Det norske Folks Historie/3/8

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 120-125).

Imidlertid vendte Magnus tilbage til Norge, og tilbragte Vintren der uden, som det lader, at have nogen Formodning om, at Harald med Vaabenmagt agtede at gjøre sine Rettigheder gjeldende^[1]. Men allerede meget tidligt, som det synes, den paafølgende Vaar, kom Sven og Harald med deres Flaade til Danmark. Her var dog nu meget anderledes, end da Sven gjorde sit første Forsøg paa at vinde Kongedømmet. Indbyggerne havde lært Magnus bedre at kjende, de paaskjønnede hans Fortjenester af Landets Frelse, fandt sig vel tinder hans Herredømme, og ønskede vel heller ikke nogen Gjentagelse af de haarde Straffe, som deres tidligere Frafald havde fremkaldt^[2]. Saaledes fandt Sven ingen venlig Modtagelse, og en frygtelig Straffedom overgik derfor det ulykkelige Folk. Haralds Skald og Lovtaler Valgard taler udførligt herom. „Kamplystne Fyrste“, siger han om Harald, „du sejlede ud fra Svithjod^[3]; dine Skibe fløj raskt forbi det flade Skaane, og de danske Kvinder bleve forfærdede. Du herjede hele Sjæland; du, Fyrste, forstod at jage dine Fiender bort; mandsterk satte du siden over til Fyn, og gav ogsaa der Hjelmene nok at bestille“. Altsaa bleve baade Sjæland og Fyn grumt herjede. Hvor haardt f. Ex. Roskildes Omegn blev behandlet, sees af følgende Vers: „den klare Ild brandt i Byen søndenfor Roskilde; den tapre Fyrste lod Ilden ødelægge Husene; en heel Deel af Landets Mænd laa døde, andre bleve bortførte bundne som Fanger, og de jamrende Huusfolk flygtede til Skovene“. Der tales ogsaa om, hvorledes Kvinder bleve bortførte i Fangenskab. „Der saa man“, siger Valgard, bedrøvelige Adskillelser. De overlevende Daner flygtede bort, men de fagre Piger bleve fangne. Lænkens sterke Laas sluttede om deres Legemer, og mange Kvinder bleve paa den Maade drevne foran eder ned til Skibene, medens Fodboltene saarede deres fine Hud^[4]“. Her have vi et Øjevidnes, eller saa godt som Øjevidnes, Beskrivelse af Maaden, hvorpaa i det mindste Harald foor frem i Sjæland og Fyn. Der kan altsaa ikke være mindste Tvivl øm, at der virkelig herjedes saa grusomt, som det her siges. Men da det dog er næsten ubegribeligt, at Sven skulde være upolitisk nok til at ville gjøre sig saa forhadt af Danerne, som en slig Fremfærd nødvendigviis maatte gjøre ham, og det i Sjæland, hvor han egentlig skulde have sine fleste Tilhængere^[5], maa man antage at hele denne grumme Herjen har været udført af Harald og hans byttelystne Krigere paa egen Haand, uden at Sven var i Stand til at hindre det, og at dette endog kan have været den første Aarsag til at der opstod Kulde mellem ham og Harald. Dog er det heller ikke usandsynligt at Sven gav Harald frie Hænder i Sjæland og Fyn, fordi han selv imidlertid deels var beskjeftiget med at underkaste sig Smaaøerne^[6], deels var over hos sine Venner, Venderne, for ligeledes derfra at skaffe sig Hjelpetropper, som han ogsaa fik. Men atter at bringe Vendernes grumme Hedningesværme over Danmark var neppe et mindre upolitisk Skridt end Haralds hensynsløse Herjen, og det seer derfor næsten ud som om Sven betragtede dette Tog som sit sidste fortvivlede Forsøg paa at stode Magnus fra Tronen, og at han havde besluttet at sætte alt paa Spil^[7].

Da Magnus fik Efterretningen om den Ustyr, Harald og Sven gjorde i Danmark, udbød han strax Leding, og fik en stor Hær samlet. Hvor han om Vintren havde opholdt sig i Norge, nævnes ikke, men man skulde næsten formode at det har været i den sydlige Deel, hvor han havde lettere for at holde Øje med, hvad der foregik i Danmark. Rigtignok skildredes Haralds Uklogskab, Styrke og Rigdom i de meest glimrende Farver. Det hed at han var større og sterkere end alle andre, at han vidste at finde Udvej i alle Vanskeligheder, at han sejrede i enhver Kamp og mod hvilken som helst Modstander, og at han var saa rig paa Guld at ingen vidste, hvor mange tusende Marker det var^[8]. Magnus lod sig dog ikke heraf strække, men styrede ned til Danmark, hvor han først opsøgte Sven. Men herpaa havde, som det synes, Harald kun væntet, for strax at begive sig til Norge, og benytte sig af Magnus’s Fraværelse til at fremstaa som Tronprætendent og, om muligt, skaffe sig et Parti. Derved brød han dog allerede det Forbund, han havde sluttet med Sven, idet han forlod ham, just da det gjaldt med forenede Kræfter at gjøre Magnus Modstand. For at besmykke sin Ferd skal han have indbildt sine Omgivelser, at Sven tragtede ham efter Livet. Han lod nemlig, som det fortælles, en Aften lægge en Træstubbe i sin Sæng ombord paa Skibet, og brede et Teppe over, som om det var ham selv, der laa der, idet han tillige ej utydeligt gav at forstaa, at han væntede Svig af Sven, fordi han i en Samtale, han tidligere havde haft med ham, ej havde viist sig saa villig til at kæmpe mod Magnus, som Sven ønskede. Om Natten kom der og en Mand ganske sagte roende hen til Haralds Skib, gik i største Stilhed ombord, og agter til Loftingen, hvor Sængen stod, løftede paa Teltet, der var over den, hug med en Øxe saa haardt i Træstubben, at Øxen stod fast, og skyndte sig derpaa tilbage, førend endnu nogen i Belgmørket havde kunnet kjende ham. Dagen efter krævede Harald alle sine Mænd til Vidne paa Svens Forræderi, idet han viste dem Træstubben med den fastsiddende Øxe, og man troede ham i det mindste den Gang, uagtet Sven siden, da han erfoor Beskyldningen, højtideligt fralagde sig ethvert saadant Forsøg, og forsikrede, at det Hele kun var et Opspind af Harald selv^[9]. Harald skyndte sig nu, saa hurtigt han kunde op til Viken og indad Folden og Oslofjorden. Hans Sejlads beskrives som meget prægtig, da hans Skibe baade vare store og meget stadselige. I lang Afstand kunde man see de forgyldte Dragehoveder og Møie, naar Solen skinnede paa dem. „Da du“, siger Valgard i et Vers herom, „styrede med dine Skibe fra Sønden, var det at see til ind i Dragens opsperrede Gab, som om der brandt Ild. Skejden med sin røde Stavn skinnede af det reneste Guld, og Dragen kløvede Bølgen i sin piilsnare Fart“^[10]. Haralds Hensigt var at søge sine Venner og Frænder paa Oplandene, og saaledes især paa Ringerike, for at bede dem om Understøttelse. Han har derfor efter al Sandsynlighed lagt ind i Dramnsfjorden, og derfra taget Landevejen til Ringerike. Men da Harald kom op til sin Odel, hvor hans Fader havde været saa mægtig, og opfordrede Bønderne til at give ham Kongenavn, hvad hans Byrd berettigede ham til, vovede ingen at efterkomme hans Begjæring. Sine frygtede for at lægge sig ud med Magnus, ved at give nogen Kongenavn, saa længe han levede. Hans Brødre, Halfdan og Guthorm, synes ej længer at have været i Live, og om de end levede, vare de stilfærdige og sagtmodige Mænd, der neppe havde Lyst til at sætte deres Liv og Ejendom i Vove for Haralds Skyld^[11]. De eller deres Arvinger have vel desuden anseet ham som en besværlig Prætendent til en Deel af Familiegodset, som de under hans lange Fraværelse havde deelt mellem sig efter den gamle, i de svenske Love udtrykkelig udtalte, men vist ogsaa i Norge efterfulgte Regel, at den Mand, der sidder i Grækenland, ikke tager nogen i Hjemmet faldende Arv^[12]. Tilbageviist fra —Ringerike begav Harald sig op til Gudbrandsdalen, for at forsøge om det her vilde gaa ham bedre. Her var han ogsaa virkelig heldigere, eftersom hans mægtige og indflydelsesrige Frænde, den femtenaarige Thore paa Steig, der allerede da synes at have tiltraadt Gaarden efter sin Fader, tog hans Parti, og saaledes gav den første Prøve paa det urolige Sind, der siden i hans høje Alderdom voldte hans Død^[13]. Harald sammenkaldte et Thing, og paa dette gav Thore ham Kongenavn. Til Belønning forærede Harald ham en Masurbolle med Sølvrand og forgyldt Laag, fyldt med brændt Sølv; dertil to Guldringe, hver af $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Marks Vegt, og en Klippe af bruunt Purpur, fodret med hvidt Pelsverk. Han lovede ham derhos stor Forfremmelse, hvis det lykkedes ham at blive Herre over Riget. Paa denne Maade skaffede Harald sig Kongenavn og nogle Tilhængere, med hvilke han nu drog om paa Oplandene, idet han kaldtes Konge af Bønderne^[14].

fordrev Magnus fra Danmark. Dette sidste er nu en af hans sædvanlige Unøjagtigheder i Fortællingen øm Magnus’s og Svens Konflikter; men hvad der ellers siges om „Tuph“ kan lige fuldt vare rigtigt. Langebek (Scr. rer. Dan. III. S. 282, Tab.) tror at „Tuph“ er fejlskrevet for, „Ulf“, og at denne Ulf er Søn af Ragnvald Jarl i Aldegjeborg; men Ulf omtales ellers ingensteds paa denne Tid, hvorimod det i sig selv er højst sandsynligt, at Kone blev Jarl efter sin Fader Valgaut, og levede 1045. Vel staar der i Legenden om ham, at han faldt i Stiklestadslaget, men derom nævnes intet Ord i den historiske Saga; der tales ej engang øm at han var med i hiint Slag. Derimod staar der udtrykkeligt, endog i den legendariske Olafssaga, Cap. 55, at Tove tog Riget efter sin Fader og blev en saare berømmelig Mand, hvilket tyder paa at han skulde have levet temmelig længe.

1. At Magnus vendte tilbage til Norge, siges udtrykkeligt i den yngre Bearbejdelse af Harald Haardraades Saga, Cap. 18, saa vel som hos Snorre, Cap. 20 og Knytl. S. C. 22. Det bekræftes ogsaa i det her anførte Vers af Thjodolf, hvor der siges at Magnus kom nordenfra, Harald søndenfra. At han tilbragte Vintren der, og ikke begyndte Udrustningen førend næste Vaar, kan sluttes deraf, at han først kom hjem om Høsten, og at det maa have været umuligt for Harald og Sven, endnu samme Høst at saa deres Udrustninger tilendebragte. Jvfr. ogsaa, hvad der nedenfor berettes om Ragnvald Brusessøns tvende Rejser til Norge i Slutningen af 1045. Det er ikke usandsynligt, at Harald har brugt denne Mellemtid til at hente sin Hustru Ellisif, der neppe kan have fulgt med ham til Sverige, da han først drog derhen paa eet Skib, for nærmere at undersøge Forholdene.
2. Se ovenfor S. 37. Jvfr. ogsaa Viljam af Malmsbury, III. 259, der udtrykkeligt siger, at Danerne yndede Magnus’s Herredømme.
3. Heraf sees saaledes, at Harald kom fra Sverige, ikke fra Norge, som Thjodrek siger.
4. Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 19, Fagrsk., Cap. 114.
5. Sjæland tilligemed de mindre Øer og Skaane dannede aabenbart Kjernen af hvad man kunde kalde den gotiske eller reendanske Deel af Danmark. Fra disse Landskaber havde og de fleste Jomsvikinger deres Oprindelse: i Sjæland holdt Harald Gormssøn sig, da han havde lagt sig ud med det herskende Parti, her blev han begraven; paa Iisøre-Thing ved Roskilde blev Sven Ulfssøn ogsaa først hyldet efter Magnus’s Død. Men i det nordiske Danevældes Tid og lige til Magnus’s Død var øjensynligt Jylland Hovedlandet, Viborg Thing Hovedthinget, og Heidaby Hovedresidensen.
6. Der staar udtrykkeligt i Fagrskinna, Cap. 168, saa vel som i Morkinskinna og Flatøbogen, at Sven drog med Hærskibe omkring i „Smaalandene“ i Danmark, da han og Harald havde skilt sig ad. Men Adskillelsen maa have fundet Sted strax ved Ankomsten til Danmark. I de oven anførte Vers taler ogsaa Valgard til Harald som om han var den eneste Anfører, og nævner ikke Sven.
7. Viljam af Malmsbury, III. 259, fortæller udtrykkeligt, at Sven, overvunden og fordreven af Magnus, fik Hjelp af den svenske Konge, og med en af Sviar, Vender og Goter sammenskrabet Hær søgte at underkaste sig Riget igjen, men fandt megen Modstand af Danerne, som holdt med Magnus. Hans Ord ere: Ejectus Swanus regem Suevorum (d. e. her „Sviarnes“) adiit, ejusque auxilio, quum Suevos et. Windelicos (Venderne) et Gothos corrasisset, rediit ut regnum reformaret, sed, conspirantibus Danis, prioris fortunæ calamitatem expertus est. Den Omstændighed, at Sven ved denne Lejlighed havde Vender med sig, tjener ogsaa til Bestyrkelse paa, at han tidligere paa Lyrskovshede kæmpede i deres Rækker. Ellers hviler der et stort Mørke over alt, hvad der under Svens og Magnus’s sidste Krig foregik i Danmark. Thi vore egne Sagabearbejdere have glemt at omtale det, da Begivenhederne i Norge nu næsten aldeles optage deres Opmerksomhed; Saxo og Mag. Adam vise sig fejl underrettede, da de ikke forstaa Forholdet mellem Magnus, Sven og Harald: det er saaledes ene hos Viljam af Malmsbury og af enkelte i Sagaerne tilfældigviis givne Antydninger, at vi nogenledes erfare Begivenhedernes Gang.
8. Harald Haardraades Saga, Cap. 18, Snorre, Cap. 20.
9. Harald Haardraades Saga, Cap. 19, Snorre, Cap. 22, jfr. Morkinskinna og Flatøbogen. De sidste fortælle Begivenheden saaledes, at et Par Pile traf Haralds Sæng; man seer altsaa at der har været forskjellige Beretninger derom. Alle de nævnte Sagabearbejdelser ere enige om at lade Haralds Tilbøjelighed til at skille sig fra Sven opkomme ved et hemmeligt Tilbud om Forlig og Deling af Norge, som Magnus havde sendt ham. Men at dette er urigtigt, sees deraf, at endog Morkinskinna desuagtet lader Harald paa egen Haand antage Kongenavn paa Oplandene, og Magnus ile imod ham for at stride med ham, hvorefter der anden Gang, og nu aabenbart den rette Gang, fortælles om Meglingsforsøg og Forligstilbud. Hrokkinskinna og Snorre lade ogsaa Harald og Sven komme i en Ordvexling umiddelbart for hiint foregivne Attentat paa Haralds Liv. Sven og Harald, fortælles der, sad en Aften ved Drikken, og den første spurgte Harald, hvad han ansaa for det ypperste af sine Klenodier. Harald nævnte sit Banner, Landøde, der skaffede den Sejr, foran hvem det blev baaret. Det tror jeg ikke, skal da Sven have sagt, førend du tre Gange har kæmpet med din Frænde Kong Magnus og sejret over ham. Harald skal have svaret i Vrede, at Sven ej behøvede at minde ham om hans Frændskab med Magnus: det var ikke derfor, at han drog imod denne i aabenbar Kamp, at han jo heller ønskede at møde ham paa en lempeligere Maade. Dertil skal Sven, idet han skiftede Farve, have sagt, at man nok nok tidere havde seet Prøver paa at Harald ikke holdt andet af sluttede Aftaler, end hvad der var ham selv til Nytte; til Gjengjeld skal Harald have bebrejdet Sven, at han selv ikke havde holdt sit Løfte til Magnus, og dermed skiltes de. At denne, eller en lignende, Samtale kan have været holdt, er i og for sig ikke usandsynligt (hvorvel man snarest maa antage, at Harald og Sven under Krigen i Danmark ej vare sammen, men opererede hver paa sin Kant» men man behøver ej at søge Aarsagen i nogen hemmelig Paavirkning af Harald fra Magnus’s Side; Haralds Stræben efter at drive sin egen Sag i Norge og overlade Sven alene at udfegte Kampen med Magnus maatte være nok til at vække Svens Misnøje og fremkalde den Beskyldning, at Harald ikke skjøttede om at opfylde andet af hvad han havde lovet, end hvad der var ham selv til Gavn. Samtalen nævnes heller ikke i Morkinskinna og Flatøbogen; Fagrskinna udelader saa vel Samtalen, som Haralds List, men siger kun at Harald og Sven deelte Flaaden mellem sig. Delingen har dog vist snarere fundet Sted fra først af.
10. Harald Haardraades Saga Cap. m, Fagrskinna Cap. 167.
11. Den blotte Omstændighed, at Harald, skjønt den yngste af Brødrene, gjorde Fordring paa Kongenavn og saaledes optraadte som Familiens Hoved, viser at hans Brødre maa være døde. Se ovf. I. S. 843. Merkeligt er det dog, at hans Systerdatter Sigrid var eller blev gift med Eindride, Einar Thambarskelves Søn, og hans Broderdatter Thorbjørg med Finn Arnessøn, begge
12. Se ældre Vestgøtalag, Erfdabalk XII.
13. Thore var en Søn af Thord, der 1925 blev gift med Olaf den helliges og Haralds Moster, Isrid Gudbrandsdatter, se ovf. I. 2. S. 6—59. Om hans Død, se nedenfor, Magnus Barfods Historie.
14. Harald Haardraades Saga, Cap. 20, Snorre Cap. 24, Fagrsk. Cap. 168.