Medens Jarlerne Ragnvald og Harald opholdt sig i Norge, kom en anseet Lendermand, ved Navn Eindride unge[1], om Sommeren (1150) tilbage fra Constantinopel, hvor han længe havde staaet i Kejserens Tjeneste blandt Væringerne. Han kunde fortælle mangt og meget derfra, og man havde stor Fornøjelse af at spørge ham ud og høre Besked om Forhold og Tildragelser i Udlandet. Hvad han nu fornemmelig kunde berette, var, foruden endeel Sagn om Væringerne og deres Bedrifter, hvorom nedenfor, sandsynligviis om det store Korstog, som Kong Konrad III i Tydskland og Ludvig VII i Frankrig, tilligemed mange andre Fyrster og Herrer, opmuntrede dertil ved den hellige Bernhards henrivende Veltalenhed, nys havde foretaget (1147—1148). Navnlig dvælede han vel ved de mange merkelige Optrin, som fandt Sted ved den tydske og den franske Korshærs Gjennemmarsch i og forbi Constantinopel, hvortil han selv upaatvivlelig havde været et Øjevidne. Blandt dem, der ofte underholdt sig med Eindride, og fornøjede sig ved at høre hans Fortællinger, var Ragnvald Jarl. Ved en saadan Tale ytrede Eindride engang sin Forundring over at Jarlen ikke selv gjorde et Tog til det hellige Land, men kun nøjede sig med at høre Beretninger derfra. For en saa ypperlig og talentfuld Mand som Jarlen, sagde han, passede just et saadant Tog; thi hvor han kom, vilde han nyde stor Anseelse blandt Konger og Fyrster. Mange af de Tilstedeværende sandede Eindrides Ord, og opfordrede Jarlen til at gjøre Toget; blandt disse var ogsaa Erling Ormssøn, der sagde at han selv vilde drage med, hvis Jarlen satte sig i Spidsen. Denne gav omsider efter for alle disse Overtalelser, og da det blev bekjendt, at han og Erling havde taget Korset, fulgte flere gjæve Mænd deres Exempel, navnlig Jon Peterssøn, Ragnvalds Svoger, Aslak Erlendssøn, Guthorm Møl, og en vis Kol af Halland[2]. Som allerede ovenfor nævnt, synes det især at have været Medlemmer af Hørdakaare-Ætten, der forenede sig om Tugt. Ragnvald Jarl bestemte en Tid af to Aar til Forberedelser, thi saa længe vilde han sidde hjemme i sit Rige. Jarlen skulde være den egentlige Anfører, men Eindride unge, paa Grund af sin større Erfaring og Berejsthed, blive med som Vejviser. Det aftaltes til Forebyggelse af Misundelse og Splid, at ingen af Deeltagerne, uden Jarlen selv, maatte have et større Skib end paa 30 Rum, eller et smykket Drageskib; det Skib, hvorpaa Jarlen skulde drage i Korstog, skulde hans Svoger Jon Fot lade bygge for ham, og i alle Dele udstyre det saa godt som muligt.

Om Høsten vendte Jarlen tilbage til Orknøerne. Kong Inge gav ham til Hjemrejsen to Langskibe, af hvilke han strax igjen forærede Harald Jarl det ene; de vare temmelig smaa, meest skikkede til Roning, men udmerket smukke og hurtige. Ogsaa af sine Venner fik han store Gaver. Jarlerne forlode Norge en Tirsdags Aften, og havde god Vind om Natten, men om Onsdagen kom der en heftig Storm, faa at de skiltes fra hinanden, og mod Aftenen, da Mørket faldt paa, ikke vidste hvor de vare, for-end de med eet saa sig omringede af Brændinger paa alle Kanter, og maatte faae sin Frelse ved at sætte lige paa Land. Det var Hjaltlands Klippekyst, de havde for sig. Begge Skibene forliste med meget Gods, men Folkene reddede sig, og Jarlen selv viste sig ej alene rask og uforfærdet, men endog faa munter, at han kvad Vers næsten ved hvert Ord, han talte. Hjaltlændingerne modtoge ham venligt og ytrede deres Glæde over at han var sluppen saa godt fra den Livsfare, hvori han havde været. Han opholdt sig temmelig længe paa Hjaltland, og begav sig

først seenhøstes syd til Orknøerne. Han gjorde nu et stort Julegjestebud, hvortil han indbød Biskop Villjam og de fornemste Mænd paa Øerne. Her bekjendtgjorde han sin Beslutning, at gjøre et Korstog til det hellige Land, og anmodede Biskoppen om at være med, fordi han havde studeret i Paris, og derfor kunde gjøre god Nytte som Tolk. Biskoppen lovede det. Flere anseede Mænd paa Orknøerne toge nu ogsaa Korset.

Da de to Aar vare omme, rejste Ragnvald tidligt om Vaaren (1152) øster til Norge for at see, hvorledes det gik med Lendermændenes Udrustninger. I Bergen traf han allerede sin Svoger Jon Fot og Erling Ormssøn saa vel som Aslak, og Guthorm kom strax efter. Da ankom ogsaa det Skib, Jon Fot havde ladet bygge til Jarlen; det var omhyggeligt arbejdet og herligt at see til; navnlig vare alle Forstavnspladerne og Fløjene forgyldte. Eindride tom idelig til Byen om Sommeren, og sagde hver Gang, at han i næste Uge skulde være færdig, men saaledes gik det fra Uge til Uge; Jarlens Mænd knurrede over at de maatte vente saa længe, og flere meente at man ej burde bie længer paa ham, da hans Nærværelse vist ikke var saa uomgængelig nødvendig. Endelig meldte Eindride at han var færdig, og Jarlen gav da Befaling til at afsejle med første gunstige Vind. Da de lagde ud fra Buen, blæste det kun svagt, og Jarlens Skib, der behøvede sterk Vind, gik derfor kun langsomt, saa at de andre Høvdinger firede paa Sejlene for ej at sejle fra ham. Men da de kom ud om Øerne, tiltog Vinden, og da gik Jarlens Skib med sterk Fart for fulde Sejl, medens man paa de andre Skibe maatte tage Red ind. De saa nu at to store Skibe, kom sejlende efter; disse Skibe gik saa hurtigt, at de ej alene indhentede de øvrige, men endog sejlede dem forbi. Det ene af dem var et prægtigt Drageskib, med forgyldt Hoved og Halekrog, og prydet med Guld og glimrende Farver hele Vejen over Vandgangen. Jarlsmændene skjønnede strax, at disse Skibe tilhørte Eindride, og klagede over at han ikke havde holdt sig Aftalen efterrettelig, ifølge hvilken ingen skulde have udsmykket Skib uden Jarlen. Jarlen svarede at det var tydeligt nok at see, at Eindride var alt for overmodig til at ville underordne sig ham eller nogen anden, men meente at det torde være uvist nok, om Lykken endnu vilde følge ham, eller om den allerede var kommen ham i Forkjøbet; selv vilde han i det mindste ikke efterligne hans Fremfusenhed. Snart fik man Anledning til at sande Jarlens Ord, thi Eindride, der sejlede saa overmodigt i Forvejen, forliste med det prægtige Skib paa Hjaltlands Kyst, saa at det aldeles ødelagdes med meget Gods. Han slap dog selv derfra med Livet, faa vel som med det mindre Skib. Jarlen og de øvrige sejlede derimod forsigtigt frem i Samflode, og kom i god Behold til Orknøerne. Her besluttede man, siden det nu allerede var ledet saa langt ud paa Aaret, at tilbringe Vintren. Nogle sad der paa sin egen Bekostning, andre hos Bønderne, atter andre hos Jarlen. Men der forefaldt mange Uroligheder, som det lettelig kunde skee, hvor saa mange forskjellige, tildeels overmodige og tøjleløse Folk vare samlede. Især opstod der Trætte mellem Orknøingerne og Nordmændene om Kjøb og Elskovs-Handeler, og Jarlen havde den største Nød med at forlige dem og nogenledes holde den gode Forstaaelse vedlige. Eindride forblev paa Hjaltland om Vintren, men sendte strax Mænd til Norge for at bestille ham et nyt Østerfarer-Skib. En af hans Følge, Arne Sputelegg, en overmodig og voldsom Mand, ligesom han selv, tog sit Ophold paa Orknøerne, selv tiende. Han kjøbte Malt og Slagt paa Kredit af en af Svein Asleivssøns Landbønder, men da denne skulde kræve Pengene, gjorde han Vanskeligheder ved at betale; da han kom anden Gang, svarede han ham grovt, gav ham endog et Øxhammerslag, og bad ham haanligt henvende sig til Kæmpen Svein, som han saa ofte sorte i Munden, om at skaffe ham Ret. Bonden henvendte sig virkelig til Svein; denne vilde ej give noget bestemt Løfte; men en Dag om Vaaren (1153), da han rejste om for at opkræve Landskyld, og kom til den Ø hvor Arne opholdt sig, gik han ind i Huset, hvor denne endnu laa i sin Seng, fordrede i hans Mænds Nærværelse, at han skulde betale Bonden, hvad han skyldte ham, og da Arne endnu gjorde Udflugter, sagde han, at han ikke vilde vente længer, og satte Øxen i Hovedet paa ham, saa at den stod fast lige til Øxehamren. Han løb derpaa, forfulgt af Arnes .Kammerater, ned til sin Baad; nær var han bleven indhentet, men frelste sig ved at slaa den nærmeste af sine Forfølgere i Ansigtet og Øjnene med en levet Tang-Kvast, som han greb paa Strandbredden. Siden meldte han Jarlen hvad der var skeet, og bad denne mægle Forlig i Anledning af Drabet. Jarlen føjede ham strax, fik Arnes Kammerater overtalte til at tage imod Boder, og betalte dem selv, ligesom han ogsaa af sit eget Gods udredede Boder for mangen Ustyr, Nordmændene og Orknøingerne om Vintren havde begaaet. Tidligt om Vaaren sammenkaldte han et Thing paa Rossø, hvor alle Høvdinger kom sammen. Her kundgjorde han nu offentligt sin Bestemmelse, samme Aar at ville tiltræde et Jerusalems-Tog. Regjeringen under sin Fraværelse overdrog han sin Frænde og Medjarl Harald Maddadhssøn, som da var henimod tyve Aar gammel, stor og sterk, ikke smuk af Udvortes, men særdeles forstandig, og efter alles Dom vel skikket til at være Hovding. Han bad sine Venner at være ham lydige og staa ham bi i alt, hvortil han behøvede deres Hjelp, indtil han selv kom tilbage igjen. Dette viser, hvilket godt Forhold der nu var mellem Ragnvald og Harald, og hvilken ubetinget Tillid han havde til ham[3].

Ud paa Sommeren (1153) tiltraadte Ragnvald endelig Toget. Han havde længe maattet vente paa Eindride unge; indtil denne fik sit nye Skib fra Norge. Flaaden udgjorde i alt femten store Skibe. Hvis man, som sædvanligt, kan regne en Besætning af mindst 120 Mand paa hvert Skib, giver dette et Antal af 1800 i det ringeste, men siden det udtrykkeligt siges at Skibene vare store, have vel de fleste af dem rummet langt flere Folk, og man kan saaledes vistnok med et rundt Tal regne Folkeantallet til mon: ingen betydelig Styrke, men dog nok til at Ragnvald i Spidsen for den kunde optræde med større Anseelse end nogen Privatmand. Som Skibsbefalingsmænd nævnes, foruden Ragnvald selv, følgende: Erling Ormssøn, Biskop Villjam, Aslak Erlendssøn, Guthorm Møl, Koll, Magnus Haavardssøn, en Søn af Haavard Gunnessøn, Jarlerne Haakons og Magnus’s Ven og Frænde, Svein Roaldssøn fra Katanes, Jarlens Skutelsvend, Eindride unge, o. fl. Blandt merkelige Mænd, som vare med, nævnes Skaldene Arnmod og Odd, begge fra Hjaltland[4], og Sigmund Angel, Jarlens Stifsøn. Toget gik langs Skotlands og Englands Kyster, og derfra over til Frankrige, hvor de lagde ind til den befæstede Søhavn „Verbon“ eller „Nervoen“[5]. Her havde der nylig hersket en Jarl eller Lensherre, som i vore Sagaer kaldes Geirbjørn eller Germanus, og som havde efterladt sig en ung og smuk Datter ved Navn Ermengard; hun var nu sin Faders eneste Arving, og bestyrede hans Len med sine Venners og Frænders Hjelp. De raadede hende til at gjøre et prægtigt Gilde for Ragnvald Jarl, og indbyde ham til sig med saa mange Mænd, han selv vilde. Ragnvald modtog taknemmeligt Indbydelsen, og indfandt sig til Gildet med et Udvalg af sine ypperste Mænd. Modtagelsen og Bevertningen var ypperlig, men det synes som om Ermengard ikke i Førstningen selv var tilstede; dette skede først en af de paafølgende Dage, da hun kom ind i Hallen, ledsaget af mange Damer, prægtigt klædt, med Guldlad om Panden, sit gule og silkebløde Haar hængende ned paa unge Pigers Viis, og med et Guldbæger i Haanden, hvori hun skjenkede Viin til Jarlen, og tildrak ham Velkomstskaalen, medens hendes Piger dandsede for dem. Jarlen tog hendes Haand tilligemed Bægeret, fik hende til at sidde hos sig, og kvad et Vers til hendes Ære. Han forblev temmelig længe der, og det fortælles, at Indbyggerne af Staden ytrede Ønsket om at han vilde egte Ermengard og nedsætte sig hos dem, hvortil Jarlen skal have svaret, at han først vilde fuldføre sit Tog: siden efter vilde han maaskee komme tilbage og nærmere bestemme sig. Ogsaa Ermengard ønskede, at han først skulde besøge det hellige Land[6]. De droge derfor videre, passerede Thrasnes — saaledes kaldte vore Forfædre sandsynligviis den nordvestligste Spidse af Frankrige[7] — under megen Gammen og Lystighed, og kom den Rom December til Gallicien. Her var det deres Hensigt at tilbringe Julen, men det gik dem, som tidligere Sigurd Jorsalafarer og hans Mænd paa samme Sted, at der opstod Vanskeligheder ved Spørgsmaalet om deres Forsyning, da Landet var saa lidet frugtbart, og Forraadene saa ubetydelige[8]. Indbyggerne tilbede imidlertid at sætte dem Torv, som det kaldtes, eller fremskaffe de Levnetsmidler, de trængte til at kjøbe, lige indtil Fasten, paa den Betingelse, som vel ej blev udtrykkeligt udtalt, men dog tydeligt nok betegnet og forstaaet, at de Fremmede skulde hjelpe dem til at skille dem af med en udenlandsk Høvding, ved Navn Godfred[9], der var i Besiddelse af Stadens Kastel, og benyttede sig heraf til at undertrykke og udsuge dem paa alle mulige Maader. Det Bytte, der gjordes i Kastellet, skulde tilhøre Nordmændene. Da Ragnvald forelagde sine Mænd dette Vilkaar, erklærede de fleste sig tilfreds dermed, i Haab om det rige Bytte, og saaledes gav man da Indbyggerne Tilsagn derom. Da Julen kom, sammenkaldte Jarlen sine Mænd og sagde, at man nu ikke længer tiende udsætte med Opfyldelsen af Loftet, især da det var tydeligt at see, at Indbyggerne begyndte at blive mindre ivrige i at skaffe Levnetsmidler til Veje. Han bad de tilstedeværende finde paa et godt Raad, og Erling Ormssøn foreslog, at enhver af Nordmændene skulde gaa til Skoven, hente trende Knipper Ved, og dynge dem op omkring Kastellet, indtil dette overalt var omgivet af Vedhobe; paa disse skulde man stikke Ild, og ved den sterke Hede vilde da rimeligviis Kalken i Muren give sig, saa at denne paa mange Steder vilde styrte ned. Man fulgte Erlings Raad, uden at der ytres noget om at Besætningen i Kastellet enten har formaaet, eller forsøgt paa at hindre det. Men Biskoppen tillod ikke, at man begyndte noget Angreb i Jule-Helligdagene, og denne Frist benyttede den kloge Godfred til at snige sig forklædt som en Betler ud af Borgen og ind i Nordmændenes Lejr for at erfare deres Planer og forsøge, om han ved List eller Bestikkelse kunde frelse sig, thi han forudsaa, at Kastellet ikke vilde kunne staa sig mod Ilden[10]. Godfred merkede snart, at der langt fra herskede nogen ret Enighed mellem Nordmændene, men at de vare deelte i to Partier, af hvilke det ene holdt med Jarlen, det andet med den ærgjerrige og egennyttige Eindride unge, som allerede ved Udrejsen noksom havde viist, hvor lidet han agtede at erkjende Jarlen som sin Overmand. Den listige Godfred skjønnede godt, at han, og ikke den ridderlige Jarl, var Manden, til hvem han havde at henvende sig. Han gav sig derfor i Tale med ham, navngav sig i Førstningen ej„ men sagde kun, at han hemmelig var udsendt af Godfred for at tilbyde Eindride dennes største Kostbarheder, naar han vilde begunstige hans Flugt, hvis Borgen, som det var at befrygte, blev stormet. Eindride laante dette Forslag villigt Øre, og aftalte i al Hemmelighed det fornødne: sandsynligviis aabenbarede Godfred ham nu, hvo han var. Tiende Tag Juul (3 Jan. 1154) gav Ragnvald Befaling til Angreb; selv stillede han sig med Orknøingerne paa den sydlige Side, Erling og Aslak paa den vestlige, Jon og Guthorm paa den østlige, og Eindride paa den nordlige. Baalene bleve antændte, idet man derhos beskød Borgen saa heftigt med Pile, at Forsvarerne ikke kunde holde sig stadigt paa Murene. De heldte smeltet Beg og brændende Svovl ned, uden derved at tilføje Nordmændene nogen Skade. Det gik som Erling havde forudsagt, at Kastelsmuren paa flere Steder styrtede ned. Da lod Jarlen slaa Vand paa Ilden, og da alt var afkølet, stormede Nordmændene ind gjennem Aabningerne i Muren, i det Jarlen selv, og hans Stifsøn Sigmund Angel, opmuntrede hinanden indbindes og de øvrige ved lystige Vers. Sigmund lagde en overordentlig Tapperhed for Dagen; skjønt han endnu neppe var voxen, gik han dog som oftest i Spidsen foran Jarlen, og var en af de første til at storme ind i Borgen. For Resten gjorde dennes Besætning liden Modstand. Mange bleve dræbte; de øvrige overgave sig til Jarlen paa Naade og Unaade. Nordmændene fik meget Bytte, men ingen egentlige Kostbarheder, ligesom de heller ikke fandt Høvdingen selv. Der var megen Dale om, hvorledes han monne være undkommen, og man havde sterk Mistanke til Eindride, at han havde hjulpet ham bort, saa meget mere som der havde blæst Søndenvind og Røgen havde lagt sig paa Nordsiden, hvor Eindride stod. At Mistanken ikke var ugrundet, have vi allerede i det foregaaende seet, og snart fik Ragnvald og hans Mænd Syn for Sagen derom[11].

Toget fortsattes forbi Spaniens eller rettere Portugals Kyst, hvor faa Aar i Forvejen (1147) en lignende Korstogsflaade fra Tydskland, Flandern og England, maaskee ogsaa fra Norge, havde hjulpet Kong Alfons at erobre Lissabon. Ragnvald herjede vidt og vredt i det saakaldte hedenske, d. e. mohammedanske Spanien. Udenfor Spaniens Sydvestkyst fik de haardt Vejr, saa at de maatte ligge tre Dage for Anker, og nær havde lidt Skibbrud. Derpaa sejlede de gjennem Njervasund eller Gibraltar-Strædet, og her bedagede Vejret sig. Men da de vel være komne gjennem Strædet, skilte Eindride unge sig fra dem med 6 Skibe, og tog Vejen til Marseille. Herom blev der talt mangt og meget, og det hed, som sandt var, at Eindride nu selv noksom havde oplyst, hvorledes det var gaaet til med Godfreds Bortkomst[12].

Med de tilbageblevne 9 Skibe styrede Jarlen mod Øst temmelig nær Afrikas Kyst. Da de vare komne paa Højden af Sardinien, indtraf der Blikstille med sterk Taage, saa at de kun langsomt kunde komme frem og ej ret vidste hvor de vare. En Morgen lettedes Taagen noget; da opdagede man i det fjerne to store Gjenstande, som man i Førstningen tog for Øer, men da den ene af dem kort derefter ingensteds var at see, sagde Jarlen, hvad der ogsaa strax efter bekræftede sig, at det var tvende Skibe af det store Slags, der brugtes i disse Farvande, og sædvanligviis kaldtes Dromunder[13]. Han lod derpaa Biskoppen og de øvrige Skibsbefalingsmænd sammenkalde, for at høre deres Raad, om man skulde angribe den tilbageblevne Dromund eller ikke. Biskoppen fraraadede det, fordi, som han sagde, dette Slags Skibe vare saa bordhøje at man fra et Langskibs Dæk kun med Nød vilde kunne faa haget sig fast i deres øverste Kant med en langskaftet Øxe, medens Besætningen imidlertid kunde øse smeltet Beg og Svovel ned over Angribernes Hoveder. Men Erling meente, at Dromundens større Højde netop var til Fordeel for Angriberne, thi naar de lagde sig klods ind paa den, vilde alle de Vaaben, som skrides eller kastedes derfra, for det meste falde udenfor Langskibene. Man kunde i alle Fald vove et Forsøg; mislykkedes det, kunde man jo lægge bort igjen, thi Dromunden var for tung og langsom til at kunne forfølge de norske Langskibe. „Dette“, sagde Jarlen, „er talt som det anstaar en Mand, og efter mit Ønske; nu vil jeg give Befaling til at enhver ruster og hærder sig til Kampen paa det bedste, siden lægge vi til, og viser det sig da, at det er christne Kjøbmænd, kunne vi jo slutte Fred med dem, men er det Hedninger (Mohammedanere), som jeg antager, vil den almægtige Gud nok forunde os Sejr. Af det Bytte, vi faa, ville vi love at skjenke den 50de Deel til Fattige“. Derefter gav Jarlen Befaling til Angreb, og bestemte, hvorledes enhver skulde lægge til. Da de paa Dromunden saa Nordmændene nærme sig, toge de kostbare Stoffer frem, og viiste Nordmændene dem med Raab og haanlige Miner, som om de, trygge ved deres store Skib, endog vilde opegge dem til Kamp. Ragnvald lagde sit Skib agter ved Styrbord, Erling agter ved Bagbord, Jon og Aslak paa hver sin Side forud, og de øvrige midtskibs paa begge Sider. Dromunden var saa stor, at alle ni norske Skibe fik Plads omkring den. Den var saa høj, at Nordmændene ej kunde naa Besætningen med deres Vaaben, medens denne øste smeltet Beg og Svovel over Nordmændene; men det gik ogsaa, som Erling havde sagt, at Vaabnene fra Dromunden mestendeels faldt udenfor Langskibene. Da der imidlertid paa denne Maade ikke kunde udrettes noget, lagde Biskoppen fra med tre Skibe i Bueskuds-Vidde; derfra lod han Bueskytterne underholde en stadig Pileregn paa Dromunden, hvis Besætning derfor paa denne Kant fik nok at gjøre med at dække sig, og ej gav Agt paa, hvad de Nordmænd foretoge sig, der laa lige nedenunder. Her lod Ragnvald imidlertid sine Mænd tage Ører og hugge sig ind i Siden paa Dromunden, hvor der var mindst Jærnbeslag. Paa de øvrige Skibe fulgte man hans Exempel. Audun rode, Stavnbo paa Erlings Skib, var dristig nok til at lade sig løfte op paa Stokken af et uhyre Anker, der hang ned fra Dromunden, medens Kloen var haget fast i Skibsbordet oventil. Han fik flere op til sig, saa mange Stokken kunde rumme, og de bearbejdede nu Dromundens Side med deres Øxer saa ivrigt, at de inden føje Tid havde faaet en Aabning, stor nok til at man godt kunde gaa ind gjennem den. Folkene paa Jarlens Skib havde ligeledes skaffet sig en Aabning paa deres Side, men længere nede. Man skred derfor til at entre. Erling og hans Mænd kom ind i de øvre, Jarlen og hans Mænd i de nedre Ruin, og der begyndte en blodig Kamp. Besætningen paa Dromunden bestod af Saracener, dog var der og mange Blaamænd eller Negre, sandsynligviis de andres Trælle. Erling fik, idet han sprang op, et svært Saar paa Halsen ved Skuldrene, hvoraf han siden kom til at bære Hovedet noget paa skakke. Da Ragnvald og Erling endelig kom sammen, vege Saracenerne forud i Skibet, men Jarlsmændene stormede op skareviis, og fik aldeles Overhaand. Blandt Fienderne bemerkede man en Mand, som var højere og smukkere end de øvrige, og lod til at være deres Høvding. Ragnvald bød at man, om muligt, ej skulde saare eller dræbe ham, men alene tage ham til Fange. Dette lykkedes ogsaa, og han blev med fire andre bragt ombord paa Biskoppens Skib. Men alle de øvrige Saracener bleve dræbte. Om Berettigelsen hertil, saa vel som til Angrebet paa Dromunden overhoved, synes der ej engang at have været Spørgsmaal. Men som Korsfarere betragtede Ragnvald og hans Mænd sig, som om de vare i aabenbar Krig med alle Saracener, og paa samme Maade behandlede ogsaa Saracenerne de Christne. Dromunden blev plyndret, og man fandt meget Gods saa vel som mange Kostbarheder. Da det meest anstrengende Arbejde var forbi, satte man sig ned før at hvile ud. Jarlen kvad strax et Par Vers, hvori han lykønskede sig og sine Mænd til Sejren efter den blodige Kamp, og ytrede Haab om, at denne Stordaad vilde spørges lige til Verbon og Ermengards Hof. Der taltes nu om, hvilke Bedrifter enhver enkelt under Kampen havde udført eller seet udføre, og især om, hvo der først havde entret Dromunden. Man fandt det, siges der i Sagaen, utilbørligt, om de siden efter ikke alle fortalte Begivenheden paa een og samme Maade, og man enedes derfor om at lade Jarlen selv bestemme, hvem den Ære først at have entret Dromunden, tilkom. Han kvad et Vers, hvori han nævnte Audun røde. Da Dromunden, som de troede, var fuldstændigt ryddet, stak de Ild paa den. Ved Synet deraf blev den fangne Høvding heel urolig og skiftede Farve, men vilde ingen Forklaring give, da man spurgte, hvad der fejlede ham; hverken Bønner eller Trusler kunde bringe ham til at svare et eneste Ord, eller give noget Tegn. Da Skibet stod i lys Lue, saa de, at ligesom en brændende Strøm randt ud og ned i Søen, hvilket især syntes at gaa Høvdingen til Hjerte. Nordmændene sluttede heraf at de ikke maatte have søgt godt nok efter hvert Rum i Skibet, og at hiin brændende Strøm var enten Guld eller Sølv, som Ilden havde smeltet[14]. Strax efter Slaget styrede Ragnvald, merkeligt nok, lige til en af Afrikas Kyststæder[15], hvor han sluttede en syv Dages Grid eller Stilstand med Indbyggerne, for at sælge Byttet og gjøre endeel nødvendige Indkjøb. Ved denne Lejlighed falbød man ogsaa Høvdingen, men ingen vilde kjøbe ham. Jarlen frigav ham derfor og lod ham uhindret drage bort selv femte. Den følgende Morgen kom han tilbage med et betydeligt Følge, og fortalte nu Nordmændene at han var en saracenisk Fyrste, og at han var afsejlet fra denne selvsamme Havn med Dromunden, der havde tilhørt ham med dens hele Ladning. Han beklagede meget at de havde brændt den, og især at saa mange Rigdomme skulde være forspildte uden at komme nogen tilgode. „Nu“, sagde han, „har jeg eder noget nær i min Magt, men jeg vil vise mig erkjendtlig fordi I lode mig beholde Livet og behandlede mig efter Omstændighederne godt; imidlertid ønskede jeg helst at vi aldrig saaes oftere, og lever derfor vel!“ Med disse Ord red han op i Landet. Ragnvald lettede Anker, og sejlede til Kreta, hvor de en Tidlang bleve liggende for Uvejr. Endelig fik de god Vind, og styrede til det hellige Land, hvor de en Fredag Morgen ankom til Akre, og gik i Land med megen Pragt. Uheldigviis udbrød der smitsom Sygdom iblandt dem, hvoraf mange døde, blandt disse Skalden Thorbjørn Svarte. Denne Sygdom har maaskee hindret Ragnvald fra at udføre nogen Krigsforetagender, thi der tales kun om at han besøgte de hellige Steder i Landet, og at de alle droge til Jordan og badede sig i den, ved hvilken Lejlighed Ragnvald og Sigmund svømmede over til den anden Side, og efter Skik og Brug knyttede store Knuder paa Kvisterne af Krattet ved Flodbredden, for, som det spotviis hed, at de hjemmesiddende kunde løse dem (10de August 1154). Der var maaskee ogsaa just nu heller ikke synderligt for en Korsfarer, der ej havde større Styrke end Ragnvald, at bestille, thi netop i dette Aar erobrede den mægtige Nureddin Staden Damask, og sluttede derpaa en to Aars Fred eller Stilstand med de Christne.

Endnu samme Sommer forlod Ragnvald og hans Ledsagere Jorsaleland, før at drage til Constantinopel. De kom om Høsten til en Stad, som i Sagaerne kaldes Imbolum[16], hvor de opholdt sig en Tidlang. Her savnede man en Aften Jon Fot, og fandt ham om Morgenen liggende dræbt ved Stadsmuren, uden at kunne opdage, hvo der var hans Banemand[17]. De lode ham hæderligt begrave ved en af Kirkerne. Da de siden kom til Engelsnes, laa de atter stille i nogle Dage for at oppebie føjelig Vind, for at kunne sejle nordefter til Myklegaard i et lige saa prægtigt Optog, som Kong Sigurd Jorsalafarer fordum. Ragnvald og hans øvrige Staldbrødre skulle have fundet en venlig Modtagelse hos Kejser Manuel og Væringerne; de opholdt sig der langt ud paa Vintren, og Kejseren skal have anmodet dem om at tage Tjeneste hos ham. Men ogsaa Eindride unge var der, og det i stor Anseelse hos Kejseren; og han skal have brugt sin Indflydelse til at lægge til værste for sine Landsmænd. Dette maa have gjort deres Ophold der mindre behageligt, og man kan ikke undres over at de saavel paa Grund heraf, som formedelst hans svigagtige Ferd i Spanien fattede et Had til ham, der siden, som vi ville see, endog bragte ham Døden. Ud paa Vintren, altsaa først i 1155, forlode de Constantinopel, hvor de, ligesom Sigurd Jorsalafarer, lode fine Skibe, i det mindste de fleste, blive tilbage. De toge Vejen over det da saakaldte Bulgarien til Durazzo, og satte derfra over til Apulien, hvorfra Jarlen, Biskoppen, og de fornemste Mænd i Ferden droge til Hest til Rom. Fra Rom droge de den sædvanlige Vej nordefter til Danmark, og derfra til Norge. Der blev saaledes intet af, at Jarlen paa Tilbagevejen, som han havde ytret, besøgte den smukke Ermengard i Verbon. Deres Landsmænd bleve meget glade ved deres Tilbagekomst, og de høstede stor Berømmelse for Toget, saa at Deeltagerne heri, som det heder, ansaaes forat være ypperligere Mænd end for. Eindride unge blev viseligt tilbage i Constantinopel, og kom ikke hjem førend et Par Aar senere[18].

  1. Han nævnes ikke tidligere, uagtet han siden spillede en saa betydelig Rolle i Norges Historie. Han synes at have hørt hjemme i Nærheden af Bergen.
  2. Her menes sandsynligviis Hadeland. For øvrigt er det ikke sikkert, om man ej i Stedet for „Guthorm Møl, Koll af Halland“ skal læse „Guthorm Mykjekoll af Halland“, se Orknøyinga Saga S. 276, Varianten.
  3. Orknøyinga Saga S. 158—276. At Ragnvalds Jarls Afrejse fandt Sted i 1153, og hans Besøg i Norge følgelig i 1150, er tydeligt af følgende. Harald Jarl siges i Aaret 1136 at være tre Vintre gammel (Orknøyinga Saga S. 220, jvfr. ovenfor S. 751):, det heder siden (S. 418), at han var fem Vintre gammel, da han fik Jarlsnavn, altsaa 1138, at han var 20 Vintre Jarl samtidigt med Ragnvald, altsaa til 1158, og at han efter dennes Drab, var 48 Aar Jarl, altsaa til 1206, samt at han døde i Kong Inge Baardssøns andet Regjeringsaar. Dette Aar løb fra Sommeren 1205—1206, og at Harald virkelig døde i 1206, sees saa vel af de islandske Annaler, som af Kongesagaerne og af Chron. de Melrose. Haralds Fødselsaar er saaledes 1133, Sommeren eller Høsten, og naar han var nær ved 20 Aar, da Ragnvald overdrog ham Regjeringen før sin Udfart, maa dette saaledes have skeet i 1153. Da det imidlertid tidligere (S. 258) heder, at Harald var 19 Aar gammel, da han, tre Aar før Ragnvalds Udfart, fulgte med ham til Norge, kunde en og anden maaskee antage denne Angivelse for rigtigere end hiin, og saaledes henføre Besøget i Norge til 1152, og følgelig Afrejsen til 1155. At dette dog ikke forholder sig saa, men at hiin Angivelse er fejlagtig, og rimeligviis alene grunder sig paa en Skrivfejl (xix, eller xviv, f. xvj.), er aabenbart. Betegne vi det Aar, han og Ragnvald droge til Norge, med A, det følgende med B, og saa fremdeles, falder Ragnvalds andet Besøg til Norge, efter at to Vintre (A—B og B—C) vare omme, i Aaret C; derpaa tilbragtes endnu en Vinter paa Orknø, og Afrejsen skede i D. Den næste Vinter (D—E) tilbragtes, som det vil sees, i Spanien; i Aaret E kom han til Palæstina; St. Laurents-Dag (10 Aug.) var han ved Jordan, kom om Høsten til Constantinopel, tilbragte Vintren (E—F) der, vendte først i Aaret F tilbage til Norge, og kom endelig lidt før Juul hjem til Orknø. Det siges udtrykkeligt, at Eindride unge kom tilbage til Norge „nogle Vintre“ senere end Ragnvald, og han sluttede sig til Kong Eystein (Sigurd nævnes ej), og efter Eysteins Død til Haakon Herdebred. Da nu, som det vil sees, Eystein blev dræbt i August 1157, og Eindride altsaa før denne Tid maa være kommen hjem, kan man ej regne hine Vintre færre end i det mindste to; og Aaret F, hvori Ragnvald kom hjem, bliver følgelig i det aller seneste 1155. Man kunde snarere, end at henskyde det til 1155, fristes til at sætte det endnu tidligere, hvis ikke Angivelsen,at Harald i Aaret D, da Afrejsen skede, var nær ved sit 20de Aar, stred derimod. Ogsaa andre Angivelser gjøre det nødvendigt at antage D for 1153, og F for 1155. Samme Aar, Ragnvald var rejst, altsaa i D, gjorde Kong Eystein sit Tog til Skotland; derpaa, heder det, fik hans Frænde Erlend Jarlsnavn af Kong Mælkolm, hvis Tronbestigelse, saa vel som hans Faders Død, kort i Forvejen løseligt angives som skeet „paa den Tid“; dernæst fortælles om en Vinter (D—E), en følgende Vinter (E—F) og endelig om Sommeren F, hvor Ragnvald kommer tilbage. Da nu Mælkolm ej blev Konge førend i Mai 1153, kan Erlend heller ikke tidligere have faaet Jarlsnavn af ham. Senere kan det heller ikke have skeet, da i saa Fald Aaret F ligeledes vilde falde senere end 1155, hvilket, som ovenfor viist, ej gaar an. Følgelig bliver Aaret D, eller Udfarts-Aaret, 1153, og herefter maa de øvrige Aar-Angivelser rettes. Vistnok henføre Annalerne Ragnvalds Udrejse og Kong Eysteins Tog til 1151, men dette strider aabenbart mod Orknøyinga Sagas udtrykkelige Ord; og navnlig maatte Erlend da have faaet Jarlsnavn af Kong David, ej af Mælkolm.
  4. Der fortælles temmelig meget om dem, og Vers anføres af dem i Orknøyingasaga S. 266, ogsaa anføres siden flere af deres Vers, som de digtede paa Toget.
  5. Dette Navn er vistnok fordrejet i Sagaerne, og Stedets Beliggenhed kan derfor ej paavises. Men det maa have været etsteds paa Frankriges Nordkyst.
  6. Dette siges udtrykkeligt i Ragnvalds Vers, Orknøyingasaga S. 280, 282.
  7. Hvis Ermengards Hjem ikke, som man snarest skulde antage, er at søge i Bretagne, men længer mod Øst, f. Ex. i Picardie, kunde Thrasnes ogsaa være Spidsen Hague paa den nordmanniske Halvø. I Orknøyingasaga staar „austr“ i Stedet for „vestrfyrir Þrasnes.
  8. Se ovenfor S. 512.
  9. I Sagaerne kaldes han Guðifreyr, d. e. Godefroi, Godfred.
  10. Det er vanskeligt nok at forklare, hvorfor Godfred ikke, naar han saa alligevel mistvivlede om at kunne forsvare Kastellet, og alene tænkte paa at redde sit Liv og sine Skatte, ikke strax flygtede bort, da han først var sluppen ud; men dette er ikke den eneste Besynderlighed i denne Fortælling, som vi her kun lige frem gjengive.
  11. Orknøyingasaga S. 284—294.
  12. Orknøyingasaga S. 296—298.
  13. Dette var Nordmændenes, Anglernes og andre germaniske Folks Udtale af Navnet „Dromones“, som et vist Slags i Middelhavet brugelige Skibe kaldtes. For øvrigt svarer ikke Sagaens Beskrivelse af Dromunden som et kolossalt og uhaandteerligt Fartøj, der, som det udtrykkeligt siges, ej var i Stand til at forfølge Langskibene — til det Begreb, der saa vel ligger i Navnet „Dromones“ (af δρόμος d. e. Løb) som udtrykkeligt udbredes i de ældre Forklaringer af dette Navn. Men i Tidens Løb var, som man seer, Benævnelsen virkelig gaaet over til at anvendes om meget svære Skibe; saaledes beskriver Matthæus Paris, Rodulf Coggeshale, og fl. en Dromund, hvilken Richard Løvehjerte erobrede ved Cypern 1191, som overmaade stor, (navis permaxima, quam Dromundam appellant) og indeholdende en Besætning af 1500 Mand. (Matthæus Paris, Watts’ udg. S. 115). Dens Erobring ved Kong Richard Løvehjertes Folk beskrives ikke saa uligt den ovenfor omtalte Dromunds. Ogsaa den synes at have været temmelig ubehjelpelig formedelst sin Størrelse. Richard lod Dykkere bore Huller i den.
  14. Dette klinger visselig noget utroligt, men at Nordmændene dog maa have seet en Masse flyde ned i Søen, om det nu just ikke var Guld eller Sølv, kan man neppe betvivle, da Beretningen om den hele Begivenhed aabenbart hidrører fra alt for troværdige Mænd, og er nedskreven for kort efter Begivenheden selv, til ej i alt væsentligt at være sandfærdig. Navnlig maatte det Saar, Erling fik, og hvoraf han bar Merke saa længe han levede, i sig selv indeholde et stadigt Vidnesbyrd om Kampen. Man erfarer jo desuden, at Nordmændene formelig enedes om en bestemt Maade at fortælle Begivenheden paa.
  15. Maaskee Tunis eller en Stad i Nærheden. Thi det heder, at man derfra sejlede „syd til Kreta“, og længer mod Øst tilhørte Kysten desuden den siciliske Erobrer Kong Roger II.
  16. Hvor denne Stad skal søges, er uvist. Nogle have gjettet paa Den Imbrus, under den Forudsætning, at det Nes, hvortil de siden kom, og som deels skrives Ægisnes, deels Engilsnes, er Chersones; men da det snarere er Cap St. Angelo eller Malea, sydøstligt paa Peloponnes, maatte man heller søge Imbolum etsteds i det sydvestlige Lilleasien eller paa Kreta.
  17. Orknøyinga Saga S. 316. Denne meddeler tillige en ret løjerlig Fortælling om hvorledes Erling en Aften, da han var beruset, faldt ned af den smale Brygge der førte ud til Skibet, og sank i et Leerpyt, saa at alle Klæder maatte drages af ham. Allt dette viser, at Nordmændene her maa have fort et særdeles svirende Liv.
  18. Orknøyinga Saga S. 320 Inge Haraldssøns Saga Cap. 17. Her siges det udtrykkeligt at Ragnvald lod sine Skibe blive tilbage i Constantinopel, og der tales ikke om nogen Tilbagerejse over Rom. I Orknøyinga Saga, heder det derimod, at Ragnvald, Villjam og de fornemste Høvdinger først „gik af sine Skibe“ ved Apulien. Sandsynligviis have dog disse Skibe kun været lejede, og Stedet maa vist forstaaes saaledes, som om Ragnvald og Høvdingerne lode enkelte Skibe blive efter i Constantinopel, medens Mængden af deres Folk paa de øvrige drog tilbage ad samme Vej, de vare komne.