Da Harald havde tilbragt et Aars Tid hos Jaroslav, erklærede han ham sit Forsæt, at opsøge sin Frænde Kong Magnus, og bede ham om et Stykke Land at herske over,i siden han nu selv raadede over tvende Riger. Jaroslav havde intet herimod at indvende; dog skal saa vel han som Dronning Ingegerd have taget det Løfte af Harald, at han skulde vise Magnus al mulig Føjelighed, og være ham saa tro og hjelpsom som han tittede, baade i Raad og Daad. Harald begav sig nu nord til Aldegjeborg, hvor han skaffede sig et Skib, satte med dette over til Sverige, styrede ind i Mælaren, og landede ved Sigtun. Han havde alle sine Skatte med. „Du ladede“, siger Valgard, „Skibet med den skjønneste Farm, og førte en umaadelig Mængde Guld med fra Gardarike. Du styrede Skuden modigt i det haarde Vejr, medens Skibet kløvede Bølgerne; da endelig Sø-Drevet lettede, saa du Sigtun“[1]. Her traf Harald Sven Ulfssøn, der siden det uheldige Slag ved Helgenes og sin Flugt for Magnus havde opholdt sig i Sverige. Sven foreslog Harald, at de strax skulde slutte Forbund med hinanden, da de kunde betragte Magnus som en fælles. Modstander, og da de derhos vare i Svogerskab med hinanden, eftersom Svens Moder Æstrid var en Halvsyster af Ellisifs Morfader, Olaf Skotkonung. Harald lovede Sven sit Venskab, men vilde dog ikke give noget bestemt Løfte, rum: tage aabenbart Parti med Sven, førend han havde talt med Magnus. Derfor drog han strax efter videre til Danmark. Her traf han Magnus, just som denne laa med sine Skibe i Øresund ved Skaanes Kyst. Haralds Skib skal have været meget prægtigt; det var, siges der, malet over Vandgangen, og forsynet med Dragehoved og Hale, begge forgyldte, Sejlet var af Pells-Tøj, som var lagt dobbelt, for at man baade foran og agter skulde see den rette eller smukke Side deraf, og der paastodes at intet Skib havde været seet i Norden mere besat med Guld, Ædelstene og andre kostbare Prydelser, end dette[2]. Synet af det prægtige Skib vakte megen Forundring i Magnus’s Flaade, og han sendte strax et Skib ud imod det, før at høre hvorfra det var, og hvad Ærende dets Fører havde. Paa det fremmede Skib traadte en Mand frem, høj af Vert og med ei fornemt Væsen. Han sagde at han var udsendt fra Harald Sigurdssøn, Kongens Farbroder, for at høre, hvorledes Magnus vilde modtage ham. Han lagde til, at ej alene Frændskab og Taknemmelighed for den opofrende Troskab, Harald havde viist St. Olaf, burde sikre ham en venlig Modtagelse; men at ogsaa Magnus’s egen Fordeel bød det, da Harald var en klog og krigserfaren Mand, og i Besiddelse af store Rigdomme. Da det udsendte Fartøj kom tilbage til Flaaden med denne Underretning, erklærede Magnus sig strax villig til at modtage Harald med aabne Arme, eftersom han havde al Grund til at vænte sig den bedste Hjelp og Støtte af en Frænde, som ham. Med denne Hilsen lod han Fartøjet atter ro ud til det fremmede Skib, som da roede ind til Kysten. Det viste sig nu, at hiin høje Mand, der havde udgivet sig for en Udsending af Harald, ikke var nogen anden end Harald selv. Han gik i Land med sit Følge, og mødtes af den, ligeledes af sine fornemste Mænd omgivne Magnus, der modtog ham paa det venskabeligste[3].

Efter faa Dages Forløb udbad Harald sig en Sammenkomst med Magnus, for nærmere at fremsætte sine Fordringer, og raadslaa om dem. Kongen indfandt sig med syv af sine fornemste Raadgivere, hvoriblandt Einar Thambarskelve. Magnus aabnede selv Forhandlingerne ved at fremsætte det Ønske, at Harald skulde staa ham bi i at forsvare Besiddelsen af Danmark. Harald svarede, at han først vilde vide om Magnus vilde

tilligemed Snorre ere her aabenbart uefterrettelige, idet de aldeles ikke omtale Haralds foreløbige Sammenkomst med Magnus. Overhoved fortælle de alle disse Forhandlinger paa en kjendelig forvirret Maade, hvorfor vi heller ikke i det nærmest følgende kunne rette os efter dem. Det er ovenfor nævnt, at de lade Harald finde Sven i Sverige endnu samme højt, han var flygtet fra Helgenes. Flatøbogen derimod (eller Morkinskinna, hvis den ej paa det Sted havde en Lakun), betegner ikke nøjere den Høst, Harald traf Magnus, men siger alene at det var samme Høst, Magnus havde skrevet til Kong Edward i England, hvilket henføres til Helgenes-Slaget. Fagrskinna (Cap. 147) siger endog at Harald traf Magnus, da der var hengaaet 16 Vintre efter Olafs Fald, og da han selv havde været Konge i 10 Vintre, hvoraf to (i Variant 5) baade over Danmark og Norge. Heraf sees, at Haralds og Magnus’s første Møde saaledes i alle Fald indtraf temmelig sildigt. Knytlinga Saga (Cap. 22), som her viser sig at have haft særegne Kilder, siger derimod udtrykkeligt, og rigtigt, at Sven opholdt sig i Sverige Vintren efter Slaget ved Helgenes.</ref> erkjende hans Arveret og dele Riget med ham. Magnus svarede blidt, at han heri ganske vilde rette lig efter sine Stormænds Raad og Nordmændenes Ønsker. Sagen blev da forelagt Raadgiverne. Men nu rejste Einar sig og sagde, at hvis Magnus skulde afstaa Harald Halvdelen af Norge, var det heller ikke mere end billigt, at Harald deelte sine hjembragte Rigdomme med Kongen, der i højeste Maade trængte til Penge efter sine mange og vedholdende Krigstog. Dertil svarede Harald, at han ikke i Udlandet havde trodset Farer og samlet Penge, for dermed at berige Haralds Mænd. Da sagde Einar: „du, Harald, var langt borte, da vi vandt Landet tilbage fra Knytlingerne, og ingen Lyst have vi til at tveskiftes mellem Høvdinger. Hidtil have vi kun tjent een ad Gangen, og saaledes skal det endnu være saa længe Kong Magnus lever og regjerer. Jeg vil gjøre alt hvad jeg kan, for at hindre at du faar nogen Deel af Riget“. De øvrige Raadgivere erklærede sig omtrent paa samme Maade: de vilde kun have een Konge[4]. Forbitret og krænket ved dette Afslag vendte Harald strax tilbage til Svithjod og opsøgte Sven, med hvem han nu forbandt sig paa det nøjeste, for at de ved fælles Hjelp kunde vinde hvad enhver af dem kaldte sit Arverige, Harald Norge og Sven Danmark[5]. De udrustede sig i Sverige efter bedste Evne, og fik betydelig Hjelp, thi alle Sviar, siges der, vare Svens Venner, fordi han havde udbredt Slægtskab der i Landet; derfor bleve alle Sviarne ogsaa Haralds Venner og Hjelpere, saa meget mere som han ogsaa selv var besvogret med mange Stormænd i Landet[6]. Blandt dem, der ved denne Lejlighed, maaskee ogsaa tidligere, støde Sven bi, nævnes Jarlen Sum„ neppe nogen anden end den fra Olaf den helliges Krig i Danmark bekjendte Tove Valgautssøn, der fulgte sin Fader som Jarl i Gautland[7]. Ogsaa Kong Anund selv understøttede som sædvanligt, sin Frænde Sven. Hans Systerdatter Ellisifs Mand, Harald, havde neppe mindre Krav paa hans Hjelp. Dog sees det tydeligt, og ligger i Sagens Natur, at al den Understøttelse, Sven og Harald fik i Sverige, nærmest gik ud paa at skaffe den første Herredømmet i Danmark, og det forholder sig derfor vistnok rigtigt, hvad der af en enkelt Forfatter siges, at Harald hyldede Sven og tog Norge til Len af ham[8]. Det vil sige, at Harald paa Forhaand maatte erkjende Sven for sin Overherre i Norge, om det lykkedes ham at vinde dette, og at han maatte forpligte sig til, først og fremst som Svens Lensmand at bidrage til Gjenerobringen af Danmark, for at faa Løfte om Understøttelse af den svenske Hær, naar han siden vendte sig mod Norge.

  1. Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 17, Fagrskinna, Cap. 166. Morkinskinna siger udtrykkeligt, at Harald kun havde et eneste Skib, hvilket ogsaa er det rimeligste. Fagrskinna nævner derimod 3 Skibe.
  2. Fagrskinna, Cap. 147, 166; Morkinskinna og Flatøbogen, jvfr. Ágrip, Cap. 33 og Thjodrek, Cap. 25. De yngre Bearbejdelser af Kongesagaerne,
  3. Flatøbogen (og Morkinskinna?) saa vel som Ágrip lade her, højst urigtigt, Magnus’s Ordfører og Sendebud verre Ulf Stallare. Ulf Stallare, den ovenfor omtalte Ulf Uspakssøn, var Haralds Stalbroder, og blev først af ham udnævnt til Stallare.
  4. Denne Samtale findes deels hos Thjodrek, Cap. 26, deels i Fagrskinna, Cap. 167, samt Morkinskinna. Thjodrek lægger Einar hine Ord i Mund om Skattens Deling, hvilke det er saa meget mere sandsynligt at han virkelig har udtalt, som denne Deling senere blev en af Hovedbetingelserne ved Regjeringens endelige Deling mellem Magnus og Harald. Ligeledes er det Thjodrek, der lader Einar love at han altid skal være en Modstander af Haralds Ord, siger han, der siden bleve Aarsagen til hans og Sønnens Død.
  5. Saaledes Fagrskinna, Cap. 167, samt Morkinskinna (og Flatøbogen). Thjodrek, Cap. 25, lader Harald strax drage til Norge, og Sven følge efter, samt der slutte Forbund med ham. Dette er saa usandsynligt, især naar man betænker at Magnus selv agtede sig hjem til Norge, at man nødvendigviis maa antage at Thjodrek her har misforstaaet sin Kildes Ord, eller henført Haralds Norges-Rejse til en urigtig Tid. Valgards Vers (se nedf.) bestyrker ogsaa at Haralds Besøg i Norge først indtraf senere.
  6. Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 18.
  7. Se ovenfor I. 2. S. 739. Det er Mag. Adam, der omtaler dette (III. 11). Han siger at Sven, understøttet af Kong Jakob og Jarlen (dux) „Tuph“,
  8. Mag. Adam, III. 12. Uagtet det ej udtrykkeligt siges i vore Sagaer, sees det dog af Harald Haardraades Saga, Cap. 34, hvor Sven udtrykkelig siger at ligesom han selv var „Niding“ (felo) for Magnus, saaledes var Harald det for ham.