Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/89

< Det norske Folks Historie | 3

Under alle Uroligheder, som fandt Sted saavel i som udenfor Riget, men hvori dog Folket selv endnu ikke synderlig tog Deel, havde den norske Kirke gjort langsomme, men sikre Skridt til sin fuldstændige Organisation paa en national Grundvold, uafhængig af anden fremmed Myndighed end Pavens egen, og til Udvidelsen af sin Magt. Ligesom det forhen var den bremiske Erkebiskops Højhed, hvilken den norske Gejstlighed røgte at unddrage sig, arbejdede den nu paa at emancipere sig fra Erkebiskoppen i Lund, og det var, som man tydeligt nok kan see, fremdeles den hyppige Forbindelse med England, og den engelsk-nordmanniske Gejstligheds Indflydelse, der dannede en Modvegt mod det danske og tydske Kirkeherredømme, og gav den norske Gejstligheds Uafhængighedsaand en ydre Støtte. Det er saaledes allerede paapeget[1], hvorledes Stavangers, og sandsynligviis Bergens Biskopsstol efter al Rimelighed stod i den nøjeste Forbindelse med Konventet, i Winchester. Vi finde ikke sjelden Prester i Norge nævnte, der enten udtrykkeligt siges at være engelske af Fødsel, eller i det mindste bære engelske Navne[2]. Der stiftedes ogsaa flere Klostre, om hvilke det er aldeles vist, at de allerførst grundlagdes af engelske Munke. St. Michaelsklostret i Bergen, eller som det almindeligviis kaldes, Munkelivs-Kloster, og dets Oprettelse ved Kong Eystein Magnussøns Foranstaltning, er allerede omtalt[3]. Men det fik, som der nævnt, ej sit første pavelige Beskjermelsesbrev førend i Januar 1146, af Pave Eugenius den 3die, da han tog Abbed Orm og alle Brødrene, saa vel som deres Besiddelser, hvoraf fornemmelig Aum-Øerne med St. Clemens-Kirke, og St. Nikolai Kirke paa Herdlø, med tilhørende Øer i sin Beskyttelse[4]. Dette Beskjermelsesbrev er formodentlig erhvervet af den driftige Biskop Sigurd i Bergen, der i samme Aar (10 Juli 1146) ogsaa stiftede det ældste Cistercienser-Kloster i Norge, nemlig St. Mariæ-Kloster, sædvanligviis kaldet Lysekloster i Nærheden af Bergen. Biskop Sigurd er allerede ovenfor omtalt, da han som Prest var i Følge med Biskop Magne, og Øje- og Ørevidne ved hans djerve Optræden mod Kong Sigurd Jorsalafarer. Han nævnes første Gang som Biskop i Aaret 1139, da han var tilstede paa et Kirkemøde i Lund[5]; i 1146 besøgte han England — maaskee han da endog havde været i Rom, og selv bragt Beskyttelsesbrevet for Munkeliv-Kloster med sig — og kom da ogsaa til det nys (1132) stiftede Cistercienserkloster Fountains i Yorkshire, blandt hvis Munke der var en Nordmand, ved Navn Runulf[6]. Cisterciensernes Regel, indstiftet af den hellige Bernhard af Clairvaux, var endnu ny og i den største Anseelse. Sigurd syntes saa godt om den, at han overtalte Abbed Henrik i Fountains til at afgive en Deel af Klostrets Munke, hvoriblandt hiin Runulf, for at de kunde grundlægge et lignende Kloster i Norge; han skjenkede dertil sin egen Ættegaard Snur„ og Reinulf blev den første Abbed. Da han havde faaet Klostret bragt i Orden, nedlagde han sin Værdighed og vendte tilbage til Founiains, hvor han døde. Men som udgaaet fra Fountains, stod Klostret fremdeles i den nærmeste Forbindelse med dette, og, efter St. Bernhards udtrykkelige Foranstaltning, for det første under dets Tilsyn. Stiftelsen af Lyse-Kloster har maaskee givet Anledning til, at ogsaa Oslo Bispedømme Aaret efter (1147) fik et Cistercienser-Kloster, nemlig St. Mariæ og St. Eadmunds Kloster paa Hovedøen, der ligeledes grundlagdes af engelske Munke, nemlig fra Kirkstede Kloster i Lincolnshire[7]. Omtrent samtidige med disse tvende Munkeklostre, eller i alle Fald ikke stort yngre, vare de tvende Nonneklostre, St. Mariæ Kloster eller det saakaldte Nonneseter i Bergen, og Bakke Kloster nær ved Nidaros. Deres Stiftelsestid kjendes ikke nøjagtigt, og af den Omstændighed, at hiint nævnes allerede i Beretningen om Kong Magnus Sigurdssøns Tilfangetagelse ved Harald Gille 1135[8], skulde man tro at det allerede da var til; men vist er det, at det i saa Fald neppe kunde være noget Cistercienserkloster, men maatte senere være reformeret dertil, da det er tydeligt nok, at Norge først efter Biskop Sigurds Besøg i England 1146 lærte Cistercienser-Ordenen at kjende. Det sandsynligste bliver at antage dette Kloster, ligesom Lysekloster, grundet ved Biskop Sigurds Foranstaltning. Det nævnes som Kloster udtrykkeligt ved 1181[9]. Hvad Bakke Kloster angaar, da er det vist, at det maa have været stiftet før 1157, eftersom en af Kongesagaerne har opbevaret en liden Fortælling om et Besøg, Skalden Einar Skulessøn aflagde hos Abbedissen paa Bakke, da han som Kong Eysteins Stallare opholdt sig ved dennes Hof i Nidaros, og hiint Aar var Eysteins Dødsaar[10]. Da ellers dette Kloster, et af de rigeste og meest anseede i Norge, vist vilde have været nævnt ved en eller anden Anledning. om dets Tilværelse skrev sig fra en tidligere Periode end netop denne, hvor flere Cistercienserklostre næsten samtidigt grundlagdes, bliver det sandsynligt at antage det stiftet paa denne Tid, ligesom og, i Mangel af nogen udtrykkelig Angivelse af den Orden, hvortil det hørte, at det var et Cistercienserinde-Kloster. Og da det under disse Omstændigheder bliver sandsynligt, at den hele Impuls til alle disse CistercienserKlostres Oprettelse udgik fra Biskop Sigurd i Bergen, og at Klostrene selv indrettedes efter det af ham givne Mønster, maa man ogsaa antage, at Medlemmerne i dem alle fra først af fornemmelig vare hentede fra England, ikke, som i Danmark og Sverige, umiddelbart fra St. Bernhards Kloster i Clairvaux[11]. Hvor vidt Augustinerklostret ved Jonskirken i Bergen allerede oprettedes paa denne Tid, eller senere, er uvist; de saakaldte Jonsvolde (nu Engen), der havde sit Navn efter Kirken, nævnes allerede i 1153 ved Siden af Nonneseter, og man kan“ saaledes lige saa lidt derfra slutte at hiint, som at dette allerede paa den Tid i Virkeligheden var til, medens det paa den anden Side ikke er i mindste Maade usandsynligt, at den egentlige Kirke kan have været opført, og have givet den omliggende Mark Navn, uden endnu at være sat i Forbindelse med noget Klosterkonvent. Det er endog saa meget sandsynligere, som man næsten alene deraf kan forklare sig den Synderlighed, at Klostret i daglig Tale stedse benævntes „Jonskirken“, aldrig „Jonsklostret“, hvilket viser at hiin Benævnelse allerede var bleven faa tilvant, at den senere ej kunde afskaffes[12]. Sandsynligviis stod Oprettelsen af dette Kloster i Forbindelse med den endelige Indretning af Bergens saa vel som af de øvrige Biskopsstole, da Chorsbrødre indførtes, hvorom mere nedenfor.

Hvor vidt de omtrent samtidigt paa Island oprettede Klostre fik sin første Befolkning fra England, eller fra Norge, eller noget andet Land, derom er der lige saa lidet at finde, som om Ordenen, hvortil de egentlig hørte. Det ældste Kloster af Varighed, som oprettedes paa Island, var Thingeyre Kloster ved Hunavatn paa Nordlandet, hvor allerede Biskop Jon Agmundssøn havde bygget en Kirke med Klosterbolig, ifølge et Løfte, han kort efter sin Ophøjelse paa Biskopsstolen havde aflagt, hvis et Uaar, som da herskede, vilde ophøre. Han lagde Indtægter dertil af de biskoppelige Tiender, og foreskrev, at Munkene skulde leve efter St. Benedikts Regel; dog oplevede han ikke selv at see Munke nedsætte lig der; han døde nemlig 112l, og Klostret kom ikke i Orden førend 1133[13]. Det Kloster, som dernæst indrettedes, var Klostret paa Tveraa i Eyjafjorden, Viga-Glums og Einar Ejulfssøns gamle Ættegaard[14], der efter Klostrets Oprettelse kaldtes Munke-Tveraa; det oprettedes 1155 af Biskoppen i Hole, Bjørn Gislessøn, Ketils Eftermand, som foreskrev, at Munkene her ligeledes skulde iagttage St. Benedikts Regel[15]. Det er vist, at Thingeyre og Tveraa Klostre borte til en og samme Orden, da en Abbed i det ene kunde gaa over til det andet[16], men da de oprettedes netop i Cistercienser-Tiden, og Cistercienser-Ordenen egentlig kun var en Underafdeling af Benediktiner-Ordenen, er det ikke usandsynligt at de egentlig have tilhørt hiin.

Vi have seet, hvorledes allerede Sigurd Jorsalafarer, som der fortælles, lovede at oprette en egen Erkebiskopsstol i Norge, som en af de Betingelser, hvorpaa han fik Spaanen af det hellige Kors. Dette viser, at man i Almindelighed betragtede en Erkebiskopsstol som nødvendig for ethvert større Lands kirkelige Organisation, uden at man engang behøver at tænke sig Nationalfølelsen som den egentlige Drivfjeder. Men hos den norske Gejstlighed, der talte saa mange af Landets meest udmerkede Sønner i sin Midte, og som derhos paavirkedes af sine talrige engelsk-nordmanniske Medbrødre, gjorde den sig visselig i høj Grad gjeldende, ligesom ogsaa Kongerne øjensynligt satte en vis Forfængelighed i at medvirke til, at Landet ikke savnede den Glands, der altid udgik fra et højeste gejstligt Overhoved. Det er derhos ikke saa usandsynligt, at de eller deres Raadgivere netop i denne senere Tid, da de politiske Forviklinger i Norden bleve større, og Forbindelserne mellem de nordiske Kongehuse indbyrdes bleve hyppigere, fornemmelig have ønsket at see den Indflydelse, som det danske Hof gjennem den lundske Erkebiskops kirkelige Supremati over det øvrige Norden ogsaa sunde udøve i politisk Henseende, tilintetgjort ved Nationalkirkens Emancipation fra det fremmede Vælde, og ved Oprettelsen af en egen Erkestol, hvor stor Indskrænkning denne end, naar den beklædtes af en kraftig og nidkjær Mand, kunde gjøre i Kongevældet. Saaledes arbejdede-s der da, vistnok lige siden Sigurd Jorsalafarers Dage, paa at afsondre Norge med Skatlandene samt Koloni-Stater fra det lundske Erkebiskopsdømme som en egen Provins, om end de nærmere Forhandlinger desangaaende ikke længer, eller maaskee rettere ikke endnu kjendes. Vi vide kun, at Bremens Erkestol, trods den Forføjning af Pave Paschalis II, der dekreterede Oprettelsen af et Erkesæde i Lund for det egentlige Norden, og saaledes skillede dette fra den bremiske Provins, fremdeles søgte at vedligeholde, eller rettere gjenvinde Højheden over de nordiske Kirker, ja endog tildeels fik Medhold heri af den romerske Marie, hvilket neppe kan have undladt at svække den lundske Erkebiskops Auktoritet i Norge og Sverige, og saaledes at lette Opnaaelsen af det Maal, hvorefter man stundede. Det var, som det synes, især den bremiske Erkebiskop Adalbero, ophøjet i Aaret 1123 til denne Værdighed, der lod sig det være magtpaaliggende at skaffe Bremens Erkestol de tabte Rettigheder over Norden tilbage. Af Pave Calixtus II, der selv indviede ham, udvirkede han, at han paa et Concilium i Lateran erklæredes for Metropolit over alle de tre nordiske Riger[17]. Calixtus’s Eftermand, Honorius II, skal have afgivet samme Erklæring. Siden gik Pave Innocents II endnu videre. Udvalgt til Pave i Aaret 1130, og anerkjendt af den største Deel af den latinske Christenhed, maatte han dog forlade Italien, af Frygt for en Modpave, Anaklet II, der understøttedes af den forhen omtalte mægtige Hertug Roger 11 af Sicilien, og kronede ham til Konge[18]. Innocents begav sig til Frankrige og siden til det vestlige Tydskland, hvor han i Lüttich 1131 kronede Kong Lothar, som til Gjengjeld lovede at staa ham bi mod hans Modstander. Derved bar han kommen i Taknemlighedsgjeld til Lothar. For Lothar, som tydsk Konge, og navnlig som saxisk Fyrste, maatte det, i Særdeleshed under de daværende Forhold, hvor han, som vi have seet, netop lagde an paa at erhverve Lenshøjhed over Danmark, tillige være magtpaaliggende at faa den forrige gejstlige Overhøjhed gjenoplivet, og man kan derfor godt forstaa, hvorledes han, som det udtrykkelig siges, anmodede Innocents om at foretage de fornødne Skridt hertil. At Innocents føjede ham, var naturligt, og han udstedte saaledes efter Tilbagekomsten til Italien, paa een Dag (27 Mai 1133) ikke færre end fem Buller, der alle gik ud paa at give Adalbero den samme Magt over Norden, som hans ældre Forgængere havde udøvet. I den første af dem, til Adalbero selv, erklærede han, at da denne oftere havde klaget, saavel for ham, som for hans Formænd Calixtus og Honorius over, at Erkebiskop Asser i Lund og de øvrige danske Biskopper ikke viste bane den tilbørlige Lydighed som Metropolit efter ældre Privilegier af Paverne, Gregor (IV), Sergius (II), Leo (IV), Benedikt (IX), Nikolaus (II), Hadrian (II), havde saavel hans Forgængere Calixtus og Honorius, som han selv formanet dem til at vende tilbage til Lydighed mod den hamburgske Kirke, eller, om de troede at have nogen retmæssig Grund til at unddrage sig derfra, befalet dem i saa Fald, desangaaende at henvende sig til det apostoliske Sæde[19]. Men de havde ringeagtet de apostoliske Befalinger, og hverken indfundet sig eller havde sendt Svar. Og for at ingen skulde drage Fordeel af sin Trodsighed, underkastede han derfor med Kardinalernes Raad saavel den lundske, som de øvrige danske Biskopper atter under den hamburgske Erkebiskops Højhed. Overeensstemmende med de oven nævnte Pavers Privilegier, og ifølge Kong Lothars Bøn, bekræftede han saaledes Adalbero, og ved ham den hamburgske Kirke, i Metropolitanhøjheden over Danmarks, Sveriges, Norges, Farrias, Grønlands, Helsinglands, Islands, Skridfinnelands, og Slavernes Kirker. Det er charakteristiskt nok, at han her netop forbigaar Paschalis II, der havde oprettet Erkebiskopsdømmet i Lund. Det synes ogsaa, efter Pladsen at dømme, hvor han nævner Farria, som om han nu forstaar det om Færøerne, hvor der imidlertid var oprettet en egen Biskopsstol, medens Navnet i hine ældre Tider betegnede Helgoland, som da en Stund havde sin egen Biskop. Den anden Bulle er udstedt til den daværende danske Kong Nikolas, hvilken han underretter om den nys nævnte Forføjning, og opfordrer ham til at paasee, at Danmarks Biskopper vende tilbage rinder deres retmæssige Overhoved. Den tredie er henvendt lige til Erkebiskop Asser selv, der paa det indstændigste opfordres til Underkastelse under den hamburgske Erkebiskop; den fjerde til en Konge, der sandsynligviis er Sveriges, eller ogsaa er den maaskee skreven i to ligelydende Kopier, den ene til Sveriges, den anden til Norges Konge. Den femte opfordrer Sveriges Biskopper til at erkjende Adalbert for deres Metropolit. Til Norges Biskopper findes ingen Bulle, men rimeligviis have vel ogsaa de modtaget en, siden Norge og dets Skat— samt Kolonilande udtrykkeligt nævnes i den første[20]. Det sees ikke, at disse Buller have haft nogen synderlig Virkning. Thi Asser vedblev at indvie Biskopper over Norden, i det mindste paa Island, og derfor, som man maa formode, i alle Fald i Norge; og ved en Provincial-Synode, som hans Brodersøn og Eftermand, den myndige Æskil, holdt i Lund Aaret efter sin Ophøjelse (1139), og det i Overvær af den pavelige Legat Theodignus, vare foruden 5 danske Biskopper ogsaa tvende norske tilstede, nemlig Sigurd af Bergen og Orm af Færøerne. At de norske Biskopper, der udnævntes i de første 15 Aar efter Erkebiskop Assers Død (1137), indviedes af Æskil, kan heller ikke betvivles, skjønt man kun veed det med Vished om de islandske Biskopper, Bjørn Gilssøn, der efter Ketils pludselige Død (1146) indviedes til Biskop i Hole[21], og Kløng Thorsteinssøn, der udvalgtes til Biskop i Skaalholt efter at Biskop Magnus var omkommen ved en Ildebrand (1148), og Hall Teitssøn, Isleifs Sønnesøn udvalgt til han Efterfølger, var død udenlands (1150), førend han havde kunnet modtage Indvielsen. Efterretningen om hans Død naaede ikke Island førend Aaret efter, og Kløng, som da udvalgtes til at beklæde den ledige Biskopsstol, kom saaledes ej til Danmark for at indvies, førend i Begyndelsen af Aaret 1152, hvorfor han, som det strax nedenfor vil sees, upaatvivlelig er den sidste Biskop, baade fra Island og Norge, der indviedes af Erkebiskoppen i Lund[22].

Hvad de samtidige Biskopper i Norge angaar, da kjender man ikke stort mere til dem, end deres Navne. Vi have ovenfor seet, at en vis Ivar Ketilssøn, med Tilnavn Skrauthanke eller Strauthanske, Broder til Jon Kauda, Saada-Gyrds Svigersøn, og, som man næsten skulde formode, islandsk af Fødsel, blev Biskop i Nidaros i Harald Gilles Sønners første Regjeringstid. Men naar det skede, siges ikke nøjagtigt. Man erfarer kun at han endnu ikke var Biskop i Aaret 1139, da han deeltog i Holmengraa-Slaget som Kong Magnus blindes tro Tilhænger, og frelstes af sin Broder, der var paa den modsatte Side[23]. Vi vide ogsaa af en Biskopsfortegnelse, at han var en Eftermand af hiin Simon, der i Sigurd Jorsalafarers Dage, var behjelpelig til at faa Tienden indført, og at hans Eftermand igjen døde 115l[24], Ivars Biskopstid maa saaledes have været omkring 1142, men den har rimeligviis tillige været meget kort, siden en anden Biskopsfortegnelse ganske udelader ham. I Bergen eller Sellø efterfulgtes den djerve Magne der, som vi have seet, endnu levede i Sigurd Jorsalafarers sidste Dage, af en vis Ottar, der ogsaa siges at have været en Islænding[25], og denne igjen af den oftere omtalte Sigurd, der gjorde sig fortjent ved Oprettelsen af Klostre, og maa have hørt til en anseet Æt i Landet selv, med Besiddelser i Staden Bergens Nærhed, siden det siges at Lyse Gaard, hvor han oprettede Klostret, var hans egen Ættegaard. Som Biskop nævnes han aller først ved hiin Provincial-Synode i Lund 1139; maaskee indviedes han ved denne Lejlighed. Den i Aaret 1135 af Kong Harald Gille hængte Biskop Reinalds Eftermand i Stavanger var Jon Byrgessøn, der ogsaa synes at have været af en anseet Æt i Landet selv, og om hvis Syster Gudrun det udtrykkeligt siges, at hun meddeelte Sagaskriveren Erik Oddssøn paalidelige Beretninger om samtidige Begivenheder[26]. Om Biskopperne i Oslo, Peter, som ovenfor er nævnt[27], og hans Eftermand Villjam, vides intet, uden at denne sidste døde i Aaret 1157, og at han saaledes rimeligviis har været den Biskop, der i Aaret 1146, da Sigurd i Bergen oprettede Lysekloster, fulgte dennes Exempel, og oprettede Klostret paa Hovedøen.

Paa Færøerne, der nu ogsaa havde faaet en egen Biskopsstol i Kirkebø, skal ifølge Sagnet, den egennyttige og uretfærdige Biskop Matthias have tilbragt de sidste 20 Aar af sin lange Embedstid — han døde først 1157 eller 1158 paa Sygelejet, hvor Samvittighedsnag havde kastet ham[28]. Herved kan det maaskee forklares, hvorledes det gik til, at der ved hiin Provincial-Synode i Lund 1139 nævnes en Biskop Orm af Færøerne, som nærværende, uden at han dog omtales enten i Biskopsfortegnelserne, i Annalerne, eller i Folkesagnet. Han har sandsynligviis været udnævnt af Biskop Sigurd til hans Medhjelper; maaskee har han, naar alt kommer til alt, ikke engang været paa Færøerne[29]. Paa Grønland holdt Biskop Arnald ud lige til 1150, da han, enten fordi han i sin fremrykkede Alder længtes efter et blidere Opholdssted, eller fordi han var bleven alt for forhadt ved sin Myndighed, vendte tilbage til Norge, og en vis Jon Knut indviedes, sandsynligviis af Erkebiskop Æskil, til hans Eftermand[30]. Om Biskop Villjam paa Orknøerne og Modbiskoppen Rodulf den yngre er der allerede ovenfor talt. Rodulf undlod ikke, som man seer, nu og da at forsøge paa at komme i Besiddelse af Biskopsstolen: der gives i det mindste saavel et Brev fra Pave Calixtus den 2den til Norges Konger Sigurd (Jorsalafarer) og Eystein, hvori han opfordrer dem til at tage Rodulf i sin Beskyttelse, og tillade ham at bo roligt i sit Stift (1118), som et senere af Honorius II (1125) til Sigurd om at hjelpe Rodulf mod den, der havde trængt sig ind i hans Plads[31], men at Rodulf desuagtet ikke fik Indpas, er vist nok, ligesom og St. Magnus’s Hellighed her upaatvivlelig maa være kommen Biskop Villjam tilpas. Hvor vidt Villjam var indviet af Erkebiskop Asser, vides ej, men sikkert nok er det, at Rodulf var indviet af Biskoppen i York. Det laa derfor, som allerede ovenfor antydet, i Villjams egen Interesse, at slutte sig til den norske Kirke, thi alene derved erhvervede han Ret til at unddrage sig den Rodulf begunstigende yorkske Erkebiskops Højhed, og da nu dertil, som vi have seet, de politiske Forhold nødsagede Orknø-Jarlerne selv til at kappes om at erhverve de norske Kongers Beskyttelse, og saaledes til at erkjende dem for sine Overherrer, maatte derved ogsaa Øernes kirkelige Forbindelse med Norge saa meget mere lettes. Det samme var Tilfældet med Syderøerne, hvor Kongesønnen, Gudrød, som vi have seet, besøgte Norge og hyldede Kong Inge i Aaret 1152. Ogsaa her maa ligeledes forskjellige Biskopper have staaet imod hinanden, og derfor rimeligviis deels have sluttet sig til den yorkske, deels til den norske Kirke. De, der sluttede sig til Erkebiskoppen af York, vare alle, som man kan skjønne, udvalgte af Munkene i Russin Kloster, der, maaskee allerede ved Stiftelsen, havde faaet den Ret at kunne udvælge Biskopperne paa Man og Øerne[32]; vi erfare nemlig, at alle disse Biskopper vare Cistereiensermunke enten fra Furness i York, af hvilket Kloster Russin egentlig kun var en Celle, eller fra de nordmanniske Klostre Seez eller Savigny, fra hvilket Furness var anlagt, og under hvilket saavel dette som dets Celler eller Aflæggerklostre bleve lagte[33]. Vi have saaledes allerede seet, hvorledes hiin Vimund, Prest paa Skid, men til samme Tid Munk i Savigny, og sandsynligviis den samme, der siden fremstod som Mælkolm Mac Heth, blev Biskop paa Man og indviedes allerede for 1114; da han forlod Klostret, blev Johannes, Munk fra Øen, hans Eftermand[34], og siden efter Nikolaus, Munk fra Furness[35]. Sandsynligviis have de alle, da de valgtes, opholdt sig i Russin, hvilket i det mindste var Tilfældet med Vimund. De andre Biskopper derimod, af hvilke flere nævnes i en Biskopsrække, der ledsager den gamle Manske Kongekrønike, søgte upaatvivlelig deres fornemste Støtte deels fra Norge, — hvilket især maa have været Tilfældet med den før omtalte Nordmand —Ragnvald, der synes at have været samtidig med de ovenfor nævnte, saavelsom med Gudrød Olafssøn, — deels ogsaa, som det lader, fra Irland[36].

Denne Tid, eller Midten af det 12te Aarhundrede, var saaledes heel belejlig til Paabegyndelsen eller maaskee rettere Gjenoptagelsen af Forhandlingerne om Oprettelsen af en særskilt norsk Erkebiskopsstol med Hensyn til denne Erkebiskopsstols tilkommende Magt og Omraade. Norge selv var i blomstrende Forfatning og anseet af Nabofolkene; dets Højhed over Skatlandene var befæstet og anerkjendt. Islands og Grønlands Biskopsstole, især den sidste, stode i den nærmeste Forbindelse med Moderlandets. Hvorledes, eller af hvem nu hine Forhandlinger bleve optagne og drevne, vides ikke og vil neppe blive opklaret, førend de pavelige Archivers historiske Skatte blive fuldkommen tilgængelige. Men vist er det, at der allerede en god Stund før 1150 maa være indledet Underhandlinger derom, da det erfares, at den for omtalte Ivar Ketilssøns Eftermand paa Nidaros’s Biskopsstol, Reidar, virkelig opnaaede at blive indviet til Erkebiskop. Dette skede, medens han, som det heder, var i Sydlandene, maaskee for at drive paa Sagen. Han døde, tillægges der, paa Hjemrejsen, og kom saaledes ikke til sin Stol[37]. Vi vide andensteds fra, at hans Død indtraf i 1151[38], og sandsynligviis medens han opholdt sig i Paris, som Augustiner-Munk i St. Victors Kloster[39]. Men Stødet var nu engang givet, og det laa desuden, som det synes, i Pave Eugen den 3dies Plan at befæste sin Indflydelse over Europas yderste Egne ved Oprettelsen af nye Biskops- og Erkebiskopsdømmer; vi erfare saaledes at han i Aaret 1150 eller 1151, sendte en Kardinal, Johannes Paparo, til Irland, for der at oprette 4 Erkebiskopsdømmer, hvoriblandt et for Østmændene i Dublin, saa vel som for i Almindelighed at rette paa Indbyggernes Christendom og Moralitet[40]. Efter al Sandsynlighed var det vel at ansee deels som en Gjennemførelse af hiin almindelige Plan, deels som en Følge af, hvad Reidar under sit Ophold i Udlandet havde forberedt at Pave Eugenius i Aaret 1152 sendte en Kardinal-Legat til Norge, den første, der nogensinde kom til Landet, i samme Ærende, som hiin, nemlig for at ordne Kirkeforholdene, drage Omsorg for Folkets Forbedring og fornemmelig for at oprette et eget Erkesæde for Norge med dets tilliggende og nærmest forbundne Lande. Valget til denne Sendelse kunde ikke være heldigere truffet; det faldt nemlig paa Englænderen Nikolas Brekspear, Kardinal-Biskop af Albano, sandsynligviis især af den Grund, at han som Englænder antoges mere fortrolig med Nordens Sprog, Skikke og Sæder, end nogen anden af Pavens Omgivelser; men desforuden var han veltalende, talentfuld, kundskabsrig og statsklog; han forstod ypperligt at vinde alle dem, med hvem han kom i Berørelse, og med det gode at sætte sin Vilje igjennem. Han var af ringe Herkomst, men havde ved sine store Talenter svunget sig op til Kirkens højeste Værdigheder, og naaede omsider Pavetronen[41]. Han forlod, som det synes, Italien i Februar 1152[42], lagde Vejen over sit Fædreland England[43], og kom den 20de Juli til Norge[44] med et stort Følge af Gejstlige. Han var, fortælles der, vred paa Sigurd og Eystein, og de maatte gaa til Forlig med ham, men derimod stod han altid paa den bedste Fod med Inge, og kaldte ham sin Søn[45]. Hine Kongers, især Sigurds, Liv var heller ikke af den Beskaffenhed, at det kunde behage en Mand, der kom i det udtrykkelige Erende, at forbedre Folkets Moralitet, medens derimod den svagelige, blide Inge neppe kunde give nogen Forargelse i dette Henseende. Da denne Sag var bragt i Orden, sandsynligviis i Nidaros, hvortil han strax efter sin Ankomst synes at have begivet sig, opfyldte han, som der staar, Kongernes Begjæring, at indvie Biskoppen af Stavanger, Jon Byrgessøn, til Erkebiskop i Throndhjem, og gav ham Pallium, idet han forordnede, at der herefter skulde være en Erkebiskopsstol ved Christkirken i Nidaros, hvor den hellige Kong Olaf hviler, i Stedet for at der hidtil kun havde været Lydbiskopper i Norge. Kongernes Begjæring gik vel nærmest kun paa Valget af den nye Erkebiskop, thi Erkestolens Oprettelse var i og for sig en allerede besluttet og aftalt Sag, hvilket aller bedst sees deraf, at han medbragte Pallium til den vordende Erkebiskop, ligesom hans Kollega, Kardinal Johan, havde medbragt fire Pallier for Erkebiskopperne paa Irland. Kardinal Nikolas medbragte ogsaa Pallium for den tilkommende Erkebiskop i Sverige, og det var kun særegne Omstændigheder, der hindrede ham fra strax ved sin Nærværelse i Landet at faa Erkestolen oprettet, som det nedenfor vil sees. Erkebiskop Jons Indvielse foregik, som det i sig selv var naturligt, og som man af flere Antydninger har Grund til at slutte, med stor Højtidelighed, og i alle tre Kongers Nærværelse, i Nidaros. Blandt andet forherlige-des ved denne Lejlighed St. Olafs Minde derved at Skalden Einar Skulessøn i Christkirken for Erkebiskoppen, Kardinalen og de trende Konger højtideligt fremsagde et Kvad, kaldet Geisle eller Straalen, som han efter Kong Eysteins Anmodning havde digtet til St. Olafs Ære, og hvori han opregnede hans Jertegn, fornemmelig dem, hvorom Eindride unge ved sin første Hjemkomst fra Constantinopel havde bragt Efterretning. De fromme Tilhørere troede endog at bemerke at den hellige Konge selv tilkjendegav sit Velbehag over Æreskvadet ved at lade en yndig Duft udbrede sig i Kirken[46]. Kvadet er endnu til, og har altid været regnet blandt vor ældre Digtekunsts ypperste Frembringelser[47]. Den glimrende Forsamling i Nidaros bestod, som man erfarer, foruden af de allerede nævnte Herrer ogsaa af Landets øvrige Biskopper, og tolv af de forstandigste Mænd fra ethvert af Landets Biskopsdømmer[48], indkaldte og udvalgte for at overlægge med Kardinalen om de Forandringer og nye Indretninger, der skulde indføres, og for at vedtage dem paa deres Landsmænds Vegne, eftersom flere af dem var af den Natur, at deres Vedtagelse ej beroede paa Gejstlighedens Samtykke alene[49]. Med andre Ord, her voldtes et formeligt Kirke- og Rigs-Møde, for at ordne de kirkelige Anliggender. Foruden den nye Erkestol oprettede Cardinal Nikolas ogsaa en ny Biskopsstol i Norge, nemlig paa Hamar, for den største Deel af Oplandene. Denne vel befolkede og blomstrende Deel af Landet kunde ogsaa højlig trænge til en Biskopsstol for sig selv, især da den, som der er Grund til at tro, hidtil havde lydt under Throndhjems Biskop[50], hvis Distrikt saaledes var alt for stort, og hvis Residens var alt for langt bortfjernet til at han skulde kunne tage sig af hine sydligere Landskabers Tarv med saa megen Kraft og Omhyggelighed, som deres store Folketal og fremragende Plads blandt Landets øvrige Dele fordrede. Hamar valgtes til det biskoppelige Sæde, maaskee fordi der allerede paa dette for Indenrigshandelen saa heldigt beliggende Sted ved Mjøsen, i den tættest befolkede Deel af Hedemarken, havde dannet sig en Art af By, Flekke eller Handelsplads; maaskee og fordi Hamar var den belejligste Gaard for Anlægget af et Biskopssæde, som Kongerne have kunnet afsee af Krongodset — man kan nemlig ikke tvivle paa at den oprindelig har været Kongsgaard. Vist er det, at der endnu inden Aarhundredets Udgang stod en blomstrende Stad der, som enten havde rejst sig fra nyt af omkring Biskopssædet, eller i det mindste ved dette havde faaet sin egentlige Opkomst[51]. Til den første Biskop i Hamar indsattes den fra Grønland tilbagevendte Arnold, der saaledes endnu ikke var for gammel til at overtage det biskoppelige Embedes Sysler, og som derfor ikke af Alderdomssvaghed alene kan have forladt Grønland[52]. Den smukke Domkirke i Hamar, hvoraf der nu kun findes faa Ruiner, men hvis Bygningsstil umiskjendelig er den, der endnu paa enkelte Steder herskede i Midten af det 12te Aarhundrede, er rimeligviis i det mindste paabegyndt af ham.

Norge havde saaledes nu, foruden Erkebiskoppen i Nidaros, fire Lydbiskopper, i Bergen, Oslo, Stavanger og Hamar. Og ved Bestemmelsen af den nye erkebiskoppelige Provinses Grænser og Udstrækning kom det nu Norge til Gode, at Skatlandenes Afhængighed i de sidste Tider var bleven ligesom fornyet eller tydeligere udtalt, thi under Nidaros’s Provins eller Erkebiskopsdømme henlagdes nu, foruden de tre Biskopsstole paa Island og Grønland, der paa Grund af deres Beliggenhed og Landets Forhold til Norge ej kunde henlægges andensteds, ogsaa den allerede forhen af Bergen afhængige Biskopsstol paa Færøerne, Biskopsstolen paa Orknøerne, hvis Jarler for saa kort Tid siden havde hyldet Kong Inge som hans Vasaller, og Biskopsstolen i Syderøerne og Man, hvis Tronfølger Gudrød maaskee endog paa den selvsamme Tid opholdt sig ved Kong Inges Hof, erkjendende ham for sin Overherre[53]. Erkebiskoppen i Nidaros havde saaledes i alt ti Lydbiskopper, hvoraf fire i Landet selv, de sex paa Vesterhavets Øer, fra det irske Hav til Iishavet nordenfor Island, og fra Norges Kyst til Baffinsbugten ved Grønland. Over hele denne Provins fik han den øverste gejstlige Magt næst Paven selv, uden at stilles under nogen Mellem-Auktoritet, og den lundske Erkebiskops Myndighed over disse Landskaber ophævedes altsaa ganske. Man kunde forundre sig over, at den myndige Erkebiskop Æskil ikke protesterede herimod og reserverede sig sin Ret, hvis man ikke vidste, at han netop paa denne Tid var fraværende paa et Besøg hos St. Bernhard i Clairvaux[54]. Kardinalen forbedrede ogsaa i mange Stykker, svinder siges, Nordmændenes Sæder (d. e. Kirkeskikke), og Sagaerne vidne, at ingen Mand er kommen til Norge, der nød en saadan Højagtelse af alle, eller kunde udrette saameget hos Almuen, som han. Dette, saa vel som Tilnavnet „den gode“, hvormed han siden sædvanligviis benævntes i Norge, viser, hvilke store Talenter han havde til at indynde sig hos Folket, og hvor heldigt det Valg var, som til denne Sendelse netop traf ham. Forresten nævnes der intet omstændeligt om, hvilke de Forbedringer eller Forandringer vare, som han indførte. Vore Sagaer omtalte kun een, nemlig at han til Forebyggelse af Slagsmaal og Uordener fik vedtaget, at ingen under en vis Straf maatte bære Vaaben i Kjøbstæderne, undtagen de tolv Mænd, der fulgte Kongen[55]. Denne Bestemmelse, der ej findes indtagen i de skrevne Bylove, kan ene have gjeldt den dybeste Fredstid, thi i de strax følgende Aar, under de idelige Tronstridigheder mellem Kongerne, ville vi ej finde den iagttagen. Ønskeligt vilde det have været, om den bestandig var bleven overholdt, thi at den, som enkelte have paastaaet, skulde kunne udøve nogen skadelig eller slappende Virkning paa Folkets Kraft og Kjekhed, er vanskeligt at indsee. Der var Anledning nok til Øvelse i Vaabenferd, om ikke Medborgere kæmpede med hinanden i Stæderne. Af større Vigtighed var dog en anden Vedtægt, han fik indført, men hvorom Sagaerne intet melde, nemlig den aarlige Betaling af Rumaskat eller Pederspenge. Vi have allerede seet, hvorledes denne Skat forlængst var indført i de fleste øvrige katholske Lande i Europa; i Danmark indførtes den af Knut den mægtige, men i Norge og Sverige ydedes den endnu ikke, førend Kardinal Nikolas ved sin Indflydelse fik den vedtagen[56]. Med Hensyn til Gaver eller Bortskjenkelse af Gods fik han og den vigtige og for Gejstligheden fordeelagtige Bestemmelse vedtagen, at enhver Mand eller Kvinde skulde have Ret til, uden den lovlige Arvings Samtykke at bortskjenke den tiende Deel af arvet og den fjerde Deel af selverhvervet Løsøre eller Jordegods til hellige Stiftelser eller Sjælebod, aldeles som Hovedtiende, og at en gift Kone ligeledes skulde kunne give en tiende Deel af sin Medgift og den fjerde Deel af Tridjungsauken, eller den Trediedeel, der tilkom en Hustru af det Gods, som erhvervedes af hende og Manden i Fællesskab efter Giftermaalet[57]. Bestemmelsen medførte for saa vidt et Gode, som der nu var sat en bestemt Grændse for, hvor meget der kunde bortskjenkes til gejstlige Stiftelser uden Arvingernes Samtykke, om end denne Grændse sattes noget rumt. For saa vidt man kan slutte fra hvad der berettes om Sigurd Ullstrengs Bortskjenkelse af alt sit Odels-Gods til Holms Kloster, var der tidligere ingen Grændse i saa Henseende[58], og Kardinalen foretrak viselig en lempelig Indskrænkning i Kirkens Ret til at erhverve Skjenkelser for en ubegrændset Frihed, der vilde lede til saa mange.Misbrug, at enten Gejstligheden derved vilde lægges for Had, eller et fuldkomment Forbud mod enhver saadan Gave seent eller tidligt fremkaldes. — At Kardinalen her, ligesom siden efter i Sverige, indskærpede Forbudet mod Gejstlighedens Giftermaal, skjønt uden at det lykkedes ham at drive det igjennem, maa ansees at falde af sig selv.

Efter tilendebragt Hverv i Norge, formodentlig i Løbet af September eller Oktober Maaned (1152), forlod Kardinalen Landet under gjensidige Venskabsbeviser mellem ham og Folket. Han fik store Vennegaver, og selv lovede han at han stedse skulde være Nordmændenes Ven[59], hvilket Løfte han og trolig holdt. Vore ældre Skrifter hædre ham med Tilnavnet „den Gode“[60], hvilket vistnok allerede strax efter hans Afrejse blev ham til Deel. Fra Norge drog han efter Bestemmelsen til Sverige, for ogsaa der at oprette en Erkestol og indføre nyttige Reformer, ligesom i Norge. Han skal til den Ende have ladet et Mode, indrettet formodentlig paa samme Maade som det norske, sammenkalde i Linkøping[61], men han kunde dog ikke faa sit Hoved-Erende udrettet, thi Sviarne og Gauterne kunde hverken enes om, hvo der skulde ophøies til den nye erkebiskoppelige Værdighed, eller om den vordende Erkestols Sæde. Nikolas indskrænkede lig derfor til at indføre Rumaskatten og tilvejebringe et Forbud mod at bære Vaaben i Byerne, ligesom i Norge: han indskærpede ligeledes Forbudet mod Gejstliges Giftermaal, og udgav et Statut, som det heder, om Kirkens Frihed. Men for Palliet, som han havde medbragt for dermed at beklæde den nye Erkebiskop, fik han ingen Brug, og han medtog det ved Afrejsen. Denne havde han tænkt at foretage til Søs, ligesom han var kommen; men formedelst den sildige Aarstid og det stormende Vejrforetrak han at lægge den over Danmark, hvor piinligt det end maatte være for ham at komme sammen med Erkebiskop Æskil, der imidlertid var vendt tilbage fra Frankrige, og som tog det meget ilde op, at han havde berøvet ham hans Myndighed over Norge. Men Nikolaus formildede ham ved at tilbyde ham Primatet eller Overhøjheden over den tilkommende Erkebiskop i Sverige, saaledes at denne skulde indvies og modtage Pallium af ham, samt overhoved staa i et vist Afhængighedsforhold af den lundske Erkestol: en Bestemmelse hvorved dennes Rang betydeligt forhøjedes. Æskil modtog Tilbudet med Glæde, og udbad sig hans Besøg. Kardinalen nedlagde nu det medbragte svenske Pallium hos ham, for at han siden, naar Sviar og Gauter endelig bleve enige om at udvælge en Erkebiskop, kunde overdrage det til denne. Paa alt dette lovede han ved Tilbagekomsten til Rom at erhverve pavelig Bekræftelse, og denne ogsaa erhvervedes faa meget lettere, som han selv kort efter besteg Pavestolen. Fra denne Tid af kaldte derfor Lunds Erkebiskop sig i sin Titel „Sveriges Primas“, og dette Primatforhold vedvarede lige til Reformationen. Kardinalen søgte ogsaa, skjønt forgjæves, ved velmeente Forestillinger at bringe en af de daværende danske Konger, Sven Erikssøn, fra at paaføre Sverige Krig, hvilket han just nu havde i Sinde. Sven viste ham den største Høflighed, og fulgte ham lige til sit Riges Grændser, men opgav ikke sit Forsæt[62]. Endnu, som det synes, førend han kom tilbage til Rom[63], døde Pave Eugenius (28de Juli 1153), og Anastasius IV valgtes til hans Eftermand; men denne levede ikke længer end til 3die December 1154, og da valgtes Kardinal Nikolas til Pave under Navnet Hadrianus IV. Han holdt sit Løfte, at vise sig som Nordmændenes Ven, thi det bevidnedes af alle de Nordmænd, der i den Tid, han beklædte Pavestolen (1154—1159), kom til Rom, at naar de ønskede Audiens ham, fik de strax og aller først Adgang, hvor vigtige Anliggender han end havde at afhandle med Andre[64]. Han skal ogsaa have forfattet en Beretning om sin Rejse[65], som, hvis man nu kjendte den, upaatvivlelig vilde kaste overordentligt Lys paa Forholdene i Norden, og fornemmelig i Norge, paa den Tid. Det er ej usandsynligt, at den endnu er til, og ved et heldigt Tilfælde kan komme for en Dag. Et Tegn paa hans Interesse for Norge er det og, at han, endnu førend han ophøjedes paa Pavestolen, og da Pave Anastasius maaskee allerede laa paa Dødslejet, udvirkede hos ham en Bekræftelsesbulle paa Oprettelsen af den throndhjemske Erkestol, og denne Bulle er den første af alle dem, han efter sin Tilbagekomst til Rom undertegnede som Vidne. Bullen er dateret den 28de November 1154, altsaa kun faa Dage for Anastasius’s Død, og derfor vistnok først afsendt til Norge ved Hadrians Foranstaltning[66]. I denne Bulle, der er henvendt til Erkebiskop Jon og hans retmæssige Efterfølgere, heder det, at Pave Eugenius, for at følge sine Forgængeres Exempel, der snart i egen Person, snart ved Legater, søgte at forbedre, hvad der trængte til Forbedring, og forordne, hvad der burde forordnes, i den hele Verden, saaledes ogsaa var iøvrigt betænkt paa at gjøre de nødvendige Forbedringer i Norge, og der at udbrede Troens Ord; men da han selv ved sine mangehaande Forretninger til den almindelige Kirkes Fremme var hindret fra at begive sig derhen, havde han sendt sin Legat, Kardinal-Nikolas, og denne, ankommen til hint Land, havde efter det ham paalagte Hverv aagret med det betroede Pund, og.som en tro og forstandig Tjener søgt at bringe mangedobbelt Udbytte deraf tilbage. Blandt andet, som han der havde udrettet til Guds Navns Forherligelse og til Ære for sin Sendelse, var ogsaa dette, at han overdrog Erkebiskop Jon Pallium, og, for at Norges Provins ikke skulde mangle en Metropolitans Embede, forordnet Throndhjems Stad til denne Provinses bestandige Metropol, samt underlagt den for stedse Biskopsdømmerne i Oslo, Hamar, Bergen, Stavanger, Orknøerne, Færøerne[67], Syderøerne, Island og Grønland. Denne Forføjning bekræftedes nu herved uryggeligt; det bestemtes at Throndhjems Stad for Eftertiden stedse skulde være hine Steders Metropol, at deres Biskopper stedse skulde indvies af Throndhjems Erkebiskop, og at denne alene havde at henvende sig til Paven selv om Indvielse[68]. Det ham overdragne Pallium skulde forøvrigt alene benyttes ved Messen paa Juledag, Helligtrekongersdag, Skjærthorsdag, Paaskedag, Himmelfartsdag, Pintsedag, St. Marine Dage, Peters og Paals Dag, St. Hansdag. St. Johannes Evangelists Dag, Allehelgensdag, ved Indvielser af Kirker, Biskopper, Abbeder og Prester, Kirkemessedagen, Trefoldighedsdag, St. Olafs Dage, og hans egen Indvielsesdag. Bullen slutter med faderlige Raad og Formaninger. Saaledes var da Oprettelsen af Norges Erkebiskopsdømme højtideligt bekræftet.

Men for at Norges Kirke kunne faa sin fuldstændige Organisation i Lighed med hvad der ellers fandt Sted i den christelig-katholske Verden, udfordredes ogsaa at der ved Kathedralkirkerne, i det mindste dem i Landet selv, oprettedes Domkapitler eller Kollegier af Gejstlige, de saakaldte Canonici, Kanniker, eller Chorsbrødre, der dannede Biskoppens Raad, deeltoge med ham i Kirkegodsets Forbedring og besad Retten til, ved indtreffende Vakancer at udvælge Biskoppens Eftermand, saa vel som i Mellemtiden at bestyre Biskops-Embedet. Den egentlige Begyndelse til en saadan Indretning var, at St Augustin i Hippo (ved 420) bevægede Presterne ved sin Kathedralkirke til at flytte sammen med ham i fælles Bolig under klosterlig Tugt, og med Opgivelse af personlig Ejendom. Dette efterlignedes ved de fleste øvrige Kirker, hvortil der hørte et større Personale, og Indretningen fik sin egentlige Organisation ved Biskop Chrodegand af Metz (Midten af 8de Aarhundrede), der for at raade Bod paa de Gejstliges anstødelige Levnet fik indstiftet de saakaldte regulære Chorsbrødres Orden, hvorved de underkastedes en Regel, der paa det nærmeste stemmede med Benediktinernes, kun med de Modifikationer, deres særegne Embedssysler som Sekulargejstlige medførte. Denne Indretning bekræftedes paa et Kirkemøde i Achen 816, og blev paabuden over hele det frankiske Rige[69]. Men ligesom Klostrene selv udartede, eftersom de tiltoge i Rigdom og Anseelse, saaledes fjernede ogsaa hine Kannike-Kollegier sig efterhaanden mere og mere fra den oprindelige Plan for deres Organisation; de erhvervede omsider, som Domkapitler, hine oven anførte, betydelige Rettigheder, frigjorde sig fra Klosterreglen og Forbudet mod at erhverve privat Ejendom, og bleve derhos eneberettigede til Præbenderne d. e. deels indbringende Præstekald, der knyttedes til Kathedralkirken og bestyredes ved Vikarier, deels særskilte Donationer af Jordegods, der i Tidens Løb skjenkedes til Domkirken, og lagdes til bestemte Altere og Kapeller, der oprettedes og indviedes i denne. Da der dog fremdeles fandtes flere Kollegier, der overholdt den strengere Regel, opkom der paa den Maade to Arter af Canonici; de regulære eller strengere, og sekulære, der førte hiint mere verdslige Liv. Stundom fandtes der ved een og samme Kirke Kannike-Kollegier af begge Slags, af hvilke da, som let kan forstaaes, de sekulære vare de mægtigste og fornemste, medens dog begge Kollegier stode under Biskoppens Overbestyrelse[70]. De regulære Kannikers Regel er det, som efter den oprindelige Stifter af Indretningen bærer St. Augustins Navn, uagtet von selv ingen saadan Regel efterlod. Den stemmede dog, fornemmelig efter Biskop Chrodegands Organisation, paa det nærmeste med Benediktinernes, og vi have seet, hvorledes endog virkelige Benediktiner-Konventer, eller Kannike-Kollegier, organiserede efter St. Benedikts Regel, oprettedes ved enkelte Kathedralkirker, f. Ex. ved Winchesters, hvor ej alene St. Benedikts Regel blev indført ved det allerede bestaaende Kannike-Kollegium, men dette endog selv, da de Hefte Kanniker fandt den strengere Regel utaalelig og derfor droge bort, gjordes fuldtalligt ved virkelige Benediktiner-Munke fra Glastonbury og Abingdon[71]. Fra disse Klostre, eller maaskee ogsaa fra Winchester selv, vare, som man maa antage, og som det ligeledes ovenfor er antydet, de fleste engelske Gejstlige, der i det 11te og Begyndelsen af det 12te Aarhundrede kom til Norge, eller i det mindste til den vestligste Deel, Gulathingslagen, og som her dannede det oprindelige Personale i Sellø og Munkelivs Klostre, fra hvis Midte de første Biskopper i Bergen og Stavanger maa antages at være udgangne. Disse Biskopper have saaledes vistnok i slige Benediktiner-Munke enten umiddelbart fra England, eller fra de nys nævnte Klostre, haft Omgivelser eller Hjelpere og Raadgivere, der allerede tildeels bare Charakteren af Kannike-Kollegier, skjønt de dog ikke egentlig vare organiserede som saadanne; og da flere Klostre oprettedes, og navnlig Munkeliv om ikke for, saa dog paa Pave Eugens Tid, fik sin egen Abbed[72], medens Bergen og Stavanger nu vare blevne Biskoppernes faste Residenser, føltes ogsaa Nødvendigheden af særskilte, fuldstændigt ordnede Kannike-Kollegier ved Biskopsstolene selv. Hvorvidt Holms støtter ved Nidaros i Førstningen omtrent har staaet i samme Forhold til Biskopsstolen i denne Stad, som Sellø eller Munkeliv til Bergens, er vanskeligt at sige; usandsynligt er det ej. I Viken fandtes derimod lige indtil Oprettelsen af Hovedø Kloster, ingen saadan gejstlig Stiftelse, hvoraf Biskoppen kunde tage sine Hjelpere eller Raadgivere, men han maa dertil have benyttet Munke eller Gejstlige, hentede umiddelbart fra Udlandet selv.

Denne Mangel i Biskopsstolens fuldstændige Udstyr blev nu efter Erkesædets Oprettelse afhjulpen, idet der ved hver Biskopsstol stiftedes faste Domkapitler eller Chorsbrødre-Kollegier. Ogsaa disse Institutioner oprettedes enten ved Kardinal Nikolaus’s umiddelbare Foranstaltning, da han endnu opholdt sig i Norge, eller han gav Stødet dertil, saa at han siden som Pave Hadrian kunde meddele dem sin Bekræftelse. Det er nemlig vist at Hadrian, enten i Nidaros alene, eller, som det maaskee snarere skal forstaaes, for den hele norske Provins, oprettede tre Archidiakonater, og bestemte at der alene skulde ordineres een Dekanus[73]. Da en Archidiakonus (Erkedegn) saa vel som en Dekanus (Kapitelforstander) forudsætter Tilværelsen af et Kapitel, bliver det følgelig klart, at Domkapitlerne have været Gjenstand for hans Omsorg, kun savne vi nærmere Underretning om, i hvilken Udstrækning det har skeet, og hvilke Rettigheder Chorsbrødrene have faaet. Alt, hvad man ellers veed derom, indeholdes i et politisk Stridsskrift mod Gejstligheden fra Aarhundredets Slutning, hvoraf vi anføre følgende. „Fordum herskede her i Landet den Sædvane, at Kongerne gave enhver Kirke paa egen Haand til den, de fandt for godt. Saa og med Hensyn til Biskopper og Abbeder; de valgte hvem de behagede, og satte dem til hvilke Biskopsdømmer de vilde, uden nogen Indblanding af Gejstligheden. I den Tid var der ved de fleste Biskopsstole ingen Skare af lærde Mænd eller Chorsbrødre til at forføje derom, og derfor ordnede Kongerne den Sag, som de vilde. Denne Sædvane var den herskende lige fra Christendommens Ophav; saaledes forholdtes der i St. Olafs Tid, og lige indtil Eysteins, Sigurds og Inge Haraldssønners Dage. Men siden Pallium kom til Norge efter de nys nævnte Kongers Foranstaltning, og en Erkebiskopsstol var oprettet i Landet, bleve ogsaa Præbender stiftede ved Biskopsstolene og besatte med Chorsbrødre. Man anholdt nu hos Kongerne om den Indrømmelse, at de vilde lade forholde med Kirken og Valgene, som det meest stemmede med hvad der maatte findes i hellige Skrifter; man anholdt derom i Særdeleshed fordi der var tre Konger paa een Gang, og det saaledes let kunde hænde, at Uenighed opstod imellem dem, saaledes som det ogsaa viste m; forstandige Mænd befrygtede nemlig i saa Fald, at naar en Biskopsstol blev ledig, kunde det, hvis Kongerne ej vare enige indbyrdes, let indtreffe at hver af dem valgte sin Klerk dertil, saa at der paa den Maade fremstod tre Kandidater, hver med sin kongelige Beskytter i Ryggen. Noget lignende indtraf ogsaa i Bergen, da Biskop Sigurd døde, thi da valgte Kong Eystein sin Kapellan Paal til Biskop, men Kong Inge drev ham bort og valgte derimod Nikolas Peterssøn i Sogn. Ny kan det vel være, at Kongerne have givet sit Samtykke (om Chorsbrødrenes Valgrettighed) for det Tilfælde at de ikke kunde blive enige, naar der var flere Konger paa een Gang; men et Beviis paa, at de ikke gave Slip paa nogen Deel af deres Magt for det Tilfælde at de vare enige, er dette, at da Kong Inge levede ene tilbage efter sine Brødres Fald, og Erkebiskop Jon var død i Nidaros, valgte han sin Kapellan og Fehirde Eystein til Erkebiskopsstolen uden at spørge nogen af de lærde Mænd, som dengang vare i Nidaros, ja ikke engang Chorsbrødrene mere end de andre; da var det og, at han drev Paal fra Biskopsstolen i Bergen, og satte Nikolas Peterssøn i Steden“[74]. Kan man nu end ikke ubetinget stole paa, at denne Fremstilling af Chorsbrødrenes Rettigheder, der øjensynligt gaar ud paa at gjøre dem saa ubetydelige lige over for Kronen som muligt, er aldeles paalidelig, saa see vi dog heraf, at der fandtes Chorsbrødre, der tillige gjorde Paastand paa Valgret, i Aarene 1156 og 1157, da de Begivenheder, hvortil der her sigtes, fandt Sted. Og saaledes bliver det da aldeles sikkert, at Domkapitlernes Oprettelse i Norge stod i umiddelbar Forbindelse med Indstiftelsen af Erkesædet, at Kannikernes Antal, Pligter og Rettigheder maaskee allerede have været foreløbigt bestemte og Kongernes Samtykke dertil givet under Kardinal Nikolas’s Nærværelse, men at Kapitlernes Organisation nærmere er bleven bestemt ved en af ham efter Ophøjelsen paa Pavestolen udstedt Bulle, som nu ikke længer er til[75].

Hvad nu for øvrigt deres Valgrettighed angaar, da seer man endog af det nys anførte, som dog er skrevet i Kronens Interesse, at en saadan virkelig har været dem tilstaaet, men at der siden kun opstod Strid om den Udstrækning, hvori Tilstaaelsen var given. Og et temmelig tydeligt Tegn paa, at Chorsbrødrene i Nidaros ikke, som man af Stridsskriftets Ord skulde slutte, taalmodig fandt sig i at Kongen uden videre udnævnte Eystein til Erkebiskop, er det, at skjønt denne Udnævnelse fandt Sted i 1157, i hvilket Aar Erkebiskop Jon døde, blev Eystein dog ikke indviet førend i 1159 eller 1160, og regnede ikke engang selv sin Tiltrædelse fra et tidligere Aar[76]. Der maa saaledes have fundet Underhandlinger Sted, hvorom vore ældre Skrifter intet melde, inden Eysteins Valg blev befundet gyldigt; og at Chorsbrødrene, eller de, der vare af anden Mening end Kongen, egentlig bleve de sejrende, seer man deraf, at Eystein selv, ved ej at regne sine Embedsaar fra den kongelige Udnævnelse, derved middelbart underkjender dennes Gyldighed.

Overhoved maa man vel antage, at Erkebiskop Jon, der døde allerede i 1157, og sandsynligviis ved sin Ophøjelse paa Erkestolen var en meget gammel Mand, ikke bar kunnet udrette synderligt til at bringe de nye Indretninger i Gang, eller ret at grundlægge Erkestolens Magt, men at dette har været forbeholdt hans Efterfølger Eystein, paa hvis Statsklogskab, Driftighed og Myndighed vi i det følgende ville see flere Beviser, og som ved sin Udnævnelse synes at have været en Mand i sine bedste Aar, ligesom han og hørte til en af de fornemste Ætter i Thrøndelagen, og var beslægtet med Kongehuset selv. Vi erfare desuden, som det vil sees at han netop beskjeftigede sig med Planer til at udvide Personalet ved Erkesædet, for saa vidt han satte Domkapitlet i Forbindelse med et Konvent af regulære Augustinere, ikke at tale om hans Bygnings-Planer til Kirkens Udvidelse og Forskjønnelse. Vi erfare ligeledes, at ogsaa hiin Paal, som Kong Inge drev fra Bergens Biskopsstol, dog tilsidst kom i Besiddelse af Embedet, som han beklædte meget længe, lige til Aarhundredets sidste Tiaar, og i denne Tid havde den Glæde at see Christkirken færdigbygget og St. Sunnivas Skriin flyttet derhen fra Sellø, hvorved Biskopsstolens endelige Flytning først kan siges at være istandbragt (1170). Men det er dog ikke derfor sagt, at hans Medbejler Nikolas[77] maatte vige Pladsen for ham. Det er endog sandsynligt, at Biskopsstolen først ved Nikolas’s Død paany er bleven ledig, siden denne opføres i Biskopsfortegnelserne.

Om Chorsbrødrenes Antal ved enhver Kirke vides intet med Sikkerhed. Ved Metropolitankirken i Nidaros skal der i dens Velmagtsdage have været 24, hvilket Antal dog synes noget højt anslaaet, da der neppe nævnes flere end 15. I Spidsen for dem stod der kun een Archidiakonus eller Erkedegn[78]. I Bergen var der tolv Chorsbrødre med en Archidiakonus[79]; tolv Chorsbrødre, hver med sit Alter, synes ogsaa at have været det normale for de øvrige Kathedralkirker[80]. Ved Kirkevaag Biskopsstol paa Orknøerne var der ligeledes en Archidiakonus med flere Chorsbrødre: men Erkedegnen residerede sædvanligviis paa Hjaltland, for der at holde kirkelig Opsigt. Ved Provinsens øvrige Biskopsstole var der ingen Chorsbrødre. Paa Island valgtes Biskopperne endnu en Tidlang af Folket, eller rettere af Høvdingerne; Biskoppen i Grønland og tildeels paa Syderøerne valgtes og udnævntes nu i Norge, af Kapitlet i Nidaros, og Biskoppen paa Færøerne i Regelen af Kapitlet i Bergen, dog stundom ogsaa af Kapitlet i Nidaros.

At alle disse Domkapitler organiseredes efter Augustins Regel, er baade i og for sig rimeligt, som det sædvanlige, og det erfares desuden deraf, at flere af dem siden, som det nedenfor vil sees, senere sattes i Forbindelse med regulære Augustiner-Konventer.

  1. ↑ Se ovenfor, S. 609, 610, 616.
  2. ↑ Saaledes hed f. Ex. den Prest i Alvidra, som tog sig af Haavard, Ragnvald Jarls Staldbroder, Richard, aabenbart et engelsk Navn (se nedenfor S. 689); den Prest, hvilken Kong Sigurds Morbrødre lode mishandle, hvorom Legenden fortæller (se ovenfor S. 812), hed ogsaa Richard og siges udtrykkeligt at være engelsk af Fødsel. Biskop Reinald af Stavanger var ligeledes, som vi have seet, engelsk, og hvad den Arnald angaar, der blev Biskop i Grønland, synes hans Navn i det mindste ikke at være norskt, man maa næsten formode, at han var af engelsk eller nordmannisk Herkomst.
  3. ↑ Se ovenfor S. 607 flg.
  4. ↑ Se Munkelivs Klosters Brevbog, S. 14. Aum-Øerne ligge ikke langt fra Hvittingsøerne.
  5. ↑ Se Huitfeldt, Danmarks Hist. I. S. 103.
  6. ↑ Se især Fundatio Lysensis monasterii hos Langebek, Scr. R. Dan. IV. 406—409. Her angives ogsaa Dagen, naar Klostret stiftedes; jvfr. Notitsen i Monasterium Anglicanum, III. S. 249. af Hugo af Kirkstall; at Sigurd strax under sit Ophold i England fik Sagen ordnet, og havde Munkene med sig tilbage til Norge, synes at fremgaa af Udtrykkene i Beretningen om Klostrets Stiftelse; og det vinder desuden Sandsynlighed netop paa Grund af den Omstændighed, at Pave Eugenius’s Villie til Munkeliv-Kloster er dateret i Januar samme Aar. Thi da Sigurd selv rimeligvis stod i den nærmeste Forbindelse med Munkeliv-Konventet, maaskee endog, efter hvad der ovenfor er antydet om Forbindelsen mellem Munkeliv, Sellø og Bergens Biskopsstol, selv var et Medlem deraf, saa meget mere, som han i en Biskopsrække endnu opføres blandt Biskopperne i Seilet, bliver det aller rimeligst at antage, at han personligt bar udvirket hiin Bulle for Klostret, og saaledes været i Rom ved Nytaarstid 1146, hvilket fuldkommen passer med Tiden for hans antagne Ophold i England. Muligt kunde det vel og være, at han allerede paa Henrejsen til Rom besøgte England, saa Fountains Kloster, og gjorde de fornødne Anstalter til Lyseklosters Oprettelse; jvfr. Langes Klosterhistorie S. 545 flg. At Abbed „Ranulphus’s“ Navn paa Norsk maa lyde „Rúnúlfr“, bestyrkes ved mange Exempler.
  7. ↑ Se Langes Klosterhistorie, S. 622 flg.
  8. ↑ Se ovenfor S. 736. Det maa her atter gjentages, at Sagaerne oftere angive en Begivenheds Lokaliteter efter Gjenstande, som først bleve til i Mellemtiden mellem Begivenheden selv og Sagaens Nedskrivelsestid.
  9. ↑ Sverres Saga Cap. 49.
  10. ↑ Se Morkinskinna, fol. 32 a. Fornmanna Sögur 7de B. S. 355. Vi ville i det følgende se, at Eystein opholdt sig i Nidaros eller Throndhjem en god Deel af Tiden mellem Sommeren 1155 og hans Død om Sommeren 1157; i denne Tid kan det saaledes være oprettet, men rimeligere er det dog, at det skede tidligere. Det sandsynligste er vistnok at henføre Stiftelsen til Kardinal Nikolaus’s Nærværelse og Erkestolens Oprettelse 1152, se nedenfor.
  11. ↑ Alvastrakloster i Sverige, det første Cistercienserkloster, blev, som det heder, oprettet ved Dronning Ulfhilds Foranstaltning 1143.
  12. ↑ Se herom især Langes Klosterhistorie, S. 507 flg.
  13. ↑ Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie, 4de B. S. 28 flg. Annalerne henføre Oprettelsen af Thingeyre Kloster udtrykkeligt til 1133.
  14. ↑ Se ovenfor I. 2. S. 180 o. fl. St.
  15. ↑ Finn Jonssøns Kirkehistorie, 4de B. S. 41 flg.
  16. ↑ F. Ex. Abbed Berg, der efter at have været Abbed i Tveraa forflyttedes som Abbed til Thingeyre, se Finn Jonssøns Kirkehistorie, 4de B. S. 33, 45.
  17. ↑ At Calixtus har givet saadanne Erklæringer sees af Innocents den 2dens udtrykkelige Ord i hans Bulle, hvorom nedenfor.
  18. ↑ Dette var hiin Roger af Sicilien, der er ovenfor omtalt S. 577, og som hidtil sædvanligen har været antaget for den, der af Sigurd Jorsalafarer i Aaret 1110 fik Kongenavn, medens det, som ovenfor (S. 579—581) viist, upaatvivlelig var Rogers Fætter Hertug Roger Bursa af Apulien, hvem Sigurd gav denne Titel, hvorimod det sandsynligviis netop var denne Omstændighed, der siden gav Roger II Anledning til at fordre Kongenavn.
  19. ↑ Af de her nævnte Buller kan visselig Gregors, der i det 9de Aarhundrede nævner Grønland og Helsingeland, der først christnedes i det 11te, betragtes som understukken efter eller paa Adalberts Tid omkring 1060.
  20. ↑ Bullerne anføres paa flere Steder, hos Staphorst, Hist. Hamb. Eccl. Diplomatatica I. S. 532 flg. i Lappenbergs Urkundenbuch, I. 133 flg. Liliegrens Diplomatarium I. 146 flg. o. s. v. Det er forøvrigt ikke usandsynligt, at Norge og Island have erklæret sig for Anaklet, siden det i Hungrvaka Cap. 15 udtrykkeligt heder at Biskop Magnus i Skaalholt indviedes af Erkebiskop Magnus i Anaklets Dage, uden at Innocents II nævnes.
  21. ↑ Hungrvaka Cap. XIX.
  22. ↑ Hungrvaka, Cap. XVII. Jvfr. Finn Jonssøns Kirkehistorie, I. S. 280.
  23. ↑ Se ovenfor S. 704. At Jon var Islænding, siges ikke udtrykkeligt, men hvor han omtales i Beskrivelsen over Holmengraa-Slaget, handles der særskilt om de Islændinger, som deeltoge i dette.
  24. ↑ Se Biskopsfortegnelserne i Norsk Tidsskrift, V, 42, sammenlignet med de islandske Annaler.
  25. ↑ Dette siges i den ældste af de tvende Biskopsfortegnelser.
  26. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 11; Snorre Cap. 10. At Jon, der siden blev Norges første Erkebiskop, tidligere var Biskop i Stavanger, siges ikke i Sagaerne, men kun i Annalerne, ved 1152.
  27. ↑ Se ovenfor S. 615.
  28. ↑ Antiqvarisk Tidsskrift 1849—1851, S. 153.
  29. ↑ Hvo veed, om han ikke, muligens er den samme Orm, der i Aaret 1146 var Abbed i Munkelivs Kloster, og tillige den samme, der siden blev Biskop i Hamar.
  30. ↑ Se især Annalerne. Jon Knut omtales forresten ogsaa i Sturlungasaga III. 4. Han døde 1187. Se Grønlands historiske Mindesmærker II. 672, 760, III. 6, 44.
  31. ↑ Monasticon Anglicanum, VIII. 1187.
  32. ↑ Diplomatarium Norveg. I. No. 28.
  33. ↑ Se Pave Eugens Bulle af 1148 i Martenes Thesaurus I. S. 404.
  34. ↑ Matth. Paris, ed. Watts S. 60. Chron. Nordm. hos Duchêne S 986.
  35. ↑ Kong Olafs tvende Breve, Monasticon Anglicanum VIII. 1187. I et af visse Breve, sandsynligviis fra Tiden omkring 1135, anmoder Olaf Erkebiskop Thurstan i York om at indvie den fra Furness til Øernes Biskop udvalgte Munk Nikolaus. Det sees altsaa heraf, at Olaf i det mindste da holdt sig til Erkestolen i York.
  36. ↑ To af Ragnvalds Efterfølgere, Christinus og Nicolaus, begge fra Argyll, bleve nemlig ved deres Død begravne i Benchor paa Irland, hvilket synes at vise, at de tilhørte dette Kloster. Mellem dem var Michael, fra Øen Man selv, der døde 1203 og begroves i Fountains; han hørte saaledes heller ikke til Russin, Furness eller Savigny. Biskopsfortegnelsen holder sig ellers ikke udelukkende til een Klasse af Biskopper; den udelader saaledes de tre første, der vare udvalgte af Munkene i Russin, men omtaler derimod siden andre Biskopper, valgte derfra.
  37. ↑ Biskopsrækken i Norsk Tidsskrift, V. S. 42, 44.
  38. ↑ De islandske Annaler.
  39. ↑ Det kan nemlig neppe være nogen anden end denne Reidar (Hreiðarr), der i Du Breul’s Théâtre des antiqq. de Paris, 1612, S. 434 omtales som indført i St. Victors Kapitelsbog under Navnet Henrik, Erkebiskop i Norge, og som den, der rimeligviis havde bragt Klostret et Stykke af St. Olafs Skjorte.
  40. ↑ Matth. Paris II. ed. Watts, S. 60. De fire Mestres Annaler. Johan af Hexham, hos Twysden, S. 279 og flg. Uagtet Sendelsen paa de fleste Steder henføres til 1151, ja hos Johan af Hexham endog til 1152, er det dog tydeligt, at han maa være afsendt først i 1151, eller maaskee endog sidst i 1150, siden han allerede 4de April 1151 undertegner en Bulle i Ferentinum ved Rom, og hans Navn siden findes paa de fleste Buller mellem April 1151 og April 1153, hvilken Tid han saaledes tilbragte i Italien alene. De Erkestole, han oprettede paa Irland, vare Armagh, Dublin, Cashel og Tuam. Egentlig kan man ikke sige at han oprettede Armaghs Erkestol, der allerede havde bestaaet i mange Aarhundreder. Men man har dog anvendt den Benævnelse, fordi han aller først bragte Erkebiskoppen Pallium, og maaskee Erkebiskops-Titel, da han forhen kun kaldtes „St. Patricks Efterfølger“. Han ordnede ogsaa Forholdene saaledes, at Erkebiskoppen af Armagh blev Øens Primas, med Ret til at indvie de øvrige Erkebiskopper og Biskopper. Forhen havde Biskopperne i Østmændenes Stæder staaet under Erkebiskoppen af Canterbury; nu blev Dublin selv deres Metropol. Den første Erkebiskop i Dublin var Gregorius, Biskop fra 1121. For øvrigt havde de to andre Østmænds-Stæder, Waterford og Limerick,først nylig faaet egne Biskopper, Waterford i 1096, og Limerick, som det synes, noget senere: dette var vel den nærmeste Grund til at Dublin ophøjedes til Erkesæde. De fleste af Biskopperne i disse Stæder vare virkelige Østmænd, saaledes nævnes i Dublin Duncan O’Haingly (Englasøn?) død 1084, og hans Efterfølger og Frænde Samuel O’Haingly, Munk fra St. Albans, død 1121; i Waterford Toste, indviet 1136, i Limerick Herjulf eller Harald, død 1151 og efterfulgt af en Thorgils.
  41. ↑ En Skildring af hans Charakteer og tidligere Livsbane findes hos Viljam af Newbury, II. 6.
  42. ↑ Fra denne Tid af ophører han nemlig at undertegne de pavelige Buller i Pave Eugenius’s Funktionstid, og han begynder ikke igjen førend under Eugens Eftermand Anastasius IV kort før dennes Død 1154.
  43. ↑ Dette bevidner Saxo, S. 697.
  44. ↑ At Nikolas ankom netop paa denne Dag, sees af Legenden om det af St. Olaf udførte Jertegn, der meddeles hos Snorre i Inge Haraldssøns Saga Cap. 24, saa vel som i den historiske Olaf den helliges Saga Cap. 260, hvor det heder at det skede to Uger før Olafsmesse øvre, selvsamme Dag, som Kardinal Nikolas landede i Norge. Olafsmesse øvre er 3die August, og 14 Dage før denne Dag er den 20de Juli. Sandsynligviis landede Nikolas i Bergen, men er siden dragen til Throndhjem.
  45. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 22. Snorre Cap. 23.
  46. ↑ Morkinskinna, fol. 36 a.; dette Sted er ogsaa aftrykt i Fornmanna Sögur, VII. Her siges det udtrykkeligt, at Einar fremsagde Digtet i selve Christkirken i Nidaros. At han tillige fremsagde den saavel i alle tre Kongers, som i Kardinalens og Erkebiskop Jons Paahør, viser sig af Digtet selv, hvor han i 8de Vers anmoder dem alle tre ved Navn om at lytte til hans Kvad, og i 9de ligeledes opfordrer Jon dertil, idet han kalder ham „Overmand over hele de Lærdes Mængde“, hvilket betegner ham som Erkebiskop. Det var saaledes efter hans Ophøjelse til Erkebiskop, at Kvadet blev fremsagt. Men da det nu derhos i det følgende vil vise sig, hvad der allerede er klart paaviist af S. Thorlacius i hans Afhandling om Einar Skulessøn i 3die B. af Folioudg. af Snorre, S. 489, at de tre Konger ikke vare famlede efter 1152, saasom vi allerede i Begyndelsen af 1153 finde Eystein sydligst i Viken, i den senere Deel af Maren som vi allerede have seet, paa Toget til Skotland og England, og klaret derefter i Uvenskab, først med Sigurd, siden med Inge: bliver der følgelig ingen Lejlighed, hvor Kongerne kunne have været fredeligt tilsammen i Nidaros, og i Fællesskab hørt paa Kvadet, uden i 1152 om Sommeren eller Høsten. Og det er da aabenbart, at de netop ere komne til Throndhjem for at overvære Højtideligheden ved Erkestolens Oprettelse, og at Einar har benyttet deres Nærværelse her, for i deres og Erkebiskoppens Paahør at fremsige Kvadet til Festens Forherligelse. At Kardinalen selv var tilstede, maa ansees utvivlsomt, thi hiint 9de Vers, hvor Einar tiltaler Kongerne, slutter saaledes: „yðart bið ek magnit styrka — mærð þá er miklu varðar — máttig höfuðáttar“ d. e. bogstaveligt: „mægtig over Hoved-Egnen (höfuðátt d. e. den fornemste Himmelegn, det fornemste Verdenshjørne) jeg beder eders Anseelse at styrke dette Kvad, der er af stor Betydning“. Naar man veed at Himmelegnene i Latin netop betegnes ved „cardines mundii“, antager man ogsaa rettest „máttig höfudáttar“ for en poetisk Omskrivning af „Kardinal“; dette bliver den rimeligste Forklaring, hvorimod enhver anden Oversættelse, navnlig med „Landets Høvdinger“ ikke alene bliver tvungen, men ogsaa forudsætter den Usandsynlighed, at Digteren skulde have tiltalt dem før Erkebiskoppen, medens det derimod var i sin Orden, at han tiltalte Kardinalen før ham, og umiddelbart efter Kongerne selv. Han siger ogsaa udtrykkeligt i V. 10, at han aldrig har fundet nogen mere glimrende Forsamling i eet Huus.
  47. ↑ Det er trykt i det nys nævnte 3die Bind af Snorres Kongesagaer S. 461 flg; saa vel som i Fornmanna Sögur 5te B. S. 349.
  48. ↑ Dette vil sees af det strax efter følgende, hvor der tales om Einar Skulessøns Kvad. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  49. ↑ Om denne Raadslagning med Biskopperne og tolv af de forstandigste Mænd fra hvert Biskopsdømme tales der egentlig kun i Intimationen til Bekræftelsen af 4224 paa Kardinal Nikolas’s Bestemmelse om Gaver, indført i Norges gamle Love I. 447. Men da det paa den ene Side er klart, at disse tolv Mænd fra hver Biskopsstol (dengang fire, altsaa 48 Mænd), ikke kunde være sammenkaldte alene for denne Bestemmelses Skyld, hvorhos der paa den anden Side ogsaa vedtoges andre Bestemmelser, der lige saa meget grebe ind i den verdslige Ret, og hvortil Folkets Samtykke ikke mindre udfordredes, er det tydeligt nok, at de 48 Mænd fra først af have været sammenkaldte som et Konvent for i Forening med Biskopperne at raadslaa med Kardinalen, og med Fuldmagt fra det øvrige Folk til at vedtage de Forandringer og nye Lovsbestemmelser, der maatte findes passende. I Frostathingsloven III. 17 findes det ogsaa, hvorvel noget uklart, antydet, at de forstandige Mænd, der med Kardinalen og Erkebiskoppen vedtoge Bestemmelsen om Gaver, havde det Hverv, i Almindelighed at overlægge om Forbedringer i Lovgivningen (hyggja at réttarbótum).
  50. ↑ Dette er allerede ovenfor antydet, S. 614, Anm. Biskopperne i Oslo kaldtes tidligere stedse „Biskopper i Viken“, hvilket udelukkede Oplandene, og den tilsyneladende vilkaarlige Fordeling af Oplandenes Hereder mellem begge Biskopsstole, Hamar og Oslo, kan alene forklares af den Maade, hvorpaa Oplandene vare deelte mellem Eystein 1 og Sigurd Jorsalafarer paa den Tid, da Oslo eller Vikens Biskopsstol oprettedes; det synes derfor temmelig klart, at hvad der da tilhørte Eystein, ogsaa fremdeles lod under Throndhjems Biskopsstol.
  51. ↑ Se ovenfor S. 800. Hamar omtales aller først i Sagaerne som Kjøbstad i Aaret 1177. Men at der allerede ved Biskopsstolens Oprettelse var en Art af Kjøbstad (kaupangr) paa Hamar, synes at maatte kunne sluttes deraf, at Hamars Biskopsstol i Pave Anastasius’s Bulle af 1154, som nedenfor nærmere omtales, og hvis Terminologi vistnok er den, Kardinal Nikolas selv anvendte, efter hvad han hørte i Norge, kaldes episcopatus Hamarcopiensis d. e. Biskopsstolen i Hamar-Kaupang (Hamar-Kjøbstad).
  52. ↑ De islandske Annaler. Merkeligt nok omtale Sagaerne ikke med et Ord Oprettelsen af Hamars Biskopsstol.
  53. ↑ Vi have ovenfor (S. 827) seet, hvorledes Gudrød netop i Aaret 1152, og neppe senere end Midten af August, hvor alle disse Forhandlinger forefaldt, havde begivet sig til Norge.
  54. ↑ Suhms Hist. af Danmark VI. S. 140—152, og de der anførte Citater.
  55. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 22. Snorre Cap. 23. At samme Bestemmelse ogsaa vedtoges for Sverige, sees nedenfor.
  56. ↑ Se herom ovenfor, I. 2. 637, 638. Bestemmelsen om Rumaskat findes, som her nævnt, aller først indført i den ældre Frostathings-Christenret, II. 20; men af Pave Anastasius’s Brev til Kong Sverke i Sverige, hvorom nedenfor, sees det desuden udtrykkeligt, at Nikolas fik Rumaskatten vedtagen i Sverige.
  57. ↑ Bestemmelsen er deels indført i den ældre Frostathings-Christenret III. 17, deels i den ovennævnte Retterbod af 1224, hvor den stadfæstes. Om Tridjungsauken og dette Ords Betydning, se ældre Frostathingslov, XI. 8.
  58. ↑ Se herom ovenfor S. 504, 625.
  59. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 22, Snorre Cap. 23.
  60. ↑ Saaledes paa det foranførte Sted (III. 17) af den ældre Frostathingslov, saa vel som i Fagrskinna Cap. 260.
  61. ↑ Dette angives af flere, navnlig Lagerbring, II. S. 115, men, som det synes, overalt kun efter Johannes Magnus’s, som sædvanligt, upaalidelige Fortælling. Sagen er dog i og for sig selv sandsynlig, især naar man seer hen til Kardinalen-s Fremgangsmaade i Norge. Om Nikolas’s Foretagender i Sverige gives der ingen andre bestemte Udsagn, end deels hvad Saxo fortæller, S. 697, 698, deels de Antydninger, som indeholdes i Pave Anastasius’s Skrivelse til Kong Sverke af 28de Novbr. 1154, efter Nikolaus’s Tilbagekomst. Der indskærpes Overholdelsen af hans Forskrifter og Statuter „om Kirkernes Frihed, om (Presternes) Egteskab, om ikke at bære Vaaben og andre til Folkets Vel sigtende Bestemmelser“. Der siges og (se Manrique Ann. Cist. S. 46) at han skal have givet Nordmændene og Sviarne en Katechismus, hvis Indhold siden fulgtes, saa længe Katholicismen varede. Forholder det sig virkelig saa, kan denne Katechismus neppe have bestaaet i andet end en kort Opstilling af de fornemste Troeslærdomme, og i saa Fald er det aabenbart den, der aller først findes forudskikket den ved Midten af 13de Aarhundrede i Norge for Island udarbejdede saakaldte Haakonarbok (Norges gamle Love I. S. 261 Cap. 7) og som siden er uforandret gjengiven ved Begyndelsen af den nyere norske Landslovs Christenret (Norges gamle Love II. S. 22 jvfr. 192, 306). Hiin Skrivelse af Anastasius saa vel som en anden af samme Dag til de svenske Biskopper, ere aftrykte i Liljegrens Dipl. Svec. I. 561, 679, men urigtigt henførte til 1153 (se Jaffé, Regesta Pontificum Romanorum, S. 658).
  62. ↑ Saxo l. c.
  63. ↑ Han kan neppe være kommen tilbage førend langt hen i 1154, kort før Anastasius’s Død, da man, som det nedenfor omtales, ej finder hans Underskrift førend i Anastasius’s Oprettelsesbulle af Throndhjems Erkestol, rimeligviis af samme Datum (28 Novbr.) som Brevene til Sverke og de svenske Biskopper, hvor Nikolas omtales som om han først nylig skulde være ankommen.
  64. ↑ Inge Haraldssøns Saga, l. c.
  65. ↑ Manrique, Annales Cisterc. I. S.
  66. ↑ Den er aftrykt, saavel i Thorkelins Diplomatarium, II. S. 3, som i Norges gamle Love, S. 439, men kun efter Arne Magnussøns Afskrift af et, øjensynlig unøjagtigt, Transskript fra Aaret 1429. Dog kunne Fejlene berigtiges efter den aldeles ordlydende Bekræftelse eller rettere Gjentagelse deraf, som Pave Innocents IV udstedte 23 Febr. 1253, og som maaskee endnu haves i Original (aftrykt hos Thorkelin II. S. 41 i Dipl. Norv. III. No. 3). — Hvad Dateringen angaar, da er der i Afskriften et aabent Rum foran „Decembris“, som altsaa kan udfyldes med hvilken som helst Dag fra XIX kal. (14 Novbr.), indtil III. non. (3die Decbr.}}, da Anastasius døde. Men da Brevene til Kong Sverke og de svenske Biskopper ere daterede IV kal. (28 Novbr.) og det, med Hensyn til den ved deri pavelige Kurie herskende Praxis, er sandsynligt, at alle tre Skrivelser, der nu skulde afgaa til Norden, og tildeels i det samme Anliggende, ogsaa ere daterede samme Sag, bør i Oprettelsesbullen det aabenstaaende Rum vistnok udfyldes saaledes som ovf., og 28 Novbr. følgelig ansees for den rette Udstedelsesdag. Man finder heller ingen senere Skrivelser fra Anastasius, der rimeligviis i de følgende Dage var for svag til at besatte sig med Forretninger.
  67. ↑ Færøerne nævnes ej, men de ere øjensynligt kun oversprungne i Afskriften, hvilket allerede kan sees deraf, at der staar: insulas Orcades, insulas Suthraie,insulas Islandensium & Grenelandiæ episcopatus, hvilket ikke giver nogen Mening, da „episcopatus“, som Fleertal, maatte gaa baade paa „Islandensium“ og Grenelandie; mellem „insulas“ og „Islandensium“ er saaledes øjensynligt noget udfaldet, hvilket ej kan være andet end „Fareyæ“. I Bullen af 1253 heder ogsaa Stedet: „insulas Orcades, insulas Fareie, Siterhaie et Hasdensem (læs Islandensium) et Grenelandiæ „episcopatus“. Der var heller ingen Grund til at udelade Færøerne i Bullen af 1154.
  68. ↑ Altsaa ikke som i Sverige, under den lundske, eller nogen anden Erkebiskops, Primat. Dette skyldtes maaskee alene det Tilfælde, at de svenske ikke kunde blive saa betids enige, at han kunde faa deres Erkesæde oprettet, førend han drog til Danmark, eller førend det stormende Vejr indtraf, der gjorde ham det betænkeligt, at rejse umiddelbart over til England. Thi hvis han ej havde fundet det nødvendigt at gjøre Erkebiskop Æskil blid igjen, vilde han vel neppe have nedlagt det svenske Pallium hos ham.
  69. ↑ Se Pave Anastasius’s Bulle af 1154 i Norges gamle Love, l. c., saa vel som i Thorkelins Diplomatarium.
  70. ↑ Hermant, histoire des conciles II. 373, 374, jvfr. Langes norske Klosterhistorie S. 57.
  71. ↑ Se herom ovenfor S. 615, fornemmelig Note 4.
  72. ↑ Det er højst sandsynligt, at den i Pave Eugens Beskjermelsesbulle nævnte Abbed Orm virkelig er den første Abbed, og at der tidligere, saavel i Munkeliv som Grue, kun vare Priorer under Biskoppens Overbestyrelse.
  73. ↑ Dipl. Norv. I. 1. Da det, som nedenfor vil sees, er vist, at der aldrig fandtes mere end een Erkedegn i Nidaros, maa man snarest forstaa hine tre Archidiakonater om det throndhjemske, bergenske og orknø-hjaltlandske. Dette passer godt med Forholdene, thi saa vidt vides, fandtes der ingen Erkedegn i Stavanger, Hamar eller Oslo.
  74. ↑ Anecdoton, Spalte 18.
  75. ↑ Thi i den oven citerede Bulle er det Pave Coelestin selv, der omtaler Pave Hadrian som Stifter af hine tre Archidiakonater. Det vilde have været en Skjødesløshedsfejl, der neppe kunde begaaes ved den pavelige Kurie, at omtale en Indstiftelse, der skede ved en Kardinal under en anden Pave, som foretagen ved Kardinalen, efter at denne selv blev Pave; thi Æren for Institutionen tilkom da egentlig ikke ham.
  76. ↑ Se Indskriften ved det af ham i Domkirkens nordre Fløj indviede Alter, Schøning, Throndhjems Domkirke, S. 192: „altare hoc dedicatum est ab Augustino archiepiscopo, anno primo episcopatus eius … annc ab incarnatione domini millesimo centesimo sexagesimo; sexto kal. Decembris“. Den 26 Novbr. 1160 faldt saaledes i hans første Aar. Annalerne regne hans Indvielse deels i 1159, deels i 1160, Sagaen derimod i 1161.
  77. ↑ Denne Nikolas Peterssøn fra Sogn var vist en Broder af Jon Peterssøn kaldet Jon Fot, hvorom ovenfor, og saaledes Sønnesøn af Serk fra Sogn. Han hørte upaatvivlelig til en fornem Æt, og i den Tid var der vel endnu ikke saamange fornemme Mænd i eet Landskab af Navnet Peter.
  78. ↑ Se Schønings „Throndhjems Domkirke“ S. 230.
  79. ↑ Diplom af 1309, aftrykt i „Bergens Kalvskind“ S. 101, jvfr. dette selv S. 29—31, hvoraf man seer at der og vare tolv Altere.
  80. ↑ Hvis man, som det af Bergens Exempel bliver rimeligt, kan slutte fra Antallet af Kirkens Altere til Chorsbrødrenes normale Antal, faar man ogsaa 12 for Oslo, da Kathedralkirken her lige til c. 1310 havde 12 Altere, rimeligviis, som i Bergen, 6 paa hver Side. Dette synes ogsaa at være det Antal, som har passet bedst for de øvrige Domkirker.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/89&oldid=84482»