Det norske Folks Historie/3/67

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 704-707).

Det erfares allerede af hvad der nu er omhandlet, at Kong Sigurd tilbragte den sidste Deel af sin Regjeringstid i Viken, som allerede fra først af havde hørt til hans Part af Riget, og hvor han derfor rimeligviis har haft sine fleste Venner og Bekjendte. Her valgte han, som det udtrykkeligt berettes, Kongehelle til sin egentlige Residens og Hovedstad^[1]. Kongehelle havde allerede i lang Tid været en Kjøbstad; den omtales som saadan endog paa Harald Graafelds Tid^[2]; men den fik først sin egentlige Opkomst ved Sigurd, der ophjalp den saaledes, at den ikke stod tilbage i Velmagt for nogen anden Stad i Landet. Allerede faa Aar efter hans Hjemkomst see vi ham beskjeftiget med store og omfattende Bygge-Arbejder i Staden. Vintren 1114—1115 tilbragte han nemlig, som der fortælles^[3], især i Kongehelle, som han forskjønnede og udvidede; han lod der opføre et stort Kastell af Torv og Steen, omgivet af en Grav. Han forordnede, at i Byen selv saa vel som alle de omliggende Hereder, skulde hver Mand, der havde fyldt sit 9de Aar, hvert Aar bringe til dette Kastell fem Vaabenstene eller fem Staure, fem Alen lange, og spidse i den ene Ende^[4]. Indenfor Kastellets Mure lod han indrette en Kongsgaard, og bygge en Kirke, der vel var af Træ, men af udsøgte Materialier og færdes smuk. Denne Kirke blev indviet til det hellige Kors’s Kirke, og i den lod han hiin Spaan af det hellige Kors forvare, som han havde medbragt fra det hellige Land, uagtet han havde lovet under Ed, at nedlægge den i Christkirken i Nidaros. Paa Højalteret stilledes den prægtige Tavle af Erts og Sølv, som han havde ladet gjøre i Constantinopel; her opbevaredes ogsaa et Skriin, hvilket den danske Kongesøn Erik Erikssøn Emune, der siden blev Konge i Danmark, sendte ham, saa vel som hiin oftere omtalte Bog med Guldbogstaver, og et saakaldet Plenarium, ligeledes med Guldbogstaver, som Sigurd havde faaet af Patriarken i Constantinopel^[5]. Kirken, der sædvanligviis kaldtes Kastelkirken, blev først indviet i Aaret 1127. Al denne Omhu, som han lod vederfares Kongehelle, havde vel tildeels sin Grund i hans Forkjærlighed for Staden eller denne Kant af Landet, men hans Hensigt var dog ogsaa aabenbart at indrette den til et fast Grændsepunkt og Værn mod Angreb^[6]: i det mindste anføres det som Grund til at han brød sin Ed med Hensyn til den hellige Kors-Relikvie, at han troede at dennes Nærværelse ved Grændsen vilde tjene til Landets Værn^[7]. Det lader ikke til, at Sigurd efter denne Tid oftere har besøgt det Nordenfjeldske. Hans Rejser indskrænkede sig, som det synes; for det meste til Viken, hvor vi finde ham deels i Tunsberg, deels i Oslo. Kun ved en enkelt, særegen Anledning finde vi ham i Gulathingslagen, og hvad der da foregik, var ikke skikket til at gjøre ham Opholdet der behageligt.

Mod Slutningen af sin Regjeringstid blev Sigurd nemlig aldeles ked af sin Dronning, Malmfrid, som han aldrig synes at have holdt synderlig af, og forelskede sig derimod i en anseet Mands Datter, ved Navn Cecilia. Han besluttede at forlade Dronningen, og holde Bryllup med Cecilia i Bergen, enten nu fordi Cecilias Fader boede i Nærheden, eller fordi han der troede at Sagen vilde gjøre mindre Opsigt blandt Malmfrids Beslægtede og Besvogrede i Sverige og Danmark. Han lod allerede gjøre store Forberedelser til Bryllupsgildet, da Biskop Magne i Bergen erfarede hans Hensigt, og holdt det for sin Pligt at advare ham. Ledsaget af en Prest, ved Navn Sigurd — han blev siden Biskop i Bergen^[8] — gik Magne hen til Kongehallen, og lod Kongen bede om at komme ud. Kongen kom, med draget Sverd i Haanden, men tog ellers godt mod Biskoppen, og bad ham komme ind og sætte sig til Drikkebordet med ham. Biskoppen svarede: „mit Ærende er ganske andet: er det sandt, Herre, at I agter at forlade Dronningen, og tage en anden Kone?“ „Ja det er sandt, Biskop“, sagde Kongen, hvis Aasyn allerede begyndte at rødme og svulme. „Men hvorfor“, spurgte Magne, „har I fundet for godt at gjøre saadant i vort Bispedømme, og derved krænke, saavel den hellige Kirkes guddommelige Love, som vor biskoppelige Værdighed? Jeg vil nu handle efter min Pligt, idet jeg paa Guds, St. Peter Apostels, og alle hellige Mænds Vegne forbyder eder dette utilbørlige Skridt“. Biskoppen stod ganske rank, medens han talte disse Ord, med Hovedet noget forover, som om han var rede til at bøje Halsen frem, hvis Kongen vilde hugge til ham med det hævede Sverd. Presten Sigurd sagde siden, at Kongen forekom ham saa forfærdelig, da han hævede Sverdet med et bistert Blik paa Biskoppen, at han neppe kjendte til sig selv for Rædsel. Kongen gik ind i Hallen, uden at sige et Ord, men Biskoppen vendte tilbage til sin Gaard i en saa glad Stemning, at han hilsede leende paa hvert Barn, han mødte, og legede med Fingrene. Sigurd Prest spurgte ham, om han da ikke frygtede Kongens Vrede, og fandt det raadeligst at komme bort. Biskoppen svarede: „jeg tror neppe at han gjør mig noget, men om saa var, hvilken Død var da bedre end at lade Livet for den hellige Christendom? Jeg er nu glad, fordi jeg har gjort min Pligt, nemlig at forbyde, hvad der ej passer sig“. Kort efter blev der megen Larm i Buen, thi Kongen brød op, for at drage til Stavanger og holde Bryllup der. Han tog med sig en Mængde Korn,Malt og Honning, der allerede var samlet til Bryllupskost, reiste til Stavanger, og gjorde der Forberedelser til Gildet. Biskop Reinald^[9] gik ligesom Magne til Kongen, spurgte ham, om han vilde tage en anden Hustru, medens Dronningen levede, og gjorde ham, da han bejaede det, lignende Forestillinger derimod. Men han sluttede med disse Ord: „maaskee I vil skjenke vor Kirke her store Gaver, og paa den Maade afbøde dette store Lovbrud mod Gud og os“. Da sagde Kongen: „tag Pengene! langt anderledes handler I, end Biskop Magne“. Biskoppen gik bort, modtog, som man maa slutte, den rige Gave, hvilken Biskopsstolen efter al Sandsynlighed skyldte sin egentlige Opkomst, og Kong Sigurd egtede Cecilia^[10]. Men Reinalds Føjelighed skal ikke have huet Kongen bedre, end Magnes Strenghed. Efter denne Begivenhed, der synes at være indtruffen i Aaret 1128, kom Sigurd neppe mere til Bergen eller den vestlige Deel af Landet. Dronning Malmfrid begav sig sandsynligviis til sine Frænder i Danmark, hvor hun siden, som det nedenfor vil sees, egtede den danske Konge Erik Emune^[11]. Hun havde i sit Egteskab med Sigurd kun et eneste Barn, en Datter, ved Navn Christina.

1. Kong Sigurd, heder det udtrykkeligt i Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 43, satte sin Stol og Hovedstad, d. e. Hovedresidens, i Kongehelle.
2. Se ovenfor I. 2. Side 37, jvfr. Njaals Saga Cap. 6, hvor Kongehelle aabenbart nævnes som en By, da Rut Herjulfssøn besøgte Dronning Gunnhild 963.
3. Snorre, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 23, jvfr. ovenfor Side 657, 658.
4. Snorre Cap. 40. Ved Vaabenstene forstaaes Stene, skikkede til at kaste ned paa en belejrende Fiende.
5. Egentlig skulde man fristes til at tro at dette, her kun hos Snorre (Cap. 40) omtalte, Plenarium var „Bogen“; men af Harald Gilles Saga Cap. lei, Snorre Cap. 11, jvfr nedenfor, sees det at de vare forskjellige, og at Bogen ligeledes opbevaredes i Kongehelle.
6. „Han sad som oftest der til Landets Forsvar“, siges der udtrykkeligt hos Snorre, Cap. 40. Begivenhederne i Sverige og Danmark vare vistnok ogsaa af den Natur, at de kunde udkræve Kongens udeelte Opmerksomhed.
7. Dette siges udtrykkeligt i Ágrip, Cap. 87.
8. Den her nævnte Sigurd Prest, der siden blev Biskop i Bergen, nævnes som saadan aller først 1140 og døde 1156. Han fulgte efter en vis Ottar, der igjen var Magnes umiddelbare Eftermand.
9. Om Biskop Reinald i Stavanger er der allerede ovenfor talt (S. 613, 615). Sagaerne anføre ej hans Navn ved denne Fortælling om Kong Sigurds andet Giftermaal, men kalde ham kun „den Biskop, som var der“ (nemlig i Stavanger).
10. Dette Giftermaal var vistnok kun det sædvanlige borgerlige, paa hvilket vi allerede have haft flere Exempler, uden kirkelig Vielse, men med de gamle, i Loven foreskrevne Ceremonier, og som i verdslig Henseende var fuldgyldigt nok, men af Gejstligheden kun betragtedes som Konkubinat. Et saadant Giftermaal var Harald Haardraades med Thora, (se ovenfor Side 180) og Ingebjørg Jarlemoders med den skotske Konge Mælkolm.
11. I Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 52. Snorre Cap. 39. I Sagaerne heder det udtrykkeligt, at dette Giftermaal sluttedes, „da det led ud paa Sigurds Regjeringstid“; det maa altsaa have været i de aller sidste Aar af denne. Nu er det vist, at han tilbragte Vintren 1129—30 paa Østlandet; og i Aaret 1127 var han vel endnu saa beskjeftiget med Kirkebygningen i Kongehelle og Forberedelsen til dens Indvielse, at han neppe da gjorde nogen Rejse til Bergen. Aaret 1128 bliver derfor det rimeligste at gjette paa som det, hvori Giftermaalet fandt Sted. Nogle have antaget, at Malmfrid efter Sigurds nye Giftermaal vedblev at opholde sig i Norge. Navnlig slutter Thormod Torvessøn det (III. S. 495) af Saxos Beretning (S. 647) om Erik Emunes Giftermaal med hende. Men her siges der kun at Erik egtede den norske Konge Magnus’s Stifmoder Malmfrid, Norges forhenværende Dronning. Malmfrid, der neppe fulgte Sigurd paa hiin Rejse til Bergen, men vistnok blev tilbage i Kongehelle, havde meget let for at komme til Sverige eller Danmark, og det vilde saaledes være højst usandsynligt, om hun skulde have oppebiet Sigurds Tilbagekomst, eller dvælet en Dag længer i Norge, end Afrejsens Tilberedelser krævede, især da hun saa vel i Sverige som Danmark havde Frænder nok (se ovenfor Side 598 flg.), der kunde tage sig af hende, navnlig Dronning Margrete, hendes egen Moster og hendes Mands Stifmoder, der og formodentlig var den, som i sin Tid havde bragt Egteskabet mellem hende og Sigurd istand.