Det norske Folks Historie/3/68
Kong Sigurd, fortælles der, elskede sin nye Hustru særdeles højt. Men den Lykke, han nød ved hendes Side, formørkedes vist mangen Gang ved Tanken paa Biskop Magnes advarende Ord og den Fordømmelsesdom, Kirken havde udtalt over deres Forhold, ligesom vi og finde Tegn til at det Uvenskab, der herskede mellem hans Søn Magnus og hans nys anerkjendte Broder Harald, forvoldte ham flere Ubehageligheder og fyldte hans Sind med mange Ængstelser over, hvorledes det vilde gaa efter hans Død. Thi han var langtfra blind for sin Søns Fejl, og synes at have næret alvorlige Bekymringer i dette Henseende. Han overholdt stedse at tage Harald i Forsvar mod hans, saa vel som mod alle andres, Fornærmelser, og det synes næsten endog som om han har faaet Harald kjær: maaskee denne klogeligen har smigret for ham, og føjet sig mere efter hans Ønsker, end den voldsomme, udsvævende Magnus. Saaledes fortælles der, at Harald sædvanligviis plejede at følge med Sigurd, naar denne, som det var hans Vane, gik tidligt til Sængs, medens Magnus derimod sad efter og drak med sine Kamerater. Lige fra først af, da Harald var bleven anerkjendt som Kongens Broder, havde han opholdt sig ved dennes Hof, uden at man dog i Begyndelsen havde viist ham synderlig Ærbødighed. Det gik saa vidt, at Folkene i Kongens Hird eller paa hans Skibe endog vovede ligefrem at fornærme ham, og da Harald engang noget vel voldsomt hevnede en saadan Fornærmelse paa en højbaaren Mand af den mægtige Søle-Æt, tog dennes Frænder fat paa Harald, og vilde hængt ham, hvis ej Kongen var kommen ham til Hjelp. Kongen tilkjendte da hans Fiender Fredløshedsstraf, hvilken han dog paa Fleres Forbøn eftergav, men han forbød strengt at tale fornærmelige Ord til Harald, og lod denne tage Plads blandt sine Skutelsvende[1]. Men derover blev Kongesønnen Magnus og hans Kamerater endnu mere forbitrede paa Harald, end for, og søgte enhver Lejlighed til at velte sig ind paa ham. Denne troede de ret at have fundet en Aften i Oslo, da de havde overtalt Harald til at sidde efter ved Drikkebordet, i Stedet for, som sædvanligt, at følge Kongen til Sængs. Harald samtalede med en af de Tilstedeværende om Irland og dets Mærkværdigheder, og ytrede blandt andet, at der i hiint Land fandtes Mænd, som vare saa rappe til Fods, at ingen Hest kunde indhente dem i Kapløben. Da Magnus hørte dette, sagde han: „nu lyver han igjen, som han plejer“. „Nej“, sagde Harald, „det forholder sig virkelig saa, at der paa Irland findes Mænd, hvilke ingen Hest i Norge kan indhente“. De skiftede nogle flere Ord derom: begge vare de noget drukne. Magnus havde just faaet en ypperlig Hest fra Gautland, meget stor og faa hurtig til Fods, at man ej troede den havde sin Lige. „Nu skal du indgaa et Veddemaal“, sagde Magnus, „om at du kan løbe lige saa hurtigt som jeg rider paa min Hest; jeg sætter min Guldring, du en lignende Værdi, til Pant“. Harald indvendte, at han ej havde sagt, at han selv kunde løbe saa hurtigt, men kun, at der paa Irland fandtes Mænd, der vare istand dertil: derom vilde han vedde“. „Jeg kan ikke rejse til Irland for den Sags Skyld“, sagde Magnus, „her skulle vi vedde, og ikke der“. „Jeg ejer endnu ikke engang saa meget Gods her i Norge“, sagde Harald, „som Værdien af en Guldring“. „Saa sæt dit Hoved i Pant“, sagde Magnus. „Det gjør jeg ikke“, svarede Harald, forlod Salen, og gik til Sængs. Morgenen efter fortalte man Kong Sigurd dette. Han svarede: „jeg kunde nok begribe, at det vilde gaa saaledes; I ere allerede ilde farne, I Nordmænd, fordi I have en vanvittig Konge over eder; men jeg aner, at I om en føje Stund gjerne skulde ville give det røde Guld for heller at have mig til Konge end Harald og Magnus: den første er grum, den anden uvittig“. Da For-Messerne vare til Ende, red Kong Magnus op i Gaden, og sendte Bud til Harald, at han strax skulde komme. Harald kom, skjønt han intet bestemt Løfte havde givet; han var iført Skjorte, strikkede Lærredsbuxer, løse for Knæet, og bundne til ved Anklerne, over Skuldrene havde han en kort Kappe, paa Hovedet en irsk Hat, og i Haanden en Springstav. Magnus sad allerede færdig til at begynde Veddeløbet. Kong Sigurd var selv tilstede, og mange Tilskuere havde indfundet sig. Magnus afstak nu Maalet. Harald sagde at det var for langt. Magnus satte det endda længre, og sagde at det dog var for kort. Da alt var bragt i Orden, gav Magnus sin Hest af Sporerne, og de begyndte Løbet. Harald var kjendelig hurtigere, og holdt sig under det hele Løb ved Siden af Hestens Forbov, saa at han kom lidt forud til Maalet. Kong Sigurd erklærede dette for tilstrækkeligt, da Harald havde viist at han ikke var senere end Hesten. Men Magnus paastod at Harald havde holdt i Sadelremmen, og ladet sig drage af Hesten; han fordrede derfor at de skulde prøve et nyt Løb. Det skede, og nu løb Harald den hele Tid foran for Hesten. Da han kom til Maalet, spurgte han Magnus, om han da denne Gang havde holdt i Sadelremmen. „Nej“, svarede Magnus, „men du begyndte Løbet tidligere end jeg“. „Saa skulle vi prøve endnu en Gang“, sagde Harald. Magnus lod Hesten først puste ud; derpaa gav han den af Sporerne, og satte afsted. Harald stod endnu stille, saa at enhver kunde see, at Magnus havde Forspring. Denne vendte sig om og raabte: „Løb nu!“ Da sprang Harald højt i Vejret med et Raab, og foor faa hurtigt frem paa Banen, at de Omstaaende neppe kunde see hans Fødder berøre Jorden. Han naaede Maalet saa længe forud for Magnus, at han endog fik Tid til at lægge sig ned, staa op igjen, og hilse Magnus, da denne kom. Magnus blev ærgerlig og vilde ikke ud med Guldringen; men Sigurd sagde vred til ham: „Du og dine Kamerater kalde Harald dum, men jeg holder for at du er en endnu større Taabe. Du kjender ikke Folkeskik udenlands, og veed ikke, at i andre Lande beflitte Folk sig med ganske andet, end at tylde Øl i sig og gjøre sig øre, saa at de ikke kjende til sig selv. Giv Harald hans Ring, og vov ikke at spotte ham, saa længe mit Hoved er oven Mulde, og jeg er Herre i Landet“[2].
Kong Sigurd tilbragte Vintren 1129—1130 i Oslo. Om Vaaren, efterat Langefasten var begyndt, faldt han i en heftig Sygdom. Hans Venner bade ham da at hæve sin utilladelige Forbindelse med Cecilia, og sende hende bort, men han elskede hende saa højt, at han ej kunde bære det over sit Hjerte. Hun bad ham selv om Tilladelse til at skilles fra ham, og sagde at dette vilde vorde ham selv til størst Gavn. Men han svarede: „jeg tænkte aldrig, at du vilde ringeagte mig, ligesom de andre“. Med disse Ord vendte han sig fra hende, blodrød i Ansigtet. Fra den Tid af forværredes hans Sygdom. Da det led hen mod Paaske, endte han sit Liv, Dagen efter Mariæ Bebudelsesdag, den 26de Marts 1130. Han var kun 40 Aar gammel, men hans Helbred maa have været undergravet baade paa Sjæl og Legeme. Hans Lig blev jordfæstet i St. Hallvardskirken, hvor det blev indlagt i Steenveggen paa Sydsiden strax nedenfor Choret. Der blev det sandsynligviis liggende, indtil St. Hallvardskirken nedreves i Slutningen af det 17de Aarhundrede. Hvor hans Levninger da bragtes hen, vides ikke med Vished. I Kjøbenhavn forevises en Hovedskalle, der siges at være Kong Sigurds, uden at det dog med sikre Beviisligheder kan godtgjøres, at den i sin Tid er bleven bragt derhen fra den ødelagte Hallvardskirke. Men det er ikke usandsynligt, at det virkelig forholder sig saaledes[3].
Sigurd beskrives i Sagaerne[4] som høj af Væxt, af et kraftigt Udseende og velvoxen, med lysebruunt Haar, men for Resten ikke fager; hans Udvortes roses dog, som ovenanført[5] meget af Fulcher fra Chartres, der sandsynligviis oftere havde Anledning til at see ham under hans Ophold i Palæstina. Men Fulcher sigter rimeligviis til hans Udvortes i det hele taget, ikke blot til hans Aasyn alene. Sigurd var ikke meget snaksom, temmelig tilbageholdende, talte heller ikke synderligt paa Thingene; han lagde Vind paa Anstændighed og Værdighed i sin hele Optræden, var af en fast Charakteer, kjær i Herredømmet og streng i at refse; uden at være lovkyndig, overholdt han dog Lovene strengt. Dog var han tillige gavmild og besad andre Fortrin, der, som vi have seet, uagtet hans store Fejl gjorde ham agtet og æret[6].
Sigurds Bedrifter og hele Regjering ere besungne af i det mindste trende samtidige Skalde, Presten Einar Skulessøn, hvorom der oftere er talt, Halldor Skvaldre, og Thorarin Stuttfeld. Halldor, der ligesom de to andre rimeligviis var fra Island, har ogsaa kvædet om Begivenheder efter Sigurds Død. Hans Kvad om Sigurd synes.dog at være forfattet, medens denne endnu levede, og paa sædvanlig Maade fremsagt for ham selv, da Kongen nemlig i de Brudstykker, vi have tilbage, tiltales som nærværende. Einar Skulessøns Kvad synes derimod — efter de Brudstykker, vi have tilbage, at dømme — at være digtet, efter at Sigurd var død. Om Thorarin Stuttfeld vide vi med Vished, at han digtede sit Kvad i Sigurds Levetid. Sagaerne have nemlig opbevaret en til Oplysning om Livet ved Sigurds Hof ret merkelig liden Fortælling om Thorarins første Bekjendtskab med Kongen, og Anledningen til Digtets Tilblivelse, hvoraf det udtrykkeligt sees, at Thorarin kvad sin Draapa for Kongen selv. Engang, siges der, da Kongen gik fra en Skytning til Aftensang, og hans Mænd vare meget drukne og lystige, tog Kongen, maaskee af denne Grund, Plads med sin Hird udenfor Kirken, og holdt Aftensang der; men Sangen blev noget forvirret. Da sagde Kongen: „hvad er det for en Karl der henne ved Kirken i en stutt (kort) Feld (Kappe)?“ De Tilstedeværende vidste det ej. Dog sagde Kongen spøgende i et Par Verslinjer, at den fremmede Mand hist henne i Felden var Skyld i, at Sangen gik istaa. Den Fremmede traadte frem og kvad et Vers, hvori han spøgte med sin Dragt, da han ej havde Raad til at bære andet end Pjalter, og sagde at han vilde prise Kongens Gavmildhed, dersom denne skjenkede ham en bedre Kappe. Kongen bad ham komme til ham næste Dag ved Drikkebordet. Thorarin, der efter hine Ord af Kongen kaldtes Thorarin Stuttfeld, indfandt sig, men traf udenfor Stuen en Mand med et Drikkehorn i Haanden, der hilsede ham fra Kongen, at han, inden han gik ind, skulde have digtet, og strax efter fremsige en eller flere Viser om en af de tilstedeværende, ved Navn Haakon Serkssøn, med Tilnavnet „Mørstrut“ (d. e. med den fede Hals). Thorarin troede Manden paa hans Ord, digtede Spotvisen og fremsagde den. Men Kongen benegtede nogensinde at have anmodet ham derom, og sagde at man havde villet have ham til Bedste; han viste ham derimod til Sæde blandt Haakons Følge, for at denne, som han sagde, selv kunde bestemme hans Bod. Haakon sagde at han nok skjønnede Sammenhængen, og bad ham siden, i Stedet for Bod, at digte et andet Smædevers over hiin Mand, der havde narret ham, hvis Navn var Arne Fjæreskeiv[7]. Thorarin var strax rede dertil, gik tvers over Gulvet hen til Arne, og kvad et Vers, hvori han spottede ham for hans Fejghed, da han var med Kongen i Serkland. Arne sprang op, drog Sverdet og vilde hugge til ham, men Haakon bad ham forholde sig rolig, da det ellers vilde gaa ham ilde. Thorarin gik nu hen til Kongen, sagde at han havde digtet en Draapa om ham, og bad ham høre derpaa. Kongen føjede ham, og skjenkede ham til Belønning rigelige Penge til at foretage en Romerrejse, hvilket han havde i Sinde. Det er ikke oplyst, om de saaes tidere.
- ↑ Denne Begivenhed fortælles, besynderligt nok, anderledes i Morkinskinna, Hrokkinskinna, Hryggjarstykke, end hos Snorre. Dog bestaar Forskjellen meest deri, at hines Beretning nævner ganske andre Personer, end Snorres. Vegge Beretninger begynde med, at Kongen paa en Sørejse havde lagt ind i en Havn og at man fornøjede sig ved at svømme. Ifølge den første Beretning udmerkede en Mand ved Navn Jon sig ved sin Svømmefærdighed; der siges ikke, hvorfra han var, men det synes at underforstaaes, at han var fra Kongens eget Skib. Kongen, heder det, som en Stund havde ligget stille i Løftingen, mørk i Hu, løb med eet i Vandet, tog fat paa Jon, og dukkede ham flere Gange under, den sidste Gang saa længe, at Einar Skulessøn, der tilligemed en anden Mand, ved Navn Erlend Gapamund., havde staaet ved hans Leje, sagde til denne, at man burde komme Jon til Hjelp, og hindre Kongen fra at gjøre en Ulykke; Erlend, en sterk og rask Mand, i løb da, uanseet at han derved udsatte sig for Kongens Vrede, ud i Vandet, greb fat paa Kongen, og holdt ham faa længe under, indtil han slap Jon, der bevidstløs blev bragt til Land, og længe maatte gnides, inden han kom til sig selv. Harald, der var ombord paa Kong Sigurds Skib, uden dog at nyde synderlig Agtelse, raadede siden Erlend til at flygte, da Kongen vist var ham vred, men Erlend sagde, at han kun vilde tilbringe Natten i Land. Harald sagde da til sin Skosvend, at han gjerne kunde ligge i hans Møie ombord i Skibet, medens han selv blev i Land med Erlend. Men en vis Lodin, der havde sin Køje nærmest Harald, en Mand af ringe Byrd, men med mange Indbildninger, og som ofte plejede at spotte Harald, spurgte Skosvenden, hvo der havde givet ham Lov til at sove mellem fornemme Folk, og jog ham bort. Skosvenden gik til Harald og klagede for ham; Harald gik vred ud paa Skibet, og agtede ej paa Lodins Klæder, men stødte til dem. Lodin tiltalte ham grovt, Harald drog Sverdet og gav ham et Hug i Huden. Morgenen efter savnede Kongen Erlend Gapamund; Einar Skulessøn sagde at han ej vidste ret, hvor han var, men spurgte, om Kongen vilde lade ham nyde Fred; Kongen vilde intet love, og Einar kvad i den Anledning et Vers, der anføres; imidlertid blev Erlend hentet, og Kongen roste og belønnede ham for hans Raskhed og for den Hengivenhed, han havde viist ham, ved at hindre ham fra at gjøre en ond Gjerning. Siden spurgte han, hvad Tummel der havde været paa Skibet den forrige Aften, fik Lodins og Haralds Strid at vide, og irettesatte Lodin haardt. Snorre derimod nævner i Stedet for Jon en islandsk Mand fra et nærliggende Handelsskib; i Stedet for Einar Skulessøn og Erlend Gapamund nævner han Sigurd Sigurdssøn, utvivlsomt Lendermanden Sigurd fra Hvitastein (se ovenfor Side 651), der efter at have ytret sin Ængstelse for at Kongen vilde gjøre en Ulykke, og beklaget, at ikke Dag Eilifssøn (om ham se ovenfor Side 456) var tilstede, selv kaster sig i Vandet, og faar Kongen til at slippe den anden;Kongen forbyder nu, ifølge Snorre, Sigurd at komme for sine Øjne, og denne gaar op i Land, hvor flere, hvoriblandt Harald, længer ud paa Aftenen fornøje sig ved alslags Leg. Harald byder sin Skosvend gjøre hans Køje tilrette; Skosvenden lægger sig selv i Køjen, efter længe at have væntet forgjeves paa Harald, men den, der bliver vred over at han vover at lægge sig mellem fornemme Folk, er her ej Lodin, men Svein Rimhildssøn eller Knutssøn, en Søn af Knut Sveinssøn (se ovenfor Side 452) paa Sole. Ifølge Snorre slaar Svein Skosvenden til Blods, Harald hugger siden til Svein, og dennes Frænder stimle til, gribe ham og ville hænge ham, da Sigurd Sigurdssøn, trods Kongens Forbud, løber ombord, og beder Kongen hjelpe sin Broder Harald, som Rygerne ville hænge. Kongen frelser Harald, dømmer Svein og alle hans Kamerater fredløse, men eftergiver siden Straffen; Sigurd Sigurdssøn beder han aldrig forlade ham. — Her er det vanskeligt nok at afgjøre, hvilken Beretning er den retteste. Morkinskinna-s, der ogsaa følges af Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 49, 50) synes vel at maatte ligge Begivenheden nærmere end Snorres, og vinder derhos et Slags Bestyrkelse ved Einar Skulessøns Vers. Men paa den anden Side synes den Omstændighed, at Snorre, uagtet han, som man af andre Data seer, kjendte hine Kongesagaer, dog her finder sig foranlediget til at afvige fra dem, at vidne om overvejende Grunde, der maa have bestemt ham dertil. Det er øjensynligt, at den første Beretning, der for en Deel drejer sig om Skalden Einar Skulessøn, nærmest maa have været opbevaret blandt dennes Slægtninger, altsaa maaskee paa Island; den anden derimod, som kun nævner norske Lendermænd, maa have været gængse i Norge, og Snorre maa under sit Ophold her have erfaret den. Den er unegtelig bedre affattet, og har en sandsynligere Gang, end hiin, hvorhos det maa merkes, at det anførte Vers af Einar Skulessøn ikke just kan siges, ligefrem at sigte til Begivenheden, saa at det gjerne kunde have været anvendt ved en anden Lejlighed, og siden urigtigt henført til denne. De hos Snorre forekommende Persons Navne synes heller ikke at kunne være grebne af Luften. Vi have derfor i det væsentlige holdt os til hans Relation. I Anledning af at Dag Eilifssøn nævnes, er det vel at merke, at disse Ord slet ikke egentlig betegne ham som levende; de udtrykke kun et Ønske om, at han var tilstede, og kunne lige saa godt indeholde en Beklagelse over at han var død.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 51. Snorre Cap. 38. Ogsaa denne Tildragelse fortælles noget anderledes af Snorre, end i de øvrige Kongesagaer. Den væsentligste Afvigelse er den, at Snorre ej lader Kong Sigurd være tilstede ved Veddeløbet, men imidlertid bivaane Høimesse, og først senere faa Nys derom efter Maaltidet. Det synes dog rimeligere, hvad de andre Sagaer berette, at han allerede fik Sagen at vide om Morgenen, og var tilstede ved Løbet. Det er ligeledes kun Snorre, som tilføjer — hvad der dog i sig selv er det rimeligste — at dette tildrog sig i Oslo. Her opholdt nemlig Kongen sig den sidste Vinter indtil sin Død.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 53. Snorre Cap. 41. Fagrskinna Cap. 25l. Morkinskinna fol. 31 b. Ágrip Cap. 50. Orknøyingasaga S. 170. I Fagrskinna saa vel som Morkinskinna og hos Snorre seer det næsten ud som om Sigurd døde paa et andet Sted end Oslo, snarest i Kongehelle, da det heder at han blev syg og døde „øster i Viken“, og at hans Lig blev „flyttet til Oslo“ for at begraves. Men dette kan ikke komme i Betragtning mod det tydelige Udsagn i de øvrige Kongesagaer, i Orkneyingasaga, og i Ágrip. Kongen var desuden maner i Viken“ ogsaa under sit Ophold i Oslo, og Udtrykket om Flytningen af hans Lig til Oslo er maaskee kun en uheldig Betegnelsesmaade af at hans Lig flyttedes til Oslo Domkirke.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 18.
- ↑ Se ovenfor Side 583.
- ↑ Hvor vidt Sigurd nogensinde alvorligt har tænkt paa at gaa i Kloster, hvilket Peter af Clugny synes at antyde mod Slutningen af det ovenfor (S. 670) omtalte Brev, (se Samll. I. 111), er vanskeligt at sige. Vist er det, at han mod Slutningen af sin Regjering var langt fra at tænke paa sligt.
- ↑ Han synes at have været en Islænding, og omtales ogsaa i Sturlungasaga I. Cap. 10 ved Beretningen om Tvisten mellem Thorgils Oddessøn og Havlide Maarssøn (se ovenfor Side 640). Det siges her udtrykkeligt, hvad ogsaa Thorarin sigter til, at Arne havde været udenlands med Sigurd.