Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/78

< Det norske Folks Historie | 3

Om Kong Harald Gilles Virksomhed i Landet nævnes der saa godt som intet. Deels var hans Regjering for kort og urolig til at han kunde udrette noget synderligt, deels var han af indskrænkede Aandsevner, og selv vistnok alt for meget fremmed for Landets Interesser til at opfatte sin Stilling rigtigt, eller til at betragte den anderledes end som en blot og bar Berettigelse til at leve i Pragt og Herlighed, og nyde udvortes Opmerksomhed. Hans Ligegyldighed ved alt, hvad der ikke egentlig angik Kongeværdighedens Besiddelse, men dens Udøvelse, fremgaar af Sagaens Ord, „at han lod sine Mænd raade med sig i alt hvad de vilde“. Dette, i Forbindelse med hans hensynsløse Gavmildhed, forklarer noksom den Popularitet, som han umiskjendeligt maa have besiddet. Folket og hans ringere Omgivelser vandtes ved de rige Gaver, medens Høvdingerne behagede sig i at udøve Magten, og have Kongen som et viljeløst Redskab i deres Haand. Fra hans Tid kan man saaledes med Rette regne det Lendermands-Vælde, som nu i henved to Generationer herskede i Norge, og hvorved Kongerne selv spillede en forholdsviis ubetydelig Rolle. Gejstligheden i Landet nød vistnok især godt af Haralds Gavmildhed. Den grumme Behandling af Biskop Reinald var, som vi have seet, ikke saa meget Kongens, som hans Mænds Verk. Sagaerne meddele derimod en omstændelig Beretning øm, hvor venligt han modtog den skaalholtske Biskop Magnus Einarssøn, da denne, som havde været nede i Danmark for at indvies af Erkebiskop Asser, besøgte ham paa sin Tilbagerejse, og hvilke rige Gaver han ved Afskeden skjenkede ham. Magnus havde rigtignok allerede truffet Harald under hans Landflygtighedstid i Danmark, gjort ham Foræringer og sluttet Venskab med ham[1], men den Maade, hvorpaa han lagde dette Venskab for Dagen, røber dog en mere end almindelig Gavmildhed. Da Magnus kom ind for at sige Farvel, fandt han Kongen siddende ved Drikkebordet, med Dronningen ved sin Side. Kongen modtog hans Hilsen venligt, og beklagede at han just nu, da han sad ved Bordet, ikke havde nogen passende Gave ved Haanden at skjenke ham. Han spurgte sin Fehirde eller Skatmester, om der fandtes noget i hans Gjemmer, men denne bevidnede at alle hans kostbare Stykker vare bortgivne. Da tog Kongen Bordkarret, der stod foran ham, og forærede Biskoppen. Dronningen sagde nu: „Farvel, Hr. Biskop!“ men Kongen sagde bebrejdende: „Naar hørte du for en fornem Kone sige slet og ret til sin Biskop: „Farvel, Hr. Biskop! uden at forære ham noget ved Afskeden?“ Hun spurgte, hvad det skulde være. Kongen foreslog det nye, med Pell betrukne Hynde, som hun sad paa. Biskoppen fik det, og Kongen gav ham ligeledes sit eget, der var Mage dertil. Bordkarret, der vejede 8 Merker, blev siden gjort til en Kalk for Skaalholts Kirke, og af Hyndernes Betræk gjordes Chorkaaber[2]. Overhoved, siges der, var Kongen gudfrygtig, gavmild og storsindet mod sine Venner[3]. Det Løfte, han aflagde strax før Angrebet paa Magnus i Bergen, at ville opføre en Kirke til St. Olafs Ære der i Staden, hvis han sejrede, opfyldte han vistnok, skjønt det ikke udtrykkeligt omtales; Kirken, den saakaldte Olafskirke paa Bakkene, der laa netop i det Bakkeheld over Byen, hvor han trængte frem mod Magnus, omtales nemlig i Aaret 1181[4] som en af Byens Kirker paa en saadan Maade, at man kan see at den da ikke nylig har været opført, og det bliver derfor det rimeligste at antage den i det mindste paabegyndt, om end ikke aldeles fuldført, af Harald Gille.

Harald fik ikke længe fryde sig ved Enebesiddelsen af Norges Trone. Det farlige Exempel, han selv havde givet paa, at en hidtil ubekjendt Mand kunde optræde som Kronprætendent, og drive sin Fordring igjennem, maatte nødvendigviis friste andre ærgjerrige Mænd til at prøve sin Lykke paa lignende Maade, og vi ville i det følgende see, hvorledes dette blev mere og mere almindeligt. Den første, der efter Harald selv traadte frem af Dunkelheden med saa store Fordringer, var Sigurd Slembedjakn. Hans virkelige eller foregivne Herkomst, og den temmelig indgribende, men kortvarige Rolle, som han spillede paa Orknøerne, under Stridighederne mellem Jarlerne Paal og Harald, er allerede ovenfor omtalt[5]. Forviist fra Orknøerne af Paal Jarl formedelst Thorkell Fostres Drab, vendte han atter tilbage til den skotske Kong Davids Hof, opholdt sig hos ham i halvtredie Aar, og deeltog med Udmerkelse i flere af hans Krigstog, sandsynligviis mod Angus Mac Heth, Jarlen i Moray, en Ætling af Kong Suhm, der gjorde Fordring paa Kongetronen, men faldt i et Slag mod Kong David i Aaret 1130[6]. Skalden Ivar Ingemundssøn, der har besunget hans Liv, nævner fire Slag eller Trefninger, hvori han deeltog under sit Ophold i Skotland, fornemmelig en indenfor et Sted, kaldet Staur, hvilket maaskee er hiint Slag ved Strickathrow i Forfarshire, ikke langt fra Kysten, hvor Jarlen —Angus faldt. Derpaa gjorde han en Pilegrimsrejse til Rom og Palæstina, besøgte Christi Grav, og badede sig i Jordan. Tilbagevejen lagde han over Grækenland, Frankland og Saxland, efter nogles Sigende ogsaa over Danmark. Han drog siden atter over Vesterhavet til Syderøerne paa en Snekke, laa nogen Tid paa Kjøbmandsrejser, og kom lige til Island, hvor han opholdt sig om Vintren 1135—36 hos den mægtige Thorgils Oddessøn paa Stadarhool i Saurbø. Hans Moder, Thora Saxedatter, skal, som det heder, tidligt have aabenbaret ham, at han var en Søn af Magnus Barfod, men Kongens Venner og Fortrolige havde maattet dølge det sande Forhold, paa Grund af at han tidligere havde haft en Søn med hendes Syster. Under Opholdet i Skotland og paa Orknøerne ansaaes Sigurd endnu kun for en Søn af Presten Adalbrikt[7]. Men siden skal han, som han selv og hans Mænd foregave, have beviist sin rette Herkomst ved Ordal i fem Biskoppers Nærværelse. Dette Beviis synes efter den ældste og vidtløftigste Fremstilling af hans tidligere Liv, der ogsaa paa det nærmeste støtter sig til Ingemunds Kvad, at have været aflagt, i det mindste som man foregav, i Jerusalem, medens en anden, mindre nøjagtig, Beretning, synes at henføre det til Danmark[8]. Hans Modstandere sagde siden, at dette kun var et Opspind af Danerne, og stor Tiltro fortjener det vel heller ikke; maaskee endog Tanken om at gjøre sin rette Herkomst gjeldende, eller, for saa vidt han kun var en Bedrager, at udgive sig for Magnus Barfods Søn, ikke er opstaaet hos ham førend under Opholdet paa Island. Her, fortælles der, vidste kun faa Besked om hans rette Herkomst, men han udmerkede sig ved sit fornemme og belevne Væsen. Der fortælles flere Anekdoter om, hvorledes han behagede sig i at udstrække sin Beskyttelse til ethvert Væsen, Menneske eller Dyr, der tyede til ham om Hjelp. Om Høsten, da en Deel Sauder vare drevne ind i Hegn, for at udtages til Slagtning, løb en Saud hen til ham, som om den vilde søge Bistand; han løftede den strax op over Hegnet og slap den til Fjelds, med de Ord: „hidtil har ingen anden søgt Beskyttelse hos os; den skal derfor nu blive dette Dyr til Deel“. Siden traf det sig, at et Fruentimmer, som havde stjaalet, og som Thorgils vilde straffe, løb hen til Sigurd og bad ham om Hjelp: han satte hende ved sin Side paa Pallen, og bad Thorgils om Naade for hende, siden hun havde stillet sig under hans Beskyttelse: da Thorgils ikke vilde føje ham heri, sprang han op, drog Sverdet, og bad ham tage hende, om han kunde. Da, heder det, slog det Thorgils, at Manden ligesom havde noget fornemt og ophøjet ved sig; han grundede paa, hvo han egentlig var, og eftergav Fruentimmeret Straffen. Som et Beviis paa hans Klogskab fortælles følgende. En Dag, da en Østmand, som sad og spillede Skal med en af Thorgils’s Huusfolk, kom i Knibe, bad han Sigurd om Raad, hvorledes han skulde trække. Sigurd saa ved første Øjekast, at hans Spil stod saa daarligt, at det ej kunde hjelpes paa, men uden at sige et Ord satte han let ned igjen, tog et Straa, en legede dermed for nogle Kattekillinger, der sprang paa Gulvet, saa at de kom til at gaa over Fødderne paa Østmandens Modstander. Denne havde just en meget hoven og smertefuld Byld paa den ene Taa; og saa snart Kattekillingen berørte den, sprang han op af Smerte, saa at Bordet veltede og Spillet forstyrredes: siden kunde man ikke blive enige om, hvorledes det havde staaet. Alle disse Smaatræk har man rimeligviis hugset efter og opbevaret, da Sigurd med eet havde begyndt at spille en betydelig Rolle i Norge. Mange vidste ikke engang noget af, at han havde faaet gejstlig Oplærelse, førend Paaskeaften, da han indviede Vandet. Jo længere han opholdt sig der, desto bedre syntes man om ham. Da han om Sommeren sagde Thorgils Farvel, bad han ham om siden at sende venlige Hilsener til Sigurd Slembedjakn. Paa Thorgils’s Spørgsmaal, hvad han havde med ham at skaffe, svarede han: „jeg er selv Sigurd Slembedjakn, Kong Magnus Barfods Søn“. Man skulde heraf formode, at Sigurd under Opholdet paa Island førte et paataget Navn. Beretningen om denne sidste Samtale maa for Resten skrive sig fra Thorgils Oddessøn selv, og det bliver saaledes umuligt at vide, hvor vidt den virkelig har fundet Sted, eller om ikke Thorgils og Sigurd kunne have haft mange andre hemmelige Samtaler, hvorved denne maaskee aller først kom paa den Tanke at drage til Norge og forsøge sin Lykke som Kronprætendent[9]. Det hed nemlig at Harald ikke stak videre dybt, og at han heller ikke var saa grum, som hans Frænde, Kong Magnus Sigurdssøn. Derpaa har vel Sigurd tildeels bygget sit Haab om Fremgang, eller, hvis Forsøget skulde mislykkes, i det mindste om at slippe derfra med Livet.

I Løbet af Sommeren 1136 kom Sigurd til Norge, opsøgte strax, efter sine Venners Raad, Kong Harald i Bergen, og fremførte, efter erholdt Grid, sit Ærende for ham, idet han meldte sig som hans Broder og Søn af Magnus Barfod, paaberaabende sig det Beviis, han udenlands skulde have fort. Men Kongen og hans Raadgivere vilde ikke fæste nogen Tro til dette Beviis, og de sidste frygtede desuden for, at Sigurd, om han fik Magten, vilde blive dem for stor, ligesom Magnus havde været, medens de derimod nu havde det saa godt og roligt, og Lendermændene styrede efter Behag. De gave derfor Kongen det Raad, at lade ham sætte fast og dræbe. Men da han havde tilsagt ham Fred, maatte et nogenlunde rimeligt Paaskud angives, og dette fandt man i den Deel, han fordum havde taget i Thorkell Fostres Drab paa Orknøerne[10]. Sigurd blev da greben, dog ikke, som det synes aabenlyst, men kun ved Svig. Efter de fleste Beretninger kom nogle kongelige Gjester en Aften til hans Herberge, kaldte ham ud, og toge ham med sig ned i en Baad, hvorpaa de derpaa skyndsomst roede afsted fra Byen nordover forbi Hold-Hellen. Sigurd sad imidlertid agterud paa en Kiste, og anede, at dette nok maatte være Svig. Han havde ikke flere Klæder paa end Skjorte, blaa Buxer, og en Kappe over Skuldrene sammenheftet med Baand fortil. Han saa ned for sig, og holdt paa Kappebaandene, trak dem stundom op over sit Hoved, og slap dem stundom ned. To Mænd sad foran ham og passede paa ham, de øvrige roede af alle Kræfter, thi de vare drukne og lystige. Da de kom udenfor Nesset ikke langt fra Mjolkraaen, stod Sigurd op, og gik til Relingen af Baaden, foregivende et nødvendigt Ærende. De to Mænd, der passede paa ham, gik med, og toge hver i sin Flig af Kappen og holdt den ud foran ham, som det ved slig Anledning var Skik og Brug at gjøre med fornemme Mænd. Hans Hensigt var at styrte sig i Vandet og lade dem beholde Kappen, hvis Baand han umerkelig havde løsnet. Men da han ej var ret vis paa, om de ikke ogsaa holdt ham fast i flere af hans Klæder, greb han for Sikkerheds Skyld fat i dem begge, og kastede sig overbord med dem. Baaden skød en saadan Fart, at den var kommen et langt Stokke frem, inden man kunde faa den vendt; ligeledes varede det en Stund, inden man fik Mændene trukne op. Imidlertid havde Sigurd svømmet saa langt under Vandet, at han allerede var i Land, førend de havde faaet Baaden i Fart igjen. Rav til Fods, som han var, satte han op til Fjelds, og lagde sig ned i en Bjergkløft. Kongsmændene ledte efter ham den hele Nat, men fandt ham ej, og maatte vende tilbage, skamfulde over deres Uheld. Natten var kold, og i sine faa vaade Klæder frøs Sigurd saaledes, at han for nogenledes at varme Overkroppen maatte drage Buxerne af, skære et Hul i Bagstykket, og smøge Hovedet derigjennem, medens han stak Armene ind i Buxelaarene: derved frelste han, som det siges, dengang sit Liv. Han skjønnede nu, at det ej kunde nytte ham tidere at henvende sig til Harald, da holdt sig derfor indtil videre skjult hos sine Venner; efter en Beretning skal han endog have begivet sig for en kort Stund til Danmark. Hvorledes nu end dette hænger sammen, er det vist, at han noget før Juul atter var i Bergen, hvor en Prest skjulte ham i sit Huus, og hvor han stadigt lurede paa Lejlighed til at tage Kongen af Dage[11]. Paa den Tid havde Kongen, som sædvanligt om Julen, mange anseede Mænd om sig. Dog savnede heller ikke Sigurd Venner, navnlig blandt de mange af Kong Haralds Hirdmænd og Kammer-Svende, som tidligere havde staaet i Magnus’s Tjeneste, og i sit Hjerte endnu vare ham hengivne, uagtet de nu tilsyneladende stode i stor Yndest hos Harald. De forbandt sig hemmeligt med Sigurd, og lagde med ham Planer til Kongens Drab, mere, som man maa formode, af Længsel efter at hevne den Magnus overgaaede Mishandling, end af nogen Forkjærlighed for Sigurd. Andre Misfornøjede og Urostiftere forøgede hans Flok, blandt dem den ovenfor omtalte Kolbein Thorljotssøn fra Batalden, der harmedes over at Kongen ikke havde villet tro paa hans Beretning om Begivenhederne paa Grønland eller givet ham Belønning for Iisbjørnen. Man blev enig om at overfalde og dræbe Kong Harald en Nat, naar han, som det oftere hændte, besøgte sin Frille, Thora Guthormsdatter, og ikke sov i sit sædvanlige Herberge, udenfor hvilket der stedse stod sterk Nattevagt. For at komme til Vished herom, anvendte man følgende List. Paa Luciæ-Messe-Dag, d. e. 13de December[12], sagde en af Sigurds hemmelige Tilhængere, der just havde Opvartning, spøgende til Kongen: „Herre, jeg og min Kamerat her have veddet om en Ask Honning angaaende en Sag, hvorom I kan give Besked, nemlig hos hvem I vil tilbringe Natten; jeg siger, at I vil tilbringe den hos Dronning Ingerid, han derimod hos Thora Guthormsdatter“. Kongen svarede leende, uden at ane den Snare, man lagde for ham: „du kommer nok til at rykke ud med Pantet“. Deraf kunde man slutte, at han denne Nat ej vilde være at finde i sit sædvanlige Sovekammer hos Dronningen, ved hvilket dog Hovedvagten lige fuldt havde sin Plads, men derimod, som det synes, i et Privathuus nede i Byen[13]. Da Natten var skreden langt frem, kom Sigurd, ledsaget af fire dristige og paalidelige Mænd, nemlig Ivar Kolbeinssøn, Agmund, Søn af Thrond Stage, den før omtalte Kolbein Thorljotssøn fra Batalden, og Erlend, en Islænding, til det Huus, hvor Kongen sov; de dræbte den ubetydelige Vagt, brøde Døren op, gik ind med dragne Sverd, og stormede lige til Kongens Sæng. Den første, der saarede ham, var Ivar Kolbeinssøn. Harald havde Aftenen forud drukket godt, og sov saa fast, at han ikke vaagnede, førend ved Huggene, og endda sagde han, halv i Søvne: „saart farer du nu med mig, Thora!“ Hun foor op og sagde: „de fare snart med dig, der ville dig værre end jeg“. Efter at have faaet mange og store Saar, opgav han Aanden (14 Decbr.). Drabsmændene begave sig efter fuldbragt Gjerning tilbage, uden, som det synes, at stode paa nogen Hindring, og Sigurd lod de Mænd kalde til sig, som havde tilsagt ham Bistand, hvis det lykkedes ham at faa Harald dræbt. Efter at have underrettet dem om det Forefaldne, gik han med sine Mænd ud i en Baad, og roede ud paa Vaagen, indtil han kom lige for Kongsbryggen[14], just som det begyndte at blive lyst. Sigurd stod op i Baaden, talede derfra til de paa Bryggen forsamlede Folk, kundgjorde at han havde dræbt Kong Harald, og opfordrede dem til at antage ham som Konge i dennes Sted, saaledes som hans Byrd berettigede ham til. Der stimlede mange Folk til fra Kongsgaarden, men alle svarede som een, at de aldrig vilde lyde eller tjene en Brodermorder; „for det første“, sagde de, „er du nu ikke Kong Magnus’s Syn, og for det andet, om det end var saa ilde, at han har haft en Søn med Thora, Sigrid Saxedatters Syster, da er du fød under en uheldig Stjerne, hvilket ogsaa noksom viser sig deri, at du i saa Fald har myrdet din Broder“. Med disse Ord sloge de Vaabnene sammen, og erklærede Sigurd og hele hans Selskab utlæge og fredløse. Derpaa lod den kongelige Ludr, der kaldte Lendermændene og Hirdmændene sammen, og Sigurd, som saa, at der her intet var at udrette, og at det gjaldt snarest muligt at frelse sig ved Flugten, skyndte sig nordefter til Nordhørdeland[15].

Saadant Endeligt fik Harald Gille, endnu i sin bedste Alder, da han neppe kan have været stort over 32 Aar gammel[16]. Hans Dyd var uhæderlig, sytti hans Liv. Man kan ikke paavise en eneste Handling af ham, der vidner om bestemt Charakteer og fast Vilje. I alt, hvad han foretog sig, raadede hans Omgivelser, og man kan neppe gjøre ham selv ansvarlig for en eneste af de Regjeringshandlinger, der tillægges ham, onde eller gode. Endog ved Kong Magnus’s Mishandling var det, som vi have seet, hans Krigere, der raadede, og de fulgte de grusomme Skikke, som paa den Tid herskede i Skotland og paa Øerne, hvorfra Harald og vistnok flere af hans Mænd vare komne[17]. Harald selv synes, at dømme efter de faa Træk, der ere os levnede af hans Privatliv, at have været af godmodig Charakteer, og jevn og venlig i Omgang. Dette i Forening med hans Gavmildhed, gjorde ham, som vi see, meget populær hos den store Hob; strax efter hans Død opkom endog det Sagn, at han var en Helgen. Man glemte de uværdige Forhold, under hvilke Døden overraskede ham, og havde kun det svigagtige Overfald, der skilte ham ved Livet, for Øje.

Haralds Lig blev begravet ved den gamle eller lille Christkirke i Bergen: den store var endnu ikke færdig. Han efterlod flere Børn, af hvilke dog kun een var fød (sidst i 1135) i hans Egteskab med Dronning Ingerid, nemlig Inge, opkaldt efter hendes Farfader, Kong Inge Steenkilssøn. Allerede før sit Giftermaal med Ingerid havde han taget den nys omtalte Thora, Datter af en vis Guthorm Graavarde, en ond og haard Kvinde[18], til sin Frille, og havde med hende Sønnen Sigurd, der var fød i Aaret 1133[19]. Han havde endnu en tredie Søn, uvist med hvem, ved Navn Magnus; en fjerde, ved Navn Eystein, ældre end alle de øvrige, kom siden fra Skotland, hvor Harald, endnu førend han kom til Norge, havde haft denne med et skotsk eller irsk Fruentimmer, ved Navn Beathach. Han havde tre Døtre, Brigida, hvis Moder sandsynligviis var Thora, thi det er vist at hun ikke var Ingerids Datter; Maria, og Margrete, hvis Moder eller Mødre heller ikke nævnes. Af alle disse Børn var det, som vi i det følgende ville see, kun Sigurd, fra hvem Kongeætten forplantedes videre i den mandlige Linje[20].

    Syderøerne. I Aaret 1153 blindede siden Kong Gudrød i Man tvende af sine Fættere. Flere Exempler paa lignende Fremfærd kunne paavises.

  1. ↑ Se ovenfor S. 757, jvfr. Hungrvaka, Cap. 13. Det fortælles her, at Magnus forlod Island samme Sommer, Slaget paa Fyrileiv holdtes, at bart samme Høst begav sig til Danmark, traf der Harald, gav ham Foræringer, og stiftede Venskab med ham; begav sig siden til Erkebiskop Asser, indviedes af ham den 28de Oktober 1134, og opholdt sig den følgende Vinter i Sarpsborg, indtil Harald Gille havde vundet Riget, da han begav sig hen til ham, blev modtagen med stor Udmerkelse, og opholdt sig hos ham i nogen Tid. Magnus er saaledes rimeligviis kommen til Sarpsborg kort Tid efter at Harald havde forladt Byen.
  2. ↑ Harald Gilles Saga Cap. 16, Snorre Cap. 12.
  3. ↑ Hungrvaka, l. c.
  4. ↑ Sverres Saga Cap. 40.
  5. ↑ Se ovenfor, S. 682.
  6. ↑ Se herom især Melrose-Annalerne ved 1130, og Fordun, V. 42, VIII. 2. Man har neppe Valget mellem noget andet af Davids Krigstog, end dette, thi de øvrige, som han førte, navnlig mod England, falde senere. At Sigurd virkelig tjente til Felter under David, er utvivlsomt af Ingemunds i Morkinskinna (fol. 32. b.) citerede Verk. Ingemund siger ligeledes at han efter Thorkells Drab opholdt sig hos David i fem Halvaar eller 2½ Aar, og Morkinskinnas Text tilføjer, at han efter Slaget ved Staur drog til Rom og Jerusalem. Da han maa være kommen tilbage til Skotland lidt før Harald Jarls Drab, bliver dette, ifølge det foregaaende (S. 685—686), enten i 1127 eller i 1128 om Høsten, og naar vi regne 272 klar derfra, falder hans Afrejse fra Skotland enten i 1130 eller i 1131, hvilket end tydeligere viser, at det netop er i Felttoget mod Angus Jarl, at Sigurd udmerkede sig; ligesom dette igjen omvendt tjener til yderligere Bestyrkelse paa den ovenfor antagne Mening, at Harald Jarl blev dræbt Julen 1127 eller 1128. Det viser ogsaa, at den kortere Beretning i Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 14, har aldeles Uret, naar den først lader Sigurd komme til Orknøerne og dræbe Thorkell Emne„ samt opholde sig hos Kong David, efter sin Pilegrimsrejse. Morkinskinna, som ved hver enkelt Begivenhed i Sigurds Liv citerer Ingemunds Kvad, og synes at have fulgt dette Vers for Vers, i den Orden, hvori disse stode, ja som maaskee endog anfører det meste deraf, maa af denne Grund staa meest til troende, og den nævner de fem Halvaars Ophold hos Kong David og Slaget ved Stater efter Thorkell Fostres Drab.
  7. ↑ Orkneyingasaga S. 140.
  8. ↑ Morkinskinna citerer nemlig først to Vers om Pilegrimsferden, dernæst et, hvor Beviset omtales, og endelig nævnes Tilbagerejsen. J Harald Gilles Saga Cap. l, Snorre Cap. 13, omtales først hans Rejse til Danmark, derpaa siges der „og var det hans og hans Mænds Sagn, at han havde ført Beviis for sin Herkomst“ o. s. v., hvorhos Verset derom citeres; men dette kan jo rigtignok ogsaa forstaaes saaledes, at han ved sin Ankomst til Danmark kun fortalte, hvad han udenlands skulde have gjort, eller endog at Danerne selv senere havde opdigtet det. Morkinskinna omtaler sidenefter det i 5 Biskoppers Nærværelse aflagte Beviis paany ved hans anden Nærværelse i Danmark, efter der første Besøg i Norge, le nedenfor, men gjør sig derved skyldig i en Selvmodsigelse. Saxo, der kjender godt til Sigurd, veed i alle Fald intet at fortælle om et saadant Beviis i 5 Biskoppers Overvær.
  9. ↑ Morkinskinna fol. 32. b. Kun her siges det tydeligt, hvad der ogsaa i og for sig er det rimeligste, at Sigurd drog fra Island over til Norge.
  10. ↑ Hos Snorre og i de yngre Kongesagaer tilføjes her, at Thorkell Fostre havde været Haralds gode Ven, og fulgt ham til Norge, da han kom vestenfra. Dette er øjensynlig urigtigt, og viser sig derfor aabenbart som et senere Tillæg. Thorkell Fostre dræbtes jo nemlig for Harald Jarls Død, se ovenfor S. 684; Harald Jarl maatte igjen være død førend Ragnvald fik Jarlsnavn, og Harald Gille kom ej til Norge førend efter at Ragnvald var bleven Jarl.
  11. ↑ Harald Gilles Saga Cap. 18, 19. Snorre, Cap. 14. Morkinskinna, fol. 32 b. Fagrskinna, Cap. 255. De to første stemme ganske med hinanden, ligesom de alle ere enige i Hovedomstændighederne; i Enkelthederne findes derimod ikke saa Afvigelser mellem hine og de øvrige. Den simpleste Beretning er Fagrskinnas; den lader Sigurd blive greben med Magt og sat ombord paa Baaden; hvilket i og for sig næsten synes at være det rimeligste. Morkinskinna lader ham vel med det Gode blive lokket ombord, men siger dog at hans Fødder bleve bundne. Det er ligeledes den, som lader ham flygte til Danmark, og, glemmende hvad der ovenfor er nævnt, lader den ham ogsaa her bestaa Prøven for de 5 Biskopper. Dette viser, at Beretningen ikke i eet og alt er at stole paa. Vi have dog ovenfor valgt af de forskjellige Bearbejdelser, hvad der synes rimeligst. Ogsaa Saxo (S. 786, 787) veed at fortælle om Sigurds Flugt, i det Hele taget rigtigt, om end med enkelte Afvigelser og Unøjagtigheder.
  12. ↑ Dagen angives forskjelligt. Morkinskinna nævner Dagen efter Luciemesse; Snorre samt de andre Kongesagaer Luciemesse selv, Fagrskinna Natten før Luciemesse. Men da Nekrologiet hos Finn Jonssøn og Langebek (II. 512) har den 14de December, eller Dagen efter Luciemesse, maa Snorres Udsagn her være det rette, eftersom Drabet skede paa Morgensiden, længe efter Midnat.
  13. ↑ Dette synes tildeels at maatte sluttes af Saxos noget unøjagtige Beretning, at Kongen „i Elskovs-Anliggender om Natten hemmelig havde forladt Lejren (det vil sige den bevogtede Kongsgaard) og besøgt en Frille“. Man seer ogsaa af Sagaen, at Drabsmændene fra det Sted, hvor Drabet var øvet, roede ad paa Vaagen, indtil de kom foran Kongsgaarden.
  14. ↑ Fagrskinna, som her i Enkelthederne er noget afvigende, nævner kun „ud paa Vaagen foran Bryggerne“.
  15. ↑ Harald Gilles Saga, Cap. Aa. Snorre, Cap. 16. Fagrskinna, Cap. 255.
  16. ↑ Der sandsynligste er nemlig, at han blev fød under eller strax efter Magnus Barfods sidste Ophold paa Irland, altsaa omkring 1103.
  17. ↑ Vi have ovenfor (S. 506) seet en lignende Grusomhed anvendt paa
  18. ↑ Denne Thora er nemlig aabenbart den Thora Guthormsdatter, Sigurds Moder, der omtales i den legendariske St. Olafs Saga Cap. 119, men som hos Snorre, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 37, saavel som i Olaf den helliges Saga Cap. 259, hvor den samme Legende fortælles, neppe med Rette kaldes „Kong Sigurd Jorsalafarers Moder“. Hun lod, fortælles der, Tungen skære af en ung Mand ved Navn Kolbein, blot fordi han havde taget et Stykke Mad af hendes Tallerken; men St. Olaf helbredede ham, som det siden siges. I Inge Haraldssøns Saga Cap. 25 saavel som Olaf den helliges Saga Cap. 260 meddeles en anden Legende om Thoras Brødre, eller Guthorm Graabardes Sønner, hvorved ogsaa disse fremstilles som saare grumme og overmodige; de siges her at høre hjemme paa Oplandene. Men i den legendariske Saga Cap, 109, hvor den samme Legende fortælles, uden dog at Brødrene navngives, siges der at de boede øster i Viken.
  19. ↑ Der staar nemlig i Fagrskinna og Morkinskinna at han var to Aar ældre end Inge, og paa fjerde klar, da han blev Konge.
  20. ↑ Harald Gilles Saga Cap. 1, 16, Snorre Cap. 2, Inge Haraldssøns Saga Cap. 14, 21, Snorre Cap. 13, 22, Fagrskinna Cap. 215, 254.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/78&oldid=84469»