Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/83

< Det norske Folks Historie | 3

Efter Sigurd Slembedjakns og Magnus blindes Fald nød Riget en Tidlang Fred og No. medens Rigsstyrelsen var i de mægtigste Lendermænds Hænder. Disse Lendermænd, der, som det synes, mere paa Grund af deres Magt og Anseelse, end ved formeligt Valg, dannede et Slags Rigs- eller Formynder-Raad, vare først og fremst de tvende kongelige Fosterfædre Gyrd Baardssøn eller Saada-Gyrd i det Throndhjemske og Aamunde Gyrdssøn i Viken; derefter Ottar Birting og Agmund Svifte i Throndhjem, Agmund Dreng, ældste Søn af Kyrpinga-Orm paa Stødle, i Gulathingslagen, og Thjostulf Aalessøn i Viken. De nævnes udtrykkeligt som Kongernes egentlige Raad[1]. Aamunde og Thjostulf havde især gjort sig fortjente ved deres utrættelige og heldige Bestræbelser til Landets Forsvar i den urolige Tid; men de synes alle at have været ypperlige, fædrelandskjærlige Mænd, hvem Fred og Enighed mellem Kongerne indbyrdes, og Overholdelse af Lov og Ret indenlands, alvorlig laa paa Hjertet[2]. Derfor traf de nu ogsaa den vise Foranstaltning, at begge de unge Konger under hele deres Mindreaarighed kun havde een Hird[3], og sandsynligviis for det meste vare tilsammen. Om ogsaa Formynderne stedse fulgte dem paa deres Rejser rundt om i Landet, siges ikke; rimelig viis have kun Fosterfædrene stedse ledsaget dem, men de øvrige opholdt sig, hver i sin Hjemstavn, for der at have Tilsyn. Denne Tid synes at have været en særdeles lykkelig Tid for Norge, hvor Folket følte sig tilfreds, og den indre Velstand og Rørelse betydeligt tiltog. Derpaa havde man de bedste Tegn i nye Kjøbstæders Opkomst. Byanlægget i Stavanger skriver sig rimeligviis fra denne Tid[4]; paa Veø eller Vedø i Raumsdalen rejste det ligeledes en Kjøbstad; Kaupang eller Lusakaupang i indre Sogn, Skidan eller Skien i Grønafylke omtales, men som allerede bestaaende, noget over 40 Aar senere, og deres Oprindelse skriver sig vel derfor ogsaa fra denne Tid[5]; det samme kan, som vi snart ville see, siges om Kjøbstaden Hamar paa Oplandene, om den end nærmest skylder det nye Biskopssæde paa dette Sted sin Opkomst.

Men et Forbud paa Omskiftning i de rolige og fredelige Forhold, som nu herskede, fik man i det 6te Aar efter Harald Gilles Død og Brødrenes Ophøjelse paa Tronen (1142), da en tredie Broder, den ovenfor nævnte Eystein, kom fra Skotland og fremstod med Fordring paa Deel i Regjeringen. Han var bleven hentet af tre anseede Mænd, Arne Sturla, Thorleif Brynjulfssøn og Kolbein Ruga, om hvilke man for øvrigt intet veed, med Undtagelse af at den sidste var en ung, anseet Orknøying, der var gift med en Datterdatters Datter af Jarlen Paal Thorfinnssøn, og som paa den ham tilhørende lille Ø Vige havde ladet opføre et Steen-Kastel, hvoraf der indtil de sidste Tider saaes Spor, og som endnu bærer hans Navn[6]. De fulgte Eystein, heder det, til Landet, og droge strax nord i Throndhjem med ham, hvor Thrønderne modtoge ham godt, og strax, i Gagndagene (25—27 Mai 1142) toge ham til Konge paa Ørething, saaledes at han skulde have Trediedelen af Herredømmet tilligemed sine Brødre Sigurd og Inge. Der blev, siges der udtrykkeligt, ingen Skirsler (d. e. Beviser ved Jærnbyrd eller paa anden lignende Maade) fordrede eller førte for hans Herkomst, da man troede, hvad hans Fader Harald havde sagt desangaaende[7]. Dette viser tydeligt, at Harald allerede i levende Live havde talt om ham, og at hine Mænd saaledes ej alene havde fuldkommen Vished om, at han var til og hvor han skulde søges, men at de endog maa være dragne afsted i den bestemte Hensigt at bringe ham til Norge. Men deres Grunde hertil angives ej. Blot og bar Pietet for Kongestammen og Ønsket om at forhjelpe ethvert Medlem deraf til dets Rettigheder synes ej at kunne have været Drivefjedren; snarere kunde man formode at Kong Harald i sin Tid kan have ytret et Ønske om at ogsaa denne Søn maatte komme til Norge og faa Andeel i Regjeringen; dog synes heller ikke denne Grund at kunne være tilstrækkelig til at fremkalde et saa betænkeligt Skridt. Man maa saaledes formode, enten at Thrønderne, der viste sig saa beredvillige til at antage ham, have været misfornøjede med at Kongerne nu, som man maa antage efter Foreningen af deres Hird, holdt sig meest i den sydlige Deel af Landet, og at de derfor ønskede endnu en Konge, som hyppigere kunde opholde sig hos dem, eller og at hine tre Mænd ved hiint Skridt alene have tænkt paa at befordre deres egen Magt og Anseelse. Eysteins Moder Beathach fulgte ham til Norge[8]. Der blev strax sendt Bud til de tvende øvrige Konger, der opholdt sig øster i Landet, for at melde dem den vigtige Begivenhed, og erholde deres Samtykke. Dette blev heller ikke negtet — Formynderne have vel nemlig for enhver Priis villet undgaa indvortes Krig — og saaledes blev det da bestemt at Eystein fik en Trediedeel eller rettere en Fjerdedeel af Riget. Thi ved denne Lejlighed blev ogsaa Harald Gilles Søn, den sygelige Magnus, tagen til Konge, som det udtrykkeligt heder, over den fjerde Deel af Riget. Da Magnus opfostredes af den gamle mægtige Kyrpinga-Orm paa Stødle, den kongelige Formynder Agmund Drengs Fader, synes det temmelig klart, at man ved hans Ophøjelse har villet indskrænke Eysteins Deel i Riget eller Herredømmet til den mindst mulige. Thi det forstaar sig af sig selv, at hans Ophøjelse ingen Forandring kunde gjøre i Formynderregjeringens Virksomhed i og for sig selv, da han, som en Myndling af Kyrpinga-Orm, Agmund Drengs Fader, nærmest maatte staa under dennes Opsigt. Uagtet Norge saaledes havde .fire Konger paa een Gang[9], var der kun tvende Hoffer, da alene Eystein, som allerede voxen og myndig, havde en Hird for sig selv, de øvrige Brødre derimod, i det mindste Inge og Sigurd, havde Hird tilsammen; hvad Magnus angaar, da var han vel for svag og daarlig til at kunne forlade Fosterfaderens Huus, og levede derhos ogsaa kun en ganske kort Stund.[10]

Noget efter Harald Gilles Død — det siges ikke med Bestemthed, naar — egtede Enkedronning Ingerid den mægtige Ottar Birting, som derved blev dragen ganske over i Stifsønnen, Kong Inges Interesser, hvilket ogsaa Kong Sigurd, da han voxede til, heller ikke undlod at bebrejde ham[11]. Ottar havde dengang allerede en Søn, ved Navn Alf Røde[12].

Man skulde næsten formode, at Kong Inge, efter Moderens Giftermaal med Ottar Birting, ikke længer forblev hos sin højst fortjente Fosterfader, Aamunde Gyrdssøn, men kom under Ottar Birtings umiddelbare Opsigt. Thi i det mindste hører man fra denne Tid ikke længer Tale om Aamunde Gyrdssøn og den anden vikverske Formynder, Thjostulf Aalessøn. Det sandsynligste er, at Aamunde og Thjostulf døde omtrent paa den Tid, da Ottar egtede Dronning Ingerid; det er i det mindste saa godt som vist, at de begge vare døde før 1147[13]. Thjostulf, der ifølge Sigurd Slembedjakns ovenfor anførte Yttring synes, ligesom Ottar Birting, at have været en Mand af ringe Herkomst, der ved sine egne Fortjenester, svingede sig op, var enten børnløs, eller efterlod i alle Fald ingen Søn, der spillede nogen fremragende Rolle. Aamunde Gyrdssøn havde Sønnen Gyrd, Kong Inges Fostbroder og tro Tilhænger. Ottar Birtings Egteskab med Enkedronningen og Herredømme over den unge Konge blev for Resten ikke langvarigt. En Vinter, da Hoffet opholdt sig i Nidaros[14], og han en Aften skulde gaa til Kirke, for at høre Aftensang, blev han aldeles uformodet overfalden bagfra og dræbt af en Mand, der stod paa Luur efter ham i Nærheden af Kirken. Overfaldet kom saa uventet, at Ottar endog, ved at høre Hvinet af Hugget, kun skal have holdt Armen og Kappen for, i den Tanke at det var en Sneebold, som en Gadedreng kastede efter ham. Hans Søn Alf Rode kom just ind paa Kirkegaarden, da han saa sin Fader falde, og Morderen skynde sig bort øster om Kirken. Han løb strax efter ham, indhentede ham ved Sanghuushjørnet, og dræbte ham øjeblikkelig. For denne raske Udførelse af Hevnen fik han megen Berømmelse, men det er et stort Spørgsmaal, om han ikke derved gjorde det vanskeligere at komme paa det rene med, hvo der egentlig var Anstifteren af Drabet. Ottars Frænder og Venner gave, neppe med urette, Kong Sigurd Skylden. Han var nemlig, som vi have seet, meget misfornøjet med, at den mægtige Ottar havde sluttet sig saa nøje til Kong Inge. Sigurd var desuden nu allerede meget udviklet for sin Alder, og havde, efter som han voxede op, givet flere Beviser paa et overmodigt og uvyrdent Sind. Kong Eystein, der paa samme Tid opholdt sig inde i Throndhjem, samlede strax ved Efterretningen om Ottars Drab Folk til sig, og begav sig ud til Byen, omgiven af en talrig Skare Bønder, der alle vare meget hidsige efter at hevne det skjendige Drab paa Ophavsmanden. Kong Sigurd afbødede den truende Fare ved Tilbud om at bevise sin Uskyldighed ved Jærnbyrd. Tilbudet blev ogsaa modtaget, sandsynligviis ved Medvirkning af Kong Eystein, hvem Ottars Drab neppe kunde være saa synderlig uvelkomment, og som maaskee endog satte sig i Spidsen for Bønderne alene i den Hensigt at formilde deres Iver[15]. Der blev sluttet Forlig, og en Dag bestemt til Bevisets Aflæggelse. Men da Forliget først var kommet istand, og Bønderne sandsynligviis havde adspredt sig, forlod Kong Sigurd Byen, og rejste syd i Landet, uden enten forinden eller senere at aflægge Beviset. Den Mistanke, der hvilede paa ham, var saaledes visselig grundet[16].

Ottar Birtings Sted, som Kong Inges Opdrager eller Hovedformynder, traadte nu den før omtalte Agmund Dreng[17] paa Stødle, Kyrpinga-Orms ældste Søn. Hans Fader, Kong Magnus’s Fosterfader, var paa denne Tid sandsynligviis død, thi han maa allerede ved Magnus’s Ophøjelse paa Tronen have været en meget gammel Mand. Han havde, som ovenfor nævnt[18], været to Gange gift, begge Gange med Døtre af de fornemste Slægter. Hans første Hustru var nemlig Ragnhild, en Datter af Skule Tostigssøn paa Rein; hans anden, der ligeledes hed Ragnhild, var Sveinke Steinarssøns Datter. Agmund Dreng var fød i hans første Egteskab. En Søn af hans andet Egteskab var Erling, der paa denne Tid endnu var ung og lidet anseet i Sammenligning med Agmund, men siden opnaaede desto større Magt og Anseelse. Fra den Tid, da Inge var kommen under Agmund Drengs Varetægt, synes Bergen eller i det mindste Gulathingslagen en Tidlang at have været saavel hans, som Moderen, Dronning Ingerids, fornemste Opholdssted[19]. Der tales ikke om at hun havde Børn i sit Egteskab med Ottar Birting; men derimod havde hun efter hans Død, letfærdig, som hun fra Ungdommen havde været, en Søn med en vis Ivar Sneis[20], der fik Navnet Orm, øjensynligt efter Agmund Drengs Fader Kyrpinga-Orm, der maaskee just da nylig var død, eller i hvis Huus hun maaskee har født Sønnen til Verden: under alle Omstændigheder et talende Tegn paa, at saavel hun, som Kong Inge da stode under Agmund Drengs Beskyttelse. Siden egtede hun Arne paa Stodreim i Nordfjord, som derfor kaldtes Arne Kongsmaag[21]. Han var rimeligviis en mægtig Lendermand, i alle Fald optræder han senere som saadan; og da han ligeledes viser sig som en ivrig Tilhænger, ej alene af sin Stifsøn Kong Inge, men ogsaa efter dennes Død af Stødle-Ættens daværende Hoved, Erling Ormssøn, maa man næsten antage, at Agmund Dreng selv har bragt hans Giftermaal med Dronning Ingerid istand, eller i alle Fald virket betydeligt dertil, for derved at skaffe sig en Støtte mere mod det vikværske Parti blandt Kong Inges Tilhængere, der neppe undlod at betragte hans Indflydelse men en vis Skinsyge. I sit Egteskab med Arne havde Dronning Ingerid tre Sønner, Inge, Nikolas og Philip i Herdla, af hvilke de to sidste, især Nikolas, senere spillede en betydelig Rolle[22]. Hun havde med Arne ogsaa en Datter, ved Navn Margrete, der siden efter blev gift med Bjørn Bukk, en Søn af Agmund Drengs Heelsyster Aasa i dennes Egteskab med en vis Nikolas, der sandsynligviis ogsaa var Lendermand.

Ogsaa Kong Sigurds Formyndere, Agmund Svift og Saada-Gyrd, maa omtrent paa denne Tid have afgaaet ved Døden; maaskee endog tidligere end Ottar Birtings Drab. Thi fra denne Tid i det mindste synes begge Brødrene, Sigurd og Inge, at have haft hver sin Hird, og levet afsondret fra hinanden. Sagaerne berette nemlig udtrykkeligt, at Enigheden mellem begge Brødrene ikke vedvarede længer, end de gamle, prøvede Formyndere levede; efter deres Død skilte de sig fra hinanden og toge hver sin Hird[23]. Saada-Gyrd maa desuden paa den Tid have været en meget gammel Mand, siden han allerede i 1135 kunde have en Søn, der var Lendermand i Viken, nemlig hiin Sigurd, der opførte sig saa uhæderligt ved Vendernes Angreb paa Kongehelle, og, som der siges, ikke længe overlevede denne Skam[24]. Gyrds anden Søn Philip maa derimod have været meget yngre, siden han kaldes Kong Sigurds Fostbroder. Til at bevirke en saadan Skilsmisse mellem Kongerne, som den her omhandlede, og dertil endog et spendt Forhold, maatte en Begivenhed, som Ottar Birtings Drab, allerede være mere end tilstrækkelig. Allerede i sit 15de Aar, (1147) finde vi saaledes Kong Sigurd dragende om paa Veitsler i Viken med sin egen Hird. Ved denne Lejlighed gav han et altfor tydeligt Beviis paa en Lidenskabelighed, der var langt over hans Alder, men som rimeligviis var næret ved daarlige Omgivelser og for en Deel havde sin Grund i hans usædvanligt tidlige legemlige Udvikling. Ved at komme gjennem en Gaard, hvor en anseet Mand ved Navn Simon Thorbergssøn boede, hørte han inde i et af Husene en Kvinde synge saa fagert, at han fik en uimodstaaelig Lyst til at lære Sangersken nærmere at kjende. Han red nærmere, tittede ind i Huset, og saa en Pige sidde ved en Kvern og male, ledsagende Arbejdet med den dejligste Sang. Strax lod han sine Mænd gjøre Holdt, bød dem at vente sig saa længe, og gik ind til Pigen, der kun var en ringe Tjenestepige paa Gaarden, og derfor neppe engang vovede at negte den unge kongelige Elsker nogen Gunst, om hans Besøg end, hvad der er lidet troligt, ej var hende kjærkomment. Han begav sig siden ud igjen til sine Mænd, og red videre; men Simon og hans Hustru Gunnhild toge sig med Omhyggelighed af Thora — saaledes hed Pigen, — som nogen Tid efter fødte en Dreng til Verden, der blev kaldet Haakon, og ansaaes for at i være Kong Sigurds Søn; en Tro, som det heller ikke lader til, at enten han selv eller hans Mænd have modsagt. Haakon opfostredes dog fremdeles paa Simons Gaard tilsammen med hans Sønner, Agmund og Andreas[25]. Af Lændermands-Ætterne i Norge var for øvrigt fremdeles neppe nogen mere anseet end Arnmødlinge-Ætten, skjønt dens Medlemmer i den lige nedstigende Mandslinje, paa denne Tid kun vare faa, og, som det lader, blandede sig kun lidet eller slet ikke i Dagens politiske Spørgsmaal. Giske-Grenen repræsenteredes af Skofte Agnmundssøns eneste overlevende Søn, Paal Skoftessøn, om hvem man kun veed, at han havde en ypperlig Hustru ved Navn Ragnhild, der ved et Besøg i Bergen, som udtrykkeligt omtales, og sandsynligviis stedse, naar hun var paa længere Rejser, sejlede med megen Stads paa sit eget Langskib. Da hun efter hiint Besøg forlod Bergen, stod Kong Eystein, der just opholdt sig i Byen, selv paa Bryggen, og lod Skalden Einar Skulessøn, som da var i hans Tjeneste, hente for paa staaende Fod at kvæde et Vers om hendes prægtige Ferd[26]. Heraf kan man danne sig den bedste Forestilling om, paa hvilken stor Fod Paal Skoftessøn levede. Han og Ragnhild havde en Søn, ved Navn Nikolas Kuvung, der siden blev Lendermand og Herre til Giske[27].

Hovedet for Bjarkø-Grenen af Arnmødlinge-Ætten, Vidkunn Jonssøn, der endnu levede i 1139, maa vel være død kort efter; hans Søn, Erling Vidkunnssøn, der døde i 1183, og da efterlod en attenaarig Søn[28], arvede hans Besiddelser og Magt. Men paa Kvindesiden vare, som vi have seet, de fleste fornemme Lendermands-Ætter i Landet beslægtede med Arnmødlingerne. Paal Skoftessøns ene Syster Thora var Moder til Guthorm Aasulfssøn paa Rein, der nu var Hovedet for Skule Tostigssøns højt anseede Æt[29]. Hans anden Syster Ragnhild var, som tidligere nævnt, gift med Dag Eilifssøn, og havde med ham Sønnen Gregorius, der i Kong Inges senere Aar blev Rigets meest formaaende Mand. Muligt, at ogsaa den før omtalte Lendermand Vatn-Orm, Gregorius’s ældre Broder, var hendes Søn; sandsynligere er det dog, at han er fød i et tidligere Egteskab. Nærsyskendebarn af Paal Skoftessøn var Sauda-Ulf, en Dattersøn af Irunn Thorbergsdatter i hendes Egteskab med Ulf Stallare; Sauda-Ulfs Søn var den ovenfor nævnte throndhjemske Lendermand Peter, der, fordi han bar den femaarige Kong Sigurd paa Thinget, kaldtes Peter Burdarsvein. Ulf Stallares Sønnesøn, ligeledes Nærsyskendebarn af Paal Skoftessøn, var Erlend Jonssøn, med Tilnavnet Himalde paa Raasvold i Børgsen[30], hvis Søn, den senere saa berømte Erkebiskop Eystein, vistnok allerede før 1150 var indtraadt i den gejstlige Stand, da han sør 1157 var Kong Inges Kapellan, og i dette Aar af ham udnævntes til Erkebiskop[31].

Med den mægtige Reins-Æt, og saaledes middelbart og med Arnmødlinge-Ætten, var en anden søndmørsk Lendermands-Æt, der paa denne Tid spillede en langt mere fremragende Rolle end Arnmødlinge-Ætten, og tildeels synes at have fordunklet den, nær beslægtet. Dette var den efter Ættegaarden saakaldte Blindheims-Æt[32], eller Jon Smjorbaltes Efterkommere. Hans Søn Hallkell Huuk have vi allerede omtalt som den, der bragte Harald Gille til Norge. Den Forpligtelse; hvori Harald derved kom til ham, har vel bidraget til end mere at forhøje hans Anseelse. Hallkells Syster Eldrid var gift med Guthorm paa Rein, ligesom han igjen selv var gift med Guthorms Syster Sigrid. Hans Sønner, Simon Skaalp og Jon, hvilke i det følgende hyppigt ville blive omtalte, bleve, sandsynligviis omkring 1155, gifte hver med sin Datter af Kong Harald Gille, nemlig Simon Skaalp med Maria, og Jon med Margrete: et tydeligt Tegn paa den høje Stilling, Familien nu indtog[33]. Vi ville i det følgende see, hvorledes denne Æt i politisk Henseende viste sig mere urolig, og lagde mindre Fasthed og indbyrdes Enighed for Dagen, end de fleste.øvrige. Hallkell Huuk havde selv gjort Begyndelsen ved at bringe Harald Gille til Landet, og derved bevirke aldeles nye politiske Forviklinger. Under de senere Stridigheder mellem forskjellige Tronprætendenter ville vi stundom finde Ættens Medlemmer fordeelte paa begge de stridende Partier.

Guthorm paa Rein synes at have levet meget længe. Han var tre Gange gift, og havde mange Børn, ved hvis Giftermaal hans Æt forbandtes med endnu flere andre mægtige Ætter. Eldrid Jonsdatter, som nys er nævnt, var hans første Kone; en af deres Døtre var hiin Ingerid, der, som ovenfor nævnt, egtede Guthorm Austmannssøn i Jemteland. Anden Gang var han gift med en Bergljot, og havde med hende Sønnen Aasulf, der dog, uagtet han, efter Navnet at dømme, var bestemt til at arve Ættens Besiddelser og Magt, ikke senere omtales, og derfor maa være død meget ung. Tredje Gang egtede Guthorm Sigrid, der paa mødrene Side nedstammede fra Aurland-Ætten i Sogn, eftersom hun var en Datterdatter af Svein Brynjulfssøn, og saaledes Nærsyskendebarn til den forhen omtalte Lendermand Jon Peterssøn i Sogn. Hendes og Guthorms Søn var Baard, der siden blev Ættens Hoved, og spillede en betydelig Rolle under Kong Sverre.

Hvorledes Arnmødlinge-Ætten ligeledes gjennem Finn Jarls Datter Ingebjørg Jarle-Moder var beslægtet med Orknø— Jarlerne, er oftere nævnt, saa vel som, hvorledes Kyrpinga-Orm selv var en Dattersøn af Finn Arnessøns anden Datter Sigrid, saa at ogsaa Stødle-Ætten i det mindste paa denne Maade var nær forbunden med Arnmødlinge-Ætten, om den ikke allerede, hvad der er højst sandsynligst, ved tidligere Giftermaal stod i Forbindelse med den. Hvor vidt Stødle-Ætten var beslægtet med den i Nærheden hjemmehørende Søle-Æt, eller Erling Skjalgssøns Efterkommere, paa Jæderen, siges ingensteds, men at det forholdt sig saa, er højst sandsynligt, og antydes endog tildeels af Navnet „Erling“ i Stødle-Ætten, ligesom det vel endog maa ansees rimeligst, at Stødle-Ætten, ej mindre end Sole-Ætten, nedstammede fra Hørda-Kaare. For Resten synes det som om Søle-Ætten i lige nedstigende Linje uddøde med den ovenfor nævnte Svein Knutssøn, eller Rimhildssøn. Derimod omtales nogle Dattersønner af Aslak Erlingssøn paa Søle, nemlig den forhen nævnte Haakon Pungelta, en af Sigurd Slembedjakns Tilhængere, og hans Fætter Haakon Mage, der var Lendermand og Tilhænger af Kong Sigurds Søn Haakon, og, som er merkelig derved, at den Mand, der aller først nedskrev alle disse Begivenheder, Erik Oddssøn, fornemmelig fulgte hans Beretninger[34]. Hiin Aslak Erlingssøn maa have været en Søn af den Erling, der i 11148 bekrigede England. En anden Green af Hørda-Kaares Æt, nemlig Kale Sæbjørnssøns paa Agder, var nys, som vi have seet, kommen til den største Anseelse ved Ragnvald Jarls, Kales Sønnesøns, Ophøjelse paa Orknøernes Jarlesæde. Om ham heder det udtrykkeligt, at han var Agmund Drengs og Erling Ormssøns Frænde. At der herved ikke sigtes alene til den Omstændighed, at Ragnvald, som Søn af den orknøiske Jarledatter Gunnhild, nedstammede fra Armnødlinge-Ætten, sees deraf, at allerede Kol, Ragnvalds Fader, kalder Kyrpinga-Orm sin Frænde[35]. Med denne Green af Hørda-Kaares Æt var igjen den mægtige sognske Æt forbunden ved Lendermanden Jon Peterssøns Giftermaal med Ragnvalds Syster Ingerid, som ovenfor omtalt.

Det er ligeledes ovenfor omhandlet, hvorledes hiin anseede Lendermand, Egil Aaskellssøn fra Aurland, der deltog i Steigar-Thores uheldige Oprør, og sandsynligviis var hans Svigersøn, tillige synes at have været en Frænde af Søle-Ætten. En Søn af Egil, ved Navn Aaskell, levede endnu, som det synes i 1161[36]. At Steigar-Thores Æt og Søle-Ætten, faa vel som Stødle-Ætten, vare nær forbundne, synes man næsten at maatte slutte af den Omstændighed, at Lendermanden Aslak Erlendssøn paa Hernøerne udenfor Bergen, der udtrykkelig siges at være en Dattersøn af Thore, ikke alene bærer et af Ætte-Navnene i Hørda-Kaares Slægt, men ogsaa deeltog med Ragnvald Jarl i hans Tog til Orknøerne, og, som vi i det følgende ville erfare, senere i hans Korstog, ved hvilke Lejligheder det især synes at have været nærmere eller fjernere Frænder af Hørdakaare-Ætten, som stode Ragnvald bi. For Resten tyder den Omstændighed, at Aslak var Lendermand, saa vel som at Kong Eystein Magnussøn var gift med hans Morbroder Guthorms Datter, hen paa, at Steigar-Thores Æt nu atter var kommen til Værdighed og Anseelse. Guthorm var endnu, som det udtrykkeligt berettes, i Besiddelse af den prægtige Masurbolle, Kong Harald Haardraade havde skjenket ham, da han aller først gav ham Kongenavn[37].

En anden med Kongehuset nær beslægtet Æt, var den mægtige Steige-Æt fra Engeløen paa Haalogaland. Vi have allerede seet, hvorledes Sigurd Ranessøn paa Steig havde udmerket sig under Magnus Barfod, var bleven gift med hans Halvsyster Skjaldvar, og havde faaet Finnefærden i Forlening, den han endog beholdt efter hiin store og farlige Proces med Kong Sigurd Jorsalafarer, der omsider tog ham til Naade. Sigurds og Skjaldvars Søn, der rimeligviis ogsaa efter Faderens Død beholdt Finnefærden, var den mægtige og meget afholdte Nikolas Skjaldvarssøn, som han oftest kaldtes efter sin højbyrdige Moder. Det er allerede ovenfor nævnt, at Skjaldvar var en Datter af Brynjulf Ulvalde den yngre paa Vetteland i dennes Egteskab eller Forbindelse med Magnus Barfods Moder Thora. Saaledes vare disse to mægtige Ætter, den steigske paa Haalogaland, og den vettelandske i Ranrike, paa det nøjeste forbundne med hinanden. Ved sit senere Giftermaal med Jarlen Paal Thorfinnssøns Datter Thora, kom Brynjulf ogsaa i Forbindelse med den orknøiske Jarle-Æt. En Søn af dette Egteskab var Lendermanden Halldor Brynjulfssøn, der levede paa den Tid, hvorom der her handles, og var gift med Sigrid, Dag Eilifssøns Datter. En anden Datter af Dag, Gyrid, blev, som det synes, omkring 1150 gift med Kong Inges Fostbroder Gyrd Agmundssøn.

  1. ↑ Disse Mænd kaldes oftere Kongernes Raadgivere, men aller tydeligst i Inge Haraldssøns Saga Cap. 21, Morkinskinna fol. 36 a., Ágrip Cap. 52.
  2. ↑ I Ágrip l. c. staar der udtrykkeligt„ at de havde „med sine Raad drengeligen styrt Riget med Kongerne efter Landsens Love“.
  3. ↑ Dette siges udtrykkeligt paa de nys anførte Steder.
  4. ↑ Den nævnes, som ovenfor (S. 617) anført, aller først omkring 1175.
  5. ↑ Veø eller Vedø, som Navnet ogsaa skrives, nævnes som bestaaende Kjøbstad allerede i Haakon Herdebreds Saga Cap. 26, 27, Aaret efter Kong Inges Død. Kaupang i Sogn, sandsynligviis paa Grund af sin Ubetydelighed kaldet Lusakaupang, nævnes aller først i Sverres Saga Cap. 39, omkring 1183. Skidan nævnes i Sverres Saga Cap. 91, ved 1184.
  6. ↑ Se Orkneyingasaga Cap. 256, jvfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 171. Levningerne af Kastellet paa Øen Vige (nu Weir) kaldes af Indbyggerne endnu the Castle af Coppi Row; „Coppi“ er en Fordrejelse af „Kolbein“, ligesom man siger Coppinsey i Stedet for Kolbeinsey; Row er en Forkortning af „Ruga“. Men for øvrigt har det senere Sagn gjort ham til en mythisk Personlighed, en vældig Jette.
  7. ↑ Fagrskinna Cap. 259, Morkinskinna, fol. 35. b.
  8. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 14, Snorre Cap. 13. Navnet skrives i Sagaerne Bjadök.
  9. ↑ At alle fire vare Konger paa een Gang, i det mindste for en kort Tid, og at Magnus saaledes blev tagen til Konge ved samme Lejlighed, som Eystein fik Kongenavn, sees af Einar Skulessøns Vers, anført i Sagaerne paa nys citerede Sted. I dette Vers omtaler han alle fire Brødre samtidigt. Eystein, siger han, giver Folket Rigdom, Sigurd forøger Skjoldgnyet, Inge lader Vaaben synge, Magnus stifter Fred mellem Mændene; ypperligere fire Brødre end disse gives ikke paa Jorden.“
  10. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 21. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktige hva denne fotnoten henviser til.]
  11. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 15, Snorre, Cap. 14. Da Ottar i Farer 1139 omtales som Sigurds Formynder i Throndhjem ved Modtagelsen af Kong Inges Brev, kan han da neppe endnu være bleven gift med Ingerid. Dette skede saaledes vel nærmest omkring 1142.
  12. ↑ At Alf ikke, som nogle have paastaaet var Ottars og Ingerids Søn, sees tydeligt nok deraf at han i saa Fald vilde have været alt for lang til at hevne sin Fader, da denne blev dræbt. Forresten er det sandsynligt at Alf var uegte fød, siden det senere udtrykkeligt heder om ham, at han efter Hevnen „tyktes langt større Mand end før“.
  13. ↑ Vi ville nemlig i det følgende se, at i det mindste i klaret 1149, da Ragnvald Jarl blev indbuden til at komme til Norge, var Agmund Dreng Kong Inges fornemste Raadgiver eller Formynder, og der tales ikke om Aamunde eller Thjostulf, hvilke dog, om de havde levet da, vel ogsaa havde haft Magten og nødvendigviis maatte have været nævnte. Man kan vistnok, som det strax nedenfor vil vises, nævne 1147, som Tiden, inden hvilken de maa være døde, thi allerede da havde Kong Sigurd sin egen Hird, og denne Deling af Hirden fandt ej Sted, førend i det mindste de fleste af Formynderne vare døde. Men allerede af den Maade, hvorpaa Sigurds selvstændige Optræden efter Ottars Drab omtales, skulde det synes, som om han da levede for sig selv uden at have nogen Formynder hos sig.
  14. ↑ Egentlig omtales i Sagaerne kun Sigurd, og det sandsynligste er, at denne allerede da havde en Hird for sig selv. Men da Ottar vel heller ikke havde opholdt sig i Nidaros ved Vintertide, uden at have sin Hustru, Dronning Ingerid, og hendes Søn, Kong Inge, med, kunde man vel ogsaa antage at hele Hoffet var tilstede, og at Inge alene af den Grund ikke nævnes, at han endnu var umyndig, medens Sigurd derimod var ældre og videre fremme for sin Alder.
  15. ↑ Vi finde nemlig siden Eystein stadigt som Sigurds Tilhænger mod Inge.
  16. ↑ Inge Haraldssøns Saga, Cap. 15, Snorre Cap. 14. 15. Ottars Drab henføres vel sandsynligst til omkring 1146.
  17. ↑ Dette fremgaar øjensynligt af det nys paaberaabte Udsagn i Orknøyinga Saga S. 258; Agmund Dreng tilligemed Broderen Erling omtales som de, der havde meest at sige hos Kong Inge; da det imidlertid i Kongesagaerne heder, at Erling var lidet anseet saa længe Agmund levede, det vil sige i Sammenligning med ham, fremtræder Agmund følgelig som den egentlige Regent.
  18. ↑ Se ovenfor S. 456, 457. At Orm maa have været en meget gammel Mand omkring 1142, skjønnes deraf, at han kunde have været gift med en Datter af Skule Tostigssøn, der allerede var voxen i det mindste i 1060, og hvis Datter neppe kan være bleven senere gift, end i 1090. Agmund Dreng var saaledes rimeligviis fød omkring 1095. Ogsaa Sveinke Steinarssøns Datter kunde, for Faderens Alders Skyld, være fød omkring 1070 og gift 1090, men hun maa dog have været yngre, thi Erling, der selv ej blev gift førend i 1155, kan neppe have været fød før 1125.
  19. ↑ Saaledes i Orknøyingasaga l. c., ved 1150, 1151.
  20. ↑ Denne Ivar Sneis omtales ellers ikke andensteds; i Morkinskinna kaldes han Ivar Sveinssøn, hvilket vel kun er en Skrivfejl. Af Tilnavnet skulde man fristes til at gjette paa, at han har været en Sønnesøn af hiin Lendermand Sigurd Sneis, Ragnvald Jarls Frænde, som faldt i Slaget ved Anglesey 1098. Maaskee han var en Søn af den ovenfor omtalte Salmund, Sigurds Søn.
  21. ↑ At Stodreim er det samme som det i Diplomerne oftere under Formen Stofrheim forekommende Herresæde i Nordfjord, nu Storeim, er beviist af Munthe i Saml. til det norske Folks og Sprogs Historie I. 271. Man seer ogsaa tydeligt, at Arne med Familie hørte hjemme i Gulathingslagen.
  22. ↑ Nikolas blev, som bekjendt, siden Biskop i Oslo, og var Kong Sverres farligste Modstander.
  23. ↑ Se Sagaerne, hvor dette omtales, (Inge Haraldssøns Saga Cap. 21, Fagrskinna Cap. 259.) I Ágrip Cap. 52 seer det ud som om Adskillelsen ikke fandt Sted, førend ogsaa Agmund Dreng var død (1154). Men da det af det foregaaende er øjensynligt, at Agmund har overlevet de andre Formyndere, og det desuden ikke er rimeligt, at de alle døde paa een Gang, ligesom vi i alle Fald se, at Sigurd allerede i 1147, længe før Agmunds Død, havde sin egen Hird, er det klart, at Sagaernes Ord ikke kunne tages saa nøje, men at de alene skulle antyde Forskjellen mellem den Enighed, som fandt Sted mellem Brødrene, da alle Formynderne endnu levede, og det spendte Forhold, som senere opstod.
  24. ↑ Se ovenfor S. 67. Det siges udtrykkeligt i Sagaerne, at Sigurd var Broder til Philip.
  25. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 18. At dette skede 1147, uagtet Sigurd da neppe endnu havde fyldt sit 15de Aar, sees deraf at Sønnen, Haakon Herdebred, ved sin Ophøjelse paa Tronen i 1157 siges at have været 10 Aar gammel. Men et Spørgsmaal bliver det vel altid, om han virkelig var Kong Sigurds Søn.
  26. ↑ Dette fortælles alene i Morkinskinna, fol. 36. a. I det Vers, Einar Skulessøn kvad om hende, heder det for Resten, at hun styrede mod „Utsteinssund“. Heraf synes det, som om hun, efter at have besøgt Bergen, rejste videre sydefter, til Utstein i Ryfylke.
  27. ↑ Nikolas Kuvung nævnes aller først som Lendermand omkring 1170, og sidste Gang i Aaret 1184; hans Søn, Paal Flida, omtales som Barn i 1181. Nikolas er saaledes rimeligviis sød omkring 1140.
  28. ↑ Se Sverres Saga Cap. 74.
  29. ↑ Guthorm Aasulfssøn paa Rein er allerede ovenfor (S. 780) omtalt som en af de Lendermænd i det Throndhjemske, der efter Harald Gilles Død understøttede hans Søn Sigurd, og fik ham ophøjet paa Tronen. Ved denne Lejlighed omtales ogsaa hans Broder, Ottar Balle.
  30. ↑ Om dette Slægtskab se nærmere ovenfor S. 453, saa vel som Slægttavlerne; jvfr. ogsaa Fagrskinna Cap. 215, Harald Haardraades Saga Cap. 55, Snorre Cap. 38. I Texten i Fornm. Sögur er ellers her ved en Fejl Peter Burdarsvein oversprungen.
  31. ↑ Se det saakaldte Anekdoton, Sp. 18.
  32. ↑ Saaledes benævnes den i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 161, med Tillæg, at den var den gjeveste eller en af de gjeveste paa Søndmøre. Her findes ellers, som ovenfor (I. 1. S. 339) nævnt, to Gaarde af dette Navn, en paa Vigerøen, og en anden paa Oxenøen indenfor Borgund; efter hvilken af disse Ætten benævnes, er vanskeligt at sige; da det imidlertid er rimeligt, at sidst nævnte Gaard er den samme, som den, der omtales paa oven anførte Sted i Egil Skallagrimssøns Historie, og denne nævnes i Forbindelse med Øen Had eller Hareidlandet, skulde man snarest tro, at Blindheim paa Oxenøen var Ættens Hovedgaard. Det er endog heel sandsynligt, at Hallkell Huuk nedstammede i lige Linie fra hiin Fridgeir, Arinbjørn Herses Systersøn, i hvis Sted Egil Skallagrimssøn kæmpede med Berserken Ljot den blege.
  33. ↑ Harald Gilles Saga Cap. 21, Snorre Cap. 22. Simon Skaalps og Marias Søn, Nikolas, nævnes allerede i 1101. De maa saaledes være blevne gifte før denne Tid. Maaskee Jon, der synes at have været yngre end Simon, blev gift senere. For Resten siges det kun udtrykkeligt om Jon, at han var en Søn af Sigrid Aasulfsdatter. Man skulde derfor næsten formode, at Simons Moder var en anden.
  34. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 12, Snorre Cap. 13. Morkinskinna fol. 33 b.
  35. ↑ Se ovenfor S. 690, jvfr. Orkneyingasaga S. 162.
  36. ↑ Ved dette klar omtales nemlig i Haakon Herdebreds Saga Cap. 24, Snorre, Magnus Erlingssøns Saga Cap. 4, en Aaskell, der, ligesom Egil, skrives af Aurland eller Forland. Saa vel denne Steds-Angivelse som Navnet Aaskell tyder umiskjendeligt paa nært Slægtskab.
  37. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 24, Fagrskinna Cap. 174. Jfr. ovenfor S. 30, 31; Thorgils Snorressøn nævnes her som den, der selv havde talt med Guthorm Thoressøns Datter Gudrid, og seet Bollen faa vel som den Kappe, Harald skjenkede hans Fader. Thorgils levede, som paa hiint Sted viist, omkring 1170.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/83&oldid=84476»