Det norske Folks Historie/3/66
Kong Sigurd lod, fortælles der, i Tillid til den Yndest, hvori han stod hos Folket, Kongedømmet i Norge tilsværge sin og Borghilds Søn Magnus allerede i sit levende Live[1]. Han synes derfor allerede at have anet Muligheden af, at Kronprætendenter vilde rejse sig mod ham. Det er heller ikke usandsynligt, at han har haft noget Nys om Tilværelsen af hiin Gilchrist eller Harald, der for Kale eller Ragnvald Jarl navngav sig som en Søn af Magnus Barfod; derpaa tyder ogsaa følgende Drøm, han skal have haft, og som ikke bærer Præg af at være senere Tiders Optegnelse. Det fortælles nemlig, at han i et af sine sidste Regjeringsaar, da han var til Vejtsle paa en af sine Gaarde, viste sig en Morgen saa alvorlig og eftertænksom, at hans Mænd frygtede for, at Vanviddet var kommen over ham, indtil de med Glæde fik høre, at han kun grublede over en Drøm, han havde haft om Natten. Det forekom ham, sagde han, som om han stod paa Jæderens Kyst, og saa langt ude i Havet noget sort, der kom flydende ind mod Land. Da det kom nærmere, viste det sig at være et Træ, hvis Grene vendte op, og hvis Rødder laa i Vandet. Da det stødte mod Land, gik det i mange Stykker, der dreve vidt og bredt omkring, og i samme Øjeblik syntes han at see hele Norges Kyst, og i hver Vig Stykker af dette Træ, nogle store, nogle smaa. Han forklarede denne Drøm saaledes, at den bebudede at en Mand vilde komme til Norge og nedsætte sig der, hvis Efterkommere vilde sprede sig vidt og bredt om i Landet, men ikke alle med ligestor Lykke[2]. Noget efter, om Sommeren eller Høsten 1129, gjorde den unge Lendermand fra Søndmøre[3], Hallkell Huuk, Søn af Jon Smjørbalte, en Rejse til Orknøerne og Syderøerne. Der kom den forhen omtalte Irlænder[4] Gilchrist til ham, og gjentog, hvad han havde sagt til Kale eller Ragnvald Jarl, at han var en Søn af Kong Magnus Barfod. Han medbragte denne Gang sin Moder, der bekræftede hans Udsagn, og sagde at hans rette Navn var Harald. Hallkell, enten nu fordi han fæstede Lid til dette Foregivende, eller fordi han haabede at vinde Fordeel ved at gjøre sig en Kongesøn forbunden, tog ham og Moderen til m, og førte dem over til Norge, vistnok lidet ane-ude, hvilken indgribende Virkning dette vilde udøve paa Landets fremtidige Skjebne. Han ledsagede dem strax til Kong Sigurd, der endnu opholdt sig i Tunsberg, eller rettere paa den nærliggende Kongsgaard Sæm. De fremførte deres Anliggende, og anholdt om at Harald maatte faa Tilladelse til at godtgjøre Rigtigheden af hvad han foregav om sin Herkomst. Da han ingen Vidner eller andre sædvanlige Beviismidler havde, var der kun Tale om Beviis ved Jærnbyrd, en betænkelig Sag, hvor det gjaldt et saa vigtigt Anliggende, som dette. Kongen gav heller ikke strax Svar paa Anmodningen, men raadførte sig først med sine Høvdinger og Raadgivere derom. Ragnvald Jarl holdt sit tidligere givne Løfte til Harald, ved nu, tilligemed sin Fader Kot og flere Lendermænd, at understøtte hans Andragende; andre henstillede Sagen til Kongens egen Afgjørelse; de fleste erklærede sig derimod. Kongen besluttede sig dog, forunderligt nok, til at indvilge Bønnen, hvad enten det nu var af Liberalitet og Samvittighedsfuldhed, eller fordi Harald havde vidst at indsmigre sig hos ham, eller af andre Hensyn, hvorom Sagaerne intet melde: han handlede her, heder det etsteds, mere efter sin Egensindighed, end efter forstandige Mænds Raad[5]; paa et andet Sted[6] siges der, at det især var Kun og hans Søn Ragnvald, der fremmede Haralds Sag, og at de fandt Medhold af den nu fra Danmark tilbagekomne Ingemar af Ask, Thjostulf Aalessøn, og flere andre Lendermænd, der, som man maa formode, alle havde hjemme i Viken, Agder eller Oplandene. Sigurd lod nu Harald kalde til sig, og forkyndte ham, at det skulde staa ham frit for at føre Beviser, hvis han i Forvejen vilde aflægge Ed paa, at han ikke, om Beviser end lykkedes, vilde gjøre Fordring paa Kongedømmet i Norge, saa længe Manna Sigurd eller hans Søn Magnus var i Live. Ved denne Ed, heder det, vilde Kongen stadfæste den Ed, Folket tidligere havde aflagt ham, styrke sin Søns Kongedømme, forebygge Vaade og hindre Manddrab[7]. Harald svor Eden, og blev nu stedt til at aflægge Prøven, den haardeste, der nogensinde skal have været paalagt noget Menneske i Norge. Han skulde nemlig træde barfodet hen over syv[8] gloende Plogjern. Mange sandt Prøven alt for haard, siden den nu kun gjaldt hans Herkomst, ikke Kongeværdigheden, hvilken han ved sin Ed havde fraskrevet sig. Den aflagdes i Fylkeskirken paa Sæm[9]. Harald vandrede, ledet af tvende Biskopper, hen over Jærnene, idet han paakaldte den hellige Kolumba, hans Hjemstavns fornemste Helgen. Magnus, Kong Sigurds Søn, var tilstede og sagde: „han træder just ikke modigt paa Jærnene“. Men Sigurd svarede vred: „du taler ilde og grumt; han har skilt sig derved som en Mand“. Da Harald havde traadt paa det sidste Jærn, kastede han sig i den Sæng, der efter Skik og Brug ved slige Lejligheder var redet ved Siden af Jærnene. Tre Dage efter bleve hans Fødder efterseede, og befundne ubrændte. Da erkjendte Sigurd ham nok saa venskabeligt for sin Broder (1129) og han kaldtes fra nu af Harald Gille; det sidste efter hans forrige Navn Gilchrist eller Gillechrist. Magnus derimod viste sig fiendtlig mod ham, og mange Høvdinger fulgte hans Exempel i at vise Harald Ringeagt og tilføje ham allehaande Fornærmelser. Hertil gav visselig Haralds fremmede Udseende, usædvanlige Dragt og Ukyndighed i det norske Sprog rig Anledning. Han var høj og smal, havde lang Hals og langt Ansigt, sorte Øjne og Haar, var hurtig og vever i alle sine Bevægelser, og gik for det meste i korte, lette Klæder, paa irsk Viis. Men især gjorde man sig lystig over hans Sprog, thi Harald, hvis Modersmaal var gaelisk, talte daarligt norsk, stammede og radbrækkede Ordene. Saadan Spot tillod dog ikke Kong Sigurd, naar han var tilstede, men tog Harald altid i Forsvar, ligesom han overhoved fra det Øjeblik, han havde anerkjendt ham for sin Broder, stedse lod sig det være magtpaaliggende at vise ham den tilbørlige Agtelse som saadan. Denne Ridderlighed er et særdeles smukt Træk i Sigurds Charakteer, thi Harald kunde dog neppe være ham nogen velkommen Gjest[10].
Hvorledes det ellers forholdt sig med Haralds Herkomst, om han virkelig var den, han gav sig ud for, eller kun var en Bedrager, er et Spørgsmaal, som nu neppe vil kunne besvares tilfredsstillende. Man har i de senere Tider været meget tilbøjelig til at ansee hans Foregivende for opdigtet, uden dog egentlig at kunne paaberaabe sig andet, end at han, for at bevise det, maatte tage sin Tilflugt til Jærnbyrd, der i sig selv var et Slags Bedrageri. Men dette Bedrageri udøvedes alene af Presterne, som vare i Besiddelse af Hemmeligheden derved; Lægfolkene nærede, i det mindste endnu paa Sigurds Tid, ingen Tvivl om at alt gik rigtigt til, og at det virkelig var et Mirakel, der frelste den uskyldige fra at brændes af Jærnet. Et Tilbud om at aflægge Jærnbyrdsprøven kan derfor snarere betragtes som Tegn paa inderlig Overbeviisning om sin Sags Retfærdighed, end som et Forsøg paa at ville tilsnige sig en utilbørlig Ret, eller undgaa en fortjent Straf. At Magnus Barfod under sit sidste temmelig langvarige Ophold i Irland bar haft Kjærlighedsforstaaelser, ved hvilke han blev Fader til eet eller flere Børn, er ej alene ikke usandsynligt, men maa endog, efter hvad man for Resten kjender til hans og de øvrige norske Kongers Liv paa hine Tider, ansees for utvivlsomt; der findes desuden, som allerede ovenfor paapeget, bestemte Antydninger til noget saadant. Men hvis nu Harald var Frugten af en saadan Kjærlighedsforstaaelse, og maaskee fød efter at Magnus var falden og Nordmændene havde forladt Irland, maatte det være ham eller hans Moder yderst vanskeligt, ja endog umuligt, at skaffe positive Beviser for hans Paternitet; de havde altsaa kun Jærnbyrden at tage deres Tilflugt til. Det synes neppe muligt, at en saa dristig Tanke som den, at udgive sig for en Søn af Kongen i et fremmed Land, og udsætte sig for de Farer, der vare forbundne med at fordre Anerkjendelse som saadan, skulde kunne opstaa hos en Irlænder, der ikke engang, som det synes, levede i nogen glimrende eller fremragende Stilling, og heller ikke, faa vidt vi af vore historiske Optegnelser kunne see, havde noget tidligere Exempel for sig i denne Henseende, hvis han ej havde følt sig dreven dertil af den Ærgjerrighed, som alene Visheden om at være udsprungen af en saa høj Herkomst kunde frembringe. Man kan vanskeligt tænke sig, at nogen Nordmand skulde have opsøgt ham og overtalt ham til at spille en saadan Rolle, for siden, hvis Planen lykkedes, at høste Fordeel af hans Venskab. Mistanken maatte, om saa var, nærmest falde paa Ragnvald Jarl, eller Kale, som han hed, da han i sit 16de Aar besøgte England og traf Harald i Grimsby. Men deels var Ragnvald da alt for ung til at udklække en saadan Plan, deels vilde han neppe have opsøgt en Søn af Magnus Barfod i England, men snarere i Irland eller Syderøerne, og endelig stod han, saa vel som hans Fader, paa en saa god Fod med Kong Sigurd, at de neppe kunde have nogen Fordeel af at opstille en falsk Prætendent. Hertil kom, hvad der især maa ansees afgjørende, at Kong Sigurd selv ikke synes at have næret nogen Tvivl om Rigtigheden af Haralds Paastand. Ser havde staaet i hans Magt, at.jage ham bort som en Landstryger og Bedrager, men tvertimod tog han godt imod ham, ja tilstedede ham endog mod sine fleste Raadgiveres Stemmer, og som det udtrykkeligt siges, af Egensindighed, Adgang til at aflægge Prøven. Det havde ligeledes staaet i hans Magt, ved den ham hengivne og forbundne Gejstligheds Hjelp, at faa Prøven til at løbe uheldigt af, ja man kan vel næsten endog antage, at hvis de Biskopper[11], der bestyrede Akten, havde været overbeviste om at Kongen ønskede at den skulde mislykkes, vilde de, endog uden noget Vink fra Kongens Side, have sørget for et saadant Udfald. Men det er langt fra, at Kongen synes at have næret dette Ønske; tvertimod viste han endog, som det lader, Ømhed og Deeltagelse for Harald under Akten, og irettesatte, som vi have seet, sin egen Søn, da denne tillod sig en haanlig Bemerkning. At de fleste Stemmer ved den foreløbige —Raadslagning hævede sig mod at stede Harald til Jærnbyrd, behøver ej at forklares som Tegn paa at man betvivlede Rigtigheden af hans Paastand, men kan tilskrives den Frygt, mange med Rette maatte nære for, at Haralds Anerkjendelse vilde have farlige Følger for Roligheden i Landet. I Sagaerne findes ingen Ytring, som tyder hen paa at Haralds Foregivende skulde være falskt; tvertimod synes der jo endog, at den Prøve, der paalagdes Harald, af mange ansaaes for vel streng; hvorved man dog rigtignok ogsaa maa have for Øje, at Sagaen blev skreven, da Haralds Ætlinger regjerede i Norge, og da det saaledes neppe gik an at nære Tvivl om deres Stamfaders retmæssige Adkomst til Tronen. Den danske Forfatter Saxo udtrykker sig noget mistænkeligere: det beder hos ham, at Harald, „ved det tydelige Mirakel, at han blev uskadt, da han med bare Fødder gik over gloende Jærnplader, bragte flere Nordmænd til at skjenke sin Paastand Tiltro“. Men Saxos Ord ere saaledes satte paa Skruer, at det er vanskeligt at vide, om han virkelig har villet antyde nogen Mistanke, eller om han kun har søgt efter velklingende Udtryk[12]: det sidste er lige saa rimeligt som det første; og selv om det virkelig var Saxos Hensigt at kaste en Skygge paa hans Herkomst, maa man have for Øje at Saxo i det hele taget omtaler ham med kjendelig Ugunst[13], og derfor vel i alle Dele var tilbøjelig til at antage det værste om ham. Det sandsynlige bliver derfor, at Harald virkelig var en Søn af Magnus Barfod. Man kan heller ikke, naar man nærmere betragter Forholdene, synderlig beklage hans Optagelse i den kongelige Familie. Vel var han selv fremmed for Folket og dertil uden Talenter eller udmerkede Egenskaber, men han var dog visselig bedre end Sigurds Søn Magnus, en overmodig, voldsom, til Drik hengiven, trættekjær og dertil pengegrisk Yngling, hos hvem alle slette Tilbøjeligheder synes at have faaet Raaderum, medens hans eneste Anbefaling kun var et smukt Udvortes[14]. Dette kan vel og have gjort sit til, at saa mange Lendermænd i Viken og Agder understøttede Harald. At voldsomme Tronkrige siden vilde udbryde mellem Haralds Ætlinger og forstyrre Landets Fred, kunde man da ikke forudsee, og kan heller ikke regnes Harald til Last. Men der maatte naturligviis gives mange, der, ligesom Saxo, betragtede ham som alle disse indvortes Kriges Ophav, og som derfor lagde ham for Had og betragtede ham som en Æventyrer, hvis Ophøjelse alene skyldtes et grovt Bedrageri[15].
- ↑ Ágrip Cap. 50. Hos Snorre, Cap. 33 omtales denne Ed som aflagt efter Haralds meente, hvilket er mindre sandsynligt.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 46, Snorre Cap. 30. Endog i Morkinskinna, der er skreven i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, findes denne Drøm omtalt fol. 31 a.
- ↑ Snorre, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 33. Der staar her kun „Møre“, men da vi siden erfare at Hallkells Søn Jon boede i Fjordene, bliver det rimeligst at Hallkells Besiddelser laa deels her, deels i Nabofylker Søndmøre.
- ↑ Irland nævnes kun i Fagrskinna Cap. 250, hos Snorre Cap. 33 og i Ágrip Cap. 50. I Orkneyingasaga og Hryggjarstykke omtales, som ovenfor nævnes, kan Syderøerne, dog vel at merke, alene som hans Moders Opholdssted paa den Tid, Gilchrist var voxen, og søgte at gjøre sine Rettigheder gjeldende.
- ↑ Morkinskinna l. c., Ágrip Cap. 50.
- ↑ Orknøyingasaga Side 170.
- ↑ Ágrip Cap. 50.
- ↑ Ágrip og Snorre saa vel som Thjodrek Cap. 34 have „ni“.
- ↑ Det er kun Ágrip, som nævner Stedet, hvor Prøven aflagdes. Vel siges det ikke udtrykkeligt at den foregik i Kirken, men dette var altid Reglen for slige Akter. Den Kirke, hvor Harald aflagde denne for Norge saa skjebnesvangre Prøve, er saaledes endnu til; thi Sæms Kirke ved Jarlsberg er den selvsamme ældgamle Fylkeskirke, som omtales i den ældste vikske Christenret (se ovf. I. 2. S. 637.) Uagtet der i denne ej findes nogen udtrykkelig Bestemmelse om hvorledes der skulde forholdes ved Aflæggelsen af Jærnbyrd, maa man dog antage, at den samme Regel har gjeldt, fem findes i den ældre Frostathingslovs Christenret, II. 45, hvor det udtrykkeligt heder, at Jærnbyrd skal aflægges paa Landet i Fylkeskirken, i Kjøbstad i en nærmere bestemt Kirke. Da nu Harald aflagde Prøven i Fylkeskirken nær ved Tunsberg, ikke i en af denne Bys Kirker, bliver det klart at Kongen, i hvis Følge ogsaa Harald var, ej opholdt sig i Staden selv, men paa Kongsgaarden Sæm, nu Jarlsberg.
- ↑ Tiden, da Harald kom til Norge, angives sædvanligviis til 1126, uden at dog nogen Hjemmel derfor kan paapeges i Sagaerne. Tvertimod synes det efter disse, som om man nødvendigviis maa henføre hans Ankomst til Høsten 1129. Tydeligst udtrykker sig i saa Henseende Ágrip, der siger at Kongen meget snart (brátt) efter Haralds Anerkjendelse døde i Oslo. Af Orkneyingasaga seer man ogsaa, at han netop om Høsten 1129 opholdt sig i eller ved Tunsberg. Desuden omtales ikke i Orkneyingasaga Haralds Ankomst, førend efter Ragnvalds Ophøjelse til Jarl. Var han kommen før, maatte han ogsaa tidligere være kommen i en saadan Berørelse med Kol og Ragnvald, at det ej havde kunnet undgaa at omtales. Kongesagaerne selv nævne ingen bestemt Tid, men det heder dog endog om Drømmen, som Sigurd skal have haft angaaende Haralds Ankomst, at han havde deri langt udi sin Regjeringstid (ofarlega á ævi Sigurðar konungs). Det eneste Sted, fra hvilket man skulde kunne slutte at Harald kom tidligere til Norge, er Thjodrek Munks Cap. 28, hvor der staar at Sigurd døde „faa Aar“ efter at Harald havde aflagt Prøven. Men dette enkelte Udsagn, som let kan grunde sig paa urigtig Oversættelse, kan ej opveje de ovenfor anførte, bestemte Data.
- ↑ Den ene af disse Biskopper var vel Biskoppen af Oslo (Peter), om hvem vi for øvrigt intet vide; den anden var rimeligviis Biskop Reinald i Stavanger, da han næst hiin var nærmest ved Haanden. Men om Reinald veed man, som det strax nedenfor vil sees, at han var bestikkelig og derhos, i det mindste senere, en ivrig Tilhænger af Sigurds Søn Magnus og forhadt af Harald. Der er saaledes al Rimelighed for, at Kongen, om han havde villet det, i alle Fald vilde have kunnet faa ham til at forspilde Prøven for Harald.
- ↑ Saxos Ord lyde saaledes (13de Bog Side 652:) „Qui (d. e. Harald), quum se Magno, Hiberniæ populatore, procreatum astrueret, affirmationi suæ fidem divini examinis argumento præstare jussus, super candentes laminas nudatis plantis (nnin id ab eo experimentum poscebatur) incessit; iisdemque nulla ex parte corruptioribus, complures Norvagiensium liquido incolumitatis miraculo ad assertionis suæ credulitatem perduxit.“ Ordet credulitas maa her ej oversættes ved „Lettroenhed“, men kun ved „Tro“, „det at tro paa“.
- ↑ Saxo siger saaledes om Harald, Side 660, at han næsten ingen Sindets Gave besad, undtagen Gavmildhed, men alene besad stor Legemsfærdighed, jvfr. de nedenfor anførte Steder.
- ↑ Harald Gilles Saga Cap. 1., jvfr. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 51, Snorre Cap. 34.
- ↑ Saxo siger om Harald, at han „ligesom et Lyn og Uvejr forstyrrede Norges ellers saa blomstrende Tilstand“, og at „alle de norske Kriges Ødelæggelse kom fra hans Skjød“. Den samme Mening deelte vistnok ogsaa mange Nordmænd.