Det norske Folks Historie/3/9

Da Magnus erfarede dette, besluttede han efter alle sine Høvdingers Raad at vende tilbage saa iilsomt han kunde, for først og fremst at forsvare sit Ætte-Rige, uagtet Sven derved fik frie Hænder i Danmark. Ankommen til Viken, fik han nærmere høre hvad Harald havde taget sig for, og at Harald søgte ned imod ham med sin Flok. Imidlertid fandt begges Frænder og Venner at det vilde baade være forargeligt og skadeligt, om Farbroder og Brodersøn skulde fore Krig med hinanden om Riget. De søgte derfor at megle Fred, og Hallkell[1], en Hreder af Aasta, Olaf den helliges og Haralds Moder, afsendtes fra Magnus’s Parti, og som man maa formode, med hans Vidende og Samtykke, til .Harald, for at aabne Underhandlinger og foreslaa et Mode, hvor begge Frænder personligt kunde komme sammen og fredeligt afgjøre deres Mellemværende. Harald modtog Forslaget, og der berammedes et Møde paa Gaarden Aker eller Skjaldar-Aker ved Mjøsen[2], hvor Magnus i et prægtigt Gilde skulde beverte Harald og 60 af hans Mænd. Her indfandt ogsaa Harald sig til bestemt Tid. I Magnus-’s Følge skal, foruden Einar Thambarskelve og mange andre Høvdinger, ogsaa Biskop Grimkell have været[3], hvilken saaledes her for sidste Gang nævnes, dog er det heel uvist, hvorvidt dette har sin Rigtighed. Om de egentlige Forhandlinger ved dette Møde fortælle vore gamle Skrifter ikke stort. Der nævnes kun i al Korthed, at Høvdingerne fuldt og fast havde bestemt, ej at taale to Konger paa een Gang, uden at disse bare paa det nøjeste forbundne med hinanden, og at de derfor vilde dræbe den, der ikke vilde indgaa Forbundet[4]: en Trusel, der tydeligt nok rettedes mod Harald, eftersom Magnus ved at indbyde til Mødet havde lagt sit fredelige Sindelag for Dagen. Det viser sig ogsaa, at der underhandledes paa den allerede forhen af Einar Thambarskelve fremsatte Grundbetingelse, at Harald, imod at faa Deel i Regjeringen ved Siden af Magnus, skulde dele sine Rigdomme med ham. Ligeledes synes det Ceremoniel at verre forud aftalt, som nu fandt Sted ved den højtidelige Afslutning af Forliget. Der var, siges der, et fagert Gilde. Paa den første Dag af Gildet, da man havde spiist og Bordene vare borttagne, gik Magnus ud af Stuen, og vendte strax efter tilbage, ledsaget af flere Mænd, der bare store Byrder. Han gik nu langsmed den Pall paa hvilken Haralds Mænd sad, standsede ved hver især, og gav ham en eller anden Gave, enten et Sverd, eller et Skjold, en Kjortel eller en Ring o. s. v.; jo fornemmere enhver var, desto kostbarere Gave fik han. Endelig kom Magnus til sin Frænde Harald, og rakte frem to smukke Nor-Tene, idet han sagde: „hvilken af disse Tene vil du modtage, Frænde?“ Da Harald svarede: „den som er mig nærmest“, sagde Kong Magnus: „med denne Rør-Sprote give vi eder Halvdelen af Noregsveldet med alle Skulder og Skatter og al den Ejendom, som dertil ligger, paa det Vilkaar, at du overalt skal være lige saa vel berettiget Konge som jeg, men at jeg dog, naar vi begge ere sammen, skal være den fornemste, hvad Hilsen, Opvartning og Sæde angaar. Ere tre Fyrster sammen, skal jeg sidde i Midten, ligesom jeg og skal indtage Kongelejet i Havnene og benytte Kongebryggen; dertil skulle I verre forpligtet til at styrke og understøtte vort Herredømme, fordi vi have gjort eder til den Mand i Norge, som jeg troede at ingen skulde blive, saa længe vort Hoved er oven Jorden“. Derpaa stod Harald op og takkede Magnus for den ham forundte Hæder og Ophøjelse, hvorefter begge satte sig til Drikkelag, og vare meget lystige. Morgenen efter lod Magnus blæse til Things, og forkyndte nu for hele den forsamlede Skare, hvilken Gave han havde skjenket sin Frænde Harald. Det Kongenavn, Harald hidtil havde ført, og som ej havde været anerkjendt af Magnus og Høvdingerne, blev nu paa dette Thing i Magnus’s Nærværelse paa ny givet ham af Thore paa Steig[5]. Da de tre Gildesdage vare forbi, indbød Harald Magnus til et lignende Gilde hos sig, ligeledes med 60 Mand. Her gik det meget prægtigt til, og begge Kongerne vare lystige og glade. Raden var nu kommen til Harald, at opfylde sin Forpligtelse. Den første Gildesdag gav Harald Magnus“s Mænd Gaver paa samme Maade, som Magnus forhen havde givet hans Mænd: Vaaben, Klæder og andre kostelige Sager, blandt dem mangt et sjeldent Stykke. Da alle havde faaet Gaver, paa Magnus nær, lod Harald sætte to Stole frem, en for sig, en for Magnus. Da de begge havde taget Plads, lod han brede et Klæde ud paa den Halm, der som sædvanligt bedækkede Gulvet; derpaa lod han mange og store Tasker bringe ind og lægge paa Klædet. Idet Taskerne paa hans Befaling aabnedes, sagde han til Magnus: „Forleden Tag overdrog I os en betydelig Magt, som I tidligere havde vundet fra eders og vore Uvenner, og toge os i Fællesskab med eder: det var vel gjort, i Betragtning af hvor megen Anstrengelse det maa have kostet eder, at vinde dette Rige. Ro have vi paa vor Side været udenlands, og vovet os i mange og store Farer, førend vi fik alt det Guld samlet, som I nu skal faa at see, og som vi ville dele ligt med eder, ligesom I har deelt Kongemagten med os. Jeg veed at vort Sindelag er forskjelligt, og at du er meget gavmildere end jeg, derfor anseer jeg det bedst at dele disse Penge mellem os een Gang for alle, saa at enhver siden kan gjøre med sit hvad han lyster“. Derefter lod Harald Guldet helde ud paa Klædet, og nøjagtigt udveje den ene Deel til Magnus, den anden til sig. Alle Tilstedeværende forbausedes over at see saa meget Guld samlet paa eet Sted her i Norden; men, siges der, dette var ogsaa egentlig den græske Kejsers Skat, thi alle sige at hos ham er der Huse fulde af det røde Guld. Delingen skede under megen Lystighed paa begge Sider. Blandt andet kom der op et Guldstøb saa stort som et Menneskehoved. Harald tog det op og sagde til Magnus: „hvad Guld har du at sætte op mod dette Knaphoved:’“ Magnus svarede: „vi have haft saa megen Ufred at vi have udgivet alt det Guld og næsten alt det Sølv, som vi toge i Landskyld eller havde i vort Gjemme, og der er ikke mere Guld tilbage end denne Ring, jeg bærer her paa Armen“. Han tog Ringen af og rakte Harald den. Harald saa paa den og sagde: „dette er visselig lidet Guld, Frænde, for en Konge over to Kongeriger, især da en og anden endog tvivler paa, hvor vidt denne Ring tilhører eder eller ej“. Magnus svarede noget stødt: „hvis jeg ikke ejer denne Ring med Rette, da veed jeg ikke, hvad der med Rette tilhører mig, thi denne Ring gav min Fader mig ved vor sidste Afsked“. „I har vist Ret i det, Herre“, svarede Harald leende, at Kong Olaf gav eder Ringen; men denne samme Ring tog han fra min Fader for en ringe Sag, og ikke var det godt for Smaakongerne i Landet, da din Fader var paa det mægtigste“. Dermed endte denne Samtale, der vel førtes i Spøg, men hvor Harald dog tydeligt nok gav at forstaa, hvilket Sindelag han nærede mod Magnus. Naar han ellers talte om at Smaakongerne ikke havde det godt under Olaf, da sagde han kun hvad der tjente til Olafs Roos, og havde han været Konge i Stedet før Olaf, eller havde der været Smaakonger, da han selv blev Konge, vilde de ikke været bedre farne under ham.

Da Gildet var til Ende, aflagde tolv af de fornemste Mænd paa begge Sider Ed til Bekræftelse af Forliget[6], hvorefter Kongerne skiltes venskabeligt ad, og droge hver til sit. Saaledes var da Kongedømmet i Norge før første Gang deelt mellem to Konger. Dog var derfor ikke Riget selv deelt, Kongerne havde ikke hver sin særskilte Part at herske over, men begge regjerede i Fællesskab, og for saa vidt en Deling fandt Sted, da vedkom den, som man af det følgende vil see, kun de kongelige Indtægter af Kongsgaardene og Bøndernes Præstationer. Heller ikke gjaldt Overeenskomsten Danmark anderledes, end at Harald skulde hjelpe Magnus at forsvare det, saa vel som Norge; men Fællesskab i Regjering vedkom kun det sidste Rige[7]. I det hele taget kunde man næsten sige at Magnus havde vundet ved Overeenskomsten, idet han derved ej alene fik berøvet sin Medbejler Sven en mægtig Bundsforvandt, men ogsaa selv fik en klog og krigserfaren Medhjelper ved sin Side, medens tillige hans udtømte Skatkammer fyldtes ved den af Harald modtagne Skat, øm hvis Størrelse man kan gjøre sig en nogenlunde anskuelig Forestilling, naar man veed, at Haralds Deel, da den 20 Aar efter, neppe synderligen forøget, faldt i den engelske Konges Besiddelse, var saa vegtig, at der maatte tolv unge, sterke Karle til at bære den[8]. Ved Hjelp af disse Penge og understøttet af Harald, kunde Magnus nu, naar Tiden kom, med fordoblet Kraft og Iver ruste sig mod Sven, der vel roste sig af at have fordrevet Magnus fra Danmark[9], men desuagtet neppe uden Ængstelse imødesaa det Angreb af Magnus og Harald i Forening, som han maatte vide at næste Sommer vilde bringe ham. „Gavmilde Fyrste“, siger Bolverk Skald i sit Kvad til Kong Harald, „det grønne Land blev dit med Rette, da du mødte Magnus, og bød ham Guld. Forliget sluttedes fredeligen mellem eder to Frænder, men Sven havde nu Krigstummel at vænte“[10].

    Haralds bitreste Fiender. Dette tyder hen paa at Harald var i mislig Forstaaelse med sine nærmeste Frænder.

  1. Hallkell nævnes alene i Knytlingasaga Cap. 22, uvist med hvad Hjemmel. Vist er det at hans Navn ej forekommer ved andre Lejligheder, uagtet det — dog synes som om en saa nær Frænde af Olaf maatte have varet omtalt, hvis han ellers havde været til.
  2. Skjaldar-Aker nævnes alene i Morkinskinna og Flatøbogen. Fagrskinna, der dog forresten synes at have fulgt en Text, der næsten Ord til andet stemmer med Morkinskinna, nævner alene „Akr“, hvorved man snarest kunde tænke paa Aker ved Oslo eller Christiania, især da Hryggjarstykke, Hrokkinskinna og Snorre omtale Stedet fem beliggende ved Søkysten, da det heder at Magnus „lod tjelde oppe paa Landet“. Men da disse sidste aabenbart fremstille den hele Sammenhæng og Maaden, hvorpaa Magnus og Harald traf sammen, urigtigt; og da derhos Thjodrek Munk (Cap. 17) udtrykkeligt siger at Mødet holdtes in Uplönd ad stagnum (d. e. Mjøsen), maa man nødvendigviis tænke paa et Sted ved Mjøsen, hvilket og vilde være omtrent halvvejs mellem Gudbrandsdalen, hvor Harald maa have holdt sig, og Oslo, hvor Magnus maa være landet. Ogsaa ved Mjøsen kunde der være Tale om „at tjelde paa Land“; og man kunde vel tænke sig „Skjaldar-Aker“ at være den ældre, sjeldnere Form for det senere og kortere „Aker“, d. e. den store Gaard Aker i Vang, ganske tæt ved Mjøsen.
  3. Det er kun Thjodrek, l. c., som siger dette. Hans Angivelse er mistænkelig, da Grimkell for øvrigt ikke omtales under Magnus’s hele Regjering, efter at han var med at skaffe Olafs Hellighed Anerkjendelse, og der er stor Grund til at antage, at han ej befandt sig i Norge, men at han derimod efter endt Mission var vendt tilbage til England, og at han maaskee var den samme Grimcytel, der 1038 blev Biskop i Sussex, og siden, som det heder, med Guld tilkjøbte sig Østangels Bispestol ved Siden af den forrige, men blev fordreven herfra, idet han dog beholdt Sussex til sin Død 1047. Villelmus Malmsbury de pontific. Angl., hos Savile, S. 238, 357, og Cotton: de episc. Norwicens. i Whartons Anglia sacra I. 406, jvfr. Florents af Worcester, Appendix, Mon. hist. Per. I. S. 618, 617,Chron. Sax. ved oven nævnte Aar.
  4. Thjodrek, l. c.
  5. Dette nævnes vistnok ikke uden i de Sagaer, der ej lade Thore give Harald Kongenavn oppe i Gudbrandsdalen, saa at der altsaa ikke egentlig er Tale om nogen Fornyelse af Kongetitlen. Imidlertid ligger det i Sagens Natur, at Magnus ej kunde erkjende den foregaaende insurrektionelle Kongetitel, Harald havde faaet, saa at denne maatte gives ham paa ny, og formeligen, i Magnus’s Nærværelse. Den letteste Maade at forklare sig, hvorfor enkelte Sagaer lade Thore give Kongenavn her, er derfor den, at en saadan Gjentagelse virkelig fandt Sted, og at de, da de ej melde noget om Haralds Besøg i Gudbrandsdalen, alene kunne omtale den sidste Konge-Udraabelse, hvortil de nu og henføre, hvad der skede ved den første, nemlig at Harald gav Thore hine betydelige Foræringer og Løfter. Disse Foræringer og Løfter faa nemlig først deres rette Betydning, naar man betragter dem som Belønning, fordi Thore vovede, aabenbart at tage Haralds Parti.
  6. Dette siges kun i Fagrskinna Cap. 174, saa vel som Morkinskinna og Flatøbogen.
  7. Dette siges udtrykkeligt hos Thjodrek Munk, Cap. 27.
  8. Schol. 84 til Mag. Adam III. 51.
  9. „Ved Hjelp af Kong Anund og Jarlen Tove“, siger Mag. Adam III. 11, „fordrev Sven Magnus fra Danmark“. Paa denne Maade har altsaa Sven, da han fortalte Mag. Adam om alt dette, forklaret Magnus’s Tilbagetog fra Danmark.
  10. Haralds Saga Cap. 90, Snorre Cap. 21, Fagrskinna Cap. 174, Morkinskinna og Flatøbogen. Her bliver det nu belejligst at kaste et Blik paa Snorres, saa vel som Hryggjarstykkes og Hrokkinskinnas Fremstilling af den hele Række af Begivenheder, fra det Øjeblik af, da Harald kom til Svithjod fra Rusland. De lade, som oven nævnt, Harald strax slutte Forbund med Sven og herje i Sjæland o. s. v. (Harald Haardraades Saga Cap. 17, Snorre Cap. 18, 19). Derpaa lade de Magnus udbyde Leding og drage sydefter mod hiin. (Harald Haardraades Saga Cap. l8, Snorre Cap. 20), men førend han møder Harald, lade de hans Mænd faa Betænkeligheder, og ham selv hemmeligt, ved Hjelp af danske Mænd byde Harald Forlig (Harald Haardraades Saga Cap. l8, Snorre Cap. 21); hvorefter da Bruddet mellem Harald og Sven finder Sted ved den ovenfor omtalte List af Harald i Harald Haardraades Saga Cap. 19, Snorre Cap. 22). Harald drager da hurtigt nordefter til Magnus, hvor denne laa med sin Hær, altsaa vel et Sted i Viken, og aftaler et foreløbigt Forlig med ham. Til Bestyrkelse anføres et Vers af Thjodolf, der dog ikke siger andet end at Harald hurtigt sejlede fra Danmark, og at Magnus siden bød ham det halve Rige, samt at der blev et glædeligt Møde mellem Frænderne; dette passer lige saa godt eller bedre paa den ovenfor fulgte Fremstilling. Lige saa henføres hertil hiint ovenfor meddeelte Vers af Valgard om Haralds Sejllads. Nu beskrives da det formelige Forlig, og Gildet m. m. (Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 23, 24). Da Harald her kommer søndenfra, Magnus nordenfra, kan der, som det lettelig vil sees, ej engang blive Tale om noget Tog af Harald gjennem Gudbrandsdalen, og om nogen foreløbig Udnævnelse tilfange. Derfor nævnes ogsaa Thore og Kongeudnævnelsen, samt de Gaver, Harald gav denne, først ved Forligsmødet mellem Harald og Magnus. Her tilføjer Snorre saa vel som Hryggjarstykke: „Thorgils Snorressøn, en forstandig Mand, siger at han saa det Alterklæde, der blev gjort af Kappen, og Gudrid. Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn, sagde, at hendes Fader Guthorm havde ejet Bollen, og at hun saa den“. Hrokkinskinna siger det samme, men nævner kun Odd Helgessøn i Stedet for Thorgils Snorressøn, og Gudrun i Stedet for Gudrid. Anderledes siges dette dog i Fagrskinna Cap. 174, saa vel som i Morkinskinna og Flatøbogen: „Saaledes fortæller Thorgils Snorressøn, en forstandig Mand, og siger at han har hørt dette af Gudrid, Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn, han (Thorgils) sagde og at han selv havde seet Masurbollen og Kappen, som Harald havde givet Thore, og som da var skaaren til et Alterklæde“. Dette tilføjes ikke strax paa det Sted, hvor Haralds Gave til Magnus omtales, men derimod ved Slutningen af den hele Beretning om disse Transaktioner. Det indeholder saaledes et Øjevidnes Hjemmel for denne Beretning, medens derimod just den Omstændighed, at det findes ved Slutningen, gjør det rimeligt at Snorre eller Hrokkinskinnas Nedskriver kunne have kommet paa den Tanke, at ogsaa Gaven selv var at henføre til Forligsgildet. Til Tillægget, saaledes som det findes i Fagrskinna og Morkinskinna, falder langt naturligere, og derfor ogsaa hele den Beretning, der bekræftes derved, faar størst Sandsynligheds Præg, medens den anden temmelig tydelig viser sig tillempet efter en uheldig Kritik, kan ej negtes. Dertil kommer og, at alene Fagrskinnas og Morkinskinnas Fremstilling gjør det begribeligt, hvorledes Sven kunde rose