Det norske Folks Historie/3/79
Da Harald blev dræbt, var Dronning Ingerid, som vi have seet, i Bergen, men hendes og Haralds neppe toaarige Søn, Inge, var til Opfostring i Viken hos den anseede Lendermand Aamunde Gyrdssøn, en Sønnesøn af den tidligere omtalte Høvding Lov-Berse. Haralds Søn med Thora, Sigurd, paa den Tid ikke fulde 4 Aar gammel, var til Opfostring i Thrøndelagen, hos Lendermanden Gyrd Baardssøn, kaldet Saade-Gyrd. Dronningen overlagde strax med Lendermændene om, hvad der var at gjøre, og det besluttedes, øjeblikkeligen at sende et hurtigløbende Fartøj til Throndhjem for at melde Haralds Fald, og anmode Thrønderne om at tage hans Søn Sigurd til Konge, medens Dronningen selv rejste til Viken, for der at lade sin egen Søn, Inge, hylde. Riget skulde saaledes atter regjeres af tvende Konger i Fællesskab. Da Dronningen med sit Følge ankom til Viken, hvilket neppe skede førend efter Nytaar 1137, blev der strax tilstevnt Borgarthing, hvor Inge, trods sin spæde Alder, blev tagen til Konge. Hans Sag understøttedes nemlig af de fleste Stor-Høvdinger, fornemmelig hans Fosterfader Aamunde og den mægtige vikverske Lendermand Thjostulf Aalessøn. I Throndhjem understøttedes paa samme Viis Sigurds Sag af de mægtige Høvdinger Ottar Birting, som forhen er omtalt, Agmund Svifte, Peter, en Søn af Sauda-Ulf, der igjen var en Dattersøn af Ulf Stallare, Guthorm Aasulfssøn paa Rein, hans Broder Ottar Balle, og mange flere, og han blev tagen til Konge paa Ørething. Næsten hele Almuen, heder det i Sagaen, underkastede sig Brødrene, i Særdeleshed fordi der gik Ord af, at deres Fader var hellig. Der blev tilsvoret dem Troskabsed, ifølge hvilken Kongedømmet i Norge ikke skulde tilfalde nogen anden Mand, saa længe nogen af Kong Haralds Sønner var i Live. Harald Gilles tredie Søn, Magnus — om Eystein vidste man dengang endnu intet — blev, som det synes, ikke strax tagen til Konge[1]. Maaskee han først fødtes efter Faderens Død, eller saa nyligt forud, at man endnu ikke vel kunde tage Hensyn til ham; det erfares desuden i det følgende, at han var en sygelig Krøbling, saa at man rimeligviis antog, at hans Liv kun vilde blive kortvarigt.
Imidlertid havde Sigurd Slembedjakn fundet en bedre Modtagelse i Nordhørdeland og de nærmeste Fylker nordenfor, end i Bergen. Saavel i Nordhørdeland, som i Sogn holdt han Thing med Bønderne, der gave ham Kongenavn, og af hvilke mange gik ham til Haande; i Fjordene blev han ogsaa godt modtagen, og fik sig her en Tyvesesse tilligemed nogle Smaaskuder, for at fortsætte Vejen nordefter langs Kysten[2]. Det lader ikke til, at han landede, førend han kom til Nordmøre. Men her vare allerede Breve og Hilsener fra de Høvdinger, der havde erkjendt Sigurd og Inge som Rigets lovlige Konger, komne ham i Forkjøbet; Indbyggerne havde gjort fælles Sag med Thrønderne, og han fik saaledes ingen Tilhængere iblandt dem. Da det altsaa tegnede sig daarligt med de Udsigter, han havde til at erhverve et Parti i sit eget Navn, besluttede han at forsøge, om det ej vilde lykkes ham bedre, naar han fik den forrige, nu blindede og lemlæstede Konge, Magnus Sigurdssøn, i sin Vold, og optraadte som hans Ven og Forsvarer. Til den Ende skyndte han sig af alle Kræfter ind til Nidaros, for at komme faa uventet som muligt; dog skal han efter een Beretning ved hemmelige Budsendinger have forberedt sine og Magnus’s Venner paa sin Ankomst[3]. En Nat kort efter Juul (i Januar 1137) ankom han udenfor Staden, lagde strax til ved Nidarholms Kloster, og tog Magnus ud, skjønt Munkene modsatte sig det, og uagtet han allerede havde aflagt Klosterløftet og modtaget Indvielsen. Enkelte paastode at Magnus imod sin Vilje og kun nødtvungen fulgte med, men den almindelige Tro var dog — og dette var, naar man seer hen til Magnus’s senere Ferd, det sandsynligste — at han gjorde det nok saa gjerne, og at hiint Udsagn kun var udspredt for at besmykke ham. Da Sigurd havde faaet Magnus i sin Vold, forsøgte han et Øjeblik sin Lykke i Byen, uagtet den nys hyldede Kong Sigurd var der tilligemed en Mængde mægtige Mænd, saa at det kun var lidet raadeligt for ham at vove sig derhen. Han roede imidlertid, ledsaget af alle sine Venner, ind i Elven, og fæstede Landtov i Kongsgaarden; men hele Almuen ilede til med truende Miner, og han maatte strax skynde sig ud igjen[4]. Dog havde han ikke forregnet m„ idet han opstillede Magnus blinde som den egentlige Tronprætendent. Thi saa lidet skikket denne end var til Regjeringen, faa fandt han dog mange Tilhængere især blandt sine forrige Hirdmænd og Venner. Af disse nævnes særskilt Bjørn Egilssøn, Gunnar af Gimse, Brødrene Thorkell og Halldor Sigurdssønner, Aslak Haakonssøn og tvende Brødre, Benedikt og Erik[5], foruden den Hird, der forhen havde været hos Magnus, og en Deel andre. De indhentede Sigurds lille Skare, sluttede sig til hans Folk og fulgte hamt tid af Fjorden, og forbi Nordmøres Kyst lige til Raumsdals-Mundingen. Her forlod Sigurd dem, drog sydefter langs Kysten, og derpaa vester over Havet, sandsynligviis til Syderøerne, for at skaffe sig Understøttelse; Magnus derimod drog gjennem Raumsdalen til Oplandene, i Haab om at faa stort Tilløb, hvori han heller ikke bedrog sig. Den øvrige Deel af Vintren og hele Sommeren tilbragte han paa Oplandene, omgiven af en talrig Flok.
Da dette blev bekjendt syd i Viken, udrustede Thjostulf Aalessøn og de øvrige Høvdinger, som vare hos Kong Inge, en Hær, og droge op imod Magnus, idet de ogsaa førte den spæde Konge med. De traf Magnus’s Flok ved Minne, hvor der stod en heftig og blodig Kamp. Det hed, at Thjostulf Aalessøn den hele Tid under Slaget bar Kong Inge foran paa Brystet i Folderne af sin Kappe, uagtet han ofte kom i stor Nød og Fare, naar Fienden satte ind paa ham, og at de Tryk og Stød, Barnet derved fik, gjorde ham til Krøbling for Livstid, idet nemlig Ryggen knyttede sig til en Pukkel, og den ene Fod trak sig sammen og visnede, saa at han i sit hele Liv ikke kunde gaa paa den[6]. Aarsagen, hvorfor Thjøstulf udsatte Kongen for denne Fare, maa da enten have været den, at han derved bedre troede at opflamme sine Krigeres Mod, eller Frygt for at betro Kongen i nogen andens Hænder. Der gik imidlertid ogsaa et andet Sagn om Anledningen til Inges Vanførhed, nemlig at hans Amme af Uforsigtighed skulde have ladet ham falde ned paa Gulvet[7]. Magnus’s Hær var mandsterkere end Inges, men dog sejrede denne. Flere af de oven nævnte Høvdinger, nemlig Halldor Sigurdssøn og hans Broder Thorkell, Bjørn Erlingssøn og Gunnar af Gimse, faldt med en heel Deel Folk, førend de øvrige toge Flugten. Magnus og hans Mænd flygtede til Jarlen Karl Sunessøn i Vestergautland[8] Denne synes, som ovenfor antydet, at have hersket saa godt som uafhængigt: han var en saare ærgjerrig Mand, der gjerne vovede noget, for at udvide sit Herredømme, og lyttede gjerne til alle Slags Opmuntringer i denne Retning. Til ham, som overalt, hver de kom, sagde Magnus og hans Mænd, at Norge nu var let at tage, naar kun en eller anden mægtig Høvding vilde forsøge derpaa, saasom der ikke var nogen Konge over Landet, men alene Lendermændene raadede, og disse vare nu blevne uenige med hinanden indbyrdes. .Karl fæstede Lid til deres Ord, og fik Lyst til at gjøre et Forsøg. Han nedstammede desuden paa mødrene Side fra Orm Jarl paa Oplandene, og det tør maaskee derhos hænde, at han selv som Jarl i Vestergautland har haft Stridigheder med Dronning Ingerid eller hendes Sønner af første Egteskab. I Spidsen for en Hær drog Karl ind i Ranrike, hvor Frygten drev mange til at underkaste sig ham. Ved Efterretningen herom ilede Thjostulf Aalessøn og Aamunde Gyrdssøn ham imøde med saa stor en Styrke, de i Hast kunde faa samlet, fremdeles medbringende den unge Konge, om hvem man saaledes bogstavelig kan sige, at han voxede op under Krigstummel. De traf Karl og Gauternes Hær paa en Skrig, kaldet Krokaskogen, der synes at maatte søges etsteds paa Grændsen mellem Ranrike og Vestergautland, strax vestenfor det nuværende Venersborg[9]. Her blev Karl aldeles slagen, og mistede mange Folk, blandt dem sin Morbroder Munan Agmundssøn, Orm Jarls Sønnesøn, deri enten maa have opholdt sig ved hans Hof, eller, hvad der er det sandsynligste, har været en af dem, der sluttede sig til Magnus blinde paa Oplandene, og maaskee især har overtalt ham til, efter Nederlaget ved Minne at henvende sig til Karl. Jarlen flygtede østover fra Skoven, forfulgt af Nordmændene ind over Grændsen, og høstede megen Skam af sit Foretagende (1137)[10]. Lysten til at erhverve Besiddelser i Norge synes fra den Tid ganske at have forgaaet ham; senere finde vi ham endog gift med Harald Gilles Datter Brigida[11].
- ↑ Af Sagaens Udtryk i Cap. 14, Snorre Cap. 13, lader det til, at Magnus ej blev tagen til Konge, førend ved den Lejlighed, da Eystein fik Kongenavn, og Riget paa ny blev deelt.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 256.
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 2.
- ↑ Saaledes Morkinskinna fol. 33 a. De øvrige større Kongesagaer lade Sigurd først lægge til Kongebryggen, førend han udtager Magnus af Klostret, hvilket er aldeles usandsynligt.
- ↑ Om disse Mænd tales der ikke paa noget andet Sted, men de synes alle at
- ↑ Inges Saga Cap. 2, Morkinskinna fol. 33 a.
- ↑ Saxo, 14de Bog, S. 789, 790.
- ↑ Om ham, se ovenfor S. 451, 762.
- ↑ Krokaskogen omtales ogsaa i Haakon Herdebreds Saga Cap. 27 saaledes at man kan see, at en Skov paa Ranrikes Grændse mod Sverige derved menes.
- ↑ Inges Saga Cap. 3, Snorre Cap. 2, Fagrskinna Cap. 256. Morkinskinna fol. 33 b.
- ↑ Inges Saga Cap. 21, Snorre Cap. 22. Her, som paa et andet Sted, siges der at denne Brigida aller først havde været gift med Kong Inge Hallsteenssøn, hvilket er en Umulighed, da hun ikke engang kan have været fød før hans Død. Her maa saaledes, hvis Brigida virkelig var gift, førend hun egtede Karl Sunessøn, en Fejl eller Navnforvexling være indtraadt. Muligt at Kong Inge Hallsteenssøn har haft en Sønnesøn af samme Navn, om hvem man ellers intet veed.
have været Lendermænd fra Thrøndelagen. Gunnar paa Gimse beboede, som man seer, Einar Tambarskelves gamle Herresæde.