigtigt fortolket ved „dobbelte Øxer“, med dobbelte Blad; men dobbeltbladede Øxer, der ej vare usædvanlige, kaldes ellers ἀμφίστομοι, og Sammensætningen med ἕτεροσ viser netop, at der kun var een Egg. Det er de lange Øxer, der i Norden selv kaldtes „norske Øxer“, og som Kong Knut bestilte hos Kalf under dette Navn (se ovenfor I. 2. S. 835); i Syden derimod oftere „danske Øxer“, hâches danoises. St. Olafs og Magnus’s Øxe „Hel“ var en saadan.
- ↑ Det lange Skjold (περιμῆκυς ἀσπίς) nævnes udtrykkeligt af Niketas, Joh. Komn. Cap. IV.
- ↑ Grettes Saga, Cap. 89.
- ↑ Se ovenfor I. 2. S. 422.
- ↑ Kedrenos, S. 735.
- ↑ Hos Anna Komnena IV. 6, p. 92 staar der: „Øxebærerne befalede han (Kejseren) tilligemed deres Anfører, at staa af Hestene og marschere frem foran Hæren i en liden Afstand fra denne“. Dette har man urigtigt forklaret, som om de ellers kæmpede til Hest, hvad der dog aldeles strider mod Nordboernes Skikke. Hvad Alexius her bød, er ingenlunde nogen Undtagelse, men det sædvanlige.
- ↑ Se ovenfor I. 2. S. 450.
- ↑ Se ovenfor I. 2. S. 698. Laxdøla Saga, Cap. 72, 73. Her staar der„vi have ej hørt fortælle, at nogen Nordmand har ladet sig hverve hos Kejseren førend Bolle Bollessøn“. Laxdøla-Sagas Nedskriver har følgelig ikke vidst, at allerede Kolskegg, og efter ham Gest, Viga-Styrs Drabsmand saa vel som Thorstein, Viga Stores Søn, vare Væringer i Constantinopel. Men dette Udsagn er dog en Bestyrkelse paa, at Varingekorpset i Constantinopel endnu paa den Tid, da Bolle traadte ind i det, var temmelig nyt.
- ↑ Laxdøla-Sagas Tidsregning er, især i de sidste Kapitler, saa forvirret, at man alene gjetnings- og tilnærmelsesviis kan bestemme, naar Bolle rejste udenlands, og naar han kom hjem. Han var, siges der, 18 Aar, da han blev gift; Aaret efter kom hans Broder hjem, og to Aar efter dennes Hjemkomst, altsaa 24 Aar gammel, drog Bolle udenlands. Da han maa antages at være fød 1007, skulde hans Udenlandsrejse saaledes være foregaaet i 1028; sikkert er det imidlertid langtfra ikke. Laxdøla Saga siger at han opholdt sig mange Aar i Myklegaard. Saa mange kan det dog ej have varet, da det i Cap. 78 udtrykkeligt siges, at Snorre Gode døde Aaret efter hans Hjemkomst: da nu Snorres Dødsaar er 1031, kom Bolle hjem 1030.
- ↑ Laxdøla Saga, Cap. 77.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 8. Snorre, Cap. 2. Fagrskinna, Cap. 150 siger, at han havde mange Nordmænd med. At Rejsen foregik i 1032 henimod Høsten, kan sluttes af Kedrenos’s Beretninger om de i disse Aar foretagne Tog; se nedenfor, jvfr. „Norsk Tidsskrift“ III. 153. Den vidtløftige Magnus den godes Saga lader Harald tage den lange Omvej fra Rusland gjennem Vendland, Saxland, Frankland og Italien, hvilket aabenbart grunder sig paa en Misforstaaelse af Skaldenes Ord, se „Norsk Tidsskrift“ III. 152.
- ↑ Se Kedrenos, Zonaras, jvfr. Glykas og Gibbon: decline & falt of the Roman Empire, 9de Bind. For øvrigt henvises, hvad de nærmere Undersøgelser om Haralds Ophold i Constantinopel angaar, til en af Forfatterne i „Norsk Tidsskrift“ III. S. 123—172 indførte Afhandling.
- ↑ Dette Tilnavn indeholdt ogsaa et Slags Spot over hans Uredelighed: man beskyldte ham for at have gjort falske Penge. Senere synes Tilnavnet at være sat i Forbindelse med et epileptisk Tilfælde, hvoraf han plagedes, og som skaffede ham det andet Tilnavn, epilepticus (Guil. Appulus, p. 245). I vore Sagaer er Navnet stundom forkortet til Katalak, se Grettes Saga, Cap. 89. Ellers skrives det heelt ud, katalaktus, se Fagrskinna, Cap. 150. Magnus den godes Saga, Cap. 3, Snorre, Cap. 3.
- ↑ Om Opstanden i Bari saa vel som Nordmannerne i Nedre-Italien se strax nedenf.
- ↑ „Samme Høst foor han ud paa Galejerne med Hærmænd ud i Grækenlandshavet“, staar der i Harald Haardraades Saga, Cap. 3, Snorre, Cap. 3.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 5.
- ↑ Kedrenos, S. 730—732.
- ↑ Der staar f. Ex. hos Snorre, Harald Haardraades Saga, Cap. 3: „Harald gik á mála“ (lod sig hverve), og drog samme Høst afsted med Galejerne o. s. v. Han holdt en Trop af sine egne Folk; Anføreren over hele Hæren var Gurp. Men Harald havde kun kort Tid været i Hæren førend Væringerne fattede nogen Yndest for ham, og fore de alle (Haralds Folk og Væringerne) sammen til de Slag, som holdtes; til sidst kom det dertil, at Harald blev Høvding for alle Væringerne“. Her staar det næsten udtrykkeligt, at Haralds Skare i Førstningen var afsondret fra Væringernes. For øvrigt vil det i det følgende nærmere sees, hvorledes det er urigtigt, at allerede det første Tog angives som det, hvor Gyrge og Væringerne vare med.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 3. Navnet Nordbrikt er ellers mistænkeligt, se „Norsk Tidsskrift“ III. S. 169, 170.
- ↑ Se ovenfor I. 2. S. 80, 81.
- ↑ „Norsk Tidsskrift“ III. S. 155. Kedrenos, S. 732. („med Russerne og den øvrige romerske Styrke“, heder det).
- ↑ Navnet „Saracener“ eller „Sarakener“ forkortedes nemlig af vore Forfædre til „Serker“. Dette Navn var i Middelalderen det sædvanlige paa Moslemerne, eller Chalifatets mohammedanske Undersaatter. Thjodolf siger, (Harald Haardraades Saga, Cap. 51, at Harald erobrede 80 Byer i Serkland, og derpaa drog i Krig til Sicilien. Hos Kedrenos, S. 732 kaldes hiin Alim udtrykkeligt „Sarakener“.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 5. Ægypten staar nemlig ved Nilen i umiddelbar Forbindelse med Æthiopien, ad den Vej fik man ogsaa i Oldtiden de fleste æthiopiske (Neger-) Slaver, vore Forfædres „Blaamænd“.
- ↑ Kedrenos, S. 732.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. II. Snorre, Cap. 12. Fagrsk., Cap. 159.
- ↑ Kedrenos, S. 739. Der staar her: „da den ægyptiske Emir al Mumenin var død, sendte hans Hustru, der var den christelige Religion hengiven, Gesandter tilligemed sin Søn til Kejseren, for at bede om Fred, hvilken Kejseren tilstod for 30 Aar“. Dette er den sidste Begivenhed, som omtales i Aaret 6544, eller fra September 1035 til August 1036. Til dette sidste Aar maa saaledes Fredsslutningen henføres, eller i alle Fald være gaaen forud for Byggetilladelsen. Naar nu Kedren allerede tidligere, ved 1033—34 og endnu under Romanos’s Levetid (S. 731), omtaler den ægyptiske Emirs Død, og den Tilladelse, hans Søn og Efterfølger efter sin christne Moders Tilskyndelse gav til at gjenopbygge Christi Kirke i Jerusalem, med Tilføjelse af at Romanos ej fik Kirken bygget færdig, — da maa enten denne Angivelse være urigtig, eller Fredsslutningen maa ligeledes henføres til 1034. Men 1036 har dog største Sandsynlighed for sig, da man veed, at den ægyptiske Khalif Dhaher i dette Aar døde.
- ↑ Det er allerede ovenfor nævnt, hvorledes vore Sagaer urigtigt lade alle Haralds Tog foregaa under „Gyrge“, d. e. Georg Maniakes, med andre Ord, at de urigtigt forvexle dem med Toget til Italien og Sicilien, se nedenfor. Ogsaa afvige de enkelte Sagaer i den Orden, hvori de forskjellige Tog fortælles, saa at man kan see, at heller ikke de gamle Kvad nøjagtigt have antydet Ordenen. Man kan derfor ikke holde sig nøjagtigt til nogen enkelt af dem, men maa alene følge Kedrenos og de øvrige udenlandske Forfattere, som Rettesnor. Mere herom nedenfor.
- ↑ Han kaldes i Kejserrækken sædvanligviis Michael Paphlago. Occidentalske Forfattere, navnlig Romuald af Salerno, kalde ham „Michael Katallaktus“, saa og vore Oldskrifter. Guilielmus Appulus kalder ham epilepticus, se Pertz Mon. hist. Germ. XI. 245. — I vore Oldskrifter omtales Michael, som den Kejser, der herskede, da Harald kom til Constantinopel, men derimod nævnes intet om Romanos. Men da vi netop gjenkjende de Krigstog, hvori Harald strax efter sin Ankomst deeltog, som dem, de byzantinske Forfattere henførte til Romanos’s Tid, kan man ej tvivle om, at det var denne, og ikke Michael, som herskede, da Harald aller først ankom. Derimod herskede Michael, da Harald som Væring tiltraadte Toget til Sicilien, og følgelig, som man maa formode, da Harald blev Væring. Og da nu vore Sagaer gjøre alle Haralds Tog, saa at sige, til Underafdelinger af det siciliske, og strax lade Overbefalingsmanden paa dette Tog, Georg Maniakes, optræde ved Haralds Side, er det heller ikke at undres over, at de nævne Michael som Kejser.
- ↑ Som et Slags Sandsynlighedsgrund for at Harald opholdt sig i Orienten intet 1030 eller 1037, eller flere rar efter Michaels Tronbestigelse, kan ogsaa anføres, at Sagaerne, ved at tale om Haralds Tog i Serkland, og de 80 Byer, han vandt, citere et Halv-Vers af Skalden Illuge, hvor det heder at Harald underkastede Michael de sydlige Lande. Vel kunne disse „sydlige Lande“ ogsaa være Sicilien eller Italien, og vel forklare Sagaerne „Serkland“ ved „Afrika“, men da Illuges Halvvers anføres umiddelbart efter et andet Vers af Thjodolf, hvor Serkland udtrykkeligt nævnes, er det dog — rimeligt at henføre det til samme Begivenhed; og at hiin Forklaring af Serkland er urigtig, og alene er at tilskrive en senere Sagabearbejder, er viist i „Norsk Tidsskrift“ III. S. 154, 155, saa vel som ovenfor.
- ↑ Se nedenfor S. 74, det anførte Sted af Leo Marsicanus.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 3.
- ↑ Se Landn. III. 5, jvfr. ovenfor I. 1. S. 532. Om Maars Fader Hunrød, se ovenfor I. 2. S. 597.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 3. Flatøbogen.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 124, Snorre, Cap. 104. Dette Maal svarer omtrent til 7½ Fod af vore nuværende.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 5. Flatøbogen henfører denne Begivenhed til en anden Tid, nemlig til strax efter Haralds Indtrædelse blandt Væringerne, medens derimod hiin fortæller det efter Blaalandstoget. Begge Dele kunne være rigtige, forudsat at Harald ej blev Væring førend han kom tilbage fra Orienten.
- ↑ Leo Marsicanus. Pertz Mon. hist. Germ. I. S. 652. Aimé, Nordmann. Historie. Aaret er usikkert, Angivelsen vakler mellem 1001, 1002 og 1016.
- ↑ Giselbert havde dræbt Hertug Richards Yndling, der havde vanæret hans Datter.
- ↑ Guilielm. Appulus, hos Pertz, Mon. XI. S. 245. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
- ↑ Thankred var neppe, som nogle have paastaaet, af de nordmanniske Hertugers Familie, se fornemmelig Mooyers Afhandling, über die angebl. Abstammung des normannischen Königsgeschlechts, Minden 1850. Navnet Thankred er ellers ingen oldnorsk Form, der skulde lyde Thakkraad (Þakkráðr, se ældre Edda, Völunðarkviða 37), men reen anglisk; enten maa det saaledes verre angliseret, eller Thankred har maaskee været af en anglisk Æt, som har nedsat sig i Nordmandie. Muligt at denne, og flere Navnformex have været frankiske; Navnet Stegt) synes saaledes heller ikke at være rigtigt nordisk, og de frankiske Former sees temmelig tidligt at have været anvendte i Nordmandie, saaledes f. Ex. Navnet paa Thankreds anden Hustru Fresenda, egentlig Fridsvindha; Formen er ej anglisk, thi der lyder den Friduswið (i latinske Skrifter Frideswitha). Af Borgen Hauteville er nu kun ubetydelige Levninger tilbage. Stedets Navn har maaskee i den Tid, da Nordmannerne talte deres Fædrenesprog, været Haaby (Hábœr, af hár, høj, og bœr, der ganske svarer til det latinske villa).
- ↑ Se herom fornemmelig Galfred Malaterra, I. Cap. 1—6.
- ↑ Kedrenos, S. 737, 738, 741, 742. Kedrenos Beretning om disse Begivenheder er noget forvirret, end mere de italienske Annalisters.
- ↑ Denne Form, Gyrgir i Akk. Gyrgi udtalt Jyrje, viser sig saaledes at være omtrent den samme, som Russerne brugte, nemlig Jurje, ɔ: Georg. Allerede Jaroslav, der og antog Navnet Georg, kaldtes Jurje, hvilket kan sees af Navnet paa den af ham anlagte Stad, Jurjev eller Dorpat. Altsaa er Formen Jurje ikke slavisk, men kun det oldrussiske eller oldnorske Gyrgir.
- ↑ Dette viser sig bedst af Fortællingen om hans Endeligt, se nedenfor. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
- ↑ Kedrenos fortæller først (S. 738), at da Abulafar havde anraabt Kejseren om Hjelp, sendtes Georg og Stephanus med en Hær og Flaade til Longibardien. Derpaa (S. 740) tales der om Abulafars Nederlag „fordi Georg endnu ej var kommen ham til Hjelp“, om hans Flugt til Leon, og dennes Felttog paa Sicilien. Endelig (S 741) siges der, at han landede paa Sicilien, hvor de forenede Brødre gjorde ham Modstand, men nedenfor (S. 755) ..at Maniakes var kommen for at hjelpe Abulafar“. Altsaa har Hæren været under Udrustning, og Maniakes maaskee allerede “undervejs, da Leon gjorde sit Felttog. At Væringerne vare med paa dette Tog, siges ej af Kedrenos, men derimod erfares det af Leo Marsic. (Pertz Mon. Germ. IX. 676), hvor det siges, at Væringerne (Guarani) i 1041 kæmpede i Italien; desuden er jo dette Tog i vore Sagaer Haralds og Væringernes fornemste Bedrift. Til Landingen i Longibardien (Italien) sigter maaskee Thjodolf (Harald Sigurdssøns Saga. Cap. 3), hvor han siger:„han (Harald) som modig betraadte Langbardernes Land“. Dette er siden af enkelte Sagaskrivere niisforstaaet som om han skulde have rejst gjennem Longibardien til Constantinopel.
- ↑ Kedrenos (S. 755) nævner 500, Leo Marsicanus (Pertz IV. 675) 300.
- ↑ Galfred I., Cap. 7.
- ↑ Se f. Ex. Indledningen til Galfred, ej at tale om Viljam af Jumièges. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
- ↑ I Olaf den helliges Saga, Cap. 38 staar der udtrykkeligt: „de Frænder (Jarlerne i Nordmandie og deres Slægt) regnede længe deres Frændskab med Norges Høvdinger, og satte megen Priis derpaa, ligesom de altid vare Nordmændenes Venner“. Dette siges i Anledning af Olaf den helliges Ophold i Nordmandie 1014, kun 23 Diar for de her beskrevne Begivenheder. Endnu senere, i 1066, gjorde Viljam Erobreren meget Væsen af sin Nedstammen fra Norge, se Edward Confessors Love, Cap. 34.
- ↑ Galfred, I. Cap. 7.
- ↑ Kedrenos, S. 741.
- ↑ Galsred, I. Cap. 7 lader denne Begivenhed foregaa i et Slag ved Syrakus; men da dette er det eneste Slag, han omtaler før Slaget ved Traina, og Kedrenos paa sin Side kun nævner de to Slag, ved Rhemata og Traina, maa følgelig Slaget ved Syrakus og Slaget ved Rhemata være det samme.
- ↑ Da Thjodolf tidligere end Krigen paa Sicilien omtaler Haralds Krig i Serkland og Erobringen af de 80 Byer, have de senere Sagaskrivere, forledede deraf at Serkland ogsaa betegner Afrika, baade forklaret hiin Krig, og den, hvori „Afrikafyrsten“ ej kunde beholde Landet, som en Krig i Afrika. Men for os, der af Kedrenos vide at „Afrikas Fyrste“ netop havde sat sig i Besiddelse af Sicilien, bliver der klart, at det ikke er nogen anden end denne, hvilken Thjodolf her mener, og skildrer som „Omars hagl-hovedsmykkede Mø“, d. e. det Land, hvis Tinde omsuses af Hagl: han har maaskee tænkt paa det høje, op i Skyerne ragende, Ætna, ligesom han ogsaa maaskee har haft Ætna for Øje, hvor han i samme Vers kalder Landet „underbart“.
- ↑ I al denne Tid, siger Kedrenos, S. 744, opholdt Michael sig for det meste i Thessalonike ved Martyren Demetrius’s Stad uden at beskjeftige sig med nogen Forretning, undtagen i den aller yderste Nødvendighed.
- ↑ Saaledes fortæller Galfred I. Cap. 7. Men det maa altid erindres, at Galfred, ligesom Dudo, er mere Sagamand end nøjagtig Historiker, hvor det gjelder fjernere Tider. Thankreds Sønner og Æt ere for ham Hovedpersonerne i Fortællingen, og derfor anviser han dem og, neppe altid med Rette, Hovedrollen i Begivenhederne. Paa samme Maade give vore Sagaer Harald Hovedrollen, som det nedenfor vil vises. Kedrenos veed intet af denne Thankreds Heltedaad.
- ↑ Kedrenos, S. 743, 744, jvfr. Zonaras, S. 237, 238. Om det rige Bytte siger Kedrenos udtrykkeligt, at Krigerne skulle have deelt det efter Medimner (ἐλήφθη δὲ καὶ τὸ στρατόπεδον ἅπαν, χρυσοῦ καὶ ἀργύρου καὶ μαργάρων γέμον καὶ πολυτελῶν λίθων, οὕς, ὡς λέγεται, μεδίμνοις οἱ στρατιῶται διεμοιράσαντο).
- ↑ Det er ovenfor nævnt, at Nordmannernes Skare angives deels til 500, deels til 300 Mand; ligeledes at Væringernes Korps i det mindste i Felten som oftest var 500. Da vi nu tillige vide, at Nordmannerne kæmpede til Hest, Væringerne til Fods, passer hine to Angivelser meget nøje paa begge Korps.
- ↑ Se hvad der strax nedenfor berettes om Maaden, hvorpaa Nordmannerne forlode den græske Hær. Man kunde maaskee ogsaa her tænke sig, at Harald ved denne Lejlighed har vundet Størstedelen af det rige Bytte, han siden hjembragte til Norge. Endelig kunde man lægge Vegt paa, hvad Morkinskinna og Fagrskinna (Cap. 156) med Eftertryk sige, at han kæmpede umiddelbart med Afrikas Konge, og dette i Forbindelse med Angrebet paa Mohammed; thi om denne just ikke var den egentlige afrikanske Fyrste, var han dog en saracenisk Emir, som oprindelig hørte hjemme i Afrika.
- ↑ Kedrenos (S. 755) kalder ham Frankernes (d. e. Nordmannernes) Anfører, og uafhængig Herre over et Stykke Land. Leo Marsicanus kalder ham en Lombarder, e famulis sancti Ambrosii, og lader ham af Dokianos mod store Gaver være forlenet med nogle Stæder; han nævner intet om hans Forbindelse med Nordmannerne, førend da han, for at tage Hevn, henvendte sig til Reinulf i Aversa. Galfred kalder ham „en Italiener“, der var „blandt vore, fordi han kunde Græsk“.
- ↑ Leo Mars. l. c.
- ↑ Galfred, I. 8. Leo. Mars. l. c. Kedrenos, S. 755. Galfred er den eneste, der taler om Flugten fra Messina; Kedrenos udtrykker sig næsten som om Harduins Mishandling og Nordmannernes Frafald ej fandt Sted førend efter Tilbagekomsten til Italien. Men det er tydeligt nok, at det bestemte og nøjagtige Sagn om det tilsnegne Pas og Overfarten fra Messina, som Galfred meddeler, nødvendigviis maa være fandt, i det mindste i Hovedsagen, medens man derimod ingenlunde kan sige, at Kedren ligefrem benegter at hiin Scene fandt Sted paa Sicilien, men kun udtrykker sig med noget tvetydig Korthed. Derhos maa det og nøje bemerkes, at Kedrenos omtaler disse Begivenheder paa to Steder; at han paa det første (S. 743) kun handler om Maniakes’s Fængsling. Saracenernes Opstand og Messinas Forsvar, og paa det andet om Begivenheden med Harduin, umiddelbart efter en kort Rekapitulation af det Foregaaende, hvor han derimod taler om Siciliens Rømning. Da han nu dertil selv fortæller, at Katakalon reddede Messina; da hiin Fortælling om Passet netop faar nogen Betydning, forsaa vidt det aabnede Nordmannerne Messinas Port; og da det ifølge det Foregaaende er sandsynligt, at Nordmannerne netop udgjorde en Deel af Besætningen: og da vi for øvrigt af andre Kilder, se nedf., erfare at Dokian virkelig førte Befaling over Tropperne paa Sicilien, er det klart at Scenen med Harduin her fandt Sted. For øvrigt lader Sagamanden Galfred Maniakes være den, som mishandler Harduin; ligesom vore Sagamænd gjøre han ham til den stadige Anfører paa Toget.
- ↑ Leo. Mars., S. 675. Nordmannerne skulle paa disse Tog gjennem Italien have sunget Viserne om Roland og Olivier, se Chronic. Milan. hos Grosley. Observ. sur l’Italie, I. 118.
- ↑ Dette siges udtrykkelig af Guil. Appulus, I. 241. Pertz, Mon. hist. XI. 246.
- ↑ Beretningen herom gives, hvad Tidsregningen angaar, ordentligt hos Lupus Protospata (Muratori V. S. 42, 43), hvilken ogsaa her fornemmelig er fulgt, især den bedre og vidtløftigere Variant-Kodex. Da Kedrenos har Beretningen om Krigen i Italien og Krigen paa Sicilien paa to Steder, kan man, som oven antydet, hos ham ej ret blive klog paa Dokianos’s Bevægelser: det seer næsten ud, som om han ej længer skulde have haft noget med Sicilien at bestille, ligesom og Messinas Forsvar under Katakalon allerede omtales strax efter Maniakes’s Bortkaldelse i 1040, medens det dog siden (S. 751) urigtigt heder, at Katakalon nys var hjemkommen efter sit heltemodige Forsvar af Messina, da Folkeopløbet mod Michael Kalafates skede i April 1042. Kedrenos lader Dokianos lide sine Nederlag først ved Cannæ, siden ved et Sted, kaldet Horæ, og Bojohannes ved Monopolis; Guil. Appulus, der synes at være vel underrettet, taler og om Dokianos’s to Nederlag, først ved Floden Lebento (Lupus Pr. har flumen Beneventi), siden ved Aufidus (der gaar forbi Cannæ; Lupus nævner og kun Aufidus) derpaa om hans Afløsning ved Exaugustus og Tilbagevenden til Sicilien, og endelig om Exaugustus’s Nederlag „paa Sletten“. (Pertz, Mon. XI. S. 247). Galfred, der endnu fremdeles fortæller i Sagastiil, taler kun om to Slag, ved Olivetum-Floden (I. 9) og ved Montepiloso (Slaget ved Cannæ, hvorfra Dokian flygtede til Montepiloso) hvor han lader Dokianos blive dræbt (I. 10); han veed intet om Exaugustus. Leo Mars. (Pertz IX. 675) nævner Dokianos’s to Slag, ved Olivento og Aufidus, og Exaugustus’s ved Montepiloso. Bari-Annalerne (Pertz Mon. V.) taler og om Dokianos’s Ankomst og Tilbagegang til Sicilien, om Nederlaget ved „Dulibentis“, og Exaugustus’s ved Montepiloso. — Galfred, saa vel som Aimé, har en underholdende men neppe paalidelig Fortælling om hvorledes Nordmannen Hugo Tudeboeuf skræmmede den Græker, Dokian for Slaget ved Melfi havde sendt for at underhandle, ved med et eneste Næveslag at slaa hans Hest død til Jorden. Se Schiern i Annaler for nord. Oldk. og Hist. 1844, S. 239.
- ↑ Grækerne, siger Kedrenos, S. 726, havde kun Brindisi, Otranto, Tarent og Bari tilbage, medens Nordmannerne deelte Italien mellem sig som deres Krigsbytte. Bari var dog allerede i Virkeligheden uafhængigt under Ægyros, se nedenfor.
- ↑ Kedrenos, S. 745—748.
- ↑ Kedrenos, S. 748. Dette synes at have foregaaet lidt før Juni 1041, da der strax efter omtales et Jordskjelv, som fandt Sted den 10 Juni i dette Aar.
- ↑ Kedrenos, S. 749.
- ↑ Hippodromen eller Circus laa nær ved Paladset; Excubita, hvorom der forhen er talt, Livvagtens Kaserne, og Tzykanisteriet eller Boldhuset udgjorde begge forskjellige Yderpartier af den vidtløftige Bygning.
- ↑ Der staar: „indkomne i Paladset ved at bryde Porten op plyndrede de alt det Guld, der var i Skatkammeret, tilligemed de øvrige Sager, og sønderrev derhos Protokollerne over de offentlige Indtægter. (Kedrenos, S. 752, Glykas, S. 318). Hos Kedren læses her urigtigt σέκτῳ i Stedet for σεκρέτῳ. „Sekreton“ kaldtes det kejserlige Skatkammer, se Ducange, Constantinopolis christiana II. 122.
- ↑ Kedrenos, S. 750—53. Jvfr. Zonaras, S. 242—246. Glykas, l. c.
- ↑ Lupus Protospata, S. 42. Argyro synes nu omtrent at have indtaget samme Stilling som de græske Fyrster af Neapel og Amalfi; de regnedes som græske Vasaller, medens de dog i Virkeligheden vare uafhængig.
- ↑ Lupus Protospata, S. 42, og Guil. Appulus, der her aabenbart ere langt nøjagtigere end Kedrenos. Jvfr. Anon. Barens. hos Muratori V. S. 151. Det er her vel at merke, at Lupus og de bariske Annaler regne det bogstavelige Inkarnations-Aar, nemlig fra September før Christi Fødsel; Aaret 1044 betegner f. Ex. hos dem Tiden fra Sept. 1043 til Sept. 1044.
- ↑ Dette skede i eller strax efter Febr. 1013, se Lupus Protos.,Muratori V. 43.
- ↑ Kedrenos, S. 75, jvfr. Lupus, Guil. Appulus og Anon. Bar. l. c.
- ↑ Optagen i Muratoris Scr. rer. Ital. VII. B. Vi ville hermed ikke paastaa, at Romuald ej kan have udskrevet en ældre Kilde, og at det netop skulde være Romualds Text, ikke denne ældre Kilde, vore Sagaskrivere have benyttet. Vi mene kun, at den Text, der findes hos Romuald, lige meget, om forfattet af ham eller en anden, har været benyttet af Saga-Kompilatoren.
- ↑ Dette Tilnavn skal vel betyde „Hæteriarch“.
- ↑ Dette er aabenbart en Reminiscens af Michael Paphlagos Titel Archon tu Puntheu, før han blev Kejser, se ovenfor S. 62.
- ↑ Nemlig Munak i Morkinskinna, Monakus i Fagrskinna.
- ↑ Nemlig Albeik af Troisfontaines, se Norsk Tidsskrift, III. S. 150.
- ↑ De Hindringer, Kejseren lagde i Vejen for Kirkens Indvielse m. m, skulle ifølge Harald Haardraades Saga, Cap. 7 have varet følgende. Først forbyder han reent ud Indvielsen. Harald lader da et Gilde berede i den Tanke, at man derved skulde kunne komme til at indvie Kirken, men Kejseren lægger Forbud paa at sælge ham Brænde til Gildet. Da lader Harald tage gamle Skibsskrog, Tougverk og Valnødder, og bruge til at koge og stege ved, saa at Gildet lige fuldt kommer istand. Ved Gildet beder han Biskoppen at indvie Kirken: denne undskylder sig med sin Frygt for Kejseren. Harald gaar da selv til Kejseren, forestiller ham hvor uretfærdigt det er at negte St. Olaf den Ære, og faar endelig hans Samtykke, ja faar endog Kejseren selv til at komme til Gildet. Nu bliver Kirken indviet og forsynet med en stor Klokke, af hvilken Kejseren dog lader Kolven udtage. Men St. Olaf aabenbarer sig for ham i Drømme og truer ham: han falder i en svar Sygdom, saa at Zoe maa spørge Harald om Raad: han raader nu til at give St. Olafs Klokke Kolven tilbage; det skeer, og Kejseren helbredes. Hiint Sagn om Haralds Opfindsomhed til at skaffe sig Brændematerial fortælles ogsaa om Sigurd Jorsalafare: det forekommer tillige i Æventyret om Fortunat, og viser sig saaledes som en af de staaende Sagn fra Middelalderen. Det andet er aldeles legendarisk, ligesom selve Sagnet om Anledningen til Kirkens Opførelse.
- ↑ Morkinskinna og Flatøbogens dette Stykke er aftrykt i Antiquités Russes, II. S. 19 flg. Morkinskinna selv er skreven med en Haand fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, og dens Bearbejdelse viser sig i flere Henseender at være ældre end Snorres og de øvrige Kongesagaers.
- ↑ Snorre anfører det i Haakon Herdebreds Saga, Cap. 20. Hans Fortælling lyder i Korthed saaledes. „Da Kyrialax var Konge i Grækenland, drog han i Hærferd mod Blakmændene (d. e. Vlakkerne). Da han kom til Petzina-Volden (Sletterne) mødte en hedensk Konge ham med en uhyre Hær; han havde Hestfolk og store Vogne med Vigskard (Skydeskaar), hvilke Vogne om Nætterne brugtes til at danne en Vognborg uden om Lejren. Hedningekongen var blind. Grækerne angrebe Hedningerne, som havde sat deres Fylking foran Vognborgen, men bleve slagne tilbage med stort Tab. Kongen (Kejseren) lod nu Franker og Flæminger angribe dem, men med samme Udfald. Da han bebrejdede sine Mænd dette, bade de ham forsøge Væringerne, sine Viinbelge (Viindrankere). Kongen vilde nødig spilde sine bedste Mænd ved at sende dem, saa faa i Tallet, mod en saa stor Hær; men Væringehøvdingen Thore Helsing sagde at han og hans Mænd gjerne skulde styrte sig i brændende Ild for at skaffe ham Fred. Kongen bad dem da gjøre et Løfte til sin Konge St. Olaf for at faa Hjelp af ham: de lovede højtideligt at rejse ham en Kirke i Myklegaard paa deres Bekostning. Derpaa angreb de modigt Hedningerne, skjønt de selv kun vare halvfemtehundrede Mand (540) sterke, og der var 60 Hedninger for een Væring. Da de øvrige Hedninger undredes over at en saa liden Flok vovede at angribe dem, spurgte den blinde Konge, hvo den majestætiske Mand var, som reed foran dem paa en hvid Hest. Denne Mand kunde de andre Hedninger ej see, men der kom Rædsel i deres Hær; de flygtede, deres Konge blev fangen og deres Lejr og Vognborg indtagen. I det følgende Cap. (21) fortæller Snorre om hvorledes det engang, da Væringerne vare ude i Felten med Kyrialax, opdagedes paa en underbar Maade, at en af dem, svensk af Fødsel, var i Besiddelse af St. Olafs Sverd Hneite, og at Kejseren, underrettet derom, lod det bringe til Væringernes Olafskirke og forvare over dens Alter. Her tilføjes: „Eindride unge hed en Lendermand i Norge paa Harald Gilles Sønners Tid: han var i Myklegaard, da disse Begivenheder skede, og fortalte denne Historie i Norge, saaledes som Einar Skulessøn siger i sin Draapa om Olaf den hellige“. Her kan man ej see om dette Tillæg kun vedkommer den sidste Historie eller begge. Det vil for Resten let skjønnes, at Eindride, der forlod Constantinopel 1154, og dræbtes 1163, ikke kunde have oplevet Begivenheder fra Alexios Komnenos’s Tid, men maa have opholdt sig der i Kalo-Johannes’s († 1143) sidste og Manuels første Regjeringstid, saa at altsaa Navnet „Kyrialax“ er urigtigt, eller brugt som Fællesnavn for flere Komnener. I den historiske Olaf den hellige Sagas Anhang ere ogsaa begge Legender, saaledes som Snorre fortæller dom, indtagne, men i en omvendt Orden (nemlig Legenden om Sverdet Cap. 230 og om Hedningeslaget Cap. 250). Her tilføjes og af en Variantkodex, hvad der savnes i de nu existerende Hdskrr. af Snorre, at Kejseren lod Kirken opbygge og indvie til St. Maria og St. Olaf, og at Væringerne lagde meget Gods dertil. J det oven nævnte Digt „Geisle“ fortælles fra v. 40 til 47 om Legenden med Sverdet; her anføres (v. 42) Eindride unge som Hjemmelsmand, uden at det dog udtrykkeligt siges, at han selv havde oplevet Begivenheden. Fra v. 49—53 fortælles om Slaget paa Petzinavoldene, uden at Eindride omtales; der nævnes heller ikke noget om Thore Helsing, saa at man altsaa kan see, at der ved Siden af Einars Kvad maa have været en samtidig mundtlig Beretning, som Snorre benyttede. Det ligger for øvrigt i Sagens Natur, at Begivenheden med Sverdet, der egentlig er den, om hvem det udtrykkeligt heder, at Eindride oplevede den, maa være forefalden senere end Hedningeslaget, da den Kirke, der byggedes ifølge det her givne Løfte, omtales som allerede staaende eller forlængst færdig, da Sverdet bragtes did. Hedningeslaget kan altsaa gjerne være forefaldet længe før Eindrides Tid. Den Begivenhed som Eindride eller Snorres Hjemmelsmand nærmest maa have haft for Øje, synes, som oven anført, at være hiint Slag mod de saakaldte Skyther 1122 under Kalojohannes, hvor det udtrykkeligt siges, at Fienden havde forskandset sig bag en Vognborg, men at Væringerne paa hans Befaling søndersloge Vognborgen med deres Øxer, saa at Kejseren indtog Skythernes Lejr. Dog omtales ogsaa under Kejser Alexios et Slag, han holdt med Petschenegerne 1083 ved Dristra, ej langt fra Bitzina, hvor Væringerne udmerkede sig, hvilket maaskee igjen kan være forvexlet med Kalojohannes’s Slag, og saaledes have givet Anledning til at „Kyrialax“ er kommen ind i begge Sagn. Legenden om Slaget fortælles ellers simplest, uden Angivelse af Tid, Sted, Kejser eller Væringehøvding, i den legendariske Olafssaga, Cap. 105, i Breviar. Nidros. (Langebek Scr. II. S. 551) og i Homilikodex Arnam. 619 qv.; denne Beretning, hvor der siges, at Kirken indviedes til St. Maria, synes at være den ældste, og som maaskee nærmest skriver sig fra de i Thessalonike deeltagende Væringer. Dog just fordi Harald ej her er nævnt, og fordi Sagnet siden er flyttet længer ned i Tiden, bliver det tvivlsomt om Harald virkelig har været med i dette Slag.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 159 jvfr. Haralds Saga i Fornm. Sögur, Cap. 11.
- ↑ Thjodrek Munk, Cap. 23. Han siger ogsaa kun Hierosolymam profectus est, hvorved maaskee en mindre krigersk Ferd antydes.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 5, Fagrskinna, Cap. 155, 156, Harald Haardraades Saga, Cap. 3.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 3, 5.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 3, 5, Fagrskinna, 155. Illuge var sandsynligviis en Søn af Thord, hvis Fader Thorbjørn i Brynjudal (hvoraf Benævnelsen „Bryndøler“) var Søskendebarn af den med Christendommens Indsørelse paa Island (se I. 2. S. 354) samtidige Gest Oddleifssøn. Landn. II. 25.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 11, Snorre, Cap. 12. Fagrsk., Cap. 159.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 1, Snorre, Cap. 1.
- ↑ Den her fulgte Fremstilling er Flatøbogens, da denne ellers stemmer med den ældste Sagabearbejdelse, Morkinskinna, som her har en Lakune; omtrent den samme Fremstilling findes og i Fagrskinna, Cap. 152. Snorre og Harald Haardraades Saga i Fornm. Sögur, Cap. 4 lade en tredje Mand drage Lodden, og Harald tage den fra ham for at kaste den i Søen.
- ↑ Kodinos Cap. 16 (S. 117).
- ↑ Kedrenos, S. 753.
- ↑ Gretters og Goars Anmerkninger til Kodinos, Cap. 2, S. 188, (Bonn-Udg. S. 177).
- ↑ Snorre, Cap. 4. Harald Haardraades Saga, Cap. 4. Fagrsk., Cap. 155, 154.
- ↑ Flatøbogen og Morkinskinna, se Antiquités Russes II. S. 35—46 De andre vidtløftigere Bearbejdelser af Kongesagaerne fremme omtrent med disse, kun nævne de intet om Legene, se Harald Haardraades Saga i Fornm. Sögur, Cap. 8—10.
- ↑ Snorre, Harald Haardraades Saga, Cap. 6—10.
- ↑ Se Schlyzers „Nestor“ V. 46. Nestor, trad. par Paris I. S. 78.
- ↑ Saxo, I. B. S. 41, IV. B. S. 180.
- ↑ Giraldus Cambr. Topogr. Hibern. Cap. 38—40, Camdens Udg., S. 748, se ovenfor I. B. S. 429.
- ↑ Se ovenfor I. B. S. 428.
- ↑ Guil. Appulus, II. v. 338 flg.; Pertz, Mon. hist. Germ. XI. 260.
- ↑ Otto af Freising, hos Muratori, VI. 668.
- ↑ Matthæus Paris ed. Watts, S. 488.
- ↑ Saxo, II. B. S. 66, 79.
- ↑ Morkinskinna og Flatøbogen, se Antiquités Russes, II. S. 44. Fagrskinna, Cap. 158.
- ↑ Saaledes anvendtes det f. Ex. af Camillus, ved Indtagelsen af Veji, se Livius, V. 20.
- ↑ Se Landn., II. 23. Sturlungasaga, II. 2. (I B. S. 49). Halldors Datter Thorkatla var Moder til Thorgils Gudlaugsdatter, der egtede Gils Snorressøn, og med ham havde Sønnen Thord, Fader til Hvamm-Sturla, Fader til Snorre Sturlassøn.
- ↑ Galfred Malaterra, I. 7. 10. Det er ovenfor I. B. S. 665—671 viist, hvorledes Dudo paa samme Maade lader Gange-Rolf spille Hovedrollen i Foretagender, hvorved han umiskjendeligt kun har indtaget en underordnet Stilling.
- ↑ Hvad der gjør Nordmannernes Deeltagelse i dette Slag uvissere, end Væringernes, er den Usikkerhed, som hersker med Hensyn til den rette Tid, da Kampen ved Messina forefaldt. Det er allerede ovenfor viist, hvorledes Kedren omtaler den allerede under 1040, medens det dog siden heder, at Katakalon nys var hjemkommen og bragte Efterretningen om sin heldige Kamp ved Messina, da Oprøret mod Michael Kalasates udbrød den 19 April tom. Nu er det unegteligt Kedrens Skik stundom at omtale en Række af sammenhørende Begivenheder under det klar, hvor de først nævnes, uagtet de foregik under flere, og for den Sags Skyld kunde vistnok Kampen ved Messina gjerne henføres til tom. Men han siger derhos, at den forefaldt paa en Pintsedag, og da Pintsen 1042 indtraf den 30te Mai, altsaa senere end Oprøret mod Michael, er det tydeligt nok, at hiin Kamp i alle Fald ej har kunnet finde Sted senere end ved Pintsetid 1041, altsaa næsten et heelt Aar før Oprøret, og at Kedrens Udsagn om Katakalons Ankomst med Efterretningen om Kampen i det højeste kun kan være at tage bogstaveligt med Hensyn til Ankomstens Nylighed, medens Efterretningen selv under alle Omstændigheder mindst maa have været et klar gammel. Og da kan den ogsaa ligesaa gjerne have været to klar gammel. Der bliver saaledes Spørgsmaal, om Kampen ved Messina forefaldt i 1040 eller 104L Forefaldt den i 1041, altsaa ved Pintsetid, kunde Nordmannerne ej være med, da de allerede før Paaske sejrede ved Melfi (17 Marts). At Grækerne endnu ikke havde tabt Messina i September mil, sees deraf at det udtrykkeligt siges hos Lupus og i Bari-Annalerne, at Dokianos da vendte tilbage til Sicilien, ligesom man ingensteds faar Besked om, naar Messina tabtes. Men Messinas Forsvar maa jo dog have fundet Sted tidligere. Det rimeligste er derfor at henføre det til 1040.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 1, Snorre, Cap. 1.
- ↑ Lupus Protospata, (Muratori V. 43) omtaler Russer som faldne ved Olivento; Bari-Annalerne (Pertz, V. 53) havde ved Olivento og Cannæ.
- ↑ I det oven anførte Vers af Illuge (Harald Haardraades Saga, Cap. 3) staar der at han ofte „før Dag forstørrede Frankernes Fred“ ved „Kvindens By“. Her sigtes maaskee nærmest til Udfald foretagne fra en af de befæstede, Zoe tilhørende Byer, hvori Grækerne efter deres Nederlag havde indesluttet sig. Det er saameget sandsynligere, som Tillægget gjør Dag“ synes at tyde paa tilsigtede Overrumplinger.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 8, Snorre Cap. 5, Fagrsk. Cap. 156.
- ↑ De vidtløftigere Sagaer meddele ogsaa en aldeles fabelagtig Historie om, hvorledes han helbredede en Væring, Erlends, Kone for Galskab. Harald Haardraades Saga Cap. 6, Flatøbogen. Hvis der ligger nogen Sandhed til Grund for denne Beretning, maa Begivenheden have fundet Sted i den her nævnte Mellemtid.
- ↑ Skálda, Cap. 64.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 14, Snorre Cap. 14, Fagrsk. Cap. 162.
- ↑ Det var først i Februar eller Marts 1043, at Maniakes ifølge de italienske Annaler forlod Nedre-Italien og gik over til Epirus. Der tales heller ikke nogensteds om, at Væringerne skulde have Slidre fælles Sag med Maniakes, da han gjorde Oprør. Altsaa maa de Væringer, han havde med, vare været blevne tilbage i Italien.
- ↑ Kedrenos, S. 788 flg. Jvfr. Nestors russiske Annaler ved 6551 (Septbr. 1012 til Septbr. 1013). Glykas (S. 319) lader, højst urigtigt, Kejserens Slag med Russerne foregaa paa selve Forum i Constantinopel, fordi han har læst Kedrens φάρῳ som φόρῳ.
- ↑ Morkinskinna og Flatøbogen, se Antiquités Russes II. S. 150—56.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 160—163. Valgards Halvvers lyder saa: Helmingi bauttu hanga, hilmis kundr, af stundu; skipt hafið þér svá at eptir eru Væringjar færi. Da det strax ovenfor netop heder at Harald begav sig til Væringernes Kvarteer eller „Skift“ (Excubita, se ovenfor S. 55) er det ej usandsynligt at Sagabearbejderen har forklaret Verkets „skipt hafið þér“ ej som „I have skiftet, maget det saa“ o. s. v., men „I have sat eder i Besiddelse af Excubita saaledes at der ere færre Væringer tilbage.“.
- ↑ Snorre Harald Haardraades Saga, Cap. 13—15. Harald Haardraades Saga i Fornm. Sögur VI. Cap. 11—15.
- ↑ Thjodrek, Cap. 28. Hans Ord ere: Postea peragratâ Siciliâ, magnâque pecuniâ id locorum extortâ, venit Constantinopolin, ibique apud Imperatorem accusatus, inflictâ eidem Imperatori satis probrosâ ignominiiâ, inopinabili fugâ elapsus est.
- ↑ Det vil erindres, at Magnus om Høsten 1042 tiltraadte Regjeringen i Danmark og indsatte Sven Ulfssøn til sin Jarl.
- ↑ Se f. Ex. Anna Komnena II. 7, S. 62, hvor der tales om de Tropper, der besatte Constantinopels Mure 1081, og som Alexios Komnenos, der belejrede Staden, søgte at vinde. Disse vare deels de saakaldte „Udødelige“, et græsk Korps, deels Væringerne eller Øxebærerne, deels Nemitzerne (d. e. Tydskere af det slaviske njemzi); Cæsaren Johannes fraraadte Alexios ganske at forsøge paa at bestikke eller vinde de udødelige, da disse vare Kejseren ubrødeligt hengivne; ligesaa fraraadte han ham at vove noget med Væringerne, „thi disse havde fra deres Fædre modtaget, ligesom faaet i Pant og arvet Troskaben mod Kejserne og deres Bevogtning, hvilken de derfor altid udførte med den største Omhyggelighed, og ikke engang vilde taale den mindste Hentydning til Forræderi“. Nemitzerne derimod lode sig bestikke.
- ↑ Willielmus Malmsbury, III. 260, Saviles Udg., S. 106, Hardys II. S. 436.
- ↑ Denne Fortælling er igjen, som man tydeligt kan see, benyttes af Alberich af Troisfontaines, se Leibnitzs Udgave, II. S. 107. Man gjenkjender f. Ex. endog den samme Talemaade nudo lacertorum nisu suffocavit.
- ↑ Saxo, 11te Bog, S. 549. Valdemar herskede fra 1147—1182, og levede saaledes kun 100 Aar efter Haralds Død.
- ↑ En Bestyrkelse paa at Harald havde et Æventyr med en Dame ved Navn Maria, kunde man ogsaa søge deri at hans ældste Datter hed Maria, maaskee til Minde om hende.
- ↑ Grettes Saga, Cap. 89, jvfr. Sagaen om Tristram, i Annaler for nordisk Oldk. og Hist. 1851.
- ↑ Michael Kalafates’s Moder, Kakallaktes’s Syster, hed Marias dette Navn synes saaledes ej at have været usædvanligt i deres Familie. Naar Zoe adopterede Kalafates selv, kunde hun vel og have adopteret en af hans kvindelige Slægtninger.
- ↑ Kedrenos, S. 761.
- ↑ Det eneste, der kunde tale for at henføre Flugten til hiin Krigstid, er den Omstændighed, at Havnen var spærret med en Jærnkjede, hvilken, som det synes, ej plejede at være dragen i den dybeste Fredstid. Men man maa erindre, at Freden endnu ikke var sluttet i 1014, og at man derfor endnu hvert Øjeblik kunde vænte en Fornyelse af det russiske Angreb, ligesom det tvertimod maa antages, at man netop paa den Tid, der kæmpedes, bar bevogtet Harald med dobbelt Opmerksomhed. For øvrigt kan det vistnok ikke negtes, at Tiden, naar Harald flygtede fra Constantinopel, altid vil blive noget tvivlsom, især formedelst den Usikkerhed, vi ovenfor (S. 7 og 8) have paapeget i vore egne Sagaers Angivelser om det Diar, i hvilket Harald aller først kom til Magnus. At Sævidarsund er Constantinopels Havn, det saakaldte Chrysokeras, mellem Staden og Pera, kan ej betvivles; det er just denne Havn, hvis Indløb sperredes ved en Kjede fra Akropolis til Galata. Kjeden beskrives bedst af St. Paul. catena ferrea grossa nimis, quæ posita super ligna transversa mare transnatabat. Disse Tvertræer vare maaskee de Sø-Træer (sæviðir) hvorefter Sundet af vore Forfædre kaldtes Sæviðarsund. Russerne kaldte det kun „Sundet“, Suda, se Schlözers Nestor, S. II. 232, II. 258.
- ↑ Se nedenfor S. 128, 129.
- ↑ Ellipalt er en Fordrejelse af det græske ἕλη, d. e. Moradser, og det latinske paludes, se ovenfor I. 1, S. 232.
- ↑ Da Harald forlod Constantinopel, bar han vel ogsaa aflagt det falske Navn Nordbrikt, som han ifølge de vidtløftigere Kongesagaer skal have antaget under sit Ophold i Grækenland. Der er dog et stort Spørgsmaal, om han virkelig har antaget noget saadant Navn, der i alle Fald er aldeles unorsk, og snarere anglisk. Den norske Form vilde være Nordbjart. Men da vi see, at Slaget ved Thessalonike af Sagabearbejderne i det 12te Aarhundrede er blevet forvexlet med Slaget ved Dristra og Bitzina under Alexios Komnenos, kunde det nok hende, at ogsaa den daværende Væringe-Høvdings Navn „Nabites“ (Ναμπίτης), der synes at være en Forvanskning af „Norbert“, er urigtigt blevet overført paa Harald.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 15, 16, jvfr. Morkinskinna; Snorre, Cap. 17. Fagrskinna, Cap. 165. Mag. Adam III. 12. Schol. 63.