Det norske Folks Historie/3/80

Magnus blinde begav sig nu ned til Danmark, hvor Erik Emune fuldstændigt havde befæstet sit Herredømme og herskede med stor Anseelse, men tillige med en hidtil ukjendt Haardhed og Strenghed. Uagtet den Behandling, Erik i sin Tid havde mødt hos ham, var det modsatte af venskabelig, og uagtet han sidenefter endog havde understøttet hans Fiende og Medbejler Harald Gille, afholdt dette dog ikke Magnus fra at tye til ham om Hjelp, ligesom og Erik paa sin Side tog venligt imod ham. Man maa derfor, som tilforn ytret, næsten formode, at der allerede for Harald Gilles Dyd var indtraadt et spendt. Forhold mellem denne og den danske Konge. Magnus forestillede Erik omtrent det samme, som han havde forestillet den svenske Jarl, nemlig at det nu var et belejligt Tidspunkt til at underkaste sig Norge: han sagde, at hvis Erik kom med hele sin Hær, vilde neppe nogen Nordmand vove at skyde et Spyd imod ham; han bad ham derfor indstændigt at følge ham tilbage, for i Forening med ham at underlægge sig Landet. Den ærgjerrige og herskesyge Erik lyttede til hans Overtalelser, opbød Leding og drog med en Flaade af ikke færre end 240 Skibe[1] til Norge. Magnus og hans Mænd ledsagede ham. Da han kom til Viken, gik han temmelig fredeligt frem, saa længe han holdt sig paa Østsiden, thi der skal han have forefundet flere af Magnus’s Venner[2]. Anderledes var det derimod, da Flaaden lagde over til Vestsiden af Folden, for at løbe ind til Tunsberg; her havde mange Lendermænd forsamlet sig under Anførsel af Orm, sædvanlig kaldet Vatn-Orm, en Søn af Dag Eilifssøn[3], og hindrede Danerne faa fuldstændigt fra at gjøre Landgang, at de ikke engang kunde faa hentet Vand, men med betydeligt Folketab maatte lægge fra. Erik haabede bedre Held inde i Oslo, hvor han hørte at Thjostulf Aalessøn skulde ligge med en temmelig ringe Styrke. Han sejlede derfor ind i Fjorden, og naaede om Aftenen Hovedøen, hvor han laa for Anker om Natten. Byens Indbyggere, der frygtede for at deres Helligdom, St. Halvards Skriin, skulde falde i Danernes Hænder, vilde allerede om Aftenen bringe det i Sikkerhed, men det befandtes, siges der, saa tungt, at man ej kunde faa det længer end et Stykke ned paa Kirkegulvet, uagtet faa mange, som kunde komme til, toge fat. Saa snart det blev luft den følgende Morgen, lagde Erik ind til Byen, og Thjostulf, der med de Folk, han for Øjeblikket havde om sig, virkelig var for svag til at gjøre Modstand, trak sig tilligemed Bymændene og Skrinet ud af Byen, overladende denne til dens Skjebne. Ved denne Lejlighed, fortælles der, var Skrinet, som Aftenen forud havde været faa tungt, nu med eet blevet saa let, at der ej behøvedes flere end 4 Mand til at bringe det bort[4]. Det blev ført op til Fors Kirke paa Raumarike[5], hvor det forblev i 3 Maaneder. Thjostulf gjorde en Stund Holdt et Stykke ovenfor Byen, og nogle af Danerne forfulgte ham, med Kongens Stavnbo Æskil i Spidsen. Thjostulf vendte sig, og skød en Broddpiil imod ham, saa heldigt, at den gjennemborede hans Strube, skjønt denne var det eneste bare Sted paa hans Legeme; alt det øvrige var bedækket med Brynje. Thjostulf fortsatte derpaa Vejen op til Raumarike, hvor han om Natten samlede alle de Folk, han kunde faa fat paa. Imidlertid lod Erik sine Folk plyndre Byen[6] og siden sætte Ild saavel paa Hallvardskirken som paa mange af Byens Huse, faa at den aldeles lagdes i Aske. Om Morgenen kom Thjostulf tilbage fra Raumarike, betydeligt forsterket, og Erik fandt det raadeligst at begive sig bort. Han søgte vel at komme i Land paa flere Steder i Nærheden, men forgjeves, thi overalt traf han Lendermænd til Forsvar. Hvert af disse uheldige Landgangsforsøg kostede ham fem, sex eller flere af hans Folk. Han vendte derfor tilbage til den sydøstlige Deel af Viken, hvor han under Opsejlingen havde fundet mindre Modstand. Men da han vilde løbe ind i Hornboresund[7], traf han der Aamunde Gyrdssøn med Kong Inge og en betydelig Styrke. Han skyndte sig strax bort, men Aamunde indhentede ham, nødte ham til at udholde en Kamp, og dræbte mange af hans Folk. Erik opgav nu Haabet om at gjøre nogen Fremgang i Norge, og vendte tilbage til Danmark, højst forbitret paa Magnus og hans Mænd, der, som han sagde, havde holdt ham for Nar, ved at skildre Folkestemningen langt anderledes, end den i Virkeligheden var, og derved lokke ham til et saa uheldigt og uhæderligt Foretagende; thi det sagde alle, at daarligere Ferd end denne havde man endnu aldrig seet foretagen til et andet Kongerige med en saa stor Hær. Han lod sig forlyde med, at han herefter ikke skulde være saa god en Ven af Magnus, som før. Han havde saa meget mere Grund til at harmes over Toget, som det i høj Grad bidrog til at svække hans allerede temmelig vaklende Yndest blandt de Store i Danmark. Thi mange af disse klagede over, at de vare blevne tvungne til at deeltage i Toget mod Norge, og havde maattet sætte sig i Bekostning uden at have Ære eller Fordeel, men alene Skam og Skade[8]. Sandsynligviis vilde Erik ved given Lejlighed have ladet Magnus føle sin Uvilje, og undgjelde for de skuffede Forvæntninger. Men denne Fare afværgedes, da Erik kort efter sin Hjemkomst blev, aldeles uvæntet, dræbt paa Urnehoved Thing i Sønderjylland af en anseet Mand i Jylland, hvis Fader han havde ladet aflive fordi han vovede at tale imod ham til Thinge. (18 Septbr 1137). Saaledes kunde Magnus uden Fare fremdeles opholde sig i Danmark. Til Erik Emunes Eftermand paa den danske Trone udvalgtes efter tre Maaneders Mellemrum den tapre og fromme, men derhos charakteersvage Erik Haakonssøn, formedelst sin Godmodighed kaldet „Lam“, eller „den Spage“ en Søn af Eriks Syster Ragnhild og en fornem Mand ved Navn Haakon, der efter sin Moder, Sunniva, en Datter af Jarlen Haakon Ivarssøn fra Norge, kaldtes Haakon den norske[9]. Erik Emunes Søn Sven, Knut Lavards Søn Valdemar, og Kong Nikolas’s Sønnesøn Knut vare vel nærmere arveberettigede, men de vare endnu mindreaarige, og Erik var det eneste voxne Medlem af Kongefamilien, med Undtagelse af den forjagne Olaf, Harald Kesjas Søn, om hvem der ej synes at have været Spørgsmaal, men som rigtignok strax efter ved Vaabenmagt søgte at gjøre sine Rettigheder gjeldende.

  1. I de trykte Kongesagaers Text staar „sex Hundreder“ (ɔ: 710), hvilket aabenbart er Skrivfejl; alle de øvrige Sagabearbejdelser have „to Hundreder“.
  2. Knytlingasaga Cap. 102.
  3. Om Vatn-Orm, som overhoved om Dag Eilifssøns Børn, se ovf. S. 456.
  4. Knytlingasaga nævner 6 Mænd. At dette tilsyneladende er indtruffet, kan man vel neppe betvivle: det foregivne Mirakel var let at forberede.
  5. Dette kan enten være Fors Kirke paa Blaker, den nuværende Blaker-Kirke, eller den Kirke, der før Reformationen stod paa Gaarden Fors eller Fos i nuværende Holter Annex til Nannestad. Aarsagen, hvorfor man ej satte Skrinet ind i en nærmere Oslo beliggende Kirke — thi paa den Tid vare vistnok de fleste nuværende og flere af de nedlagte Kirker paa Raumarike opbyggede — maa have været den, at man ej troede det i Sikkerhed saa nær ved Byen. Under disse Omstændigheder bliver det sandsynligt at antage den sidst nævnte Fors Kirke, som desuden var indviet til St. Olaf, Hallvards Frænde, for den, der i Sagaerne menes. Jvfr. Munthe i Aalls Snorre II. S. 155.
  6. Dette siges udtrykkeligt hos Saxo, S. 662.
  7. Dette er Sundet eller rettere Sundene mellem den nu saakaldte store Hombor-Ø (fordum Hornbora), og Hornøen, samt Fastlandet, i Kvilde Sogn i Baahuuslen lige indenfor Vederøerne. Nogle have antaget det for at være Hamborsund, der ogsaa kaldtes Hornborusund, i Eids Sogn, omtrent halvvejs mellem Lillesand og Grimstad. Men at det ej kan være dette, skjønnes deels deraf at det laa ude af Eriks Vej, deels deraf, at Fagrskinna Cap. 257 lader Erik drage fra Oslo hjemover „sydefter Landet“, hvilket ej var Talemaaden, naar det gjaldt Agder, fremdeles deraf, at Aamunde Gyrdssøn, der havde samlet Tropper og laa i Sundet, ej hørte hjemme i Agder, men i Ranrike; og endelig at Stedet nævnes i Fleertal (Hornborusundum), hvilket paa Grund af dets Beskaffenhed altid var brugeligt om Homborsund i Ranrike tie Haakon Haakonssøns Saga Cap. 156, Flatøbogens Læsemaade, hvor der ogsaa staar i Hornborusundum, og hvor der ingen Tvivl kan være om at der handles om et Sted paa Baahuuslens Kyst), medens derimod Sundet ved Eid i Agder nævnes i Enkelttal (í Hornborusundi), se Haakon Haakonssøns Saga Cap. 71.
  8. Inge Haraldssøns Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3. 4. Fagrskinna Cap. 257, Morkinskinna fol. 33. b. Knytlingasaga Cap. 102, Saxo S. 662. Men det maa vel merkes, at Saxo højst urigtigt henfører Toget til Harald Gilles Tid, og lader Erik Emune drage til Norge for at staa denne bi.
  9. Om hans Herkomst se nærmere ovenfor S. 301, jvfr. Slægtregistret bagved nærværende Bind.