Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/77

< Det norske Folks Historie | 3

Kongehelle var, som nys berettet, ved den Iver, hvormed Sigurd Jorsalafarer havde sørget for dens Opkomst, bleven den meest blomstrende Stad i Norge, og Rygtet om dens Velstand og Overflod maa paa denne Tid have været udbredt over hele Norden, i Særdeleshed da den ved sin Beliggenhed saa langt nede mod Syd, nær ved den danske Grændse, maatte være den af alle norske Stæder, hvorom man i Danmark og de sydligere Egne vidste bedst Besked. Det er derfor ej at undres over, om de vendiske Sørøvere, der i denne Tid sværmede om i de danske Farvande, betragtede dens Rigdomme som et lokkende Bytte, og væntede paa den første Lejlighed til at angribe og udplyndre den, især, hvis Harald Gille, som man ifølge det ovenfor omtalte maa formode, havde egget dem til Hevn ved hine tvende Søslag. Indbyggerne af Staden havde i alle Fald den største Opfordring til at være paa sin Post, ja der kom endog Advarsel, baade fra Kong Erik i Danmark, og Erkebiskop Asser, at de maatte tage vare paa sin Stad, saasom Venderne havde en stor Flaade ude, hvormed de herjede i de christne Lande, og stedse fik Overhaand. Der skal heller ikke have manglet paa allehaande Varsler om en stor Ulykke, der skulde times Staden. Natten til Søndag efter Paaske hørte man et stort Gny ude paa Gaden som om en Konge red derigjennem med hele sin Hird; Hundene tydede, brøde ud og bleve gale; de bede baade Folk og Fæ, og alle, som bleve bidte, baade Dyr og Mennesker, fik ligeledes Vandskræk og bleve afsindige. Saadant skede næsten hver Nat fra Paaske til Himmelfartsdag. Mange bleve forfærdede derved, solgte sine Gaarde og flyttede ud paa Landet eller til andre Byer. Endog de klogeste i Staden sagde, at alt dette maatte varsle om en eller anden stor Ulykke, der snart vilde ramme dem. Presten ved Korskirken, Andreas Bruunssøn, en af Stadens meest anseede Mænd, holdt første Pintsedag en lang og vakker Prædiken, hvori han til Slutningen bragte den Fare, der truede Staden, paa Bane, men bad Bymændene fatte Mod, og ikke lægge den herlige Stad øde, men heller sørge for dens Værn, det være sig nu mod fiendtligt Anfald eller Ildsvaade, og anraabe Gud om Hjelp. Men da det led nogen Tid hen, lagde Skrækken sig, og Bymændene overlode sig atter til Sorgløshed. I Byen opholdt sig just paa denne Tid den nys omtalte islandske Høvding, Presten Loft Sæmundssøn, rimeligviis for at afhente sin elleveaarige Søn, Jon, der var til Opfostring hos Andreas Bruunssøn[1]. Det er, som man maa antage fra Jon Loftssøn, i hvis Huus den berømte Snorre Sturlassøn siden opfostredes, at denne har faaet den nøjagtige Beretning om hele denne Tildragelse, som han siden meddeelte i sin Bearbejdelse af de norske Kongesagaer, og som vi her gjengive[2]. Loft indskibede sig med alt sit paa et Fragtskib, og drog afsted i Følge med 12 andre Fartøjer, der skulde til Bergen; 11 af dem forliste med Folk og Gods; paa den tolfte blev kun Mandskabet bjerget; alene Loft kom med sit Skib velbeholden til Bestemmelsesstedet.

Samme Dag, som hine Skibe forliste, nemlig Lafrantssok-Dagen (10de August), viste en Sværm af ikke mindre end 300 vendiske Snekker sig udenfor Byen. Paa hver Snekke var der 44 Mand og to Heste; den hele Styrke bestod saaledes af over 13000 Mand, hvoriblandt 600 Ryttere. Hovedanføreren var den forhen omtalte Fyrste Ratibor; han ledsagedes af sin Systersøn Dunimitz, og en anden Høvding ved Navn Unnibor. Opsejlingen til Staden var noget nedenfor denne sperret ved nedrammede Pæle, der sandsynligviis kun lod et smalt Løb frit, som i paakommende Tilfælde ganske kunde stænges. Men paa den anden Side af Gulløen og Ragnhildholmen, der ligge lige udenfor Byen og nu ere landfaste med Hisingen, løb dengang en smal Arm af Elven, som man rimeligviis ansaa alt for grund og ubetydelig, til at det skulde være nødvendigt at stænge den. Denne Vej benyttede dog Venderne, idet de først lagde til nede ved Pælene, og satte Rytteriet i Land, men derpaa under Anførsel af Dunimitz og Unnibor med den største Deel af Skibene roede op ad hiin østre eller søndre Arm, hvor de kom godt frem, enten fordi Skibene nu vare lettede, eller fordi de i sig selv vare smaa og lidet dybtgaaende[3]. Einar, en Svigersøn af Presten Andreas, var en af de første, som blev de ubudne Gjester var; han skyndte sig op til Kastelkirken, just som hans Svigerfader prædikede til Højmesse for de fleste af Byfolkene, og meldte at en stor Flaade nærmede sig Byen ovenfor, medens en Rytterskare kom udenfra over Brataasen. Mange sagde at det maatte være den danske Konge Erik, af hvem man ej væntede sig nogen Ufred, eller i alle Fald ingen haard Behandling[4]. Imidlertid ilede de hjem, hver til sit, væbnede sig, og gik ned til Bryggerne: da fik de snart Øjnene op, thi lige for dem laa Vendernes talrige Flaade, der allerede havde begyndt Striden med et Angreb paa ni Østerfarerskibe, som laa ved Bryggerne, og tilhørte nogle Kjøbmænd. Disse forsvarede sig haardnakket, og Bymændene understøttede dem ved at beskyde Fienden fra Bryggen, saa at Venderne i denne Kamp skulle have mistet 160 Skibe med Besætning. Men deres store Folkemon gjorde dog til sidst Udslaget; de bleve Herrer over Skibene, medens Bymændene flygtede op i Byen, og derfra ind i Kastellet, medbringende deres Kostbarheder og alt det Gods, som de i Hast kunde faa med sig. Solveig, Andreas Prests Hustru, flygtede med sine Døtre og to andre Kvinder op i Landet.

Venderne gik nu i Land og mønstrede sine Folk. Da saa de først, hvor stor Skade de havde lidt. Efter at have plyndret og derpaa aldeles opbrændt saa vel Byen, som Skibene, stormede de op mod Kastellet, og beredede sig til at angribe det. Ratibor lod dog først Besætningen og de øvrige, som vare derinde, tilbyde fri Udgang med Vaaben, Klæder, Guld og Sølv; men herom vilde man intet høre, alle raabte imod, og gik ud paa Brystværnet, idet de skøde, eller kastede Stene og Stavre[5] ned paa Venderne. Det viste sig ogsaa i det følgende, at det ej var raadeligt at stole paa Hedningernes Ordholdenhed. Medens der saaledes kæmpedes omkring Kastellet, og mange faldt paa begge Sider, dog langt flere paa Vendernes, kom Prestekonen Solveig paa sin Flugt til en Gaard i Nærheden, ved Navn Solbjarge, hvor hun fortalte hvad der var paa Ferde. Der blev da strax opskaaret Hærør eller Krigsbudstikke, og sendt til nærmeste Gaard, Skyrbaage, hvor den nuværende Kjøbstad Kongelv ligger[6], for derfra at sendes videre om i Bygden. Paa Skyrbaage var der just et talrigt Sammenskudsgilde. En af Gjesterne, Bonden Ølve Myklemund, sprang strax op, tog Skjold og Hjelm og en stor Øxe, og sagde: „staa op, I gode Drenge, tag eders Vaaben, og lad os komme Bymændene til Hjelp; det vil være en Skam for os, hvis det spørges at vi sidde stille her og fylde os med Øl, medens brave Folk i Byen miste Livet, fordi vi lade dem i Stikken“. Men han mødte kun Indvendinger; man vilde alene, hed det, opofre sig til ingen Nytte, da saa faa Folk alligevel ej kunde vorde Bymændene til nogen klækkelig Hjelp. Da sagde Ølve vred: „om I faa alle blive her tilbage, vil jeg dog derhen alene: en eller to Hedninger skulle dog vel bide i Græsset for mig, inden jeg falder“. Med disse Ord styrtede han afsted, og ned til Byen. Nogle af de andre fulgte ham i Afstand, for at see,hvorledes det gik ham, og komme ham til Hjelp, om det skulde behøves. Da han kom saa nær Kastellet, at Hedningerne saa ham, løb strax aatte af dem fuldt bevæbnede imod ham og omringede ham. Ølve hævede Øxen saa langt tilbage, at dens bagerste Spids splittede Halsen paa den Vender, som stod lige bag ham, saa at han strax faldt død omkuld; i samme Hug satte han Oxen i Hovedet paa den, der stod foran ham, og kløvede det lige ned til Skuldrene. De øvrige satte ind paa ham, men han forsvarede sig saa kjekt, at to af dem faldt, de øvrige fire flygtede. Uagtet han selv var haardt saaret, forfulgte han dem, og indhentede dem ved et Dige, hvor de sad fast; her dræbte han endnu to af dem, men blev nu ogsaa selv siddende fast, faa at de to sidste undkom. De, der havde fulgt ham, ilede nu til, hjalp ham op og bragte ham tilbage til Skyrbaage. Han kom sig siden af sine Saar, og alle vare enige om, at ingen Mand nogensinde havde forsvaret sig kjekkere end han, een mod mange. Siden indtraf to Lendermænd, Sigurd Gyrdssøn og Sigard, med noget over 700 Mand til Skyrbaage; men den første vendte strax tilbage igjen med 480 Mand, uden at have draget Sverdet; Sigard derimod gik til Byen med 240, gav sig i Kamp med Fienden, og faldt med alle sine. Sigurd blev siden med Rette foragtet af alle, og døde ikke længe efter.

Imidlertid rasede Striden paa det heftigste omkring Kastellet, uden at dog Ratibor selv eller de to andre Høvdinger deeltoge deri: de holdt sig afsides[7]. Den tapre Befalingsmand eller, som han kaldtes, kongelige Sysselmand, Sæmund Huusfreyja, ogsaa en Svigersøn af Andreas Prest, stod selv med sin Søn Aasmund, og skød paa Fienden. Blandt Venderne var der en fortrinlig Bueskytte, som i hvert Skud fældte sin Mand; to Mænd stode paa hver sin Side af ham og dækkede ham med sine Skjolde. Sæmund bad Aasmund at skyde paa Bueskytten i samme Øjeblik, som han selv rettede sin Piil mod en af Skjoldbærerne. De gjorde saa; da Sæmunds Piil kom, rykkede Manden Skjoldet for sig selv, og blottede derved Skytten, hvem Aasmunds Piil traf lige i Panden, saa at den stod ud gjennem Nakken. Da Venderne saa ham falde død tilbage, hylede de som Hunde eller Ulve. Da lod Ratibor endnu engang tilbyde Nordmændene Grid, men de vægrede sig fremdeles ved at modtage den. Kampen begyndte paa ny, heftigere end forhen. En af Hedningeme vovede sig uden Skjold lige indtil Kastelporten og stak sit Spyd gjennem Gitret i en Mand, der stod indenfor; man skjød og stak paa ham, men uden at det beed: dette tilskrev man Trolddom, og Andreas Prest leverede derfor Aasmund et Stykke Tønder, antændt i indviet Ild, hvilket denne satte paa Odden af en Piil, og skød den mod Venderen. Pilen traf, og Venderen faldt død til Jorden: ogsaa da hylede og hvinede Hedningerne, som før. Man saa nu Venderne flokke sig hen til Fyrsten, som om de nu syntes at have faaet nok, og at det var paa Tide at begive sig bort. Men en Nordmand, der kunde vendisk, og gjorde Tjeneste som Tolk, sagde at Høvdingen Unnibor kun gjorde sine Folk opmerksom paa, at Nordmændene, der først havde forsvaret sig med Pile og Spyd, siden med Stene, nu tilsidst kun brugte Stavre og Stokke, og derfor efter al Rimelighed paa det nærmeste havde opbrugt sit Vaabenforraad, saa at det vel var Umagen værd endnu at vove en Dyst, skjønt det paa den anden Side vistnok havde næret.bedst, om man aldrig havde indladt sig med et saa stridbart Folk; „om vi end“, sagde han, „tage alt det Gods, der findes i Byen, burde vi dog give ligesaameget til, at vi ej vare komne her“. Hvor vidt man fra Kastellet endog kunde høre Unnibors Ord, mer, om man hørte dem, opfattede dem rigtigt, maa staa ved sit Værd[8]: vist er det, at Hedningerne fornyede Angrebet, og at Nordmændene nu lede saadan Mangel paa Forsvarsvaaben, at de maatte hugge hver Stave i to Stykker. Da faldt den brave Befalingsmand, Sæmund Huusfrøyja. Kampen førtes dog ikke med den Udholdenhed, som før, men standsede af og til, da man paa begge Sider vare trætte og saarede. I en af disse Standsninger gjentog Ratibor endnu engang sit Tilbud, at Nordmændene, hvis de vilde overgive Kastellet, skulde faa fri Udgang med deres Vaaben, Klæder, og alt hvad de kunde bære med sig. Da Nordmændene nu manglede en Anfører[9], besluttede de sig til at modtage Tilbudet, og aabnede Portene. Men dette angrede de snart, thi Hedningerne brød sig ikke det mindste om deres Fyrstes Løfte, men toge alle, Gamle og Unge, Mænd og Kvinder, til Fange, dræbte alle de saarede, og dem, som vare for smaa til at føres bort, røvede alt det Gods, der fandtes l Kastellet, ja trængte endog ind i Korskirken, og borttoge alt dens Skrud, saa vel som det hellige Korses Relikvie og den prægtige Altertavle af Erts, hvilken de lagde ned paa Altertrinet. Andreas Prest gav Fyrst Ratibor en sølvbeslagen vel forgyldt Stav, og hans Systersøn Dunimitz en Guldfingerring: deraf sluttede de at han maatte være en formaaende Mand, og viste ham større Opmerksomhed end de øvrige. Idet de gik ud af Kirken, sagde Ratibor: „dette Huus er i sin Tid blevet indrettet med stor Kjærlighed til den Gud, der ejer det; men det lader til at det er blevet daarligt varetaget, thi jeg seer, at Guden er bleven vred paa dets Vogtere“. Han forærede Andreas Prest saa vel Kirken selv, som Skrinet, Kors-Relikvien, Bogen, Plenariet og fire Kalke. Desuagtet satte Hedningerne Ild paa Kirken, ligesom paa alle de øvrige Huse i Kastellet. Ilden, som de havde antændt i Kirken, sluknede to Gange, men da hug de Kirketaget ned, og nu fattede Kirken Ild og brandt op, som et andet Huus. Derefter vendte de tilbage til Skibene med det hele Bytte, og undersøgte sit Folketab. Da de saa, hvor stort det var, besluttede de at bortføre alle Fangerne som Sæm, og fordeelte dem derfor paa Skibene. Ved denne Lejlighed kom Andreas Prest med det hellige Korses Relikvie paa Fyrstens eget Skib. Men, siges der, i samme Øjeblik kom der en saadan Hede over alle Hedningerne, at de syntes at være i Ildsluer, og bleve meget forfærdede. Fyrsten lod spørge Andreas Prest om Aarsagen. Han sagde at de Christnes Gud gav Hedningerne et Tegn paa sin Vrede, fordi de vilde bortføre hans hellige Kors. Ratibor lod nu Andreas, som bar Relikvien i sine Arme, bringe ned i Skibsbaaden tilligemed de andre Prester; Baaden blev dragen langs Skibet, først frem, siden agter paa den anden Side, og derpaa stødt hen mod Bryggerne med Baadshager. Endnu samme Nat bragte Andreas Korset i Regn og Uvejr op til Solbjarge, men førte det senere hemmeligen lige til St.Olafs Helligdom i Nidaros, for at det kunde være der, hvor det ifølge Kong Sigurds Løfte skulde opbevares[10]. I det følgende Aar kom Gjengjeldelsen over Venderne, da Erik Emune gjorde sit Tog til Vendland, indtog Arkona paa Rügen, og tvang Indbyggerne til at antage Christendommen. Ratibor lod sig siden døbe, arbejdede endog paa Christendommens Udbredelse, og døde ikke førend henved 1152[11]. De fleste af Fangerne fra Norge henslæbte imidlertid deres øvrige Dage som Trælle i Vendland. Enkelte bleve løskjøbte og vendte tilbage til Norge, men ingen af dem kom til den Velmagt, som for. Kongehelle opbyggedes vel igjen, men naaede aldrig mere sin forrige, desværre kun alt for kortvarige Glands[12].

  1. ↑ Se ovenfor S. 559, 757. I et enkelt Haandskrift angives Jons Alder til 9 Aar, men de fleste nævne „elleve“.
  2. ↑ Det er nemlig vel at merke, at hele denne Beretning ikke findes i Morkinskinna, den ældste, og før Snorres Tid nedskrevne Bearbejdelse af Kongesagaerne for det 11te og 12te Aarhundrede. Derimod findes den, foruden hos Snorre, i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke, der begge ere yngre end Snorre, aldeles ordlydende som denne meddeler den. Snorres Bearbejdelse er altsaa den ældste, hvor den forekommer, og der bliver følgelig heel sandsynligt, at hine have optaget den efter ham. Det vil i det følgende sees, at alle Hovedpersonerne stode mere eller mindre i Forbindelse med Andreas Prest, Jon Loftssøns Fosterfader; alt tyder saaledes hen paa, at Efterretningen skriver sig fra Jon, som fortalte deels hvad han selv og hans Fader havde oplevet, deels hvad Fosterfaderen siden havde meddeelt ham.
  3. ↑ At Beskrivelsen over Vendernes Sejlads nødvendigviis maa være saaledes at forstaa, er viist i Norsk Tidsskrift, IV. S. 293 flg. Snorre eller hans Hjemmelsmand har, aabenbart ved en Misforstaaelse, ladet Vendernes ene Afdeling tage hele den lange Vej omkring Hisingen i Stedet for om den lille Gullø.
  4. ↑ I Sagaen staar, at de af Erik ventede „Grid“; dette Udtryk, der ellers bruges om den Fred, eller Naade, der tilstaaes af en Sejrherre, bestyrker maaskee det ovenfor antydede, at der paa denne Tid herskede et spendt Forhold mellem Harald Gille og Erik Emune.
  5. ↑ Disse Stene og Stavre vare rimeligviis de, som Kong Sigurd havde ladet samle, se ovenfor S. 704, og Forraadet kom saaledes snarere, end man maaskee væntede det, til Nytte.
  6. ↑ Se derom Norsk Tidsskrift, IV. B. S. 296.
  7. ↑ Dette siges udtrykkeligt i Beretningen; og saa vel heraf, som af Ratibors oftere gjentagne Fredstilbud til Nordmændene, og den kjendelige Ærefrygt, han viste Presten og Relikvien, ikke at tale om hans senere offentlige Overgang til Christendommen, kan man vistnok slutte, at Hedningernes Vildhed og Forstyrrelseslyst var ham imod, om han end nok havde til Hensigt at samle Bytte, og maaske at hevne sig paa Harald Gille. At Venderne siden brøde hans Tilsagn til Indbyggerne, er neppe at tilskrive ham, men alene Hedningernes Uregjerlighed.
  8. ↑ Maaskee dog at Nordmanden stod udenfor Kastellet hos de vendiske Fyrster, i sin Egenskab af Tolk, og først senere fortalte fine Landsmænd hvad Unnibor havde sagt.
  9. ↑ Det siges vel i Beretningen, at der foruden Sæmund ogsaa var en anden Sysselmand i Byen, ved Navn Guthorm, Søn af Harald Flette; men han nævnes ikke senere som Deeltager i Kampen, og har rimeligviis været en gammel, svag Mand. Han var nemlig, som man seer, en Broder af hiin danske Sven Haraldssøn, som allerede i Aaret 1090, altsaa 45 Aar tidligere, optraadte som Modkonge mod Magnus Barfod, se ovenfor S. 482. Var Guthorm end noget yngre, har han dog i Aaret 1135 neppe kunnet være stort under 70 Aar gammel.
  10. ↑ Ágrip Cap. 47.
  11. ↑ Barthold, Gesch. von Rügen und Pommern, II. 117. 144.
  12. ↑ Harald Gilles Saga Cap. 10, Snorre Cap. 9. Kongehelle kaldes i den af et Øjevidne forfattede Beskrivelse over et af fornemme Daner i Aaret 1191 foretaget Korstog kun „civitatula“ d. e. „en liden By“ se Langebek, Scr. rer. Dan. V. S. 351. — Hvad for øvrigt den hele Beretning om Byens Indtagelse og Ødelæggelse angaar, da maa man stedse have for Øje, at den, som allerede antydet, væsentligt maa grunde sig paa Meddelelser, som Snorre Sturlassøn 50 Aar derefter fik af sin Fosterfader Jon Loftssøn, der skildrede ham, hvad han deels selv havde oplevet, deels senere erfaret af Andreas Prrest. Et og andet kan vel saaledes være overdrevet eller falskt opfattet. Morkinskinna, der, som det nedenfor vil sees, enten er forfattet af den samtidige Erik Oddssøn, eller støtter sig til hans Beretninger, nævner intet om Sagen, med mindre det skulde have været paa det nu manglende Sted, hvor Sigurds Ophold i Jerusalem omtales, thi Ágrip, der for det meste stemmer med Morkinskinna, omtales den der i forbigaaende. Det siges nemlig om Sigurds tvende Løfter for at faa Kors-Relikvien: „noget af dette holdt han, thi Tienden fremmede han; men det andet Løfte brød han, hvilket kunde have været ham til stor Ulykke, hvis Gud ej havde forekommet den ved Jærtegn; han rejste en Kirke ved Lands-Enden, og satte Korset der næsten under hedenske Mænds Vold, hvilket siden viste sig; han troede at det skulde tjene Landet til Forsvar, men tvert imod, thi Hedninger kom did, brændte Kirken, toge Korset og Presten, og førte begge bort, men siden kom en faa stor Hede over dem, at de troede at brænde, og forfærdedes derover, som et Varsel. Men Presten sagde at Heden kom af Guds Vælde og det hellige Korses Kraft, og da satte de baade Korset og Presten til Lands i en Baad. Men fordi Presten ej fandt det raadeligt, anden Gang at udsætte det for den samme Fare, flyttede han Korset hemmeligt nord til St. Olafs Helligdom, hvor det ifølge Eden skulde være, og hvor det nu er siden den Tid.“ — Aaret, naar Angrebet skede, angives udtrykkeligt til „5 Vintre efter Sigurds Død“, altsaa 1135. Thormod Torvessøn (III. S. 507) har imidlertid villet henføre det til Tiden før Magnus’s Fangenskab 1134, siden Korset omtales, som Magnus efter Fyrileivslaget førte hos sig; men han gaar ud fra, at Korset ikke senere blev fundet, hvilket er urigtigt; navnligen giver Ágrip, som han ej kjendte, her god Oplysning.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/77&oldid=84468»