Det norske Folks Historie/3/87

Ved sin Hjemkomst til Norge fandt Erling Ormssøn, der efter det Saar, han havde faaet paa Dromunden, siden efter sædvanligviis kaldtes Erling skakke, sin Broder Agmund Dreng død, som det synes uden Arvinger, hvorfor Erling nu blev Ættens Hoved og tiltraadte dens Hovedgaard Stødle. Hans Anseelse forøgedes end mere derved, at han, ved Kong Inges egen Medvirkning, egtede Kong Sigurd Jorsalafarers Dronning Malmfrids Datter Christina (1155). Erling saa her mere paa de politiske Fordele ved Giftermaalet, end paa Brudens moralske Vandel, thi Christina var, som ovenfor omtalt[1], et udsvævende Fruentimmer, der allerede, som det hed, havde haft en Søn med Kong Sigurd Mund, og ligeledes senere under sit Giftermaal med Erling opførte sig højst forargeligt. Der var rigtignok intet andet at vente af den Opdragelse, hun havde faaet ved et Hof, hvor Dronning Ingerid var den fornemste Dame. Allerede Aaret efter Giftermaalet fødte Christina Erling en Søn, Magnus, der siden efter formedelst sin høje Byrd og Faderens store Magt, blev Norges Konge. Det lykkedes dog ikke Erling, som han maaskee havde ventet, strax at erhverve den samme Indflydelse hos Kong Inge, som hans afdøde Broder Agmund. I dennes Sted som Kongens fornemste Raadgiver og højre Haand, eller rettere som den egentlige Regent i hans Navn, traadte nemlig Gregorius Dagssøn fra Viken, Dag Eilifssøns og Ragnhild Skoftedatters Søn, en af Norges ypperligste og talentfuldeste Mænd. Om Anledningen til, at han sluttede sig til Kong Inge, fortælles følgende Historie, hvis Paalidelighed dog neppe er hævet over enhver Tvivl. Hans Moder Ragnhilds Syster Gyda boede, heder det, nord i Landet ikke langt fra hiin Geirstein, hvis Datter var Kong Sigurds Frille, og som derfor, tryg ved hans Beskyttelse, tillod sig tilligemed sine Sønner Hjarande og Hising mange voldsomme og uretfærdige Handlinger. Geirstein fandt for godt at bejle til Gyda, som gav ham Afslag, og derfor blev han saa opbragt paa hende, at han ved enhver Anledning søgte at tilføje hende Skade. Saaledes lod han blandt andet sit Kvæg gaa i hendes Agre, og svarede grovt, naar hun gjorde Forestillinger derimod. Hun klagede bitterligt over, at hun nød saa lidet godt af sine anseede Frænders Magt. Dette tog hendes Frænde og Fosterfader Gyrd til sig, og lovede at hevne hendes Skade, hvad end Kong Sigurd vilde sige; en Dag, da Geirsteins Kvæg som sædvanligt gik i hendes Agre, greb hiin vred et Spyd, og vilde selv ile derhen, men Gyrd mødte hende, tog Spydet, og jog Køerne tilbage over Broen, som laa over en Bæk, der dannede Grændsen mellem hendes og Geirsteins Ejendomme. Her paa Broen mødte han Geirstein selv, der ligeledes var bevæbnet, og stak efter ham, idet han beklagede at Folk af smaa Ætter nu vovede at sætte Næsen i Vejret og maale sig med sine Overmænd. Gyrd slog hans Spyd til Side, og gjennemborede ham med sit Spyd, saa at han styrtede død ned. Derpaa vendte han tilbage til Gyda. Hun takkede ham for hans raske Daad, men vovede dog ikke at beholde bane hos sig, af Frygt for Geirsteins Sønner, og sendte ham til sin Syster Ragnhild, med Hilsen om at hun skulde faa sin Søn Gregorius til at tage ham i Beskyttelse. Ragnhild gjorde saa, og bad strax Gregorius om at tage sig af Manden. Gregorius gjorde i Førstningen Vanskeligheder paa Grund af den store Fare ved at udsætte sig for Kong Sigurds Vrede. Men da hun bebrejdede ham hans Modløshed, spurgte, om han da altid vilde være en ubetydelig og daadløs Mand, og forestillede ham, at hvis han tænkte paa at vorde en Høvding, maatte dog een Gang være den første, kunde han ikke andet end erkjende Rigtigheden af hendes Ord, og lovede at beskytte Gyrd, hvis hans 60 Huuskarle, der vare paa Gaarden, vilde aflægge Ed paa at staa ham bi til det yderste. Dette skede. Geirsteins Sønner vilde imidlertid først opbrænde Guders Gaard, til Hevn for deres Fader, men Kong Sigurd tillod det ikke, da han først ønskede at man med det Gode skulde see til at faa Boder og tilvejebringe Forlig. De bade ham da om Understøttelse til at angribe og fælde Gregorius, men heller ikke herpaa vilde han indlade sig, førend han havde forsøgt mindelig Afgjørelse. Han sendte derfor en forstandig og brav Mand, ved Navn Lodin, til Gregorius, for at spørge ham, hvad Bod han vilde byde for Geirsteins Drab. Gregorius svarede at Geirstein laa paa sine egne Gjerninger, og med denne Besked maatte Lodin vende tilbage. Kongen sendte nu en vis Raud med 30 Mand, for at forelægge Gregorius det samme Spørgsmaal, men denne Gang med Barskhed og Trusler. Gregorius var dog ikke den, som lod sig skræmme heraf, men svarede Rand, at hvad Lodin ikke havde faaet ham til med det Gode, vilde han, Rand, endnu mindre kunne udrette med det Onde. Rand maatte saaledes pakke sig bort med uforrettet Sag. Men da han var kommen til nærmeste Skov, lod han Halvdelen af sin Skare drage Tiggerklæder ovenpaa deres Rustninger, gjorde selv ligesaa, bød de øvrige at vente i Skoven, indtil han kom tilbage, og begav sig med hine i Tiggerforklædningen til Gregorius Gaard, hvor de satte sig paa Bænkene i hans Drikkestue, oppebiende Aftenen, naar han kom ind, for da at overfalde ham. Gregorius kom med sit Følge, men gjenkjendte dem strax, lod dem tage og binde, og Morgenen efter jage ud i Skoven til deres Kamerater. Siden sammenkaldte han Thing, og kundgjorde her, hvor svigagtigt man havde efterstræbt hans Liv. Bønderne dømte Raud og hele hans Skare fra Livet, og de bleve hængte[2]. Da Kong Sigurd og Geirsteins Sønner fik dette at vide, bleve de heel opbragte, og denne Gang negtede han dem ikke længer Understøttelse til at angribe ham. De droge øster i Viken, og overfaldt ham i Tunsberg om Julen, i den Tanke at han da var mindst belavet paa Ufred; men han havde dog faaet Nys om deres Forehavende, flg modtog dem med en saa overlegen Styrke, at de med Skamme maatte flygte, og atter vendte tilbage til Kongen. Siden efter fik de spurgt, at Gregorius skulde til et Gilde hos sin Svoger — hans Navn angives ikke[3] —; de skyndte sig at komme ham i Forkjøbet, dræbte Mændene paa Gaarden, og gjorde sig selv tilgode med Gjestebudskosten, alt sammen uden at Gregorius fik det at vide. Men da han kom sejlende ind til Gaarden, der laa nær ved Vandet, merkede han Uraad ved at see saa mange Folk forsamlede, lagde ind til et Nes længer ude, og lokkede derved Fienden til at forlade Gaarden og drage ham imøde; Gregorius undveg dem, skyndte sig med sine Folk op paa Gaarden for dem, og forsvarede sig nu, dækket ved Husebygningerne, saa godt, at Angriberne ganske bleve slagne, efter at begge Brødrene vare faldne for hans egen Haand. Men han fandt det nu ogsaa raadeligst at begive sig til Kong Inge og give sig i hans Beskyttelse. Der opstod nu, heder det, saadant Venskab mellem ham og Inge, at han fra den Tid blev Kongens fornemste Støtte. Forsaavidt man gotiske kan stole paa denne Beretning[4], og disse Begivenheder saaledes virkelig have fundet Sted, maa de rimeligviis henføres til Tiden medens Agmund Dreng endnu levede, saaledes at Gregorius endnu inden dennes Død var bleven Kongens erklærede Yndling, og derfor strax var rede til at træde i hans Sted. Thi hvis ikke Erling skakke, som vistnok betragtede sig nærmest hertil, allerede ved sin Hjemkomst havde fundet ham i saa fuldstændig Besiddelse af Magten, at det ikke engang kunde nytte at forsøge paa at fortrænge ham, vilde han neppe havde fundet sig i at han eller nogen anden gik ham i Vejen, saa meget mere som vi af det følgende tydeligt kunne see, at Erling ligefrem lagde an paa at erhverve den højeste Magt, og det uden synderlige Betænkeligheder med Hensyn til de Midler, han anvendte, ligesom det ogsaa er umiskjendeligt, at der herskede en ikke ringe Grad af Skinsyge mellem ham og Gregorius, og mellem deres Tilhængere indbyrdes, om end fælles Interesser bød dem at holde sammen, saalænge Kong Inges Parti endnu ikke bar blevet det eneherskende. Erling synes endog i den første Tid efter sin Hjemkomst ganske at have holdt sig udenfor de politiske Begivenheder Gregorius besad, som der siges, selv store Rigdomme, og sparede hverken sig giv eller sit Gods i Kongens Tjeneste: denne tilstod ham desuden af sine Ejendomme saa meget, han vilde have. Han bar en i enhver Henseende udmerket Mand, forstandig, driftig og modig, og det hed blandt Folket, at ypperligere Lendermand, end han, havde der ikke været i Mands Minde[5]. Ogsaa den danske Forfatter Saxo bevidner, at han var dygtig i Raad og Daad, og at Kong Inges Haab og Trøst fornemmelig hvilede paa ham[6].

  1. Se herom ovenfor S. 812.
  2. Ogsaa de, som vare blevne tilbage i Skoven, maa saaledes senere være grebne og bundne; thi ellers vilde de vistnok have flygtet, og ikke oppebiet Straffen. Men dette Sted, som saa mange andre i denne Fortælling, er heel besynderligt, og bidrager til at gjøre den mistænkelig.
  3. Det kan ikke have været Gyrd Aamundessøn, der var gift med Gregorius’s Syster Gyrid, thi han blev først dræbt 1159, heller ikke hans anden Svoger Haldor Brynjulfssøn, dræbt 1160, endnu mindre feires det at have kunnet være Thrønderen Kaare Saxessøn, gift med hans 3die Syster Borghild.
  4. Den findes alene i Morkinskinna, fol. 36 a. b.; samt Begyndelsen af den aller sidst i Ágrip. Hvad der især gjør den mistænkelig, er den Omstændighed, at Gyda, der som Ragnhilds Syster maa have været en Datter af Skofte paa Giske, intet andet Steds omtales, og det heller ikke synes rimeligt, at hun ej fornemmelig skulde have bedet sin mægtige Broder Paal om Hjelp.
  5. Inge Haraldssøns Saga Cap, 21.
  6. Saxo S. 192.